Håbet vi har

Jeg vil tale om håb i dag. Et håb, som ikke bare er et håb om noget, der kommer engang, men et håb, som faktisk kan få mig til at leve anderledes i dag. Det håb, som vi har allerede nu.

Den tid, vi lever i i dag, er en håbløs tid for mange. Mange mennesker i dag har ikke noget håb om noget som helst. Livet er tomt. Livet giver ikke mening. Jeg synes, det ser ud, som om det bliver værre og værre. Mere og mere håbløshed.

Derfor er håbet også en af de ting, som jeg ønsker at slå lidt på i dag. For vi som kristne kan faktisk også falde i det at leve i håbløshed. Når synden bliver ved med at være der, når vi tænker, det bliver aldrig bedre, der har vi brug for at se hen på vores håb og sige: "Nej, det kan godt blive anderledes, for jeg har et håb, et levende håb."

En tilstand uden håb

Lad os starte med at læse de første par vers her i Efeserne 2, 11-13.

"Husk derfor, at I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne, dem der har en legemlig omskærelse, gjort med hænder – husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær."
Efeserbrevet 2, 11-13

I, som engang var afskåret fra alt håb. Det er en forfærdelig tilstand. Vi ser, hvad det gør ved mange unge mennesker i dag. Ikke at have noget håb. Der er ingen grund til at leve. Der er heller ingen grund til at stræbe efter noget. Det kan være lige meget.

Men hvorfor er det sådan?

Israel havde en levende Gud

Israel i Det Gamle Testamente kan man godt sige havde en fordel, selvom de ikke havde en fordel. De var kommet nær til Gud. Gud kom til dem og sagde: "I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud."

Landene rundt om Israel kunne bare kigge på og tænke med sig selv: gid, det var os, der havde sådan en Gud. Gid, det var os, der havde en Gud, som faktisk handlede, som gav løfter, som gav håb, som gav tryghed. En Gud, som kunne skabe ti plager og udfri dem fra Egypten. En Gud, som kunne skille havet, så de kunne gå tørskoet over. En Gud, som gav dem et land, noget at leve for, en nation. En Gud, som væltede murene omkring Jeriko. En virkelig Gud. En Gud, som gav dem løfter og pagter, som han ville holde.

De andre havde nok også guder, men deres guder gjorde aldrig noget, for de kunne ingenting. De måtte med længsel, måske med håb, kigge på Israel og tænke: gid vi havde sådan en Gud? Gid vi havde en Gud, der var levende? En Gud, som hjalp dem.

Men de var adskilt fra den Gud, udelukket fra borgerret i Israel, fremmede for forjættelsens pagter. De var uden håb og uden Gud i denne verden.

Mennesket valgte Gud fra

Men det mest forfærdelige er faktisk, at menneskene selv valgte den Gud fra. Vi læser i Romerne kapitel 1, vers 21 til 32.

"For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen. Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente. Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det."
Romerbrevet 1, 21-32

Totalt overladt til sig selv. Gud overlader dem til sig selv på grund af, at de ikke ville ære og takke ham for den, han er.

Hvad håb er der så tilbage? Hvis den almægtige Gud overlader en til sig selv – ham som har alt håb, ham som har alt liv – der er du virkelig fortabt.

Korset gav os håb

Men heldigvis stopper historien ikke der. Lad os fortsætte med at læse i Efeserne fra vers 13 og fremad.

"Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet. Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen."
Efeserbrevet 2, 13-18

Gud kom og gav os håb midt i vores håbløshed. Vi var ikke engang nær, som israelitterne var. Vi var langt borte. Du og jeg var langt borte.

Jeg ved ikke, om du kender til den tilstand. Har du prøvet at være langt borte uden håb? Nogle af os er vokset op i kristne hjem og har altid tænkt: "Ja, ja, vi er da med." Jeg opdagede en dag, at det ikke var sådan. Jeg var ikke bare med. Jeg manglede også et håb.

Jeg håber, at du vil lytte i dag, og at du vil følge med mig på en lille tur ud til korset. Ud at se, hvad der virkelig skete der. Ud at se, hvad det er for et håb, Gud har givet os.

Prøv at forestille dig at stå foran korset. Jesus hænger der. Har du prøvet at stå der en time? Bare betragte ham og tænke: hvorfor hænger du der?

