Kærlighed, had og bedrag

I søndags hørte vi et fantastisk budskab, da vores gæstetaler Don fra USA forkyndte for os om, hvordan det kristne liv skal leves i en vantroens tid. Hvis ikke du var der, så her med en opfordring til at høre budskabet. Pastor Don afsluttede med at tale om nogle af de ting, som tjener til at styrke vores tro: at vi forstår, at vores liv som troende er en åndelig kamp. At vi ikke har råd til at være halvhjertede. Vi er kaldet til at være helhjertede, til at bede og søge Gud. Vi er kaldet til at være helhjertede og lade Guds ord lede vores tanker, fylde vores tanker, fylde vores hjerter og give brændstof til vores tro. Vi er kaldet til at lægge de mange forstyrrelser til side, som kan komme i vores liv, med et målrettet fokus på at løbe løbet og stride den gode strid for ham.

Det er det, som det kristne liv indebærer. At løbe det løb, som Herren har kaldet os til, holde kursen, være udholdende og holde ud i bøn. Lignelsen om enken i Lukasevangeliet kapitel 18 var et rigtig godt billede på det. Hun blev ved med at lægge sin sag frem for den uretfærdige dommer, fordi hun vidste, at hvis hun blev ved, så skulle hun nok på et tidspunkt få sin ret. Konklusionen så vi i vers syv:

"Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart."
Lukasevangeliet 18, 7-8

Det oplevede jeg også som en kæmpestor opmuntring til os som menighed: at holde ud, blive ved, stå på, kæmpe, vente på Herren og fortsætte den åndelige kamp, som vi står i, med en målrettethed, en ivrighed, en tro og en overgivelse. For Gud, han er trofast.

Det er interessant at bemærke, hvordan Herren bruger kvinder som forbilleder og eksempler i sin tjeneste og i sin forkyndelse. Det så vi også i den prædiken i Lukasevangeliet 18, der er det enken. Igen i Lukasevangeliet kapitel 21 er det den fattige enkes gave. Igennem Johannesevangeliet har vi set det i kapitel fire med den samaritanske kvinde. I det sidste kapitel, vi var i, kapitel 11, så vi Marthas tro. Her i dag, i kapitel 12, ser vi Marias store offer i forbindelse med salvingen i Betania.

Jesus gør det her i en patriarkalsk kultur, hvor kvinder ikke blev anset ret højt. Deres vidnesbyrd var rent faktisk ikke noget værd i retten, og de blev ofte marginaliseret. Det er med til at fremhæve den frigørende og frelsende magt, som Jesus har: at når man ved tro bliver forenet med Kristus, så er der ingen forhindringer eller begrænsninger i forhold til, om man er jøde eller græker, om man er træl eller fri, eller om man er mand eller kvinde. Vi er i Kristus blevet frigjorte. Vi er fuldstændig sat fri fra syndens trældom i ham og blevet arvinger til alle de velsignelser, som er blevet lovet.

Jesu anvendelse af kvinder som eksempel er også fra et historisk perspektiv med til at fremhæve evangeliernes troværdighed. Det ved jeg ikke, om I har tænkt over før, men det er faktisk en af de ting, som er med til at fremhæve, at vi kan regne med evangelierne som historiske. For hvis det bare var noget, nogen fandt på dengang, så havde de aldrig gjort kvinder til helte. De havde aldrig gjort kvinder til hovedpersoner og sig selv til statister, der ofte var langsomt opfattende. Men det er præcis det, vi ser i evangelierne mange steder, også her i kapitel 12. Faktisk i vers 16, hvor der står, at Jesu disciple ikke forstod, hvad der skete i forbindelse med indtoget i Jerusalem, det med palmegrenene og ungæselet. De forstod ikke, hvad der skete, men det er først efter Jesu død og opstandelse, det går op for dem, at det her var det, profeterne havde talt om i Guds ord.

I vores tekst i dag ser vi Jesus gå i rette med Judas. Det tror jeg heller ikke, de havde fundet på, hvis det bare var dem selv, der havde fundet på det. Han går i rette med Judas og sine disciple i forbindelse med, at han sætter sig imod det offer, som Maria giver. I parallelberetningen i Matthæusevangeliet 26, 6-13 ser vi faktisk, at de andre disciple er enige med Judas i hans perspektiv på tingene. Der står i vers otte, at de blev vrede over det, som de opfattede som at øsle med dyr olie. Men Jesus irettesætter dem, fordi de faktisk ikke rigtig forstår, hvad der egentlig foregår.

