Jesus er den gode hyrde

For snart 20 år siden udgav forfatteren David Arnold en bog med titlen Why do bad things happen to good people — Hvorfor sker der onde ting for gode mennesker? En meget tankevækkende titel, men også en meget teologisk titel, fordi den rejser spørgsmålet om, hvordan vi forstår begreberne ondskab og godhed.

R.C. Sproul kommenterede engang meget skarpt på det her spørgsmål, "Hvorfor sker der onde ting for gode mennesker?". Sproul sagde: "Det er kun sket én gang, og han meldte sig frivilligt." Kommentaren anholder den forfejlede teologiske antagelse i spørgsmålet, som er, at verden er fyldt med gode mennesker, for hvem der sker onde ting. Det gør han i lyset af den bibelske sandhed, som Jesus også forkyndte over for den rige rådsherre i Lukasevangeliet kapitel 18, vers 19, med ordene:

"Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud."
Lukasevangeliet 18, 19

Det er en sandhed, som Paulus også minder romerne om med et citat fra en af Davids salmer:

"De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste."
Romerbrevet 3, 12

Med andre ord: mennesker kan i kraft af deres synd og moralske fordærv rent teologisk ikke siges at være gode. Når det så er sagt, så var der ét menneske, der var helt igennem godt — et menneske, verden blev vidne til, da Gud satte sine fødder på jorden i sin søn Jesus Kristus.

I dag skal vi begynde med at bemærke parallellen mellem Lukasevangeliet 18, 19, hvor Jesus siger, at kun én er god, og det er Gud — og så vores tekst i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor Jesus omtaler sig selv som god. "Jeg er den gode hyrde," siger Jesus. Det er meget passende, at hele afsnittet fra vers 1 til 31 i vores bibler har fået overskriften "Den gode hyrde", fordi hele den her passage vidner om Guds godhed — Guds godhed i Jesus Kristus over for den flok, han billedligt kalder sine får. Det kommer til udtryk i det offer, som han giver for at redde dem fra døden.

I dag skal vi se på den del af passagen, der går fra vers 11 til 18, og min overskrift er: Jesus er den gode hyrde. Jesus er god, for han er Gud, og han blev menneske. Som Gud og menneske kom han for at redde mennesker, han kom for at frelse det fortabte. Det er også i den kapacitet, han er hyrde. Hyrdens kald er at lede, hyrdens kald er at beskytte, at forsørge og om nødvendigt sætte sit liv til for sine får.

Hvis jeg skulle forkynde mit budskab i bare to enkelte sætninger ud fra vores tekst i dag, så kunne det lyde sådan her: Jesus var villig til at lyde sin faders kald om at sætte sit liv til for sit folk af kærlighed til dem, for at sikre deres liv i evighed. Derfor er han for sine får den gode hyrde.

Den sande hyrde og de slette hyrder

I de første seks vers så vi på, hvordan Jesus anvender det her billede eller den her illustration omkring hyrden og fårene med budskabet om, at han er fårenes hyrde. Fårene er dem, som han kalder til sig. Fårene er dem, som han kender, og han elsker dem, der hører hans røst, dem der kommer til ham, og dem der følger ham.

Det er ikke en tilfældig illustration, fordi de skriftkloge meget hurtigt vil kunne genkende det her billede, den her illustration, som de også kender fra Det Gamle Testamente, særligt i Ezekiels Bog kapitel 34, hvor det her billede bliver brugt. Med den bibelske baggrund forstår de også den kontrast, som Jesus stiller op mellem den gode hyrde og de slette hyrder, og hvem det er, Jesus antyder repræsenterer henholdsvis den gode hyrde og de slette hyrder.

Men det mest chokerende for jøderne ved den her bibelske reference er, at den gode hyrde i Det Gamle Testamente er Herren selv. Det er Jahve, der er den gode hyrde. Ezekiel 34, 15 siger:

"Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren."
Ezekiels Bog 34, 15

Med den her implicitte reference, foruden den at han er god, har Jesus i jødernes ører allerede begået blasfemi. Det forklarer også deres voldsomme reaktion i vers 20, som vi skal se på næste gang.

