Håb forude!

Hvem er som Herren? Han har ingen ligemand. Der er ingen som ham. Faktisk betyder Mikas navn netop "hvem er som Herren". Der er ingen som Gud. Det er en vidunderlig bog at gennemgå sammen som menighed, og vi er nu nået til kapitel fire. Igennem hele bogen bliver vi gang på gang betaget af den vidunderlige og fantastiske Gud, som troner i himlen.

Titlen på dagens budskab er, at der er håb forude. Jeg håber, I vil blive opmuntret af det, vi skal læse sammen her i dag.

Da jeg var 20 år gammel, læste jeg en utrolig spændende og inspirerende biografi skrevet af en nu meget kontroversiel mand. Måske har nogen af jer også læst den her bog, og den hedder It's not about the bike — Den handler ikke om cyklen. Den er skrevet af cykelrytteren Lance Armstrong, hvor han fortæller om sin rejse fra at være en helt ung og lovende cykelrytter blandt cykelsportens elite. Og så pludselig hvordan han som 24-årig bliver diagnosticeret med testikelkræft med spredning til hjernen. Det er nærmest en dødsdom at få. Lægerne gav ham under 40 % chance for at overleve den her cancer.

Man kan jo sige, hvad man vil om den her mand. Men det, jeg dengang huskede som så utrolig inspirerende, da jeg læste bogen, det jeg hæftede mig ved, det var hans drive og hans vilje til at holde fast med alt, hvad han havde, i de der 40 % overlevelseschance. Hans fokus var ikke på de 60 % risiko for at dø, men på de 40 % for at overleve. Han havde et stærkt håb om, at han ville overvinde sin cancer. De fleste af os kender historien — blot 16 måneder efter han blev udskrevet fra hospitalet, vandt han, måske med en lille smule hjælp, sin første af hele syv Tour de France-sejre, som han senere fik frataget på grund af sin dopingskandale.

Men håb, med eller uden doping, håb, det er en utrolig stærk, motiverende faktor. Det kan drive individer til at udføre de vildeste ting og overvinde nærmest umenneskelige forhindringer. Omvendt er håbløshed noget af det, der virkelig kan dræne en for al ens glæde og begejstring og lyst. Når man først mister håbet, så er slaget nærmest tabt på forhånd.

Goliat, den ene mand, formåede med sin størrelse og med sin hån fuldstændig at suge håbet ud af den israelske hær, så de blev modløse, og de skælvede af skræk i stedet for at stole på Gud. Peter, som gik på vandet i tro hen mod Jesus, han begyndte at synke, da han begyndte at se ned på de store bølger i stedet for at holde sit blik på Kristus. På profeten Elias' tid husker vi måske også beretningen om enken og hendes søn. Der var tørke og hungersnød i landet, og enken gik ind i sit hus for at lave sit allersidste brød med den sidste rest mel og olie, hun havde, for derefter at lægge sig ned med sin søn og dø. Der var ikke mere mad. Alt håb syntes ude.

Disciplene, som havde fulgt Jesus efter at de havde bekendt ham som Kristus, Guds søn — ham, som de havde forladt alt for at følge — han var nu til deres store sorg og fortvivlelse korsfæstet, død og begravet. Disciplene var fuldstændig knuste. De frygtede nu for deres liv. De gemte sig bag lukkede og låste døre, og alt håb syntes ude. Deres længe ventede og lovede Messias var nu død.

De to disciple på vejen til Emmaus var også bedrøvede. I Lukasevangeliet 24, 21 læser vi, at de havde mistet håbet. De kunne ikke forstå, hvad der var sket. De havde jo håbet på, at han var den, de havde ventet på, og nu var håbet slukket. De kunne ikke forstå, hvordan Jesus kunne være død. Når håbet først slukkes, hvad er der så tilbage at kæmpe og leve for? Så mister man modet og bliver fortvivlet. Det er det, der sker. Jeg tror, vi alle har oplevet perioder, hvor vi mister håbet, hvor modet svigter, hvor alt bare syntes håbløst og meningsløst.