Brødre og søstre, vi må også erkende, at vi ofte finder os selv samme sted som disciplene, hvor vi ikke rigtig forstår, hvad Gud er i gang med. Det har jeg i hvert fald oplevet, hvor man tager sig selv til hovedet og siger: Gud, jeg forstår ikke det her. Jeg forstår ikke den her situation. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg står i det, og hvad der egentlig sker. Men Jesus kommer til os igen og igen. Han er trofast. Han kommer til os også i evangeliet. Så taler han til os og siger: jeg ved godt, du ikke forstår det. Jeg ved godt, du har det, som du har det, men se nu hen til mig. Se hen til mig. Se, hvad jeg siger. Se, hvad jeg illustrerer. Se, hvad jeg forkynder. Åbn dine øjne. Forstå, hvad der er på spil her. Forstå det åndelige perspektiv. Forstå, at tiden er inde nu til at handle på det, som evangeliet kalder os til.

Evangeliet kommer til os, brødre og søstre, også når vi læser det, når vi mediterer over det, og det konfronterer os, sætter vores øjne på den rette kurs og giver os det rette perspektiv, så vi må se og forstå, hvad der er Guds vilje. Jeg tror også på, at evangeliet kommer til os i dag og giver os et perspektiv, som vi skal forstå her — særligt i forhold til den præciserende karakter, som evangeliet har. Understregningen er, at budskabet ikke er noget, som lader sig vente. Vi må handle. Vi må handle i tide, fordi tiden er kostbar. Hvis vi bare ignorerer det kald, som kommer til os, så er det lige pludselig for sent. Derfor må vi spærre øjnene op. Derfor må vi spærre ørerne op. Derfor må vi være vågne og sige: "Gud, jeg lytter. Gud, jeg er her. Tal til mig. Jeg er klar til at gøre det, som er din vilje. Jeg er klar til at tage imod indsigt og forståelse fra dig. Jeg er klar til at handle i lydighed mod dig." Det må være vores indstilling.

Salvingen i Betania og en time, der nærmer sig

Lad os begynde med at læse teksten i dag, Johannesevangeliet 12, 1-11:

"Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: 'Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?' Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: 'Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.' Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus."
Johannesevangeliet 12, 1-11

Sidste gang kommenterede jeg, at med kapitel 12 markerer det begyndelsen på afslutningen, hvor alting nu begynder at gå mod enden. Afslutningen på Jesu offentlige tjeneste og begyndelsen på Jesu herliggørelse i hans død og opstandelse. Tiden bliver også indikeret her i det første vers, at det er seks dage før påske. Som Jesus også siger til sine disciple i vers 24:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold."
Johannesevangeliet 12, 24

Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Det er tidsindikationen her: nu er det begyndt at intensiveres. Timen er kommet. Det, jeg særligt har hæftet mig ved i min læsning af den her tekst, er netop tidsfaktoren, hvor vi fornemmer, at tingene begynder at spidse til.

Vi så sidste gang med det historiske krisemøde, at et enigt råd var kommet frem til en konsensus og til den her plan om, at nu skulle de gribe Jesus, slå ham ihjel, og hvis der var nogen, der fandt ud af, hvor han var, så skulle de melde det, så de kunne gribe ham. Nu nærmer påsken sig. Timen er kommet. Jesus færdes ikke mere offentligt. Det så vi sidste gang i vers 54.

I dag ser vi med festmåltidet, som danner rammen omkring den her begivenhed i vores tekst, at det også bærer præg af en vis bevidsthed i Jesu nærmeste. På en helt særlig måde i Maria, om at presset omkring Jesus er begyndt at blive mere og mere intenst. Ingen ved helt, hvad der kommer til at ske. Der er selvfølgelig noget at fejre. De er der for at fejre Jesus, men også det under, som Jesus gjorde med opvækkelsen af Lazarus. Det er noget, der fylder rigtig meget. De er samlet omkring bordet og fejrer det. Men samtidig er der ikke nogen tvivl om, at frygten for konsekvenserne af det, Jesus gjorde, er noget, der også fylder tankerne. Man kan forestille sig, at allerede før de begyndte at forberede festmåltidet, var der blandede følelser omkring det hele.

Hos Maria ser vi de meget stærke følelser, som vælder op, når hun salver Jesus med den kostbare nardusolie. Den handling, hun gør, er en handling, som møder modstand. Men Jesus forsvarer Maria, og i sit forsvar i vers otte betones tidsfaktoren. Læg mærke til det. Elementet er, at nu er tiden knap. Nu er tiden på en særlig måde kostbar, fordi vers otte siger: "De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid."

De ord taler Jesus med fuld bevidsthed om, hvad der skal til at ske. Hans time er kommet. Det træ, som korsets planke kom af, er allerede fældet. Det er skåret til. Det begyndte at blive gjort klar. Golgatas time nærmer sig.

