Hvor er Jesus fra

Vi kommer her i dag til vores udlægning af Johannesevangeliet, hvor vi befinder os i den længere passage som strækker sig fra det syvende kapitel ved løvhyttefesten, hvor Jesus taler til folkeskarerne og til jøderne, helt frem til slutningen af det ottende kapitel. Vi har set, hvordan scenen er sat. I forhold til jøderne kan vi se i det syvende kapitel, at det begynder med beskrivelsen af, hvordan jøderne søgte at få slået Jesus ihjel. Og slutningen af det ottende kapitel afsluttes med, hvordan de aktivt søger at gøre lige præcis det, de havde intention om at gøre, som beskrevet i det første vers af det syvende kapitel — nemlig at få ham slået ihjel. Så scenen er sat, stemningen er sat. Det er noget af en forsamling, som Jesus taler til her i vores tekst.

Det vi også kan se i dag i vores tekst, er at hele den her scene er et meget godt billede af, hvad det vil sige at være fortabt. Jeg kom til at tænke på det her ord, fortabt, som jeg gerne vil indlede med at kommentere lidt på som en introduktion til prædikenen i dag. Hvad vil det sige at være fortabt?

Hvad vil det sige at være fortabt?

Vi kender ordet på engelsk, lost. Måske har du prøvet det her med at miste overblikket over, hvor du er. Som distræt person oplever man det ofte. Det her med at man prøver at finde vej hen til det sted, man skal hen, og af en eller anden grund kan man bare ikke finde vejen. Jeg har i hvert fald hørt om nogen her i menigheden for nyligt, der oplevede det, da de skulle på ferie — de kunne ikke finde vejen. Og for det ikke skal være løgn, så oplevede min kone og jeg det også kort vejet på vores tur til Pisa. Vi havde Maps, men det førte os egentlig det helt rigtige sted hen. Men da vi kom frem, var vi ikke overbevist om, at det var det rigtige sted, så vi gik bare videre og ledte og søgte. Det tog også, det ved jeg ikke, et kvarter, tyve minutter, hvor vi bare vandrede rundt og ledte efter det sted, vi forsøgte at finde. Vi var i cirka 20 minutter lost.

Men det her med at være fortabt i åndelig forstand er mere end bare ideen om at være faret vild, selvom den ide bestemt også er en del af det. I Esajas' Bog 53, 6 står der, at vi flakkede alle om som får. Det vil sige som får uden en hyrde — vi mistede retningssansen og begyndte at flakke tilfældigt rundt. Men man skal også huske at læse resten af verset, fordi den anden halvdel af verset i Esajas' Bog 53, 6 siger: vi vendte os hver sin vej.

"Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham."
Esajas' Bog 53, 6

Det betoner mere vores egen vilje i at gå vores egen vej, bevidst. Så altså med, at vi var kommet bort fra Gud, betyder det at være fortabt også, at vi som syndige mennesker har valgt at vende os væk fra Gud.

Fortabte mennesker er mennesker, som både er ofre for djævelens bedrag, ofre for djævelens snigløb, som forhindrer dem i at kunne se vejen og kunne se sandheden i Gud. Men samtidig har mennesker også en aktiv rolle i at lade sig bedrage og lade sig forføre af løgn frem for sandhed, og som Romerbrevet det første kapitel siger, undertrykke sandheden med uretfærdighed.

Det at være fortabt betyder, at man ikke ved, hvor man kommer fra, man ved ikke, hvorfor man er her, og man ved ikke, hvor man er på vej hen. Samtidig kan man have en masse teorier omkring, hvor man kommer fra, hvorfor man er her, og hvor man er på vej hen — teorier, som man egentlig selv begynder at overbevise sig selv om er sande, men som er falske. Og fundamentalt set har man ikke en forankret viden omkring det. Som vores katekisme spørgsmål og svar nummer 28 siger, så vidner det om menneskets tilstand af synd og ulykkelighed. Blindheden og ulykken gør os lost, og synden, som udtrykker sig ved overtrædelsen af Guds lov, gør, at mennesket i sin synd er fortabt.

Men evangeliet forkynder os i Lukasevangeliet 19, 10, at Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

"For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte."
Lukasevangeliet 19, 10

Menneskesønnen Jesus Kristus er frelseren. Men så kan vi spørge: hvordan kan han som et menneske, i modsætning til noget andet menneske, frelse fortabte mennesker fra fortabelsen? Hvordan kan Jesus det? En stor del af svaret på det spørgsmål hænger sammen med, hvor Jesus er fra.