Der er altså den her kontrast i Jesu anvendelse af hyrde-illustrationen — kontrasten mellem den sande hyrde, som har adgang til foldfonden, og så dem, der prøver at komme ind i fårefolden uden om døren, dem der er tyve. Men den gode hyrde kalder sine får, han leder sine får, og han kender sine får. Fra vers 1 til 10 så vi sidst, hvordan Jesus byggede videre på den her kontrast mellem sig selv som døren til fårene — som de, der går ind gennem den her dør og finder hvile — kontra tyven, som ikke vil gennem døren, men som vil uden om døren, som vil kravle over et andet sted, og som bare vil slagte og ødelægge.

Vi så på det i form af to veje, to destinationer og to formål, med budskabet om, at der kun findes én vej til livet, og det er gennem den vej, som er døren, som er Jesus Kristus. Han er vejen og sandheden og livet, og den, som finder ham, den, som finder den dør, den, som vender om og tror på ham, skal have evigt liv. Det er evangeliets løfte. Det er et liv i fællesskab med Gud, som er god, en Gud som er trofast. Som David siger i Salme 23, som vi har læst:

"Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever."
Salme 23, 6

Hvorfor? For han havde fundet Herren, og Herren havde fundet ham. Han er en god hyrde, så god, at vi kan sige med David:

"Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød."
Salme 23, 1

Men hvad betyder det for os og for dem, som kommer til Jesus, at han er den gode hyrde? Vi har allerede taget hul på svaret her, men lad nu vores tekst fra vers 11 til 18 tale og pakke det her svar ud for os i dens fulde bibelske visdom og sandhed. Vi læser teksten igen her fra vers 11:

"Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre."
Johannesevangeliet 10, 11-18

Ud fra vores tekst her vil jeg gerne, at vi lægger mærke til tre guddommelige egenskaber ved hyrden, som er beskrivende for hans godhed.

Hyrdens villighed

Den første egenskab er hyrdens villighed. Vi læser i vers 11: "Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene." Den gode hyrde er god ved sine får, fordi det, der ligger ham på sinde, det, der er allerhøjest i hans prioriteter, det er ikke hans egen sikkerhed, men det er fårenes sikkerhed. Det, der betyder noget for hyrden — skulle der komme tyve og ulve eller løver — det er at sikre fårenes liv, ikke sit eget.

I alle tænkelige situationer, hvor fårenes liv er truet, så er den gode hyrde én, som er villig til at risikere sit liv for dem. Han er villig til at trodse trætheden om natten og holde sig vågen for at kunne reagere i tide, hvis han kan fornemme, at der er noget, der lurer i mørket, som kunne true fårene. Han er parat. Han er overvågende. Han er villig til at sætte sig selv mellem et får og ulven. Skulle et får gå til angreb på en ulv, så er han villig til at gøre det. Han er villig til at kæmpe. Han er villig til at stride. Han er villig til at lide. Han er villig til at bløde.

Det Jesus siger i vers 11, er, at "jeg er den gode hyrde" — med Ezekiel 34, 30 som den historiske og bibelske baggrund — den længe ventede hyrde. "Jeg er den, som I har ventet på, som i modsætning til de slette hyrder, der har udnyttet fårenes svaghed, er villig til at sætte sit liv til for fårene."

Men der er noget ved Jesu villighed til at give sig selv hen og sætte sit liv til for fårene, som går ud over det, som vi normalt tænker på, når vi tænker på begrebet villighed. Man kunne godt forestille sig, at nogen kunne være villige til at risikere deres liv og være risikovillige med tanken om: "Jamen, det skal nok gå alligevel. Måske har jeg alligevel evnen til at overvinde de farer, der måtte komme, og beskytte fårene." Men når Jesus taler om at sætte sit liv til for fårene, så taler han om det, som han er på vej til at gøre. Han taler om det kors, som han ved, han skal bære og blive naglet til. Han taler om det vredesbæger, som han ved, han skal drikke for at redde sine får.

Med andre ord: Jesus taler ikke blot om sin villighed til at risikere sit liv. Han taler om sin villighed og sin vilje til at lægge sit liv ned for sine får — villigt. Den dimension af Jesu villighed og vilje til at ofre sit liv for dem ser vi også i vers 18, hvor Jesus siger, at han sætter sit liv til af sig selv. Det er ikke under tvang. Det er villigt. Herudover har han også magten til både at give sit liv og magten til at få sit liv igen, til at få det tilbage, i henhold til Faderens vilje.

