Indtoget i Jerusalem

Det er palmesøndag i dag, og vi skal tage udgangspunkt i en passage i Matthæusevangeliet kapitel 21, hvor vi skal læse om indtoget i Jerusalem. Her ser vi den sande kongernes konge og herrernes herre ride ind i Jerusalem. Vi skal læse om en kroning af Jesus, der på en måde finder sted netop denne dag.

Den 8. september 2022 — jeg ved ikke, om I kan huske, hvad der skete den dag. Jeg tror, der er mange englændere, der kan huske det. Den engelske dronning Elizabeth den Anden døde den dag i en alder af 96 år, efter at hun havde siddet på den engelske trone i 70 år. Jeg tror ikke, der er nogen kvindelig monark, der har siddet på en trone i længere tid end hun har. Hendes søn Charles den Tredje skal ifølge planen indsættes og krones som den nye konge af England den 6. maj i år. Det bliver uden tvivl en stor dag. Der er mange forberedelser til en sådan kroning, mange betydningsfulde gæster vil være inviteret, og hele verdens øjne vil mere eller mindre være rettet mod England den dag.

Men i dag, denne palmesøndag, vil jeg gerne invitere jer til en anden kroning, som vi skal kigge på ud fra Matthæus 21. Vi skal ikke have fokus på en almindelig kroning af et syndigt menneske, som snart skal finde sted i England, men derimod på en kroning af kongernes konge og herrernes herre, nemlig Herren Jesus Kristus.

I vores passage, som omhandler Jesu indtog i Jerusalem op til påskehøjtiden, ser vi starten på den sidste uge af Jesu tjenestetid på jorden — den uge, som rent tekstmæssigt fylder allermest i de fire evangelier. Denne skelsættende uge er ugen, som hele Jesu liv og formålet med inkarnationen har ledt op til, og som i sidste ende efter Guds forudbestemte vilje leder til Jesu korsfæstelse, død, begravelse og til sidst opstandelse.

Det var en tid på året, hvor tusindvis af jøder og gudfrygtige hedninge var valfartet til Jerusalem, både fra Israel og uden for Israels grænser, for at fejre påskehøjtiden. For at fejre, at Gud i sin tid havde befriet dem fra over 400 års slaveri i Egypten. Det havde de gjort år efter år — fejret påsken, hvordan Gud havde befriet dem fra Egyptens jerngreb. Det var en højtid, hvor der blev slagtet tusindvis af lam. Man mindes, som vi læser det i Anden Mosebog kapitel 12, det allerførste påskemåltid, hvordan jøderne fik at vide, at de skulle slagte et lam og male dets blod på deres dørstolper, så dødsenglen ville gå dem forbi under den tiende og sidste plage.

Mange tusinder spændte og forventningsfyldte jøder havde valfartet til byen. Op mod to millioner mennesker befandt sig ifølge nogle estimater nu i og omkring Jerusalem.

En guddommelig redningsmission

Men denne pilgrimsrejse eller valfart op til Jerusalem var i Jesu tilfælde helt unik. Det var slutningen på hans pilgrimsrejse, så at sige. En rejse, som egentlig startede fra før verden blev grundlagt, hvor vi i Efeserbrevet kapitel 1 og vers 4 læser, at Gud havde udvalgt sig et folk, som han ville frelse. Et folk, som skulle stå hellige uden fejl for hans ansigt i kærlighed. Det, der nu skulle ske i denne uge, var nøje planlagt af Gud. Der er ingen tilfældigheder.

Jesus er på en guddommelig redningsmission for at frelse sit udvalgte folk, som han fra før verden blev grundlagt har valgt at kaste sin store og uendelige kærlighed på. Han vil nu leve op til det vidunderlige navn, han har: Jesus, som betyder frelser. Det var det navn, Josef fik at vide af englen Gabriel, at han skulle navngive drengen med, da han blev født, som vi læser i Matthæusevangeliet 1, 21:

"Han skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Matthæusevangeliet 1, 21

Han skulle frelse sit folk — ikke fra romerne eller fra nogen politisk overmagt, ikke fra fattigdom og usle kår, ikke fra et dårligt selvværd eller hvad man nu kan finde på, men han skulle frelse dem fra deres synd. Synd, som i sidste ende adskiller mennesket fra Gud i al evighed.