Hvor er Jesus fra?

I vores tekst i vers 25 refererer Jesus tilbage til, hvad han allerede har forkyndt jøderne om, hvem han er, og hvor han er fra. En af de ting, han har gjort meget klart mange gange, er, at han er kommet fra Faderen. Faktisk så vi i det sjette kapitel, hvordan Jesus sammenligner sig selv med den manna, som Gud sendte ned fra himlen til jøderne i ørkenen, hvor han citerer ordene: "Brød fra himlen gav han dem at spise." Og så forkyndte Jesus dem i Johannesevangeliet 6, 35: "Jeg er livets brød," og i vers 38: "Jeg er kommet ned fra himlen." Så jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen til jer for at brødføde jer.

"Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«"
Johannesevangeliet 6, 35

Sidste gang i kapitel otte, hvor vi er nu, forkyndte Jesus sig selv som verdens lys. Hvor kommer lyset fra? Det kommer ovenfra, fra himlen så at sige. Og i vores tekst i dag siger Jesus i vers 23: "Jeg er ovenfra."

Kun Gud kan frelse de fortabte. Hvad gjorde han? Han kom ovenfra ned. Gud blev menneske. Johannesevangeliet 1, 1: "Ordet, som var i begyndelsen hos Gud og var Gud," blev — vers 14, kapitel 1 — kød og tog bolig iblandt os.

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud."
Johannesevangeliet 1, 1

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
Johannesevangeliet 1, 14

Hvor er Jesus fra — titlen på mit budskab? Svaret er: ovenfra. For han er Gud, der blev menneske. Det menneske, som ene og alene kan frelse det fortabte.

I vores tekst i dag, hvor vi fortsat følger Jesu interaktion med jøderne ved løvhyttefesten, ser vi elementerne af Guds frelses vej ud af fortabelse. Det sidste vers i vores tekst indikerer også, at mange forstod, i hvert fald stykkevis, disse elementer og kom til tro på Jesus den dag, han forkyndte det her.

Hvad er det så for nogle elementer af sandhed, som mennesker må forstå og erkende for at blive sat fri fra deres fortabte tilstand? Det jeg gerne vil pege på i vores tekst i dag, er, at mennesker må forstå nummer ét: hvem de selv er i deres synd. Nummer to: hvem Jesus er i Guds sandhed. Og nummer tre: hvad Jesus gjorde i sin ophøjelse.

De her erkendelser er umulige uden sand frelsende tro. Det er ikke muligt at erkende de her ting, hvis ikke Gud først skænker et menneske tro. Jesus siger i vers 24, at uden troen på, hvem han er — det vil sige på den måde, som han allerede har åbenbaret sig for mennesker som Messias — så er konsekvensen den, at man vil dø i sine synder. Det er den udsigt, som Jesus giver jøderne her på grund af deres vantro.

Lad os prøve engang at læse teksten sammen igen, Johannesevangeliet 8, 21-30:

"Atter sagde han til dem: »Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, kan I ikke komme.« Da sagde jøderne: »Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme?« Han sagde til dem: »I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden. Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.« Så spurgte de ham: »Hvem er du?« Jesus svarede: »Jeg er den, som jeg har sagt jer fra begyndelsen. Meget kan jeg sige om jer og dømme jer for; men han, som har sendt mig, er sanddru, og det, jeg har hørt af ham, taler jeg om til verden.« De forstod ikke, at han talte til dem om Faderen. Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham."
Johannesevangeliet 8, 21-30

Amen.

Hvem er vi i vores synd?

For at blive frelst fra fortabelsen er det første, mennesker må forstå, hvem de er i deres synd. Vi kan tilføje: hvem de er i deres synd i lyset af, hvem Gud er i sin hellighed.

Vi ser i vores tekst, at jøderne, de religiøse ledere og farisæerne, som man taler til, vi ser, hvordan de er fortabte. Fordi Jesus siger til dem i vers 21: "Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, kan I ikke komme."

De er fortabte. Jesus gentager sådan set det, som han allerede har sagt til dem i kapitel 7 og vers 34, at de skal lede efter ham uden at kunne finde ham. Men her i verset tilføjer Jesus den kontekst, hvori det vil ske: det er, når han går bort. Når han går bort, vil de lede efter ham, men de vil ikke kunne finde ham. Referencen er her til hans forestående død på korset — den anledning, hvor Jesus går tilbage til der, hvor han kom fra, til Faderen.