Et levende håb

Prøv lige at høre og suge den her hilsen til jer fra apostlen Peter i Første Petersbrev, kapitel 1, vers 3. Der står:

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."
Første Petersbrev 1, 3

Hvilken vidunderlig hilsen. Lov og pris til Gud Fader, som i sin store nåde og barmhjertighed har valgt at række ned til os fortabte og håbløse, rebelske og syndige stakler og gribe fat i os i sin kærlighed og så genføde os til et levende håb og fuldstændig forvandle os, rense os for al vor synd og give os nye hjerter, et nyt liv og gøre os til helt nye skabninger, idet han genføder os. Ikke bare til et midlertidigt eller et usikkert håb, men til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Det er ikke et håb, som vi ofte anvender ordet håb i vores tid og dag, hvor vi ligesom håber på, at det og det skal ske. Vi håber på godt vejr. Vi håber på at få det og det job eller den og den uddannelse. Vi håber på, at den og den investering vil give et godt udbytte. Vi håber på fred og fremgang i verden, og vi håber på så mange ting, hvor der ingen garanti er for, at det vil ske.

Men den kristnes håb er et håb, som overgår alt andet håb. Vores håb er forankret i ham, som er almægtig Gud. Ham som er kongernes konge og herrernes herre. Ham som bærer alt og hele universet med sit mægtige ord. Ham som er uforanderlig og herlig og hellig. Ham som har Gud Faders fulde velbehag, den retfærdige, og ham som på korset har båret din og min synd, taget Gud Faders fulde straf i vores sted, og som ved sin offerdød og begravelse, opstandelse på tredjedagen, knuste djævelens hoved og sejrede over syndens og dødens magt. Ja, i ham har vi i sandhed et levende og evigt håb, som er sikkert og klippefast.

Så hvis du i tro og omvendelse fra synd vil høre ham til, så uanset hvordan det hele ser ud omkring dig lige nu, uanset hvad dine omstændigheder er, uanset hvad du går og kæmper med for tiden, så emmer dit liv med et levende, sejrende håb, fordi dit liv er forankret til livets og håbets kilde, som er den opstandne Jesus Kristus.

Det var med et sådan levende håb, at en gruppe skræmte, modløse og nedtrykte mænd, der gemte sig bag låste døre, blev forvandlet til frygtløse forkyndere af det mest vidunderlige og håbefulde budskab, der findes. Evangeliet, som er en Guds kraft til frelse for en håbløs og døende verden. Disciplene havde mødt den opstandne Kristus. De var blevet fyldt med Guds Hellige Ånd, og deres liv var nu forankret i et levende håb, hvor livet var Kristus, og døden var blot en vending. Med det levende håb for øje blev kirken født på pinsedagen. Da Helligånden kommer, bliver Guds menighed, hans levende tempel, Kristi legeme, spredt ud over hele verden med et budskab om håb og frelse og forsoning mellem syndigt menneske og den levende Gud.

Hvad er håbet midt i dommen?

Bibelen er håbets bog. Vi skal nu se på en passage i Mikas Bog, kapitel fire og de første fem vers, til Guds folk og til hele verden.

I de foregående kapitler har der primært været et fokus på Guds dom over nationen Israel. Gud i sin hellige vrede var i fuld gang med at sende sin dom over landet på grund af nationens vedvarende og uomvendte synd og oprør mod Gud. Guds dom var på vej på grund af massiv afgudsdyrkelse, som vi læser om i kapitel et, og på grund af selviskhed, hvor de rige udnyttede de fattige, som vi læser om i kapitel to. Gud sendte derfor først assyrerne og senere babylonerne mod sit eget folk for at tugte det og rense det for derefter at kunne bringe genoprettelse.

Faktisk var nationen kommet så meget på afveje fra Gud, at selv dets ledere og præsterne og profeterne var blevet totalt korrupte og ugudelige. De vildledte folket, som vi så sidste gang i kapitel tre.

