Hils brødrene med helligt kys!

Jeg tror, der er mange, der har været lidt spændt på dagens budskab, fordi det højst sandsynligt ikke er et budskab, I har hørt noget om før — det her med at hilse brødrene med helligt kys, som vi ser i Første Thessalonikerbrev, kapitel 5, vers 26.

"Hils alle brødrene med helligt kys."
Første Thessalonikerbrev 5, 26

Det er jo godt nok bare sådan et lille vers. Det er ikke noget, der fylder en hel masse, men det står nu i Bibelen, og når vi prædiker her i menigheden, er det som regel også med en indstilling om, at vi ikke springer over noget. Vi vil gerne prædike over alt, hvad der står i Bibelen — også de passager, der kan være lidt sværere at forstå, og også at forstå, hvordan de skal praktiseres i dag. Det står godt nok i Bibelen, og det står også flere steder, så det skal vi prøve at kigge lidt på i dag.

Det her er en afslutningsvis bemærkning eller anvisning fra Paulus til menigheden i Thessalonika — en menighed, der i Paulus' breve får ros for deres indbyrdes kærlighed til hinanden, og det er også i forhold til evangeliets udbredelse, at de står til ros i Mellemøsten og de mediterrane sydlige europæiske lande. Der har man siden bibelsk tid og frem til i dag faktisk praktiseret det her med at hilse med kys. Jeg ved ikke, om I nogensinde selv har været på ferie nede i Sydspanien eller Italien og nogle af de her steder, eller Frankrig for den sags skyld, men der kan de godt finde på at hilse på hinanden med sådan en tre-luftkys — venstre, højre, venstre — og andre steder er det højre, venstre, højre. Det er jo ikke fordi, vi har decideret læber, der rører kinder her. Det er bare sådan en lille mysse ude i luften, og det er egentlig også det, der har været kulturen og konteksten dengang. Det kan være lidt svært for os oppe i den nordlige del af Europa at forstå og at sætte os ind i den her måde at hilse på hinanden, men i sidste ende er det ikke så meget anderledes end en kærlig krammer eller lidt mere maskuline krammere — eller sådan et håndtryk med kram og så to klap på ryggen bagefter.

Men i Guds ord der anvises og tilskyndes der til hellige kys flere steder, og det er også derfor, det ikke er noget, vi bare lidt kan brushe over eller tænke, det var nok bare en enkelt menighed, det her gjaldt. Nej, vi ser det også i Romerbrevet 16, 16. Vi ser det i Første Korintherbrev 16, 20. Vi ser det i Andet Korintherbrev 13, 12, og vi ser det i Første Petersbrev 5, 14. Det er både Peter og Paulus, der nævner det her hellige kys, hvor Peter kalder det at hilse med et kærligt kys.

Hvad er baggrunden for hilsenen?

Men hvad så med den her anvisning og tilskyndelse til at hilse hinanden med et helligt kys? Er det et produkt af kultur, kunne man spørge? Var det sådan, alle gjorde? For at forstå det her er vi nødt til at dykke ned i Det Gamle Testamente, så vi kan se, hvad to jødiske mænd som Peter og Paulus havde af kulturel forhistorie og baggrund for den her praksis — altså hvad deres forståelse og årsag til den her form for hilsen har været.

Selvom jeg normalt gerne vil have jer til at slå op med mig, så gør vi det lidt anderledes den her gang, for jeg vil gerne løbe over samtlige af passagerne i Bibelen, der indebærer kys. Det er mange, og min pointe, som I skal se, er, at jøderne primært holder sig til at kysse offentligt indenfor familien. Det er en familieting at kysse, eller hilse nogen med kys offentligt, var man jøde på Bibelens tid.

Det jeg gør, er at blotlægge de passager, der indebærer alle de ikke-romantiske kys til at starte med — altså dem som er ikke-romantiske og udenfor familien — og derefter prøver vi at blotlægge dem, som er indenfor familien. Det er simpelthen, så I kan se, at der selvfølgelig er kys i Bibelens Gamle Testamente, som forholder sig med noget, som er udenfor familien også, men den primære kontekst er indenfor familien.

Jeg løber hurtigt over dem, og det er med at holde tungen lige i munden nu her, men jeg håber, det kan give et overblik om ikke andet.