Men så kunne man spørge: jamen, hvorfor skulle jøderne så lede efter ham på det her tidspunkt? Vi har allerede set, at det, der bor i deres hjerter, er et had imod Jesus, et had så stærkt, at de ønsker at få ham ryddet af vejen. Hvorfor skulle de så lede efter ham? Det er ikke, fordi de kommer til at lede efter ham personligt og søge ham personligt, men det er, fordi de fortsat kommer til at søge efter Messias. De søger efter Messias nu. De venter Messias, fordi de kender de hebraiske skrifter, de ved, Faderen taler sine løfter omkring Messias' komme. Så de søger Messias, og de kommer fortsat til at søge Messias. De kommer fortsat til at lede efter den ventede Messias, fordi i deres øjne er han slet ikke kommet. Fordi da Messias kom, den sande Messias, forkastede de ham. I deres forståelse er han ikke kommet endnu. Johannesevangeliet 1, 11 siger: "Hans egne tog ikke imod ham."

"Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham."
Johannesevangeliet 1, 11

De tog ikke imod ham i tro som den, han er — Messias, frelseren. Og derfor vil de fortsat lede. Den dag i dag leder jøder stadigvæk efter og venter stadigvæk efter Messias' første komme. Hvor tragisk er det ikke, at han kom dem i møde ansigt til ansigt? Hvor tragisk er det ikke, at han gav dem sin tid, han gav dem ordet fra himlen, han gav dem Jonastegnet om sin død og opstandelse — og dog ville de ikke tage imod ham?

Denne syndens hårdhed, denne syndens stolte forkastelse af Messias, har den konsekvens, at de, som nægter at omvende sig fra den og tro, de skal dø i deres synd. Det er den dom, som dommeren Jesus udtaler over synderen, der ikke vil omvende sig: du skal dø i din synd, du skal gå fortabt i din synd, og du vil ikke kunne komme hen, hvor Jesus er gået hen, til himlen. I stedet for er destinationen for dig, som forkaster Kristus, fortabelsen, mørket udenfor. Det er helvede, hvor maddikerne ikke dør, hvor ilden ikke slukkes.

Læg mærke til, hvordan ordet synd er i ental her, i modsætning til synder i vers 24. Det er, fordi der er tale om den her tilstand af vantro, som er det, der udtrykker, hvad synd er. Det er en fuldkommen vantro, den syndens indstilling, som i vantro forkaster Guds åbenbaring af nåde og frelse i Jesus Kristus og siger: Jesus, ham vil jeg ikke tro på, Jesus, ham vil jeg ikke følge. Jamen, så har du valgt din vej, og den vej er ikke en vej, der går til himlen. Det er vantroens vej, som fører til fortabelse.

Og i vers 22 ser vi vantroens væsen komme til udtryk i jødernes hånlige respons til Jesus, vers 22: "Da sagde jøderne: »Han vil vel ikke tage livet af sig, siden han siger: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme?«" Spørgsmålet her tager sig ud som en misforståelse, som om man måske kunne fortolke det sådan, at de var sådan ud og uskyldigt uvidende. Men når man tager sammenhængen med også fra det, vi ser i kapitel 7 — den måde jøderne taler på, den måde de giver respons på, den måde de interagerer på, og også når vi ser det her med farisæerne, den måde de anklager tempelvagterne for at være blevet vildledt af Jesu ord, fordi de var blevet betaget af Jesu ord, så bliver de anklaget for at være vildledt — så ser det mere ud, som om at det vi ser her i vers 22 med det her spørgsmål, har det formål at nedgøre Jesus og udfordre det, som Jesus har sagt til dem.

Hvordan reagerer du, når sandheden rammer?

Du kan spørge dig selv: hvordan reagerer jeg, når jeg bliver konfronteret med sandheden? Hvordan reagerer jeg, når sandheden skærer sig ind i min sjæl som et tveægget sværd? Hvordan reagerer jeg? Er det en Apostlenes Gerninger 2, 37-reaktion: hvad skal jeg gøre? Du er blevet ramt, åh Gud, hvad skal jeg gøre?

"Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?«"
Apostlenes Gerninger 2, 37

Eller er det sådan en Johannesevangeliet 8, 22-reaktion: hvad sker der for ham? Er det sådan en reaktion: det vil jeg ikke tage imod? Svaret vil afsløre din åndelige tilstand. Hvis det er den sidstnævnte reaktion her, så er det en tilstand af fortabelse.