I slutningen af kapitel 3, i vers 12, læste vi nærmest et utænkeligt domsord, som en jøde på Mikas tid kunne høre, hvor der står, at på grund af jer — altså på grund af den ugudelighed, der var i landet — på grund af jer skal Zion pløjes som en mark, Jerusalem skal blive til ruiner, og tempelbjerget til kratbevoksede høje. Gud vil jævne Jerusalem og tempelbjerget med det tempel, som Salomo byggede, og som symboliserede Guds nærvær med folket. Det skulle jævnes til jorden.

Ud fra Mikas profetiske advarsler og domsord virker det, som om Gud trækker sig helt fra sit folk. Han vil nu tillade sit folk at blive invaderet af fremmede stormagter. Det hele kan pludselig virke meget dystert og håbløst for nationen. Men som vi før har været inde på, så skal det sidste ord i Mikas Bog ikke være dom, men et budskab om håb. Spredt ud i Mikas Bog ser vi flere åndehuller af disse håbsord. Midt i domsordene og advarslerne er der åndehuller med budskaber om håb til dem blandt folket, som hørte Gud til. Midt i den forvildede og forkvaklede slægt, de var en del af, der er der håb. Vi så på et sådan ord med håb og trøst og opmuntring i slutningen af kapitel to.

Nu her igen i kapitel fire ser vi i de første fem vers endnu et budskab, som indeholder et vidunderligt løfte, der vil indgyde håb til den rest af Guds folk, som befandt sig midt i den her krisetid i nationen Israel.

Midt i al den håbløshed, der nu definerer nationen, udtaler Mika Herrens ord om, at der er håb og lys forude. Herren har planer om lykke og en fremtid og et håb for sit folk, som vi læser det i Jeremias' Bog 29, 11. Disse opmuntrende ord kommer på et rigtig godt tidspunkt lige her i midten af bogen.

Lad os læse passagen sammen, Mikas Bog 4 og de første fem vers:

"Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt højt over bjergene, knejsende over højene. Folkene skal strømme dertil, talrige folkeslag skal drage af sted og sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.« Han skal skifte ret mellem talrige folk, fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Men de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort. Hærskarers Herre selv har talt. Alle folkeslag vandrer i hver sin guds navn, men vi vil vandre i Herren vor Guds navn for evigt og altid."
Mikas Bog 4, 1-5

Her i vores tekst i dag skal vi se tre ting, der indgyder håb for Guds folk — både på Mikas tid, men også til os i dag. Det er for det første håbet i Herrens bjerg, som vi skal læse om i vers et. Dernæst håbet i Herrens værk, i det som Herren udretter, i vers to til fire. Og så i det sidste vers, vers fem, håbet i det kald, Herren har til os.

Håbet i Herrens bjerg

Det første ord om håb, som skal opmuntre Guds folk, er løftet om Herrens bjerg. I vers et står der: "Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt højt over bjergene, knejsende over højene."

Hvilken kontrast vi ser her i forhold til det foregående vers i kapitel 3, vers 12 om, at Zion og Jerusalem og tempelbjerget med templet skulle jævnes til jorden. Så er der det her bjerg i kapitel 4, vers 1: Herrens tempelbjerg, som skal vise sig i de sidste tider.

Til sidst skal det ske, står der — i de sidste tider. Et bjerg, som står urokkeligt fast, højt over bjergene, knejsende over højene, som der står. I de omkringliggende nationer var afguderne og deres templer oftest på en høj offerhøj eller på et højt bjerg. At det her bjerg skal stå højt over alle andre bjerge, knejse over højene, det er et vidunderligt løfte. Der er altså her et løfte om noget, som Gud vil gøre, og som vil overgå det, der før var. Noget som ikke kan knuses eller blive jævnet til jorden, men som står urokkeligt fast. Det vil være så stort, at det er hævet over alle andre bjerge og høje. Der er ikke tale om et menneskeskabt værk, ligesom der står i Mikas kapitel 3, vers 10, om hvordan det gamle Zion og Jerusalem blev bygget med blod og uret. Men det her er noget, som Herren selv vil gøre. Det er Herrens tempelbjerg.

