Hvad fylder du dig med

Jeg har fået lagt på hjerte at tale ud fra Kolossenserbrevet kapitel 3, vers 16, ud fra titlen "Hvad fylder du dig med". Vi har lige læst verset, og der vil jeg prøve at kigge lidt på konteksten sammen med jer.

"Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud."
Kolossenserbrevet 3, 16

Kolossenserbrevet er beskrevet som det mest Kristus-centrerede brev i Bibelen. Kort opridset handler det om, at Kristus er tilstrækkelig og overlegen i vores frelse — han alene frelser, og det hele hviler på ham. Brevet er relativt kort, og fra kapitel 1 vers 1 til kapitel 3 vers 1 handler det overordnet om Kristi overherredømme — Christ Supremacy på engelsk. Resten af brevet handler om overgivelse til Kristus. Brevets tema eller nøgleord er altså Kristi overherredømme.

Byen Kolossæ var ligesom mange andre byer i antikken præget af falske religioner, særlig tilbedelsen af gudinden Kybele. Tilbedelsen af Kybele involverede ekstatiske ritualer med musik, dans og selvlæsioner. Præsterne i den her sammenhæng blev kaldt for galloi, og de imiterede myten om Kybeles elsker Attis, der kastrerede sig selv i ekstase. Hendes kult blev fejret gennem ofringer, blod og festivaler som hilaria og megalia, der symboliserede naturens cyklus af død og genfødsel. Død og genfødsel er dog reserveret til den kristne tro, og mon ikke det er derfor, at Paulus ved Helligåndens inspiration nævner det her flere gange i Kolossenserbrevet. Vi ser det i kapitel 2:

"I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde."
Kolossenserbrevet 2, 11-12

Der har vi døden og oprejsningen sammen. I kapitel 3, vers 1, hører vi:

"Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd."
Kolossenserbrevet 3, 1

Brevet blev altså blandt andet skrevet for at modarbejde det her med Kybele, og det sætter streg under, at Kristus alene er værdig, og at han er den, vi må leve for i alle forhold og områder af vores liv.

Hvor møder verden os i dag?

I dag har vi ikke Kybele i Danmark som afgud. Der er ikke Kybele-fester eller antik græsk verdslighed. Til gengæld er der alt muligt andet, verden forsøger at infiltrere os med. Verdsligheden har andre midler, og den trives stadig i stor stil. Det er særligt gennem skærme, at verdslighed får tag i os — dem vi har i lommen, i bilen, derhjemme, i skolerne, på arbejdet — næsten alle steder. Det er her, vi bliver eksponeret for underholdning i alle afskygninger, som reelt er gennemsyret af syndig kultur, hvor blasfemisk sprogbrug, kødelig påklædning, grådigt og selvcentreret værdisæt er at finde overalt.

Lad mig nævne et par ting til refleksion. Kan man se Bagedysten uden at høre bandeord? Nej. Kan man tænde for Ramasjang og være sikker på ikke at støde på nøgenhed, bandeord, grådigt og selvcentreret værdisæt? Heller ikke. Kan man tro, man har fundet underholdning, der ikke er kristent, men som ikke har glorificering af synd, blasfemisk sprogbrug, kødelig påklædning, grådigt og selvcentreret værdisæt? Man kan godt tro det, men man bliver overrasket som regel. Min erfaring er, at det er næsten umuligt at finde noget at dyrke eller se, som man samtidig kan ære Kristus i og sige ham tak for, som vi læser videre i vers 17:

"Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!"
Kolossenserbrevet 3, 17

Grunden til, at det er umuligt med en ren samvittighed, er, at vi godt ved, at havde Jesus siddet ved siden af os, ville han ikke synes, at det, verden præsenterer som underholdning, er noget, der ærer ham. Tværtimod besidder det glorificering af synd, blasfemi, sensualitet — altså begær og nøgenhed. Gud har i sit ord forklaret os, at det er noget, vi skal afskærme os fra:

"Hold jer fra det onde i enhver skikkelse! Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det."
Første Thessalonikerbrev 5, 22-24

Enhver skikkelse er også at afskærme. Det, at vi skal holdes hellige og bevares, er netop, at vi skal afskæres fra ondskab og synd og ting, som glorificerer det.

