Jesu Kristi nåde

Mit budskab i dag har overskriften Jesu Kristi nåde, og vi skal se på vers 21 til 23 i det fjerde kapitel af Filipperbrevet, de allersidste vers i brevet. Det bliver også måden, jeg vil afslutte den korte serie, vi har været igennem i Filipperbrevet, før jeg igen vender tilbage til Johannesevangeliet og fortsætter det.

Kristus er hovedpersonen i brevet

Noget af det, vi har set i serien om partnerskab i evangeliet, det er, hvor central Kristus er i det alt sammen. Det er Kristus Jesus og vores enhed med ham, som er det, der binder alt sammen. Alt det, som vi gør sammen, bliver bundet sammen i kraft af vores enhed med Kristus. Paulus' brev til filipperne er et brev, som er skrevet til en menighed, der er forenet med hinanden, fordi de er forenet med Kristus. Og til dem forkynder Paulus i sit brev Kristus med Kristi dag for øje.

Vi bliver bevidste om, at Jesus Kristus ikke bare er et emne i brevet. Han er hovedpersonen i brevet. Og det er han forstået på den måde, at det er hans hjerte, hans sind, hans væsen, hans karakter, hans gerning, hans virke i os, hans opstandelseskraft og hans endelige sejrspris til sit folk på den sidste dag, som kommer. Det giver os nåde til at sige med apostlen Paulus: "For mig er livet Kristus, og døden en vinding". Selve livet i sig selv, det sande liv, det evige liv, er Kristus.

Det håb, som vi finder hele vejen igennem Filipperbrevet, det ser vi der. Hvad er livet, hvis ikke det leves for Kristus? Hvad er det så værd? Paulus regnede det for skarn, siger han. Alt andet regnede han for skarn. Selv det, som havde en fortjeneste i det her liv, regnede han for tab sammenlignet med det langt større at kende Kristus.

Vi har fornemmet i Paulus' ord til menigheden i Filippi, at de bærer præg af hans usikre fremtid. Han ved ikke, hvad der kommer til at ske. Men hans ord er præget af den her intense længsel efter at være sammen med menigheden igen og blive forenet helt, men mest af alt blive forenet med sin herre og sin mester Jesus Kristus. Han tænker ikke bare på nu og her, men han tænker på det store perspektiv i det hele, og på det, som han er kaldet til.

Brødre og søstre, i en tid og i en kultur og en tidsånd, hvor påvirkningen i den her verden for mange skaber en åndelig sløvhed og en ligegyldighed, der har vi virkelig behov for det her evighedsperspektiv, når vi læser Guds ord. Det perspektiv, som vi får, når vi læser, hvordan Paulus tænker, hvordan Paulus beder. Det giver os et nyt fokus. Det kalder os tilbage til at have et fokus, som er præget af Kristi tanker.

Vi, som tilhører Kristus, må, som apostlen skriver i kapitel to, stråle som himmellys i verden, selvom vi bor midt i en forkvaklet og forvildet slægt. Vi er ikke af denne verden. Vort borgerskab er i himlene (kapitel 3, vers 20). Og selvom vi lever og arbejder i den her verden med gudløshed overalt omkring os, så kan vi med Guds nåde have Kristi tanker. Vi får løftet fra apostlen Paulus i kapitel fire, at Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare vores hjerter og tanker i Kristus Jesus, hvis blot vi har tillid til Gud, og hvis vi bringer alt frem for ham i bøn.

Glem det, der ligger bagud, og stræk dig fremad

Vi har set i Filipperbrevet det her enormt opmuntrende budskab, som er funderet i visheden om Guds suverænitet på den ene side, at det er Gud, der virker (kapitel 2, vers 13). Og på den anden side har vi også et kald. Vi har også et ansvar. Fordi Gud virker i os for at gøre sin gode vilje, så skal vi gøre, hvad der er hans vilje. Vi skal handle. Vi skal være aktive. Og selvom Kristus har sejret i sin død og sin opstandelse og ophøjelse til det højeste, så kaldes vi som Guds folk til at strække os (kapitel 3, vers 13).

