Guds Egenskaber - Suverænitet

For mange år siden var jeg rejseleder sammen med Lise på Euroclass for et hold, hvor vi skulle til Afrika. Vi var dernede i omkring to måneder, og i en af ugerne der holdt vi en ferie, hvor vi var på safari. Der kom vi blandt andet forbi et af de her kæmpestore baobabtræer. Jeg ved ikke, om I har set baobabtræerne — enten i virkeligheden, i en bog, i fjernsynet eller på nettet. Det er sådan nogle kæmpe træer, hvis stamme kan være bredere end det her rum. De kan være op til 8-10 meter i diameter og omkring 30 meter i omkredsen. Prøv lige at tænk på, hvor voldsomt store de her træer er. Jeg har et foto derhjemme af Lise, hvor hun omfavner det her træ. Det var sådan et gammeldags kamera, jeg havde, hvor man kunne indstille det på Panorama View, så man kunne tage sådan nogle brede billeder. Og alligevel kan man næsten ikke se andet end bare det her træ. Og så lille bitte Lise, der står og prøver at omfavne det her kæmpestore træ.

Det er lidt sådan, jeg har det nu med at skulle tage fat på den her nye serie omkring Guds egenskaber. For Gud er bare så uendelig stor. Han er den ene sande Gud. Han er Gud, den evige, selveksisterende, uafhængige Gud, som hersker overalt. Vi skabte væsener er så små og så begrænsede i vores evne til at fatte og forstå. Han er skaberen. Vi er det skabte. Han er den perfekte, den hellige, den herlige, den fuldkomne, og til sammenligning — hvis man overhovedet kan sammenligne — så er vi blot støv. Vi er mennesker, faldne mennesker, smittet og påvirket af syndens konsekvenser. Så hvordan griber vi dog det her emne an, som er så stort? Hvordan får vi vores hænder omkring det her baobabtræ, så at sige?

Vi må bede Gud om nåde og hjælp. Det er min bøn, at Gud må lede os ved sin Ånd og ved sit ord. Hans ord, Bibelen, som er en lygte for vores fod og et lys på vores sti, så han må lyse sin sandhed ind i vores sind, i vores tanker og i vores hjerte. Vi må få lov bedre at se og dybere forstå og begribe den store Gud, som har gjort sig til kende for os, for sin skabning. Ikke blot for at vi kan vide mere om Gud, men så vi inderligt kan lære ham bedre at kende, så vi kan tilbede ham højere og mere inderligt og vandre med ham mere nært. Det er min bøn for os som menighed med den her serie, at Gud må blive større. Og ligesom Johannes Døberen bad — at vi må blive mindre, at han må få ære, og at vi må få lov at glæde os endnu mere, endnu dybere, over vores frelser og skaber og Herre.

Tilbage i 2016-17 gennemgik jeg en række budskaber netop omkring Guds egenskaber. Det her er bare et emne, som kun tåler at blive gennemgået igen og igen og igen. Jesus bad i sin sidste bøn for sine disciple i Johannesevangeliet kapitel 17 vers 3 disse ord:

"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus."
Johannesevangeliet 17, 3

Så er det vigtigt at lære Gud at kende? Absolut. Ens evige frelse afhænger af det. At kende Gud i et frelsende forhold, at kende denne ene, sande og levende Gud — det er liv. Man bliver ikke frelst af at vide noget om Gud eller en masse om Gud. Der er masser af mennesker, højtuddannede teologer og skriftkloge, der kan sige en masse rigtige ting om Gud. Selv dæmonerne ved sande ting om Gud — det kan vi for eksempel læse i Jakobsbrevet 2, 19. Og der vil være mange mennesker på dommens dag, der vil sige: "Herre, Herre", men de kendte ikke Gud. De havde ikke et frelsende forhold til ham, og de vil være fortabt i al evighed. Men virkelig at kende Gud, at have et frelsende forhold til ham — det er liv. Og vejen til at kende Gud er gennem den, han har udsendt: Jesus Kristus, Sønnen, den anden person i Treenigheden. Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet.

Så der er ikke noget vigtigere emne at diskutere eller studere end Gud. At studere Gud med et ønske om virkelig at lære ham bedre at kende. Først for den, som ikke er frelst, med henblik på at lære Gud at kende på en ny måde ved at komme til tro på ham, blive forvandlet ved mødet med den levende Gud, blive født på ny og få ham som sin far og frelser til evig tid. Men også for dem af jer, som allerede er et Guds barn — at lære Gud bedre at kende mere og mere for hver dag, der går. Det er den største glæde, der findes. En glæde, der vil fortsætte ind i evigheden.

Hvor skal man starte med det her studie omkring Guds egenskaber? Der er en, der har sagt, hvor skal man tage den første kop vand fra det her kæmpe ocean af et hav? Det er et godt spørgsmål, fordi Gud er uendelig. På engelsk kan man bruge ordet "infinite" — Gud er infinite, uendelig, og vi er begrænsede, vi er finite. Så vi vil aldrig nogensinde kunne komme til at lære alt om Gud i hans uendelige fuldkommenhed. Salme 145 vers 3 siger, at Herren er stor og højt lovprist, ingen kan udforske hans storhed:

"Herren er stor og højt lovprist, ingen kan udforske hans storhed."
Salme 145, 3

Og Salme 147 vers 5 siger, at vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål:

"Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål."
Salme 147, 5

Med andre ord, i sin uendelighed og storhed er der ingen, der kan nå dybderne af Gud. Vi kan ikke kende Gud fuldt ud. Men én ting er helt sikkert: vi kan i sandhed lære om Gud, som han har åbenbaret sig for os igennem Skriften og igennem sin søn, Jesus Kristus. Og vi kan i sandhed lære ham virkelig at kende personligt igennem Jesus Kristus. I Første Johannesbrev kapitel 5 vers 20 står der sådan her:

"Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv."
Første Johannesbrev 5, 20

Så her er der et løfte om, at vi kan få lov at kende ham, den Sande, ved at være i den Sande, i Jesus Kristus.