Det her tempelbjerg vil stå uendeligt højere end noget andet bjerg eller høj. Det vil rejse sig over alle andre offerhøje og afguder og falske religioner og menneskeskabte institutioner, som rejser sig mod Gud, og som intet sandt håb kan give til den her verden.

Jeg tror ikke, der er tale om et fysisk tempelbjerg, der bogstaveligt talt kommer til at stå højere end alle andre fysiske bjerge på jorden. For hvis det var tilfældet, skulle der i de sidste tider ske nogle voldsomme topografiske ændringer i jordlagene og i de tektoniske plader, så Jerusalems relativt små bjerge pludselig vil hæves over alle andre bjerge på jorden, inklusiv Himalayabjergene.

Mika bruger her billedlig tale for at tale om en langt større realitet. Bibelen gør det klart, at det tempelbjerg, der her er tale om, som vil stå urokkeligt fast og vokse sig større end noget andet på jorden — det er Kristi legeme, som er det åndelige tempel. Det skulle ikke kun være begrænset til en fysisk lokalitet, altså Jerusalem, men til de sidste tider, den tid vi netop lever i. Den tid, som Peter i sin pinseprædiken talte om, da han citerede fra Joels Bog, og som Hebræerbrevet 1, 2 taler om, hvor der står:

"Men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn."
Hebræerbrevet 1, 2

Ved dagenes ende — den her tid, nemlig tiden mellem Kristi første komme, hvor Ordet, den anden person i guddommen, Jesus, blev kød, inkarnationen, Jesu liv og tjeneste, hans korsfæstelse, hans død, begravelse, opstandelse, himmelfart og derefter sendelsen af Gud Helligånd på pinsedagen over alle de troende. Det var hans første komme. Og så hans anden komme, hvor han skal dømme verden og skille fårene fra bukkene og gøre alting nyt. Tiden mellem de to begivenheder, altså Kristi første og hans anden komme, det er den tid, vi befinder os i som menighed lige nu. Vi er i den sidste tid lige nu.

I den her messianske tidsalder, hvis vi kan kalde det det, er vi nu vidner til, at Kristi legeme og rige på jord ikke kun skulle være begrænset til Jerusalem, men det skulle brede sig videre ud fra Jerusalem og til Judæa, til Samaria og til verdens ende, som Apostlenes Gerninger 1, 8 taler om. Der er ikke tale om et fysisk tempel af sten og mørtel bygget på et fysisk bjerg, men derimod, som Første Petersbrev kapitel to siger, et tempel bygget af levende sten, gjort levende af Gud Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Et tempel af levende sten, som bygges op til et åndeligt hus. Det åndelige hus har Kristus som hovedhjørnestenen.

Lad os læse den tekst i Første Petersbrev 2, 4 til 9. Lad os ikke snyde os selv fra at høre de her vidunderlige ord:

"Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud. For der står i Skriften: Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten, udvalgt og kostbar. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme. For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror, er den sten, bygmestrene vragede, blevet hovedhjørnesten og en anstødssten, en klippe til at snuble over; det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet, og dertil var de også bestemt. Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys."
Første Petersbrev 2, 4-9

Det er altså et åndeligt hus, et tempelbjerg, som Kristus bygger. I Matthæusevangeliet 16, 18 siger Jesus, at han vil bygge sin kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Den vil stå urokkelig fast og bestå til evig tid. Tempelbjerget, som Mika taler om, er det samme åndelige hus, som Peter taler om — Kristi legeme. Det tempel, det legeme, det åndelige hus, er ikke begrænset eller fastlåst til en geografisk placering. Det er noget, som Jesus også gjorde klart for den samaritanske kvinde i Johannesevangeliet 4, 21 til 24, hvor han siger, at der vil komme en time, da det hverken er på det her bjerg, altså Gerizim-bjerget i Samaria, hvor Jesus netop var og talte med den samaritanske kvinde, eller bjerget i Jerusalem, at Faderen skulle tilbedes. Men de sande tilbedere skulle tilbede ham i ånd og sandhed, uafhængigt af hvor de var. De tilbedere vil strømme fra hele jorden til det sande tempelbjerg, hvor der er evigt liv og håb at finde, nemlig hos Kristus alene.