I Første Samuelsbog 10, 1 salver Samuel Saul til konge over Israel ved at hælde olie på hans hoved og kysse ham. I Første Samuelsbog 20, 41 græder David og Jonatan og kysser hinanden som et tegn på deres dybe venskab og sorg ved deres afsked. I Anden Samuelsbog 19, 39 kysser kong David og velsigner Barzillaj som tak for hans trofasthed, før han rejste tilbage til Jerusalem. I Første Kongebog 19, 18 siger Gud til Elias, at 7000 israelitter ikke har bøjet knæ for Ba'al eller kysset ham som tegn på afgudsdyrkelse. I Jobs Bog 31, 27 erklærer Job, at han ikke har kysset sin hånd i tilbedelse af solen eller månen, hvilket ville have været afgudsdyrkelse. I Hoseas' Bog 13, 2 fremstiller Israels folk afguder og kysser dem som en del af deres falske tilbedelse. I Lukasevangeliet 7, 38 kysser en kvinde Jesu fødder og salver dem med olie som et tegn på kærlighed og omvendelse. I Apostlenes Gerninger 20, 37 græder de ældste fra Efesos og kysser Paulus som et tegn på kærlighed og sorg, fordi de ikke vil se ham igen. Her tager vi selvfølgelig lige lidt med fra Det Nye Testamente også, fordi vi skal have det hele med, men det var otte passager, der beskriver de ikke-romantiske kys udenfor familien.

Nu kommer vi til alle dem indenfor familien, og her er der altså 14 passager eller steder, og det vægter jo noget tungere. I Første Mosebog 27, 26-27 kysser Isak Jakob og velsigner ham, idet han tror, at han er Esau. I Første Mosebog 29, 11-13 kysser Jakob Rakel og græder af glæde. Senere omfavner og kysser Laban ham som velkomst. I Første Mosebog 31, 28 og vers 55 beklager Laban, at han ikke fik kysset sine døtre og børnebørn farvel. Næste morgen kysser han dem og velsigner dem. I Første Mosebog 33, 4 omfavner og kysser Esau Jakob efter mange års adskillelse, og de græder sammen. I Første Mosebog 45, 15 kysser Josef og græder over sine brødre, efter at han har tilgivet dem. I Første Mosebog 48, 10 kysser og omfavner Jakob Josefs sønner, før han velsigner dem. I Første Mosebog 50, 1 falder Josef grædende over sin døde fars ansigt og kysser ham. I Anden Mosebog 4, 27 møder Aron Moses i ørkenen og kysser ham. I Anden Mosebog 18, 7 møder Moses sin svigerfar Jetro, kysser hinanden og udveksler hilsner. I Ruts Bog 1, 9 og 14 kysser No'omi sine svigerdøtre farvel. Orpa kysser hende og tager afsked, mens Rut bliver hos hende. I Anden Samuelsbog 14, 33 kysser kong David sin søn Absalom som et tegn på forsoning efter hans genindsættelse. I Første Kongebog 19, 20 beder Elisa om at kysse sine forældre farvel, før han følger Elias.

Det var en længere smørre, og vi mangler faktisk lige to her. Den her er vigtig — nu skal I prøve at høre godt efter her. Højsangen 8, 1: Bruden ønsker, at hendes elskede kunne være som en bror, så hun frit kunne kysse ham offentligt. Jeg har lige understreget den her, fordi det ligger faktisk ret tydeligt her — det her med de kulturelle. Havde de nu været søskende, så kunne vi hilse hinanden med kys offentligt, men fordi vi ikke er, og fordi det her er romantisk, så er det noget, vi holder privat. Lukas 15, 20: Den fortabte søns far løber ham i møde, omfavner og kysser ham i glæde over hans hjemkomst.

Det var den sidste her. Hvis du nu sidder og tænker, hvad med alle de romantiske kys i Bibelen, hvor er de henne? Så er der tre steder, og det er Ordsprogenes Bog 7, 13 og Højsangen 1, 2, og nok også lidt Højsangen 8, 1, som vi havde nu her. Det romantiske kys er ikke normen i Skriften. Det er ikke noget, vi ser meget, og den lille rest af steder i Bibelen, der kan klassificeres indenfor kys, kan enten klassificeres som forræderiske — altså Judas-kysset fylder meget her — eller metaforiske. I kan få listen med alle steder, der omhandler kys i Bibelen, hvis I selv vil studere det nærmere og danne jer et personligt overblik over de her steder.