Men samtidig med jødernes hån her i vers 22 kan vi observere noget meget ironisk med det spørgsmål, som de stiller her. Med deres spørgsmål stiller de spørgsmålstegn ved Jesu mentale forfatning. Det er en hånlig måde, de gør det på her: er manden selvmordstruet? Det er en hån. Men det, som er interessant her, det som er det ironiske i det her, er, at de med deres spørgsmål også gør noget andet. De helt utilsigtet, fra deres side, så giver de et profetisk hint om Jesu stedfortrædende død. Lidt på samme måde som vi ser med ypperstepræsten Kajfas i kapitel 11 fra vers 49 til 50, hvor han også siger noget, som egentlig er et profetisk hint om, hvad Jesus kommer til at gøre — at ét menneske kommer til at dø for hele folket.

"I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde."
Johannesevangeliet 11, 50

Nej, Jesus vil ikke tage sit eget liv. Men omvendt peger deres spørgsmål hen imod en fundamental sandhed, nemlig den, at Jesus kommer til frivilligt at lægge sit eget liv ned i lydighed imod sin Faders vilje. Som Jesus siger i kapitel 10 og vers 18, så sætter han sit liv til af sig selv.

"Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre."
Johannesevangeliet 10, 18

Det gør han for at frelse syndere som dem, der håner ham, de syndere, som står der og håner ham. Han kommer til at frelse syndere, som ved tro kommer til en synds erkendelse. Det er dem, han kommer til at frelse. De kommer til en erkendelse af, hvem de er i deres synd. De kommer til at se sig selv som syndere og forstå, at de er syndere, der har brug for Guds nåde. At de — vers 23 — er af denne verden. De kommer til at se det, at de har gået deres egen vej, at de har overtrådt Guds lov, og at de har forkastet hans godhed imod dem. De kommer til at se sig selv i det rette lys, i lyset af Guds hellighed, hvem Gud er, og at de derfor har brug for Guds nåde, og at de ønsker at vende om fra deres synd og det bedrag, de har levet i.

De kommer til at se hen til det kors, hvor de selv fortjente at hænge, men hvor Guds uskyldige søn villigt gik i døden for dem. Villigt gik i døden for dig og jeg, i vor sted, for at frelse os fra fortabelsen og for Guds dom.

Jøderne i vores tekst her havde selvfølgelig ikke den fjerneste tanke om, at deres hånlige spørgsmål kunne give et hint om en sådan sandhed. Så det Jesus svarer dem i vers 23, mejer deres spørgsmål helt til jorden. Fordi den slags spørgsmål, som de hånligt stiller her, vidner om det sted, de kommer fra. Jesus siger til dem: "I er nedenfra."

Det betyder ikke, at de er nede fra helvede, men det betyder, at de er fra en moralsk falden verden, som har kurs mod helvede. De er nedenfra, de er fra en mørk verden, som er i oprør imod sin skaber. De hader Jesus, fordi han vidner om, at deres gerninger er onde. De hader ham. Jesus sagde det også til sine brødre i kapitel 7 og vers 7.

"Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde."
Johannesevangeliet 7, 7

Vil man væk fra det sted?

Vil man væk fra det sted? Den vilje til at ville væk får man først, når man kommer i erkendelse. Fordi ellers tror man bare, man er det rigtige sted, man tror bare, alt er godt, fryd og gammen. Nej — vil man væk, vil man væk fra den kurs mod afgrunden, vil man frelses fra denne fortabelse og fries ud af mørket, så begynder det med en erkendelse af, hvem man er i sin synd i lyset af, hvem Gud er i sin hellighed. Det begynder med syndserkendelse. Det begynder med anger over synden, som fører til omvendelse, som fører til troen på, at det kun er ved Guds nåde i hans søn Jesus Kristus, at der er frelse at finde.

Med den erkendelse indebærer det også en åbenbaring af, hvem Jesus er i Guds sandhed. Det er det andet element, vi skal se her i vores tekst.

Hvem er Jesus i Guds sandhed?

Vi ser i vores tekst, at det er jo langt fra den her åbenbaring af, hvem Jesus er, det, som jøderne har på det her tidspunkt. Måske vil nogle af dem senere også — måske er det derfor, Jesus bliver ved, han presser på med at forkynde for dem og interagere med dem og tale med dem. Nogen vil måske senere forstå, hvem Jesus er i Guds sandhed. Det gik i hvert fald op for flere, der hang på korset, eksempelvis med officeren — den romerske officer, der stod der ved korset og iagttog, hvordan Jesus, da han udånder. Han havde aldrig set nogen gøre det. Han iagttager, hvordan Jesus bevidst giver sit eget liv, og han priste Gud og anerkendte Jesus for, hvem han er — en retfærdig mand, det eneste retfærdige menneske.

