Hvad er Bibelsk tro

Det var ikke min hensigt at udlægge hele teksten, fordi vi også skal hjem igen på et tidspunkt i dag. Derimod er det min hensigt, at vi går lidt i dybden — eller meget i dybden — med vers ét, og kigger også lidt på vers to og vers tre, men i særdeleshed på vers ét, for her finder vi nemlig en definition på, hvad tro rent faktisk er.

Lad os derfor læse vers ét igen:

"Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses."
Hebræerbrevet 11, 1

Det første udsagn vi ser her i vers ét om troen, er at tro er fast tillid til det, der håbes på — eller som man også kunne sige det: tro er forsikringen for det, der håbes på. Det andet udsagn om tro siger, at tro er overbevisning om det, der ikke ses. Ja, overbevisning eller bevis på det, som vi endnu ikke ser. Med andre ord, så er bibelsk tro og bibelsk håb meget, meget fast og meget, meget sikker. Det er på ingen måde ligesom ham, der måske nok inderligt håber, og som tror, at det måske bliver godt vejr i næste weekend, ham som måske bliver rigtig skuffet i den her weekend, men som ikke rigtig kan vide det, som ikke rigtig kan vide sig sikker. Sådan er bibelsk tro ikke. Nej, bibelsk tro er fast og sikker.

Hvorfor er troen ikke blind?

På trods af at tro er overbevisning om det, der ikke ses, så er troen rent faktisk ikke en blind tro. Men hvorfor egentlig ikke? Hvordan kan jeg sige sådan noget? Hvordan kan det hænge sammen? Jo, grunden til at troen ikke er blind, og grunden til at troen virkelig kan være fast tillid til det, vi håber på, overbevisning om det, vi ikke ser, det har intet at gøre med troen i sig selv, men det har alting at gøre med hvem — ja, med ham, som troen retter sig imod, ham som troen ser hen til, ham som troen fæstner sit blik på, nemlig Gud, som er fuldt ud troværdig, Gud som har talt, Gud som har givet løfter, Gud som er trofast.

For i bund og grund så kan man jo rette sin tro, og man kan fæstne sin tillid til rigtig, rigtig mange ting, hvad mennesker også gør. Men bare fordi man retter sin tro og tillid og sit håb til en bestemt ting, så er det jo ikke ensbetydende med, at den ting også vil levere og præstere sådan, som man havde håbet på, at den ville. For igen, det afhænger altså ikke af troen i sig selv, men det afhænger af, hvem eller hvad man retter sin tro på.

Skriften advarer mod at sætte sin lid til rigdom

Lad mig give et rigtig godt eksempel. Skriften advarer os igen og igen og igen imod at sætte vores lid til usikker rigdom. Skriften advarer os mod at stole på rigdomme, at stole på at rigdomme kan redde os, at rigdomme kan beskytte os og bevare os, og de kan gøre os glade og lykkelige. For tror vi det, ja, så bliver vi meget ofte slemt skuffede.

Salme 62, vers 11 siger eksempelvis:

"Selv om rigdommen vokser, så regn ikke med den."
Salmernes Bog 62, 11

Ja, regn ikke med den, regn ikke med rigdom. For som også Ordsprogenes Bog kapitel 23 og vers 5 siger:

"når du vender dit blik mod rigdommen, er den borte, for den laver sig vinger og flyver mod himlen som en ørn."
Ordsprogenes Bog 23, 5

Sagt med andre ord, rigdommen skal man ikke sætte sin lid til. Hvorfor? Jo, for rigdom og formue i denne verden er meget, meget flygtig, og den kan let mistes. Den kan være her i dag, men i morgen kan den altså være pist væk. I dette liv kan den mistes ved naturkatastrofe — ja, som skete den anden dag for nogen. Det kan ske ved krig, det kan ske ved fejlinvesteringer eller ved overforbrug. Den kan mistes, når Guds dom rammer, og da vil den ikke kunne beskytte og sikre den, der sætter sin lid til den.

Jeremias' Bog kapitel 49, vers 4, der stiller Gud disse spørgsmål til et folk, der stoler på deres rigdom, men som snart bliver ramt af Guds retfærdige dom. Og Gud, han spørger dem:

"Hvordan kan du være stolt af dalene, af overfloden i din dal, du frafaldne datter, som sætter lid til dine skatte og siger: »Hvem kan nå mig?«"
Jeremias' Bog 49, 4

Med andre ord, når Guds dom rammer, hvad kan da beskytte? Kan folkets skatte beskytte dem? Ak nej, det kan de ikke.