Familien som målestok

Pointen er, at på bibelsk tid var det normalt at kysse din bror. Det var normalt at kysse din søster. Det var normalt at kysse din mor og din far — familien. Det kunne hænde, at man kyssede sin bedste ven, hvis ens bedste ven skulle ud og rejse, og man derfor ville gå lang tid uden at se hinanden igen. Det er som regel noget, der er meget intimt, og man rammer ind i noget, hvor der også er nogle følelser af sorg og længsel. Der ser man, at kys kunne foregå udenfor familien, men det var sådan en helt særlig ting, ikke en dagligdags ting.

Når Paulus og Peter lærer de nye i troen i Grækenland og Makedonien, der ikke kommer med en jødisk baggrund, om at de skulle til at hilse hinanden med helligt kys, så er det fordi, det er en åndelig familie, de er blevet, og familier kysser. Hvis du nu sidder og sveder lidt, mens jeg siger det her, så kan jeg allerede nu fortælle dig, jeg er ikke ved at udlægge, hvordan vi nu skal til at kysse hinanden en hel masse — fordi det er nu ikke engang sådan, at vi møder vores familie her i Danmark sådan. Mange af os møder vores familie med smil og kram, tit nogle anerkendende ord — "det er dejligt at se dig", for eksempel.

Hvis det gav lidt ro på igen, så vil jeg dog udfordre os alle ved at stille nogle spørgsmål: er din familie det perfekte billede på bibelsk affektion og kærlighed? Med andre ord — tror du, alle har oplevet den helt rette mængde fysisk kærlighed i form af kram, kys, nussen, tæthed, kærtegn? Hvis du er vokset op i en familie, hvor din far eller mor nærmest aldrig krammede dig eller kyssede, viste omsorg med tæthed og kærtegn, så er familiebilledet ikke godt nok til at vise dig, hvad bibelsk affektion og kærlighed bør være brødre og søstre imellem.

Jesus og apostlene må være vores eksempel på, hvordan bibelsk affektion må være. Jesus var ikke berøringssky. Han rørte ved mange af dem, han helbredte. Selv de spedalske rørte han ved — det var dem, som ingen andre ville røre ved. Det læser vi om i Matthæusevangeliet 8, 3. Han tog børnene op i sine arme og holdt dem tæt ind til sig i Markusevangeliet 10, 16. Han vaskede disciplenes fødder i Johannesevangeliet 13. Tænk jer, hvor intim en fysisk handling det har været med dem alle sammen. Han kunne have gjort det med bare en af disciplene for at vise et eksempel og undervise ud fra det, så de skulle tjene hinanden. Jesus gav dem alle en særlig oplevelse, en særlig og kærlig gestus.

Selvom vi ikke direkte får beskrevet, hvordan Jesus gav høst og kram til hans disciple, så ser vi alligevel, hvad han mener bør være den hilsende respons indenfor tæt familie, når han fortæller hans lignelse om den fortabte søn. Det ser vi jo i Lukasevangeliet 15, 20.

"Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham."
Lukasevangeliet 15, 20

Det her er afslutningen af lignelsen om den fortabte søn — en fantastisk lignelse, som alle generelt har ret kær. En søn, der tager forskuddet og tager ud og ødsler hele hans arv væk og ender med at måtte tage ydmygt hjem til faren igen, uden at regne med at kunne kaldes for hans søn længere. Så kram og kys til sønnike, ring på fingeren, frem med fedekalven, og så er der fest. Hvem elsker ikke den lignelse? Det er en fantastisk historie, og det viser os, hvordan Jesus har kigget på det her med familie, hvordan han har set, at den rigtige respons skulle være, når en søn vender hjem — at så er det med fysisk affektion. Det er med kram, og det er med kys, og det er jo indenfor tæt familie det her, vel at mærke.

