Jesu medfølelse og barmhjertighed

Vi skal spore ind på, hvem Jesus er. Den her dag bliver det særligt det, at Jesus er fuld af medfølelse og barmhjertighed, vi skal kigge på. Det gør vi ud fra Matthæusevangeliet 9, 36. Det bliver i hvert fald det her sted, vi tager afsæt i, og så skal vi på en lille rejse derfra.

For jer, der måske sidder her og tænker, Jesu medfølelse og barmhjertighed, det har vi godt nok hørt meget om før, og måske er I også nogle af dem, der kommer fra kirkefællesskaber, hvor man har det med at overfokusere eller skævride lige præcis Jesu barmhjertighed og medfølelse, så vil jeg sige til jer, at selvom vi ved, at Jesus er suveræn, han er stor, han er mægtig, han er fuld af magt, og selvom vi ved, at han kommer til at komme en dag med fødder af bronze, han kommer på en hest, han kommer med dom, og han kommer som den her stærke ridder, så er vi nødt til også at huske på, at han er fuld af medfølelse, og han er fuld af barmhjertighed.

Jeg kan personligt fortælle jer, at det har været lidt af en rejse for mig at gå fra at være i et fællesskab, et område, hvor jeg egentlig oplevede, at man talte en kende for meget om de her lidt mere bløde værdier, lidt mere bløde sandheder om Jesus, til at komme over og se i skriften, i Guds ord, hvordan Jesus også har de her meget stærke egenskaber. Der kan man godt opleve det her med, at man ryger lidt fra den ene grøft helt over til den anden grøft. Det tror jeg, vi i det reformerte har en tendens til at gøre. Simpelthen at overfokusere lidt mere på Guds suverænitet og måske ikke altid fortælle så meget om Jesu medfølelse og barmhjertighed.

Det er helt forståeligt. Jeg synes, det er helt naturligt, når man måske kommer fra noget andet. Voddie Baucham, han vil kalde det for en sissified Jesus. Det, som man ellers ser i mange af de søgervenlige og moderne kirker i dag, de kirker som ikke bliver betegnet som konservative bibeltro. En sissified Jesus, hvis vi skal oversætte det til dansk, så kunne det være lidt sådan en tøset Jesus. Lige lovlig blød.

Det er jo en bevægelse, den her med de søgervenlige kirker. Det er en bevægelse, der har været siden 60'erne, der gik parallelt med den her lidt fri kærlighed, hippiebevægelse, som vi så opstå. Der var flere unge, der ligesom trak det med ind i de her konservative bibeltro menigheder. Lige pludselig så begyndte det at handle lidt for meget om en side af Jesus og lidt for lidt om nogle andre sider af Jesus.

Selvom mange af os måske kan komme fra kirker, som har sådan lidt en tøsudgave af Jesus, så må vi ikke glemme, at Jesus virkelig er fuld af medfølelse. Han er fuld af barmhjertighed. Det ser vi i hans ord, og det er det, vi skal kigge på i dag.

Hvis I har jeres bibler, så slå op i Matthæusevangeliet 9, 36. Det bliver vores udgangspunkt. Men det er ikke noget, vi skal helt ned og nærstudere lige præcis den her passage. Det bliver et afsæt, hvor vi så derfra tager en rejse i vores bibel ude og besøger nogle andre passager, der netop viser noget af det, som vi ser her i teksten. Jeg vil prøve at komme ind på, hvordan Jesus er medfølende og barmhjertig overfor folkemængder, altså sådan en kollektiv medfølelse og barmhjertighed, men også overfor det her med, hvordan han er medfølende og barmhjertig overfor individet, altså den enkelte, sådan en individuel medfølelse. Til sidst skal vi se på, hvordan Jesus er medfølende og barmhjertig fra sin trone i himlen nu i dag.