Vi som troende lever på den anden side af korset og har en bevidsthed om Kristi sejr over synden og døden, at den er fuldbragt. Men for os er der også en time, der nærmer sig. For os er evangeliet om Guds rige stadigvæk et presserende budskab. Der er det her presserende tidselement i det, fordi Jesus kommer snart igen.

Paulus siger i Første Korintherbrev 7, 29: "Tiden er knap." I vers 31: "For denne verden, som den er, går til grunde." I Kolossenserbrevet 4, 5 kalder han os til at bruge det gunstige øjeblik. Jakobsbrevet 4, 14 taler om, at vi ikke aner, hvordan vores liv er i morgen — det er som en tåge, der hurtigt forsvinder. Forfatteren til Hebræerbrevet understreger, at hvis der er et tidspunkt, hvor vi bør undlade at gøre vores hjerte hårdt, og hvis der er et tidspunkt, hvor vi virkelig bør lytte til, hvad Jesus siger, så er det ikke i morgen. Nej, så er det i dag. Det kan kun gå for langsomt, fordi vi ved ikke, om vi har noget, der hedder i dag. Hebræerbrevet 3, 13.

Så tiden er kostbar, og det er ud fra den tanke, jeg gerne vil dykke ned i vores tekst nu. Den her tekstpassage kan tale til os på mange forskellige måder, alt efter hvad man hæfter sig ved. Men jeg har valgt at forkynde tekstens budskab med tidsfaktoren for øje. Jeg vil gerne tale ud fra tre teser: Tiden er kostbar i en verden, hvor kærligheden trænges, hvor bedraget truer, og hvor hadet fortærer.

Tiden er kostbar i en verden, hvor kærligheden trænges

Lad os begynde med at undersøge den første tese. Tiden er kostbar i en verden, hvor kærligheden trænges. Det er en verden, som Johannes beskriver allerede fra det første kapitel i sit skrift som en mørk verden. Som en verden, der ikke kender lyset, og som ikke vil tage imod lyset. Der står: "det greb det ikke." Det hader lyset, kapitel 3, vers 20. Det er optaget af de ydre ting og har en mangel på erkendelse i sit indre på grund af sit eget indre mørke, forfald, oprør og synd.

Det var den verden, Johannes 3, 16 taler om: Gud elskede sådan, at han sendte sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. I den verden er Jesus nu kommet, og han har åbenbaret Guds kærlighed med sine velgerninger imod mennesker. Vi har set de syv tegn. Vi har set helbredelse og bespisning af tusind. Vi har set opvækkelse af døde. Jesus har vist, han har demonstreret Guds kærlighed. Endnu vigtigere har han forkyndt evangeliet om Guds rige: at enhver, som tror på hans navn, ikke skal fortabes. Enhver, som tror på hans navn, skal frelses fra den kommende dom.

Fra jøderne mødte Jesus dog konstant modstand. Hele tiden var der modstand. Det var på grund af det indre mørke, som er i alle mennesker, der ikke kender Gud. Der er en modstand imod ham. Der er en modstand imod evangeliet. De lagde planer mange gange om at få grebet ham, stoppet ham og slået ham ihjel.

I kapitel 8 vers 42 siger Jesus til jøderne, at hvis de virkelig kendte Faderen, så ville de også elske Sønnen, fordi det er fra Faderen, han er kommet. De som elsker Jesus, elsker ham, fordi Faderen har draget dem — kapitel 6 og vers 44. De er kommet til en erkendelse og forståelse af det, som også Peter kom til en erkendelse af i kapitel 6 vers 68, hvor han siger: der er ikke nogen anden vej. Det er kun dig, Jesus, der har det evige livs ord.

Han er brødet fra himlen, 6, 35. Han er verdens lys, 8, 12. Han er den, som er, før Abraham blev født, 8, 58. Han er den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene, der giver sit liv for sine får — kapitel 10, vers 11. Han er opstandelsen og livet, 11, 25. Han er Messias. Han er frelser. Han er herre. Den kærlighed, som han har vist, ved også at tilgive mennesker deres synder og give mennesker et evigt håb — den kærlighed tilskynder nu Maria til at gøre noget, som i virkeligheden er et kærlighedsoffer, et udtryk for hendes kærlighed, en tilbedelseshandling til sin herre Jesus Kristus i kærlighed til ham.

I en vis erkendelse af, hvor dyrebar en gave han er for hende, tager hun den meget kostbare olie (vers tre), salver hans fødder og tørrer dem med sit hår. Hele huset bliver fyldt med duften.

Det er et kærlighedsoffer. Vi ser den olie — der var en stor mængde olie, et pund. Det er ikke så lidt af den her meget sjældne og kostbare olie. Det var en mængde, som i antikken blev associeret med, at det var det, man brugte til konger. På den måde var det her offer også meget symbolsk, fordi det er kongernes konge, hun salver, Jesus Kristus.

