Hvorfor skal vi bede?

Hvorfor skal vi bede?

0:00

/1751

1×

Jeg vil gerne dele et ord med jer i dag fra Lukasevangeliet kapitel 11, hvor Jesus lærer os om bøn og giver os et billede på bønhørelse. Det er overskriften i den danske bibel: om bønhørelse. Men titlen på min prædiken i dag er som bekendt: Hvorfor skal vi bede?

I begyndelsen af kapitlet ser vi, at disciplene kommer til Jesus med en helt særlig forespørgsel. De siger til ham: "Herre, lær os at bede." En fantastisk forespørgsel, som vi også har lov til at gentage overfor Gud den dag i dag. Herre, lær os at bede.

Som svar på deres forespørgsel lærer han dem fadervor, som vi nok kender bedst i den form, som det er nedskrevet i Matthæusevangeliet kapitel 6, hvor det også står i dets mere klassiske form. Med fadervor lærer Jesus sine disciple, og lærer os, for det første hvem vi skal bede til, at vi skal bede til vores himmelske far. For det andet lærer han dem, hvad de skal bede om. Han giver dem nogle centrale emner til deres bøn til Gud. For det tredje lærer han dem også vigtigheden af at se bort fra sig selv og vende sit blik mod Gud og sætte fokus på ham, idet han lærer os at bede: Helliget blive dit navn, komme dit rige og ske din vilje. Vi må vende blikket mod Gud, når vi kommer til ham i bøn.

Med fadervor lærer Jesus sine disciple, hvordan de skal bede. I Matthæus 6 indleder Jesus også ordene omkring fadervor. Der siger han sådan her: "Derfor skal I bede således." Så det er simpelthen en model for bøn. Det er indholdet, det er elementerne, prioriteterne og fokus, som Jesus lærer os med fadervor. Det er godt for os at vide. Det er vigtigt for os at vide, hvad det er, vi skal bede Gud om, hvad han selv lægger os på hjertet at bede om.

Men Jesu undervisning om bøn stopper ikke der. Indtil videre har han kun lært disciplene, hvordan de skal bede. Han vil også gerne lære dem, hvorfor de skal bede. I passagen, som vi skal se på i dag, giver han os og disciplene tre gode grunde til at bede.

For det første, den første grund, det er, at vi har brug for hjælp. Vi har et stort behov for hjælp, hvad enten vi indser det eller ej. For det andet fordi Gud er trofast og mægtig. Han har lovet at svare på vore bønner, og han er mægtig til at gøre alt, hvad vi beder ham om. For det tredje fordi Gud er gavmild. Han er vis og nådig og ivrig efter at give os gode gaver.

Så Jesus opmuntrer os til bøn af de her tre årsager: at vi har brug for hjælp, at Gud er trofast, og at Gud er gavmild. Det er de tre punkter, vi skal se på i dag. Lad os starte med lige at læse selve lignelsen sammen her fra vers 5 til vers 8 i Lukas 11.

"Han sagde også til dem: »Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for."
Lukasevangeliet 11, 5-8

En mand i en desperat situation

Vi har her en mand, der får uventet besøg. Han står i den uheldige situation, at han ikke har noget at servere for sin gæst. Den situation virker måske ikke så problematisk for os i dag i vores tid og vores kultur. Men i den kultur, som Jesus taler ind i, og den tid, han taler ind i, var det her en yderst pinlig og skamfuld situation ikke at kunne byde sine gæster noget at spise.

Vi får det indblik, at det er så skamfuldt, at manden her for ligesom at redde sig ud af situationen er villig til at gå over til sin ven midt om natten, vel at mærke, for at spørge ham om noget brød til sin gæst. Det er ikke bare sådan, han forsigtigt går over og ser efter, om vennen tilfældigvis stadigvæk skulle være vågen. Han får faktisk det indtryk, at han muligvis vækker ham eller i hvert fald forstyrrer ham, og banker på hans dør og fortsætter med at banke, indtil han får det, han kom efter. I vers 8 læser vi om hans påtrængenhed. At han var påtrængende. Det er faktisk et godt ord for det, han er her. Han er både upassende, lidt frembrusende i sin adfærd, og han er også vedholdende. Han bliver ved, indtil han får hjælp fra sin ven.