Vi læser fra vers 35:

"Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse. Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde."
Matthæusevangeliet 9, 35-36

Vi ser her, at Jesus går rundt i Galilæa, den nordlige del af Israel, og underviser jøder i synagogerne. Han prædikede evangeliet om riget, og så helbredte han al sygdom og lidelse. Når han så skarerne af folk, der søgte ham og samledes om ham i de byer, han kom til, så ynkedes han over dem. Han havde ondt af dem. Han havde medfølelse for dem. For de var nemlig som får uden hyrde. Ikke bare sådan nogle almindelige får, som har været uden hyrde i en kort periode. Nej, vi hører, at de er vanrøgtede, at de er forkomne, de er slidte, kan man også sige. Lidt ligesom nogle får, der i lang tid ikke har haft en hyrde til at se efter dem.

Jesus ynkedes over folkeskaren og underviste dem

Lad os slå op i Markusevangeliet kapitel 6. Vi skal prøve at se på det første punkt her, en af de steder, hvor Jesus ser en skare af mennesker, og hvor han ynkes over dem. Vi skal læse fra vers 30 til 44.

"Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: 'Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.' For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise. Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting. Da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: 'Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send dem bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.' Men han svarede dem: 'Giv I dem noget at spise!' De sagde så til ham: 'Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?' Men han sagde til dem: 'Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!' Og da de havde gjort det, sagde de: 'Fem, og så to fisk.' Så sagde han, at de skulle få alle til at sætte sig ned gruppevis i det grønne græs. Og de slog sig ned i klynger, nogle på hundrede, andre på halvtreds. Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle. Og alle spiste og blev mætte; og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde. Det var fem tusind mænd, der havde spist."
Markusevangeliet 6, 30-44

Vi ser her, hvordan Jesus i første omgang viser medfølelse og barmhjertighed overfor sine disciple, overfor apostlene her. De er lige kommet tilbage efter deres udsendelse, som vi hører om i vers 7 i samme kapitel. Vi ser i vers 31: "Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt." Jesus, han tager sig af dem. Han ser, at de er trætte og formentlig brugte efter deres udsendelse, som jo i sig selv nærmest er en slags missionsrejse. Det er en slags træning i det her apostelkald, som de senere også vil få. Vi ser også i vers 31, hvorfor de må være udmattede og brugte. Der står, "for der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise."

Mens de er på vej til et mere øde sted, hvor der nu endelig kan komme lidt ro på, så sker der det, at der gik snak om, at nu var de taget i båd med Jesus. Nu var de taget af sted, de her mænd. Folk holdt øje. En dygtig læge i dag kan få mange patienter og aftaler i hus ved at være en dygtig læge. Det kan være svært at få tid som patient, hvis du har at gøre med en dygtig læge, fordi han eller hun kan have rigtig travlt. Men når der bliver sendt 12 apostle ud, der ikke bare kan symptombehandle eller dulme smerten lidt, men faktisk kan helbrede dem fuldstændig, gratis vel at mærke, ja, så bliver man hurtigt meget eftertragtet. Så eftertragtet, at folk har fulgt efter dem efterfølgende og set, at nu skulle de i båden med Jesus.

Det er nu, vi skal se på overskriften i vores bibel for at få en idé om, hvor mange der har fulgt efter dem hen til det her øde sted, som de var på vej hen til. Der står, det var 5000 mænd. Det er altså uden kvinder og børn, skal I huske på. Så man estimerer, det er et sted mellem 10 og 20.000, der har fulgt ham, der har fulgt efter dem, mens de har sejlet ud.

Jesus møder den her skare, da de kommer i land til det her øde sted. Vers 34 siger: "Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde. Og han gav sig til at lære dem om mange ting." Se, Jesus ynkedes over dem. Han ser, at de var som får uden hyrde, uden mening og uden retning.

Hvor mange af os har ikke været i sådan en skare et eller andet tidspunkt i vores liv? Prøv at tage på stadion, så skal du se 10.000 mennesker. Altså cirka samme antal, som er som får uden hyrde. Tag til Royal Run, og du vil se 20.000 mennesker, som er som får uden hyrde. Eller tag til Aalborg Karneval, så skal du se 100.000 mennesker, som er som får uden hyrde, uden mening.