I Første Timotheusbrev kapitel 6 og vers 17, der bringer Paulus også følgende formaning til Timotheus, som han skal bringe videre til de trosfæller, der altså har rigdom i denne verden. Han siger til dem:

"Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver."
Første Timotheusbrev 6, 17

Læg mærke til, hvad Paulus sagde her. Han taler jo ikke kun om, hvad de ikke skal sætte deres lid til. Nej, han siger faktisk også, hvad — eller rettere, hvem — de skal sætte deres lid til, nemlig til Gud. Til Gud skal de rette al deres tro, al deres tillid og alt deres håb. Igen, fordi det ikke er troen i sig selv, der udretter noget. Nej, det er selve troens objekt, der er vigtigt. Altså det eller den, som troen ser hen til, det eller den, som troen retter sit håb imod og sætter sin lid til, er vigtig. Tro og håb, der er rettet imod et nytteløst objekt, tro og håb, der er rettet mod en afgud, gavner absolut intet.

Som profeten Samuel proklamerer for hele Israel i Første Samuelsbog kapitel 12 og vers 21, han siger:

"Vig ikke fra ham, så I følger de tomme afguder, som intet gavner eller hjælper, fordi de er tomhed."
Første Samuelsbog 12, 21

Hvorfor? Jo, for ingen afgud af nogen art kan hverken frelse, forløse, redde eller gribe ind, blot fordi man sætter sin lid til dem. Men det kan Herren vor Gud, det kan vor Herre Jesus Kristus, som Ordsprogenes Bog kapitel 18 og vers 10 så smukt siger:

"Herrens navn er et fæstningstårn, den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed."
Ordsprogenes Bog 18, 10

Og det står jo i skærende kontrast til, hvad der rent faktisk står i det næste vers, Ordsprogenes Bog kapitel 18 og vers 11, for her læser vi nemlig:

"Den riges velstand er hans befæstede by, som en knejsende mur i hans egne tanker."
Ordsprogenes Bog 18, 11

Det betyder, at for den rige, der er det hans penge, der er det hans formue og hans rigdom, der er hans sikkerhed. Men for den retfærdige, der er det Herren, der er hans sikkerhed. Herrens navn er et fæstningstårn. Det er et sikkert fæstningstårn.

Troen står på et troværdigt vidnesbyrd

Som man nævnte tidligere: når et menneskes tro fæstner sit blik på Herren som sit objekt, så gør det menneske det rent faktisk ikke i blinde. Nej, for den tro står nemlig fast på et troværdigt vidnesbyrd, et vidnesbyrd om sandheden, et vidnesbyrd om hvem Gud er, og hvem Herren Jesus Kristus er.

Og det vidnesbyrd får vi i kraft af Guds Ånd, i det øjeblik han åbner vore øjne, så vi kan se sandheden, så vi kan se sandheden om Gud, og sandheden om hvem han er. Husk måske, da Jesus spurgte sine disciple om, hvem de ville sige, at han var. Da bekendte Simon Peter den dyrebare sandhed, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Og hertil svarede Jesus så Peter med disse ord:

"Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene."
Matthæusevangeliet 16, 17

Kære brødre og søstre, har Gud ikke gjort dette for alle os? Har han ikke gjort dette for alle os, der er kommet til frelsende tro på Herren Jesus Kristus, lige fra den troende Abel til Enok, Noa og Abraham og til dig og mig? Har han ikke åbnet vores blinde øjne, så vi i det øjeblik kunne se sandheden? Og har han ikke vidnet til os om sin søn, så vi vidste, at ja, sandelig, Jesus er Kristus, han er den levende Guds søn, han er vejen, han er sandheden, og han er livet, og ingen kan komme til Faderen uden ved ham. Ja, sandelig, dette har kød og blod ikke åbenbaret os. Det har Gud selv gjort.