Men for jøderne her i vores tekst er der ingen erkendelse. Som vi lige har set i vers 24, har Jesus betegnet dem som nogen, der er nedenfra, og som er af denne verden. Senere i vers 44 siger han til dem, at de har djævelen til fader. Det er det, som er baggrunden for, at Jesus giver dem den dom, som han gør. Han siger i vers 24: "Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder."

Læg mærke til her, hvordan Jesus siger synder her i flertal, hvor han i vers 21 fremhævede jødernes indstilling og holdning og tilstand af vantro og forhærdelse med udtrykket synd i ental. Så fremhæver Jesus her i vers 24 al den syndens korruption, som udspringer af den tilstand af synd. De skal dø i deres synder. De skal dø i alt det mørke, i alt det had og al den oprør, som de tilsmudser sig med i deres selvretfærdige, hykleriske, falske gudsdyrkelse, som i virkeligheden er afgudsdyrkelse. I Matthæusevangeliet 23 beskriver Jesus dem som kalkede grave. De ser smukke ud udenpå, men som indeni er fyldte med dødningeben og alt slags urenhed. De skal dø i alt det. De skal dø i alle de synder, de har inden i sig, siger Jesus — med mindre.

Med mindre — fordi der er en anden vej end døden. Jesus giver et håb her i den sidste del af vers 24, fordi han siger: "For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder." Jesus forkynder rent faktisk et håb her. Med andre ord: I skal dø i jeres synder, med mindre I tror, at jeg er den, jeg er. Det vil sige, hvis I tror, at jeg er den, jeg er, så er der en udvej ud af fortabelsen, hvor I ellers vil dø i jeres synder.

Troen på, hvem Jesus er i Guds sandhed, er det afgørende element for jeres evige skæbne. Så hvad er det præcis, Jesus giver os her som grundlaget for at slippe for fortabelsen, at blive frelst? Det er ikke bare tro som et begreb. Tro — det kan virke lidt abstrakt: du skal bare tro. Hvad er det? Hvad vil det sige at tro? Nej, det skal defineres konkret, hvad tro er. Det er tro med et bestemt indhold. Det er det, vi taler om her. Det er troen med et bestemt indhold, og tro defineret i forhold til det indhold. Indholdet af den tro er troen på det, som på græsk er egō eimi. Egō eimi — bogstaveligt oversat: "Jeg er." Kan I sige egō eimi?

Frelsende tro er en tro, som er rettet mod Jeg er. Vi har sunget det også her i lovsangen, Jeg er. Det oversætter vi så til i vores danske oversættelse her: "Jeg er den, jeg er." Det vil sige: jeg er den, som jeg også tidligere har forkyndt jer hvem jeg er. Det vil sige for eksempel det levende vand, for eksempel livets brød. Det er principielt også rigtigt, fordi det er den, Jesus er, og det peger på, hvem han er. Men på græsk er det bare ikke det, der står her. Der står bare: "Jeg er." Egō eimi. Jeg er.

Lige præcis i den her kontekst, rent sprogligt, er betydningen dybere end "jeg er den, som jeg har sagt, at jeg er." Det er dybere end det. Fordi hvis det havde været den her betydning, at "jeg er den, som jeg tidligere har forkyndt jer, at jeg er" — for eksempel livets brød og det levende vand — så ville det rent faktisk højst sandsynligt have stået og være blevet formuleret anderledes på græsk. Af den årsag ser vi, hvordan flere, ja, har lagt mærke til, hvordan Gud beskriver sig selv særligt i Det Gamle Testamente, og vi ser det særligt i Esajas' Bog, hvor Gud bliver beskrevet som "Jeg er", eller "det er mig". Men naturligvis også i den klassiske tekst fra Anden Mosebog kapitel 3 og vers 14, hvor Moses mødes med Gud, og han er kaldet til at gå til Farao for at befale ham om at lade hans folk gå. Moses spørger Gud: jamen, hvem skal jeg sige du er? Og Herren siger til ham: du skal sige til Farao: "Jeg er, jeg er den, jeg er."

"Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«"
Anden Mosebog 3, 14

Når vi så tager det med, at Jesus også gentager det her egō eimi-navn, altså Guds navn, helt utvetydigt i vers 58 i kapitel 8, når han siger: "Jeg er. Egō eimi. Før Abraham blev født." Så bliver det meget tydeligt, at Jesus bevidst identificerer sig med Det Gamle Testamentes navn Jahve. Det navn, som sand tro må være rettet mod for at undgå at dø i sine synder.