I denne serie skal vi se på flere af Guds egenskaber. Og som det første skal vi se på, at Gud er suveræn — Guds suverænitet. At han er hersker, at han er kongernes konge og herrenes herre.

Hvad betyder det, at Gud er suveræn?

Den danske ordbog refererer det til en regerende monark, en eneherskende regent, en som er i en særklasse eller uden sidestykke, en der er usædvanlig dygtig eller god. Som synonymer kan vi tænke på ord som enestående, overlegen, enevældig, eneråden, hersker, regent, overhoved, herre, selvstyrende, autonom, selvstændig, uafhængig, ubegrænset, uovertruffen.

Hør hvordan salmisten David i Første Krønikebog 29 vers 11-12 i sin lovprisning til Gud omtaler ham med lignende udtryk:

"Din er storheden, magten, herligheden, glansen og pragten, Herre, ja alt i himlen og på jorden; dit er riget, Herre, og du er ophøjet som overhoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, du hersker over alt, i din hånd er kraft og styrke,"
Første Krønikebog 29, 11-12

Storhed, magt, herlighed, glans, pragt af Gud. David omtaler ham som Herre, for det er, hvad Gud er. Han er Herre i himlen og på jorden. Hele riget er hans. Han styrer hele universet. Hver en afkrog — fra galaksernes rotationer til en flues færden. Ikke engang en spurv falder til jorden, uden at han tillader det. Nok er der mange magtfulde engle, både gode og onde. Nok er der mange riger og verdensmagter, regeringer og regenter, konger og paver, statsministre og præsidenter. Men Gud, som suveræn hersker, er ophøjet som overhoved over alle. Han hersker overalt. Og i hans hånd, som David sagde, er der kraft og styrke.

A.W. Pink skriver i sin klassiske bog "The Attributes of God" — jeg ved ikke, om I har den, det er virkelig en anbefalelsesværdig bog at læse. Stephen Lawson, hvis I kender ham, han siger, at man skal købe 10 eksemplarer af den her bog, og så skal man læse alle 10 eksemplarer. Så god er den. Og så skal man selvfølgelig give i hvert fald ni af dem ud bagefter. I den her bog skrevet af A.W. Pink, "The Attributes of God", som betyder Guds egenskaber, definerer han Guds suverænitet på den her måde:

"Gud er uendeligt ophøjet over alle sine skabninger. Han er den højeste Herre over himmel og jord, undersåt for ingen, påvirket af ingen, fuldkommen uafhængig. Gud gør, som han vil, og kun det, han vil, og altid sådan som han vil det. Ingen kan forpurre ham. Ingen kan hindre ham." – A.W. Pink

Så kan det altså ikke siges meget mere klart. Gud er suveræn. Gud siger om sig selv i Esajas' Bog 46, 10:

"Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg."
Esajas' Bog 46, 10

Når Gud beslutter noget, så står det urokkeligt fast. Der er intet, der kan forhindre ham i at udføre det, han vil. Han er fuldkommen fri og uafhængig i sit væsen til at gøre alt, hvad hans hellige vilje vil. Igen i Salme 115 vers 3 læser vi, at vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil:

"når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil?"
Salme 115, 3

Det gentages næsten ordret i Salme 135, som Martin læste op, i vers 6 — at alt, hvad Herren vil, gør han i himlen og på jorden, i havene og de store dyb. Gud gør, hvad han vil, og intet — hverken i himlen, på jorden eller under jorden, hverken magt eller myndighed eller noget som helst — kan forhindre ham i at udføre sin gode vilje. Og i Salme 103 vers 19 læser vi, at Herren har grundfæstet sin trone i himlen. Han hersker som konge over alle:

"Herren har grundfæstet sin trone i himlen, han hersker som konge over alle."
Salme 103, 19

I den engelske bibel, New American Standard Bible, bliver det her i Salme 103 vers 19 oversat til "his sovereignty rules over all". Altså i sin suverænitet hersker Gud som konge over alt og alle. Og for at citere A.W. Pink igen, så kan man koge det hele ned vedrørende Guds suverænitet til, at når man bekender Gud som suveræn, så siger man i bund og grund, at Gud er Gud. Det at Gud er suveræn refererer et eller andet sted til Guds gudhed. At Gud er Gud — ikke bare et navn eller en tom titel, men som en virkelighed, en realitet. Han sidder på universets trone lige nu. Det har han altid gjort, og det vil han altid gøre i al evighed. Gud styrer alt, og han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, som vi læser i Efeserbrevet 1, 11. Hvad Gud sætter sig for, hvad Gud forudbestemmer skal ske, hvad han vil have skal ske — det vil ske. Intet kan hindre det.