Her har vi så hans ven i lignelsen, som måske lå og sov, indtil han blev vækket, og som overhovedet ikke er indstillet på at stå op for at hjælpe sin ven. Jer, der har små børn, kender det sikkert godt. Jeg kan i hvert fald selv huske det, selvom det er nogle år tilbage. Man ligger der i sengen, der er endelig ro i huset, og man er dødtræt og trænger til en god nats søvn. Bedst som man er faldet godt i søvn, er der et barn, der begynder at kalde, og man ligger der under en dejlig varm dyne og håber måske, at det går i sig selv igen. Lidt desperat prøver man at snakke med barnet fra sengen af for at få det til ligesom at gå over. Men barnet bliver ved med at kalde, og til sidst må man overgive sig og komme ud af sengen og komme barnet til undsætning. Måske ikke altid for barnets skyld, men bare i håb om at få genskabt natteroen, så man kan komme tilbage under dynen.

Vennens aktion her er meget menneskelig og forståelig, selvom den ikke er særlig forbilledlig selvfølgelig. Men det er i bund og grund lignelsen. En besynderlig historie, kan man sige, om en mand i en desperat situation og en doven og træt ven, som kun vrangvilligt giver ham, hvad han beder om.

Så hvordan bruger Jesus den her lignelse til at lære os noget om bøn? Vi vil starte med at se nærmere på den her mand, der får uventet besøg, og derefter gå igennem resten af passagen.

Vi har brug for hjælp

Jesu pointe med at fortælle den her lignelse er at give et eksempel fra sine lyttere på en situation, som de kunne genkende som en kritisk og lidt desperat situation, som vi har været inde på. Manden her er i knibe. Han har virkelig brug for hjælp. Han har ikke mere mad i huset. Han kan ikke bare sådan lige trylle noget frem. Han har ikke engang mel, så han kan bage noget til ham. Han er virkelig på den, den her mand.

Hvad gør man så, når man er i en desperat situation? Jamen, så søger man hjælp. Man ringer til en ven, hvis man kan det. Hvis ikke man kan ringe til ham, så må man gå over til ham. Hvis han sover, jamen så må man vække ham.

Den her villighed hos manden til at bede om hjælp, den her villighed til endda at ulejlige andre, afhænger af, hvor desperat ens situation er. Hvis man ikke har noget behov, jamen så er der heller ikke nogen grund til at spørge om hjælp. Har man et lille behov, så kan hjælpen godt vente lidt til et mere belejligt tidspunkt. Men hvis det er et stort behov, jamen så må det koste, hvad det vil, for at få den hjælp, man har brug for.

Den åbenlyse parallel til bøn her er selvfølgelig, at manden, der går hen for at bede sin ven om hjælp, ligesom Jesus kalder os til at gå til Gud for at bede om hjælp. Så i realiteten er det Jesus, han beskriver her. En bedende mand. En bedende person, en der har et behov. Det er en, der er blevet klar over, at han er på den, hvis ikke han får hjælp. Det er en, som er desperat og i nød, kan man sige.

Når Jesus her underviser om bøn, så gør han det ved at sammenligne os med en mand i en desperat situation, der har brug for hjælp. Læg mærke til også, hvordan Jesus starter lignelsen. Han starter ikke sådan i tredje person med "der var en mand, som havde en ven", som han normalvis gør i andre lignelser. Men han starter med ordene: "Hvis en af jer har en ven." Så han taler direkte til os i den her situation.

Indser vi vores eget behov?

Den første grund til bøn, den første grund til at bede, det er, at vi er trængende. Vi har et behov, som vi ikke selv kan dække. Vi har behov for hjælp. Men spørgsmålet er, om vi er klar over det. Spørgsmålet er, om vi har indset, hvor stort vores behov er, og hvor desperat vi i virkeligheden er efter Guds hjælp.

Hvis hjertet i en bedende person er et trængende hjerte, et desperat hjerte, et hjerte som råber ud til Gud — jamen, hvad siger min manglende bøn så om mig? Tak Gud, jeg har det egentlig fint. Jeg er okay med tingenes tilstand. Skulle der være noget, så klarer jeg det bare selv. Det er fint, Gud. Jeg klarer mig.