Når Jesus bruger egō eimi om sig selv, så gør han det. Hvis ethvert andet menneske gjorde det, så ville det betyde blasfemi. Men når Jesus gør det, så er det det mest naturlige, man kan gøre, fordi han er Gud, og han er menneske. Amen. Hvis ikke mennesker kommer til ham i tro, så er der ingen adgang til Faderen. Johannesevangeliet 14, 6 siger: Jesus siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet, og ingen kommer til Faderen uden ved mig."

"Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«"
Johannesevangeliet 14, 6

Men jøderne i vores tekst forstår ikke implikationen ved det, Jesus siger, så de spørger: "Hvem er du?" Og Jesus svarer: "Jeg er den, som jeg har sagt jer fra begyndelsen." Jeg er den, jeg har sagt jer fra begyndelsen. Begyndelsen af sin tjeneste i Galilæa? Ja. Men Gud har talt til sit folk gennem profeterne i generationer, og Messias' komme — jeg har talt det her fra begyndelsen, fra begyndelsen, siden begyndelsen. Ja, siden begyndelsen af verden, hvor Ordet var i begyndelsen, Johannesevangeliet 1, Kristus.

Jesus fortsætter med nogle afsluttende ord her også i vers 26 i forhold til dommen over de vantro. Meget mere kunne jeg sige om, hvad denne dom indebærer, men summen af den har jeg allerede understreget to gange i teksten her: "I skal dø i jeres synd." Hvorfor? Hvad er det, vi har set? "I skal dø i jeres synd" nummer ét, fordi de ikke ser, hvem de selv er i deres synd. Nummer to, fordi de ikke forstår, hvem Jesus er i Guds sandhed.

Nummer tre — det med Guds sandhed fremhæver Jesus også her i vers 26, når han understreger, at det Jesus taler om til verden, om synd, om dom, om retfærdighed, det taler han om i Guds sandhed. For han, som har sendt ham, Faderen, er sanddru. Faderen er sanddru, og han taler med ord fra Faderen. Det er derfor, at det er i Guds sandhed. Faderen har givet Sønnen autoriteten som dommeren over verden, det vil sige autoriteten til at dømme verden med Sandhedens ord. De, som ser Sønnen som han er, i den autoritet, som han har som Guds søn og som Guds Messias, og bøjer sig for ham, bøjer sig for hans magt, bøjer sig for hans autoritet i ærefrygt og i tilbedelse — de kan modtage det, som dommeren er kommet for også at vise mod de, som ydmyger sig: nemlig at han er kommet for at vise dem nåde og tilgivelse, frelse fra fortabelse.

Men igen ser vi her i vers 27 det tragiske: jøderne forstår ikke, hvad han taler om. De forstår simpelthen ikke, hvad han taler om — at han med hensyn til ham, som har sendt ham, taler til dem om Faderen. De forstår det ikke. På trods af det, selvom de ikke forstår ham, fortsætter Jesus sin forkyndelse. Han fortsætter med at tale til dem.

Hvad gjorde Jesus i sin ophøjelse?

Nu kommer vi ind på det tredje og det sidste element her i den erkendelse, som fører mennesker ud af fortabelsen. Det er erkendelsen om, hvad Jesus gjorde i sin ophøjelse.

Det er klart, at den fulde erkendelse af, hvad Jesus gjorde i sin ophøjelse, den fulde erkendelse af den begivenhed er ikke mulig for nogen på det her tidspunkt. For Jesus taler ikke om noget, som er sket — vers 28 — men han taler om noget, som skal ske. Men det, som skal ske, har profeterne også talt om. Profeterne talte jo om det, som skulle komme. Profeterne talte om det, som skulle ske. De talte om den begivenhed, som lå forud. Og det gjorde de gennem generationer, således at Guds folk kunne se frem imod Guds løfter, kunne se frem imod det, som skal komme. Og de kunne tro på de løfter, og deres tro kunne regnes dem til retfærdighed, ligesom vi læser om Abraham, at han troede, og det blev regnet ham til retfærdighed. Han blev retfærdiggjort på grund af det, han troede på, om det, som skulle ske i forhold til Guds løfter.

