Helliggjort af Jesus

I dag er vi nået til afslutningen af en treparts serie om vores frelse, hvor den første prædiken, jeg holdt, hed "Løskøbt af Jesus". Den anden hed "Retfærdiggjort i Jesus". Og nu er vi nået til den, der hedder "Helliggjort af Jesus". Det vil sige, at dagens budskab her ved nytårsgudstjenesten er omkring helliggørelse.

Men for at kæde de her tre sammen, skal vi indledningsvis prøve at tage et kig på, hvordan vi er nået hertil. Vi startede med at dykke ned i, hvordan Jesus gennem sit syndfrie liv og sit villige offer på korset betalte vores gæld. Os, der tror på ham og erklærer, at han er vores frelser og Herre. Og på korset, inden han udånder, siger han: "Det er fuldbragt." Det er som et segl og et bevis på, at han virkelig har betalt gælden. Vores gæld, den gæld, som vi har haft på grund af vores adfærd, vores oprør mod Gud, som er godheden selv. Han er hellig, og han er ren.

Dernæst så vi på, hvordan vi ikke blot slipper for gælden, den straf, som vi selv skulle udholde, men at Jesu retfærdighed tilregnes os, når vi er i ham. Jesu stedfortrædelse er ikke alene i forhold til straffen. Han tager ikke bare vores straf, men han lever det liv, som vi skulle have levet. Og det gjorde han til fulde. Han gjorde det så godt, at vi virkelig har evigt liv i ham. At vi har adgang til himlen. At vi er velkomne der. At vi passer ind der. Fordi når Gud ser på os, så ser han Kristi liv, hans perfekthed. Jeg brugte sådan et billede af, at Kristus går over, tager om os og dækker os med sin hvide kappe, sådan at vi nu ikke længere kendetegnes med de her beskidte klæder, som vores eget liv i sidste ende symboliserer. Men at den her rene kappe uden pletter, som Kristus kan give os, den tager han om os. Det er hans retfærdighed, vi bliver givet der. Sikke en pakke, Gud har sørget for til os. Det synes jeg allerede er mægtigt og helt ubegribeligt.

Men det er ikke der, vi holder. For i dag skal vi kigge på, hvordan det faktisk fortsætter. Der er mere, Gud vil med os. Der er mere, han vil give os. Mere, han vil gøre med os, end at løskøbe os og retfærdiggøre os. Han vil også helliggøre os.

Vi skal prøve at se på, hvordan det at blive en kristen – det at komme til tro på Jesus, at sige, han er frelser – hvordan det betyder, at man bliver født på ny. Man får givet en ny natur. En natur, der medfører, at vores liv forvandles til at ligne Jesus mere og mere.

Jeg tænker, vi skal tage afsæt og kigge i den tekst, som vi har som udgangspunkt i dag. Det er Hebræerbrevet 10. Skal vi prøve at læse vers 14 til 18? Det er en tekst, som helt konkret viser os, at det her er noget. Det er ikke bare sådan, at nogen får lov til at blive helliggjort, og andre ikke gør. Nej, det er simpelthen ens for alle.

"For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet. Det bevidner Helligånden også for os; for efter at have sagt: »Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.« Men når synden er tilgivet, er der ikke længere brug for syndoffer."
Hebræerbrevet 10, 14-18

Lad os her særligt lægge mærke til vers 14. Der står: "For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet." Vi har jo hørt om og kan også se her, at der er en løskøbelse, ikke? Der er nogen, han fører til målet. Han har betalt prisen. Han har ved sit offer sørget for, at vi kommer til målet. Men hvem er det for nogle typer, der får lov til at nå målet? Jamen, det er dem, han helliger. Så det er ikke sådan, at der er nogen, han helliger, og andre, han ikke gør. Nej. Den kristne vil altid opleve at blive helliggjort, altså at blive forvandlet, blive forandret.

En frelsende tro, ligesom den vi hører om i Johannesevangeliet 3, hvor man bliver født på ny, bliver nye skabninger, som Andet Korintherbrev 5 taler om – det indebærer en forvandling, en forvandlende proces. Den her forvandlende proces, som lige nu er i alle os, der tror, og som vi oplever er i gang, den indeholder mange områder, mange lag. Og helliggørelse er en stor del af den forvandling.