Men vi må ikke sætte vores egen familie som den højeste målestok for fysisk affektion. Hvis vi kommer fra en familie, hvor man netop ikke viser hinanden den form for kærlighed, så må det ikke være den højeste målestok, vi måler ud fra. På samme tid er der også råderum for ikke at skulle kopiere det til punkt og prikke. Når vi spiser, så lægger vi heller ikke til bord, som han gjorde i Mellemøsten på bibelsk tid. Vores kvinder går ikke med tørklæde, og vi mænd går ikke med kjortel, så der er en balance i det her. Vi skal huske, at som jeg ser det, så skal vi ikke afskrive alt til kultur her og sige, det er en kulturel ting, det behøver vi slet ikke tænke over, når Jesus fortæller lignelsen, men samtidig også forstå, at det heller ikke er en befaling fra Jesu side. Det her er en lignelse, sådan så det ikke går hen og bliver legalistisk.

Prøv at tænke jer at få en krammer af nogen på deres eget initiativ, men man kan både se og mærke, at den slet ikke kommer fra hjertet, og de er ikke komfortable med det. De er ikke glade for at se en — det er egentlig bare noget, de gør af ren og skær formalitet. Lige før man kan mærke sådan kulden, der rasler ind over sådan en krammer — det er ikke super rart. Så må det aldrig være her, så må det aldrig være i den åndelige familie, og derfor er vi nødt til at gå et spadestik dybere, når vi skal forstå familiedynamikken, vi har som åndelig familie — at det ikke bare går hen og bliver, hver gang jeg ser dig, så skal vi lige over have en krammer eller et eller andet i den stil, fordi så kan det hurtigt blive sådan en robothandling, hvor det faktisk gør mere skade end gavn.

Jesus som stedfortræder for de mindste

Lad os prøve at slå op i Matthæusevangeliet kapitel 25. Vi skal prøve at se på noget, der kan gøre det her lidt dybere for os. Matthæus 25, vers 37 og frem.

"Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig."
Matthæusevangeliet 25, 37-40

Passagen handler om dommedagen, hvor Jesus vil skille fårene fra bukkene, og der forklarer han, at det kendetegn, fårene har, er, at de har adlydt Jesus i at elske hinanden. Det, der viser, at de er får og ikke bukke, er, at de formår at adlyde i at elske hinanden.

"Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." Læg mærke til, at han ikke lister statusser eller identiteter frem her. Han taler ikke om slaven, den fattige, enken og så videre. Nej, han taler om situationer, som vi alle kan havne i. Rigdom er flygtig — den kan være væk i morgen. Hvis du var rig, og din rigdom er væk i morgen, så er du den mindste bror, Jesus taler om her. Der kan opstå krig — krig nu ikke i vores land, men det kan da opstå, og så er du den fremmede på flugt, som Jesus nævner her. Så vil du være den mindste. Du kunne blive fængslet for din tro, og så er du den mindste her — så er det dig, der sidder i fængsel her. Kan vi ikke alle sammen blive ramt af sygdom? Jeg har i hvert fald lige været ramt.

Vi er alle i hver for sig Jesu mindste før eller siden i det her liv, og den helt fantastiske sandhed, vi må gribe, er, at Jesus giver os den ypperste status midt i vores svaghed. Han løfter os op til niveauer, som vi som de svage aldrig havde turdet spørge om selv. Han er stedfortrædende her. Vi taler normalt om, at Jesus er stedfortrædende på korset, og det er helt fantastisk, og det er han. Prøv at tænke over, at han stoppede ikke bare med at være stedfortrædende på korset — han er faktisk også stedfortrædende her. Han træder ind foran og siger: "Det, I har gjort mod dem, det har I gjort mod mig."

Man får faktisk på en eller anden måde en status og en beskyttelse her. De svage får en status og en beskyttelse her, som er langt højere, end hvad vi normalt vil give os selv. Det er klart, man vil jo ikke som den svage eller den syge, når man ligger der på sygesengen, råbe op og sige: "Hallo, jeg skal lige have noget hjælp herovre!" Men når Jesus forklarer det her at lære den tidlige kirke, men også kirken generelt hele vejen frem til nu, at det er sådan her, vi bør se på hinanden — det er den her hjælp, vi kan forvente og regne med at få som kristne — så giver det en helt særlig enhed og beskyttelse til den enkelte, som man bare ikke havde fået, hvis ikke han havde gjort det her. Han har givet dem en status, en vigtighed, en værdi, som de ellers bare aldrig havde fået af os syndige mennesker naturligt.