For mange kristne i dag er musik nok det, vi har taget stilling til. Vi har fjernet det verdslige, der glorificerer synd og dårlige værdier, og fundet kristne alternativer — kristen musik, der ærer Gud. Men af en eller anden årsag er det sværere med underholdning, film og serier. Her tænker vi måske, at det er skuespil, så tæller det ikke. Det er jo ikke rigtig synd og ondskab, vi leger det bare. Men når to skuespillere skal lege ægtepar i en film, mens de selv har ægtefæller derhjemme, så ser Gud ikke på det og undskylder kysset eller sensualiteten og utroskaben, fordi de er på et filmset. Han undskylder heller ikke os for at sidde og underholdes af deres synd.

For at vise, at det her ikke bare er min holdning alene, vil jeg komme med tre citater fra dygtige forkyndere. Det første er fra Paul Washer:

"Du skal til et ungdomsmøde. Du ønsker, at Gud skal gøre et værk. Men før du tager derhen, ser du programmer i fjernsynet, som Gud absolut afskyr. Og så undrer du dig over, hvorfor Helligånden ikke er faldet over stedet, og hvorfor du er nødt til at skabe falsk ild og falsk begejstring." – Paul Washer

Det er taget fra hans meget kendte prædiken "Shocking Youth Message" fra 2002 — en af de mest virale prædikener på hele internettet. Den har virkelig skabt røre, og den kan anbefales.

John MacArthur har sagt:

"Kristne bør ikke lade underholdning definere deres forståelse af lykke, romantik, beskedenhed, maskulinitet, succes, retfærdighed eller noget som helst andet. Guds ord og Ånden bør forme vores verdenssyn, ikke Hollywood. Desværre er mange kristne i dag mere påvirket af de film, de ser, end af de prædikener, de hører. De viser mere begejstring for videospil — altså gaming — eller sportsbegivenheder på TV, end for at stræbe efter at blive mere Kristus-lignende. De fylder deres sind med lydene fra podcasts eller måske de nyeste hit-albums i stedet for at lade Guds ord bo rigt i dem. Dybest set nyder de at udforske verdens fornøjelser, selvom det kun er indirekte, når de ser skuespillere udleve syndige handlinger, hvor synd tilsyneladende belønnes med lykke. Ironisk nok er de samme skuespillere i virkeligheden lige så ulykkelige som alle andre — en barsk virkelighed, som holder sladderbladene i supermarkederne i gang." – John MacArthur

Citatet er fra MacArthurs bog "Thinking Biblically About a World Gone Wrong". Til sidst et spørgsmål til refleksion fra John Younts:

"Hvorfor finder vi det så let at blive underholdt af adfærd, som Gud hader, og som Jesus Kristus døde for at frelse os fra?" – John Younts

Lad mig lige gentage: Hvorfor finder vi det så let at blive underholdt af adfærd, som Gud hader, og som Jesus Kristus døde for at frelse os fra? Citatet er fra Younts' bog "Everyday Talk: Talking Freely and Naturally About God With Your Children". Det er en bog om børneopdragelse, men den gælder fint til os voksne.

Jeg håber, I forstår min pointe: at verdens bedste middel til at snige sig ind med sine værdier, sin umoral og sløvhed i den kristnes liv, det er gennem skærmene i dag. Vi har ikke engang berørt de sociale medier endnu, men jeg tror, I forstår, at de også blot er et middel, hvor verden kan snige sig ind på os.

Jeg så en video, der skulle udfordre os kristne i vores brug af telefoner. I videoen havde man udskiftet smartphonen med en bibel. Nogen har måske set det sjovt nok på de sociale medier — det var i hvert fald mit tilfælde. Man ser fyren, man følger, hive Bibelen frem på alle mulige tidspunkter i løbet af dagen — når han keder sig lidt, sammen med vennerne, i bussen, i skolen, på toilettet, inden han skal sove, når han står op, når han spiser, når han går ture. Ja, nærmest hele tiden. Jeg ved ikke, om I har oplevet noget lignende, men det er, som om den klør og kilder lidt, den telefon nede i lommen, lige så snart der bare er en lille smule kedsomhed eller spildtid. Videoen er sat på spidsen, for at vi skal reflektere og genoverveje, hvor meget vi egentlig bruger vores telefon, og hvad vi bruger den på. Jeg tror, vi har mindst lige så meget brug for at føres, som menigheden i Kolossæ havde, til at lade Kristi ord bo i rigt mål hos os.