Hvad er helliggørelse

For god ordens skyld synes jeg, vi skal prøve at definere det helt kort og præcist. Hvad er helliggørelse for noget? Helliggørelse, det er en livslang proces, hvor Helligånden former en kristen til at ligne Jesus mere og mere i karakter og i livsstil.

Det er sådan helt kort beskrevet, hvad helliggørelse er. Det er, at vi kommer til at blive formet til at ligne Jesus mere og mere i karakter og livsstil.

I sin grundform i det hebraiske, ordet "hellig", det er kadosh. Det handler om at være adskilt, altså at man er anderledes. Det anvendes i Det Gamle Testamente primært til at beskrive Gud, og hvordan han ikke er som os. Han er hellig. Der er ikke nogen som ham. Han er noget andet. Han er særskilt.

Helliggørelse handler altså om en tilstand eller en proces, hvor man bliver sat til side. Man bliver gjort hellig. Det, der ofte bliver overset eller glemt, det er det relationelle aspekt, som er knyttet til ordet helliggørelse. Kun Gud er i sandhed hellig. Alt andet, hvad enten der er tale om genstande eller mennesker, er kun helligt i kraft af sin relation til Gud.

Når Gud er hellig, er det, fordi han er anderledes end os. Han er nemlig fuldt ud god. Han er fuldt ud retfærdig, kærlig, tålmodig, nådefuld, trofast, barmhjertig, generøs, suveræn, almægtig og venlig. Han har egenskaber, som han besidder til fulde. Og det har vi ikke. Vi kan begynde at ligne det lidt eller smage på noget af det, men det rækker kun til en vis grad.

Kender I det? Nogle gange formår vi at være tålmodige – særligt også med små børn. Men det rækker kun til en vis grad, og til sidst slipper tålmodigheden op. Og hvor har vi så brug for at drage på Helligåndens styrke midt i det. Fordi han besidder det til fulde. Han mangler ikke en smule tålmodighed. Han er tålmodig.

Når vi vokser i hellighed, handler det i sin grundessens om, at vi vokser i at ligne ham. Vi vokser i at blive mere ligesom Gud.

Helliggørelse involverer os

Inden vi går ind i noget, som er en smule mere formanende – fordi helliggørelse er i modsætning til de to andre prædikener, jeg har holdt omkring vores frelse. De har jo handlet om, hvad der allerede er blevet gjort for os. Kristus har løskøbt os. Han har retfærdiggjort os. Men helliggørelse er noget, der også involverer os. Det er ikke alene Gud, der er i spil her. Vi er faktisk også i spil i det at blive helliggjort. Vi er også aktører. Det skal vi prøve at kigge lidt på.

Men inden jeg går i gang med det, vil jeg bare lige nævne for jer, at hvis der er nogen, der sidder her i dag og føler sig lidt slået på en eller anden måde eller lidt ramt, eller går igennem en dal, eller er et sted, hvor livet kan være trængt og hårdt – så vil jeg minde jer om, at helliggørelse handler om at ligne Kristus mere. Og det gælder alle facetter af, hvem han er. Så hvis man går igennem en hård periode, så har Gud som regel en plan med det. Og tit og oftest ser jeg i hvert fald, at frugten af det er ydmyghed.

Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, der kan se tilbage på jeres liv, hvor I tænker: "Okay, det var godt nok en hård periode, men jeg kom ud på den anden side, og jeg havde fået en ny selvkendelse. Jeg kan se mine egne mangler. Jeg kan se, at jeg ikke er Mr. Know-it-all og bare har styr på det hele. Jeg kan ikke i mig selv. Jeg har brug for Gud." Det indebærer, at man opnår en grad af ydmyghed, der ikke var der før. Og vi ved, at Kristus var ydmyg. Han var ydmyg og sagtmodig.

Husk på, at helliggørelse ikke kun er det her med, at man bliver sådan en megasolid kristen, i den forstand at man kan formå en masse ting, at man kan få en masse ting til at ske, eller man kan lade være med en masse ting og samtidig gøre alle de rigtige ting. Det handler om, at vi kommer til at vokse i vores karakter, sådan at den ligner Kristus mere. Og det kan Gud også arbejde med os i – i vores svagheder og i vores hårde tider, vores mangler.