Hvad samles de her mennesker om? Er der mening i deres liv? Hvem kigger vi på? Er det Jesus, eller er det idoler? Hvad løber vi imod? Er det en målstreg, eller er det Jesus? Hvem går vi sammen med? Er det kødets festgæster, eller er det disciple? Jesus ynkedes over dem alle, for de mangler ham. De mangler mening med livet. De mangler retning. De mangler åbenbaring af hans kærlighed, af hans storhed, hans royalitet. Fordi han er hyrden. Han er lederen, og han er kongen.

Hvad gør det ved ham, at han ynkes, kan vi spørge os selv om? Se responsen på det, at han ynkedes. Det var, at han gav sig til at lære dem om mange ting, står der. Altså, han gav sig til at undervise dem. Det er jo så dejligt bredt det her med mange ting. Det, vi skal lægge mærke til her, er, at det er undervisning, han giver dem. Jesus giver dem først og fremmest undervisning. Det er hans respons på hans medfølelse. Han sørger for at give dem mening og retning og forståelse igennem den her undervisning. Han helbreder dem ikke blot eller giver dem noget mad, som vi også ved kommer til at ske senere, og så sender dem bort lige så hyrdeløse og fortabte, som de var før. Nej, med al sandsynlighed har han undervist dem om den Messias, der skulle komme. Den befrier, de alle sammen har ventet på. Han har sikkert også lært dem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, ligesom vi ser, han gør i bjergprædikenen i Matthæusevangeliet 5 til 7.

Da den her store skare af jøder, fordi det er nemlig jøder, han har at gøre med her, så hvad det var, Jesus gjorde, at han kunne brødføde dem alle sammen sådan et øde sted, et afsides sted, jamen, så så de jo, at han måtte være den Messias, de lige havde fået undervisning om og af. Det ser vi i Johannesevangeliet kapitel 6. Det er jo en af de her krydsreferencer til bespisningen af de 5000. Det er en passage, der er beskrevet i alle evangelierne. Den beskrives også i Johannesevangeliet kapitel 6.

Ser man i vers 14 og 15 der, så ser man præcis det her med, at de nu forstår lidt af, hvem de har at gøre med her. Der står nemlig:

"Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: 'Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.' Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene."
Johannesevangeliet 6, 14-15

De var klar til at gøre ham til konge nu og her. Vi ved kun, at der står, han lærte dem om mange ting. Men prøv at tænke sig, de her jøder, vi har at gøre med, de har kendt til alle de gammeltestamentlige beretninger. De ved, at Moses tog dem med ud i et øde sted i ørkenen, og derude fik de manna fra himlen. Gud sørgede for dem ude på det her øde sted, hvor der ingen mad var. Her kommer Jesus. Han har lige undervist dem om mange ting, formentlig også om den her Messias, der skulle komme. Så ser de, at han kan sørge for at give alle de her mennesker, 10 til 20.000 mennesker, at give dem mad ude i det her øde sted, ligesom vi ser med Moses og manna fra himlen. Det er nok gået op for dem. Der er nok gået noget snak. Prøv at forestille jer, hvor mange mennesker der har været. Der har været et sted mellem 10 og 20.000 mennesker. Det er ikke sådan, at der bare lige er en, der rejser sig op og siger, han må være profet, ham der, og så har de alle sammen hørt det. Der har været så mange mennesker, så de er nødt til sådan at gå og puffe til hinanden og snakke lidt og sige, det er ham. De har gået og ventet på ham længe, ham, Messias.