Marias handling med at tørre hans fødder med sit hår taler om, at hun ydmyger sig for ham. Hun ydmyger sig for Jesus. Hun udtrykker en dyb taknemmelighed til ham, og alle dem, der ser på det, ser på det som skandaløst, fordi det gør kvinder bare ikke i den her tid. Man tager ikke håret ud på den måde. Det er meget upassende for en kvinde at gøre sådan. Men Maria, hun blotter sig, hun bøjer sig for ham. Hun viser, at hendes hjerte er overgivet til Jesus som hendes konge og herre. Han fortjener den allerstørste ære.

Hendes tilbedelse er fuldt ud overgivet, og hele huset kan mærke det. Alle er påvirket. Duften fylder hele huset. For Herren er det et kærkomment offer. For ham er det en velduft af sand tilbedelse til ham. Maria forstod instinktivt. Hun forstod, at hvis der var et tidspunkt, hvor hun skulle udtrykke sin kærlighed til Jesus, så var det tidspunkt nu.

Hun vidste ikke, om hun havde ham i morgen, med de rygter der gik rundt på gaden. De var samlet i familiens hus i Betania. Broren Lazarus, som lige har ligget død i en grav, sidder nu levende omkring bordet, og det er en fejring. Men som sagt, måske havde hun hørt rygterne på gaden: "Har I hørt, hvor Jesus er? Har I set ham? Han skal gribes." Måske havde hun også begyndt at høre rygterne om ypperstepræsternes planer om også at få slået hendes bror Lazarus ihjel — vers 10.

Det er intenst. Situationen er intens. Der er usikkerhed, utryghed, uvidenhed. Men Herren er der. Herren er der. Så samtidig er der også tryghed, vished og kærlighed. Det må være det, tror jeg, Maria tænkte skulle fylde til det her festmåltid. Det er det, der skal fylde, at Herren er her. Herren er her. Vi ser, hvordan Jesus tager imod hendes tilbedelse. Som sagt forsvarer han hende i vers syv over for Judas, som stiller det anklagende spørgsmål om, hvorfor olien ikke bare bliver solgt og givet til de fattige. Vi kommer tilbage til, hvad der sker der. Men læg mærke til, hvad Jesus siger i vers syv: "Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid."

Læg mærke til, at der for dem, som bare læser verset rent teknisk, opstår nogle spørgsmål i forhold til olien. Hun har jo brugt olien, og så siger Jesus, at den skal gemmes. Hvad menes der med det? Har hun så ikke brugt al olien? Her tales om en funktion, der hedder en ellipsis på græsk, hvor et ord eller en sætningsdel udlades, uden at man mister sammenhængen. Matthæus og Lukas giver os som parallelpassager en harmoni og forståelse af, hvad der rent faktisk sker. Med den sproglige funktion kan vers syv oversættes: "Lad hende være, den olie skulle ikke sælges. Den skulle gemmes til min begravelse." Med Markusevangeliets version kan vi sige: "Nu er olien brugt til på forhånd at salve mit legeme til min begravelse."

Det Maria egentlig gør, er på forhånd at salve Jesus som forberedelse til det, der skal ske i hans begravelse. Men det ved Maria ikke. Hun har ikke en forståelse for, hvad der kommer til at ske. Det har ingen af disciplene heller. Der er ingen, der ved det udover Jesus, hvad der er på vej, hvad der skal til at ske. Ingen vidste det. Men ligesom med Kajfas — vi ser hans ord i kapitel 11, vers 50, hvor han taler om, at et menneske skal dø for folket, altså Jesus. De ord er profetiske ord, men det ved Kajfas ikke. Gud bruger det til profetisk at tale om, hvad der skal ske, for at det profetiske må gå i opfyldelse på den måde. Samtidig her ser vi Marias handling med salvingen af Jesus på forhånd som en forberedelse til hans begravelse. Det er en profetisk handling, der taler om, hvad der skal komme til at ske.

I hendes tilbedelse af Jesus med det her ekstravagante offer, som vi ser her, talte hendes handling profetisk om et meget, meget større og meget mere kostbart og livgivende offer, som var ved at blive beredt — nemlig Jesu Kristi offer i vores sted. Med hendes handling bæres det allerstørste og mest kostbare offer frem med hendes offer. Olien er kostbar. Marias offer, hendes hjerte, er kostbart, men det hele er til Jesus, som er den mest kostbare skat. For han giver det mest kostbare. Han giver sig selv. Han giver sit liv, for at enhver, som tror på ham, kan få det evige liv. Hvad kan være mere kostbart end det?