Det er en af udfordringerne måske især i vores del af verden, at på mange måder så klarer vi os fint. Vi har mad og tøj. Vi har et sted at bo og forskellige ting, vi kan fornøje os med. Får vi uventede gæster midt om natten, jamen så kan vi bare gå ned i døgnkiosken og købe noget. Vi er godt dækket ind.

Men hvis vi går til skriften og ser, hvad Guds ord har at sige om os. Hvis vi tager de åndelige briller på og kigger på vores egen situation og på verden omkring os. Så får vi forhåbentlig øje på et behov.

Læg mærke til her, at manden i lignelsen siger til sin ven, i vers 6, han siger: "En ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham." Det er den åndelige situation i vores liv. Vi har vores egne åndelige behov, og så er der mennesker omkring os, som Gud sætter på vores vej, ofte i uventede situationer, som Gud kalder os til at sørge for. I os selv har vi ikke noget at byde dem åndeligt set.

Når jeg ser efter i mit eget liv, så er det ofte den situation, jeg befinder mig i. Jeg har ikke noget at give og må bede Gud. Gud, giv mig et ord, så jeg har noget at give til menigheden. Giv mig visdom, som jeg kan lære videre til mine børn. Giv mig kærlighed, som jeg kan elske andre med. Giv mig gudsfrygt, så jeg kan ære dig med mit liv. Giv mig en sult efter dig, så jeg søger dig mere. Giv mig en brand for evangeliet, så jeg kan forkynde det for andre. Giv mig mere af dig selv, for jeg har sådan brug for dig i den opgave, du har givet mig.

Giv os styrke, Gud, for vi er svage. Giv os din rigdom, for vi er fattige. Hjælp os, for vi er hjælpeløse.

Jeg elsker kong David, som hele fire gange i Salmernes Bog i fire forskellige salmer udbryder overfor Gud: "Jeg er hjælpeløs og fattig." Hvortil han beder: "Red mig, svar mig, skynd dig at komme til mig."

Jo mere vi indser vores behov for Guds hjælp, des mere vil det også drive os til at kalde på ham i bøn. Det er den første grund til at bede, at vi har brug for hjælp.

Gud er trofast

Basalt set er der to ting i vores liv, der kan hindre bøn eller gøre os tilbageholdende i bøn. Den ene er det, som vi lige har talt om, at vi tror ikke, vi mangler noget. Den anden hindring til, at vi ikke beder, det kan være, at vi ikke tror, at vi vil få det, vi beder om. Vi erkender måske, der er et behov, vi kan godt se, vi har brug for hjælp, men vi tror ikke for alvor på, at det gør nogen forskel at bede. Det er den tvivl og vantro, som Jesus tager fat på i resten af passagen her.

For Jesus forsikrer sine disciple om, at det gør en forskel at bede. Gud er trofast. Det er det andet punkt, vi skal se på.

Uden i første omgang at referere til Guds godhed og gavmildhed, så argumenterer Jesus ganske enkelt ud fra det her eksempel med en doven og modvillig ven. Selv hvis din ven var sådan, jamen så ville du alligevel få det, du bad om, hvis du bare var påtrængende nok. Selvom det måske var upassende, jamen så vil du få det, du har brug for, hvis bare du er vedholdende.

I vers 9 og 10 ser vi Jesu egen konklusion på lignelsen. Han giver det her eksempel og konkluderer så i vers 9 og 10 med nogle af de mest fantastiske løfter, vi har i forhold til bøn.

"Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for."
Lukasevangeliet 11, 9-10

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan Jesus skulle kunne gøre det her tydeligere, end han gør her. Bøn, det gør en forskel. Den, som beder, får. Punktum. Gud er trofast, og han holder, hvad han lover.

For disciplene var alt det her med bøn temmelig nyt. At de på den måde kunne bede til deres far i himlen. Bare det at få lov til at bede til Gud som deres far var helt vildt for dem. Det er i virkeligheden også helt vildt for os i dag, at vi kan få lov til det.