Vi ser så senere, hvordan Jesus irettesætter dem, som efterfølgende kommer og vil snakke med ham, fordi de gerne vil have noget mad igen af Jesus. De har simpelthen ikke forstået, hvad det her handler om. Det handler ikke bare om, at der skal komme en Messias fra himlen og så sørge for, at de bliver mætte sådan rent fysisk. I den lange passage i Johannesevangeliet kapitel 6 har vi sådan en overskrift, der hedder Livets brød. Det går fra vers 22 til 59. Der hører vi fra vers 27 om, hvordan Jesus siger:

"Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på."
Johannesevangeliet 6, 27

Det er den respons, Jesus giver til de her mennesker, som har fulgt efter ham. De tænkte, ham der skal vi have gjort til konge. Han kan se, at de faktisk ikke rigtig har forstået, hvad det egentlig handler om. Det, vi skal se, er, at Jesus viser os, hvorfor hans respons på medfølelse og barmhjertighed overfor skaren var at undervise dem.

Hvis han havde haft medfølelse og barmhjertighed og så bare havde givet dem noget fysisk mad, så havde det hjulpet lige nu og her et kort øjeblik, og det havde hjulpet deres sultne maver. Men de er jo stadigvæk uden hyrde. De er stadigvæk uden mening og retning og forståelse. Det er også derfor, han siger: "Arbejd ikke for den mad, som forgår." Det er ikke derfor, jeg er kommet.

Når du møder mennesker, som er som får uden hyrde, som mangler mening og retning og forståelse, så er den bedste måde, du kan give dem respons på den her medfølelse, som du forhåbentlig mærker og oplever, det er at give dem sandheden. Det er at give dem Jesu livgivende undervisning. I sidste ende er det dét, de mangler.

Hvordan møder vi mennesker som får uden hyrde?

Nogle gange kræver det jo, at vi lytter til folk, før vi har travlt med at fortælle dem sandheden. Det er ikke altid, at der er en åbenhed sådan bare lige vupti. Vi kan godt se nogen og have medfølelse og tænke, hvor er deres liv på vej hen? Ved de overhovedet, hvad de står op for om morgenen? Måske skal vi være lyttende, før vi har travlt med at give dem alle svarene. Ordsprogenes Bog 18, 13 siger det sådan her:

"Når nogen svarer, før han hører, er det en dumhed og en skændsel for ham."
Ordsprogenes Bog 18, 13

Det her med at huske på, at når vi er derude, og vi har medfølelse med mennesker, der er nogen, hvor vi siger, du går glip af så meget, du ved slet ikke, hvorfor du er her. Hvad er livet til for? Hvad er meningen med det hele? I stedet for at være hurtige og direkte og sådan nærmest op i ansigtet på dem og sige, hallo, det er evangeliet, det er Jesus, så er vi nødt til også at være der og være til stede i nuet og lytte til dem.

Jesus var netop sådan en fyr, som lyttede til folk. Vi ved ud fra skriften, at han er blevet spurgt om cirka 180 spørgsmål. Det generelle, vi også ser, er, at Jesus har det med ikke bare at give dem svaret, men at stille spørgsmål tilbage igen. Til de her 180 spørgsmål, Jesus bliver stillet, har han faktisk selv givet 300 spørgsmål tilbage igen. At være der og være nærværende og være til stede, jeg har talt om det tidligere, tilstedeværelsens tjeneste. Det her med ikke bare at have travlt med selv at tale og fortælle dem sandheden, men at bygge den her bro, sådan så at evangeliet har noget at gå på over til dem. Det kan være en verden til forskel. Sandheden er det, de i sidste ende har brug for, og at vi er lyttende.

Jesu medfølelse overfor enken i Nain

Nu bevæger vi os over i anden del. Det er her, vi skal prøve at udforske Jesu medfølelse og barmhjertighed på et individuelt plan. Slå op med mig i Lukasevangeliet, kapitel 7. Vi kommer her til en passage, der beskriver Jesu møde med det, vi i dag vil kalde for en begravelse. Hvis I tænker, den her passage, den ved jeg ikke lige, om jeg har læst lige for nylig, så giver det god mening, fordi det her er ikke en af de passager, som man kan finde i nogle af de andre evangelier. Den står kun her i Lukasevangeliet 7. Vi læser fra vers 11:

"Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: 'Græd ikke!' Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: 'Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!' Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: 'En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.' Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen."
Lukasevangeliet 7, 11-17