Ifølge R.C. Sproul er Guds suverænitet hans yndlingsegenskab af alle Guds egenskaber. Sproul siger også, at hvis vi var Gud, så ville vi også synes, at det ville være vores yndlingsegenskab. Men hvor ville det dog være katastrofalt, hvis vi var suveræne, og vi kunne gøre, som vi vil. For vi ved ikke alt, vi er uperfekte, vi er omklamret og smittet af synd og påvirket af dens indflydelse. Fordi vi hverken er fuldkommen gode, vise eller kærlige, så ville ubegrænset og uhindret herskerskab i vores hænder ruinere alt, hvis det kunne være sådan. Men ikke med Gud. For samtidig med at han er suveræn, er han hellig. Han er uden synd. Han er fuldstændig ren. Han er fuldkommen god. Han er uforanderlig. Han kan ikke forandre sig. Han kan ikke blive anderledes, end han er, fordi han er så perfekt. Han er, han er. Han kan ikke blive mindre perfekt. Han er kærlighed. Han er retfærdighed. Han er alvidende. Han er vis. Han er almægtig. Han er trofast, fuld af nåde og sandhed. Og derfor er Guds suverænitet noget af det smukkeste, der findes.

Hele Bibelen er ét stort vidnesbyrd om, at Gud er Gud — at han er kongernes konge og herrenes herre, at han regerer. Og den virkelighed, den sandhed, at Bibelens Gud regerer, og at intet kan stå ham i vejen, det fylder mig med tro og tryghed. Det fylder mig med fred og en glædesforventning til livet nu, uanset hvordan omstændighederne ser ud lige nu. For som et Guds barn tilhører jeg ham, som er suveræn, og som er i fuld kontrol over hele sit univers.

Jeg vil i dag gerne betragte tre områder, hvor vi ser Guds suverænitet komme til udtryk. Jeg vil gerne læne mig op af Salme 135, som blev læst op indledningsvist, og drage jeres opmærksomhed mod tre punkter, vi ser i den her skønne salme. Det er nemlig Guds suverænitet over skabelsen, Guds suverænitet gennem tiden — altså verdenshistorien — og Guds suverænitet i sin udvælgende frelse. Og så vil jeg slutte af med nogle grunde til, hvorfor netop den her kendsgerning, at Gud er suveræn, er så værdifuld for dig og mig i vores hverdag og i vores vandring med Gud.

Hvordan ser vi Guds suverænitet i skabelsen?

For det første er Gud suveræn i forhold til skabelsen. I Salme 135 vers 5 til 7 tordner det ud med den her sandhed:

"Ja, jeg ved, at Herren er stor, vor Herre er den største af alle guder. Alt, hvad Herren vil, gør han i himlen og på jorden, i havene og de store dyb. Han samler skyer fra jordens ender, han skaber lyn sammen med regn, han slipper stormen løs fra forrådskamrene."
Salme 135, 5-7

Salmistens bekendelse er vidunderlig. Han proklamerer: ja, jeg ved, at Herren er stor, og at han er større end alle andre guder. Faktisk bliver de her guder beskrevet for os senere i versene 15 til 18, hvor vi ser, at de slet ikke er guder, men blot afguder, et produkt af menneskehænders værk. De her afguder er impotente, de er bundne, de er immobile, døde, ynkelige afguder, der hverken kan tale, se eller høre. De er livløse og kan intet skabe eller gøre noget for dem, der beder til dem. Måske giver de her statuer en eller anden form for tryghed for den, der bøjer sig ned for dem. For man kan jo se den her statue, man kan røre ved den, man kan kontrollere, hvor den skal stå, hvordan den skal se ud, hvilken vej den skal vende.

Men vores Gud, Bibelens Gud, er uendelig overlegen alle andre guder. Almægtige Gud — han er almægtig Gud. Han er usynlig. Han har en ånd og har ikke en krop, der fysisk begrænser ham. Han er fri. Han kan tale, og hvilken kraft der er i Guds ord. Før verden nogensinde overhovedet eksisterede, var den treenige Gud i herligt, vidunderligt fællesskab mellem Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd uden behov for nogen eller for noget. Han er den, han er, og han har altid været den, han er. Og pludselig, i tidernes morgen — hvis man overhovedet kan kalde det for tidernes morgen, for tid eksisterede ikke på det tidspunkt — der valgte Gud at skabe. Der lød ordene fra Guds mund: "Lad der blive lys." Og der var lys. Med ord talte Gud universet til eksistens, og han skabte verden nøjagtigt, som han ville, den skulle være. Intet er til ved en tilfældighed. Alt, hvad Herren vil, det gør han jo i himlen og på jorden, i havene og i de store dyb, står der i vores vers. Han gør, hvad han vil, som han vil, uden hindring eller modstand i himlen, på jorden, i havene og i de store dyb.

Efter sin frie og perfekte vilje skabte han de mest utrolige, nærmest ubegribelige himle. Universet, som vi kender det indtil videre — det vi kan se med teleskoper, det vi kan forstå igennem videnskaben — der mente man indtil for nylig, at der var omkring 200 milliarder galakser i universet. Det tal i sig selv er jo helt vildt ubegribelig stort, 200 milliarder galakser. I vores galakse, som hedder Mælkevejen, er der cirka 100 milliarder stjerner i den her ene galakse. Men det, NASA-astronomer og deres videnskabsmænd nu konkluderer igennem deres utrolige teleskoper, det er, at der er langt flere galakser end formodet — med en faktor 10. Så det vi kan se indtil videre, det er, at vi estimerer, der er — med de instrumenter, vi har at arbejde med, med teleskoper og så videre — over 2000 milliarder galakser, hvor hver galakse indeholder op til mere end 100 milliarder stjerner. Det er kun den del af universet, som vi har kendskab til indtil videre. Jeg ved godt, man skal sige det anderledes, men det er bare blæret.