Vi forstår, at Gud er almægtig og suveræn til at gøre langt ud over, hvad vi beder om eller forstår. Og derfor har vi hverken tid eller råd til at sidde stille og være passive. Vi må konstant være i gang. Vi må konstant være i bevægelse. Vi må hele tiden være i gang med at strække os efter alt det, som Gud har for os, og som han har givet os at strække os hen imod. Det, som ligger forude for os. Målet, sejrsprisen, i Kristus Jesus. Det er det, vi strækker os efter.

Hvad siger apostlen om sig selv og sin fortid i den sammenhæng? Han siger: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude (kapitel 3, vers 13). Der kan være sket mange ting i dit liv før. Der kan være meget smerte, meget fortvivlelse, meget fortrydelse, meget sorg, meget synd. Men skal det hæmme vores fremfart mod målet? Paulus siger nej, det skal det ikke. Han siger: Læg det bag dig. Han siger: Stræk dig fremad. Livet er for kort og for kostbart til at sidde fast i ting, som du alligevel ikke har nogen indflydelse på.

Når du har omvendt dig, når du har taget imod Guds nåde, når du har sagt: Jesus, nu vil jeg følge dig, og du begynder at følge ham, så er det en ny vandring. Så lægger man det, som ligger bag en, tilbage, og så strækker man sig frem, og så begynder man at vandre på hans vej, en ny vej fremad. Vi kan ikke ændre på fortiden, men vi kan se frem mod at arbejde og vandre hen imod det, som Herren har for os i fremtiden.

Det var den livskraft og passion og det Kristus-fokus, som apostlen Paulus ønskede, at filipperne skulle gribe, og som Guds ord kalder dig og mig som troende til at leve med. Et liv, som svarer til Kristi evangelium (kapitel 1, vers 27), eller et liv, som stemmer med det håb, vi har i Kristus.

En personlig hilsen til hver enkelt

Paulus er nået her til afslutningen af sit brev, hvor han både har formanet menigheden til at holde sammen i enhed og bevare Kristi sindelag, og samtidig opmuntret og takket dem for den omsorg og den kærlighed og den gavmighed, som de har vist ham. Så giver han en særlig hilsen, som bestemt også rummer nogle stærke sandheder. Og det er dem, vi skal beskæftige os med her afslutningsvis. Paulus skriver her fra vers 21 i kapitel 4:

"Hils hver enkelt af de hellige i Kristus Jesus! Hilsen til jer fra brødrene hos mig. Hilsen til jer fra alle de hellige, især fra dem, der hører til kejserens hus. Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd!"
Filipperbrevet 4, 21-23

I flere af de her afsluttende hilsner ser vi, hvor personligt Paulus er engageret, ikke bare i det kirkelige arbejde som helhed, men i hvert enkelt medlem, som han beder for. Det så vi i det første kapitel, hvor han beder for menigheden. Han beder for de enkelte, og han tænker på dem, og han elsker dem oprigtigt.

Den afsluttende hilsen her er ikke bare fra Paulus personligt. Som vi læser, så er der flere andre, der også kommer med hilsner sammen med Paulus' brev, og som ønsker at sende deres hilsner til de troende i Filippi. Vi kan tale om fire grupper her, som sender deres hilsner til filipperne.

Først og fremmest er det apostlen Paulus, der giver sin egen nådeshilsen til de kristne i Filippi. Hernæst er det hilsnerne til filipperne fra de kristne ledere, som er sammen med Paulus, og muligvis endda sammen med Paulus i rummet, da han skriver det her brev. Det kan man jo godt forestille sig, at nogle af dem var. Han er i fængsel i Rom, men han er i husarrest, så der kunne godt være andre, der også var der. Timotheus og Epafroditus er der i hvert fald. Det er Epafroditus, der skal tilbage med brevet til menigheden. Muligvis har Paulus også mænd som Tykikus hos sig, der overleverede hilsner fra Paulus, og Aristark, en mand der hed Jesus, og Lukas, som skrev Lukasevangeliet, kunne muligvis også have været der. Paulus kalder dem brødrene.