Det, som Jesus forsikrer dem om her, det er, at Gud er meget seriøs omkring bøn. Han holder os ikke for nar. Han både kan og vil give os, når vi beder til ham. Gud vil, at vi skal stole på ham. Han vil, at vi skal fortsætte med at bede, selvom vi ikke får svar lige med det samme. Manden her i lignelsen var vedholdende i bøn. Han fortsatte med at bede. Han fortsatte med at blive ved at banke på, indtil der blev lukket op for ham.

Men betyder det så, at Gud er som vennen her, der sådan kun vrangvilligt giver os, hvad vi beder om, hvis vi bare plager ham længe nok? Er det det, han vil sige med det her? Nej, det er det tydeligvis ikke. Gud er på ingen måde som den her ven, og det vil vi komme tilbage til om lidt.

Vedholdenhed i bøn

Pointen med at være vedholdende i bøn er lidt noget andet. Ligesom Gud er seriøs omkring bøn, så vil han også, at vi skal være seriøse. Hvis vi en dag beder om en ting, og en anden dag beder om noget andet, og en tredje dag noget andet, jamen så har vi måske helt glemt de to ting, vi havde bedt om de forrige dage. Hvordan kan vi så påstå, at vi faktisk mener, hvad vi beder om? Hvordan skal vi nogensinde opdage, at vi får bønnesvar, hvis ikke engang vi selv kan huske, hvad vi har bedt om?

Hvis vi derimod tænker efter i vores hjerte og ser på omstændighederne omkring os og fokuserer ind på et behov, om det er åndeligt eller sjæleligt eller materielt, jamen så vil det behov, hvis det er tydeligt for os, helt naturligt lede os til at søge Guds hjælp og indgreb.

Det, der samtidig kan ske for os, det er, at vi lader munden løbe, når vi beder. Vi beder for det ene og for det andet og for det tredje. Men det er ikke vores mange ord, som Gud lægger vægt på. Det er de bønner, der kommer fra hjertet, og som bedes i tro og tillid til ham.

I Jeremias 29, 12-14 siger Gud sådan her til sit folk:

"Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren."
Jeremias' Bog 29, 12-14

Bøn starter med et trængende hjerte, et desperat hjerte, som helhjertet råber til Gud.

Gud er trofast, og det er den anden grund til, at vi skal bede. Guds løfter i forhold til bøn står fast, og det gør en forskel at bede, fordi den, der beder, får. Det er Jesu løfte til os.

Gud er god og gavmild

Vi skal læse den sidste del af passagen her, som også skal hjælpe os til at forstå, hvad den her vrangvillige ven skal betyde. Vi kommer her til det tredje punkt, at Gud er god og gavmild. Vi læser vers 11 til 13.

"Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!"
Lukasevangeliet 11, 11-13

Passagen, vi lige har læst her, fra vers 9 til 13, findes næsten magen til i Matthæusevangeliet kapitel 7. Men Matthæus slutter af med ordene:

"Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!"
Matthæusevangeliet 7, 11

Her står der Helligånden, men det andet sted står der gode gaver i den samme passage.

Jesus stiller her en stærk kontrast mellem jordiske fædre og vores himmelske far. Hvis jordiske fædre, som er onde — eller kan man sige, som er syndige, som er syndere — hvis de forstår at give deres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke vores himmelske far, som er fuldkommen, give os gode gaver eller endnu bedre gaver?

Nøglet her, det er det her med "hvor meget snarere". Hvor meget bedre er ikke vores himmelske far end vores jordiske fædre. Sådan skal vi også forstå vennen her i lignelsen. Der er et kontrastforhold mellem mennesker og Gud, og det gælder også her. Gud er ikke som den her ven, som jeg tidligere var inde på. Nej, han er væsentlig anderledes på en række områder.

For det første finder vi vennen i seng. Han er sovende eller på vej til at falde i søvn. Men Gud sover aldrig. Han er altid vågen. Han er altid klar til at hjælpe. Altid klar til at høre vores bøn.