Størrelsen på de her galakser, stjerner og afstandene mellem dem er helt ubeskrivelig. Man kan ikke gøre det op i meter eller kilometer. Man gør det op — ikke bare i lysdage, lysminutter eller lyssekunder, men i lysår. Det er helt ubegribelig vildt, hvor stort vores univers er. Og der står i Bibelen, at Gud måler det med hvidden af sine hænder.

Solen er vores nærmeste stjerne. Den har i flere tusinde år holdt vores planet varm og lun og forsynet jorden med lys og energi. Solen — bare for at få en fornemmelse af, hvor stor solen er — den er så stor, at man vil kunne presse 1,3 millioner af vores jordkloder ind i solen. Men i forhold til den største stjerne, som vi indtil videre har kendskab til, så er den stjerne cirka 1700 gange større end solen. Og der er mere end 2000 milliarder galakser, og i hver galakse hundreder af milliarder af stjerner. Hold da op, at Gud har skabt milliarder og milliarder af galakser og stjerner. Det vidner om hans enorme skaberkraft.

Et af mine yndlingsvers i Bibelen finder vi i Første Mosebog kapitel 1 vers 16. Det er faktisk bare en indskudt bemærkning i det her vers, hvor der står, at Gud skabte de to store lys: det største til at herske om dagen — det er solen — og det mindste lys til at herske om natten — det var månen. Og næsten bare som en bibemærkning står der, at han også skabte stjernerne:

"Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne."
Første Mosebog 1, 16

Og stjernerne skabte han — alle de milliarder af stjerner, vi lige har snakket om. Milliarder af stjerner. Det, som også bare er så vildt, det er, at i Salme 147 vers 4 står der, at han kalder dem alle sammen ved navn. Er det ikke vildt?

"Han bestemmer stjernernes tal og kalder dem alle ved navn."
Salme 147, 4

Gud kunne have skabt bare en enkelt galakse eller bare et enkelt lille solsystem — som er kæmpestort. Vores solsystem er kæmpestort. Men hvem var der i tidernes morgen, der kunne hindre ham i at gøre, som han vil? Ingen. Og hvilken mægtig skaber han er. Salme 19 vers 2 siger med rette, at himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk:

"Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk;"
Salme 19, 2

Jeg synes, det er så paradoksalt, at videnskabsmænd og regeringer har investeret milliarder af kroner og dollars på at udforske rummet, og de leder ihærdigt efter andre livsformer, men de kan ikke se skoven for bare træer — eller de kan ikke se stjerner for bare galakser. For lige foran deres øjne vidner himlene om, at Gud er, at han findes, at han er suveræn.

Gud hersker over sit univers lige nu i enhver dimension, på et hvert sted og i enhver afkrog. Der er han konge — fra himlens trone, hvor seraffer og keruber og ærkeengle og engle og frelste mennesker hører til. Der regerer Gud. Og på jorden over alle dyrene, over alle individer, både troende og fortabte. Og i havenes dybeste dybder og i de store dyb. Over Satan og dæmoner og hver en afkrog af helvede er Gud suveræn, og han regerer.

Hans herredømme er ubegrænset. Ingen falder uden for Guds herredømme, ingen. I Jobs Bog læser vi, hvordan djævelen ikke kunne så meget som ånde Job i nakken, uden Gud gav ham lov. Selv djævelen er Guds djævel. Og selv den listige fjende, djævelen, vores modstander, som går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at opsluge og fortære, som vi læser i Første Petersbrev 5, 8 — den djævel og enhver anden åndsmagt, verdslig, menneskelig, dæmonisk, er fuldkommen underlagt Guds autoritet. Intet sker, som Gud ikke først i sin suverænitet tillader for sin egen herligheds og æres skyld.

Gud styrer virkelig sin skabelse: planeternes og stjernernes gang og dyrenes færden. Han styrede de rette dyr til arken, som Noa havde bygget. Han kaldte på vandene, som så oversvømmede hele jorden. Han styrer hver en bølge, hver en tsunami, hvert et jordskælv, hver en orkan og hver en tornado. Det Røde Hav kunne ikke andet end at dele sig på Guds befaling, da Moses i lydighed strakte staven ud over vandet. Og før det måtte naturens kræfter underlægge sig, da han sendte plagerne mod Egypten — frøer og hagl og græshopper og så videre. Selv dødsenglen var Guds værk.

I Det Nye Testamente ser vi i det mest klare og strålende lys Guds suverænitet over naturen komme til udtryk gennem Jesus Kristus, som er denne verdens skaber. Og naturen genkendte deres skabers stemme øjeblikkeligt, da Jesus talte til den. Vi læser i Markusevangeliet kapitel 4 fra vers 35 om stormen på søen, hvor naturens elementer hurtigt havde udviklet sig til en hidsig og livstruende storm. Disciplene frygtede for deres liv, mens de klamrede sig til den her lille båd af træ. Og hvem var det, der sov trygt og fredfyldt i agterstavnen? Det gjorde Jesus midt i den her storm. Og disciplene, helt friels, vækker ham. Hvad gør han? Han rejser sig og taler til søen og siger til søen, at den skal tie stille. Jeg ved ikke, om du nogensinde har snakket til jordens og naturens elementer. Hvad skulle det hjælpe for en person at tale til den her sø? Men Guds suveræne herredømme er over hvert et eneste atom og vandmolekyle og hver en vind. Så da Jesus talte til søen og sagde "ti stille og hold inde", så kunne stormen ikke gøre andet end at lystre. Og øjeblikkeligt læser vi, at der blev helt blikstille. Han er suveræn over hele sin skabning.

