Lede ledere og patetiske profeter

Vi er nået til kapitel tre i Mikas Bog. Med dette kapitel starter vi den anden cyklus af de profetiske budskaber, hvor Gud kalder sin sande profet, den gudfrygtige mand Mika, til at forkynde Herrens ord til nationen Israel, konfrontere folket med deres synd og kalde dem til omvendelse og sand tilbedelse af den ene, levende og sande Gud.

I de forrige budskaber har vi været inde omkring strukturen af bogen. Der er tre cyklusser af budskaber, som hver starter med ordet "hør". Vi ser det i starten af kapitel 1, her i kapitel 3 faktisk to gange, og så til sidst i kapitel 6. I hver sektion eller cyklus er der profetiske budskaber, hvor Mika virkelig kompromisløst konfronterer forskellige områder af synd, som i den grad har vækket Guds harme. Der er budskaber om advarsler, om kommende dom, fordi Gud, som er hellig og retfærdig, ikke er ligegyldig og ikke bare kan vende et blindt øje til uretfærdighed. Gud har gennem sine profeter, gennem generationer i Israels historie, talt til sit folk og kaldt dem til omvendelse. Der har været små perioder med lysning og med vækkelse, få perioder med relativt gode og gudfrygtige konger, hvor nationen vendte sig mod Gud og nød den velsignelse, der kom af at leve i lydighed mod ham. Men desværre, som vi læser igen og igen, ser vi gennem Israels historie, hvordan den ene konge efter den anden samt det øvrige lederskab, præsteskabet og resten af folket hurtigt vender sig væk fra Gud. De vender sig mod afgudsdyrkelse, mod værdslighed, mod en syndig livsstil med egoisme og materialisme, hvor man glemmer næstekærligheden og det vigtigste af alt, kærligheden og hengivenheden til Gud, Israels frelser, deres Gud, som har været dem trofast og barmhjertig og nådig gang på gang.

Nu er landet, folket og dets ledere nået til et "point of no return". Gud er faktisk allerede nu i fuld gang med at gribe ind. Han er steget ned fra sin trone i himlen, som vi læser i kapitel 1, vers 3. Han er steget ned for at konfrontere ondskab og ugudelighed, for at rense og rydde op, for at skære sygdom væk i helbredende øjemed. Han elsker sit folk, det må vi ikke glemme. Han elsker dem inderligt. Vi må ikke glemme det midt i alle disse domsord og de ting, som Gud nu er i fuld gang med at iværksætte. Han elsker dem inderligt. Gud er dybt bedrøvet over det, han ser ske blandt sit ejendomsfolk. Faktisk er det, at han griber ind, et udtryk netop for hans hengivenhed og kærlighed til sit folk, så meget at han endda er villig til at bruge andre stormagter, onde folkeslag, som tugtinstrumenter for at tilvejebringe sin dom over nationen Israel. For derefter at kunne bringe genoprettelse og fornyelse. I Hebræerbrevet 12, 6 står der:

"For Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af."
Hebræerbrevet 12, 6

Hver sektion starter med ordet "hør", efterfulgt af nogle knivskarpe, radikale og hårde budskaber. Hver sektion slutter også med ord om håb og genoprettelse og frelse, som vi blandt andet så i slutningen af kapitel 2, vers 12 og 13, at Gud som den gode hyrde en dag vil samle sit folk, sine rester, bringe dem sikkert ind i sin fold, og at han som den gode og mægtige konge vil gå i spidsen for, beskytte og lede sit folk.