I Daniels Bog kapitel to husker I sikkert kong Nebukadnesars drøm om den her statue med et hoved af guld, en brystkasse og arme af sølv, en mave og hofter af kobber, ben af jern og fødder af en jern- og lerblanding. De her elementer repræsenterede forskellige tidsepoker og verdensmagter, som ville komme og gå. Men i de sidste dage vil der komme et rige — ikke et verdsligt rige, som vi ser vers 34 i Daniels Bog, men et helt andet slags rige, som Daniel beskriver, hvor en sten blev revet løs, men ikke ved menneskehånd. Det var ikke ved menneskehånd, at den her sten blev revet løs. Det var Guds værk. Den sten ramte statuen og knuste den. I slutningen af vers 35 ser vi, hvordan den her sten blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.

Senere i vers 44 bliver det yderligere forklaret, hvordan den her sten, som bliver til et bjerg — det, der er tale om, er, at himlens Gud, han vil oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten over det. Dødsrigets porte skal ikke få magt over den, men det her rige skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed. Et bjerg, der fylder hele jorden. Det er det, vi i dag er vidner til. Kristi legeme. Guds blodskøbte, forløste, udfriede og genfødte folk af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, som fylder hele jorden. Guds menighed, Kristi brud, som vi ved Guds nåde er en del af.

Prøv så at høre, hvad Hebræerbrevet 12, 22 til 24 siger:

"I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels."
Hebræerbrevet 12, 22-24

Den levende Guds by, det himmelske Jerusalem. Det er det tempelbjerg, som Mika taler om, og som giver håb til den, der sætter sin lid til Jesus. For gør man det, er man en borger i hans rige, i hans levende tempel, som står urokkeligt højt over alt andet. Det mest trygge sted at være.

Er du ikke en del af Guds rige, så vil ethvert andet bjerg, som du vil bygge dit liv på, ethvert andet håb, som du vil sætte din lid til, fejle dig, og det vil ikke stå på dommens dag. Så fly til Jesus i tro til ham. Omvend dig fra din synd. Bed ham om at tilgive dig og frelse dig. Så vil han i sin nåde genføde dig til et levende håb. Hans løfte er, at enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.

Håbet i Herrens værk

Det andet ord om håb, som skal opmuntre Guds folk til at bevare håbet — både på Mikas tid og i vores tid — det er vidnedet om, at Herren vil udrette sin vilje på jord. Han vil føre sin vilje og sit værk igennem.

Se slutningen af vers et og frem til vers fire her i vores passage i Mikas Bog. Der læser vi, at folkene skal strømme dertil. Talrige folkeslag skal drage af sted og sige: "Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus, for han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem. Han skal skifte ret mellem talrige folk, fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig, men de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort. Hærskarers Herre selv har talt."

Med assyrerne ved tærsklen til at indtage Israel — og de er nok i fuld gang med at gøre det — og med domsordene fra Mika om, at Jerusalem og templet senere vil blive invaderet, og med al den ondskab som Mika har påpeget og fordømt i kapitel 1, 2 og 3, så må det hele have virket utrolig dystert og nærmest håbløst for den rest af sande troende, der var i landet. Senere i andre passager af Bibelen kan vi også læse om, hvordan de her domsord bliver til virkelighed. Landet bliver invaderet, og en skare af jøder bliver deporteret, sendt ud af landet i eksil. Tusindvis af mennesker. Først til assyrerne og senere til babylonerne.