Så hvad er det, Jesus taler om her? Han taler om sin villige, selvopofrende sonofferdød på vegne af sine får — det vil sige i stedet for sine får. Han taler om sit stedfortrædende offer, hvor han villigt giver sit liv for sine får, fordi netop de får var udvalgt til at blive en del af hans hjord. Vi ser her tydeligt nådeslæren — læren om Guds frie nåde, hans frie udvælgende nåde — og Jesu målrettede forsoning. Den var målrettet hans får.

Den pointe understøttes også stærkt af vers 16, hvor Jesus taler om, at han også har andre får. Han ved, hvilke andre får han også har. Implikationen er, at han kender dem, han kender sine får, han ved præcis, hvem det er, han er kommet for at redde. Han vidste, at det var præcis den blindfødte i kapitel 9, at han skulle stoppe op og række ud til, frelse og helbrede, fordi her var én af hans får — et får, som var omringet af slette hyrder. Jesus kom til ham, Jesus opsøgte ham, han helbredte ham, og han frelste ham, for han var ét af Jesu får.

Er du ikke glad for, at Jesus stoppede op og frelste dig? Er du ikke glad for, at han opsøgte dig? Hvis du er troende, så er det netop det, han har gjort for dig. Han stoppede op, han opsøgte dig, han frelste dig, han satte sit liv til for dig. Han gav sit liv for dig. Sikke en frelser, sikke en hyrde!

Da Jesus talte i kapitel 6 om sig selv som brødet fra himlen, så var referencen til hans eget legeme. I kapitel 6, vers 51b siger han:

"Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."
Johannesevangeliet 6, 51

Han forkynder, at han vil give sig selv. Han forkynder, at han vil give sit kød, sit legeme. Han sætter det villigt til, han ofrer det, således at der ved hans offer, ved hans død, kan gives liv — liv til verden.

Hvem er det, som er modtager af det liv? Det læser vi i hele formålserklæringen i Johannesevangeliet kapitel 20, vers 31, hvor vi læser, at alle, som tror, at Jesus Kristus er Guds søn, de skal have liv i hans navn. Vi kan så spørge: Hvem er det så, der tror? Det er hans får. Det er hans får, der tror. Læg mærke til, hvad Jesus siger til jøderne i vers 26 af kapitel 10:

"Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får."
Johannesevangeliet 10, 26

Hvorfor tror de ikke? Svaret er: fordi de ikke hører til Jesu får. Jesus siger de her ord til det religiøse jødiske lederskab, som er forhærdet, og som ikke har været villige til at gøre det, som var deres ansvar over for de får, som de var hyrde for, som de var kaldet til at være hyrde for — at risikere deres religiøse magtpositioner i samfundet. Det var de ikke villige til at gøre.

De ved godt, hvad loven og profeterne forkynder om deres ansvar som hyrder, men de har lukket ørerne for sandheden, og de har fulgt deres egne menneskelige overleveringer i stedet for at følge det, som er Guds ord, og det, som er Guds vilje. I vers 12 sammenligner Jesus dem med en daglejer. Vi læser: "Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene."

Udtrykket "daglejer" her i antikken blev ofte brugt i negativ forstand til at tale om nogen, som kun ville gøre noget, hvis der var penge i det. Hvis ikke det var noget, der gavnede dem personligt, så ville de ikke røre en finger. Det er en daglejer. I det her scenarie er både daglejeren og fårene i fare, og fordi daglejeren kun tænker på sig selv, lader han fårene i stikken. Han er ligeglad med dem, fordi han kun tænker på sig selv og sin egen sikkerhed.