Mange tusind lam blev slagtet i påsken. Historikeren Josefus nævner, at der ét år blev slagtet lidt over en kvart million lam. Prøv lige at tænke på det — 250.000 lam. Det må give et eller andet overbelastning af nogle af leddene for præsterne, en slags tennis- eller golfalbue. Hold da op. Men det eneste lam, der i sandhed kunne tage synd bort, der i sandhed kunne fjerne synd og hvidvaske et synderhjerte, det var ingen anden end Jesus selv. Han skulle være det Guds lam, som skulle bære verdens synd, som vi læser i Johannesevangeliet kapitel 1. Han skulle lade sig straffe på korset under Gud Faders hellige, retfærdige, fortærende vrede mod synden. Ved sin egen død skulle Jesus give sit liv som løsesum for mange, som der står i Markusevangeliet 10, 45:

"For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."
Markusevangeliet 10, 45

Det, der ender med, at en stor folkeskare i slutningen af denne uge råber "korsfæst, korsfæst, korsfæst", begynder faktisk denne palmesøndag, som vi skal læse, med jubel og pris og sang fra — tankevækkende nok — den selvsamme folkeskare. Jesus nærmer sig nu Jerusalem.

Jesu treårige tjenestetid var ved at nærme sig sin afslutning. I den tid havde han forkyndt Guds rige med en autoritet, der aldrig før var set. Han havde mere eller mindre udryddet sygdom ved at helbrede de syge. Uhelbredelige tilstande havde han kureret — blindhed, lammelse, døvhed, stumhed, spedalskhed, kroniske blødningsforstyrrelser og så videre. Han havde udvist guddommelig magt over jordens elementer. Han havde stillet stormen. Han havde gået på vandet. Han havde skabt mad ud af intet — brød og fisk til skarer af tusinder af mennesker og mættet deres maver. Han havde udfriet mennesker fra dæmoniske magter. Han havde vist sin magt og autoritet selv over døden ved at rejse mennesker fra død til live. Jesus havde proklameret tilgivelse og frelse til mennesker. Med andre ord havde Jesus demonstreret sin magt og herlighed, så der ikke kunne herske den mindste tvivl om, hvem han er — at han i sandhed er Gud, at han er konge, at han er den længe ventede Messias, som profeterne havde talt om.

Kort før Jesu indtog i Jerusalem læser vi i de fire evangelier, at han havde helbredt to blinde mænd ved Jeriko i slutningen af Matthæus kapitel 20. Den ene af disse mænd hed Bartimæus. Vi læser også i Lukas kapitel 19, op til palmesøndag, hvordan Jesus bevidst havde opsøgt, tilgivet og livsforvandlet og frelst den værst tænkelige synder i hele Israel, tolderen Zakæus. Det er bare nogle få eksempler. I Johannes kapitel 11 læser vi om, hvordan Jesus havde vakt Lazarus fra døden til livet. Tegn og undere fulgte Jesus, og med disse tegn og undere fulgte selvfølgelig også skarerne.

Jesus var konstant omringet af mennesker. Der var nu en kæmpe forventning blandt folket om, at han var den Messias og konge, som skulle regere over Israel og gøre dem fri fra romerne, fra besætterne. De havde set nok tegn til, at det måtte være ham. På tidligere tidspunkter havde de også forsøgt nærmest at tvinge ham til at blive konge her og nu. Men hans tid var endnu ikke kommet.

At skulle befri dem fra romerne, det var ikke Jesu mission. Han var ikke en konge af denne verden, som han senere forklarer Pilatus i Johannes kapitel 18. Men han var en konge, som var kommet for at vidne om sandheden. Han var en konge, der var kommet fra et andet rige. Han var kommet for at bringe lys ind i mørket. Han var kommet for at sætte mennesker fri fra løgnens fader, fra synden, som trælbinder og leder til evig død, og fra den retfærdige gudsdom, som hviler over alle syndere. Det var det, Jesus var kommet for at redde mennesker fra. Jesus er en himmelsk konge på en guddommelig redningsmission.

Det, jeg gerne vil fremhæve i vores tekstpassage her i Matthæus 21 og de første 11 vers, kan man dele op i tre punkter. Det første punkt er, at Jesus forbereder sin egen kroning. Det andet punkt er, hvordan han bliver hyldet som konge og befrier. Det tredje punkt rejser spørgsmålet om, hvem han egentlig er — at Jesus ikke bare er en profet.