Det tænkte jeg, jeg lige ville nævne for jer, fordi det er klart, at Biblens ord omkring helliggørelse tit er, at vi skal stride, stræbe, vi skal jage, vi skal dræbe det gamle menneske og sådan nogle ting. Det skal vi prøve at kigge på. Men for jer, der måske ikke lige er der, hvor I føler jer klar til at jage en masse, dræbe det gamle menneske og alt det her – så er der også en sæson for det.

Men Gud er netop anderledes end os. Han har de her egenskaber. Man kan helt konkret sige, han har dem. Men han er også et andet væsen. Han er treenig. Han er Gud. Og det kan vi ikke som sådan forsøge at ligne ham i. Der er han bare anderledes.

Hvis vi kigger igen på passagen i Hebræerbrevet, kan vi se, at det er ham, som helliger os. Det er dem, som han helliger. Og så kan vi stille os det retoriske spørgsmål, om det så kun er ham, der agerer i vores helliggørelse. Jeg har afsløret det lidt, men vi spiller også en rolle i det at være i gang med at blive helliggjort. Det skal vi prøve at kigge på.

Lad os prøve at slå op i Andet Korintherbrev kapitel 7. Vi skal prøve at kigge på, hvordan det er Gud, der giver kraften, men det er os, der tager skridtet. Vi læser bare lige vers 1 her til at starte med.

"Da vi nu har disse løfter, mine kære, skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt."
Andet Korintherbrev 7, 1

Grunden til, at jeg vil, vi skal kigge her, det er for at demonstrere, at det helt klart og tydeligt bliver sagt, at vi skal rense os selv. Vi skal rense os selv for alt snavs på krop og ånd. "Krop og ånd" her kan forstås som det ydre og det indre menneske. Altså vores handlinger og adfærd, men også vores tanker og motiver.

Så vi har helt tydeligt fået givet et ansvar om at rense os selv. Og det kan jo lyde lidt specielt, fordi vi måske er vant til at høre om, hvordan Jesus er den, som renser os, særligt i helt konkret forstand, at han vaskede disciplenes fødder. Men selvrenselse er det her at holde øje med vores adfærd, vores tanker, vores motiver, at rense os selv og så aktivt forsøge at gøre noget ved det. Det er præcis det, vi kaldes til her.

I grundteksten og i samtlige af de sunde engelske oversættelser står der en anderledes afslutning på det her vers. I King James, New American Standard og Legacy Standard Bible står der fuldstændig samme afslutning: "perfecting holiness in the fear of God."

Det er klart, vi skal ikke forstå det sådan, at vi kan være perfekte i at være hellige hele vejen rundt. Så ville vi jo nærmest være Gud. Men der er altså en grad af komplethed i det her, som ESV'en i øvrigt anvender – den anvender ordet "komplet", som vi kan opnå i vores hellighed. Der er faktisk områder i vores liv, hvor vi kan separere os komplet fra vores gamle mønstre. Opnå sejr over synden i vores liv. Dræbe den, så den ikke længere er en del af vores liv mere.

Jeg ved ikke, hvor mange af jer der har oplevet det, men jeg er sikker på, der er flere af jer, der sidder og kan huske tilbage til tidligere i jeres liv, hvor der var nogle ting, I gjorde, nogle ting, I sagde, nogle mønstre, I havde, som slet ikke er en del af jer mere, som Gud har renset ud af jeres liv, og som I selv også med møje og strid har forsøgt at udrydde af jeres liv.

Man kan sige, ret tit og oftest, når man ser en nyfrelst – jamen, så er der ligesom en grad af en ret klar og tydelig omvendelse, ikke også? Der går vi fra det gamle til det nye. Men derfra og frem er der stadigvæk rester af det gamle menneske. Der er stadigvæk rester af ting og sager, som vi kæmper med, som vi skal aktivt forsøge at udrydde, rense.

Så der er faktisk en grad af komplethed i det her. Det synes jeg ikke, den danske får med så tydeligt, men de amerikanske har det med. Perfecting holiness.

Selvom der gennem tiden har været en del debat om graden af hellighed, vi kan opnå, så er skriften tydelig i at vise os, at vi har fået givet en ny natur. Vi er nye skabninger. Vi skal iklæde os det nye menneske, som Efeserbrevet 4 taler om. Og så skal vi afklæde os det gamle menneske. Vi skal dræbe det ligefrem, som Jesus forklarer ved at sige, at vi skal tage vores kors op og følge ham. Man kan sige, dåben symboliserer det også – det her med, at vi begraver det gamle menneske for så at genopstå til det nye menneske.