Alt imens vi her i det 21. århundrede læser Mikas profetiske budskaber til et folk i et andet land langt væk herfra og til en helt anden kultur i en anden tidsalder cirka 700 år før Kristus, må vi ikke glemme, at Mikas Bog også er til os i dag. Det er Guds ord til dig og mig i dag. Andet Timotheusbrev 3, 16 siger, at hele skriften, ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning. Den sandhed gør sig i høj grad også gældende for den lille juvel af en bog her blandt de små profeter i Det Gamle Testamente. Mikas Bog er også til os i dag. Derfor er det vigtigt, at vi også lytter, når Gud gennem sin profet Mika siger "hør". Gør vi det, er jeg sikker på, at vi igennem den her bog må få lov at lære mere om den vidunderlige Gud, som Mika frygtløst tjente og så tydeligt og inderligt elskede. Vi må lære vor frelser bedre at kende, Jesus, ham som alle skrifterne peger hen imod, inklusiv Mikas Bog, som Lukasevangeliet 24 taler om. Med profetens eget navn Mika, som netop betyder "hvem er som Gud?", vil vi også erfare, at ingen er som Gud. At Gud er vidunderlig, at han er herlig og hellig og enestående og værdig vores pris, vores lovsang, vores hengivenhed, vores tilbedelse og vores kærlighed. At vi vender os væk fra det, der bedrøver ham, og vender os mod ham i tro og glæde og lydighed.

Sidste gang så vi ud fra Mikas Bog kapitel 2 Guds harme mod undertrykkerne, mod de rige mænd, som udnyttede de svage og de mindre velstående, de rige, magtfulde personer, som stjal og fordrev deres egne landsmænd ud i fattigdom efter at have tilranet sig marker og huse og ejendomme, som ikke var i deres ret. I dag skal vi se ud fra kapitel 3, at det her ikke bare var en tendens eller en syndig tilbøjelighed hos nogle få indflydelsesrige overklasseindivider, men at den her griske og ugudelige ledelsesform havde gennemsyret nationen i alle lag. Dets ledere, både de politiske og dømmende, så vel som de religiøse ledere, var blevet totalt korrupte. Landet var, som vi før har nævnt og citeret fra Esajas' Bog kapitel 1, blevet sygt fra issen af hovedet og helt ned til foden. De var blevet som en frafalden, syg i hjertet, med flænger, skrammer og åbne sår over hele kroppen. Derfor har Mika også et budskab til landets lederskab. Derfor har jeg givet dagens budskab titlen — man skal jo være lidt opfindsom, når man gennemgår sådan en bog som den her — "Lede ledere og patetiske profeter".

Jeg vil gerne ud fra vores tekst her i kapitel 3 nævne fem punkter. Nummer ét: de lede ledere, som vi læser om i vers 1 til 4. Nummer to: de patetiske profeter, fra vers 5 til 7. Nummer tre: konsekvensen af korrupt lederskab, fra vers 9 til 12. Nummer fire: kontrasten til det korrupte, nemlig Guds sande profet i vers 8. Til sidst et smukt kig på en, der er større end Mika.

De lede ledere

Lad os starte med det første punkt om de lede ledere. Jeg vil gerne læse de første fire vers her igen:

"Men jeg siger: »Hør dog, Jakobs ledere, stormænd i Israels hus! Var det ikke jer, der skulle kende retten? Men I hader det gode og elsker det onde; I flår huden af folk og kødet af deres knogler.« De æder mit folks kød, river huden af dem, knækker deres knogler og lægger dem som kød i en gryde, som kødstykker i et kogekar. Så skriger de til Herren, men han svarer dem ikke. Da skjuler han sit ansigt for dem, fordi deres gerninger er onde."
Mikas Bog 3, 1-4

Mika adresserer nu nationens ledere, stormændene, lederskabet, den politiske, dømmende og udøvende magt. Dem der styrer landet fra stort til småt. Herren selv gennem sin profet Mika har et direkte ord til dem, og han siger: "Hør". Noget var gået helt og aldeles galt. Lederskabet i Israel var blevet korrupt og råddent, og dets påvirkning var som en cancer i landet.