Jesus kommer gående. Igen er der en stor skare, der følger efter ham og disciplene. Selvom stemningen måske har været både munter og fyldt med glæde og spænding over at gå sammen med Jesus, der løbende har gjort sine mirakler og har helbredt de syge og har givet den her livgivende undervisning, så kommer de her til en begravelsesceremoni. Der er professionelle gradekoner. Der er fløjtespil, men med triste toner. Allerinderst en, der nu har mistet sin eneste søn, ikke bare sin mand, men nu også sin søn. Hun går forrest, som en enke gør. Hun går forrest på vej ud til gravstedet, som er placeret udenfor byen, sådan efter jødisk skik.

For jer, der måske har svært ved at forstå det her med, hvad en professionel gradekone er, så er det faktisk noget, man bruger rundt omkring i verden, og stadigvæk i dag. Man hyrer nogen, som går forrest med at vise sorgen offentligt. Det er svært at forstå det altid her i vesten og i Danmark, fordi det er så fjernt for os, og vi kan være så stille. Men jeg tænker også, I kan genkende det her med, at man i østen, der er man ikke i tvivl, hvis der er nogen, der holder bryllup et eller andet sted, så er der altså fest og farver og ballade, og der er fuld gas. Sådan er det også med deres begravelse. Der er gråd, og der er tårer, og der er jamren, og de har endda hyret nogle professionelle til at stå for det. Nogle gange kan det måske være det, der egentlig gør det nemmere for den, der har den ægte smerte, at bryde ud i gråd. Det kan godt være svært at græde overfor andre mennesker som den eneste i sådan et offentligt rum. Det kan de være med til at hjælpe på.

Det har været scenariet. De har været her i den her meget triste situation. Jesus møder dem lige der. Hvad er det, Jesus gør? Vers 13. Han ynkes over moren til den døde unge mand. Hver gang vi læser "ynkedes" i vores danske bibel, så er det som regel "compassion" på engelsk, der er oversættelsen. Medfølelse kunne også være et andet ord for "ynkes". Prøv at lægge mærke til, det var hende. Det var moren, han havde medfølelse med. Fokus er på moren her. Sønnen nævnes ikke ved navn. Det eneste, vi ved om ham, er, at han har været gammel nok til at være betragtet som en søn med ansvar i at forsørge sin mor. Et bud er et sted mellem 17 og 25, i og med vi hører, at Jesus, der er omtrent 30 år her, kalder ham for ung mand.

Jesus siger til hende: "Græd ikke," i vers 13. Hun har ingen mand, ingen søn i huset længere til at forsørge hende. Om lidt står hun praktisk talt til at være en modtager af almisser, en tigger. En, der får utrolig svært ved at klare tilværelsen selv, sådan som tiderne var dengang. Det er jo de mest udsatte i samfundet.

Hvis vi prøver bare sådan lige kort at skimme over det, I behøver ikke slå op i det. To andre steder, hvor det her med at være enke uden søn bliver beskrevet. I Første Kongebog 17 har vi Elias og enken i Sarepta, som er ved at bage sit sidste brød. Hun siger til ham, jeg har ikke noget brød, jeg har kun en lille smule mel i krukken, og jeg har tænkt mig at bage det til min søn og mig, og så lægger vi os til at dø, fordi hun kunne ikke skaffe føden. I Lukasevangeliet 21, 1-4 har vi den fattige enke, der giver de sidste to småmønter. Det er alt, hvad hun har at leve af. MacArthur, han kommenterer på det på en måde, hvor han siger, prøv at hør, I har fuldstændig misforstået den her passage. Det handler ikke om, at hun er stor, hun er en god giver, og hun har styr på det der med givertjenesten. Nej, det handler om, at hun har ikke mere at leve af. Hun kommer til at gå hjem og lægge sig til at dø. For hun kan ikke skaffe sig selv føden. Hun er nødt til at være tigger i datidens samfund.