Jeg har valgt at opdele dagens budskab i tre overskrifter. Det første: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Nummer to: Har du opdaget skattens værdi? Og nummer tre: Vi har fået Guds ord.

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med

Den hurtige vil vide, at det her faktisk er Kristi ord fra Matthæusevangeliet 12, vers 34. Vi slår op der sammen og starter i vers 33, bare for at få det med:

"Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes."
Matthæusevangeliet 12, 33-37

Hvis Kristi ord bor rigt i os, vil vi opleve, at vi ofte taler om troen til dem omkring os. Det er simpelthen det, munden flyder over med.

Martyn Lloyd-Jones, en af de største bibeltro prædikanter i det 20. århundrede, blev beskrevet af sine børn som en far, der talte mest om sin tro — og det er vel at mærke efter, han er gået til Himmels. Han talte om Guds suverænitet, vigtigheden af personlig tro og omvendelse, om bønnens betydning og om Bibelens autoritet som fundamentet for troen. Han talte om korsets centrale betydning i Jesu forsoningsværk, og det var oftest det, han var fokuseret på i sine samtaler og prædikener. Børnene ser i øvrigt tilbage på en kærlig og nærværende far, men det var troen, hans hjerte var fyldt med.

Hjertet i den her passage er i virkeligheden sindet. Det er det, vi fylder vores sind med, vi har at gøre med. Det er særlig de ting, vi har stærke følelser omkring — noget, der motiverer os, eller noget, vi kan bekymre os om. Det kan være ting, vi er glade for, eller ting, vi er bange for. Ting, som er utrolig vigtige for os, og som fylder meget i hovedet på os.

Hvor mange forældre har ikke taget sig selv i at tale lidt for meget om deres børn — det er jo, fordi de betyder meget for os. Hvor mange sportsentusiaster har ikke taget sig selv i at tale i uanede mængder om deres favorithold og alt, hvad der er at vende inden for den seneste uge i deres favoritsportsgren? Fordi det er vigtigt for dem, og fordi det fylder i deres liv.

Så det, hjertet er fyldt af, kan være alt fra din nærmeste, dine hobbyer, underholdning, økonomi, tanker om fremtiden, materielle ting man drømmer om, den næste rejse, din hund, dit arbejde. Du ved, hvad der kan fylde i dit liv. Men når Kristi ord bor rigt i dig, er det det, der fylder mest i dit hjerte. Så er det det, du er nødt til at tale med folk om, dele med dem, skrive om, synge over eller meditere over.

En af dem, der ikke har kunnet holde munden lukket her, var profeten Jeremias. Han oplevede utrolig meget modgang og forfølgelse, og alligevel kunne han simpelthen ikke tie stille. Det hører vi om i Jeremias' Bog 20, 8-9:

"Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer mig dagen lang kun spot og spe. Når jeg sagde: 'Jeg vil ikke tænke på ham og ikke mere tale i hans navn,' kom der i mit hjerte en brændende ild, den rasede i mine knogler. Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære det."
Jeremias' Bog 20, 8-9

Jeremias var i den grad en prøvet, forfulgt profet, der måtte opleve spot og forfølgelse i sit eget liv. Alligevel — selv når han prøver at lægge låg på sin tro og på Guds ord, kan han ikke stoppe med at tale om det. Det må bare ud.

Richard Wurmbrand, en fængslet mand under kommunismens indtog i Rumænien, der blev pint og tortureret i fængslet, vidnede for sine fængselsvagter — han delte Guds ord og evangeliet med dem velvidende, at det kom til at koste ham endnu flere pryl, endnu mere lidelse. Her har vi igen en mand — og det er ikke længe siden, han gik til Herren — som bare ikke kunne tie stille. Han var nødt til at tale om troen, fordi hans hjerte var fyldt med det.