Sund ledelse er enormt vigtig på alle planer. Først og fremmest at man kan lede sig selv — selvkontrol — og at man kan lede andre. At man både ydmygt kan underlægge sig lidelse og udøve sund ledelse. At man både bevidst og ubevidst i sin dagligdag er med til at påvirke sine omgivelser i en positiv retning. At man, som Paulus sagde til Timotheus i Første Timotheusbrev 4, 12, er et forbillede for andre i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab og i renhed. At man viser næstekærlighed i sin ledelse, og at man har et kristent sindelag, som Filipperbrevet 2 taler om — ikke gør noget af selviskhed eller indbildskhed, men derimod i ydmyghed sætter andre højere end sig selv, ikke kun tænker på sit eget, men på andres vel.

Særligt gælder dette ledelse på højt plan. Nationens ledere, dem med den største magt og indflydelse, dem med det største ansvar, var sat der med den hensigt, at de skulle beskytte folket og sikre retfærdighed og opretholdelse af lov og orden. På en helt særlig måde havde de et ansvar for at skulle beskytte og værne om de svage og de skrøbelige i samfundet. Når man for eksempel læser Det Gamle Testamente, i Toraen i Anden Mosebog kapitel 18 til 23 — dem læser jeg ikke nu, dem kan I læse selv, hvis I vil — så læser vi om en masse regler og love, der var til hensigt at sikre retfærd og tryghed i samfundslivet.

Men der hvor Israels lederskab og stormænd burde have været som en hyrde, der samler og beskytter sin flok og sikrer deres velfærd og tryghed og trivsel, var disse ledere lige det modsatte. De var som glupske, onde ulve, og deres handlinger, deres indstilling, deres ledelsesstil og væremåde bragte kun ødelæggelse med sig. Disse ledere skulle have gjort, som Esajas' Bog kapitel 1, vers 16 til 17 siger:

"Hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag!"
Esajas' Bog 1, 16-17

Men tragisk nok foragtede de i stedet Guds lov. Den lov og ret, som de burde kende, som vi læste her i kapitel 3 og vers 1 — den lov, som de burde kende, foragtede de. Den havde ingen plads i deres ledelse. Når man tilsidesætter Guds ord, når man tilsidesætter Guds lov, åbner man op for løgn og for ondskab, hvor den onde, som Johannesevangeliet 10, 10 taler om, kan komme ind, kan komme til for at stjæle og slagte og ødelægge. De var lede ledere, og de gik i deres far djævelens fodspor.

Faktisk var det hele blevet så korrupt og skævvredet, at disse ledere, som burde have elsket det gode og hadet det onde, nu havde det fuldstændig vendt på hovedet. De elskede det onde og hadede det gode. Vers 2. Fuldstændig sygt. Jeg spurgte lige mine børn til morgenmaden i dag, at når man siger "sygt", kan det ofte godt betyde "ret sejt", men slet ikke her. Det er fuldstændig sygt, bogstavelig talt. Det er sygt det her.

Hør hvad der står om Guds trone i Salme 45, 7 til 8:

"Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter. Du elsker ret og hader uret."
Salmernes Bog 45, 7-8

Lige så intenst som Gud elsker ret, hader han uret. Det, han ser ske blandt sit elskede folk, hvor onde ledere udnytter folket, vækker hans intense afsky. Mika må bruge nogle meget skarpe ord, nogle meget malende ord, nogle meget grafiske ord for at fange deres opmærksomhed. Fra midt i vers 2 og frem bliver disse ledere på den mest grafiske måde beskrevet som kannibaler. Mennesker som flår huden af folket, knuser deres knogler og skærer dem op som lunser kød, der skal koges i en gryde. Disse ledere flænser folket. Dem de burde beskytte og værne om, bliver udnyttet af disse lede, korrupte, ugudelige ledere på den groveste vis.

Gud er enormt langmodig, nådig og sen til vrede, som vi læser i Anden Mosebog 34, 7. Sen til vrede og rig på troskab og sandhed. En, som hurtigt tilgiver skyld og overtrædelse og synd. Når man læser Salme 107, vidner den gentagne gange om, at når man oprigtigt råber til Herren i sin nød, så redder han og frelser han mennesker ud af deres dybeste trængsel. Det er den Gud, Bibelen vidner om, en vidunderlig frelser.