Træk ikke på samme hammel som de vantro

Verset i Andet Korintherbrev kapitel 7 vers 1 starter med at nævne nogle løfter. Jeg ved ikke, om I lagde mærke til, at der var nogle løfter, der blev nævnt. Der står: "Da vi nu har disse løfter, mine kære." De nævnes som en motivator og en årsag til, at vi begrænser os selv med gudsfrygt til en komplet hellighed.

Nu er Biblens kapitelinddelinger jo ikke inspireret ligesom indholdet er. Så der vil være en del – inklusiv også mig selv – som vil mene, at kapitel 6 fra vers 14 og frem, det er faktisk noget, der hører sammen med vers 1 i kapitel 7. Lad os prøve at kigge på, hvad det er, Paulus nævner om de her løfter i vers 14 i kapitel 6. Jeg vil bare lige læse her fra 14 og frem til og med 18.

"Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke? Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro? Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.« Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.«"
Andet Korintherbrev 6, 14-18

"Træk ikke på samme hammel som de vantro." Mange af jer kender måske det fra den engelske – "unequally yoked". Tit bliver det nævnt som noget, man skal tænke over, når man vælger sin partner, sin ægtefælle. At der skal man sørge for at vælge en god en af slagsen – en kristen, ikke en vantro, som der står her. Men det er faktisk ikke kun, når det gælder ægteskab. Det her er også bare generelt, når vi danner partnerskab og tætte bånd, at der kan være forkerte måder, vi binder os til ikke-troende.

Det vil have konsekvens for vores hellighed. Det vil have konsekvens for vores renhed. Vi har ikke bare set det i Det Nye Testamente – det her er jo som sagt nogle løfter fra Det Gamle Testamente. Israel har måttet høre det her igen og igen – det her med, at man ikke skal mingle med hedningerne, som tilbad afguder og var i oprør mod Gud. Og Paulus gør det her klart, at det stadigvæk er noget, Gud ønsker af os. At vi er et helligt folk, der ikke forenes med folk, der lever i oprør mod Gud, som tilbeder deres egne afguder og blindt følger kødets lyster i sådan et åndeligt mørke.

Vers 15 siger det rimelig tydeligt: "Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?"

Se til, hvem I lukker ind i jeres liv, for det har større betydning, end I tror. Og Gud har en holdning til det. Vi ved, at "jern slibes til med jern", ud fra Ordsprogenes Bog 27, 17. Men hvad med jern og plastik?

Israel blev altid påvirket negativt de gange, hvor de minglede og dannede venskab og fællesskaber med afgudsdyrkere. Mange gange begyndte de selv at gå med på deres former for afgudsdyrkelse. Og Gud måtte straffe dem hårdt, som vi også har hørt for nylig under Marks prædikener fra Mikas Bog.

Ikke med det sagt, at vi skal isolere os og stoppe med at evangelisere. Det tror jeg også godt, de fleste her er med på, at det ikke er det, der står her. Men der er nødt til at være nogle klare linjer trukket i det. De er nødt til at se, at der er forskel på os og på dem.

Sådan en kristen undercover-betjent, der lever tre, fem år i felten blandt de ikke-troende i ønsket om at vinde dem over til os, alt imens man som person lever ligesom dem, forsøger at snige lidt salt og lys ind – det er ikke en bibelsk tilgang. Det ser vi klart og tydeligt her. Vi går til dem med evangeliet, med de gode nyheder, men deres livsstil kan vi ikke tage del i mere. "Hvad har lys til fælles med mørke?" står der.

Paulus går så over til det første løfte, han henviser til der i vers 16b. Det er faktisk taget fra Tredje Mosebog kapitel 26 og så Ezekiels Bog 37 – altså loven og profeterne. I næste løfte i vers 17 drager han fra Esajas' Bog 52 og Anden Samuelsbog 7 ud fra Davidspagten.

Gud siger, at de her løfter, at de er til os. Korinterne, de var hedninger. De var ikke kendt for deres fromhed og deres hellighed ligefrem. De var ikke jøder. Men Gud gennem sit ord fortæller, at de her gammeltestamentlige løfter – det er bemærkelsesværdige løfter, nogle store løfter – at de faktisk er til os. De er til nytestamentlige kristne, sådan nogle som os.