Alt det her er i en kontekst, hvor der også er noget andet, der er kostbart. Det er tiden. Tiden er kostbar. Brødre og søstre, lad ikke den her sandhed gå forbi. Der er en kamp om dit og mit hjerte. Der er en kamp om vores hjerte i en verden, der vil friste os til at stirre os blinde på olien i stedet for på Jesus, på økonomien i stedet for værdien, på omstændighederne i stedet for evigheden. Marias handling giver os et forbillede på vores kald til at se tiden som kostbar og udnytte den, mens den er der, til at prioritere med et hjerte, som er fuldt overgivet og fuldt ud givet hen til vores kærlighed til Jesus. At lade vores kærlighed til ham være det, der former vores prioriteter. Det, som giver vores handlinger brændstof i en verden, hvor kærligheden virkelig trænges.

Mennesker lærer ikke Guds kærlighed at kende, hvis ikke den kærlighed bliver demonstreret gennem mennesker, som er blevet fyldt med den kærlighed og vælger at handle på den. Var det ikke netop også den tanke, Paulus havde, da han skrev ordene i Andet Korintherbrev 5, 14: "Kristi kærlighed tvinger os"? Kristi kærlighed er det, der tvinger os. Det er det, der driver os. Det er det, der motiverer os. Det er det, der gør, at vi prioriterer, som vi gør. Det er det, der gør, at vi søger at forlige mennesker med Gud. Det er hans kærlighed.

Kristi kærlighed gør, at vi ikke kan være passive, brødre og søstre. Nej, vi må aktivt gøre det, som er hans vilje, mens tiden er der. Vi kan ikke bare regne med, at vi altid har tiden. Nej. Der er et kald til os om at bruge det gunstige øjeblik, om at forstå og erkende, at tiden er kostbar.

Tiden er kostbar i en verden, hvor bedraget truer

Det kald bliver nuanceret yderligere, når vi forstår, hvilket bedrag der truer os. Det er den anden tese, jeg gerne vil komme ind på her. Tiden er kostbar i en verden, hvor bedraget truer. Lad os læse vers fire til otte:

"Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: 'Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?' Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: 'Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.'"
Johannesevangeliet 12, 4-8

Prøv bare et øjeblik at tænke på, hvad Judas' spørgsmål her antyder. Hvorfor spilde noget så kostbart på Jesus, når det kan gives til de fattige? Bedrag.

Det bedrag, som motiverede Judas' perspektiv her, og som de andre disciple som sagt egentlig også købte ind på, er kendetegnet ved en fuldstændig total mangel på erkendelse omkring, hvad det er, vi har — og mere specifikt, hvem det er, vi har her midt iblandt os.

Vi har set det her bedrag på en særlig måde også igennem Johannesevangeliet med de religiøse ledere. Jesus har vidnet for dem om, hvem han er, at han er den, som er sendt fra himlen. På så mange forskellige måder har han bevist det, demonstreret det for dem med sine tegn, at han er den, han er. Det er så indlysende, så tydeligt, sandheden i hans forkyndelse, som han understøtter med de tegn, han gør, at han er den, som Moses har talt om. Han er den, profeterne har talt om skulle komme. Han er Messias. Han er Immanuel. Gud med os. Han er Gud, der er kommet ned til os. Gud i kød og blod. Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os. Ordet, som var kommet ned fra himlen til jorden, og som kapitel 5 vers 27 siger, at han er kommet med magt til at holde dom, sådan at han også kan sige til jøderne — kapitel 8 vers 24:

"For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder."
Johannesevangeliet 8, 24

Det er den Jesus, som er Guds søn, og som også i kapitel 20 vers 28 bekendes som "min Herre og min Gud". Som Paulus i sit brev til Titus beskriver som "vores store Gud og frelser, Jesus Kristus". Det er den Jesus, som sidder ved bordet ved festmåltidet i Betania.

Som Judas nu siger til: det var da et spild at bruge olien på ham. Bedrag.

Det er klart, disciplene har ikke den her perspektivering, men det er netop deri, brødre og søstre, bedraget består. Vi ser på Jesus som "nå ja, ham." Det er tidsånden i dag: "Jesus. Nå, Jesus." Man bruger hans navn som et skældsord. Hvis ikke der er ligegyldighed omkring Jesu person, så er der enten tale ned om ham som en mand, man jo ikke rigtig kan vide, om der eksisterede — liberalteologerne, ikke? Man tager på Københavns Universitet og lærer, hvordan man skal undlade at tro, at han er den, han er. Eller også er det ligefrem bare — og vi ser det i tidsånden i kulturen — en latterliggørelse: tror man på Jesus, så er man jo skør. Det er tidsånden, det er holdningen, det er bedraget.