Hvordan ser vi Guds suverænitet i verdenshistorien?

Gud er suveræn over skabelsen. Men for det andet gør Guds suverænitet sig også gældende igennem hele verdenshistorien. Gud har ikke bare skabt verden og — som et ur, der er trukket op — lader verden køre derudaf uafhængigt af ham selv, mens han sidder på sidelinjen og kigger på ovenfra. Nej, Gud er personligt involveret i sin skabning. Faktisk i Hebræerbrevet 1 står der om Jesus Kristus, den anden person af Guddommen, hvem Faderen skabte alt ved — der står, at han, Jesus, bærer alt med sit mægtige ord. Giver Gud bare en lille smule slip på universet, så går alt i opløsning. Han er dybt involveret i sin skabning, og alt, hvad der sker, sker inden for Guds suverænitet.

Intet rammer udenfor. Der er intet i denne verden, hverken fysisk eller åndeligt, som sker, uden at han tillader det. Alt, hvad der sker, er forudbestemt af ham. Selv alt det onde, der sker, er ikke noget, der kommer som en overraskelse for ham. Tværtimod, selv det onde er noget, han har bestemt skulle ske — dog uden selv at være kilden eller grunden til det onde. Gud er hellig. Han er uden synd. Hans øjne er for rene til at se på ondskab, læser vi i Habakkuks Bog 1, 13. Og Jakobsbrevet siger også, at Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Men ikke desto mindre har han bestemt, han har besluttet, at synden skulle komme ind i verden, uden selv at være ophav til synden — for at han i sidste ende kunne blive endnu mere herliggjort, netop ved at sejre over synden. Trods den kaos og ødelæggelse i verden, som synden har medført, styrer Gud suverænt alt. Hver eneste dag, hver eneste time, hvert minut og hvert sekund er fuldt og fast i Guds hænder, og alt sker nøjagtigt efter Guds tidsplan. Verdenshistorien udfolder sig nøjagtigt, som han vil, at det skal ske, i henhold til, hvad han allerede har besluttet fra før jordens grundvold blev lagt. I Esajas' Bog 46, 10 siger Gud:

"Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg."
Esajas' Bog 46, 10

Som I måske før har hørt det, så er "history" "his story". Historien er hans fortælling. Det er ham, der styrer verdenshistorien. Der er ingen overraskelser hos Gud. Der er ingen plan B, for slet ikke at tale om en plan C eller D. Der hvor alt kan se så kaotisk ud fra vores perspektiv, der kører alt lige efter Guds guddommelige tidsplan.

For at vende tilbage til vores Salme 135, så lad os se på vers 8 til 12, hvor vi ser, hvordan Guds suverænitet over andre folkeslag og deres herredømme er fuldstændig underlagt ham:

"Han dræbte Egyptens førstefødte, både mennesker og kvæg; han sendte tegn og undere ind i Egypten mod Farao og alle hans folk. Han slog store folkeslag og dræbte mægtige konger, amoritterkongen Sihon, Bashans konge Og og alle Kana'ans kongedømmer, og han gav deres land i eje, i eje til Israel, hans folk."
Salme 135, 8-12

Passagen her omtaler Gud, og hvordan han ved sin magt befriede Israel ud af Egypten efter 400 års undertrykkelse i slaveri. I sin suverænitet havde Gud tilladt Israel at lide i århundreder. Hvad godt kom der ud af det? Mod al sund fornuft blev Israel, der startede som en stamme på omkring 70 mennesker, da de vandrede ind i Egypten, til et talrigt folk. Nogle beregninger lyder på omkring 2 millioner mennesker efter 400 år. Tiden var nu inde, og Gud befriede dem. Farao, verdens mægtigste mand, måtte bøje sig i støv for Guds almagt. Han kunne intet stille op mod Israels Gud — denne mægtige Farao, som alle andre frygtede, og som andre nationer havde smagt nederlag hos. Mod kongernes konge, Jesus Kristus, som Salme 2 beskriver, der sidder Jesus med sit jernscepter og regerer. Han troner i himlen, han ler — står der i Salme 2 — han ler ad jordens konger. Og let som intet blev Farao og Egypten tvunget i knæ. Det samme skete for andre mægtige konger: amoritterkongen Sihon og Bashans konge Og og alle Kana'ans kongedømmer. De blev knust af Gud, fordi Gud er konge over alle konger. Og Gud gav nøjagtigt, som han havde lovet Abraham, Kana'ans land til Israel. Alt tilhører Gud, og han kan gøre nøjagtigt som han vil med det, der tilhører ham. Det politiske landskab blev drastisk ændret, fordi det er Gud, der styrer verdenshistoriens gang.