Når Kristi ord bor i rigt mål i os, kan vi ikke tie stille. Når vi beder, og når vi synger til ham, gør vi det med tak, som vi også ser i vers 17. Der er en fællesnævner for de her mænd, og det er, at Kristi ord er blevet værdisat utrolig højt. Ellers er man ikke klar til at lide for Kristi ord, og hvis ikke man er det, så er man heller ikke en type, som bruger al sin tid på Guds ord. Man vil heller ikke være kendt af sine nærmeste for at være en, der taler om troen hele tiden, hvis ikke man havde værdisat det utrolig højt. De havde opdaget, hvor værdifuldt evangeliet er, og det leder mig til min anden overskrift.

Har du opdaget skattens værdi?

Slå op med mig i Matthæusevangeliet 13. Vi læser vers 44:

"Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark."
Matthæusevangeliet 13, 44

Igen har vi at gøre med Kristi ord, dem der skal bo i rigt mål hos os. Har vi forstået evangeliets storhed? Har vi forstået, hvor værdifuld den her skat er? Har vi indset, at det, vi har fået givet, er det største, det her liv kan tilbyde os? Har vi erkendt, at Kristi ord er det, selve livet handler om?

Martin Luther sagde det i en af sine salmer:

"Og tage de vort liv, gods, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn. Guds rige vi beholder." – Martin Luther

Martin Luther havde forstået, at selv det mest værdifulde i verdens øjne — vores ægtefælle, vores børn, vores omdømme og vores hus — blegner, når det sammenlignes med evangeliet og Guds rige. Evangeliet er det allervigtigste i livet, det er det, vi skal leve for i sidste ende.

Hvorfor er det så, at vi ser så mange omkring os have travl med alle mulige andre ting? Måske har vi selv en gang imellem travl med alle mulige andre ting. Vi skal slå op i en anden passage. Vi bliver i kapitel 13 i Matthæusevangeliet og går tilbage til vers 1. Vi læser vers 1 til og med vers 9:

"Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen. Og store skarer flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden. Og han talte meget til dem i lignelser og sagde: 'Se, en sædemand gik ud for at så, og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!'"
Matthæusevangeliet 13, 1-9

Der er i den her passage fire typer underlag, frøene lander på: vejen, klippegrund, mellem tidsler eller god jord. Vi læser videre fra vers 18 til vers 23, hvor Jesus selv forklarer passagen for os:

"Så hør I da lignelsen om sædemanden. Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte; det er det, som blev sået på vejen. Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra. Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold."
Matthæusevangeliet 13, 18-23

Det er evangeliet, der er talt om her som det såede — ordet om Guds rige, det som Jesus og disciplene delte med folk på den her tid, og det som vi også deler, når vi deler evangeliet. Der er faktisk kun ét af de her fire underlag, som leder til en frelsende tro. Der må vi huske, at vejen er smal, og porten er snæver til Himmerig, som Matthæusevangeliet 7 fortæller. Der vil være folk, vi ser, der siger, de er kristne, og som har en tro, og der vil være ting i deres liv, som vidner om det. Men de holder ikke ud, lige så snart der kommer prøvelser, eller lige så snart de bliver betaget af verden. Vi har lige talt om, hvordan verden er det, vi i den grad bliver eksponeret for gennem skærmene, og det i sidste ende er et særligt middel til at blive infiltreret af verden og gennemsyret af den.