I vers 22 ser vi den tredje gruppe, som er den større gruppe af kristne i Rom, som Paulus refererer til, når han skriver: Hilsen til jer fra alle de hellige. Og endelig er den fjerde gruppe de kristne, som er ansat og arbejder i kejserens hus. Den gruppe ser vi, når Paulus i slutningen af vers 22 siger: Især dem, der hører til kejserens hus. Og efter hilsnerne afslutter Paulus sit brev med en bøn til Gud, en velsignelse på deres vegne, at Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd.

Vi starter med nogle enkelte observationer ud fra nådeshilsnerne i vers 21 til 22, og så slutter vi af med at reflektere over, hvad Paulus' afsluttende velsignelse, hans afsluttende bøn, rummer af sandhed fra Gud.

Ud fra vers 21a beder Paulus menigheden og tilsynsmændene eller de ældste, som læser brevet op for menigheden i Filippi, om at hilse, ikke bare hele menigheden generelt, men hver enkelt af de troende i menigheden. I flere af Paulus' breve ser vi, hvordan apostlen blot beder de enkelte medlemmer om at bringe hilsner til hinanden. Men som vi har set i Filipperbrevet med menighedens stærke koinonia-fællesskab, det her partnerskab i evangeliet, deres stærke fællesskab, så er det vigtigt for Paulus, at lederskabet i menigheden sørger for, at hvert enkelt medlem overbringer sin personlige hilsen fra Paulus, fra brødrene, fra de kristne i Rom og fra de kristne, som arbejder i kejserens hus.

På den måde afslutter Paulus sit brev med at kommunikere til menighedens medlemmer, at I er ikke alene. Der er rent faktisk rigtig mange derude, der tænker på jer. Der er rigtig mange derude, der beder for jer. Og I er noget helt særligt. I skal vide, at vi elsker jer, og vi står sammen med jer. Det er den her ånd af samhørighed, den her ånd af solidaritet med andre troende uden for vores egen menighedssammenhæng.

Det er noget, som vi også på en særlig måde fik lov til at opleve, da vi var på besøg i Canada. Vi oplevede, hvordan menigheden mødte os med varme og med kærlighed. Og da vi havde afsluttet vores tjeneste der, så var der et nyfrelst par, som kom til os og virkelig gav udtryk for, hvordan de havde taget imod budskaberne. Ud fra et af budskaberne, hvor jeg havde delt et citat fra William Carey, havde han lavet sådan en hilsen til os med citatet på, og så havde han fået flere af menighedens medlemmer til at skrive deres hilsner på den. Den kan I få lov at se bagefter. Men det var virkelig noget, der bare varmede, at få sådan en særlig personlig hilsen fra nogen i menigheden der. Virkelig stærkt.

Der kunne man virkelig mærke det her med, at vi er et legeme lokalt, men vi er i særdeleshed også et legeme globalt. Vi har brødre og søstre mange steder, som vi både kan være til velsignelse for, men som også på en særlig måde kan være til velsignelse for os. Og det er virkelig stærkt.

Netop den her samhørighed, at vi er en del af den samme familie, er en af de særlige ting, som kendetegner det at være kristne, og som har været et vidnesbyrd over for verden gennem tiderne. Det var faktisk i den tidlige kirke noget, der vakte stor undren, for det var ikke en del af kulturen at have det sådan her. I den tidlige kirke var der mange, der iagttog, hvordan de her ugudelige hedninge, der før løj og stjal og bedrog hinanden og var voldelige og på mange måder umoralske, lige pludselig bare var forandret, fuldstændig forandret. Nu levede de fredeligt med hinanden. Nu levede de i kærlighed med hinanden. Nu viste de hinanden kærlighed og en utrolig stor omsorg. Og det gjorde de endda for dem, som var fremmede. De viste endda omsorg for deres fjender. Og det var noget, som var fuldstændig modkulturelt i den tid.