Et andet eksempel, vi kan tænke på, når Gud styrer verdenshistorien, er historien omkring Nebukadnesar — den mægtigste mand på jorden på det tidspunkt, konge af Babylon. På et tidspunkt blev han fyldt med stolthed. Stolthed fyldte Nebukadnesars hjerte. Og i Daniels Bog kapitel 4 vers 27 læser vi de her ord, som Nebukadnesar siger, da han kigger ud over sit rige:

"Dette er det store Babylon, som jeg med magt og styrke har bygget som kongelig residens for at kaste glans over min herlighed."
Daniels Bog 4, 27

Næppe var ordene udgået af kongens mund, før der lød en røst fra himlen:

"Det forkyndes dig, kong Nebukadnesar, at dit kongerige skal tages fra dig. Du skal jages bort fra menneskene og have din bolig hos de vilde dyr; du skal æde græs som oksen, og syv tider skal gå hen over dig, indtil du forstår, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil."
Daniels Bog 4, 28-29

I samme nu gik ordet i opfyldelse på Nebukadnesar. Han blev jaget bort fra mennesker, han åd græs som oksen og fik væde fra himlens dug, og hans hår blev så langt som ørnefjer, og hans negle blev som fugleklør. Da tiden var omme, løftede Nebukadnesar sine øjne til himlen, og han fik sin forstand igen. Han priste den Højeste og lovsang og ærede ham, der lever evigt:

"Hans herredømme er et evigt herredømme, hans kongerige varer i slægt efter slægt, og jordens beboere er for intet at regne. Han handler, som han vil, med himlens hær og jordens beboere, ingen kan hindre ham og sige: 'Hvad er det, du gør?'"
Daniels Bog 4, 31-32

Det var en god bekendelse at komme til efter at have været syg med en sindslidelse. Nebukadnesar, verdens mægtigste mand på det tidspunkt, blev ramt af en tilstand, vi i dag kender som lykantropi. Gud reducerede denne mands sindelag og væremåde på et splitsekund til noget, der mindede om et dyr. Og efter en periode på syv tider genoprettede Gud ham igen. Så fra de mægtigste konger til den fattigste tigger er Gud regent. Han styrer kongeriger og nationer. Han lader et kongerige rejse sig og blive stærkt for derefter at knuse det. Han giver én magt og tager magten fra en anden. Ordsprogenes Bog 21, 1 siger:

"Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil."
Ordsprogenes Bog 21, 1

Gud leder konger, politikere, præsidenter, nationer i nøjagtig den retning, han vil, mod det mål, som han har forudbestemt. Og ultimativt ledte Gud og styrede verdenshistorien mod et kors på Golgata og brugte selv onde magter til at fuldføre sin plan på en sådan måde, at han kunne blive herliggjort. Gud brugte menneskers ondskab til at frembringe det største gode. Onde mennesker korsfæstede Jesus, men kun fordi han villigt gav sit liv som en løsesum for mange. Gud fortsætter med suverænt at styre verdenshistorien. Konger og regeringer og verdensmagter er ham underlagt, og det hele styrer sikkert mod den dag, hvor Jesus vender tilbage og samler sine, dem han gav sit liv som løsesum for.

Hvordan ser vi Guds suverænitet i frelsen?

For det tredje er Gud suveræn i sin udvælgende frelse. I Salme 135 vers 3 til 4 læser vi:

"Lovpris Herren, for Herren er god, lovsyng hans navn, for det er herligt! Herren har udvalgt sig Jakob, han har gjort Israel til sin ejendom."
Salme 135, 3-4

Herren udvalgte Jakob og gennem ham gjorde Israel til sin ejendom. Man kan måske spørge: hvorfor valgte han ikke Esau, Jakobs storebror, som var Isaks førstefødte? Jakob var en bedrager. Han snød sin bror for fødselsretten. Han snød sin far. Han snød sin onkel. Han var fordærvet helt ind til benet. Hvorfor ham?

Når det kommer til frelsen — at blive forsonet med Gud, at få sine synder tilgivet, at få et nyt hjerte, et nyt liv, at undslippe den forfærdelige, retfærdige vrede og straf fra Gud, som man i kraft af sine mange synder og store skyld retsmæssigt fortjener — når det kommer til frelsen, evigt liv med Gud, hvorfor bliver nogen frelst, og andre går fortabt? Jonas' Bog 2, 10 erklærer utvetydigt, at frelsen kommer fra Herren:

"Frelsen kommer fra Herren!"
Jonas' Bog 2, 10

Gud frelser nogen. Men hvorfor er der så andre, der ikke bliver frelst? Er det fordi, der er nogen, der er uden for frelsens rækkevidde? Fordi der er nogen, der er for syndige, for fordærvede, for hårde individer eller tilfælde, hvor Gud selv må opgive at prøve at frelse disse "lost cases"? Nej. Herren Gud kan frelse selv den mest forhærdede person. Vi har lige læst, hvordan han forvandlede Nebukadnesars liv. Og om Jesus læser vi, hvordan han udfriede en mand ved Gadara for en hel legion af dæmoner. En legion er omkring 6000, så det er ret mange dæmoner at være fyldt med. Han frelste og forvandlede den mands liv. Jesus frelste selv Paulus, som før var en fjende af kirken. En, der forfulgte de troende. En mand, der var lænkebundet i lovtrældom, hvis hjerte var hårdt som granit. Gud gav ham — læser vi et sted i Bibelen, i Det Nye Testamente — Gud gav ham et helt nyt hjerte. Et hjerte af kød. Et af det blødeste man kan forestille sig. Et hjerte, der resten af sit liv elskede med en inderlig, nidkær kærlighed til Kristus. Så meget, at for Paulus var livet Kristus, og døden, det var blot en vending. Men Paulus, når han reflekterede over sit liv, sagde han om sig selv, at han var den største af alle syndere. Og alligevel frelste Gud ham.