Han kunne jo have sagt, at det er godt at hjælpe de svage i kirken. Han kunne have sagt, at det var noget, der gav ham ære, når vi gjorde det, men det, han gjorde, var meget større. Han sagde: "Det, I har gjort mod dem, det har I gjort mod mig." Han sætter sig selv ind lige der og viser os den sande forståelse af, hvad Kristi legeme betyder. Jesus er hovedet. Vi er virkelig hans lemmer. Så når vi gør godt mod vores bror eller søster, når livet trykker, men også når livet går godt, så gør vi det mod vores fælles lemmer, som hører til Kristus. Vi er ét med ham. Ser vi Kristus i vores brødre og søstre, så har vi en mulighed for at glæde en, der er højt elsket af Jesus.

Det er vigtige spørgsmål at stille os selv, for det er det, der i sidste ende må drive vores kærlighed til hinanden — at vi forstår, at vi er ét i ham, og at han har givet dem stor værdi, fordi de tilhører ham. Det er hans får, det er hans brødre, hans lemmer.

Indbyrdes kærlighed som vidnesbyrd

Når Paulus og Peter beder menighederne om at hilse brødrene med et helligt kys, så er det fordi, det flyder ud af dem — den her forståelse af at se hinanden som Jesu får, blodkøbt, dybt elsket af vores Herre Jesus Kristus. Det er vores indbyrdes kærlighed, der vil vise vores frugter som kristne, at vi virkelig er får, der hører hyrden Jesus til.

Han siger det sådan her i Johannesevangeliet 13, 34-35:

"Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden."
Johannesevangeliet 13, 34-35

Når vi møder hinanden, så må det være med kærlighed. Ja, nogle er nemmere at elske end andre, det er helt naturligt, så hvor er det godt, at Jesus viser os i Matthæus 25, hvordan det er dem, som er sværest at elske, dem som kan fremstå som de mindste i givne situationer, vi skal være der for. Det må være et kendetegn hos os, at vi er der for dem, og at man ikke bliver efterladt eller overset, når man står som en af de mindste for en tid.

Jeg tror på, at begynder vi at have et sind, der forstår enheden, vi i virkeligheden har som brødre og søstre, ser at Jesus er hovedet, og derfor er alt det, som vi gør mod vores bror eller søster, noget vi gør imod ham — så vil vi se vores menighed blomstre endnu mere i fysisk affektion, kram, skulderklap, high fives, fist bumps, måske endda et helligt kys i ny og næ indenfor samme køn, selvfølgelig. Kærlighed til Jesus og kærligheden til hinanden — det er vejen frem til, at det bliver ordentligt godt og helhjertet.

Det er bare en strøtanke, men hvis I prøver at tænke lidt over det her — fordi nogen kan jo godt have det sådan lidt: "Åh, jeg har jo ikke snakket så meget med hende der eller ham der", og det er også sådan, de er måske også lidt nye, de ikke kommer her så længe, og måske man lige skulle vente lidt — sådan vil jeg bare udfordre os og prøve at dele en lille tanke med her.

Mange af jer kan skrive under på, at I har haft en oplevelse af, at hvis jeg har været ude og besøge nogle søskendemenigheder eller været ude til nogle konferencer, så går der ikke lang tid, så er der bare tydeligt at mærke det her bånd, vi har til hinanden. Vi har Helligånden boende, vi er forbundet i Kristus. Det er nemt at være sammen. Det føles ikke akavet, det føles ikke unaturligt — så er der altså bare noget overnaturligt.

Et billede på det, tror jeg, vil være med Jeg ved ikke, om I nogle gange har været inde på YouTube eller nogle af de her steder og set det her med, når der er nogle af de her børn, som vokser op i en adoptivfamilie, som godt kunne tænke sig at møde deres biologiske forældre og har måske brugt mange år på at lede efter deres biologiske forældre eller søskende for den sags skyld. Ikke fordi de ikke kan lide deres adoptivfamilie — de er sikkert, de elsker dem rigtig meget — men der ligger bare en sådan længsel efter: "Jeg vil godt møde min biologiske mor og far." Så ser man, nu er de fundet, kameraet holder med, fordi tit er det sådan, at man kontakter et eller andet tv-program, og så har de nogle særlige folk til at hjælpe en med at kunne finde ens forældre. Det er faktisk tv-holdet, der finder forældrene til dem, og så kommer de ud, og måske får de bare lige at vide fornavnet til at starte med: "Nå, men hvem er du? Hej." Og så giver man lige hånd, ikke. Lige så snart de får at vide, "Jamen okay, Clinton ikke bare navnet Clinton, jeg er faktisk din far" — så er der bare krammer og nærhed med det samme. De har kun lige set hinanden, de aner ikke, hvem hinanden er. De ved bare: okay, er vi familie, så er vi tæt.