Et sådant folk, der lever på jorden, men tilhører Guds rige, det var et sådant folk, filipperne også var. Og det er et sådant folk, vi er. Og selvom de havde deres kampe, der var også interne kampe og intern uro i menigheden, så var de, som Paulus understreger i vers 21, hellige i Kristus Jesus. Deres forening med Kristus i troen helligede dem og mærkede dem som værende Guds folk. Det er en realitet, som vi også har set i den her serie. Og det har også et helt praktisk udtryk i den måde, de sørgede for hinanden på, og den måde de rakte ud i omsorg og kærlighed til andre på, herunder apostlen Paulus.

Hvilket omdømme har vi i samfundet?

Hvilket omdømme er det, vi har i samfundet? Det er et godt spørgsmål at stille. Hvordan er det, dem omkring os ser os som menighed, når de møder os? Hvad er det, de oplever? Det er klart, at Guds folk i nogle tilfælde ofte bliver misforstået og bagtalt og fejlbedømt af verden omkring os. Men generelt, hvad er det så, samfundet ser? Hvad er det, de iagttager, når de møder Guds folk? Er det kærlighed? Er det imødekommenhed? Er det omsorg, retfærdighed, ærlighed? Man kunne nævne mange andre egenskaber, og når vi nævner dem, så ville vi selvfølgelig tænke på Kristus som vores forbillede. Er det det, de ser? Er det det, de mærker? Det er værd at tænke over.

Men der er ingen tvivl om, at når det gjaldt menigheden i Filippi, så var der det her vidnesbyrd omkring dem. Og det ønskede brødrene, der var sammen med Paulus, også at være med til, ligesom at påskønne menigheden med deres hilsen.

Evangeliets kraft i kejserens hus

Det samme tema omkring den her samhørighed og vidnesbyrdet omkring filipperne kommer også til udtryk i de næste to hilsner i vers 22, hvor vi læser: Hilsen til jer fra alle de hellige, især fra dem, der hører til kejserens hus. Hilsen til jer fra alle de hellige, det vil sige alle de kristne i Rom, hvor Paulus, som bekendt, sad fængslet, da han skrev sit brev til filipperne. Og så især for dem, der hører til kejserens hus, det vil sige en hilsen fra de mænd og kvinder, der arbejdede i og tjente kejseren i det kongelige palads.

Det var mennesker som slaver, køkkenpersonale, musikere, håndværkere, staldarbejdere, bogholdere, soldater, livvagter, dommere og budbringere. Det var ganske almindelige mennesker med et erhverv, der tjente tæt på magtens centrum, og som var kommet i berøring med evangeliet og var kommet til frelsende tro på Kristus. Vi ved, at Paulus selv ledte nogle af de her mennesker, som arbejdede i borgen, til frelse. Og der var fangevogtere, som kom til tro på Jesus.

Meget naturligt, som en frugt af deres frelse, bragte de også evangeliet tilbage til de kollegaer, de arbejdede med, og delte det, som Gud havde gjort i deres liv, med dem på borgen. Og på den måde kan vi læse om, hvordan evangeliet bredte sig på borgen. Vi læser om det i det første kapitel, i vers 12 til 13, hvor Paulus siger:

"Jeg vil have, at I skal vide, brødre, at forholdene her hos mig snarest har ført til fremgang for evangeliet, så det er blevet klart i hele borgen og for alle andre, at det er for Kristi skyld, jeg er i lænker."
Filipperbrevet 1, 12-13

Sikke en opmuntring det må have været for filipperne at få sådan en personlig hilsen fra de her nyfrelste mennesker i selveste kejserens hus, som også tænkte på de hellige i Filippi og ønskede dem det bedste. Alt andet lige måtte det i hvert fald have givet dem den her følelse af, at vi er ikke alene. Der er andre derude, som tænker på os, som beder for os.