Nu er vi kommet til et tidspunkt i frelseshistorien her, hvor alle Guds løfter sådan set er ved at kulminere i den ene store, ultimative begivenhed i Guds plan om at frelse sit folk fra fortabelse. Det hele er ved at kulminere. Og det er den begivenhed, som Jesus nu sætter ord på i vers 28, når han siger til dem: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv, men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg."

Når vi læser ordet ophøjet her, hvad tænker vi så? Når vi normalt bruger ordet mange gange, så er det sådan det her med, at vi ophøjer nogen. Vi priser nogen, vi ophøjer nogen — det er da noget positivt, er det ikke? Her bliver vi simpelthen nødt til at gå tilbage til kapitel 3 vers 14 for at se, hvad betydningen af ophøjelse er. Når I får ophøjet — gå tilbage til kapitel 3 vers 14, og vi læser, hvad der står der.

"Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham."
Johannesevangeliet 3, 14-15

Det er i den forstand, vi skal forstå det her ord ophøje. Så hvad var det for noget med den her slange i ørkenen? Det var en kobberslange, som Herren befalede Moses, at han skulle lave. Han skulle sætte den her kobberslange, som han havde lavet, på en stang, som han så skulle ophøje, det vil sige sætte højt op på den her stang. Således at israelitterne, som var ved at gå fortabt — det var på grund af, at de havde syndet mod Gud, og de var ved at gå fortabt på grund af den slangegift, der blev — de blev bidt af giftige slanger, så de var ved at gå fortabt — men ved at se på den kobberslange, som var blevet ophøjet, løftet op på den her stang, så kunne de blive frelst fra deres fortabelse, hvis man kan sige det sådan.

Det er den form for ophøjelse, vi taler om her. Det er en ophøjelse, hvor vi skal se det her billede af den her kobberslange, som bliver fastmonteret på et stykke træ, på en træstang, som bliver løftet højt op for at alle kan se det, for at hele folket har mulighed for at vende deres blik hen imod det og se det og blive frelst. Det er det billede, som bliver tegnet her.

Når Menneskesønnen — når I får fat i ham, når I får fat i Menneskesønnen, og når I fastmonterer ham på et stykke træ og løfter ham op, så at alle kan se ham, så skal I forstå. Når I får hængt ham på korset, når han bliver løftet op, ikke bare fysisk, men når han bliver ultimativt løftet op i sin død, sin opstandelse, løftet op til Faderen, ind i hans nærvær, ind i hans herlighed, helt derind hvor han kom fra. Så skal I forstå, at jeg er den, jeg er, siger Jesus.

Så skal I forstå, hvad egō eimi "Jeg er" betyder. Og på grund af den begivenhed, Sønnens lydighed over for sin Fader indtil døden på et kors, så skal Sønnen ophøjes, og han skal skænkes navnet, som er over alle navne. Filipperbrevet 2, 9: "for at Jesu navn, for at for hans navn at hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende det til Guds Faders ære."

"Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære."
Filipperbrevet 2, 9-11

På den dag, på den dag skal alle øjne åbnes, både dem der frelses og dem der går fortabt. De skal alle sammen se det. De skal alle forstå det. Alle knæ skal bøje sig, og de skal erkende, hvad Jesus egentlig gjorde i sin ophøjelse: at han sejrede over synd og død som Herre og som frelser og som Kongernes konge.

De skal se det, som Jesus siger i vers 28 og 29, at alt det, han gjorde, det gjorde han, fordi det var noget, han gjorde, som var ledt af Faderen. Det var noget, som var bestemt af Faderen, bestemt af ham, som havde sendt ham, ham som hele vejen igennem havde været med ham, ham som aldrig forlod ham, ham som aldrig svigtede ham, men som sørgede for sin søn, så han kunne opfylde al retfærdighed og gøre det, som var ret i hans øjne.

Selvom de her ting endnu ikke var sket, mens Jesus talte til jøderne her, så var det, som om at han med sine ord åbnede et vindue ind i fremtiden, et vindue ind til den forestående fremtid. De som kiggede ind gennem det vindue i tro, de så ind i det, som er Guds frelsesplan. Og derfor kom mange — vers 30 — til tro, da Jesus talte sådan. Det var, som om at de så ind gennem det her vindue. Det var, som om at de fik et glimt af, hvad Jesus egentlig var på vej til at gøre i sin ophøjelse. I tro klyngede de sig til det håb, så klyngede de sig til det håb.

Det er det, som troen har gjort gennem generationer. De har hørt Guds løfter. De har, som om at de har set ind igennem et vindue af det håb, som Gud har for os i sine løfter, for os i sine løfter omkring frelse. Og de klyngede sig til det håb i tro, og deres tro blev regnet dem til retfærdighed. Amen.