Med den beskrivelse har vi modpolen til den gode hyrde og et billede på Israels slette hyrder i det jødiske lederskab. De gjorde tjeneste, men ikke ud af kærlighed til fårene, ikke ud af kærlighed til mennesker. De gjorde tjeneste for usel vindings skyld. De skulle nok sørge for at sikre sig, at folk så, hvordan de fromt bad på torvene, men hvis en samaritaner lå forslået og blødende i vejsiden, så ville de gå forbi uden at hjælpe. Det hører vi om i en af Jesu lignelser. I Matthæus 23 ser vi Jesu vrede over de skriftkloge og farisæerne, hvor han blandt andet i vers 23 siger til dem:

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab."
Matthæusevangeliet 23, 23

De slette hyrder forsømte det allervigtigste — at passe på dem, de var sat til at beskytte, at passe på fårene, at lede dem, at lede dem i retfærdighed. Det forsømte de. I stedet havde de deres egne interesser for øje i deres selviskhed.

Men den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Han sætter sig selv til side for fårene for at beskytte dem, for at redde dem. Han elsker. Det er den gode hyrde.

Hyrdens kærlighed

Det leder mig til den anden egenskab ved hyrden, som er beskrivende for hans godhed, nemlig hyrdens kærlighed. "Jeg er den gode hyrde," siger Jesus, og vi læser fra vers 14: "Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde."

Vi så på det her aspekt af kendskab også i udlægningen af de første få vers af det 10. kapitel, hvor vi talte om, hvordan Jesus som fårenes hyrde kalder, leder og kender sine får. Vi taler om et kendskab, som er et personligt kendskab, et nært kendskab, et indbyrdes kendskab kendetegnet ved omsorg og nærvær og kærlighed. Vi ved, at det er netop den form for kendskab, der er tale om, som Jesus taler om, fordi han i vers 15 faktisk giver os et eksempel på det. Han giver os et eksempel på det her kendskab, som han har som hyrde til sine får, og det er et eksempel på relationen mellem Faderen og Sønnen.

Læg mærke til, hvordan det her eksempel bliver trukket ind i den her billedlige illustration omkring fårene, hyrden og fårefolden. Hvis vi sammenligner det her eksempel med eksemplet, som Jesus giver i vers 12 omkring daglejeren, så kan vi se, at det eksempel er ligesom en del af selve billedet, scenariet omkring daglejeren og fårene og ulven. Det er et tænkt eksempel, som kunne ske i forhold til den her situation omkring daglejeren og fårene og ulven. Men når vi så kommer til vers 15, så trækker Jesus et andet form for eksempel ind, som er et personligt eksempel. Han kommer med et eksempel, som er et personligt vidnesbyrd, et vidnesbyrd fra virkeligheden, og ikke bare et tænkt eksempel, som er på en måde uden for den her hyrdemetafor.

Det fortæller os blandt andet, at den her illustration er en illustration på en virkelighed, og ikke bare en lignelse, der skal tydes — men han taler om en virkelighed.

Vigtigere er, hvad det her eksempel fra Jesu eget liv fortæller os om forholdet mellem hyrden og hans får. Jesus kender sine får, men det er ikke sådan et overfladisk kendskab, som når vi tænker på idéen om at have et bekendtskab. Vi har måske mange bekendtskaber, men det er ikke sikkert, at alle de bekendtskaber, vi har, er nogle bekendtskaber, hvor vi inderligt kender de mennesker, som vi har bekendtskabet til. Det er ikke den form, det er ikke det, vi taler om her.

Vi taler om det, som vi også allerede har set hele vejen igennem Johannesevangeliet — med det her eksempel, som Jesus drager ind i vers 15 her, forholdet mellem ham og hans far. Vi ser det for eksempel i kapitel 5, vers 20:

"For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør."
Johannesevangeliet 5, 20

Kapitel 5, vers 23: "Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen." Der tales om den her enhed og den her ligeværdighed, der er mellem Faderen og Sønnen. "Jeg søger ikke at gøre min egen vilje," siger Jesus, "men hans vilje" — kapitel 5, vers 30. Kapitel 6, vers 37: "Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig." "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham" — kapitel 6, vers 44. "Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig" — kapitel 7, vers 16. "Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig" — kapitel 8, vers 18. "Hvis Gud var jeres fader," siger Jesus til jøderne i kapitel 8, vers 42, "ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet." I vers 30 af kapitel 10 siger Jesus: "Jeg og Faderen er ét."