Bedraget er — altså definitionen på et bedrag — at ens syn på virkeligheden er en anden end virkeligheden. Virkeligheden er, brødre og søstre, at Gud har åbenbaret sig i sin søn Jesus Kristus. Det er virkeligheden. Han er frelser, herre og Gud. Han kommer snart igen, og han kommer til at dømme levende og døde. Filipperbrevet 2, 10-11 siger, at hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herre. Så dagen kommer, hvor bedraget bliver fjernet. Men hvis du lever i dit bedrag, når den dag kommer, så går du fortabt.

Derfor er det så præciserende. Vi ser den præciserende karakter i evangeliet. I vers 38 til 40 af kapitel 12 citerer Johannes profeten Esajas, som taler om bedraget med henvisning til alle dem, som havde set Jesu tegn, og alligevel troede de ikke på ham. De ville have ære fra mennesker i stedet for Gud, vers 43.

Judas bliver det ultimative eksempel på det her bedrag. Han vandrede tæt sammen med Jesus. Han var sammen med Jesus. Han så hans tegn. Han hørte hans undervisning. Han var sammen med ham dag ind og dag ud. Alligevel var hans hjerte fuldstændig bedraget. Hans hjerte var langt væk fra ham. Han var en del af inderkredsen, og alligevel kendte han ikke Jesus. Han tænkte på de ydre ting. Han tænkte på penge, vers seks. Han tog af kassen. Han var en tyv. Han ville en dag, vers fire, komme til at forråde Jesus. Judas' hjerte var bedraget.

Han forstod ikke, at det offer, som Maria giver i kærlighed — det her kærlighedsoffer, som hun giver til Jesus — det er mere end passende i lyset af, hvem Jesus er. Selvom offeret rent menneskeligt og monetært er et stort offer, så er det mere end passende. Men han forstår det ikke. Han så ikke den værdi, Jesus har, at han var værdig til det offer.

Det er det bedrag, som synden skaber. Synden afleder ens hjerte til at se andre ting som mere værdifulde end Jesus. Synden afleder ens hjerte til at sætte andre ting højere end Jesus og dermed tilbede og herliggøre det skabte i stedet for skaberen. Det er det, synden gør. På den måde blinder synden dine øjne fra at se Jesus. Selvom han sidder lige der ved bordet, kan du ikke se ham. Du forstår ikke, hvem han er. Du forstår ikke, hvor stort det er. Du forstår ikke, at der er noget her, der er større end Salomon. Større end noget andet. Han er der, men du ser ham ikke. Synden blinder dig for at se Jesus som den, der er al ære værdig.

Men Maria, hun har set det. Maria havde fået glimt af det. Hun havde oplevet Jesu tilgivende kraft i sit liv. Hun havde oplevet, at hendes synder var blevet forladt. Sløret var taget af hendes øjne. Bedraget var fjernet. Så hun så lige pludselig her, hvor kostbar, hvor værdifuld, hvor herlig, hvor værdig en frelser og herre Jesus er. Hun greb øjeblikket. Udover at hun greb det kostbare øjeblik, så greb hun det mest kostbare, hun havde i sit hjem — den her olie. Så ofrede hun det for Jesus. Hun gav, hvad hun havde.

Kære menighed, det hun gjorde i en bevidsthed om, hvor kostbar tiden er, det er det, Gud kalder os til i vores overgivelse til Jesus. At forstå, at tiden er kostbar. Med den forståelse, med den erkendelse, at give vores hjerter fuldstændig helt og overgivet til ham. At se Jesus som den højeste. At se ham som den mest værdige og herlige frelser. Med det syn af ham at give os selv i en tilbedende tjeneste, der er fuldstændig overgivet, helhjertet til ham. Men også en bevidsthed og overvågenhed i forhold til det bedrag, der hele tiden truer os konstant, fordi vi lever i den her mørke verden. Tidens syndige tænkning påvirker os på mange måder hele tiden. Vi har en tendens til at lade os bedrage. Hvis ikke man tror, man har en tendens til at lade sig bedrage, så er man bedraget. Den er der bare hele tiden. Derfor skal den, som tror, han står, se til, at han ikke falder, siger Skriften.

Hvordan gør vi bedst det? Det gør vi ved at følge Marias eksempel i stedet for Judas' — ved at overgive os helt i en bevidsthed om, at tiden er kostbar i en verden, hvor kærligheden trænges, hvor bedraget truer, men også i en verden, hvor hadet fortærer.