Men når et korrupt, tyrannisk og gennemsyret ondt lederskab vender et døvt øre til råbene om hjælp og retfærdighed fra de fattige og svage, og ikke nok med det, undertrykker og udnytter og totalt flænser folket på groveste vis — så vil Gud give dem den samme behandling, når de skriger til ham. Når den dag i den nære fremtid kommer, hvor først assyrerne og senere babylonerne invaderer landet, så vil Gud, vers 4, ikke svare dem. Han vil skjule sit ansigt for dem. Hvorfor? Fordi deres gerninger er onde. I Ordsprogenes Bog 21, 13 står der:

"Den, der stopper øret til for den svages skrig, vil selv komme til at råbe uden at få svar."
Ordsprogenes Bog 21, 13

Stilhed og Guds fravær, når et folk og en nation allermest har brug for ham — det er nok den mest frygtindgydende dom, man kan tænke sig til. Når Gud fjerner sig, når han fjerner sit nærvær, sin herlighed, væk fra sit folk, er det det værst tænkelige, der kan ske.

De patetiske profeter

Fra de lede ledere retter Mika nu sin opmærksomhed mod de patetiske profeter, vers 5 til 7:

"Dette siger Herren om profeterne, som vildleder mit folk: Når de får noget at tygge på, udråber de fred; men de udråber hellig krig mod den, der ikke giver dem noget i munden. Derfor bliver jeres nat uden syner, mørket uden spådomme; solen går ned for profeterne, og dagen formørkes for dem. Seerne bliver til skamme, spåmændene til spot; de må alle tilhylle deres ansigt, for der kommer intet svar fra Gud."
Mikas Bog 3, 5-7

Når et lands indflydelsesrige elite undertrykker og udnytter de svage, som vi læste om i kapitel 2, og når landets ledere viser sig som totalt korrupte og onde, som vi lige har set, jamen så er der måske håb at finde hos de åndelige ledere — at de må rejse sig og råbe op mod den uretfærdighed og ondskab, som florerer i landet. At de må konfrontere løgn og ugudelighed med sandheden fra Gud. Men tragisk nok er den perverse og korrupte indflydelse i landet så gennemsyret, at den har spredt sig i en sådan grad, at også det religiøse og åndelige lederskab, landets præster og profeter, de skriftkloge, dem som burde kende Guds lov og ord og efterleve, undervise og retlede folket med Guds ords sandhedslys — de var selv blevet korrupte. I stedet for at være talerør for Gud, en himmelsk røst på jorden, hvor de ledte mennesker til Gud og pegede dem i den rigtige retning, viste folket, hvordan de var kaldet til at leve i henhold til Guds lov, hvor velsignelser var i vente, og advarede mod det onde og mod løgn — i stedet vildledte de folket. Vers 5. De vildledte folket. Tragisk.

Det må være forfærdeligt, hvis man som en syg person i sin skrøbelighed søger en læge for hjælp og medicin, men i stedet for bliver givet gift. Disse ugudelige profeter var ligesom de lede ledere også en cancer i nationen. De var patetiske, de var ynkelige, de var pengegriske. Vers 5. De profeterede for penge. Hvad de vidste folket havde lyst til at høre, når blot de fik noget at spise, når de fik deres kødelige lyster tilfredsstillet — så var de villige til at udråbe, hvad som helst. Så udråbte de budskaber om fred. Penge højere end Guds ord. Giv profeterne, hvad de vil have, og de vil give folket, hvad de ønskede. De ville kilde folket i ørerne og ae dem med hårene i stedet for at tale Guds sandhed til folket. Guds sandhed kan jo nogle gange gøre ondt at høre, fordi den skærer lige igennem løgn og værdslighed.