Det er afgørende, at vi bruger tid både nu og ind imellem på at granske os selv. Hvis du oplevede dig ramt, da jeg talte om at lægge verdslig underholdning på hylden, eller hvis du følte dig ramt, da jeg talte om, hvad der kan bo i vores hjerter i stedet for Kristi ord — hvis det prikker lidt til dig, og du er i tvivl om, hvorvidt Kristi ord er det afgørende i dit liv, om du så skulle miste dit barn eller viv — så er det nu, du skal råbe til Gud om hjælp. Råb til ham, fordi han er høstens Herre. Han afgør, om der er tidsler, om der er klippegrund, eller om det er god jord, vi befinder os i. Der kan vi selvfølgelig ikke tage fejl, fordi når et frø sås helt til at starte med, er det skrøbeligt i sin spæde start. Der skal vi ikke forvente, at vi har perfekt omvendelse som en nykristen, og vi skal omvende os dagligt fra synd, fristelser og vores kød. Men helliggørelse tager tid, ligesom et frø, der spirer, tager tid om at blive stærkt og bære frugt. Mange her i vores menighed har været i troen i mange år, og der må vi granske os selv, råbe til Gud om hjælp til at forstå skattens værdi og leve for den, være villige til at sælge alt for den og derefter dele den med vores venner og familie og dem omkring os.

For dig, der synes, det bliver en smule for billedligt og svært at forstå med lignelserne, vil jeg prøve at udfolde, hvad den her skat i sin grund er. Det er evangeliet — de gode nyheder, som det betyder på græsk. Det er budskabet om Jesus, Guds søn, der selv er Gud ligesom sin Far. Han lod sig føde af en jomfru og kom til den her verden for at leve et syndfrit liv — det syndfrie liv, som vi ikke har kunnet leve. Vi, du og jeg, har siden vi blev født været i oprør mod Guds lov, Guds hellighed, hans egenskaber, hans retfærdighed. Vi har siden vi var små gjort alt det forkerte og haft let ved det. Vi har syndet imod Guds lov ligesom vores forfædre Adam og Eva. Vi har løjet, vi har begæret, vi har misundt, vi har hadet, vi har dyrket afguder, vi har stjålet — alle som en er vi faldet for de her synder. Vi ved fra Guds ord, at syndens løn er død, evig fortabelse i helvede, hvor Guds dom og vrede er på os i al evighed.

Men Jesus kom og levede et syndfrit liv, et liv, der ærede Gud, hans Fader, uden fejl og mangler. Et liv han valgte at ofre på et romersk torturinstrument, korset, der skulle blive det sted, hvor han tog straffen — den evige dom, der ventede os — på sig. Han led for dem, som tror og lever for ham. Dem tog han straffen for og sonede den, indtil han selv sagde, at det er fuldbragt. Det græske ord, der i Bibelen oversættes med "det er fuldbragt", har et betalingselement i sig. Derfor kan vi sige, at straffen er betalt til fulde — det er fuldbragt. Jesus opstod fra graven efter tre dage, og han blev set af disciplene og 500 øjenvidner. Hans opstandelse var Guds bevis til os om, at hans offer virkelig var gyldigt og tilstrækkeligt til at redde syndere som os fra den dom, vi skulle have haft.

Jesus siger om sig selv:

"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig."
Johannesevangeliet 14, 6

Hvis du tror på, at Jesus er Gud og Gud Faders søn, at han levede syndfrit og retfærdigt, at han har magt til at sone din synd og straf, hvis du tror på, at han opstod fra døden og nu sidder ved Gud Faders højre hånd og regerer i himlen, og du er villig til at omvende dig fra synd og leve for Jesus som en ægte discipel af ham ved at gøre hans vilje og følge hans ord i Bibelen — så er du en kristen. Du er en, der tror på evangeliet, en frelsende tro. Ikke på grund af noget, du formår, men alene på grund af Guds rige nåde imod dig. For det er ene og alene af tro, vi er frelst, som Efeserbrevet 2, 5 og Romerbrevet 3, 28 fortæller. Det her er værd at leve for, det er værd at dø for, og det er værd at miste alt for. Det er derfor, den her skat er så værdifuld.

Vi har fået Guds ord

Min tredje og afsluttende overskrift er, at vi har fået Guds ord. Der har været folk gennem verdenshistorien, som forstod Kristi ords værdi, og de har været villige til at miste alt for det og endda dø for det.

Apostlene var nogle af de første, der forstod det. Tænk over Peter, som fornægtede evangeliet, fornægtede Jesus over for en lille tjenestepige før korset. Efter korset, efter Helligånden har taget bolig i ham, er han villig til at dø for det. Han har forstået evangeliet, han har forstået, hvor vigtigt det er. Helligånden har grebet ham og gjort et mægtigt værk i ham. Sådan er det med alle de andre apostle også. Det er faktisk kun Johannes, der ikke led en martyrdød.