Måske har Jesu ord "græd ikke" klinget lidt hult hos hende. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer det. Hun har det sådan, "græd ikke." Hvis der er nogen, der skal græde lige nu, så er det da mig. Hun har været helt og aldeles fortabt. Hun har været ludfattig. Men han er den, som Esajas' Bog 61 og Lukasevangeliet 4, 18 taler om. Han er den, som er blevet sendt for at bringe godt nyt til de fattige, godt budskab til de fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust.

Det får hun at se lige efter de her ord. "Græd ikke." Igen, hun går forrest. Jesus kommer hende i møde. Han har slet ikke nået til den døde mand endnu. Hun får bare at vide, "græd ikke." Jesus går så hen til båren, og han rører ved den. Nu står bærerne af båren helt stille. For jer, der ved lidt om jøderne, det her med en død, det er ikke nogen, man rører ved. Man rører heller ikke lige ved båren. Så de står helt stille nu. Der er sådan en spænding, kunne man forestille sig. Hvorfor rører han ved båren?

Så begynder Jesus at tale til den døde mand. Vi er vant til Jesus. Vi ved, han kan sådan noget her. De anede ikke noget om, hvem Jesus var i sidste ende. Vi har en Jesus, som kommer her, og lige pludselig så står han og taler til en død mand. Det er noget, som en falsk profet, en falsk healer aldrig vil kaste sig ud i. Vi har mange i dag i nutidens samfund også, som siger, jamen, jeg har gaven til at helbrede. Jeg kan det ene, og jeg kan det andet. Men vi vil aldrig se nogen kaste sig ud i det her, gå hen og tale til en død på den måde. De vil fuldstændig tabe ansigt.

Selv de ægte profeter, som vi læser om i biblen, Elias, som vi hørte om før i Første Kongebog, han får jo lov til at være et redskab til at bringe helbredelse til den her døde søn. En meget, meget lignende situation. Vi har en enke, som har ingenting tilbage. Hun har kun sin søn, og nu dør han. Elias, han taler ikke til den døde. Han råber til Gud og bønfalder Gud tre gange for, at Gud skal gøre det her mirakel. Gud viser noget, men Jesus viser sin guddommelighed og sin magt bare ved at tale til den døde. Hans ord er livgivende. Han er ordet, der var i begyndelsen. Han siger: "Unge mand, jeg siger dig, rejs dig op." Vi læser i vers 15, at han så sætter sig op, og han begynder at tale. Hvis der er nogen tvivl om, om han nu også er blevet levende, så får vi det her serveret på et sølvfad. Han begynder at tale. Det er så smukt. Vi læser, "Jesus gav ham til hans mor."

Hvem havde brug for ham? Hans mor. Jesus kunne jo have sagt, "kom og følg mig." Sikke et vidnesbyrd at have vandrende der i flokken. En, der var død og nu er levende. Men Jesus ved, i den her klynkende og klagende og triste og håbløse situation, hvor han kommer ind i billedet, han er vores håb. Der viser han, at han har medfølelse, og han har barmhjertighed overfor lige præcis hende. Lige præcis hende. Han giver hendes søn tilbage til hende.

Jesus forvandlede Zakæus' hjerte

En anden, Jesus viser medfølelse og barmhjertighed overfor, det var Zakæus. I Lukasevangeliet 19 ser vi, hvordan der igen er en skare, der har fulgt efter Jesus. Zakæus var af lav vækst, læser vi. Han var af lav vækst, så han var kravlet op i et træ for at kunne se Jesus i den her store skare mennesker. Når Jesus vil bruge tid med sådan en mand, fordi det vi læser der, han siger: "Zakæus, skynd dig at komme ned. I dag skal jeg være gæst i dit hus."

Når Jesus vil bruge tid med sådan en mand. En mand, som er overtolder. Han har snydt mange af sine landsmænd. Han blev anset som en forræder. Så tror jeg ikke, det har noget at gøre med, at Jesus har ondt af hans status i samfundet, at folk ser ned på ham, eller det at han måske har været af lav vækst og måske ikke har været så høj. Jeg tror ikke, det er derfor. Jeg tror faktisk, Jesus ønsker at vise ham noget om barmhjertighed, fordi han ønsker at forvandle hans hjerte.