I stedet for at leve gudnær og være fyldt med hans ånd, havde de givet afkald på deres profetiske kald, og de var villige til at tale slatne budskaber for at få deres egne maver fyldt med mad. Hvis de havde været fyldt med Guds ånd og levet ham nær og søgt hans ord og vejledning, ville Gud med sikkerhed, som han gjorde med Mika og de andre sande profeter, have gjort det klart for dem, at dom og ikke fred var på vej. At Assyrien og Babylon ville rejse sig mod Israel i dom. At falske forhåbninger om fred ikke var det, der lå i horisonten, og at de i stedet burde have advaret folket og kaldt dem til omvendelse. Men nej, de var falske profeter, som blot spåede for pengeværdens skyld. Omvendt, når de ikke fik betaling, når de ikke fik noget, der kunne fylde deres maver, udråbte de forbandelser over deres publikum. Hellig krig. Hvad der kom ud af disse profeters mund, afhang fuldstændig af, hvad der først kom ind. Tragisk.

Det allerstørste privilegium, vi som Guds menighed er blevet betroet, det som denne fortabte verden allermest har brug for, er forkyndelsen af Guds ord. Evangeliet, som er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror. For kun igennem evangeliet forkyndes de eneste gode nyheder om frelse til fortabte mennesker. Budskabet om at mennesket ved Guds nåde alene, ved troen på ham alene, kan finde fred med Gud. Som Guds folk på jord er vi den eneste entitet eller institution, som er bærere, budbringere, af det eneste budskab der findes, som kan give mennesker sand fred, frelse, tilgivelse og forsoning med Gud. At udråbe fred til mennesker er et helligt og alvorligt privilegium, som disse profeter havde taget alt for let på.

Disse vildledende, materialistiske, såkaldte profeter havde fuldstændig mistet Gud af syne. De gik deres egen vej og vildledte folket, som Jesus i Mattæusevangeliet 15, 14 siger det. De var blinde vejledere for blinde. At en politisk leder kan føre en uhensigtsmæssig politik, som har midlertidige konsekvenser — det er, hvad det er. Men en åndelig leder, som bevidst vildleder folk væk fra Guds sandhed? Det har implikationer, der strækker sig ind i evigheden. Derfor lyder Mikas ord til dem også krystalklart. De vil ingenting se eller høre fra Gud. De vil ingen syner få. Deres tjeneste og liv vil formørkes. Vers 6. De som burde have ledt folket ind i lyset, ind i Guds sandhed, vil selv opleve total formørkelse. De vil ikke have noget friskt fra Gud at viderebringe til folket. Deres tjeneste vil ende skammeligt og til spot. Når de endelig går til Gud, vil de blive mødt med stilhed. Vers 7. Der vil komme intet svar fra Gud. Disse profeter havde vendt Herren ryggen, og nu vender han dem ryggen. Som med de lede ledere, sådan også med disse patetiske profeter — Gud fjerner sig. Han fjerner sit nærvær, sin herlighed. Han fjerner sig væk fra disse vildledende profeter og deres ugudelige tjenester.

Konsekvensen af korrupt lederskab

Det leder så til mit tredje punkt i dagens tekst, nemlig den katastrofale konsekvens af et korrupt lederskab. Vers 9 til 12, hvor vi læser:

"Hør dog, ledere i Jakobs hus, stormænd i Israels hus, som afskyr, hvad der er ret, og fordrejer alt retskaffent, som bygger Zion med blod og Jerusalem med uret. Dens ledere dømmer for betaling, dens præster underviser for løn, dens profeter spår for penge, mens de støtter sig til Herren og siger: »Er Herren ikke hos os? Ulykken rammer ikke os!« Men på grund af jer skal Zion pløjes som en mark, Jerusalem skal blive til ruiner og tempelbjerget til kratbevoksede høje."
Mikas Bog 3, 9-12

Mika gentager igen ordene her i vers 9. "Hør dog" og adresserer nu hele lederskabet — ledere, præster, profeter. Nogle gange, når vigtige ting skal siges, bliver man nødt til at gentage sig. Man må ligesom ruske hårdt i en person, fange deres opmærksomhed, for at være sikker på, at vedkommende virkelig forstår, hvad det er, der bliver sagt. Herren taler højt og tydeligt gennem sin profet, og det her korrupte lederskab skal og må høre Herrens røst.