I vers 17 i kapitel 10 taler Jesus om Faderens kærlighed til ham, så vi kan se den her relation, det her kendskab, som Faderen og Sønnen har til hinanden — den her dybe, inderlige, kærlige relation. Det er den her form for kendskab, som er illustrationen, som Jesus bruger i vers 15 som eksempel på, hvad han mener i vers 14. Han siger: "Jeg kender mine får, og mine får kender mig." Wow! Det er et kendskab, der bedst kan beskrives med ordet kærlighed.

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn."
Johannesevangeliet 3, 16

Hvad sagde den enbårne søn til det? "Ikke min vilje, men hans" — kapitel 5, vers 30. Hvordan kom det til udtryk? Vers 15b i vores tekst: "og jeg sætter mit liv til for fårene." Igen i vers 17: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage."

Brødre og søstre, kan I mærke hyrdens kærlighed? Det er den kærlighed, hvormed han kendte os, og på grund af hans frelser-kærlighed har han givet os noget til at elske ham, som Johannes skriver i sit første brev:

"Vi elsker, fordi han elskede os først." – Johannes

Vi elsker, fordi Guds kærlighed, som Paulus skrev til romerne, "er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os" — Romerbrevet 5, 5. Den gode hyrde viser sin godhed imod os med en kærlighed, som er større end noget andet. En kærlighed, som er udtrykt i hans offer for os på korset, hvor han satte sit liv til for sine får. Sikken god hyrde vi har!

Kan I også se, hvordan hele den treenige Gud er involveret her? Hele den treenige Gud virker sammen her. Faderen sender Sønnen, fordi han elsker os. Sønnen lyder Faderens kald, fordi han elsker Faderen, og han elsker dem, som Faderen i vers 29 har givet til Sønnen — nemlig hans får. Vi, hans får, fyldes af hans kærlighed, fyldes af Guds kærlighed, som Sønnen udgyder i vore hjerter ved Helligånden. Vi ser også i kapitel 1, vers 33, at det netop er Sønnen, der giver os Helligånden. Det er Sønnen, der døber i Helligånden. En teolog pegede meget rigtigt på, tror jeg, ud fra vers 15, at den kærlighed, hvormed hyrden elsker sine får, og fårene elsker hyrden, er betinget af den kærlighed, der er mellem Faderen og Sønnen.

Hvis du vil vide, hvor inderligt den gode hyrde Jesus Kristus kender dig og elsker dig, så behøver du bare at se på og studere forholdet mellem Faderen og Sønnen. Det er vildt at tænke på. Det er en kærlighed, der overgår enhver erkendelse, enhver fatteevne.

Jeg ved, at der er mange sorger, som mennesker har i deres liv. Måske bærer du rundt på sorg, som skyldes ting, der er sket — sket på grund af en mangel på kærlighed, som skete, fordi den eller de, der var sat til at beskytte, svigtede. I stedet for at sætte sig selv til side, så satte de sig selv først. I stedet for at stille sig mellem dig og ulven, så flygtede vedkommende, og ulven gik på rov. Men kære ven, den gode hyrde kom — og han kom ikke blot for at vise sin betingelsesløse kærlighed til dig, men han kom også for at genoprette med sin kærlighed de ting i dit liv, som er blevet nedbrudt, og læge de sorger, som er blevet forvoldt. For sådan er hyrdens kærlighed.

Den er enormt stor, den er enormt dyb, men det vi ser i vers 16, er, at den også er enormt omfattende. Vi har været inde på det her med nådeslæren og udvælgelsen, og mange oplever det måske som noget kontroversielt, men vi må også bare huske på, hvor omfattende Guds kærlighed er, og hvor langt den rækker. Jesus taler om andre får, som ikke hører til denne fold — det vil sige det jødiske folk, det jødiske samfund. De hører til folden uden for jødedommen, det vil sige hele den hedenske verden.

Jesu mission som den gode hyrde er en mission til hele verden. En mission, hvor han samler alle dem, der hører til hans folk, alle dem, som hører hans røst, og som kommer til ham — alle dem, som Faderen drager, fordi de er hans får, og bringer dem ind i sin fold, så der kun er én hjord og én hyrde. Så der med andre ord kun er ét folk, dem som også i Galaterbrevet kapitel 6 og vers 16 bliver kaldt for "Guds Israel". Igen er det her et ekko af Ezekiels ord i Ezekiel 34, 11 om, at Herren vil søge efter sine får, han vil redde dem, og han samler dem under én hyrde.