Tiden er kostbar i en verden, hvor hadet fortærer

Det er den tredje tese, jeg gerne vil undersøge. Tiden er kostbar i en verden, hvor hadet fortærer. Vers 9 til 11:

"Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus."
Johannesevangeliet 12, 9-11

For at følge op på en af pointerne: Jesus har trukket sig fra offentligheden. Han går ikke længere rundt offentligt og er kun sammen med sine nærmeste venner og disciple. Her er han i Betania i et privat hjem. Alligevel er der store skarer, som finder ud af, hvor han er, og opsøger ham. De har hørt et rygte og er nu fundet frem til ham. Jesus er i Betania sammen med Martha, Maria og Lazarus, som er blevet opvakt fra døden, har de hørt rygter om. De vil gerne se Jesus. De vil gerne se Lazarus. Men der er også det med, at der er en arrestordre på Jesus — at enhver, som ser ham, skal gribe ham. Så I kan godt se, hvorfor tiden er kostbar her.

De fleste af de jøder, vi ser her i vers ni, opsøgte ikke Jesus med motivet om at gribe ham. De opsøgte ham, fordi de havde hørt, at han havde oprejst Lazarus fra døden. De ville måske et eller andet sted få afkræftet, at det bare var et rygte, men få bekræftet, at det rent faktisk var sket. De var interesseret i at se Lazarus, og de ville gerne møde Jesus. Meget naturligt. Se ham med deres egne øjne. Som vi ser i vers 11, er det her netop et vidnesbyrd, der gjorde, at mange af jøderne gik hen og troede på Jesus. Der var endda nogle af jødernes råd, der også kom til tro.

Den her situation skaber panik blandt ypperstepræsterne. De har lige været samlet til det historiske krisemøde. Kajfas havde slået i bordet. Han havde en plan. Han havde sat dagsordenen: Jesus skal gribes. Han havde sat den her arrestordre ud om, at enhver, som ser ham, skal gribe ham. Planen er der. Vi er enige, men vi har bare et kæmpestort problem lige nu, fordi rygterne om, hvad Jesus har gjort, går som en steppebrand derude. Vidnesbyrdet om, at han har opvakt Lazarus, og den bibelske konklusion, som mange på grund af det begynder at komme frem til, at Jesus må være den, vi har ventet på. Han er Israels håb. Han er den, skrifterne har talt om.

Det begynder at gå op for mange, og de begynder at søge ham. Rådet har et problem. De bliver nødt til at modificere planen. I husker fra sidst det ene punkt, de havde på agendaen: Jesus skal gribes. Han skal slås ihjel. Nu bliver der tilføjet yderligere et punkt: Lazarus skal også gribes, og han skal også slås ihjel, fordi vi skal have slået den her bevægelse ned.

Med andre ord: ypperstepræsternes strategi. Husk lige, hvem ypperstepræsterne er. Ypperstepræsterne er kaldet af Gud til at lede folket. De er Israels åndelige ledere. Det er dem, som skal være folkets hyrder. Det er dem, som skal lede folket på den rette vej, lede folket til en ret tilbedelse og overgivelse til Gud. Deres strategi er: dræb dem.

Det her er ikke bare bedrag. Det her er had. Had. Vi kan se, hvordan hadet fortærer dem. Med ordet fortærer mener jeg æder op eller brænder op indefra. Det er et had, som er akkumuleret eller hobet op henover tid. Vi er helt tilbage i det femte kapitel, hvor jøderne, efter Jesus har helbredt den syge ved Betesda dam på en sabbat, i vers 18 — der læser vi, at nu var de blevet endnu mere opsat på at få slået Jesus ihjel. Vi er allerede langt før kapitel fem, hvor de allerede er begyndt at tænke på, at han skal dø. Hadet har hobet sig op over tid gennem Jesu tjeneste. Hadet er i godt gang med at fortære dem.

Det er det, had gør, brødre og søstre. Det fortærer. Hvis du først begynder at huse vrede og bitterhed i dit indre, så fører det til had. Når hadet først får frit løb, hvad fører det så til? Jo, så fører det til drab. Det er det, Jesus lærer os i bjergprædikenen i kapitel 5 vers 21 til 26, hvor vi ser princippet omkring hjertet, hvordan det er der, det begynder. Hvis ikke der er en modvægt, hvis ikke der er noget, som holder det tilbage og bremser den destruktive drivkraft, så er slutresultatet på had drab. Det fortærende had fører til drab. Først i hjertet, hvor hadet bliver huset, og i sidste ende, så fremt der ikke er nogen hindringer, i det fysiske, hvor hadet imod den person bliver ført ud i livet.

Det er også det, der beskriver det åndelige vilkår, som Jesus kommer til, da han kom til verden. En verden, som hader ham. Jesus siger til sine disciple i kapitel 15 og vers 18, bare for at gøre det her vilkår fuldstændig klart for disciplene, hvis de var i tvivl: "Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer." I vers 23 siger han, at den, der hader mig, hader også min fader. I vers 25 siger han, at de hadede mig uden grund. De hadede mig uden grund. Det gjorde de også for at opfylde de ord, der står omkring, hvad det var, der skulle ske, og deres indstilling overfor Jesus i deres egen lov.