Og ikke alene det. Men Gud har også vidnet til os gennem sit ord, og dette gjorde han jo selvfølgelig første gang, da evangeliet lød til os, og da vi kom til tro. Men sidenhen også ved hele Skriftens åbenbaring, som pålideligt og troværdigt taler til os. Det taler til os om en troværdig og en trofast Gud, en Gud der holder alle sine løfter, en almægtig Gud der suverænt fra skabelsens begyndelse har ført sin vilje igennem.

Tænk bare på, hvordan Skriften vidner om, at Gud straks efter syndefaldet gav løfte til Adam og Eva, et løfte om, at han ville sende en frelser, en kvindefødt, der skulle knuse slangens hoved. Og dette løfte har Gud opfyldt ved sin egen søn, vor Herre Jesus Kristus, der bar straffen for sit folks synd på Golgatas kors og dermed fuldstændig afvæbnede Satan og hans onde åndemagter.

Tænk på, hvordan Gud kaldte Abraham til at blive fader til mange folkeslag, og han gav ham løfte om, at alle folkeslagene skulle blive velsignet ved hans afkom, altså ved en søn, der skulle komme af hans slægtslister — ved vor Herre Jesus Kristus, som jo netop kom af Abrahams slægtslister. Velsignelsen til alle folkeslag — ja, alle folkeslag er jo blevet velsignet ved ham som Abrahams afkom. Og Abraham, troens fader, han er dermed blevet fader til mange folkeslag, ja blevet fader til alle dem, der tror, og som er blevet retfærdiggjort af tro, ligesom han selv er.

Vi kunne blive ved. Hvad med, da Gud gav et urokkeligt løfte til kong David, et løfte om, at en af hans sønner skulle sætte sig på hans trone for evigt — det vil sige Guds folks trone — samt at denne søn også skulle bygge David et tempel? Dette løfte har Gud også opfyldt ved Herren Jesus Kristus, der som den lovede og som den længe ventede Davids søn og konge satte sig på tronen, da han satte sig ved Gud Faders højre hånd i himlen, hvorfra han bygger sit tempel af levende sten, og hvorfra han udbreder sit rige til alle folkeslag ved evangeliets forkyndelse.

Ja, hvor må vi bare måbe, når vi igen og igen og igen ser, hvordan Skriften vidner om Guds troværdighed og om hans trofasthed. Han er i sandhed en Gud, der gør, hvad han siger, at han vil gøre. Han er en Gud, der holder alle sine løfter.

Vi tror ikke i blinde

Kære brødre og søstre, vi der tror på Gud og som har sat vores lid og håb til ham og til hans store frelse i Kristus, skønt vi aldrig har set ham, så gør vi det altså ikke i blinde. For selvom vi ikke kan se Gud med vores fysiske øjne, så har vi alligevel i åndelig forstand fået syn for, hvem han er. Vi har fået syn for, at han er en god, hellig og retfærdig Gud, en Gud der ikke bare har vist sig selv trofast og troværdig, en Gud der ikke bare gør alt, hvad han siger, han vil gøre, en Gud der holder alle sine løfter — hvis man kan sige bare om den slags. Nej, men også en Gud der har demonstreret sin overstrømmende nåde og kærlighed og sin gode vilje mod os ved, at Kristus døde for os ugudelige, mens vi endnu var syndere.

Kære brødre og søstre, fordi vi i åndelig forstand har fået syn for alt dette, så kan vi også sige, at vi kan have fast tillid til det, vi håber på, og vi kan have en overbevisning om det, vi endnu ikke har set med vores fysiske øjne.

Sara og Abraham handlede ikke i blinde

Dette havde Abrahams hustru Sara også fået syn for, som vi læste om i Hebræerbrevet kapitel 11 og vers 11. Lad os prøve engang at læse det en gang til. Vers 11. Her læser vi:

"I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig."
Hebræerbrevet 11, 11

Fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Ja, Sara troede Gud. Hun troede Gud på hans ord. Hun troede på hans løfte. Hvorfor? Jo, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Med andre ord, så handlede Sara altså ikke i blinde. Hun trådte ikke ud i blinde. Nej, hun trådte ud på en troværdig Guds ord og løfter.