Det er ikke for at sige, nu skal vi bare ralle derudaf, hvis de siger, de er kristne, men pointen er bare, lad os prøve at udfordre os selv lidt på det her område, fordi vi er virkelig forbundet med noget, der er så meget større, og det er faktisk større end det at være biologisk familie, fordi det her liv er kort. Vores familieforhold, det vi har her, det kommer til at vare evigt. Det varer ved, og derfor er det meget større. Kristus er større end DNA. Han er meget større.

Når Jesus siger, at folk vil kunne se, at vi hører Jesus til, på måden vi elsker hinanden, så er der også en dimension af, hvilket vidnesbyrd det så er til omverdenen. De ser vores indbyrdes kærlighed. Det gør noget ved folk. Faktisk har den indbyrdes kærlighed ved de første kristnes tid været så radikal i verdens øjne, at verden gjorde grin af de kristnes kærlighed.

I ved ikke, om vi har hørt det før, men det gjorde de faktisk. Prøv at lytte til et debattørværk — altså et apologetisk værk — fra en kristen i år cirka 200, der beskriver, hvad modstand de kristne får, og så giver han selv sådan et modsvar tilbage. Det er ham, der fortæller det her. Det siger romerne om os, og så kommer han med sit eget svar tilbage. Det er simpelthen skrevet ned, hvordan der kunne være sådan nogle diskussioner dengang.

Det første stykke her — det er romeren, det er den hedenske person — han siger om de kristne sådan her: "Denne sammensværgelse bør udryddes og tilintetgøres. De kender hinanden på hemmelige tegn og gestus, og de elsker hinanden, næsten før de kender hinanden." I kan godt høre det, ikke?

Så kommer den kristnes modsvar, og igen, det her er cirka over år 200. Det er fantastisk, fordi det viser den her stærke enhed, de har, men det er også bare en stærk ånd af kampånd. Helligånden er ikke bare humbug eller fri kærlighed, der bliver sådan lidt hippy-vel — der er også noget kamp og noget gejst. Vi må gerne kæmpe imod, når Satan presser en kristen.

Han siger sådan her: "Det faktum, at vi vokser dag for dag, er ikke et bevis på, at vi tager fejl, men snarere noget, der bør prises. Vi lever et hæderligt liv. Vores nuværende antal mennesker — det er fremmede, der slutter sig til os, som øger det. Vi kendetegnes heller ikke af et lille legemligt mærke, som I antager, men vi kendetegnes tydeligt nok ved vores uskyld og beskedenhed. Således elsker vi hinanden med en gensidig kærlighed til jeres fortrydelse, fordi vi ikke ved, hvordan man hader. Se hvordan de elsker hinanden, siger I, fordi I romere er drevet af indbyrdes had. I siger, se hvordan de kristne endda er villige til at dø for hinanden, for I vil snarere slå ihjel. I er også vrede på os, fordi vi kalder hinanden brødre. Der er ingen anden grund til det, tror jeg, end at sådanne titler blandt jer kun gives som et falsk skær af hengivenhed. Men netop af denne grund mener I måske, at vi har mindre ret til at kaldes sande brødre, fordi tragedier ikke skaber problemer i vores broderskab, fordi ejendele, som generelt splitter brødre hos jer, skaber broderlige bånd hos os. Med ét sind og én sjæl tøver vi ikke med at dele vores jordiske goder med hinanden. Alt er fælles blandt os, undtagen vores hustruer", hvilket var meget godt.

"Denne sammensværgelse bør udryddes og tilintetgøres. De kender hinanden på hemmelige tegn og gestus, og de elsker hinanden, næsten før de kender hinanden." – romersk kritiker, citeret af Minucius Felix

Det her er Minucius Felix' "Octavius", værket der er skrevet i cirka år 197.