Lad os læse passagen sammen. Matthæusevangeliet 21 og de første 11 vers:

"Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: 'Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.' Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: 'Sig til Sions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.' Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: 'Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!' Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: 'Hvem er han?' Skarerne svarede: 'Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.'"
Matthæusevangeliet 21, 1-11

Jesus forbereder sin egen kroning

Vi læser i evangelierne, at folkeskarerne op til flere gange havde forsøgt ved tvang at gøre Jesus til konge, men hans tid på de tidspunkter var ikke kommet. Han var bestemt heller ikke den form for konge, som folkets syndige hjerter begærede. Men nu var tiden kommet. Kongen over dem alle nærmede sig nu Sions datter, som var et andet navn for Jerusalem. Han var kommet for at fejre påsken for sidste gang. Hans tid var nu kommet. Hans time var nu nær, hvor han skulle ofre ikke bare et andet lam, men sit eget liv på korset.

Hvor han før ikke havde tilladt folkeskaren at udråbe ham som konge — for eksempel i Johannes kapitel 6 — så iscenesætter han nu helt målbevidst sin egen kroning. Han præsenterer sig med andre ord nu offentligt og siger: Her er jeg. Jeg er jeres konge og Messias.

Hvordan indleder Jesus disse forberedelser? Vi læser, at de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget. Derfra sendte Jesus to disciple af sted og sagde: "Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl."

Jesus gør noget, der umiddelbart virker lidt besynderligt. Han sender to disciple af sted for at hente et æsel og dets føl. I sin altvidenhed ved han nøjagtigt, hvor de to dyr står, at de står sammen, og at de er bundet til hinanden. Markusevangeliet 11, 2 tilføjer den detalje, at der aldrig før har siddet nogen på det føl.

Jesus ved også, at når disciplene løser dyrene og vil bringe dem til ham, vil det vække opmærksomhed. Det kunne ligne lidt et tyveri, der er i gang. Men når de så giver svaret til den, der spørger — og det gør dyrenes ejer rent faktisk i Lukasberetningen, han spørger disciplene: "Hvad er det, I har gang i?" Det kan man jo godt forstå. Men når ejeren får at vide, at det er Herren, der har brug for dem, og at han nok skal få dem igen, så lod han dem straks gå. Det fortæller os, at det formentlig er en troende, der ejer disse dyr. Måske havde Jesus allerede på forhånd lavet en aftale med ham. Eller også var det bare i hans altvidenhed og almagt, at Jesus havde bestemt, at det var sådan, det skulle ske. Måske var det en, som Jesus personligt kendte, eller som tidligere var berørt af Jesu tjeneste.

Der var i hvert fald en øjeblikkelig villighed fra ejerens side til at betjene Herren Jesus med disse to dyr. Han fik dem også tilbage, uden tvivl nu som de mest kendte æsler i hele verdenshistorien — måske lige ud over det æsel, der talte til profeten Bileam. Det var også et ret kendt æsel.

Men alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: "Sig til Sions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl." Jesus gør intet tilfældigt. Han opfylder bevidst loven og de profetiske ord til punkt og prikke. Ved sin handling — ved at sætte sig på et æsel og helt specifikt på et føl, et trækdyrs føl, ved at iscenesætte sig selv på den måde — erklærer han med sin handling i henhold til profetien fra Zakarias' Bog kapitel 9, at han er den konge, at han er den længe ventede Messias.

Det er meget tankevækkende, at det er et æselføl, som universets konge, herlighedens herre, kommer ridende på, og ikke en stor hvid royal hingst. Der står om Jesus, at han er sagtmodig, at han er karakteriseret af mildhed. Det karakteriseres i høj grad ved Jesu første komme til jord, som var markeret af ydmyghed. Han kom ikke som en sejrende krigsherre, men som en fredsfyrste.

Hans indgang i verden, inkarnationen, var under ydmyge forhold. Født i en stald, født af en fattig jomfru. De første børneår på flugt fra en ond kong Herodes. En beskeden opvækst som en tømmers søn. De første 30 år uden den store anerkendelse eller prestigefyldte uddannelse. Så sluttede det af med en treårig tjenesteperiode, hvor der var konstant modstand fra de religiøse ledere, som til sidst ender med at korsfæste ham. Hans første komme var markeret af ydmyghed. Filipperbrevet 2 fortæller os, at han, som havde Guds skikkelse, han som var og er Gud, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Jesus kom ikke første gang i pomp og pragt, i rigdom og herlighed. Han kom fattigt og ydmygt for at tjene. Han kom ikke første gang for at slagte og uddrive Israels fjender, men for at opsøge og frelse det, der var fortabt og brudt og ødelagt.