Som i vers 2, hvor Mika siger, at de hader det gode og elsker det onde, siger han igen i samme tråd, at det her lederskab er blevet så bankerot korrupt, at det afskyr, hvad der er ret, og fordrejer alt retskaffent. Disse ledere er ikke blot ligegyldige eller neutrale i forhold til ret og retskaffenhed. Nej, de hader det. De står imod det. De afskyr det og vender og drejer det til deres egen fordel. Hele landets lederskab var blevet totalt og gennemsyret korrupt.

Hvordan kom det blandt andet til udtryk? I vers 11. Dens ledere dømmer for betaling. Dens præster underviser for løn. Dens profeter spår for penge. Fællesnævneren var deres opslugende kærlighed til penge. Var prisen rigtig, kunne en afgørende dom tilkøbes. Den helt rigtige feel-good-prædiken, som ikke konfronterede synd eller kaldte til omvendelse og lydighed, var til salg til den højestbydende. Et profetisk ord kunne købes for usel mammon. Afguden, mammonen, materialisme, penge, havde sit jerngreb om lederskabet i hele landet, fra templet til paladset og alt imellem. Det hele var én stor jødisk mafia. Jerusalem, fredens by, var blevet lige det modsatte. Der blev bygget på den med blod og uret, vers 10. Vold og ondskabsfuld magt herskede i hele landet med Jerusalem som dens epicenter.

I Første Timotheusbrev 6, 10 advarer apostlen Paulus sin søn i troen om, at kærlighed til penge er roden til alt ondt. Drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen. Det her penge- og magtsyge lederskab, som fordrejer alt, hvad der er ret og godt, havde vildledt nationen væk fra Gud. Folket var blevet ført bort fra troen. På overfladen så det hele måske meget flot ud. Jerusalems vældige bygninger, den store mur, paladset og ikke mindst Salomos enorme vidunder af et tempel var storslået, og Israel kunne bryste sig med en helt unik historisk fortid — udvalgt af Gud gennem Abraham til at være hans særlige folk, der skulle være et vidnesbyrd til nationerne. Reddet fra 400 års slaveri i Egypten på mirakuløs vis og ført igennem Det Røde Hav og gennem en ørken i 40 år med Guds herlighed og nærvær skjult i en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten. Derefter med Josva i spidsen indtagelsen af det land, som Gud havde lovet sit folk. Gud havde været med dem gennem århundreder, beskyttet dem, værnet om dem, dækket deres behov, forsørget dem, udfriet dem fra fjender gang på gang og velsignet dem i overflod med et land, der flyder med mælk og honning.

Derfor var det en utænkelig tanke for nationen og lederskabet, at noget ondt skulle ske dem. De hvilede i en falsk tryghed med en overbevisning om, at intet ondt kunne ske dem. Midt i deres pengegriske og ondskabsfulde handlinger på markedspladsen, i templet, i de dømmende instanser, tænkte de, at de samtidig kunne støtte sig til Herren, vers 11, og sige: "Er Herren ikke hos os? Selvfølgelig er han da det. Det har han jo altid været. Kig på vores historie. Ulykken rammer da sandelig ikke os. Det ville være helt utænkeligt." Men de levede i et selvbedrag. Deres hjerter var, som Jeremias' Bog 17, 9 siger det, bedrageriske og uhelbredelige.

Derfor er Mikas næste ord her i vers 12 nok nogle af de mest rystende ord, der kunne siges. Et profetisk ord om, at landet, inklusiv Jerusalem og templet, vil blive fuldstændig knust. Hør profetens ord her i vers 12: "Men på grund af jer skal Zion pløjes som en mark. Jerusalem skal blive til ruiner og tempelbjerget til kratbevoksede høje."