Det vi ser, er, at det gør noget ved folk, når vi ikke holder igen med den indbyrdes kærlighed. Det forager, og det betager folk. Prøv at tænke jer — I har jo set nyomvendte græske og romerske hedninger, der havde slaver, som var blevet omvendt, og også deres herrer, som er blevet omvendt, og nu krammer de og kysser de hinanden. Det må bare have set for vildt ud. Slaven bliver lige pludselig behandlet kærligt og godt. De har set fattige og udsatte blive mødt af kram og kys af de fornemme og de rige. De har set unge, der med oprigtig kærlighed tager sig af de gamle, som ikke er deres egen biologiske familie. Det gør et stort indtryk på folk. Det er in your face — du er nødt til at forholde dig til det, for det er så overnaturligt, at du enten hader eller elsker det.

Det, som binder os sammen, er ikke fra den her verden, og derfor bør det heller ikke ligne noget fra den her verden. Folk må gerne måbe lidt der, hvor man lige har skuffen nede, når de ser den kærlighed, vi har til hinanden, fordi den er større. Vi har Jesus, vi har Helligånden, og vi har vores fælles far i himlen.

Et eksempel fra menigheden

Jeg hørte et eksempel her fra vores eget sted, vores egen menighed. Vi er jo en menighed, som er spredt lidt i forskellige byer, men ikke desto mindre sker det jo, at vi render ind i hinanden udenfor de her lokaler. Det skete for et par uger siden, da Phebe og Hanna mødte hinanden på lungemedicinsk afdeling, begge i arbejdstøjet som sygeplejersker. Tror I, at Phebe fik sådan et lille nik fra Hanna, da de så hinanden? Nej, det kan vist ikke passe. Det var et: "Phebe! Åh, hvor er det dejligt at se dig!" Og så en hjertelig krammer, oprigtig kærlighed og glæde fra begge sider. Så meget, så Phebe selvfølgelig glædede sig til at fortælle os andre det, fordi det gør jo indtryk. Det er noget særligt, det vi har, og ser man det udefra, så kan man jo undre sig, fordi der er måske ikke så meget, men der er lidt aldersforskel mellem Phebe og Hanna. Kunne det være hendes svigermor? Ah, det er hun alligevel lidt for ung til, hende kvinden. Men hvad er det så lige for noget? De kan da ikke være tætte veninder i vores individualistiske og ensomme samfund. Hvad har vi så lidt at gøre med andre udenfor vores egen generation? Vi har nærmest ikke noget med hinanden at gøre, medmindre man er i familie sammen, selvfølgelig. Sådan et syn er ikke af den her verden, af den her tid.

Det her er en af de gange, hvor det lykkedes, og hvor det går, som det bør, og selvom vi generelt klarer os rigtig godt på det her område i Nordkirken, så har vi stadigvæk rig mulighed for at vokse i det mere og mere endnu i Herrens nåde, og i det med fysisk affektion, de hellige kys så at sige. Det er et skridt ad gangen.

Hvis du oplever dig udfordret i at vise din broderkærlighed fysisk, så vil jeg anbefale os alle sammen, at vi går til vores far i bøn. Han er trofast, og han er helt vidunderlig til at forvandle sådan nogen som os. Vi skal starte med at være lydige. Kommer tanken om, at man skulle gå hilse på nogen, en krammer, så gør det endelig. Hav for sinde at vise kærlighed til din åndelige familie, både i ord og i handling. Jesus gik hele vejen for os. Han led på korset for at købe os fri af vores gæld, og nu er vi her, en helt fantastisk flok forskellige mennesker, der har det allerbedst her — ikke fordi vi ligner hinanden, men fordi vi er sammen med dem, der også elsker Jesus, og det er der, vi trives bedst.

Han købte os fri, så vi nu er blevet en del af hans legeme, hans brud. Han forventer, at vi har kærlighed til hinanden — ikke en overfladisk kærlighed, men en overnaturlig kærlighed. Den, der efterlader folk fuldstændig måbende, ligesom vi så med de kristne i år 200, der sådan er klar på at hjælpe med, hvad end det skulle være. Dele det hele, selvfølgelig ikke ægtefællerne, men det hele. Alt, hvad der må være nødvendigt og gavnligt for ens brødre og søstre. Lad os gå efter det. Lad os gå efter det.

Amen.