I Matthæusevangeliet 11, 28 læser vi, at til dem, der var tynget af syndens byrder — byrder, som man i egen kraft ved loven umuligt kunne løsrive sig fra, for ingen kan opfylde lovens krav — der sagde Jesus, at de skulle komme til ham, til ham, som havde opfyldt loven. De skulle tage hans åg på sig og lære af ham, følge ham, tro på ham, for han er sagtmodig og ydmyg af hjertet, og de ville så finde hvile for deres sjæle. Han, som nu red på et trækdyr, hvis jobfunktion var at bære byrder, skulle selv bære den tungeste af alle byrder — verdens synd.

Dette var altså en unik og ydmyg kroning, som Jesus forberedte, selvom han var en konge, som er værdig al ære og tilbedelse. Han er værdig til at blive tilbedt i ånd og sandhed.

Jesus hyldes som konge og befrier

Det leder os til det næste punkt. Idet Jesus rider ind, bliver han hyldet som konge og befrier. Vi læser fra vers seks, at disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og Jesus satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen. Andre skar grene af træerne — formentlig palmegrene — og strøede dem på vejen. Skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: "Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!"

Da disciplene kom med æslets føl og havde lagt deres kapper på dem, satte Jesus sig nu på føllet. Som nævnt i Lukasberetningen var det føllet, han satte sig på. Igen gør Jesus intet tilfældigt. Målbevidst opfylder han Zakarias' profeti, som vi lige har læst, mens de bevæger sig op mod Jerusalem omringet af en kæmpe skare af mennesker — ifølge nogle kommentatorer formentlig en skare op mod 50.000 mennesker svarende til et propfyldt stadion. Skaren bestod både af dem, der havde fulgt efter Jesus op mod Jerusalem fra Betfage, og formentlig også af dem, som kom ham i møde fra Jerusalem.

Den store folkeskare begynder at brede deres kapper ud på vejen. Dem, der ikke havde kapper, skar grene af træerne. Johannesberetningen fortæller os specifikt, at det var palmegrene, de lagde på vejen. Det er derfor, vi kalder det palmesøndag.

På den måde lavede de en slags kæmpestor lang rød løber for Jesus at gå på. Hermed udviser folkeskaren på en symbolsk måde, at de anerkender Jesus som deres Messias, at han er konge. Med kapperne og palmegrenene på jorden udtrykte de med deres handling, at de var villige til at underlægge sig hans herredømme. Det var en royal modtagelse og anerkendelse.

Man havde faktisk gjort lignende tidligere i Israels historie. For eksempel i forbindelse med kroningen af kong Jehu af Israel, hvor folket lagde deres kapper på jorden under ham og udråbte ham til konge. Så dette var ikke noget besynderligt eller mærkværdigt. Det var noget, der var sket før. Palmegrene var også associeret med glædesudbrud, fest og sejr, som man kan læse om i en af de apokryfiske bøger. I perioden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente bliver der beskrevet en hændelse, hvor det lykkedes en oprørsgruppe at genvinde Jerusalem fra syrerne. I Første Makkabæerbog kapitel 13 og vers 51 — det er ikke en kanonisk inspireret bog, men ikke desto mindre kan det sagtens være historisk korrekt — står der, at de indtog byen med lovprisning og med palmegrene, med harper og cymbler og lyrer, med hymner og sange, fordi en stor fjende var knust og Israel befriet.

Det var måske også i deres erindring og bevidsthed. Der er en helt klar forventning fra folket om, at det endelig nu, langt om længe, var befrielsens time. Messias, befrieren, var kommet. Romerne havde undertrykt dem længe. Nu var befrieren kommet. Hele skaren begynder nu med stor forventning og nærmest ekstase at hylde Jesus med sang. De råber ud: "Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!"

Skaren anerkender Jesus som Messias med en af de allermest velkendte messianske titler: Davids søn. Lukasberetningen tilføjer, at de også priser ham som kongen, der kommer i Herrens navn. De råber til ham "Hosianna". De citerer her fra Salme 118, en salme de kendte ud og ind, og som blev sunget dagligt i forbindelse med højtiderne. Hvad betyder "Hosianna"? Det betyder "frels nu". Frels nu. Det er jo en fantastisk bøn at bede til den eneste, der i sandhed kan frelse.

