Lev i Gudsfrygt som Guds børn

Kære menighed, som de fleste af jer ved, har jeg holdt en pause fra forkyndelsen cirka det sidste halvandet års tid, så det er en stor glæde og ære at kunne få lov at stå her igen i dag. Før pausen var jeg i gang med at gennemgå Peters første brev, som vi har læst fra her. I dag er planen simpelthen at fortsætte, hvor jeg slap, selvom det er ved at være noget tid siden. Men det er en god anledning også for os alle sammen i dag at tage et kig tilbage i brevet og genkalde os de sandheder, som leder op til teksten, vi skal gennemgå i dag.

Ofte når man zoomer ind på nogle få bibelvers for at studere dem i dybden, som jeg gør her i min gennemgang af Peters første brev, så kan man let miste overblikket og glemme konteksten, som leder op til de vers, man studerer. Derfor er det kun sundt, at vi i dag tager os tid til at zoome lidt ud og fange konteksten igen, for den er afgørende for at få en god og ret forståelse for de vers, man studerer.

Peter skriver det her brev og har et budskab på hjerte, som han gerne vil formidle til sine læsere. Vores opgave og min opgave er at fange essensen, at fange summen af det, han ønsker at lære os. Ja, det Gud ønsker at lære os.

Jeg vil starte med at opsummere lidt af det, vi har gennemgået sidst, jeg prædikede over de her vers. Det er apostlen Peter, som skriver brevet, og han er en af de meget kendte apostle i Jesu følge, som tit var leder og stod i spidsen for gruppen af disciple. Han skriver det her brev for at opmuntre og formane sine kristne brødre og søstre, som på mange måder oplever, at det ikke er let at være en kristen i den her verden. Det har sin pris at tilhøre Jesus og at følge ham. Der er modstand, der er kampe, der er prøvelser, der er hån og latterliggørelse fra mennesker omkring dem.

Peter skriver for at opmuntre dem og for også at vejlede dem i, hvordan de skal forholde sig, hvordan de skal forstå sig selv og deres identitet, deres egen rolle og forstå de ting, som sker omkring dem. Han lægger ud her i brevet med at minde dem om, hvem de er, og hvad Gud har gjort for dem. Som bekendt er Peters ord til dem dengang også Guds ord til os i dag, som læser det her.

Der er tydeligvis ifølge Peter stor grund til glæde på trods af omstændighederne. I vers et og to minder han os om, at selvom vi oplever os som fremmede i den her verden, så skal vi huske på, at vi er udvalgt og kendt af Gud. Som Guds folk hører vi ikke til i den her verden. Vi hører Gud til. Vores sande borgerskab er i himlen. Vi er blevet helliget ved ånden, står der, og vi er blevet renset ved Jesu Kristi blod. Vi er gået fra mørke til lys. Vi er gået fra at være fortabte til at have et evigt håb i ham.

Fra vers tre og frem hører vi Peter uddybe, hvad der er sket med os. Han lovpriser ligefrem Gud for, at han har valgt at vise sin barmhjertighed imod os i Kristus, at han har genfødt os, så vi nu er nye skabninger. Vi er blevet Guds børn. Når vi er Guds børn, er vi også arvinger til alle Guds herligheder, som ligger og venter os i himlen.

I tilværelsen her på jorden er der ganske vist trængsler, der er udfordringer, men det er kun en kort tid, minder han os om. Det er kun 80 eller 90 år, eller hvor meget Gud nu giver os at leve i. Det er intet at regne for den evighed, som vi har i vente.

Så der er grund til glæde, der er grund til jubel, som Peter skriver fra vers seks og frem. I vores danske oversættelse her fra 1992 står der ganske vist i vers seks "da skal I juble", som om det er en glæde, vi må vente på til senere. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at vi til den tid i høj grad vil glæde os endnu mere end nu. Men faktisk er det ikke rigtigt oversat, det som står her, fordi på grundsproget på græsk står der noget i retning af, at allerede nu jubler I, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags.

Hvordan og hvorfor kan vi glæde os allerede nu under prøvelser? Det kan vi, fordi som Peter lægger vægt på, det er Gud, der bevarer os til enden. Det er Gud, der er garant for det, der ligger gemt til os i himlen. Vores håb er ikke sådan et spinkelt håb, der står og vakler mellem, at måske bliver det til noget, måske gør det ikke. Ofte når vi i daglig tale taler om håb, er det med et "måske" — måske bliver det godt, måske lykkedes det, måske får vi hvid jul i år, eller hvad man kunne håbe på. Men det er ikke sådan et håb, Peter taler om her. Det er et håb, vi har i Kristus om en evig arv. Det er det sikreste håb, der findes. Det er så sikkert, som at Jesus er opstået fra de døde, som der står i vers tre. Det er hans frelsesværk, som vores håb bygger på. Derfor kalder Peter det også for et levende håb. For det er et håb, der aldrig kan dø. Det er et håb, der aldrig kan slukkes.

Mens vi lever her på jorden som fremmede og udlændinge, kan vi allerede nu have fællesskab med Jesus ved hans ånd. Da vi blev født på ny, lagde Gud en tro og en kærlighed i vores hjerter, som giver Peter anledning til at skrive det, han skriver i vers otte: "Ham elsker I nu. Ham elsker I uden at have set ham. Ham tror I på nu uden at se ham." Allerede nu har vi fællesskab med ham. Jesus er her. Han er os nær. Han er med os alle dage indtil verdens ende.

Hvilken frelse er det ikke, Gud har skænket os, dem han har udvalgt? Det er også det, Peter bygger videre på i vers 10, hvor han skriver:

"Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få."
Første Petersbrev 1, 10

Med andre ord minder Peter os om her, hvor privilegerede vi er, vi som får lov at leve på den her side af korset. Vi har fået åbenbaret så meget mere af Guds nåde og herlighed. Gud har vist os, hvordan vi kan få tilgivelse, og hvordan han kan gøre os retfærdige i Kristus. Profeterne i det gamle testamente kunne kun svagt ane de her ting. De havde kun begrænset lys, men de granskede og grundede. De søgte og studerede, fordi de så gerne ville have indblik i det evangelium, som Gud har åbenbaret for os i dag. Men også i dag har vi fået det hele. Vi har fået alt det, som Gud har tænkt sig at åbenbare, inden Jesus kommer igen. Det er stort, og vi har så meget at være taknemmelige for.

På baggrund af alle de her fantastiske sandheder, som Peter har mindet os om fra vers et til vers 12, begynder han at formane os og vejlede os fra vers 13 og frem. "Vær derfor årvågne", siger han. "Gør sindet rede, og bind op om lænderne." Han begynder at vejlede os i, at der er en bestemt måde, vi skal leve på, set i lyset af det, som Gud har gjort for os.

Han minder os om i vers 15 og 16, at Gud er en hellig Gud. Når vi nu tilhører ham, når vi nu er hans folk, så er vi blevet kaldet, så er vi også kaldet til at være hellige, ligesom han er hellig. Vi kan ikke bare leve videre, som om intet er hændt og tænke: "Det er godt, vi har et håb i himlen. Jeg skal videre på den vej, jeg havde gang i." Nej, han kalder os til at være opmærksomme på Gud, se hen til ham og ikke bare leve videre, som vi gjorde før. Der står i vers 14, at vi ikke må tilpasse os de lyster, som vi før fulgte. Hvad er det for nogle lyster? Det er syndige lyster til alt muligt andet end det, som er Guds vilje og Guds vej. Vi må lade os forvandle. Vi må stræbe efter at leve helligt og rent og retfærdigt.

Det, som Peter lægger vægt på i de her vers, er, at for at vi kan gøre det, kræver det, at vi er årvågne. Det kræver, at vi ikke bare driver afsted og tilpasser os verden omkring os. Nej, vores sind må være beredt, som der står i vers 13. Vi skal sætte alt vores håb til den nåde, der gives os, når Jesus Kristus åbenbares.

Med andre ord må vi som kristne her på jorden have fuldt fokus på målet, på evigheden, på himlen. Vi må have fuldt fokus på Jesus Kristus, som er troens banebryder og fuldender. Vi må ikke gå hen og blive desorienterede. Vi må ikke glemme eller blive sløsede, så vi glider bort fra sandheden. Vi må ikke gå hen og blive optaget af andre ting, så vi mister fokus og glemmer, hvem vi er, og glemmer, hvem Gud er. Gud er hellig, og han kalder os til at være hellige. Det vil sige at afspejle ham i hele vores livsførelse.

Det bringer os så til teksten, vi skal se på i dag, nemlig vers 17 til 19, hvor Peter fortsætter i samme tro med at kalde os til at leve i gudsfrygt. Læg mærke til, at vers 17 begynder med ordet "og". Det er en naturlig forlængelse af det, han har talt om i forhold til vores kald til at være årvågne og vandre helligt. Lad os læse versene sammen fra vers 17 til 19:

"Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde."
Første Petersbrev 1, 17-19

Centralt i de her vers står formaningen om, at vi skal leve i gudsfrygt. Men på grundsproget står der faktisk ikke "gudsfrygt" her. Der står faktisk bare "frygt". Det er det græske ord fobos, der er brugt. Det er også det ord, vi kender fra at have en fobi. Man kan have fobi for edderkopper eller lukkede rum eller andre ting. Det er også det samme ord, som i Det Nye Testamente bliver brugt til for eksempel at beskrive disciplene der, hvor de ser Jesus komme gående på søen, og der står, at de skreg af fobos. De skreg af frygt, fordi de troede, det var et spøgelse, der kom gående.

Ordet rummer altså præcis det samme som det danske ord "frygt". Det bliver brugt igennem hele Det Nye Testamente til at beskrive frygt for nogen eller frygt for noget. Kigger man tilbage i den gamle oversættelse af den danske bibel, vil man også se, at formaningen lyder fra Peter: "I bør vandre i frygt." At det her i vores oversættelse oversættes med "gudsfrygt", er som sådan ikke forkert, fordi det står i relationen til Gud, vores far, som uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, synes jeg i hvert fald, at Peter skriver det, han skriver her. Han skriver lige ud til sine kristne brødre og søstre, at de skal leve i frygt og huske på, at Gud dømmer enhver efter hans gerning.

Jeg ved ikke med jer, men det er noget, der for mig sætter en masse tanker i gang om, hvad frygt og dom og så i relationen til kristne — hvordan skal det forstås? Det er noget af det, vi skal se nærmere på i dag.

Min prædiken i dag kommer til at handle om gudsfrygt. Ud fra teksten her er der tre spørgsmål, jeg gerne vil forsøge at besvare. Det første er: Hvad er gudsfrygt? Det andet: Hvorfor skal vi leve i gudsfrygt? Og det tredje: Hvordan skal vi leve i gudsfrygt som Guds børn?

Hvad er gudsfrygt?

Allerførst er det værd at bemærke, når man studerer gudsfrygt i vores danske bibel her, at der er to forskellige græske ord, som bliver oversat med "gudsfrygt" på dansk. Det ene ord er det, vi har her, som taler om at frygte Gud — altså fobos, som jeg har benævnt. Det andet er et andet ord, som betyder noget lignende, men ikke helt det samme. Det er det ord, som vi på engelsk oversætter med godliness, som handler om at leve fromt og helligt og hengivent overfor Gud.

På dansk har man sikkert slået de her to betydninger sammen, fordi det ene leder til det andet. At frygte Gud leder til, at man lever et fromt og helligt og gudfrygtigt liv. Men det er altså to forskellige ord, der bliver brugt rundt omkring i Det Nye Testamente.

Det, vi skal tale om i dag, er i den forstand, hvor gudsfrygt handler om at frygte Gud. At frygte Gud eller at frygte Herren er et begreb, som fylder utrolig meget i skriften. Ordene "du skal frygte Herren din Gud" er gentaget adskillige gange i loven. Det er noget, som kendetegner alle dem, vi ser op til, både i det gamle og det nye testamente. Det er noget, der står om Abraham, om Josef, om kong David og mange, mange andre, som vi læser om i biblen. Går man til Salmernes Bog og Ordsprogenes Bog, finder man utallige løfter og velsignelser knyttet til det at frygte Herren. Det er også her, vi finder de kendte ord: At frygte Herren er begyndelsen til visdom.

Men hvorfor er det visdom at frygte Herren? Hvorfor er Herren en, der skal frygtes?

Peter peger os i den rigtige retning i forhold til, hvorfor vi skal frygte Gud. Han beskriver ham som en, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning. Grunden til, at mennesker skal frygte Gud, er ganske enkelt, at han er Gud. Han er almægtig. Han er hellig og retfærdig. Han kommer til at stille alle mennesker til regnskab for deres liv.

Gentagne gange i skriften ser vi, hvordan der er en relation mellem frygt og Guds dom. Der er rigtig mange passager. Jeg vil bare tage nogle enkelte af dem frem her, som vi skal prøve at se på sammen. Prøv at slå op i Salmernes Bog til Salme 96, vers 8-10:

"Vis Herrens navn ære, træd ind i hans forgårde med gaver, kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt, skælv for ham, hele jorden! Råb det ud blandt folkene: Herren er konge! Ja, jorden står fast, den rokkes ikke. Han dømmer folkene med retskaffenhed."
Salme 96, 8-10

Her ser vi Guds hellige majestæt, og hvordan det naturligt resulterer i, at hele jorden skælver for ham. Fordi som der står til sidst: Han dømmer folkene med retskaffenhed.

Prøv også at slå op i Prædikerens Bog, kapitel 12, vers 13 og 14:

"Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt."
Prædikerens Bog 12, 13-14

Alle mennesker kommer til at blive stillet for Guds domstol. Enhver, som har brudt hans lov, enhver som har overtrådt de ti bud for eksempel, vil blive erklæret skyldig og dømt til evig fortabelse. Medmindre de bliver frifundet i Kristus. Det kommer vi tilbage til.

Derfor er det kun sundt og ret og rigtigt at frygte Gud. For vores liv, både her på jorden og vores liv i evigheden, afhænger alene af ham. Der er mange ting her i livet, vi kan frygte. Vi kan frygte for fremtiden her på jorden, og hvad der kommer til at ske. Vi kan frygte andre mennesker, og hvad de kan finde på at gøre ved os. Der er mange ting, som kan fylde vores sind med bekymring og frygt. Men i sidste ende er det ene og alene Gud, vi bør frygte, fordi det er ham, der kommer til at afgøre, hvor vi skal tilbringe evigheden.

Jesus sætter det meget klart op for os i Lukas kapitel 12, hvor I også gerne må slå op til vers fire og fem. Der siger Jesus:

"Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte."
Lukasevangeliet 12, 4-5

Når alt kommer til alt, er det ubetydeligt, hvad andre mennesker kan gøre mod os. Det eneste, der virkelig betyder noget, er, hvordan vi står overfor Gud, den almægtige, på dommens dag.

Menneskets to store problemer

Men vi mennesker har et stort problem på det her område. Faktisk har vi to store problemer, og vi skal prøve at se på dem en af gangen.

Det første problem, som er et meget udbredt problem, når vi ser os omkring, er, at menneskeheden i sin faldne tilstand ikke frygter Gud. Prøv at slå op i Romerbrevet det tredje kapitel. Her skal vi læse, hvad Guds ord siger om mennesket uden Gud. Romerbrevet kapitel 3, vers 10-18:

"Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste. Deres strube er en åben grav, med deres tunger taler de svig; der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse. De er rappe på fødderne til at udgyde blod. Vold og ulykke er på deres veje; fredens vej kender de ikke. Gudsfrygt har de ikke for øje."
Romerbrevet 3, 10-18

Når folk lever uhæmmet, som de selv vil, og gør, som det passer dem, er det i bund og grund, fordi de ikke frygter Gud. De tror ikke på, at der er en Gud, som vil kræve dem til regnskab. Nej, gudsfrygt har de ikke for øje, som der står her.

Prøv også at slå op i Salmernes Bog igen. Jeg ved, vi kommer lidt rundt her, men det er så vigtigt at få belyst, hvad Guds ord siger om de her ting. Salme 10, vers 4:

"Den ugudelige tænker i sit hovmod: Gud kræver mig ikke til regnskab, Gud er ikke til!"
Salme 10, 4

Det er, hvad han tænker. Her har vi forklaringen på blandt andet, hvorfor ateister har så travlt med at argumentere for, at der ikke findes nogen Gud. Det er, fordi de ikke ønsker, at der skal være nogen, som de skal blive stillet til regnskab for.

Det er det første problem, vi har som mennesker. Det er en mangel på gudsfrygt. Når vi ser os omkring, er det ikke svært at få øje på det problem. Det er en frygt, som Gud må vække i os. Det er en frygt, vi må bede om, at Gud vil vække i vores land og vække i dem, som ikke tror på Jesus. For der er en Gud, og han vil kræve alle mennesker til regnskab.

Det andet problem, vi har, er mangel på retfærdighed. Selvom vi måtte frygte Gud, og vi forstår, at der kommer en dag, hvor han kommer til at dømme os ud fra sin lov, så kan vi ikke i os selv leve op til Guds standard. Vi kan ikke overholde hans lov. Lige meget hvor meget vi anstrenger os, hvor umage vi gør os, så vil vi komme til at stå skyldige overfor ham. Det er vores andet problem. Det er vores synd, vores skyld og vores mangel på retfærdighed.

Esajas møder den hellige Gud

Men Gud ske lov har Gud tilvejebragt en løsning for os. Prøv at slå op i Esajas' Bog kapitel seks. Her læser vi om Esajas, hvordan han møder Guds hellighed og møder en frygtindgydende Gud. Vi skal prøve at læse de første syv vers her i Esajas kapitel seks:

"I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!« Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Da sagde jeg: »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.« Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: »Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«"
Esajas' Bog 6, 1-7

Vi læser her om Esajas, hvordan han i et syn får lov at se Gud Herrens majestætiske og hellige væsen. Esajas er naturligvis skrækslagen, fordi han ved, at han er skyldig overfor Gud. "Ve mig, det er ude med mig", udbryder han, "for jeg er en mand med urene læber." Esajas har al mulig grund til at frygte Gud.

Men så sker der noget helt utroligt her i passagen. En af seraferne flyver hen til ham og berører hans urene læber med gloende kul. Dermed bliver hans læber renset. Hans skyld bliver fjernet, og hans synd bliver sonet, står der. Det er et billede på det, vi ved i Kristus: at ved Kristi blod kan vi blive renset for vores synd og erklæret retfærdige i ham. Det er noget, som Gud vil gøre med enhver, som tror på Jesus. Hvis vi forstår, at vi er skyldige overfor Gud, så kan vi komme til Jesus og modtage tilgivelse fra ham og blive iklædt hans retfærdighed, så vi kan stå rene overfor Gud.

Men hvad tænker I nu om Esajas? Tror I, at han er holdt op med at frygte Gud, fordi han er blevet erklæret ren? Nej. Hvorfor i alverden skulle han det? Gud er stadig lige så hellig og frygtindgydende som før. Esajas vil stadigvæk frygte at overtræde Guds bud. Han vil stadig frygte at gøre noget, som er Gud imod. Men forskellen ligger i, at hans skræk er blevet vendt til en dyb taknemmelighed, og at han blot ønsker at give Gud ære for den nåde, han er blevet vist.

Det er også derfor, at gudsfrygt blandt troende sommetider bliver kaldt for ærefrygt. Tænk sig at være så tæt på Guds hellige væsen og slippe derfra med livet i behold. Det er al ære til Gud for den nåde, han viser os i Kristus.

Et kongerige hvor sønnens blod blev løsesum

Lad os prøve at gå tilbage til Peters første brev her og se på, hvordan de her ting, vi har set på, relaterer sig til dagens passage. Vi læser igen fra Første Petersbrev kapitel 1, vers 17:

"Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her."
Første Petersbrev 1, 17

Det Peter siger her er, at når vi som troende har det helt ufattelige privilegium at kunne kalde Gud vores far, så glem ikke, hvem det er, I taler til. Det er ikke nogen lille ting at kunne påkalde Gud som sin far. Gud er hellig, som der står i vers 16. Han er retfærdig, og han er hele verdens dommer. Han kender os ind og ud. Han ved alt, hvad vi har tænkt, alt, hvad vi har gjort. Alt ligger åbent for hans blik.

Men ja, Gud er også nådig og barmhjertig, så han tilgiver syndere, der omvender sig fra deres onde veje og kommer til ham med et behov for frelse. Men hvad har det ikke kostet Gud at gøre det muligt? Hvilken pris har Gud ikke måttet betale for, at det kunne ske? Det er det, Peter fortsætter med at argumentere med her i vers 18 og 19, hvor han skriver:

"I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde."
Første Petersbrev 1, 18-19

Jeg vil gerne prøve at give jer et billede på det her, som forhåbentlig kan sætte det i perspektiv.

Forestil dig et kongerige, hvor en god og retfærdig konge regerer. Kongens lov sætter en meget høj standard for ret og retfærdighed, som skal sikre, at alle i det her kongerige kan leve godt og trygt og leve i fred. Men du synes, det er noget pjat. Du synes, at folk skal have lov at leve, som det passer dem. Eller i hvert fald vil du gerne have lov at leve, som det passer dig. Så du taler ned om kongen og spreder løgne om ham. Og du begynder at planlægge, hvordan du kan gøre oprør og få væltet kongen af tronen.