John Newton har sagt:

"I am a great sinner, but Christ is a greater Savior." – John Newton

Ingen synder er så fordærvet, at Gud ikke kan frelse ham eller hende. Der er ingen lost cases for Gud. Men spørgsmålet lyder stadig: hvorfor frelses nogen, og andre fortabes? Hvis Gud ikke er suveræn, når det kommer til frelsen, og hvis menneskets frie vilje virkelig er så frit, som man nu engang måske mener, at den er, så er svaret på spørgsmålet jo, at det er, fordi man med sin vilje enten vælger Gud fra eller til. Og så vil man sige, at det er mennesket, der har den afgørende stemme og ikke Gud, når det kommer til frelsen. Men Bibelens klare budskab er, at Gud er suveræn, når det kommer til frelsen. Mennesket i sin faldne tilstand, i alle sine fakulteter — fysisk, psykisk, moralsk, åndeligt — er smittet af synden. Vi er alle kommet til kort og har i den forstand mistet herligheden fra Gud. Synden har smittet os hele vejen igennem, så vi med vores frie vilje, så at sige, hverken kan eller har lyst til at vælge Gud til.

Der er en dansk reformert præst, som hedder Mikael Thomsen. Jeg ved ikke, om I kender ham. Han skriver i sin bog, som hedder "Gud er suveræn", vedrørende menneskets vilje sådan her — du kan bare citere med her, Mikael:

"Din frie vilje gør dig fri til at gøre præcis, hvad du har lyst til. Problemet er, at synden styrer din lyst i din faldne tilstand. Og derfor er din frihed begrænset til, hvad synden begærer." – Mikael Thomsen

Fordi vi alle er syndere, så med mindre Gud suverænt griber ind i vores liv, vil vi ikke være tilbøjelige til at søge ham. Tværtimod løber vi alle aktivt væk fra Gud. Romerbrevet 3, 11 siger, at ingen søger Gud, ingen. Og i vers 12 står der, at alle er kommet på afveje, alle er fordærvede, ingen gør godt:

"Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste."
Romerbrevet 3, 11-12

Så hvorfor bliver nogen frelst? Fordi Gud er en opsøgende Gud. Der står om Jesus, at han kom for at opsøge og frelse det fortabte. Det er ham, der søger. Og som en suveræn Gud frelser han dem, han vil. Ligesom han i vores vers i Salme 135 havde udvalgt Jakob, har Gud Fader fra før verden blev grundlagt udvalgt sig præcis, hvem han vil opsøge og frelse. Efeserbrevet 1, 4 til 5 siger det så tydeligt og klart:

"For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus"
Efeserbrevet 1, 4-5

I sin suverænitet er det Gud, der udvælger. Det er ham, som forudbestemmer, hvem han vil frelse. Så for lige at vende tilbage til Jakob og Esau: hvorfor vælger Gud den ene og ikke den anden? Har det noget med individet at gøre? Er det noget godt eller særligt ved nogen, der får chancerne for at blive frelst til at være større? Nej. Guds udvælgende nåde var ikke baseret på noget godt, han kunne se i en person. Der var jo ikke noget godt at se til at starte med i Jakobs liv. Han var en bedrager. Han var en løgner.

Guds udvælgelse var baseret i sin egen guddommelige frie vilje. Der står i Efeserbrevet 1, 5, som vi lige har læst, at i sin gode vilje forudbestemte Gud, hvem han vil frelse. Romerbrevet 9 vers 11 til 16 svarer det sådan her:

"Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der — for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder — sagt til hende: 'Den ældste skal trælle for den yngste.' Der står jo skrevet: 'Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.'"
Romerbrevet 9, 11-13

Så det havde intet med Jakob selv at gøre, hvorfor lige netop han var udvalgt. Men det havde alt at gøre med, at det var Gud, der valgte. Gud var den afgørende faktor. I sådan en uendelig visdom, som vi ikke kan nå dybden af, slet ikke kunne forstå, der havde han udvalgt Jakob. Videre i Romerbrevet 9, 15 til 16 siger Gud:

"Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil. Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed."
Romerbrevet 9, 15-16

Gud gør, som han vil. Han viser nåde mod, hvem han vil. Han er barmhjertig mod, hvem han ønsker at være barmhjertig mod. Mennesket er ikke initiativtageren. Det var Gud, der søgte Adam i haven den dag, mennesket faldt. Det er ham, der er den store søger. Det er ham, der forvandler det hårde hjerte, der hverken kan eller vil tro på ham, og giver, til hvem han vil, et nyt hjerte. Det var Gud, der åbnede Lydias hjerte. Apostlenes Gerninger 16, 14:

"Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus' ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig."
Apostlenes Gerninger 16, 14

Så hun kunne tage imod Guds ord, som er en kraft til frelse. Det er Gud, der giver et nyt liv, der hvor der før var død. Det er Gud, der råber ind i vores døde, livløse sjæl, som han gjorde med Lazarus, der lå i graven, og råber: "Kom ud!" Det er Gud, der i sin nåde giver os tro til i det hele taget at kunne tro. Efeserbrevet 2, 8 siger:

"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds."
Efeserbrevet 2, 8

Så ingen kan have noget at være stolt af. For det er Gud, der skal have al æren, når det kommer til frelsen. Det er ene og alene Guds værk. Gud er suveræn i frelsen, og han vil ikke fejle. Enhver, han har forudbestemt og udvalgt til frelse, uanset hvor håbløst det ser ud for den person, vil Gud sejre og frelse — hver eneste, som hans søn Jesus Kristus lod sit dyrebare blod flyde for ved sin død på korset i synderens sted. Kaldet til omvendelse lyder til alle, absolut ingen tvivl om det. Og enhver, der kommer til Jesus, vil han aldrig vise bort, læser vi i Johannesevangeliet. Men samtidig er der ingen, der kommer til Jesus på eget initiativ. De er kommet, fordi Gud Fader drager synderen til Jesus. Det er først, når vi bliver fundet af Gud, at vi endelig begynder at søge ham.