Et kald til en døende verden

Vi har set nogle fantastiske dybder i den her tekst i dag, både hvad angår fortabelse og frelse. Men i virkeligheden er det meget simpelt: brødre og søstre, se hen til Jesus Kristus, se hen til Kristus, forstå at han er Gud og menneske, forstå at han døde og opstod for syndere som du og jeg — du og jeg, som har overtrådt hans love, som har forbrudt os imod hans hellige standard. Forstå hvem du er i din synd og vend om til ham i tro. Det er kaldet til en døende verden.

Vi som har hørt det kald, vi kan bare blive ved med at høre det, ikke rigtigt? Vi kan bare blive ved med at høre evangeliet. Vi kan bare blive ved med at høre det og fryde os over, hvor fantastisk det er, det som Gud har gjort i vores liv. Vi tænker på vores frelse, hvordan Gud har frelst os ud af fortabelse, hvordan han har ført os ud af mørket. Når vi hører evangeliet, undrer vi os over det. Så er det bare fantastisk, wow.

Men du, som hører det her kald, du som måtte høre det her i dag, og som ikke har den her faste forankring af tro til frelse endnu, du som ikke ved, om hvis du døde i dag, ville gå fortabt eller blive frelst — så er kaldet bare gennem det her budskab også: vend om til ham i dag. Erkend, hvem du er i din synd, hvem Jesus er i Guds sandhed, og hvad Jesus gjorde i sin ophøjelse. Erkend det, forstå det, forstå hvad Jesus gjorde på det kors, da han døde for syndere som dig. Tro på ham af hele dit hjerte, påkald hans navn. Så skal du gå fra et liv, der har kurs mod fortabelse, til et liv, der har kurs mod himlen.

Så skal du komme til at forstå, hvor Jesus virkelig er fra. Han er ovenfra, for han er Gud, der kom ovenfra ned og blev menneske. Han har lovet os herned fra, at når vi omvender os og tror på ham — prøv at høre Guds løfter her — så har han givet os løftet om, at han vil flytte os fra, hvor vi er, til hvor han er. Han vil flytte os fra det rige, som er nedenfra, og over til det rige, som er ovenfra. Kolossenserbrevet 1, 13 siger, at han, altså Faderen, friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige. Han flyttede os. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.

"Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse."
Kolossenserbrevet 1, 13-14

Prøv at høre Efeserbrevet 2, 6: der står, at han, altså Faderen, oprejste os sammen med ham, altså Jesus. Hvad gjorde han? Han satte os med ham i himlen. Så han har flyttet os over i hans rige, og så har han sat os med ham i Kristus Jesus i himlen. Amen.

"og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus,"
Efeserbrevet 2, 6

Kan jeg få et lille forsigtigt amen? Amen. Amen. Når du bliver sat der i ham, så er du ikke længere nedenfra, men ovenfra, i kraft af din enhed med Kristus. Aldrig mere skal du være lost. Aldrig mere skal du flakke rundt som et får uden en hyrde, uden retning, uden mening, uden formål. Men i Kristus har du frihed. I Kristus har du syndernes forladelse, du har fred med Gud, du har evigt liv, du har retning, du har mening, du har formål. Ja, i ham har vi — Efeserbrevet 1, 3 — al himlens åndelige velsignelse. Nu er vores borgerskab i himlen. Nu er vi nye skabninger i Kristus Jesus, Anden Korintherbrev 5, 17. Det gamle, det er forbi, noget helt nyt er blevet til.

"Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!"
Anden Korintherbrev 5, 17

Gud har åbnet en dør ind til sit himmelske rige foroven for dig, og det er nu blevet dit hjem. Det er vores hjem.

Sikke nogle fantastiske løfter, som evangeliet giver os. Men forstå også advarslerne i dag: hvis ikke du tror egō eimi, "Jeg er", hvis ikke du tror på Gud og hans søn Jesus, som han sendte, så er der kun et andet scenarie for dig, og det scenarie er fortabelse. Hør nødråbet fra Hebræerbrevet kapitel 3 og vers 15: "Om I dog i dag vil lytte til ham. Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret." Ydmyg hellere dit hjerte for Herren og se hen til hans nåde i tro.

"Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret,"
Hebræerbrevet 3, 15

Jesus Kristus, han er kommet ovenfra ned som Messias, som frelseren og Herren. Og enhver, som påkalder hans navn, skal frelses. Sikke et håb.

Amen.