For det andet giver vennen her kun vrangvilligt, hvad han beder om. Men Gud er mere end villig til at give. I Andet Korintherbrev 9, 7 taler Paulus om gavmildhed, og han siger:

"Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver."
Andet Korintherbrev 9, 7

Sikkert nogle vers, I har hørt før. Men ligesom Gud elsker en glad giver, så er Gud selv en glad giver. Han svarer ikke på vores bønner vrangvilligt eller under pres, men han er mere end villig til at give os, når vi beder til ham.

En tredje ting, hvor Gud er anderledes end den her ven, det er, at vi ser i lignelsen, at det er upassende for manden at komme der midt om natten og bede om hjælp. Sådan er det aldrig upassende at komme til Gud og ulejlige ham. Ligesom jordiske fædre gerne lytter til deres børn, hvad de har på hjertet, hvor meget mere så ikke vores himmelske far. Det er umuligt for os at ulejlige ham. For det er ham selv, der byder os at komme til ham. Det er ham, der kalder os til at råbe til ham. Det er ham, der lærer os bed og søg og bank på. Det er vores himmelske fars længsel og befaling til os.

Gud er ikke som vennen her i lignelsen, der skal presses og overtales til at hjælpe os. Gud er ikke som vores jordiske fader, men han er så meget bedre. Han er god, og han er vis, og han giver kun gode gaver.

Det er også en af grundene til, at vi ikke altid får præcis det, vi beder Gud om. En forælder, som altid giver sit barn, hvad barnet beder om, er ikke en god forælder. Det håber jeg, at de fleste ved. Ellers så er det i hvert fald en vigtig lektie også at lære, at forældre ved jo bedst og skal lære børnene, hvad der er godt for dem. Lige sådan gælder det med Gud, bare i endnu højere grad, at det er Gud, der ved, hvad der er bedst for os. Det er derfor, han også kalder os til at studere hans ord og hans løfter omkring bøn, sådan at vi netop kan bede i overensstemmelse med hans vilje. For når vi beder i overensstemmelse med den, jamen så ved vi, at han hører, hvad vi beder om, og han giver os, hvad vi beder om, og at det, vi beder om, er godt for os.

Det er den tredje grund til at bede, at Gud er god og gavmild. Han er ivrig efter at give til dem, der beder til ham.

Hvad ønsker Gud allermest at give os?

Hvad er det, han allermest ønsker at give os? Svaret finder vi her i slutningen af vers 13, som vi skal se på her kort til afslutning. Der står:

"Hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!"
Lukasevangeliet 11, 13

I parallelteksten i Matthæus står der, at faderen vil give gode gaver til dem, der beder ham. Men her står der Helligånden, fordi det er den bedste gave, Gud kan give os.

Tænk, hvilken gave det er, at Gud vil give os sig selv, sin ånd, sit nærvær, sin kærlighed, sin trøst og sin forvandlende kraft. Tænk også på åndens frugt, som følger den, der er fyldt af ånden. Hvem kunne ikke bruge mere kærlighed og glæde og fred? Hvem kunne ikke bruge mere tålmodighed, venlighed og godhed eller mere trofasthed, mildhed og selvbeherskelse? Han giver Helligånden til dem, der beder ham.

Men spørgsmålet er, beder vi til ham? Har vi indset vores behov for mere af ham i vores liv? Er vi desperate efter, at han fylder vores liv helt og kommer os til undsætning i enhver situation? Eller har vi nok? Lader vi bønnen ligge og siger indirekte til Gud: Det er fint, Gud. Jeg klarer mig. Eller: jeg tror egentlig ikke, at du har tænkt dig at hjælpe mig alligevel. Så jeg klarer mig selv.

Nej, det er det modsatte, som Jesus prøver at lære os her i den her tekst. Vi skal bede, fordi vi har brug for hjælp. Vi skal bede, fordi Gud er trofast. Vi skal bede, fordi Gud er gavmild og ivrig efter at hjælpe os og give os alt, hvad vi har brug for.

Så må Gud åbne vores øjne, så vi ser vores enorme behov for ham. Må vores hjerter længes efter mere af ham i vores liv. Må Gud også styrke vores tro, så vi forstår, at han virkelig er trofast og gavmild og ivrig efter at hjælpe os.

Amen.