Tænk sig, han vil tage imod os, som der står. Han vil være vores far. Han vil vandre iblandt os, være til stede lige her. Det er sådan nogle løfter, vi har.

Gud virker i os både at ville og at virke

Det er her, vi indirekte igen mærker og ser koblingen mellem, at det er ham, der helliger os, men det er os, der tager skridtene. For vi har med en personlig Gud at gøre, der vil være vores far. Der vil tugte sine børn, som Hebræerbrevet 12 vers 4 og frem taler om. Og så vil han give os kraft til at ville og virke i vores tros modning og helliggørelse.

Prøv at slå op med mig i Filipperbrevet kapitel 2. Vi skal læse vers 12 og 13, der på en meget kort og præcis måde – nok en af de mest præcise måder i skriften – viser den her forening af vores ansvar og stræben med Guds udrustning og styrke i det.

"Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje."
Filipperbrevet 2, 12-13

Han har sagt her, vi skal arbejde. Det er os, der skal arbejde. Vi kommer ikke sovende til det. Det er os, der skal arbejde på vores helliggørelse, på vores frelse. Men han har givet os muligheden for at ville det. Han har også givet os evnen til at virke det, altså udleve det. Han har sådan set givet os den her vilje og de her åndelige muskler, så at sige, til at kæmpe og arbejde på vores helliggørelse.

Det er overnaturlige kræfter, Gud har givet os her. Lidt ligesom vi ser med Samson i Det Gamle Testamente – at Samson fik den her overnaturlige styrke, men det var stadigvæk ham selv, der skulle svinge æselkæben. Det var ham selv, der skulle bruge sit sind og sin krop i det.

Og vi oplever Gud nok nærmere og tættere, end Samson fik lov til – det er min overbevisning. I og med vi lever i opfyldelsen af de her løfter, som Gud har givet os her, at han vil tage imod os, at han vil vandre iblandt os, at han vil være vores far.

Jeg ved ikke med jer, men jeg tror, at I har oplevet det her med, at Gud arbejder med dig – helt personligt. Han arbejder med dig og din hellighed. Har du oplevet, at din samvittighed ikke længere tillader, at du fortsætter dit liv på en bestemt måde? Eller dine prioriteringer har måttet skifte?

Jeg har efterhånden hørt nok vidnesbyrd til, og jeg har også oplevet det selv og hos min nærmeste, til at se, hvordan Gud netop helt personligt virker i os til at ville og virke.

For nylig hørte jeg et vidnesbyrd om en nyfrelst, som måtte skaffe sig af med sin sportsvogn, og så ville han stoppe med at game. Det er jo ikke for at sige, at det er forkert at eje en sportsvogn, eller at man spiller lidt engang imellem. Men her er det Gud, der arbejder med ham helt personligt, fordi det her havde fået en forkert plads i hans liv. Han kunne mærke det. Hans tanker kredsede sig om det igen og igen. Det føltes simpelthen forkert, det her. Det, vi før elskede og ingen ubehag havde med – det er nu pludselig noget, vi har det ambivalent med, eller man måske har det vildt svært med.

For mig var det styrketræning, at Gud personligt overbeviste mig om, at det havde fået en forkert plads i mit liv for nogle år siden. Jeg husker, hvordan jeg med tårer overfor Shamini måtte bekende den her overbevisning, som Gud havde lagt på mit hjerte.

Det er her, vi mærker, at Gud på en aktiv måde er i gang med os. Han er ikke en fjern Gud. Han er ikke sådan en, der bare giver os sit ord og så siger: "prøv så godt, I kan." Nej, han virker i os til at ville og virke. Til at kunne ville. Men det er her, vi skal i gang med arbejde. Vi skal sørge for, som Paulus så fint siger, at vi renser os selv for det snavs, som er kommet på os. Krop og ånd, ydre og indre. Og gøre det med gudsfrygt.

Hvis Helligånden i sin nåde personligt arbejder med os, så bør det være gudsfrygt, vi går til det med. Tænk sig, at Gud den Almægtige personligt arbejder med os hver især. Det bør få os til at tage det dybt alvorligt, hvis vi mærker et eller andet på indersiden.

Selvom vi ikke altid har de her særlige oplevelser, hvor Gud personligt viser os områder, der har brug for renselse, så er vi stadigvæk kaldet til selv at holde øje. Selv at rense os, når vi ser snavs i vores liv.