Det eneste problem er blot, at denne skare ikke havde det fjerneste ønske om at få deres sjæle frelst. De ønskede national frelse, frihed fra romersk undertrykkelse. Jesus var i deres øjne den nøgle, de ville bruge til at få tilfredsstillet deres verdslige behov. Men som nævnt — Jesus kom ikke for at sætte mennesker fri fra fysiske, midlertidige lænker, men fra åndelige lænker. De var langt mere interesseret i en midlertidig national fredsperiode end den sande og evige fred og frihed fra synd, som kun kan findes i et frelsende forhold til Kristus.

Det var derfor, det var så nemt for farisæerne og de religiøse ledere blot få dage senere at vende denne skare imod Jesus, så snart skaren indså, at Jesus ikke havde nogen intentioner om at indfri deres verdslige ønske.

Charles Spurgeon beskriver denne skare, som kun han kan gøre det, med følgende ord:

"Du må endelig ikke tro, at alle de palmegrene på vejen og hosannaudråbene fra skaren havde noget at gøre med deres længsel efter en åndelig fyrste. Nej, de længtes efter en midlertidig befrier. Da det senere gik op for dem, at de havde taget fejl af Jesus, hadede de ham lige så intenst, som da de havde elsket ham, og udråbene 'korsfæst ham, korsfæst ham' var lige så høje og heftige, som da de havde råbt: 'Hosianna, velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.'" – Charles Spurgeon

Hvem er Jesus egentlig?

Det leder os til det sidste punkt — folkets misforståede syn på, hvem Jesus virkelig er. At han ikke blot er en profet eller en verdslig befrier.

Vers 10 til 11 læser vi: "Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: 'Hvem er han?' Skarerne svarede: 'Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.'"

Jesu indtog i Jerusalem skabte helt naturligt røre i hele byen. Han var det helt store samtaleemne. Folk spurgte: Jamen, hvem er han? Hvem er denne person, der rider på et æsel og bliver hyldet som konge? Hvem er denne Messias, som skarerne synger om? Hvem er denne Jesus? Hvem er Jesus?

Lige præcis det spørgsmål er nok det vigtigste spørgsmål af alle de tusindvis af spørgsmål, du og jeg som individ skal tage stilling til i løbet af vores liv — og hellere nu end i morgen. For du ved ikke, hvad morgendagen vil bringe. Du ved ikke, om du er her i morgen. Livet er skrøbeligt. Det har de sidste år været et bevis på, blandt andet med krigen i Ukraine og jordskælvet i Tyrkiet og andre ting. Hvem er Jesus? Hvad du konkluderer ud fra det spørgsmål, vil ifølge Guds ord afgøre din evige skæbne. Hvem er Jesus?

Verden i dag vil måske langt hen ad vejen anerkende ham som en historisk person med helt unikke høje moralske standarder, som en, der gjorde gode gerninger, en værdig rollemodel at efterligne, en god verdensborger, som gjorde verden til et bedre sted. Andre vil måske sige, at han var en profet, et taltrør for Gud, men dog blot et menneske. Måske vil nogen gå så langt at sige, at han besad overnaturlige kræfter, at han havde en eller anden form for guddommelig magt, at han var en eller anden form for guddommelig skabning alligevel, som flere sekter i dag tror på.

Jesus stillede selv det samme spørgsmål til sine disciple i Matthæus 16, 15. På det tidspunkt florerede rygterne allerede rundt omkring i landet, hvor det lød, at han måske skulle være en af de gammeltestamentlige profeter kommet til live. Der spørger Jesus sine disciple: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Det spørgsmål skal også lyde i dag, kære ven. Hvem siger du, at Jesus er? Hvad tænker du om Jesus? Hvem er Jesus?

Skriften gør det klart for os, at Jesus er evig Gud. Han er den anden person i treenigheden. Han er Ordet, som fra evighed af har været til. Han var der i begyndelsen, da verden blev skabt. Der står i Johannesevangeliet 1, 1:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud."
Johannesevangeliet 1, 1

Jesus er verdens skaber. Kolossenserbrevet 1, 16 siger:

"I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham."
Kolossenserbrevet 1, 16-17

Jesus er den eneste frelser, den eneste vej til Gud. Der findes ikke mange veje til Gud. Der er kun én vej. Apostlenes Gerninger 4, 12 siger:

"Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."
Apostlenes Gerninger 4, 12

Folkeskaren havde ganske vist anerkendt ham som Messias, Davids søn, som konge og herre, men de forstod stadig ikke, hvem han virkelig var. For dem var han ikke meget mere end blot en profet fra en anden egn, en midlertidig befrier.