I dag findes der stadig folk, som er villige til at dø for Kristi ord, særligt i de forfulgte kirker, hvor kriteriet for at være kristen er, at det kan koste en livet, når som helst. Vi har lige haft en fantastisk menighedslejr, hvor temaet var den forfulgte kirke, og derfor ligger det nært for tiden. Jeg er sikker på, at vi alle har oplevet at få vores øjne åbnet for, hvor nemt vi har det her i Danmark, men også storheden over det faktum, at vores brødre og søstre i for eksempel Nordkorea er villige til at evangelisere, dele bibler ud og være aktivt troende i et land, hvor det kan koste dem livet når som helst. Når Bibelen skal holdes skjult og bruges, når det er sikkert, så kan I være sikker på, at memorering af skrifter er noget, de praktiserer i stor stil.

I mit studie af Kolossenserbrevet 3, 16-17 gik det op for mig, at mange under nytestamentlig tid har været analfabeter — de, som ikke kunne læse. Derfor har det helt sikkert været meget almindeligt, at man som kirkegænger ikke har haft adgang til sin egen bibel eller skrifter, men man har heller ikke selv kunnet studere dem. Derfor har salmer, hymner og åndelige sange haft en særlig plads i at holde menighedens trosliv aktivt og sundt. Prøv at tænke et kort øjeblik: Hvor meget af det, I kan udenad, er sange, og hvor meget er remser og telefonnumre? Sange har rim og melodier og et format, der er til at overkomme i hovedet. Det er et genialt værktøj til at huske vigtig information, og det er noget, vi synger i fællesskab, så det skaber også enhed om doktriner, enhed om troen.

Hvis vi i dag skal undervise og formane hinanden i hverdagssammenhæng — for det er hverdagssammenhæng, der er tale om her, når vi mødes — så er det afgørende, at vi får fyldt på med det, som kan give os evnen til det. I dag kan vi også anvende prædiken-podcasts, altså de gode slags, bøger, debatter, Q&A'er, traktater og meget andet materiale til at give os evne til at forstå Kristi ord, så vi kan undervise og formane hinanden mere.

Det har helt sikkert været svært, da det i en periode var latin, præsterne prædikede på. Tænk sig, hvor lidt man egentlig kunne forstå, når man troppede op om søndagen. I dag har vi Guds ord, som vi kan læse på vores eget sprog. Takket være globaliseringen har vi adgang til sund forkyndelse og undervisning fra folk på den anden side af kloden. Vi har adgang til så meget, der kan opbygge og hjælpe os med at forstå Guds ord, og til at give os evne til at velsigne og opbygge dem omkring os. Det er jo helt vildt.

Men vi har heller aldrig været så omgivet af ting og sager, der kan tage vores fokus og distrahere os fra Kristus. Tænk engang på, hvor mange afbrydelser vi oplever i løbet af dagen på grund af vores telefoner — den der lille i lommen. Har man været rimelig hooked på de sociale medier og prøvet at løsrive sig lidt og tage en pause og deaktivere Facebook eller Instagram — eller TikTok og Snapchat for nogle andre — så ved man, hvor tit man griber til lommen i kedsomhed bare for at blive mindet om, at nå nej, det der var ikke noget at hive op alligevel. De her små overspringshandlinger eller forsøg på at slukke ens kedsomhed fylder helt vildt meget. Det distraherer, det tager vores fokus væk fra Kristus, og det kræver en særlig disciplin og målrettethed i dag at lade Kristi ord bo i rigt mål i vores liv. Det kræver, man siger nej til de ligegyldige ting, til de ting, som ikke opbygger, og som ikke giver en ægte hvile, en ægte fred, og som ikke tilfredsstiller vores sjæles egentlige behov.

Nogle af jer kan måske genkende den tomhedsfornemmelse, der kan være, efter man har endt en series sidste episode eller en film, som ikke var opbyggende i troen. Så sidder man der og tænker: nå, hvad skal jeg så bruge min aften eller mit liv på? Det vidner om, at det, vi har fyldt os med, ikke kommer til at opbygge os eller tilfredsstille vores sjæls behov.