Den gode hyrde er en hyrde for én flok. Han er en hyrde for ét folk, for én menighed, og den består af alle dem, som har omvendt sig fra deres synd og sat deres lid alene til ham. Har du ikke gjort det? Har du ikke sat din lid til ham? Så hør hyrdens røst i dag. Han kalder sine får til sig. Han samler dem, han leder dem, og han fører dem på sine veje.

Hyrdens hengivenhed

Vi har set på hyrdens villighed, vi har talt om hyrdens kærlighed, og den sidste egenskab, som jeg gerne vil fremhæve ud fra vores tekst, som er beskrivende for hyrdens godhed, det er hyrdens hengivenhed. Vers 17 og 18: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre."

Fra vers 14 til 16 har vi set på det her helt særlige kendskab, som hyrden har til sine får, som er kendetegnet ved hans selvopofrende kærlighed til sine får. Jesus bruger sin relation til sin far som et eksempel på, hvor stor og dyb og rig den kærlighed er. Det er med reference til den relation, at vers 17 skal forstås, når Jesus siger: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage."

Rent sprogligt er det naturligt for os at tænke, når vi læser ordet "derfor", at en årsag til Faderens kærlighed til Sønnen bliver antydet — og at den årsag er, at Sønnen sætter sit liv til for at få det tilbage. Det er jo det, der gør frelsen mulig. Med andre ord kan vi tænke: Okay, grunden til, at Faderen elsker Sønnen, er, at han sætter sit liv til for fårene. I den menneskelige logik kunne man så komme til at tænke: Okay, men har Faderen så ikke elsket Sønnen før det? Svaret er naturligvis: jo. Det er, fordi når vi taler om relationen mellem personerne i guddommen — Faderen, Sønnen og Helligånden — så taler vi om en evig relation. En evig relation. Det er noget, vi har svært ved at forstå, evighed, fordi vi selv ikke er evige. Men det er en evig relation, en evig kærlighed. Fra Sønnen mod Faderen også en evig lydighed mod hans vilje, herunder Faderens vilje til at give sin søn og Sønnens vilje til at give sig selv hen for os som et offer.

D.A. Carson udtrykker det på den her måde:

"Faderens kærlighed til Sønnen er evigt forbundet med Sønnens ubetingede lydighed mod Faderen, hans fuldstændige afhængighed af ham, kulminerende i den største lydighedshandling — villigheden til at bære Golgatas skam og skændsel, dødens isolation og forkastelse, den synd og forbandelse forbeholdt Guds lam." – D.A. Carson

Det kunne ikke beskrives meget bedre. Vi taler om den gode hyrde, som er god, fordi han i modsætning til alle andre hyrder før ham er hengivet til at gøre sin faders fuldkomne vilje og gøre det fuldkomment.

Hyrdens hengivenhed kan ses i kontrast til de slette hyrders ligegyldighed. De ville kun gøre det, som kunne tjene deres egne interesser, men den gode hyrde hengiver sig til at tjene sin faders interesser. Jesus siger i Johannes 4, 34:

"Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk."
Johannesevangeliet 4, 34

Når vi tænker på vores egen overgivelse til Jesus som troende, så kommer vi til kort selv på vores bedste dage. Selv når vi er stærkest, så er vi svage. Selv når vi er bedst, så rammer vi ved siden af målet. Er det ikke rigtigt? Vi er totalt afhængige af Guds nåde. Men vi har en hyrde, som er fuldkommen hengivet — fuldkommen hengivet. Det vi ikke formåede, det formåede han. Der hvor vi kom til kort, der lykkedes han. Der hvor vi ramte ved siden af målet, der ramte han plet. Han gjorde alt det, vi ikke kunne, for at give os alt det, vi ikke fortjener.