Jeg er evigt taknemlig til Gud for, at han i sin suverænitet ikke lod det afhænge af min vilje og min stræben. For så ville jeg fortsætte med at være død i mine synder, fortabt og død uden håb. Men pris Gud, han er suveræn.

Hvordan giver Guds suverænitet os trøst og frimodighed?

Gud er en suveræn Gud. Han er suveræn over al sin skabelse, igennem verdenshistorien, og i hvem han vælger at frelse. At Gud er suveræn og styrer alt og selv tillader onde ting at ske, kan for mange være en tanke, der er svær at forene sig med. Men for ethvert Guds barn er det netop dét, at han er suveræn, der er vores største trøst. Det giver os en fred, der overgår al forstand, uanset hvilken storm vi kan befinde os i.

Spurgeon, som var en prøvet mand, sagde, at når du gennemgår en krise, en prøvelse, så er det Guds suverænitet, der er puden, hvorpå du hviler dit hoved. Velvidende at Gud er i kontrol, hvad end der kommer din og min vej — om det er angreb fra djævelen, om det er sygdom, katastrofer, kriser, hvad end det er — så gennemgår vi det ultimativt, fordi Gud i sin suverænitet har bestemt, han har valgt og tilladt, at det skulle ske. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Ligesom han var med disciplene midt i stormen, er Jesus Kristus vores sikre anker, vores håb, vores styrke, vores glæde på vores vandring på den her snævre vej, hvor der er masser af modstand og ting og sager, vi skal igennem, som kan være hårde. Men han er med os på den her vej mod den himmelske stad.

Afslutningsvist her blot nogle ganske få grunde til, hvorfor netop den her kendsgerning, at Gud er suveræn, er så værdifuld en sandhed for dig og mig i vores hverdag og i vores vandring med Gud. Som nævnt kan der være mange, der har svært ved at forene sig med den her sandhed, at Gud er suveræn. Men som Spurgeon sagde, er der ikke et doktrin, som verdslige mennesker hader mere end den, at Gud er suveræn. De vil tillade Gud at være, hvor som helst, bare ikke på sin trone. Men for os, som er Guds børn, er den her sandhed vidunderlig, og den er enormt værdifuld i vores daglige vandring på følgende tre måder. Der er sikkert mange flere måder, men jeg nævner bare ganske kort tre måder her afslutningsvist.

Den første er, at den leder os til en dybere, en større, en mere inderlig tilbedelse af Gud. Der er nogen, der siger, at high theology — høj teologi, et højt syn på Gud — leads to high doxology. Det leder til en høj tilbedelse, til en dybere tilbedelse af ham. Som Salme 135 slutter af med:

"Pris Herren, Israels hus! Pris Herren, Arons hus! Pris Herren, Levis hus! Pris Herren, I der frygter Herren!"
Salme 135, 19-20

Så må det her doktrin, den her kendsgerning af Gud som suveræn, lede os til en dybere taknemmelighed for, hvem Gud er, og en mere inderlig og højere tilbedelse af ham, i det vi ser ham mere tydeligt.

For det andet fylder det os også med frimodighed i evangelisation. Byrden og ansvaret for at frelse mennesker hviler ikke på os. Vi skal ikke overbevise. Vi skal blot vidne. Vi skal blot dele evangeliet. Det er ikke os, der frelser. Det er Gud, der frelser. Det er ham, der giver troen. Helligånden blæser, hvor han vil — Johannesevangeliet kapitel 3. Han er den store søger og den, som frelser den fortabte. Og han vil frelse. Gud vil frelse sine udvalgte, så selv de mest hårdhjertede vil blive bløde som smør. Vi ved ikke, hvem der er de udvalgte. Vi skal blot være trofaste, og hvilken glæde og hvilket mod det giver os, når vi ved, at det er Gud, der frelser, og ikke os. Det giver os også håb for vores relationer, for vores venner, for vores familiemedlemmer, for dem som vi elsker, som endnu ikke er kommet til troen — at vi ved, at jeg skal bare være trofast i at vidne om evangeliet, selv følge Gud tæt på, og så sætte min lid til, at Gud kan frelse. Hvis der er en, vi tænker, det er umuligt, han eller hun kan umuligt blive frelst, så er Gud suveræn.

For det tredje giver det os tryghed. Intet sker, som han ikke har tilladt. Det er vores pude, som Spurgeon sagde, som vi kan lægge vores hoved på. Uanset omstændighederne og hvad der ligger forude, så ved vi, at Gud tillader det, og derfor er han også i kontrol over det hele. Vi kan ikke altid se det store billede. Vi forstår ikke altid, hvorfor han tillader visse ting at ske — ting, der er hårde, der er smertefulde — men vi kan vide og finde tryghed i den kendsgerning, at han virkelig er i kontrol. At han styrer alt for sin egen herligheds og æres skyld. Og han lader det også virke til vores gode.

Gud er suveræn. Pris Herren alle sammen. Pris Herren, I der frygter ham.

Amen.