Lige her i Mikas Bog kapitel fire kommer et vidunderligt profetisk ord om håb. Et ord, som Hærskarers Herre selv har talt. Der skal ingen tvivl herske om sandheden af disse ord. Hvis man nogle gange skal have to vidner til ligesom at bekræfte, og hvis I har brug for at læse det en gang til, så læs for eksempel Esajas' Bog kapitel to. Der kan I læse den her passage nærmest ord for ord blive gentaget. Det vil ske. Det er et vidunderligt profetisk ord om håb. Der skal ingen tvivl herske om sandheden af disse ord. De vil blive opfyldt. Guds løfte er ja og amen. Han er trofast. Det vil ske.

Hvad er det så, der vil ske? Jo, folkene skal strømme dertil. Talrige folkeslag skal drage af sted og sige: Kom, lad os drage op til Herrens bjerg.

Folk vil strømme til Herrens bjerg. Vi ser måske en forsmag på opfyldelsen af det her løfte efter Israel havde været i eksil i 70 år i Babylon. De i eksil fik lov til at vende tilbage til Israel. Med gudfrygtige mænd som Zerubbabel og Nehemias og Ezra vender mange jøder tilbage til Israel, og templet og Jerusalems mure og forkyndelsen af Guds ord og lov bliver genoprettet. Men løftet om at talrige folkeslag skal drage af sted til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus — ikke kun et bestemt folkeslag, altså jøderne, der havde været i eksil, men talrige folkeslag.

Det peger uden tvivl på det vidunderlige værk, som startede på pinsedagen, hvor vi efterfølgende ser, hvordan evangeliet bliver spredt ud over hele verden, og mennesker af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag — selv også danskere — talrige folkeslag kommer til tro på den opstandne Jesus Kristus og bliver genfødt til et evigt og levende håb, hvilket vi selv har erfaret og i dag er vidner til.

Gud vil vise sine veje, som der står. Det er altså noget, som Gud gør. Han viser sine veje. Helt konkret har han vist os den eneste vej, der fører til Herrens bjerg. Den eneste vej, der fører til frelse. Det er Jesus, som er vejen, sandheden og livet. Gud vil gøre et mirakuløst værk i menneskers liv over hele jorden, hvor han vil drage syndere til sig selv. Han vil fjerne deres hårde, syndige hjerter af sten og give dem nye hjerter, der længes efter ham, der tror på ham, der elsker ham. Nye hjerter, forvandlede menneskers liv, som vil vende bort fra deres tidligere ugudelige stier.

De vil omvende sig fra verdslige veje. De vil i stedet gå på hans stier, som der står. Den her belæring, det her budskab, det vil udgå fra Zion. Det vil være Herrens ord fra Jerusalem. Det middel, som Gud vil bruge for at se hans værk ske, at folkeslag over hele jorden skal strømme til ham for at tilbede ham i ånd og sandhed, det middel er forkyndelsen af Herrens ord. For alene i Herrens ord, i evangeliet, er der en Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Ikke kun for jøder, men for alle folkeslag.

I Romerbrevet 10, 13 til 17 står der:

"...for »enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? — som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!« Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: »Herre, hvem troede på det, de hørte af os?« Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord."
Romerbrevet 10, 13-17

Det er det, der er så paradoksalt. Samtidig med at det er Gud, der suverænt drager og kalder mennesker fra hele verden — dem han fra før verden blev grundlagt havde udvalgt, dem han vil frelse og føre til sig selv — så vælger han paradoksalt nok, at midlet for at det sker, det er, at hverdagsmennesker som du og jeg deler evangeliet med dem omkring os.

Vi kan være visse om, og vi kan have fuld tillid og håb til, at Gud vil gøre sit værk og føre det til ende, og han vil frelse alle, han har udvalgt, og ikke en vil gå tabt.

