Jesus er opstandelsen og livet (del 1) - Lazarus' død

Til september er det 18 år siden, jeg startede i det firma, jeg arbejder i. Om Herren han vil, så er vi måske på vej til en ny tid. Men jeg husker det tydeligt. Det første firmaarrangement, jeg var til, var i Sverige, og hele firmaet var samlet på et hotel og konferencecenter. Den første morgen var der et stort morgenbuffet, og jeg kom ned dertil. Den første, jeg mødte, var en ældre herre, som sagde godmorgen og spurgte: "Har du sovet godt?" Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde, men jeg tror, jeg svarede et eller andet i stil med "jo tak, og dig?". Jeg undrede mig lidt over, hvem han var, fordi han ikke så ud, som om han var en del af vores selskab. Han havde ikke brandet tøj på. Han havde bare afslappet tøj, en t-shirt og så videre. Så jeg tænkte, han nok bare var en flink ældre herre.

Det var først om aftenen, da han gik på scenen i fint jakkesæt, at jeg fandt ud af, at manden var direktør for den globale organisation med over 30.000 ansatte i over 120 lande. Der tog jeg mig til hovedet og tænkte: "Dog, jeg gav vist ikke det bedste indtryk der ved morgenbuffeten." Mit meget korte, uformelle og måske uengagerede svar til manden ved morgenbuffeten manglede indsigt og erkendelse af, hvem manden han var.

Grunden til, jeg fortæller den historie i den her episode, er, at det er lidt af den samme dynamik, vi også ser en gang imellem, når vi læser evangelierne. Folks reaktioner på Jesus kan aflæses i forhold til karakteren af deres indsigt og erkendelse af, hvem de forstår Jesus at være.

Vi så i kapitel 10, hvordan jødernes fejlindsigt og afvisning af Jesu ord kom til udtryk i deres ihærdige modstand af ham. Men i den tekst, vi skal se på i dag, er Jesus ikke omringet af fjender. Han er omringet af venner. Han er omringet af mennesker, som han elsker. Alligevel er der den her fællesnævner, den her dynamik med at se og forstå, hvem det er, Jesus egentlig er, og hvad det er, han siger, hvad det er, han er kommet for at åbenbare. For os som troende i dag kan vi læse Guds ord. Vi kender historien, vi kender evangeliet, og mange af os har læst Bibelen flere gange. Men vi kan faktisk komme til at begå den fejl, at vi tror, vi har al den indsigt og erkendelse, vi har brug for. Sandheden er, at vi kan glemme. Er det ikke rigtigt? Vi kan glemme evangeliet. Vi kan blive lunkne og dovne i sjæl og sind til at fatte og forstå og se, hvor stor og mægtig og herlig og overvældende rige vi egentlig er, og hvor velsignede vi er i kraft af den frelse, som Jesus har købt til os.

Igen må vi komme tilbage. Komme tilbage til evangeliet. Komme tilbage til Guds ord. Komme tilbage til fællesskabet med Herren, så vi kan bede ham om indsigt og erkendelse på ny. Det har vi hele tiden brug for. Min bøn er i dag, at den her tekst og det her budskab må være med til at bidrage til det.

Vi er startet på det 11. kapitel her i Johannesevangeliet, som i vores bibel har overskriften "Opvækkelsen af Lazarus". Det er også god nok, kan man sige. Det er den begivenhed, vi ser i det her kapitel. Men måske er det også lidt misvisende, fordi Lazarus sådan set ikke er hovedpersonen. Hovedpersonen i kapitel 11 er Jesus Kristus. Lazarus danner blot rammen og baggrunden omkring den begivenhed, hvis formål det er at åbenbare, hvem Jesus Kristus er. Den, han er, fortæller han til Martha i vers 25, det vers som står helt centralt i det her kapitel, hvor han siger til Martha:

"Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør."
Johannesevangeliet 11, 25

Vores tekst i dag er fra vers 1 til 16, som giver os baggrunden, som giver os formålet med opvækkelsen af Lazarus, nemlig at give indsigt, erkendelse og tro på Jesus Kristus, Guds søn. Lad os endnu engang læse teksten sammen. Johannesevangeliet kapitel 11 fra vers 1 til 16:

"Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: 'Herre, den, du elsker, er syg.' Da Jesus hørte det, sagde han: 'Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.' Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: 'Lad os tage tilbage til Judæa.' Disciplene sagde til ham: 'Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?' Jesus svarede: 'Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.' Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: 'Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.' Disciplene sagde til ham: 'Herre, hvis han sover, kommer han sig.' Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: 'Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.' Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: 'Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.'"
Johannesevangeliet 11, 1-16

Den gode hyrde og hans hyrdestav

Med kapitel 11 er der et markant skifte fra kapitel 10 til kapitel 11. Her ser vi Jesus sammen med dem, han elsker, som vi ser i vers 5 — hans disciple og Martha og Maria, som han havde et nært forhold til, et nært venskab med. Vers 2 giver baggrund i forhold til Maria. Hun var den, der salvede Jesus med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, som vi også læser om i kapitel 12, og som vi læser om i Matthæusevangeliet, Lukasevangeliet og Markusevangeliet. Lazarus er deres bror, som i vers 3 beskrives som den, Jesus elsker.

De her nære relationer sætter kapitel 11 i meget skarp kontrast til det forrige kapitel, hvor det ikke ligefrem var nære relationer i forhold til dem, Jesus interagerede med. Der var det mennesker, som havde lyst til at slå Jesus ihjel faktisk. Men her var han sammen med venner. Her var han sammen med mennesker, han elskede. Der er stadigvæk nogle af tankerne i kapitel 10, vi ikke helt må slippe. For det, som Jesus fortsat gør i kapitel 11, er, at han handler og taler som den gode hyrde. Hans mission er, at det, han siger, og det, han gør, må føre til, at de som ser ham, som hører ham, hører hans ord, ser hans gerninger — at de må komme til tro på den, han er.

I husker fra sidste gang, hvordan Jesus i vers 37 til 38 i kapitel 10 sagde:

"Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen."
Johannesevangeliet 10, 37-38

Formålet er, at I må fatte og forstå. Midlet er tro på gerningerne. Her i kapitel 11 er den helt centrale gerning opvækkelsen af Lazarus. Formålet er det samme i princippet: at Gud herliggøres ved det tegn, der sker, og med den hensigt, at de som er vidner til det her tegn, kommer til at fatte og forstå, tro med fuld indsigt og erkendelse, at Jesus er den, han er. At Jesus er opstandelsen og livet.

Som vi ser her i vores tekst, er det en proces, og det er lidt af en kamp, kan man sige, for Jesu nærmeste venner at komme til den her fulde erkendelse af, hvem Jesus virkelig er. Der er stadigvæk tvivl. Der er stadigvæk vantro. I den her situation kommer der sorg og forvirring. Der er store ubesvarede spørgsmål og bekymringer. Brødre og søstre, jeg tror, det her er følelser, som du og jeg kan have, og måske endda ret ofte sådan nogle følelser i vores liv. Ubesvarede spørgsmål og bekymringer. Tvivl, nogle gange vantro. Derfor har vi brug for den gode hyrde. Vi har brug for hele tiden at komme tilbage til ham.

Det, jeg godt kunne tænke mig at fremhæve i den forbindelse, når vi tænker på det her billede af Jesus som den gode hyrde, er hyrdens stav. Har I tænkt på det? Hyrden har en hyrdestav. Det er også kaldet en krumstav. Krumningen for oven på hyrdestaven bruger hyrden til at indfange sine får. Det gør han, for at de ikke kommer på afveje. Hvis der er et får, der er på vej ud over en skrænt, kan han fange det og trække det til sig. Samtidig bruger han også staven som et våben. Hvis der kommer fjender, hvis der kommer en ulv, hvis der kommer noget, der vil angribe fårene, så har han sin stav, så han kan slå dem og fordrive dem. Fordrive de fjender, der truer.

I kapitel 11 kommer vores gode hyrde ved sin gerning til at give en forsmag på den ultimative mission. Det er at fordrive den største fjende, og det er døden. Han tager så at sige sin hyrdestav og slår døden, så døden bliver slået ihjel. Gennem det vil han også med hyrdestavens krumning så at sige gennem den her begivenhed indfange sine får, så de kommer ind på det rette spor i forhold til at se og forstå, hvem deres frelser er. At erkende, hvem deres gode hyrde er. Så de kommer til at tænke ret om Jesus. Så de kommer til at tro på ham, som er opstandelsen og livet.

I dag vil jeg gerne i bedste katekismusstil stille og besvare tre spørgsmål. Det er tre spørgsmål, som vores tekst fremkalder, i hvert fald fremkalder for mig, da jeg læste teksten. Nummer ét: Hvad er meningen? Katekismespørgsmål nummer to: Hvor går vejen? Tredje spørgsmål: Hvad er formålet?

Der, hvor vi ser, at mennesker ender i dyb fortvivlelse, er, når de indser, at de faktisk ikke tror på, at de har eller kan få svar på de her spørgsmål. Hvad er meningen? Hvor går vejen? Hvad er formålet? At livet og døden er meningsløse uden retning, uden formål. Hvis man kommer til sådan et sted, hvor man faktisk ikke tror på, at der er noget, så er det der, mennesker kommer i dyb fortvivlelse. Men sandheden er, brødre og søstre, at evangeliet giver mennesker svaret på de her spørgsmål. I dag skal vi se, hvordan vores tekst giver os svaret. At når vores liv bygger på troen på Kristus, så har livet og døden mening. Døden er blot begyndelsen på åbenbaringen af Guds herlighed. Den ser vi ultimativt i Jesu Kristi død for os. Hans død giver os liv i døden, som vers 26 siger:

"Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø."
Johannesevangeliet 11, 26

Den erkendelse giver os et lys i mørket. Et lys, som gør, at vi ikke snubler i mørket, men når frem til målet ved vores tros banebryder og fuldender. Han som er opstandelsen og livet.

Hvad er meningen?

Lad os tage fat på det første spørgsmål. Hvad er meningen? Situationen er, at Lazarus ligger syg. Han er bror til Martha og Maria og er fra Betania, en by, som ligger nogle få kilometer fra Jerusalem. Det er på vejen mod Jeriko. Vi ser, at disciplene ikke er helt opsat på at tage tilbage dertil endnu, fordi, som vers 8 siger, var det området, hvor jøderne lige havde forsøgt at stene Jesus.

Vi har en situation her, og i disciplenes øjne har vi et dilemma, fordi Jesu gode ven Lazarus er alvorligt syg. Man kunne tænke umiddelbart, at vi må være tilbage hurtigst muligt. Men så er der det dilemma, at der er dem, som vil slå Jesus ihjel — i hvert fald i disciplenes øjne er det sådan.

Det med, at Lazarus er blevet syg, finder Jesus ud af, som vi læser teksten, ved, at han får besked om det. Lazarus' søstre sender den her besked, og den har den ordlyd, som vi læser i vers 3: "Herre, den du elsker, er syg." Det, som tvivlsomt ligger implicit i den her besked, er: "Herre, kom og helbred den, du elsker, for han ligger syg."

Jesus helbredte mange, hvor han vandrede rundt i landet. Der kom syge til ham, og han fik medynk med dem og helbredte dem. Mange af dem, som han helbredte, var endda folk, som han ikke kendte, og som folk, der gik helbredt væk, og som aldrig nogensinde kom til at følge efter Jesus. Mange blev helbredt. Men nu var en rigtig god ven af Jesus syg. En, som Jesus virkelig elskede. En, han holdt så meget af personligt. Så det ville være naturligt at antage, at den umiddelbare følelse, Jesus ville få som reaktion på den her besked, var: "Vi skal bare afsted, og det skal være lige med det samme, så vi kan hjælpe ham." Men Jesus var ikke drevet af følelser. Jesus var drevet af sin fars vilje.

I stedet for bare at fare afsted på beskeden om sin vens sygdom læser vi i vers 6, at Jesus blev, hvor han var, endnu i to dage. Hvorfor? Hvad er meningen med det? Meningen læser vi faktisk i vers 4. Da Jesus hørte det, sagde han: "Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den." Den sygdom er ikke en meningsløs sygdom. Lazarus vil komme til at dø af den her sygdom, men sygdommen er ikke til døden, fordi Jesus kommer til at vække ham. Meningen er, at det skal tjene til Guds herlighed. Det vil sige tjene til åbenbaringen af, hvem Gud er. Helt specifikt sker det ved, at Jesus, Guds søn, herliggøres ved det tegn, som kommer til at ske med Lazarus.

Meningen med det, som i Jesu venners øjne er en tragedie, er, at Guds herlighed kommer til udtryk i Guds søn — i at han herliggøres. I at Jesus herliggøres. Det er en herliggørelse, der åbenbarer Jesu fylde af nåde og sandhed, som vi læser om i kapitel 1 og vers 14:

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
Johannesevangeliet 1, 14

Han er fuld af nåde og sandhed. Det viser, at han er den, han er. Han er frelseren. Han er Messias. Han er den, som det kommer til at vise er den, der giver liv og lys, selv der, hvor der er død og mørke. Han er den, der viser, at der, hvor alting ser ud, som om det er meningsløst, der er det i virkeligheden uendelig meningsfyldt. Sådan er det med Jesus.

Hvis der er noget, der kan give folk en følelse af meningsløshed, så er det sygdom og død. Jeg tror, vi alle sammen har mærket den følelse. "Det giver ikke mening det her. Det er så meningsløst. Hvorfor skulle det ske?"

En af de store fejl, som blandt andet trosbevægelsen har gjort i den måde, de har forkyndt om sygdom, er at købe ind på en idé om — og det er virkelig en verdslig og ubibelsk tankegang — nemlig den tanke, at det aldrig nogensinde er Guds vilje, at nogen skal blive syge. Det går faktisk stik imod Guds ord, og det går stik imod den her tekst. Det går stik imod kapitel 9 om den blindfødte. For der ser vi en mening. Vi ser, der er et formål. Det er ikke altid, at vi i vores øjne, i vores umiddelbare omstændigheder som troende, kan se det. Men ved du hvad? Vi kan være forsikrede om, at Guds ord er sandt. Vi kan være forsikrede om, at Guds ord taler sandt, når der i Romerbrevet kapitel 8 vers 28 står:

"Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet."
Romerbrevet 8, 28

Vi kan tro på det. Vi kan vide, at det er sandt. Når vores liv bygger på Kristus, så er der ikke noget, der er meningsløst. Nej, så er der mening. Selv når det ikke altid synes at give mening, er der mening. Vores tekst fortæller os, at det, Gud vil, er, at Guds søn skal herliggøres.

Vi kan hurtigt komme til at tænke, når vi læser omkring frelsen, når vi læser omkring alle de her vidunderlige ting, som Gud gør i sit ord, at det kredser om vores frelse. Det kredser om, at fortællingen handler om vores frihed, vores fremtid. Men alle de her ting bliver kun meningsfulde, når vi forstår dem i lyset af Jesu herlighed. At historien er en historie om ham. At historien er en historie om, hvor stor han er. Hvor fantastisk han er, hvor mægtig og vidunderlig han er. Lad os fæstne vores blik på ham, brødre og søstre, og se os selv i lyset af det lys, der stråler fra ham.

Hvor går vejen?

Det næste spørgsmål, vores tekst fremkalder, er: hvor går vejen? Ja, for disciplene går den i hvert fald ikke til Judæa. Det er en ting, der er helt sikkert. "Hvorfor vil du tilbage til Judæa, Jesus? Jøderne har jo lige forsøgt at slå dig ihjel i Judæa. Det giver ikke nogen mening at tage tilbage til Judæa." Det er, som om disciplene slet ikke har hørt efter, hvad Jesus sagde i vers 4.

Men Jesus trækker det her spørgsmål op på et andet niveau, fordi disciplene roder rundt i den jordiske tankegang. Så hyrden tager sin krumstav. Han trækker dem tilbage på sporet, som den gode hyrde han er. Hvis Jesus skulle følge disciplene — forestil jer det — jamen så ville de være konstant på flugt. De ville fare rundt som høns uden hoved konstant. Men heldigvis er det ikke Jesus, der følger disciplene. Det er disciplene, der følger Jesus. Sådan skal det være. For det er Jesus, der kender vejen. Det er ham, der ved, hvor den går. Det er ham, der kender timen. Det er ham, der ved hvor, hvornår, hvordan. Han ved det hele.

Så det er ham, der kan sige med autoritet foroven: "Vi bliver lige her i to dage. Og så efter det, okay gutter, så er det afsted til Judæa." Det er kun ham, der kan sige det. Det er en rigtig god idé en gang imellem lige at stoppe op og huske på, hvem det er, der er hyrde, og hvem det er, der er får. For nogle gange kan vi glemme det lidt, og hvis man glemmer det, kan man havne alle mulige mærkelige steder.

Men Jesus kender vejen. Grunden til, han gør det, er, at han er vejen. Nu trækker han det her spørgsmål om, hvor vejen går, op på et niveau, som kan hjælpe hans disciple til at få den rette indsigt, til at få den rette forståelse, den rette erkendelse i forhold til, hvad der reelt er på spil her. Jesus siger fra vers 9 til 10: "Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham." Læg mærke til, hvordan der er to niveauer i de her to vers. I vers 9 ser vi det fysiske og naturlige niveau. Dagen har 12 timer. Det var sådan, man så det dengang — både jøder og romere betragtede det sådan, at man opdelte dagen i to. Der var de 12 timer, hvor der var lyst. Det er der, hvor solen skinner. Det er der, hvor man kom på arbejde. Så er der hviletiden om natten, om aftenen, hvor man hviler.

Skal man vandre uden at snuble? Ja, så er det jo om dagen, man gør det, fordi det er der, man kan se. Det er der, solen skinner. Det er der, hvor der er lyst. Så kan man se, hvor man går. Den her verdens lys har 12 timer. Det er der, hvor vi kan vandre, som vi ser i vers 9. Når solen skinner, er der lyst, og så kan vi se, hvor vi går. Men i vers 10 ser vi, at det, Jesus vil frem til med den her illustration, er en åndelig sandhed. Den bliver klar, når Jesus siger her i vers 10: "Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham."

Læg mærke til det: at lyset, det sande lys, som oplyser mennesker, kapitel 1, vers 9 — at det lys ikke er i et menneske. At Jesus, som i åndelig forstand er verdens lys, kapitel 8, vers 12 og kapitel 9, vers 5 — at han ikke er som lyset i et menneske, fordi det menneske ikke har sat sin lid til Jesus. Det betyder, at det menneske vandrer om natten. Det menneske vandrer i mørket. Derfor kommer det menneske til at snuble, fordi lyset ikke er i ham.

Disciplene har faktisk ikke helt forstået, hvor vejen går, fordi de endnu ikke har det fulde lys i sig. Så hyrden tager sin krumstav. Han tager sin hyrdestav, og så trækker han dem ind i lyset af sin sandhed. Han siger: "Hey, vejen går altså til Judæa, fordi ved du hvad? Vejen går derhen, hvor min far åbenbarer, hvor vejen går."

Far åbenbarer sin vilje for sønnen. Det er så let at snuble, brødre og søstre, og miste fokus. Er det ikke rigtigt? Det er så let at miste synet for, hvor vejen går. Forfatteren til Hebræerbrevet taler om det i kapitel 12 og det første vers, hvor han taler om, at vi må frigøre os fra enhver byrde og for synden, som — hvad? — så let omklamrer os. Det er så let, det kommer så let, at vi går af vejen. Vi går af sporet. For vi glemmer at høre på hyrdens røst. I stedet hører vi på alle mulige andre ting. Når vi gør det, farer vi vild.

Som vi så i kapitel 10, er der kun en dør, og der er kun en vej, og det er Jesus, som er den dør. Det er Jesus, som er den vej. Det er ham, som tænder lyset i os, når vi sætter vores lid til ham og ham alene. Så sætter han kursen, og så fører han os på vejen. Vi skal ikke gemme os ude på landet, som disciplene tænkte: "Ah, vi bliver her." Nej, vi skal ind til Judæa, vi skal ind til Betania. For der er vores ven Lazarus, vers 11. "Han sover, og jeg går hen og vækker ham," siger Jesus.

Hvor går vejen? Vejen går, hvor faderens vilje er. Hvor går vejen? Vejen går, hvor verdens lys skinner. Det vil sige Jesus i os. Det vil sige hans ord i os. Hans sandhed i os. Hans ord, som er en lygte for vores fod og et lys på vores sti — det skinner i os. Det skinner netop, så vi kan se, hvor vejen går. Så vi ikke farer vild, så vi ikke snubler. Vejen går der, hvor livet overvinder døden. For Jesus er opstandelsen og livet, det er der, hvor vejen går. Vejen går der, hvor vi kan se Jesu fodspor. Vi går i hans fodspor som hans disciple. Det gør vi, når vi hører hans røst, når vi følger efter ham, går efter ham. Det er der, vejen går, brødre og søstre.

Hvad er formålet?

Disciplene havde ikke forstået meningen helt klart. De havde ikke set vejen helt tydeligt. De havde ikke erkendt formålet helt åbenlyst. Det fører os til det tredje spørgsmål, vi skal se på her. Hvad er formålet? Hvad er meningen? Hvor går vejen? Hvad er formålet?

Selvom den her hyrdemetafor ikke ses i kapitel 11 — vi har den fra kapitel 10 — synes jeg bare, det er svært at slippe det her billede, som vi har fra kapitel 10. For det er underholdende at se her i kapitel 11, hvordan disciplene bare minder så meget om får. Er det ikke rigtigt? De ved ikke helt, hvad der foregår. Hvad er meningen? Hvor går vejen? Hvad er formålet? Aner det ikke. Men vi må ikke grine for meget, fordi det er os, det her. Vi er fårene.

Vi kan ikke klare os uden hyrden. Det kan vi bare ikke. Vi farer hurtigt vild uden ham. Vi må hele tiden komme tilbage til Guds ord, så hyrden med sin krumstav kan trække os tilbage på sporet. For der, hvor vi har vores endimensionelle tunnelsyn, der har den gode hyrde det store billede. Han kan se fremtiden fra fortiden. Han kan se det store billede. Han ved, hvad der kommer til at ske. Han har total kontrol over alting. Det er ham, vi skal være sammen med. Ham, der har fuld kontrol — det er ham, vi skal være sammen med. Vi har ikke kontrol. Lad os være sammen med ham, der har det.

Stille og roligt, med stor langmodighed, hjælper han os til, at han bliver åbenbaret for os, så vi virkelig forstår, hvem han er, så vi virkelig ser ham. Efterhånden som kapitel 11 skrider frem, ser vi, hvordan åbenbaringen bliver stærkere og stærkere. Det er faktisk sådan med hele Guds ord. Det er ligesom kapitel 11. Det er ligesom hele Guds ord, at det starter med Adam, og så bliver åbenbaringen bare stærkere og stærkere — hvordan frelsen bliver åbenbaret, indtil de kulminerer i Kristus. Her på samme måde i kapitel 11 ser vi, det bliver stærkere og stærkere, indtil vi når frem til opstandelsen og livet.

Disciplene har ikke den fulde indsigt. De har ikke den fulde erkendelse endnu. Langt fra faktisk. Men ved du hvad? De er villige til at følge deres hyrde. Det er det, vi skal lægge mærke til. De er villige til at følge ham. Jesus siger til dem i vers 11: "Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham." Disciplene siger: "Herre, hvis han sover, så kommer han sig." Men Jesus talte ikke om almindelig søvn, som vi læser i vers 13, men om hans død. Faktisk ser vi, at det her udtryk "søvn" bliver brugt fire gange i Det Nye Testamente om ganske almindelig fysisk søvn. Men ved I, hvor mange gange det bliver brugt i Det Nye Testamente om død? 14 gange faktisk. Så det er faktisk mere almindeligt at bruge det her udtryk "søvnen" figurativt om døden i Det Nye Testamente.

Jesus bliver nødt til simpelthen bare at sige det lige ud, fordi de ikke har fanget det. Han siger: "Ved du hvad? Okay. Lazarus er død. Forstå det du. Han har ikke taget en morfar. Han har trykket stikket helt. Han er død." Faktisk siger Jesus: "Jeg er glad for, at vi ikke bare fór afsted. Jeg er glad for det. For ved du hvad? Da vi fik beskeden om Lazarus, kunne vi godt bare være taget afsted, men jeg valgte at blive, fordi ved I hvad formålet med det her er? Formålet er, at I må komme til tro." Vers 15. Det er det, der er formålet.

"Så lad os gå hen til ham nu, fordi det er der, det sker. Det er der, hvor I kommer til at finde ud af, at døden ikke har det sidste ord."

Jesus kom for at besejre den største fjende, døden. Jesus kom for at knuse dens magt. Det er det ultimative formål, brødre og søstre. Uden Jesus er du underlagt dødens magt. Så er du underlagt den fjende. Så er du underlagt den forbandelse. Uanset hvor stærk du er, uanset hvor rig du er, uanset hvor mange ressourcer du har — om du havde alle verdens rigdomme, om du havde magt til at stoppe krige og standse kriser. Men ved du hvad? Du vil aldrig nogensinde kunne stoppe døden. Du vil aldrig nogensinde kunne standse døden. Den kommer bare. Men ved du hvad? Der er en, der har magt, der har den fulde magt til endda at overvinde døden. Hans navn er Jesus. Han vandt sejren over døden.

Vi læser i Hebræerbrevet det andet kapitel fra vers 14 til 15, hvor han taler om formålet. Formålet med, hvorfor han kom, og hvorfor han skulle blive et menneske som du og jeg. Hvorfor skulle han gå i døden som et menneske for sit folk?

"Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom."
Hebræerbrevet 2, 14-15

Jesus kom for at bryde dødens forbandelse. Befri enhver, som tror på ham. Befri os.

Hvorfor udtrykker Jesus glæde i vers 15? I vores tekst er det, fordi det, som er vejen til friheden for dem, han elsker og kalder, er, at de tror på ham. Du må tro på Jesus. Du må tro på, at han er opstandelsen og livet. For det er ved den tro, at vi får del i det liv, som han er kommet for at give. Det er formålet.

Thomas' mod og det daglige kors

Vores tekst slutter med en interessant kommentar fra Thomas, også kaldet Didymos, vers 16. Det er ham, vi også kender som tvivleren. Thomas tvivleren. For efter Jesu opstandelse havde han svært ved at tro på det. Han blev nødt til at mærke sårene i hans hænder og i hans side, før han ville tro. Men her ser vi en helt anden side af Thomas. Her ser vi et mod. Han siger til sine disciple der i vers 16: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham." Forstod han meningen? Forstod han vejen? Forstod han formålet? Nej. Men ved du hvad, han var villig til at kaste sig ud i det uvisse i tillid til sin hyrde.

Det, som er interessant omkring Thomas' kommentar her, er, at han ikke selv ved, hvor profetisk det, han lige har sagt, egentlig er. Det samme ser vi med Kajfas i vers 50. De siger noget, som de faktisk ikke ved den dybere betydning af. Der er en dybere betydning. Han siger: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham." Senere kommer de til at forstå, hvor altomfattende de her ord egentlig er i lyset af Jesu kald til sine disciple om dagligt at tage deres kors op og følge ham. Dagligt være villig til at dø fra sig selv, dø fra sin egen vej og følge hyrdens vej. Som Paulus skrev:

"Ja, brødre, så sandt I er min stolthed i Kristus Jesus, vor Herre: Hver dag dør jeg."
Første Korintherbrev 15, 31

"Hver dag dør jeg," siger han i Første Korintherbrev kapitel 15 og vers 31. Hvad mente han med det? "Hver dag dør jeg." Det forklarer han flere steder, men blandt andet i Galaterbrevet kapitel 2 og vers 20:

"Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig."
Galaterbrevet 2, 20

Her på jorden lever vi som troende på Kristus, ikke for os selv. Vores gamle liv er korsfæstet med Kristus. Nu er det ham, der lever i os. Nu er det Kristus, der lever i os, og vi lever i troen på ham.

Liv og død får mening i Kristus

Brødre og søstre, evangeliet gør det klart for os, hvad meningen er, hvor vejen går, hvad formålet med det hele er. Når du har sat din hånd på ploven og valgt ikke at kigge tilbage, jamen det har du gjort i tro. Når du ligesom Thomas i vers 15 ved Guds nåde har sagt "fremad, koste hvad det vil", når du er blevet færdig med dig selv, når du er blevet færdig med dit hovmod, din stolthed, din synd, når du har lagt det ned. Når du er færdig med dit tunnelsyn, og du ved tronen på Jesus har overgivet dit liv til ham, så har både livet og døden fået mening.

Der er ikke noget, der længere skal hedde meningsløst i vores liv. Det er der bare ikke. Vi som tror, vi har vores liv i Kristus, og i ham er der ikke noget, der er meningsløst. Tænk over det. Når døden kommer tæt på, så husk: det er begyndelsen på åbenbaringen af Guds herlighed. Ultimativt er det — husk: Jesus har besejret døden. Husk, som vers 25 siger, vi skal leve, om end vi dør. Vi skal leve, om end vi dør.

Brødre og søstre, vi har et håb, som er større end alt andet. Vi har et lys, der skinner så stærkt. Uanset hvilken form for mørke du må befinde dig i, så er der bare et lys, og det skinner. Uanset hvad mørket er for noget, der omringer dig, jamen så er der et lys. Det er et lys, der gør, at du ikke kommer til at snuble i det mørke. Med "snuble" menes der ultimativt at gå fortabt. Du kommer ikke til at gå fortabt, hvis du vandrer i lyset. For han bevarer dig. Jesus bevarer dig. Han er en god hyrde. Han har sin hyrdestav. Han skal nok sørge for, at du ikke farer vild — hvis du er hans, så skal han nok bevare dig. Så tager han sin krumstav, trækker dig tilbage ind i sit lys, tilbage på sporet. For som der står i Første Johannesbrev 1, 7:

"Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd."
Første Johannesbrev 1, 7

Husk på, at han ikke blot er din tros banebryder. Han er også din tros fuldender. Han fuldender det her løb. Han giver dig styrke til at løbe løbet. Han giver dig styrke til at kæmpe kampen, til at stride den gode strid. Det er ham, der giver styrken.

Kun Jesus formår at vende sorg til dans. Kun han formår at vende gråd til glæde og endda vende død til liv. Det er kun ham, der formår det. For han er opstandelsen og livet. Er dit liv i Kristus, så vil du opleve, hvordan han vender håbløshed til håb. Han vender meningsløshed til mening og formålsløshed til formål, tab til vinding. Han vender forbandelse til velsignelse. Kun Jesus kan gøre det.

I Kristus er døden ikke en endestation. Det er en ny begyndelse. Det minder vores tekst os om. Det betyder ikke, at når vi oplever de her meget svære ting i vores liv, at vi ikke må sørge. Der er sorg. Læg mærke til, hvordan vi ser det i vers 35. Jesus brast i gråd. Der var sorg, der var smerte, der var fortvivlelse. Jesus tager del i din og min smerte og fortvivlelse. Han er med. Han tager del i det. Han ved, hvor vi står. Han kender den smerte midt i det hele.

På trods af alt det — så har vi, som kong David skrev, en stok og en stav, og det er vores trøst. Vi har den der hyrdestav i vores liv, når vi har Jesus. Det er en trøst for os hele tiden, konstant. Jesus er der. Hans hyrdestav er der. Hans liv og hans lys er der. Hans opstandelseskraft er der. Fat mod, brødre og søstre. Fat mod. Se hen til ham. Bed ham om indsigt og erkendelse på ny. For brødre og søstre, vi glemmer hurtigt. Lad os minde hinanden kontinuerligt om det her. Hvad meningen er, hvor vejen går, og hvad formålet med det hele er. Lad os minde hinanden om det. Må han ved sit ord styrke dit hjerte i dag og forny tro, håb og glæde i Kristus Jesus, vor Herre.

Amen.