Hvis vi siger nej til de her ting, frigives dyrebar tid, som kan bruges til at forstå og klædes på i Kristi ord, så vi kan være til velsignelse for hinanden i hverdagssammenhængene, undervise og formane hinanden, retlede hinanden. Når der er nogen, der har grebet noget i troen, som de er så begejstrede og opmuntrede omkring, at de slet ikke kan lade være med at dele det, så er det noget af det mest inspirerende at opleve. Det vækker selv tro og længsel efter at dykke ned i den skriftpassage eller den prædiken, som de anbefaler. Man glædes som regel over det, man oplever at få noget med, og det er nogle gange noget, man kan grunde over i flere dage. Hvis nogen har sendt en meget bibelsk sang — det kunne være en salme eller en hymne — og man oplever: hold da op, den var lige i rette tid, jeg havde sådan brug for de ord, og man går og lytter til den igen og igen og mediterer over den, før man ser sig om — så har man både fået en ny yndlingssang, men man har også fået nogle fantastiske sandheder, som kan hjælpe en midt i de prøvelser, man står i. Det er fantastisk, når vi kan hjælpe hinanden med at holde fast i Kristi ord og holde fast ved troen og kærligheden til ham. Det er i sidste ende det, vi formes til her og kaldes til.

For at vi kan gøre det, er vi nødt til at skære nogle ting fra — både fordi det er forkert, det er noget, Kristus ikke har behag i, men også fordi det er frigørende tid til noget, som kan gavne os alle sammen, men også os selv. Jeg ved ikke, om I har tænkt over det, men sådan noget som åndelig kamp er også noget, vi står i. Har vi haft mere tid til at få Kristi ord ind under huden, har vi haft mere tid til at få nogle gode, stærke bibelske lovsange med sunde sandheder, vi kan stå fast i — så har vi mulighed for at bruge sværdet i Guds fulde rustning, som Efeserbrevet 6 beskriver, og så kan vi beskytte os selv meget bedre.

Lad Kristi ord bo i rigt mål

Nu er vi dykket ned i Kolossenserbrevet 3, 16 og har kigget på, hvad det vil sige at have Kristi ord boende i rigt mål hos os. Han skal have førstepladsen i vores hjerte, så vi bliver mennesker, der kendes på vores kærlighed til ham, fordi vi simpelthen ikke kan stoppe med at tale om ham. Vi har kigget på, hvor afgørende det er, at vi er god jord, at evangeliet er noget, der vokser i os og bliver til frugt — noget, der kan blive til velsignelse for ikke bare os selv, men dem omkring os — at vi får de her dybe, stærke rødder i troen. Vi har kigget på, hvor utrolig forkælede vi er i dag med alverdens skønne ressourcer lige ved hånden, der kan hjælpe os med at forstå vores Himmelske Far, Jesus og Helligånden bedre, end man nogensinde har kunnet før.

Min længsel og mit håb i dag er, at vi må omvende os fra alt det ligegyldige tidsspilde, som så nemt kan lokke os til at lukke verden ind, til at blive sløve og til at misse de muligheder, vi har for at opleve Kristi ord — hans livgivende ord, det levende vand, der virkelig slukker vores tørst, vores sjæls behov, der virkelig giver ægte hvile og fred, og som kan være til velsignelse gennem undervisning og formaning til vores brødre og søstre i troen.

Lad os i dag vende os til Gud og sige: ja, jeg vil aflægge det gamle og iføre mig det nye menneske, som vi hører om blot få vers tidligere i vers 9 og 10. Lad os, som vers 17 siger, gøre alt i Herren Jesu navn og sige Gud Fader tak ved ham. Må vi altid granske os selv og spørge, om vi kan sige tak til Gud for det, vi sidder med. Hvis ikke vi kan sige Gud tak for det, må vi så omvende os og bruge vores gudgivne tid anderledes, så vi kan sige tak til ham for, hvad end vi gør.

Amen.