De her ting går i opfyldelse. Det vi ser med hadet fra vers 9 til 11 er et udtryk for det, som kommer til at gå i opfyldelse. Med andre ord: det fortærende had, vi i den sidste del af vores tekst her ser komme til udtryk, er et led i Guds suveræne plan om at frelse mennesker for deres synder og gøre dem til mennesker, som elsker ham i stedet for at hade ham. Det er det, evangeliet gør, brødre og søstre. Det forvandler mennesker. Det forvandler mennesker indefra fra at være fjender af Gud til at blive venner af Gud. Fra nogen, der fordømmer det gode i deres bedrag, til nogen, der gør det gode i deres kærlighed til Jesus, ligesom Maria.

Har du oplevet evangeliets indre forvandling?

Har du oplevet den indre forvandling i dit liv? Har du oplevet evangeliets kraft? Har du oplevet, hvordan du er gået fra at være kold overfor Gud til at have et hjerte, som bare er fuld af varme og kærlighed overfor Gud? Hvis ikke, så er kaldet til dig i dag: kære ven, tiden er kostbar. Spild ikke din tid. Vend om fra din synd og tro på Jesus Kristus. Ikke i morgen. I dag. Han kalder dig. Vi ved ikke, om vi har en i morgen.

Gør du det, så vil Gud forvandle dig indefra. Gør du det, så vil han give dig et nyt hjerte med nye tanker. Han vil give dig en kærlighed til ham. En længsel efter at lære ham at kende. En længsel efter at fordybe dig i hans ord. At vandre med ham og gøre hans vilje. Det er den nye fødsels mirakel, som Gud gør i menneskers hjerter.

Til dig, bror og søster, som tror på Jesus og følger ham — så er budskabet også her: tiden er kostbar. Jeg håber, du har set det presserende kald ud fra vores tekst i dag. Vi har ikke råd til at være halvhjertede for Gud. Mediter over Marias eksempel. Det håber jeg, du vil gøre — også resten af dagen. Bare meditere over det eksempel, hun giver. Fuld overgivelse. Et hjerte, der blotter sig og lægger sig fladt ned for Jesu fødder og siger: "Gud, du fortjener mit alt. Giv mig noget til at tjene dig og tilbede dig med alt det, jeg har." Tiden er knap. Verden går til grunde. Jesus kommer snart. Vores liv er som en tåge, der hurtigt forsvinder.

Det er tid til at overgive dig og overveje dine prioriteter. Se, om dine prioriteter er nogen, der ærer Gud og tilskynder dig til at gøre det, som er efter hans hjerte, eller om dine prioriteter afleder dit hjerte fra at gøre Guds vilje. Det er tid til at overveje det og rense dig selv. Det er en åndelig kamp, vi er i. Brødre og søstre, der er en kamp om dit og mit hjerte. Vi er ikke neutrale væsener. Vi er let påvirkelige. Lad de rigtige ting påvirke dig. Bekæmp de ting, der påvirker dig negativt, med alt det, du har i dig. Du ved selv, hvad det er.

Til dig, som kæmper med vanskelige omstændigheder lige nu — lad ikke de ting, du kæmper med, blive en undskyldning for ikke at følge Marias eksempel. Sig ikke til dig selv: "Jeg vil søge Gud, når jeg får overskud til det." Den tanke er faktisk et led i bedraget. Tiden er kostbar. Den er alt for kostbar til at sige: "Gud, du får mit hjerte senere." Nej, tiden er nu, brødre og søstre. Det er nu. Vores hjerte og vores tid må være hans nu.

Jeg vil gerne afslutte med at opmuntre dig til sidst med nogle ord fra en salme i Hjemlandstoner, hvis I kender den. Det er nogle ord, som blev skrevet af en præst i 1948, efter han havde været ude og besøge en familie, som havde det rigtig svært. Der var tre børn i den familie, som havde udtrykt, at de syntes, livet var meningsløst og håbløst. Han gjorde sit bedste for at betjene dem så godt, han kunne. Da han kom hjem, skrev han salmen, som jeg gerne vil læse fra nummer 512:

"Tab ikke modet, du kan, og så er det dyreste tabt. Gud har en lektie at lære hvert menneskebarn, han har skabt. Bagved de tyngende gåder og skæbnens forvirrende leg er der en vilje, der råder, en visdom, som altid ved vej. Vi skal kun bie og bede og bede og bie på ny. Solen er allerlængst nede, når dagen begynder at gry. Korset, som tyngede din nakke, kan blive din rigeste sang. Hvad kan det ske, du vil takke for det, som du græd for engang."

Amen.