Kender I det, når man ser nogen, som generelt træffer en masse forkerte beslutninger? Måske er de onde i deres handlinger, og måske er de ude i noget stofmisbrug. Der kan være mange ting, hvor de skader sig selv eller skader andre. Nogle gange kan man spotte deres egoisme og deres ondskab, og så ser man kun det, man ser. Man ser kun deres egoisme og deres ondskab. Men andre gange kigger man på dem, og så ser man bag alt det der. Man ser bag facaden, man ser bag deres ondskab og deres forkerte handlinger. Så ser man lige ind i det der brudte og fordærvede hjerte bagved. Man ser staklen.

Jeg tror, Jesus har set staklen Zakæus. Ligesom så havde han medfølelse med ham. Zakæus havde ikke en arm, der manglede. Han havde ikke et døvt øre eller et blindt øje, men han havde et hjerte af sten, der uden at tøve røvede fra hans landsmænd i en tid, hvor pengene var små, fordi de blev hårdt beskattet af romerne, der havde taget over i deres område. Et møde med Jesus, hvad sker der så med det her hjerte? Vi læser i Lukasevangeliet 19, 8:

"Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: 'Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.' Da sagde Jesus om ham: 'I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.'"
Lukasevangeliet 19, 8-10

Jesus forvandlede hans hjerte i en sådan grad, at Zakæus var klar til at ydmyge sig offentligt og erkende sin synd og derefter handle med barmhjertighed overfor dem, som han før havde været hård imod.

Jeg ved ikke, om I har nogen i jeres liv, hvor I måske har mødt dem mere med hårdhed end medfølelse og barmhjertighed. Om der er nogen, hvor vi har set på dem og tænkt, kan de da ikke bare tage sig sammen? Kan de ikke bare gøre det bedre? Hvis du sidder her og tænker over lige præcis de mennesker, så vil jeg udfordre både dig og mig selv i at tænke, måske er det medfølelse og barmhjertighed, der er vejen her. Fordi Jesus, han kan forvandle det her hjerte af sten. Det er i sidste ende ham, der forvandler deres adfærd. Det er ham, der sørger for, at tingene ændrer sig. Det er ikke os.

Jesus er stadig medfølende fra sin trone i himlen

Hvis du sidder og tænker nu her, det er da også mægtigt og vidunderligt, men Jesus går jo ikke lige forbi mig lige nu i min triste situation. Jesus besøger mig ikke lige fysisk, sådan som han gjorde med Zakæus. Han er jo ikke her på jorden mere. Så vil jeg sige til dig, at han er den samme. Han er den samme i går og i dag og til evig tid, som Hebræerbrevet 13, 8 siger. Han er lige så barmhjertig mod folkeskaren og mod individet fra tronen i himlen, som han var på jorden. I dag har vi en ypperstepræst i Jesus. Han er stadigvæk lige så medfølende, som han var på jorden. Vi kan prøve at se i Hebræerbrevet 4, 14-16. Der står sådan her:

"Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."
Hebræerbrevet 4, 14-16

Vi ser her, at Jesus ikke er passiv. Han er ikke passiv oppe i himlen på sin trone. Han har ikke lænet sig tilbage og sagt, sådan, så har jeg gjort mit arbejde. Nu skal de bare ud og prædike evangeliet. Tro lidt på mig, og så går det nok. Nej, vi kan med frimodighed træde frem for nådens trone, og vi kan få barmhjertighed der fra Jesus. Vi kan finde nåde til hjælp i rette tid.