At komme til den forkerte forståelse af, hvem Jesus er, og ikke anerkende, at han er Gud, og ikke kende ham som sin personlige frelser og herre — det vil have katastrofale konsekvenser for ens liv og evige skæbne. I slutningen af Matthæusevangeliet 7 læser vi om, hvordan mange, som kun havde en overfladisk tilknytning til Jesus, vil komme til ham på dommens dag. Mennesker, som måske er vokset op i kirke, vil sige: "Herre, Herre." Men fordi de ikke i sandhed havde overgivet sig til Jesus i tro og omvendelse og i stedet havde fortsat deres liv i oprør mod Gud, vil de blive afvist af Gud på den sidste dag.

Der står i Lukasberetningen, at idet Jesus nærmede sig Jerusalem, græd han over den. Det stærkeste græske ord for at græde bliver her brugt. Han græd over folkets blindhed og forhærdede hjerter. Han vidste, hvad der virkelig gemte sig i menneskets hjerte. Han vidste, at den samme skare ville ændre sin tone over for ham på blot få dage — fra at hylde ham som konge til at ønske hans død. De gjorde det, fordi skaren ikke forstod, hvem han virkelig var. De forstod ikke, at han er Kristus, den levende Guds søn — som netop var Peters gudgivne bekendelse.

De forstod ikke, at han er vejen, sandheden og livet. At han var deres eneste håb om frelse og forsoning med Gud. De forstod ikke, at romerne var det mindste af deres problemer.

Gud er en god Gud. Fuld af nåde og barmhjertighed. Sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Jesus gik hele vejen til korset for at frelse uværdige syndere og give dem liv. For at give dem vej, fred, sand glæde — og det bedste af alt, for at forsone dem til sig selv. For at bringe dem nær sig selv.

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Johannesevangeliet 3, 16

Kongen kommer igen

Jesus red målbevidst ind i Jerusalem på et æsel for til sidst at dø på et kors. Men der kommer en dag — læser vi også i Bibelen — hvor han kommer igen. Ifølge Johannes' Åbenbaring kapitel 19 skal han ikke ride på et æsel. Der kommer han ridende på en hvid hest, med navnet "kongernes konge og herrernes herre" indskrevet på sig selv. Der vil han i retfærdighed dømme hele verden.

Er du klar til den dag? Er han din konge og herre? Er han din Gud og frelser? Er han din glæde og lykke? Eller er han blot en beundringsværdig mand? En profet? En mand, man kan læse om i nogle historiske skrifter?

Kære ven, i dag er frelsens dag. I dag kan du også råbe fra dybet af dit hjerte: "Hosianna, frels nu." Jesus kommer igen — kongernes konge og herrernes herre. Hvis en konge kommer, vil han, som lige nævnt, dømme verden i retfærdighed.

Hvis du er i Kristus, har du intet at frygte på den dag. Vi længes efter den dag. Vi beder hver dag: "Fader, kom med dit rige, kom snart. Kom, Herre." Det bliver en skøn dag for os, der er i Kristus. Halleluja. For på korset tog Jesus straffen for vore synder. Han red målbevidst ind i Jerusalem, villigt, sagtmodigt, som vi læser i vers fem i vores passage. Med en selvopofrende kærlighed, som verden aldrig før eller nogensinde vil se mage til. For på et kors at give sit liv som løsesum for mange. For sine egne, for dem han har givet sit liv for, er der en enorm og ufattelig trøst at finde i vores sagtmodige og milde frelser.

Lad mig slutte af med at læse de sidste få vers fra Matthæusevangeliet 11, 28 til 30:

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."
Matthæusevangeliet 11, 28-30

For den, som erkender sit behov for en frelser, som erkender sit behov for Jesus — der vil Jesus vise sig som den mildeste, den mest sagtmodige, ydmyg af hjertet, den kærligste frelser, den gode hyrde, som vi læser om i Salme 23. Han leder sine får til hvile for deres sjæle. Han vil lede dig til grønne enge, til det stille vand, og han vil være med dig selv midt i de mørkeste dale.

Hvilken vidunderlig Gud vi har. Skal vi ikke takke ham og prise ham for, at han i sandhed er kongernes konge og herrernes herre? Må vi fra dybet af vores indre råbe "Hosianna" og ære ham — men ikke som denne skare med falske motiver.

Amen.