Vi brød Guds bud. Jesus holdt alle Guds bud. Så satte han sit liv til for os. Han stillede sig selv mellem os og Guds vrede imod os og lod vreden ramme ham i stedet for os. Han hengav sig selv som et offer — det fuldkomne offer, der kunne sone vores synd og give os fred med Gud. Kære ven, du og jeg har fred med Gud, fordi vi har en hengiven hyrde. Han var ikke ligeglad med os. Selv om vi ikke fortjente hans kærlighed, så elskede han os. Han var ikke ligeglad med os, han havde ikke glemt os. Nej, på trods af vores synd imod ham, så elskede han os. Så gav han sig selv hen for at redde os, for at rense os, for at tilgive os for vores skyld.

Vi kan sige: Den største begivenhed er hyrdens hengivenhed. Den største begivenhed er hyrdens hengivenhed. Han var ikke tvunget til at give, men han gav. I vers 18 ser vi det her aspekt af hyrdens autoritet i sin hengivenhed. Jesus siger: "Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre."

Det er ikke sådan, at Jesus som den gode hyrde forsøger at redde sine får, og så stiller han sig mellem fårene og ulven, og så bliver han angrebet af ulven, og så slår ulven ham ihjel og tager hans liv. Nej. Det, der gør evangeliet helt unikt, er, at hyrdens død ikke er grundet i en risiko, han tager, men i en beslutning, han tager. Det er ikke sådan, at Jesus kunne risikere at dø. Nej, det er sådan, at Jesus måtte dø. Hans død var ikke en mulighed. Hans død var en nødvendighed. Ja, hans død var selve midlet til at sikre fårenes liv. Det vers 18 siger, er, at Jesus villigt, bevidst, helt overlagt, efter planen, som var Faderens vilje, gav sit liv for sine får. Som Jesus siger: "jeg sætter det til af mig selv".

Det har han fået magt og autoritet til at gøre, som vi også så i kapitel 5, vers 21. Jesus erklærer sin magt over sin egen død, sin magt over sin egen opstandelse. Det er en magt, han har i enhed med sin fader, som har påbudt Jesus at gøre det her, som har påbudt Jesu frelsende gerning — at dø for syndere og opstå igen til frelse for enhver, som tror på ham. Som vi læser i Johannesevangeliet kapitel 6, vers 39, er det Faderens vilje, at Jesus ikke mister noget af alt det, som han har givet ham — det vil sige hans får. Det er Faderens vilje, at Jesus ikke mister et eneste får. Prøv at tænk på det! Men oprejse det igen på den yderste dag.

Jesu opstandelse betyder vores opstandelse. Han er opstandelsen og livet. Fordi han lever, så kan vi leve. Det er det, der gør ham til den gode hyrde.

Lev og tjen den gode hyrde

Hans villighed, hans kærlighed, hans hengivenhed er beviser på hans godhed. Når du ser hans godhed, som åbenbaret i disse vers, hvordan reagerer din sjæl? Er din sjæl upåvirket af hans villighed til at sætte sit liv til for dig? Er din sjæl ubevæget af hans kærlighed til dig? Er din sjæl ligegyldig over for hans hengivenhed for dig? Hvis det er tilfældet, så er din sjæl i fare. Fly til korset! Bøj dit hjerte, ydmyg dig, og erkend dit behov for hans nåde.

Men hvis du ser hans godhed, kære bror og kære søster, så sæt alt ind på at leve dit kristne liv, så det ærer hyrdens villighed, så det ærer hyrdens kærlighed og hans hengivenhed til dig. Det er så nemt at komme til at henfalde til ligegyldige ting i den her verden. Er det ikke rigtigt? Men livet er bare for kort, og evangeliets kald til os er bare for stort. Lad os leve og tjene vores hyrde med en iver, der afspejler vores erkendelse af hans godhed imod os. Lad os ikke miste blikket for den pris, han betalte for vores frihed, for som der står skrevet: vi er blevet købt dyrt. Lad os ikke miste forundringen over den kærlighed, hvormed han elsker os, men give os selv hen til at elske ham og elske hans får.

Hør igen dagens budskab i to sætninger: Jesus var villig til at lyde sin faders kald ved at sætte sit liv til for sit folk af kærlighed til dem, for at sikre deres liv i evighed. Derfor er han for sine får den gode hyrde. Må vores respons til ham, på den han er for os, være stor taknemmelighed, inderlig tro og ivrig lydighed, for han er værdig.

Amen.