Hvorfor gjorde han det? Kommer du slæbende med en masse gaver? Se hvad jeg har gjort. Kan det ikke modne omstændighederne lidt? Prøv at kigge ham ind i øjnene og bringe et eller andet frem for ham og sige: se hvad jeg har givet eller gjort. Prøv så at høre hans stemme: "Jamen, jeg hænger her for dine synder. Det er for din synd, jeg hænger her."

Men bliv nu ved med at kigge. Bliv ved med at se på ham, når han står i sin kærlighed foran dig og siger: "Jeg gjorde det for dig. Jeg gjorde det for din skyld, for at du kunne få fred med Gud. For at give dig et håb."

Lad os læse sammen Johannes kapitel 3, vers 16 til 21.

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud."
Johannesevangeliet 3, 16-21

Jesus ofrede sig selv der for at frelse mennesker som os, fortabte mennesker, håbløse mennesker. Han kom for at give os liv.

Så kom nu til ham. Kom til ham. Han er det eneste håb, der findes. Vi kan søge det mange andre steder. Vi kan søge håb ved vores pension, vores arbejde, vores fællesskaber. Vi kan søge en mening med livet i alle mulige mærkelige ting. Men den dag, du skal herfra, hvad værdi har det der? Absolut ingen. Det er tomhed. Det er tomhed. Lad være at løbe efter det.

Løb efter det håb, som Gud har givet os: det evige liv. Løb efter Kristus. Lær ham at kende. Stå nu foran ham i en time og betragt ham, eller mere. Bliv der, ikke bare et flygtigt blik. Ikke bare et kort øjeblik. En lille kort morgenandagt. Kom nu. Længes du efter ham? Længes du efter at have det fællesskab med ham? Ikke bare et lille øjeblik, som hurtigt er glemt. At se ind i hans øjne og mærke, hvordan det brænder ind i ens sjæl: han elsker mig.

Den opstandne konge har købt os fri

Men jeg vil også gerne tage dig med om på den anden side af korset. Han døde ikke kun for dig der. Han opstod også igen. Det tror jeg er det største håb for os. Han lever. Han lever i dag. Han er ikke en død Gud. Han lever.

Kom med igen og kig: hvad skete der, da han opstod igen? Han besejrede Satan, vores fjende. Han knuste slangens hoved, og han købte fangerne fri. Han løste vores lænker og sagde: "Du er købt fri."

Kan I forestille jer det? Et stort fængsel. Vi sidder der alle sammen. Her kommer vores konge, og han befrier os alle sammen og siger: "Kom, lad os gå. Du behøver ikke at sidde her mere. Kom, kom med. Kom med i jubelråbet, befrielsen. Se ham, store konge, og følg efter ham." Han har købt os fri.

Lad nu lænkerne ligge. Hvad skal du med dem? Hvorfor blive siddende? Kom, lad os stå op. Lad os gå sammen med ham.

Det er det, jeg har brug for for at holde ud i det løb, som ligger foran os. Det er virkelig at kigge på min konge og se ham. Han er den, som har al magt. Satans bånd kunne ikke holde ham, og han har købt mig fri. Hvad skulle nu komme og tage mig til fange? Når ham, som har al magt, han går foran mig, så er der ikke noget, der kan binde mig længere.

Satan kan komme med alle sine forsøg, men han har ikke magt længere. Jesus har nøglerne til dødsriget. Det er ham, der bestemmer. Han er kongernes konge, og han har givet os et levende håb.

Lev for vores mægtige konge

Kom, kom med til Sion. Kæmp for ham, den store konge. Kæmp med alle kræfter. Han har købt dig fri. Lad være at sige: "Nej, jeg kan ikke." Lad ikke modløsheden binde dig. Lad ikke frygten binde dig. Kom til din konge. Han har sat dig fri.

Kom og lev for ham, så at andre kan sige om os: gid vi havde sådan en Gud. Gid vi havde en Gud, der var levende, og som handlede på den måde med sit folk. Det længes jeg efter, at vi kan sige som menigheder her i Danmark.

Kom, lad os leve for ham, brænde for ham, vores mægtige konge.

Lad os læse det sidste stykke i Efeserne 2 fra vers 19 og frem.

"Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden."
Efeserbrevet 2, 19-22

Gud har givet os sin ånd. Ikke en fej ånd. En ånd med kraft til at gå med evangeliet der, hvor Gud har sat os. Kom, fat mod, kære brødre og søstre. Kom, lad os kæmpe sammen for vores mægtige konge.

Amen.