Vi ser også videre i vers tre i kapitel fire i Mikas Bog, at han skal skifte ret mellem talrige folk og fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne. Esajas' Bog 9, 5 til 6 beskriver det barn, der blev født os, og den søn, der blev givet os, nemlig Jesus Kristus, at herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste:

"Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette."
Esajas' Bog 9, 6

Jesus Kristus er Fredsfyrsten, og hans kongerige er et fredens rige. Et rige, hvor mennesker fra alle folkeslag ved Guds nåde har fundet fred på grund af Guds forsonende værk på Golgata for den, der tror på Jesus som sin Herre og frelser. Hans rige er grundfæstet med ret og retfærdighed. På den yderste dag vil han skifte ret og fælde dom over hele verden, som der står i vores tekst. Fredsfyrsten, Vældig Gud og Evigheds Fader, Herren Jesus Kristus, for hvem hvert et knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende, at han er Herre. Han vil en dag gøre en definitiv ende på al ondskab og uretfærdighed. Enhver, som ikke har bøjet sit knæ i tro og lydighed til ham, vil blive afskåret fra ham, og de vil i al evighed være fortabte. Det er kun i hans rige, der er fred og glæde og håb og liv at finde.

Indtil den yderste dag kommer, indtil Kristi anden komme, hvor han gør alting nyt, skal hans folk — vi som er blevet gjort retfærdige af tro, og som nu har fred med Gud ved Kristus Jesus — være ambassadører for ham og være fredsstiftere der, hvor vi hver især er.

I Matthæusevangeliet 5, 9 siger Jesus:

"Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn."
Matthæusevangeliet 5, 9

Vi skal være budbringere af det eneste budskab, der kan give fred til mennesker. Fred mellem mennesket og Gud. Det fredens budskab, evangeliet, er så mægtigt, at det har og stadig forvandler syndelskende individer, der er døde i deres overtrædelser og synder, og forvandler dem til levende mennesker, genfødt til et levende håb. Mennesker, der nu elsker Gud og elsker sin næste.

Det forvandlede en kirkeforfølgende Jesushader, som Paulus var, til det mest gudshengivne og ydmyge menneske, som Gud brugte til at bringe evangeliet ud i verden. Det forvandlede en tolder som Matthæus til at efterlade al sin verdslige rigdom, som intet håb kunne give ham, for at blive en discipel og efterfølger af Jesus. Det har forvandlet og fortsætter med at forvandle mennesker over hele jorden i dag, som mange af os herinde ved Guds nåde selv har oplevet.

Med en sådan livsforvandling vil det uundgåeligt komme til udtryk i ens måde at leve på, at man elsker sin næste. Overalt hvor man ser fredens evangelium forvandle mennesker, vil man også se forandrede samfund. Som vi læser her i Mikas Bog: "De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig, men de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort."

Den fulde opfyldelse af det her ord er stadig ventet til den dag, Jesus kommer igen og udrydder al ondskab, så der aldrig mere skal være krig igen, og hvor han gør alting nyt. Men i forskellige grader ser man, at der hvor evangeliet trænger ind, og mennesker bliver frelst og liv bliver forvandlet, der bliver menneskers længsel at lære Guds veje at kende og vandre på hans stier. Vers to. Længslen vil ikke længere være ens egne verdslige selviske veje, men Guds vej. Den vej forhindrer nødvendigvis ikke, at andre vil være onde mod dig eller tale dårligt om dig, håne dig for din tro og forfølge dig, men den vil gøre, at du midt i det kan være et lys og salt i verden. Ja, selv over for dem, der er onde mod dig, at du kan elske selv din fjende og bede for dem og være tilgivende over for dem, som Jesus lærer os i bjergprædikenen.

Hvordan smedes våben om til redskaber?