Han har sendt os Helligånden. Vi er ikke efterladt uden hyrde, ligesom de her mennesker, vi læser om, at Jesus ynkedes over. Nej, vi har fået hans ånd til at lede os. Vi hører om i Johannesevangeliet kapitel 14, hvordan Jesus fortæller skaren og disciplene det her med, "elsker I mig, så hold mine bud," i vers 15. Så fortæller han det her med, at han vil give dem en talsmand. En, som vil være hos dem til evig tid. En, som vil være sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod. Han fortæller dem, at den her talsmand, Helligånden, han skal lære dem om alt, og han skal minde dem om alt, hvad Jesus har sagt. Den her undervisning, som er Jesu respons på hans medfølelse, den hører ikke op. Vi har Helligånden til at udruste os, til at lære os om, hvad Jesus har sagt. Vi har fået Guds ord. Vi er ikke efterladt faderløse. Vi er ikke efterladt uden hyrde. Vi drives ikke hid og did af hver lærdoms vind, fordi vi er forankret i vintræet. Vi kender ham, og han kender os. Han kender os ved navn. Han er vores hyrde.

Har du ikke oplevet at få dit hjerte forvandlet af Jesus, ligesom Zakæus får lov at opleve? Har du ikke mødt hans kærlighed som en? Jamen, så er det i dag, det er en god dag at søge Jesus på. Jesus kræver ikke, at du er en bestemt type, før du kan komme til ham. Det ser vi tydeligt med Zakæus. Han siger:

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."
Matthæusevangeliet 11, 28-30

Det er, når du kommer til Jesus, at du beder ham om at forvandle dig, at du fortæller ham, at du tror på, at han er verdens frelser. Han er verdens redningsmand. Det er ham, som tog straffen. Det var ham, der tog synden på korset, at du vil opleve, at byrden bliver let. Lad i dag være dagen, du kommer til Jesus, og se, hvordan du ligesom Zakæus kan blive den her helt nye person, forvandlet i hjertet. Jeg kan jo ikke love dig noget scenarie. Jeg kan ikke love dig, at Jesus lige går forbi og giver dig din søn tilbage. Men jeg ved, at Jesus har givet os kirken til at tage sig af de enker, der har mistet. Det har vi i hans ord flere steder endda. Kirken skal være dem, der tager sig af enkerne. De er ikke længere de mest udsatte i samfundet, så de er ikke længere dem, som ikke har nogen at regne med, nogen at få hjælp af. Der er han stadigvæk vores redningsmand og vores hyrde.

Lad os vise samme barmhjertighed som Jesus

Sikke en Jesus, vi har. Han er hverken en tøset eller en needy eller sådan en overforelsket Jesus. Han er stærk, og han er mægtig, og han er medfølende, og han er barmhjertig. Lad os stræbe efter at vise den samme barmhjertighed overfor andre. Lad os være ligesom Jesus. Lad os opsøge de fortabte. Lad os være nogle af dem, der ser dem, som vi i sidste ende måske kunne se med hårdhed. Det var det, de gjorde med Zakæus. De sagde til Jesus: "Vil du virkelig spise med ham der? Du ved godt, han er en synder, gør du ikke det?" Jesus, han ser ham alligevel, og han siger, "i dag skal jeg spise sammen med dig."

Lad os være nogen, der er ligesom Jesus, og som er barmhjertige, og som går ud til dem, som andre ikke vil gå ud til. Dem, som måske ikke lige helt har styr på tingene endnu. Det gælder altså også sådan noget som doktriner. Det gælder også om, at man behøver ikke have styr på alle de rigtige sandheder ud fra skriften. Måske er der nogen, der er lidt på afveje der. Dem skal vi ikke lade i stikken. Nogle gange skal vi stille spørgsmål, før vi giver dem alle svarene.

Jeg tror, mange kan være afvisende overfor det med troen, bare fordi de egentlig ikke ved, hvor rig på nåde og medfølelse Jesus er. De tror ikke, at Jesus vil tage imod dem med alt det bagage, de kommer med, med det liv, som de har levet. Det er måske derfor, de i sidste ende er afvisende overfor ham. Lad os være dem, som i både handling og ord viser dem, hvem Jesus i virkeligheden er. Han er medfølende, han er barmhjertig, han er fuld af nåde og tilgivelse for dem, som vil omvende sig fra deres synd og begynde at følge ham.

Amen.