Har du vrede i dit liv? Så er det i gang med at bekæmpe det med tålmodighed, overbærenhed og kærlighed. Har du bitterhed i dit liv, så bekæmp det med taknemmelighed og generøsitet. Har du uhellige lyster i dit liv, så flygt fra dem. Sæt dig ikke i sådan nogle fristelser, men kæmp, min ven. Rens hver en afkrog til Guds behag.

Det her er ikke noget, vi frelses af. Det ved I helt sikkert også ud fra de tidligere to prædikener om løskøbelse og retfærdighed. Men det her er en frugt af vores frelse, at vi vokser i hellighed. Og Gud har ikke sagt i sit ord, at vi kommer sovende til det.

Større hellighed som nytårsfortsæt

Selvom sådan et budskab her kan virke en kende for tidligt her i december, så er det i januar lige om lidt. Om tre dage rammer nytåret, og så er det slut med æbleskiver og sovs. Så skal vi i gang med nytårsfortsæt.

Måske sidder du og griner lidt ved tanken om nytårsfortsæt. Det ved jeg, jeg selv har gjort før i tiden. Men det er en bibelsk indstilling at have, at det næste år skal være et år, hvor jeg rykker mig. Og i hvad, kan man så spørge sig selv? Lavere fedtprocent, flere penge på kontoen, evnen til at stå tidligere op eller lære at hækle? Nej, nej, nej, nej. Større hellighed er det bibelske nytårsfortsæt.

Selvfølgelig ønsker vi at ligne Jesus mere i det nye år. Det ved jeg, at alle vil kunne skrive under på her. Men vi må bare ikke glemme, hvad det indebærer. Vi må ikke gå ind i det nye år uden at være klar på, hvad det kræver af os.

Det er faktisk nogle ret heftige ord, Biblen anvender, når den taler om helliggørelse og det at leve det kristne liv i vækst. Jeg vil lige prøve at nævne et par her op for jer med nogle vers til.

"Strid." Vi skal stride. Det står i Hebræerbrevet 12, 14. "Arbejd." Filipperbrevet 2, 12. "Dræb" – i Romerbrevet 8, 13. "Øv" eller "træn" – gymnasia er det græske. Det handler om at virkelig pumpe jern. Det var det, jeg skulle stoppe lidt med at bruge for meget tid på. Men her handler det om hellighed. Her handler det om, at hvis der er noget, vi kan se, som er skidt, og som ikke er i overensstemmelse med, hvem Gud er, så skal vi ikke gå til det ligesom, når vi træner. Vi må ikke give op. Vi skal kæmpe. Nogen kan nærmest få sådan en Rocky Balboa-film eller et eller andet i hovedet – bare sådan en gut, der kæmper sig igennem og slider sig igennem. Det er faktisk sådan et ord, der bliver brugt, når vi taler om helliggørelse.

Det sidste, jeg vil nævne for jer, det er "jage". At vi skal jage. Vi skal ud og nedlægge et bytte. Vi skal jage imod sejrsprisen.

Mit ønske for os alle sammen, det er, at vi går ind i 2026 med et ønske om at jage efter sejrsprisen. Ligesom Paulus nævner i Filipperbrevet 3, 14. Lad os have øjnene rettet mod Jesus. Beskue hans storhed, hans eksempel. Efterligne ham i alt, hvad vi gør, i vores adfærd og i vores motiver.

Helliggørelse forvandler alle relationer

Helliggørelse, det er noget, der behager vores elskede Gud, og det forvandler os, og det forvandler de relationer, vi er i.

Ægteskaber kan reddes af helliggørelse. Prøv bare lige at tænke over det. Hvis I er gift, og det står skidt til med jeres partner, så kan I redde jeres ægteskab gennem helliggørelse.

Dit forhold til dine børn kan styrkes af helliggørelse. Dit forhold til dine brødre og søstre her i menigheden – de bliver stærkere af helliggørelse. På alle fronter er helliggørelse en fantastisk gave og del af det kristne liv.

Så lad os med forventning og bøn gå ind i 2026 med en indstilling om, at vi ønsker at være dem, der holder øje, dem som renser snavset. Velvidende, at det er Gud, der giver drivkraften til det hele.

Inden vi beder sammen her, vil jeg lige afslutte med at læse Hebræerbrevet kapitel 12, vers 1 til 3 for jer.

"Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet."
Hebræerbrevet 12, 1-3

Amen.