Og dette gjorde Abraham i øvrigt også selv. Han trådte det også ud på en troværdig Guds ord og løfter. Dette kan vi også læse om i Romerbrevet kapitel 4 og vers 18 til 21. Her læser vi:

"Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft — han var næsten hundrede år gammel — og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre."
Romerbrevet 4, 18-21

Læg mærke til, hvad der står i vers 21: "og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre." Det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

Ja, så hvis I lagde mærke til det, så troede Abraham Gud på hans ord. Han troede Gud på hans løfter. Men her er det også rigtig vigtigt at bemærke, at Abraham troede ikke kun Gud, fordi han vidste, det var Guds gode vilje og hensigt at opfylde sine løfter til ham. Nej, Abraham var også fuldt overbevist om, at Gud også havde magt til at opfylde sit løfte. Ja, han havde al magt til at gøre, hvad han ville.

Som Salme 135, vers 6 siger:

"Alt, hvad Herren vil, gør han i himlen og på jorden, i havene og de store dyb."
Salmernes Bog 135, 6

Og dette måtte den mægtige babylonerkonge Nebukadnesar også sande. Det kan vi læse i Daniels Bog kapitel 4, vers 32. Her bekender han nemlig dette om Gud, han siger:

"Han handler, som han vil, med himlens hær og jordens beboere, ingen kan hindre ham og sige: »Hvad er det, du gør?«"
Daniels Bog 4, 32

Så ja, ikke alene har Gud altså demonstreret sin kærlighed og sin gode vilje mod os, men vi har også fuldt vidnesbyrd om, at han har al magt til at udføre sin vilje. Så ved troen på Gud, der både er troværdig og almægtig, der ved vi med sikkerhed, at det Gud har sagt, det vil han også gøre. Det Gud har stillet os, det Gud har stillet dig og mig i udsigt, det vil vi også få at se. Gud har talt, og det er nok. Det er det, fordi Gud er den, han er. Gud har talt, og det kan vi regne med. Det kan vi handle på, selvom vi rent faktisk endnu ikke har set noget med vores fysiske øjne.

Sådan er troen, og sådan er troens væsen og natur. Som vers to siger: "Den er jo bevidnet om de gamle." Med andre ord, det vers to siger, det er, at i Skriften, i Det Gamle Testamente, der er det bevidnet igen og igen, hvordan mennesker har troet Gud på denne måde. Hvilket vi altså ser gengivet her i Hebræerbrevet kapitel 11 fra vers 4 og til vers 38.

Vi hører eksempelvis om Noa, der fik et varsel om en dom, der skulle komme over verden, men som altså endnu ikke var at se, og i gudfrygtighed byggede han en ark til frelse for sit hus. Vi hører også om Abraham, som vi allerede har talt om, der i tro adlød Guds kald, og han brød op for at drage afsted mod det, Gud havde lovet ham, men som han altså endnu ikke havde set. Og da han havde slået sig ned i det forjættede land — som faktisk ikke var Guds endelige løfte, nej, for det var faktisk langt, langt større og ikke af denne verden — ja, så boede han der i telte sammen med Isak og Jakob og med arvingerne til det samme løfte, som vi læser i vers ni af dagens tekst. For som vi læser i vers 10: "han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud" — det himmelske Jerusalem, som han endnu ikke havde set med sine fysiske øjne, men som han i tro vidste, at han en dag ville få at se.

Skabelsen vidner om Guds magt

Inden Hebræerbrevets forfatter beretter om alle de her troende i Det Gamle Testamente, så skriver han det her i vers tre. Han skriver:

"I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt."
Hebræerbrevet 11, 3

Ja, i tro fatter vi. Og når Hebræerbrevets forfatter skriver "vi", så er det alle vi, som tror. Og det han siger, det er, at i tro fatter vi — ja, i tro ved vi med sikkerhed, at verden blev skabt ved Guds ord, så det vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. Altså denne verden er ikke bare blevet til af materien alene. Verden er ikke blevet til af de elementer, som vi kan se. Sagt med andre ord, så kan vi sige, at verden ikke bare skabte og formede sig selv, sådan som mange påstår i dag. Den er blevet skabt ved Guds ord. Ja, som Salme 33 og vers 9 sagde, som læst op tidligere:

"For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der."
Salmernes Bog 33, 9

Og denne viden, at Gud har skabt alting, det er faktisk en viden, der er åben og tilgængelig for alle mennesker. Ja, inderst inde ved alle mennesker faktisk godt, at det forholder sig sådan. Prøv nemlig blot at høre Paulus' ord fra Romerbrevet kapitel 1 og vers 19 til 20. Han skriver:

"Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger."
Romerbrevet 1, 19-20

Det ligger åbent for alle mennesker. Men problemet er bare det, som Paulus beskriver i vers 18, at mennesker, de gør dette, at de undertrykker sandheden med uretfærdighed. Ja, faldne mennesker — hvor bevidste de nu er om det — de undertrykker sandheden om Gud og den sandhed, at han er skaber. At mennesker undertrykker det, der er åbenlyst, nemlig at hele den store og prægtige skabelse, som vi kan se, lige fra universet fyldt af milliarder af stjerner og vort solsystem med alle dets planeter og havet og bjerge og dale og træer, planter, blomster og hele det mangfoldige dyreliv, som vi ser både på landjorden og i vandet og i luften — det alt sammen vidner om Guds mægtige skaberkraft. Det vidner om hans guddommelige egenskaber.

Dette er som sagt åbenlyst, men det bliver altså undertrykt af faldne, syndige mennesker, som ikke vil have noget med deres skaber at gøre, mennesker som ikke ønsker ham som Gud i deres liv, men som ønsker at være deres egen gud og gå deres egne veje og gøre lige præcis, hvad de selv har lyst til. Sådan var jeg bestemt også engang. Ja, sådan var vi alle engang, indtil Gud i sin kærlighed og i sin nåde ufortjent greb ind og gav os et nyt hjerte og åbnede vores øjne, så vi i åndelig forstand kunne se, og så vi kunne tro.

Og nu ved tro, der fatter vi, at hele den skabelse, som vi kan se, og som vi kan beskue, den er ikke kommet af noget synligt, men den er blevet skabt ved Guds ord. Og netop fordi vi fatter, at hele denne skabelse ikke kommer af noget synligt, men er blevet skabt af Guds ord, så har vi selvfølgelig heller ikke noget problem med at tro på, at det som Gud har sagt, og det som han har lovet, men som vi altså endnu ikke ser — jamen det vil vi komme til at se. For skabelsen, jamen den er jo et vidunderligt bevis for os, både på at Gud, han er, og også alt hvad han er i stand til.

Kære brødre og søstre, helt ærligt, jeg vil aldrig, aldrig glemme den dag, da Gud åbnede mine blinde øjne, så jeg kunne se. Og da han gjorde det, der kunne jeg så endelig se, at ja, selvfølgelig så er Biblens Gud da altings skaber. Selvfølgelig er det da ham, der har skabt alting. Hans ord er sandt. Det er virkelig sandt. Det er sandt fra ende til anden. Det vidste jeg bare i det øjeblik. Hvilken ærefrygt jeg blev fyldt af, og hvilken glæde der bare fyldte mig på det tidspunkt.

Kan vi ikke trygt betro alt i hans hænder?

Kære brødre og søstre, prøv engang lige at stoppe op og prøv at tænke over det her engang. Når nu Gud har kunnet skabe alting ved sit mægtige ord, og også kan bære og opretholde alting ved sit mægtige ord, hvad er det så lige, han ikke skulle kunne? Jeg mener, prøv lige at reflektere over, hvor stor Gud egentlig er, den Gud som ikke blot har skabt alting, men som også har vist sin store nåde og kærlighed og gode vilje imod os ved at give sin egen søn hen som et sonoffer for vore synder. Lad os prøve engang at spørge os selv: hvad skulle vi så ikke kunne betro ind i hans hænder?

Jeg mener, kan vi så ikke trygt betro alting ind i hans hænder? Kan vi ikke trygt stole på, at Gud både kan og vil sørge for os, hvis vi adlyder ham i tro, og hvis vi lever sådan, som han har sagt, at vi skal leve? Altså hvis vi vælger ikke at jage efter alt det, som den her verden jager efter, men først søger Guds rige og søger at gøre, hvad der er retfærdigt i hans øjne — kan vi så ikke regne med, at han vil tage sig af os, og at han vil sørge for os? For det er jo det, han har lovet. Er det ikke?