Det kan godt være, at vi nogle gange kan føle os lidt alene i dagligdagen. Men Guds folk er faktisk alle vegne, og Gud drager faktisk mennesker alle vegne. Og vi får også lov at tage del i den tjeneste at tale til mennesker om Jesus, så de også kan blive draget til ham og blive en del af hans familie og en del af Kristi legeme. Og det gælder mennesker i alle positioner, i alle samfundslag. Også her er der en opfordring til at holde ved med evangeliets forkyndelse for alle mennesker. Noget, som vi særligt har fokus på også i den her uge.

Den her hilsen fra vers 22 fortæller os noget om evangeliets kraft. Vi kan føle os svage, vi kan føle os utilstrækkelige, vi kan mange gange føle os fattige på ord. Men vi må aldrig tvivle på, hvad evangeliet formår. Evangeliet er Guds kraft. Det har en eksplosiv kraft til ved Guds ånd at overbevise mennesker om synd, dom og retfærdighed. Og når vi forstår, at vi blot er evangeliets budbringere, og at det er Gud, der bringer overbevisningen, så er det noget, der letter. Det er ikke vores evne til at overbevise, men det er Gud, der gør det, og han bruger evangeliet til det.

Gud har et folk, og vi har udvalgte brødre og søstre derude, som Gud vil drage, som Gud vil tage fat i, som Gud vil adoptere ind i sin familie. Og det vil Gud gøre ved hjælp af vores vidnesbyrd. En af de ting, der er opmuntrende for os i Filipperbrevet, det er, at ingen menneskelige svagheder er en hindring for Guds evangelium. Tværtimod. Paulus' lænker blev nærmest en fordel for evangeliet, også ved at de fleste af brødrene, muligvis også dem, som var hos ham, mens han skrev de her afsluttende hilsner, ifølge kapitel 1, vers 14 fik større mod til at tale ordet uden frygt på grund af Paulus' lænker.

Så det skulle også være et budskab til filipperne her afslutningsvis, at frygt ikke, vær ikke bange. Her er der en masse mennesker, der tjener helt tæt på kejseren og med fare for deres liv bekender Kristus som herre. Med deres tro og mod og frygtløshed bringer de hilsner til filipperne. Det er enormt trosstyrkende. Lad os ligeledes være styrket i vores tro ved de her afsluttende hilsner.

Herren Jesu Kristi nåde

Endelig giver apostlen en afsluttende velsignelse i vers 23, en bøn til Gud på menighedens vegne: Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd. Og den her bøn kommer ikke spontant eller tilfældigt. Den har ligget i Paulus' hjerte lige fra begyndelsen. Det ved vi, fordi han indleder sit brev med den samme tanke, som vi ser i kapitel et og vers to, hvor vi læser:

"Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!"
Filipperbrevet 1, 2

John MacArthur kommenterer følgende:

"Nu slutter Paulus ringen. Han begynder sit brev med at ønske filipperne noget, og han afslutter det på den samme måde." – John MacArthur

En enkelt sætning, men hvor er den betydningsfuld. James Montgomery Boice, en presbyteriansk præst, skriver:

"Paulus kunne ikke have brugt noget mere betydningsfuldt til at afslutte sit brev med. Hvis vi overhovedet forstår noget som helst af det her brev, så forstår vi, at kristendommens budskab fra start til slut er nåde, Guds ufortjente gunst over for mennesker." – James Montgomery Boice

Herren Jesu Kristi nåde. Det er hele fundamentet for vores frelse. Vi fortjener det ikke fra Gud. Vi fortjener ikke hans nåde. Det er det, der ligger i nådesbegrebet. Vi kan ikke fortjene det eller forlange noget som helst. Hver gang vi bare trækker vejret ind i vores lunger, så er det Guds luft, vi trækker ind, og han giver det frit til alle. Men som skriften også gør det klart, så er det menneskets lod en gang at dø for derefter at dømmes. Og her er det ikke ilt, vi har brug for, men det er Herren Jesus Kristus, vi har brug for. Det er hans nåde, vi har brug for. Hans liv, hans tilregnede retfærdighed, hans frelse, hans opstandelseskraft. Det er det, vi har brug for.