Folket og lederskabet havde glemt Herrens ord til kong Salomo kort efter, at templet var blevet bygget, i Første Kongebog kapitel 9. Det er kort efter, at kong Salomo havde fået bygget Herrens tempel — det storslåede tempel, et vidunder af et værk. Der sagde Herren disse ord til Salomo. Det var kort efter, at der blev talt ord om løfte, om Guds rige velsignelse, når man vandrede i lydighed med Gud. Men her i vers 6 til 9 læser vi:

"Men hvis I og jeres sønner efter jer vender jer fra mig og ikke holder mine befalinger og love, som jeg har lagt frem for jer, men går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem, så vil jeg udrydde Israel fra den jord, jeg har givet dem, og jeg vil forkaste det hus, jeg har helliget til mit navn, så Israel bliver til spot og spe blandt alle folk. Dette hus skal lægges i ruiner, og alle, der kommer forbi, skal gyse og pifte hånligt. Og spørger de: Hvorfor har Herren handlet sådan mod dette land og dette hus? lyder svaret: Fordi de svigtede Herren deres Gud, som førte deres fædre ud af Egypten; de holdt sig til andre guder, tilbad dem og dyrkede dem. Derfor har Herren bragt hele denne ulykke over dem."
Første Kongebog 9, 6-9

Disse advarsler var ikke tomme trusler. Gud havde været utrolig langmodig, men nu var dommens time nået for nationen, og disse ord var nu ved at blive opfyldt. Det skete i to store stadier — da Assyrien invaderede det nordlige Israel i 722 før Kristus, og senere det sydlige Israel med Juda, med Jerusalem og templet. Det var babylonerne i 586 før Kristus. Herren var i fuld gang med at trække sit nærvær væk fra det her fuldkomment korrupte system og fra et folk, der, som Esajas' Bog 29, 13 siger, kun ærede ham med deres læber, men hvis hjerter var langt borte fra ham. Hvilken katastrofal konsekvens det fik for nationen, fordi deres ledelse var blevet så bundkorrupt, og folket havde gået i deres retning.

Guds sande profet

Det leder så til mit fjerde punkt, nemlig kontrasten og modsvaret til korruptionen, nemlig Guds sande profet i vers 8, hvor vi læser:

"Men jeg er fyldt med kraft ved Herrens ånd, med ret og med styrke, så jeg kan fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd."
Mikas Bog 3, 8

Midt i al korruptionen, midt i mørket, midt i løgnen og bedraget, midt i det pengegriske, står en mand, Mika, frygtløst som et lys og en kontrast til alt det onde. Til forskel fra de lede ledere og de patetiske profeter er Mika fyldt med kraft ved Herrens ånd. Han stod som en blandt en gruppe af ganske få sande profeter mod et gennemsyret korrupt system, med en styrke og med en ret og med et mod, som kun kom fra Gud. I Guds kraft konfronterede han direkte roden til problemet — synd. Mika frygtede kun Gud Herren. Han elskede sin Herre og var nidkær for Guds ære og for Guds herlighed, som i den grad var blevet vanæret blandt folket og lederskabet. Han kunne ikke tie. Han måtte profetere Guds sandhed. Mika elskede det, der var ret, og han havde mere end nok af det onde. Han var fyldt med Guds kraft ved Herrens ånd til at tale ret ind i uret, til at kaste lys ind i mørket, til at konfrontere løgn og korruption med sandhed. Vers 8 — at fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd.

Det var ikke nogen nem opgave. Vi kender det også selv. Når vi får muligheden for at vidne om Guds nåde og kærlighed, når vi deler evangeliet, de gode nyheder, med dem omkring os, kan det være svært. For der er altid noget skandaløst og konfronterende ved budskabet om korset, om Kristi død og opstandelse, fordi det kalder mennesket til omvendelse for synd, og at man i anger og tro vender sig til Kristus og ham alene for tilgivelse og for frelse. Det kræver, at vi lever Gud nær, at vi dagligt lader os fylde med Helligånden, som Efeserbrevet 5, 18 taler om. Vi må også fylde vores liv, vores tanker, med Kristi ord. At Kristi ord, Guds ord, får lov at bo i os i rigt mål. Kolossenserbrevet 3, 16. At Gud ved sin ånd og ved sit ord virker i vores liv, helliger os og udruster os til at tjene ham med den samme kraft, som gjorde Mika i stand til at tale Guds sandhed midt i et mørke.

Som i Mikas tid lever vi også i en verden, hvor mennesker overalt omkring os er grebet af denne verdens tidsalder, som Efeserbrevet 2, 2 taler om. Grebet af værdslighed og materialisme og et mørke, som holder mennesker væk fra Gud. Vi var jo selv engang grebet af det her mørke, fortabte. Som Efeserbrevet 2, 1 siger det, vi var blandt ulydighedens børn, døde i overtrædelser og synder, som vi før vandrede i. Men Gud greb fat i os og gjorde os levende i Kristus. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige. Vi er ambassadører for Kristus i denne verden, budbringere af det mest vidunderlige budskab, der findes — at mennesket kan finde sand, evig og glædesfyldt fred med Gud. Det kræver mod af os at dele det. Paulus måtte opmuntre Timotheus i Andet Timotheusbrev 1, 7. Jeg tror også, at vi har brug for den opmuntring i dag, og den opmuntring skal lyde til dig og mig:

"For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed."
Andet Timotheusbrev 1, 7

Så vi der, hvor vi hver især er, kan være et lys midt i mørket, budbringere af gode nyheder til en fortabt verden.

En der er større end Mika

Mit femte og sidste punkt er, at der er en, der er større end Mika. Vi må se Kristus her i Mikas Bog. Mika sagde om sig selv, at han var fyldt med kraft ved Herrens ånd, med ret og med styrke, så han kunne fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd. Esajas, som var en kollega til Mika, sagde noget meget lignende om Herrens tjener, om Messias, frelseren, der skulle komme. For eksempel i Esajas' Bog 42 fra vers 1 læser vi om Guds udvalgte tjener, som er Kristus, i hvem Gud havde fundet fuld velbehag. Der står, at Gud vil lade sin ånd komme over ham, og at han vil bringe ret til folkene. Han vil ikke udnytte og undertrykke de svage, som de lede ledere gjorde. Han vil ikke tale slatne, vildledende budskaber, som de patetiske profeter gjorde. Men han vil derimod tale ord, der bringer sand frelse og lægedom til dem, der var knust over deres synd, og hvis øjne var rettet mod ham i tro. Esajas' Bog 42, 3 siger:

"Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr."
Esajas' Bog 42, 3

Han vil føre retten igennem på jorden. Senere i Esajas' Bog kapitel 61 læser vi i samme tråd nogle ord, som Jesus faktisk citerer om sig selv i Lukasevangeliet kapitel 4, vers 18 til 19, hvor han siger:

"Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren."
Lukasevangeliet 4, 18-19

Jesus er Guds sande profet, præst og konge. Han er vores eneste håb. Denne verdens ledere og religiøse systemer kommer til kort. De vil svigte. Det har de gjort gang på gang, og det vil de fortsætte med. Der vil komme en dag, hvor Gud vil gøre en ende på det hele, ligesom han gjorde med Jerusalem. Han vil fjerne al ondskab. Han vil kaste djævelen og alle hans dæmoner i ildsøen for evigt og altid. Han vil skille fårene fra bukkene, de sande troende fra dem, som hader det gode og elsker det onde. For derefter at gøre alle ting nye. I Kristus, og ham alene, er der en fremtid og et håb. Der er håb forude. Det er også det, vi skal se på næste gang i kapitel 4. Der er håb forude.

Gud havde fjernet sit nærvær fra nationen, fra Jerusalem, fra templet. Dom og ødelæggelse på grund af korruption, synd og ondskab var på vej. Men det skulle ikke være det sidste ord fra Mika. Gud havde, som Jeremias' Bog 29, 11 siger det, planer for sit folk:

"Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb."
Jeremias' Bog 29, 11

Amen.