Men måske spørger I: hvordan skal det så gå med det og med det? Hvad skal der blive af vores børn? Hvad skal der blive af vores økonomi? Hvordan skal vi nu klare os, hvis vi virkelig adlyder Gud og lever sådan, som han har sagt i sit ord? Men lad os igen huske på, at Gud har altså skabt alting ved sit ord. Gud opretholder alting ved sit mægtige ord. Er der noget, der er for svært for ham? Nej, det er der ikke. Og Gud både vil og kan opfylde de løfter, han har givet.

Mange andre ting kan vi sætte vores lid og vores håb til, og disse ting kan vi jage og jage og jage efter. Men i sidste ende, så vil de svigte os. Men det vil Gud ikke. Som jeg nævnte tidligere, så afhænger det altså ikke af troen i sig selv, men det afhænger af troens objekt. Kaster vi vores tro og sætter vi vores lid til upålidelige ting, til upålidelige afguder, så vil vores håb også blive gjort til skamme. Men ingen, der tror på Herren, vil blive gjort til skamme.

Troen er ikke en præstation

Kære brødre og søstre, en vigtig ting jeg vil have, at I skal se, som I skal have med, det er dette: at netop fordi det ikke afhænger af troen i sig selv, men afhænger af ham, som troen er rettet imod, derfor — ja, præcis derfor — så er troen ikke en præstation. Jeg gentager: troen er ikke en præstation. Tværtimod, så ser troen jo væk fra sig selv. Troen ser væk fra sin egen formåen og fra sin egen styrke, fordi den ved, at den selv er utilstrækkelig. Troen ser hen til en, der er større, en hvis styrke er fuldt ud tilstrækkelig, og en hvis præstation er fuldkommen. Og til ham klamrer den troende sig. Til ham, og ikke sig selv, sætter den troende alt sit håb.

Sådan forholder det sig med det liv, som vi er kaldet til at leve for Herrens ansigt i den her verden, dag for dag og skridt for skridt. Sådan forholder det sig selvfølgelig også med vores frelse. For vi ved jo, at vi ikke selv har en retfærdighed, der på nogen måde kan være tilstrækkelig i forhold til at kunne stå retfærdige foran en god, hellig og retfærdig Gud på dommens dag. Nej, umuligt. For vi har jo alle syndet, vi har jo alle brudt Guds lov, vi har alle gjort, hvad der er ondt i hans øjne, og således fortjener vi jo alle at være genstand for Guds retfærdige straf og vrede.

Men lovet være vor Herre Jesus Kristus, der som retfærdig trådte i os uretfærdiges sted. Lovet være ham, der som uskyldig gjorde sig selv til genstand for den straf og vrede, der burde have ramt os, som er skyldige. Kun i kraft af ham, kun i kraft af hans præstation, kun i kraft af hvad han har gjort, kan vi få alle vores synder sonet og vasket bort. Og kun i kraft af den retfærdighed, som han frit har skænket os ved troen, kan vi blive rene og retfærdige og stå med frimodighed foran Gud på dommens dag.

Kom til Jesus Kristus

Derfor, kære ven, hvis du i dag har indset, at du er en skyldig synder, der fortjener en god Guds vrede og straf, så tøv ikke. Gør ikke dit hjerte hårdt. Men se hen til Herren Jesus Kristus. Ret al din tro og al din tillid til ham. Sæt alt dit håb til ham, for han er mægtig til at frelse enhver, som kommer til ham.

Stol ikke på din egen retfærdighed, for den er utilstrækkelig. Søg ikke at blive retfærdig gennem dine egne lovgerninger, for de vil aldrig, aldrig kunne være gode nok. Al din stræben vil blot trætte dig og udmatte dig. Nej, se hen til Herren Jesus Kristus, og kom og følg ham. Som Jesus selv sagde i Matthæusevangeliet kapitel 11 og vers 28, han sagde:

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile."
Matthæusevangeliet 11, 28

Ja, Jesus er den eneste, der kan give vores sjæle hvile, da han er den eneste, der kan iklæde dig og mig en retfærdighed, der til fulde opfylder Guds lovkrav. Kom derfor til ham og find hvile for din sjæl. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, som Skriften siger i Esajas' Bog kapitel 53 og vers 5. Kom derfor til ham, for kun ved ham, og kun ved hans blod, som han udgød på Golgatas kors, kan der stiftes fred mellem en retfærdig Gud og en skyldig synder som dig.

Må Herren velsigne sit ord til os i dag.

Amen.