Mennesker kan iagttage verden og dens velsignelser og gaver og tænke på mange ting som store gaver. Man hører endda ateister beskrive det som et mirakel, når et barn fødes. Jeg har i hvert fald haft en kollega, som talte om det som et mirakel, da hans første barn blev født. Men det, som de virkelig har brug for, det er ikke fysiske mirakler eller den slags gaver og velsignelser, som jo er så fantastiske, og som er givet af Gud. Det, de virkelig har brug for, det er at få øjnene op for det største af alle mirakler. Og det er det mirakel, som kaldes den nye fødsel.

Det er, når et menneske bliver født på ny, når Gud skaber et nyt menneske ved sin kraft. Der, hvor Gud gør en død sjæl levende, hvor Gud gør et hårdt hjerte blødt. Der, hvor et oprørsk hjerte bliver et hjerte, som nu bøjer sig for Herren, og som tragter efter ham og ønsker at følge ham. Et hjerte, der nu hader sin synd. Et hjerte, der nu elsker Guds retfærdighed og Guds lov og Guds ord. Et hjerte, der, som Paulus siger i kapitel 1, vers 11, er fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære.

Alt dette, som skyldes Jesus Kristus ved hans nåde alene, ønsker og beder Paulus om, at det må være med filippernes ånd. Vores åndelige liv er det, som er afgørende. Jesus siger:

"For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?"
Matthæusevangeliet 16, 26

Det eneste, der kan hjælpe et menneske i sidste ende, det er, hvis det menneskes ånd er en ånd, som er blevet forvandlet af vor Herre Jesu Kristi nåde. Jeg vil gerne afslutte med den her centrale sandhed, Herren Jesu Kristi nåde. Paulus skriver til menigheden i Rom, i Romerbrevet kapitel 5, vers 1 til 2:

"Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed."
Romerbrevet 5, 1-2

Når et menneske erkender sin synd, når et menneske forstår: Jeg er en synder, jeg er fortabt uden Gud, jeg står fuldstændig magtesløs i forhold til at blive retfærdig, det kan jeg ikke, jeg er uretfærdig. Og når det menneske så ser Jesus Kristus som sit eneste håb, fordi Jesus Kristus er det menneske, som var fuldkommen retfærdighed, det eneste retfærdige menneske, det eneste fuldkomne menneske, Gud i kød og blod, han er det menneske, som tog vores straf på sig. Han er det menneske, som døde i vores sted. Han er den, som ved tro alene kan gøre, at vi får adgang til hans nåde, Guds nåde. Og vi får fred med Gud.

Vi får adgang til den nåde og når til frelsen på den yderste dag gennem blandt andet de troendes forbøn, altså når de troende beder. Og det er det, vi ser i kapitel 1, vers 19, som Paulus giver udtryk for der, de troendes forbøn og Jesu Kristi ånds hjælp. De troende, som vender sig om til ham, får også adgang til den nåde, at de lige pludselig kan føre et liv, som svarer til Kristi evangelium. De kan leve på den måde, som Gud har kaldet dem til at leve.

De får adgang til den nåde, skænket for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld (kapitel 1, vers 29). Adgang til den nåde at have det sind over for hinanden, som er passende for dem, som er i Kristus Jesus (kapitel 2, vers 5). Adgang til den nåde at gøre alt uden at give ondt af sig, men være Guds lydige børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt (kapitel 2, vers 15). Adgang til den nåde at kende Kristus og kraften i hans opstandelse (kapitel 3, vers 10). Adgang til den nåde at glemme, hvad der ligger bagud, og strække sig frem mod det, der ligger forude (kapitel 3, vers 13). Adgang til den nåde altid at glæde sig i Herren og bringe alt frem for ham i bønnen og påkaldelse med tak (kapitel 4, vers 6). Adgang til den nåde i et og alt at være indviet til Kristus og til tjeneste for hans evangelium (kapitel 4, vers 12).

Det er ved Herren Jesu Kristi nåde, brødre og søstre, at vi ved troen på ham har fået adgang til det, som han har for os, hans nåde, som vi nu står i. Og vi skal være stolte af håbet om Guds herlighed.

Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd.