Jesus er opstandelsen og livet (del 3) - Guds herlighed åbenbaret

I dag kommer vi til den sidste del af beretningen om Lazarus i den her miniserie prædikener, som jeg har kaldt for Jesus er opstandelsen og livet. Min bøn er, at Jesus Kristus må stå klart og tydeligt frem for os som den, hvis lys stråler af sandhed og åbenbaring i beretningen her. Det er ham, hvis herlighed vi ser. Guds herlighed.

Netop det her ord, herlighed, det træder stærkt frem i vores tekst i vers 40, hvor Jesus siger til Martha: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Men inden vi zoomer ind på det her spørgsmål, som også rummer et fantastisk løfte, så lad os indledningsvis se på og meditere lidt over udsagnsordet se. Du skal se Guds herlighed. For alt imens Guds herlighed bliver åbenbaret i den begivenhed, som vores tekst omhandler, så gør den jo sådan set ikke nogen gavn for den enkelte, hvis ikke man ser den.

Det er meget indlysende. Måske har du prøvet en sommeraften — jeg ved ikke med den her sommer, men måske en sommer, hvor du ligger udenfor, og du kigger op mod en stjerneklar himmel. Hvis ikke der er for meget lysforurening omkring dig, kan du kigge op og se Mælkevejen. Du kan se de forskellige stjerneformationer, du kan se Karlsvognen og Orion og de andre. Måske er man også heldig en aften at se flere stjerneskud flyve henover den her stjernespækkede mørke himmel. Det er fantastisk, når man ser det. Men hvis man ligger der og er så velsignet at have sådan en himmel oppe foran sig, men man sover, så får man ikke meget ud af den skønhed, der fylder hele himlen.

Det at se er forudsætningen for også at opleve det og forstå og erkende og modtage de ting, som Gud har skabt, og i åndelig forstand de ting, som han har bestemt for dem, som han har kaldet til at se — nemlig åbenbaringen af Guds herlighed i Jesus Kristus.

Igennem Johannesevangeliet har vi indtil nu set flere konfrontationer, som Jesus har haft med jøderne. Det, som ligesom går igen, det er, at de hverken kan eller vil se. I kapitel ni illustrerer Jesus den pointe meget klart med beretningen om helbredelsen af den blindfødte. Den afsluttes med, at Jesus beskriver formålet med sin tjeneste i verden som en dom over dem, der tror, de ser, men som i virkeligheden er fuldstændig blinde — for at de, som ikke kan se, kan få øjnene til at se.

Det her med at se forstår vi som et synonym og et billede på det at tro, som Jesus bygger videre på i kapitler. Det er de, som tror, der ser og hører og genkender hyrdens røst. Hyrden tager dem til sig, og han giver dem evigt liv. Det her løfte, som Jesus giver til hans får og dem, som kommer til ham, om at de skal få evigt liv — det er et løfte, som han ønsker, at de skal tro.

Det bringer os til kapitel 11, hvor vi hører om Lazarus. Han er bror til Martha og Maria. Han er en nær ven af Jesus. Men Jesus venter med at komme til Betania, hvor han ligger syg. Han trækker tiden i et par dage, og i mellemtiden dør Lazarus. Som vi så i vers 15, var Jesus egentlig glad for den beslutning at vente, fordi hans beslutning var baseret på det formål, at hans disciple og alle dem, som fulgte ham, alle dem, som var der, måtte komme til tro på den, som han er, og forstå det, som han siger i vers fire — at det skulle tjene til Guds herlighed, og det skulle tjene til herliggørelsen af Guds søn.

De, som endnu ikke helt så, skulle komme til at se og forstå og tro på Jesus som opstandelsen og livet. En tro som fører til evigt liv for dem, som har den. Jesus, Guds søn, var der fysisk hos dem, men selv hans nærmeste havde svært ved at se og forstå, hvem Jesus egentlig virkelig var. I kapitel 11 ser vi Jesus i Guds visdom hjælpe sine venner. Han hjælper sine disciple. Han hjælper dem omkring sig — dem, som endnu ikke kan se. Han forsøger at hjælpe dem til at se og hjælpe dem derhen, hvor de rent faktisk kan erkende og forstå, hvem det er, han er. Det skulle ske igennem en proces med stor sorg, en proces med stor frustration. Sidste gang så vi på Martha. Vi så hendes proces, og hvordan hun kommer til erkendelse, hvordan hun også bliver prøvet i sin tro gennem det hele.

I dag ser vi både Martha og Maria, hvordan de kæmper midt i den sorg, de har på grund af tabet af deres bror, og de kæmper med at se det, som i virkeligheden er ham, der er deres evige håb. Jesus, som er der, som hele tiden har været der, tæt på dem — at han er selve opstandelsen og livet. De har deres øjne på døden, som lige har revet deres bror fra dem. Den her forbandelse, som døden er. Men Jesus kalder dem til at se på ham, som er livet. Som han også sagde i kapitel 10, vers 10:

"Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod."
Johannesevangeliet 10, 10

Det er ham, vi må fæste vores øjne på. Det er ham, som bryder forbandelsen. Det er ham, som gør op med vores største fjende, døden. Det er ham, hvis herlighed vi ser, når vi ser den sejr, som han har vundet over døden, og også den sejr, som vi lige har sunget om nu her: Kristus har sejret.

Husk tilbage på, hvordan Johannes indleder sit evangelieskrift i det første kapitel, hvordan han siger det i vers 14:

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
Johannesevangeliet 1, 14

Hvis du tror, skal du se Guds herlighed. Hvordan skal vi se det? Lad os prøve at læse teksten endnu engang og så tænke sammen over det her spørgsmål. Johannesevangeliet 11, 31-44:

"Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: 'Herre, havde du været her, var min bror ikke død.' Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: 'Hvor har I lagt ham?' 'Herre, kom og se!' svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: 'Se, hvor han elskede ham.' Men nogle af dem sagde: 'Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?' Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: 'Tag stenen væk!' Martha, den dødes søster, sagde til ham: 'Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.' Jesus sagde til hende: 'Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?' Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: 'Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.' Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: 'Lazarus, kom herud!' Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: 'Løs ham og lad ham gå.'"
Johannesevangeliet 11, 31-44

Jeg har givet min prædiken i dag overskriften Guds herlighed åbenbaret. Jeg vil gerne, at vi sammen i dag skal se på tre faser i den her passage om processen frem mod åbenbaringen af Guds herlighed. Vi skal se på nummer et, Guds herlighed betvivlet. Nummer to, Guds herlighed bekræftet. Nummer tre, Guds herlighed bevist.

Guds herlighed betvivlet

Vores tekst begynder med en betoning af den første fase: Guds herlighed betvivlet. Men inden vi dykker helt ned i teksten, så er det værd at spørge: Hvad er det, Jesus mener, når han i vers fire siger, at Lazarus' sygdom skulle tjene til Guds herlighed? Hvad mener han, når han i vers 40 henvender sig til Martha og siger, at de, som tror, skal se Guds herlighed?

Vi lærer som sagt fra det første kapitel, at den herlighed, som Jesu efterfølgere skulle se i sønnen, det er en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, som sønnen har den fra Faderen. I kapitel to læser vi, at Jesus åbenbarede sin herlighed dengang, han gjorde det tegn, hvor han forvandlede vand til vin. I kapitel 12 læser vi, at profeten Esajas så Jesu herlighed, da han skrev om ham i Esajas 53. Det var 700 år før Kristus blev født. Han så Jesu herlighed. I kapitel 17 hører vi Jesus bede til Faderen, fra hvem han har sin herlighed, om at han må herliggøre ham med den herlighed, som var hos ham, før verden var til.

Men spørgsmålet er, hvad var det, Esajas så? Hvordan hænger det sammen med det, som var hos Faderen, før verden var til, og som de troende nu får øjnene op for, når de ser de tegn, som Jesus gør, hvor de så ser hans herlighed? Det var jo ikke sådan, at når Jesus blev spottet på gaden, og folk så ham, at så så de et lys stråle ud fra ham, at alle bare så hans herlighed. Sådan var det ikke. Filipperbrevet siger, at han tog en tjenerskikkelse på. Esajas taler om Jesus som den lidende tjener. Taler om ham som en, man skjuler ansigtet for. Det var ikke sådan en lysende herlighed omkring ham. Hans herlighed, det var noget, der skulle åbenbares for den enkelte, før de kunne se den. Det var noget, man kun så med troens øjne.

Når de først så det, så så de noget, som var så fantastisk, fordi det, de så, det var et glimt af Guds væsen. Forfatteren til Hebræerbrevet beskriver det som Guds herligheds glans, hans væsens udtrykte billede. Med andre ord: De, som så Guds herlighed i Kristus, de så Gud. De så et billede af den perfekte udstråling af Guds væsen.

Det vil sige, at det, Jesus giver som løfte til de, som tror, det er, at de skal se Gud, når de ser ham. Tre kapitler senere, i kapitel 14, ser vi, hvordan Filip spørger Jesus om at få lov til at se Faderen. Hvad er det, Jesus siger til Filip? Han siger:

"Filip, den der har set mig, har set Faderen."
Johannesevangeliet 14, 9

Den, der virkelig har set ham med troens øjne, de har set den Jesus, han er i sit væsen, nemlig Gud selv. Brødre og søstre, det er det her, der bliver betvivlet omkring Jesus. Det er det her, som ikke bare i vores tekst bliver betvivlet, men betvivlet af alle mennesker, som ikke tror på Jesus. Jesus kan da ikke være andet end bare et menneske.

Men Jesus åbenbarer noget mere i vores tekst. I første omgang agerer Maria på samme måde, som hendes søster Martha agerede i vers 21, hvor Martha siger: "Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død." Maria agerer præcis på samme måde. Men vi så Martha sidste gang, hvordan hun i sit møde med Jesus får en erkendelse. Det, som hun ser, det, som hun får lov at forstå, det bringer hun tilbage. Det ønsker hun, at Maria også kan forstå. Hun kommer til Maria og kalder på hende og siger, at Jesus kalder på hende. Når hun hører det, rejser hun sig straks op (vers 29). Hun går ud til Jesus, og han står det samme sted, der hvor Martha havde mødt ham. Jøderne følger med hende (vers 31), fordi de tror, at hun ville ud til graven og græde der.

Det var jo en ceremoniel praksis. Der var et helt klart format, en dagsorden, en ceremoni, ting, man skulle gøre. Det var en sørgetid, og der var et program. Men Maria bryder programmet. Hun bryder ceremonien. Hun bryder protokollen. Hun går ud til Jesus, og i sin sorg og i sin tvivl falder hun ned for Jesus, ned for hans fødder. Hun siger i vers 32: "Herre, havde du været her, var min bror ikke død."

Læg mærke til, hvordan Jesus reagerer i vers 33-34. Der står, at han blev stærkt opbragt og kom i oprør. Her er den danske oversættelse faktisk bedre end mange af de engelske oversættelser, fordi Jesus blev mere end blot følelsesmæssigt bevæget, som vi ser i mange af de engelske oversættelser. Han blev stærkt opbragt og kom i oprør. Det ord, der bliver oversat til opbragt, betyder vred, ophidset, irriteret eller forarget. Jesus reagerer med en harme. Ikke blot, fordi han så gråden, men mere fordi der bag Marias gråd var en ånd af håbløshed. Bag de professionelle sørgeres gråd var en håbløs falskhed.

Håbets Gud er der midt iblandt dem, og dog betvivler de hans herlighed og fornægter hans identitet som opstandelsen og livet. Jesus siger i vers 34: "Hvor har I lagt ham?" De svarer: "Herre, kom og se." Så brister Jesus selv i gråd. Ordet gråd her i vers 35, det er et lidt andet udtryk end det ord for græde, som vi ser i vers 33 forinden i forbindelse med Maria og jødernes græden. Der er en forskel i forhold til det følelsesmæssige udtryk her. Men Jesus er uden tvivl fyldt med blandede følelser i situationen, hvor han både er bevidst om folkets vantro, men også meget bevidst omkring den synd og død, som Jesus jo også kom for at gøre op med. Det var det, han ultimativt kom for at gøre op med. Det var dødens magt.

Vi kan forestille os alle de følelser, der er inde i Jesus. Men jøderne ser Jesus briste i gråd, og de fortolker hans tårer som et udtryk for hans kærlighed til Lazarus (vers 36). Ja, Jesus elskede Lazarus. Han var en nær ven. Han elskede ham. Men som Jesus sagde i vers 11, var han kommet der for at vække en ven, der sover. Det var derfor, han var kommet. Han var kommet for at vække en ven, der sover. Det er ikke sørgeligt. Det er glædeligt. Det sørgelige her, det er, at ikke en eneste til stede har den fjerneste idé om, hvad det er, der skal til at ske. Det er det, der er sørgeligt her.

Det gælder ikke mindst de jøder, der udtrykker deres vantro i vers 37 med ordene: "Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?"

Således Guds herlighed betvivlet.

Guds herlighed bekræftet

Lad os se ind i den næste del her af passagen, nummer to: Guds herlighed bekræftet. Jesus blev atter stærkt opbragt (vers 38) — det samme udtryk som vers 33, hvor vi ser et element her af Guds retfærdige harme over synd. Synden, hvis løn er døden (Romerbrevet 6, 23). Døden, som han her skal til at overvinde, men ultimativt døden, som han skal overvinde med sin egen død og opstandelse. Det er det, det her peger frem mod. Den ultimative begivenhed og åbenbaring af Guds herlighed, som ses i korset.

Jesus går hen til graven, til klippehulen med stenen stillet for den. Man kan forestille sig, at Jesus måske tænker på, hvad det er, han selv egentlig står overfor. Hans forestående død, men også hans opstandelse. Tænk på alle de følelser, der går igennem hans sjæl og hans tanker.

Jesus træder nu frem med en myndighed. En myndighed, som kun han har, som ham, der har autoritet, ham, der har magt over liv og død. Her i den her situation fremtræder han med den her myndighed, og det ser vi i vers 39 med befalingen om, at stenen skal tages væk.

Vi har flere gange tidligere i Johannesevangeliet set Jesus byde folk om at gøre ting. Det var i forskellige situationer, hvor folk, når han bad dem om at gøre ting, måske ikke helt forstod, hvorfor det var, han bad dem om at gøre det, men de blev nødt til at gøre det, fordi han bød dem. Han gjorde det med myndighed. Han sagde til den blindfødte i kapitel 9, vers 11: "Gå til Siloa og vask dig." Han sagde: "Få folk til at sætte sig," sagde han til sine disciple med henvisning til de 5000 i kapitel seks. "Rejs dig, tag din båre og gå," sagde han til den syge mand ved Betesda i kapitel fem. "Giv mig noget at drikke," sagde han til den samaritanske kvinde i kapitel fire. "Fyld karrene med vand," sagde han til tjenerne ved bryllupet i Kana, kapitel to. Vi hører hans myndighed i bydeform.

Det er ikke sådan en vilkårlig myndighed. Det er en myndighed med en kærlighed. En kærlighed, som kendetegner Guds væsen. For alt det, der følger efter de ting, som Jesus byder folk at gøre, det er ting, som er et udtryk for, og som åbenbarer Guds barmhjertighed og hans kærlighed og hans nåde og hans frelse. Ja, som åbenbarer hans herlighed.

Forskellen på de her forskellige situationer, det er, hvordan de, som Jesus giver de her bud, hvordan de reagerer, når de får buddet. "Tag stenen væk," siger han. Det virker på ingen måde, som om der er nogen, der har den her historik i baghovedet. Okay, Jesus kommer med et bud her. Hvem ved, om der skal til at ske noget — ligesom de andre gange, hvor han bad folk om at gøre noget. Men det er, som om der er sådan en tåge af noget, der ligesom skygger for, at folk har klart syn her. En tåge af sorg, en tåge af fortvivlelse, en tåge af skuffelse, en tåge af forundring. Ja, for nogen en tåge af foragt og vantro.

Vi ser tågen af fortvivlet forundring i Marthas reaktion: "Herre, han stinker allerede." Vers 39 b. "Han ligger der jo på fjerde dag." Opstandelsen og livet siger: "Tag stenen væk." Martha siger: "Jamen, jamen."

Så Jesus siger til hende i vers 40: "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Jesus irettesætter Marthas jamen, fordi hendes reaktion på buddet om at tage stenen væk burde have stemt overens med hendes erkendelse og anerkendelse af det, som Jesus allerede har forkyndt hende i vers 25-26, som er de løfter, der opsummerer det, som Guds herlighed refererer til. Med andre ord: Når Jesus siger "tag stenen væk", så det første, Martha skulle tænke, det er opstandelse, liv. Men hvad er det, hun tænker? Hun tænker død, stank.

Men midt i den tåge af tvivl og fortvivlelse bekræfter Jesus sit løfte om, at Guds herlighed skal åbenbares for den, som tror. Jo, Martha har sådan set ret om Lazarus. Jøderne har ret om Lazarus. Han er død. Men som en teolog har sagt: De havde ret om Lazarus, men de havde ikke ret om Jesus. De tog fejl om Jesus. De havde øje for døden, men de havde ikke øje for livet. De så på Jesus som den, der kom for sent, i stedet for at se på ham som ham, som kommer fra himlen. Ham, der kommer med læge og liv.

Men Jesus bekræfter Guds herlighed. "Jeg har sagt det til dig, Martha. Du kommer til at se Guds herlighed, hvis du tror. For når du tror, Martha, så ser du ikke død, men liv. Når du tror, Martha, så ser du sønnen, som han er, som Guds væsens udtrykte billede, opstandelsen og livet. Ham, som har al magt og myndighed og autoritet — ikke blot til at opvække døde til live, for at de så kan leve lidt længere." For vi ved jo, at ja, Lazarus blev opvakt, men han kom ikke til at leve evigt på jorden. Han kom til at dø på et tidspunkt. Det var en midlertidig forlængelse af hans liv, kan man sige. Men Jesus, han har magt og myndighed og autoritet til at give evigt liv til dem, som tror på ham. Det er det, som Lazarus' opstandelse er en skygge af. Jesus er ikke bare kommet for at give et midlertidigt liv, men et evigt liv.

Læg mærke til, hvor lidt det her egentlig handler om Lazarus. Lazarus er helt afgørende et middel i forhold til de troendes erkendelsesproces. Men det handler om Guds herlighed. Flere ville jo komme til at se Lazarus' opvækkelse, og så ville de gå derfra uden at have set Guds herlighed. Det ser vi efterfølgende i kapitel 11, vers 46, hvor flere af jøderne går til farisæerne. Det at se Guds herlighed i udfoldelsen af tegnet, det er et privilegium, som Gud skænker dem, som tror på ham.

Vi har set Guds herlighed betvivlet. Vi har set Guds herlighed bekræftet. Nu skal vi se på den tredje ting her: Guds herlighed bevist.

Guds herlighed bevist

"Så tog de stenen væk," vers 41. "Jesus så op mod himlen og sagde: 'Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.' Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: 'Lazarus, kom herud!' Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: 'Løs ham og lad ham gå.'"

Jøderne handler på Jesu befaling om at tage stenen væk. Jesus løfter sine øjne mod himlen, og så beder han til sin far. Det er den første bøn, vi ser i Johannesevangeliet, hvor vi hører Jesus bede.

I den her bøn kan vi lægge mærke til flere ting. Én er, at Jesus viser os det, som han allerede har forkyndt. I kapitel 10, vers 15, sagde han: "Faderen kender mig, og jeg kender Faderen." Vers 30: "Jeg og Faderen er ét." Vers 38: "Faderen er i mig, og jeg er i Faderen." Vi ser både den unikke intimitet, der er mellem Faderen og sønnen, og samtidig også den enhed, som vi ser, at de er ét, som taler om deres væsens enhed, som taler om guddommen — den treenige Gud.

Faderen hører altid Jesus, kapitel 11, vers 41. Han har hørt Jesu bøn om Lazarus' opvækkelse. Jesus har allerede bedt den her bøn lang tid forinden. Måske lige da han først hørte om, at Lazarus var syg, så bad han den her bøn. Det kan også være, det var, før han vidste, hvad der skulle ske. Han havde Gud. Vi ser det indikeret af verset.

I vers 42 er, hvordan Jesus meddeler formålet med, hvorfor han siger det, som han siger i sin bøn. Hvorfor han også beder den her bøn offentligt for folkeskaren, som er der og ser ham løfte sine øjne mod himlen og bede til sin far. De ser ham bede. De hører hans ord. De ser karakteren af den relation, som sønnen og Faderen har — den her intimitet. Hans bøn er hørt af Faderen. Men den skulle også ses og høres af folkeskaren, af hans disciple, af Martha og Maria og jøderne. Hvorfor skulle den det? Jo, for at de måtte komme til tro. Det er formålet.

Husk igen løftet til dem, som tror: De skal se Guds herlighed. Hele Jesu mission og motivation fra start, under hele den her intense proces i kapitel 11 med sygdom og død og sorg, nu også liv — det er, at alle dem, som Gud kalder, må komme til tro på sønnen, og med deres tro se Guds herlighed åbenbaret. At de må forstå, at Gud selv er midt iblandt dem. Ham, som har magt til at frelse. Ham, som har magt til at give liv. Ham, som har magt, ja, til at give evigt liv. Han er midt iblandt dem.

Midlet til, at det skal ske, at de får evigt liv, det er, at Guds herlighed bliver bevist her. Det er midlet til, at de skal tro. Vers 43: Jesus råber med høj røst: "Lazarus, kom herud!"

Vi ser autoriteten. Jeg kan godt lide D. A. Carsons kommentar til det her. Fantastisk god kommentar, hvor han siger, at den autoritet, hvormed Jesus råber de her ord — "Lazarus, kom herud" — den autoritet var så stor, at hvis ikke Jesus havde specificeret det med navns nævnelse, altså "Lazarus, kom herud", så var alle gravene åbnet, og de døde kommet ud. Det var specifikt Lazarus, så det var ham, der kom ud. Synes, det var en fed kommentar.

Jesus er opstandelsen og livet. Når han taler og befaler, så sker det, han befaler. Livet kommer. Opstandelsen sker. Døden slipper. Mørket forsvinder. Lyset bryder frem. Kun Jesus Kristus har autoritet og magt til at give det.

Lazarus går ud af graven med strimler af linned viklet om fødder og hænder og klæde om ansigtet. Ingen er i tvivl om, at det her, det er den døde, der kommer ud af graven. Han, som engang var død, han er nu i live. Jesus siger: "Løs ham og lad ham gå."

Fantastisk billede her. Dødens magt blev brudt den dag. Men brødre og søstre, det her, det er blot en fysisk demonstration af en åndelig realitet. De, som kun så det fysiske, det kan godt være, de blev imponeret. Det uden tvivl. En dødes opvækkelse — det er ikke det, man ser hver eneste dag. Men det blev ikke til liv for dem, hvis det blot var en fysisk ting, de så. De, som derimod så den åndelige realitet, så hvad det egentlig var, der skete her — de, som ved Ånden kom til tro på Jesus på grund af det tegn, de så her. Ja, de så mere end en fysisk opvækkelse. De så Guds herlighed åbenbaret. De så, og de forstod: Ja, Lazarus er nu i live, men Jesus er opstandelsen og livet.

Jesus er livet, vi behøver. Jesus er svaret på dødens forbandelse. Det er ham, jeg vil tro må klynge mig til for at gå fra død til liv. Det er evangeliets gode nyhed.

Der er frelse i navnet Jesus, fordi han har brudt dødens magt. Ikke ved opvækkelsen af Lazarus alene — her gav han blot en forsmag på sin herlighed og magt over døden. Nej, ved sin egen død og opstandelse. I sin egen død tog han synden på sig selv, og så sonede han synden i sit eget legeme på korset. Faderens vrede blev udmøntet på Jesus på korset. Jesus sagde: "Det er fuldbragt." Han sagde: "Prisen er betalt." Han gav sit liv. Han satte sit liv til, som der står i kapitel 10, vers 15, for fårene. Som der står i vers 18 af kapitel 10, sagde Jesus også, at han har magt til at få det tilbage. Han har magt til at få sit liv tilbage, til at oprejses fra døden igen. Tre dage efter sin død opstår han fra døden. Derimod satte han syndens kraft i den kiste, hvor døden ligger død og begravet.

Første Korintherbrev 15, 54-55:

"Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?"
Første Korintherbrev 15, 54-55

Jesus Kristus har besejret den. Med sin opstandelse gav han os det ultimative bevis på Guds herlighed. Den, som tror på ham, skal se det.

Har du ikke set Guds herlighed, kære ven? Så vend om i dag. Vend om til ham i dag. Vend om fra synd. Se hen til Jesus Kristus som den, han er — opstandelsen og livet. Tag imod ham. Tag imod evangeliet om den, som han er. Så skal du frelses. Gør det i dag, hvis ikke du har gjort det.

Tro før syn

Det, som vi har set i den her passage i dag, det er noget, der i høj grad bekræfter ting, som vi også tidligere har set. Men i det her kapitel træder der nogle flere stærke nuancer frem, i takt med at evangelieskriftet bevæger sig frem mod klimakset, som er Jesu egen død og opstandelse. Tingene intensiveres mere og mere. Jeg vil gerne fremhæve tre observationer ud fra det, vi har set her i dag, til opbyggelse og formaning for os.

Den første er i forhold til Jesu formål, som vi har set — hans formål om, at dem, som han kalder, må komme til tro på ham. Det mønster, som vi ser i vores tekst, og som vi har set mange gange tidligere også i flere andre passager, det er et mønster, der siger: tro før syn.

Vi lever i en verden, der siger syn før tro. Jeg vil se det, før jeg tror det. Er det ikke rigtigt? Men Bibelen modbeviser det syn, fordi på Bibelens tid så folk de vildeste ting. Vores tekst i dag er et godt eksempel på, hvad de så. Men det er ingen garanti for, at de efterfølgende kom til tro. Ingen garanti. Vers 45 siger: Mange af dem kom til tro. Men vers 46 siger, at nogle af dem gik til farisæerne. Med andre ord, de troede ikke. De gik til farisæerne. De forkastede Jesus, selv efter de havde set Lazarus blive opvakt fra døden.

Det er ingen garanti, at du ser, for at du tror. Bibelen siger, at troen kommer ved det, der høres, og det, der høres, i kraft af Kristi ord. I kraft af evangeliet. Når du hører og tror, så vil dine øjne blive åbnet. Det er først der, det sker. Det er først der, du begynder at se. Når du tror, når du ydmyger dig og bøjer dig ned og anerkender, at Gud er den, han er, at Jesus Kristus er den, han er — så åbner han dine øjne. Du kan se, og først der får du beviset. Så først tror du, så får du beviset. Det er ikke sådan, at du får beviset, og så tror du. Nej, troen kommer, og så ser du beviset. Så ser du, så får du en stærk overbevisning om den uendelige værdi af det bevis på Guds herlighed, som du nu ser.

Det er den tro og overbevisning, Gud kalder os til at leve i, brødre og søstre. Den retfærdige skal leve af tro, står der. Når vi gør det, så åbner Gud vores øjne, så vi ser mere og mere og mere af hans herlighed. Det er det liv, han ønsker, vi skal leve, at vi hele tiden med den tro, som han har lagt i os, må se mere af ham, så vi forstår flere dybder af hans vidunderlige løfter for os.

Kom ud af tågen

Det bringer mig til den anden observation: at du og jeg er kaldet til at leve i troen på Jesus på en sådan måde, at vi dagligt ser og skuer hans herlighed. Men ofte skygger syndens tåger for sønnens herlighed.

Når vi ligesom Martha og Maria stirrer os blinde på døden i stedet for livet, på verden i stedet for himlen, på væselighed i stedet for hellighed — når vi lader byrderne overskygge glæden i Herren, når vi tillader synd at få plads, og vi sænker paraderne — så er det, som om vi går ind i sådan en tåge.

Måske kan du virkelig genkende det her. Man ser bare ikke klart. Man mister sin retningssans. Man ved ikke, hvor man går hen, hvad der skal ske. Det hele er bare en tåge. Man mister synet for Guds herlighed i Kristus. Man begynder at se alt muligt andet end ham.

Men kære ven, hvis du er der i dag, så kalder Jesus dig til at komme ud af den tåge. Kom ud af den tåge. Han kalder dig i dag til at glædes ved ham og frydes ved Jesu Kristi skønhed på ny. Han evner at fjerne sløret. Han evner at give dig glansen igen, så du ser hans herlighedsglans. Han evner at gøre det.

Andet Korintherbrev kapitel 4, vers 4 taler om det lys af sandhed, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. Det er det lys, som han har kaldet os til at vandre i. Ikke syndens mørke tåger, men sønnens herlige lys. Det er det, vi skal vandre i hver eneste dag. Men det er bare sådan, at nogle gange kommer syndens tåger over os, og vi kommer på afstand. Hebræerbrevet kommer så til os i kapitel 12, vers 1, og siger — det formaner os til at frigøre os:

"Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender."
Hebræerbrevet 12, 1-2

Frigør dig fra det. Frigør dig fra de ting, som så let klistrer sig til dig, så du mister synet, så du går ind i den tåge. Vi er kaldet til at være fri og have et klart udsyn. Måske føler du dig lidt ligesom Lazarus, fuldstændig viklet ind i strimler af verdens linned. Frigør dig fra det. Frigør dig fra det. Lad det ikke klamre sig til dig mere. Se hen til Jesus, der løser dig og giver dig liv og kraft på ny.

Jesus er menneske og Gud

Så en sidste ting, jeg gerne vil fremhæve. En af de ting, som vores tekst belyser meget stærkt her: Jesus er både menneske og Gud.

Vi har set hans menneskelighed — den måde, hans retfærdige harme blusser op. Alle de blandede følelser af sorg og gråd og længslen efter, at de må komme til tro, alt imens de overhovedet ikke fatter noget som helst, af det som han allerede har sagt. Jesus er så meget menneske her. Vi kan så meget identificere os med ham som et menneske.

Men så ser vi hans myndighed. Vi ser, hvordan han træder frem med en magt og en autoritet. Han taler. Han har magt over liv og død. Det har mennesker ikke. Det er kun Gud, der har det. Det er kun Gud, der kan stå overfor dødens magt og have autoritet. Han opvækker Lazarus fra døden, og han løser ham ved sin opstandelseskraft. Det er kun Gud, der kan gøre det. Jesus er Gud. Jesus er menneske og Gud.

Det, det her taler til os om, det er, at Guds herlighed — måske for nogle af os, når vi hører det her, kan virke som sådan en abstrakt ting. Hvad er Guds herlighed? Men det bliver bare konkret, når vi begynder at se på Jesus, som er menneske og Gud. Han er nærværende. Jesus, som er Gud, siddende ved Guds højre hånd i Guds herlighed — han er menneske. Hebræerbrevet kapitel 4 beskriver ham som en ypperstepræst, der har medfølelse med os i vores skrøbelighed. En, der blev fristet i alle ting, ligesom vi, dog uden synd. Det er, fordi han er menneske og led for os som et menneske, at vi kan komme til Gud.

Fordi Jesus er menneske og Gud, der ved sin død har forligt os med Gud, så kan vi frimodigt træde frem — Hebræerbrevet 4, 16 — for nådens trone og få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Det kan vi altid gøre, fordi Jesus har lidt for os. Han har forsonet os med Gud.

Når vi ser Guds herlighed i Jesus Kristus, brødre og søstre, så ser vi en frelser, som er kommet os nær, som er os nær. Midt i vores menneskelighed, midt i vores skrøbelighed, midt i vores utilstrækkelighed, vores svaghed — midt i alt det, så er han der. Så er han nærværende. Der løfter han os. Der kommer han til os og styrker os og hjælper os til at vandre i hans nåde og til at herliggøre ham med vores liv, fordi han er opstandelsen og livet i os.

Lad os se hen til ham, som åbenbarer Guds herlighed for os.

Amen.