Et vidunderligt eksempel på, hvordan evangeliet har været med til at bringe forvandling og fred i et samfund, det er i Mozambique i Afrika, hvor der omkring år 1990 sluttede en 19 år lang borgerkrig i landet. Der var en kristen biskop ved navn Dinis Sengulane. Inspireret af passagen her i Mikas Bog omkring det at smede våben om til plovjern blev han en frontfigur i at bringe en ende til den her lange, blodige borgerkrig med en opfordring til, at alle soldater på begge sider af konflikten skulle komme og få deres våben byttet til almennyttige værktøjer. Bygge- og haveredskaber, symaskiner og så videre. Projektet blev kaldt for "Transforming Arms Into Tools Project" — at forvandle våben til redskaber. Det var da et godt navn til et projekt.

Over en årrække på cirka 10 år formåede de at indsamle cirka en million våben, som nu er blevet smedet om til alverdens ting. Borde og senge og stole og diverse kunst. Som et symbol for det her fredsbevarende projekt lavede de også et kæmpe kunstværk af våben — pistoler, geværer, AK47-kalashnikover. De svejsede de her våben sammen og formede det til et halvt ton stort træ, som de gav navnet "Tree of Life". Det er meget sejt, ikke?

Våben, der før blev brugt til krig og ødelæggelse, blev omdannet til et symbol på fred. Det er det, som evangeliet gør. For cirka 2000 år siden gav Jesus sit liv på et krigsinstrument, et romersk kors af råt træ, som han blev naglet til. Et kors designet til at få en til at lide den værst tænkelige død. På det kors led Jesus for din og min synd, idet han tog vores straf, som vores synd mod Gud fortjente. I vores sted led han Faderens fulde vrede mod vores synd, for at vi, hvis vi tror på ham, aldrig skulle opleve Guds fordømmende vrede, men kun hans evige kærlighed og accept i Kristus Jesus.

Korset er blevet for os et symbol på fred med Gud, fordi Kristus, den opstandne, er vores fred. Selvom der stadig er ondskab og modstand og krig i verden omkring os, så er løftet, at Gud en dag vil gøre en ende på det, hvor der vil være fred til alle sider. Man kan sidde under sin vinstok eller figentræ eller mangotræ eller hvad man nu har — symboler på en, der nyder Guds velsignelse og tryghed. Det indgyder håb.

Håbet i Herrens kald

Det fører mig til mit sidste punkt, nemlig håbet vi har i Herrens kald. I vers fem står der: "Alle folkeslag vandrer i hver sin guds navn, men vi vil vandre i Herren vor Guds navn for evigt og altid."

For den, der er genfødt til et levende håb, for den som tror på Gud, lyder kaldet, at vi skal vandre i hans navn. Det er ham og ham alene, vi skal følge og tjene. Hvilken glæde det er at leve Gud nær og vandre med ham hver eneste dag. Han er vejen og sandheden og livet. Kun gennem Jesus har vi adgang til Faderen. Alle andre veje, ved vi, fører til fortabelse.

Jesus siger i bjergprædikenen, kapitel syv, at vi skal gå ind ad den snævre port:

"Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"
Matthæusevangeliet 7, 13-14

Om alle andre går i sin guds navn — uanset hvor tillokkende og fristende det ser ud, velvidende at det i sidste ende fører til fortabelse — så vil den sande troende, uanset hvor hård og snæver vejen sommetider kan være, finde det den største glæde at gå på netop den vej, fordi den fører til livet, og det giver håb.

Mod slutningen af sit liv, efter indtagelsen af det forjættede land, gav Josva folket det her ord, og det vil jeg gerne slutte af med. Josvabogen 24, 14-15. Han siger til folket:

"Frygt nu Herren, og tjen ham i oprigtighed og trofasthed; fjern de guder, som jeres fædre dyrkede på den anden side af floden og i Egypten, og dyrk Herren. Men hvis det er jer imod at dyrke Herren, så vælg i dag, om I vil dyrke de guder, jeres fædre dyrkede på den anden side af floden, eller amoritternes guder, i hvis land I bor. Jeg og mit hus vil tjene Herren."
Josvabogen 24, 14-15

Jesus lover os, at i det, vi går på hans vej, tjener ham og deler evangeliet med dem omkring os, så vil han være med os indtil verdens ende.

Amen.