Men så bliver du grebet på fersk gerning af kongens vagter. De afslører dig i dine foretagender. Du bliver stillet for domstolen, og dommen er klar. Du er kendt skyldig i forræderi. Straffen i det her kongerige er korsfæstelse. Og du ved, det er fortjent. Der er intet håb. Kongen er retfærdig, og straffen, som du er blevet idømt, er velfortjent.

Men af en eller anden årsag, som ikke giver mening for nogen som helst i kongeriget, så vælger kongen at benåde dig. Han vil ikke bare benåde dig, han vil adoptere dig som sit barn og lade dig bo på sit slot for altid fremadrettet.

Men dommeren afbryder kongen her og siger: "Stop, det er ikke retfærdigt. Du må ikke bare bøje af for din egen lov. Den mand er skyldig til døden."

Hvad gør kongen så? Finder han skattekisten frem og begynder at bestikke dommeren med forgængelige ting som sølv eller guld? Det ville være let for kongen, for han var umådelig rig og kunne betale dommeren store summer for at lade dig gå. Men nej, sølv eller guld vil ikke være gyldig betaling. Det eneste, der retmæssigt kan løskøbe dig, er blodet fra en, som er fuldstændig ren og retfærdig. Et lam uden plet eller lyde. I hele kongeriget findes der kun én, som opfylder de kriterier. Her svarer kongen til dommeren: "Tag min elskede søn og korsfæst ham i stedet."

Hvis det var din situation, hvis du var manden her — eller kvinden, hvis du er en kvinde selvfølgelig — hvordan ville du så fortsætte dit liv i kongeriget? Hvis ham, der dømmer alle mennesker retfærdigt efter deres gerninger, giver dig lov til at kalde ham for sin far, fordi han har løskøbt dig med sin elskede søns blod — hvordan ville du så relatere til ham?

Vil frygt ikke fortsat være passende? En frygt for at tale dårligt om kongen. En frygt for at tage hans nåde for givet. En frygt for at volde kongen sorg. Det er ikke en frygt for, at han vil slå hånden af dig, hvis du træder ved siden af. Han har jo adopteret dig. Men det vil være en frygt for at gøre ham fortræd, fordi du med hele dit liv ønsker at ære ham for det, som han har gjort for dig.

Det er den frygt, som Peter formaner os til at leve i. Det er en sund frygt. En god frygt, en taknemmelig frygt. Ja, en ærefrygt.

Det er faktisk en frygt, som Gud selv lægger i os, i vores hjerter som en del af den nye pagt. Prøv engang at slå op i Jeremias' Bog, det 32. kapitel. Flere steder i Jeremias læser vi om, hvad Gud gør i den nye pagt, idet han sendte Kristus, idet han sender sin ånd. Vi skal læse et enkelt vers, Jeremias 32, vers 40:

"Jeg slutter en evig pagt med dem: Jeg vil ikke vende mig fra dem, men handle godt imod dem. Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig."
Jeremias' Bog 32, 40

Den frygt, som Gud har givet os, den frygt som Peter formaner os til at leve i, er en sund frygt fra Gud, som hjælper os til at holde os på sporet, så vi ikke viger fra Gud.

Hvordan skal vi som Guds børn frygte ham

Hvordan skal vi frygte Gud? Lad mig runde af med at svare på det spørgsmål.

Allerførst vil jeg sige, at hvis ikke du allerede frygter Gud, så bør du virkelig frygte ham. Hvis ikke du tror på Jesus og har overgivet dit liv til ham som din herre og din frelser, så kommer du til at stå helt alene på dommens dag og har kun Guds straf og vrede i vente.

Der står i Åbenbaringsbogens 20. kapitel om, hvordan Gud har bøger liggende, hvor han skriver alle vores gerninger ned. På dommens dag vil de bøger blive taget frem og læst op. Gud vil kræve dig til regnskab for hver eneste gerning, du har gjort. Du vil blive styrtet i ildsøen, står der. Det er et andet ord for helvede.

Hvis det her er nogle ting, som bekymrer dig, så kom gerne og tal med mig eller tal med Mikael eller en anden fra menigheden her efter gudstjenesten.

Men hvis du er i Kristus, hvis du er født på ny, så er du et Guds barn, og så skal du ikke frygte Guds straf. For der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, står der i Romerbrevet 8, 1.

"Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus."
Romerbrevet 8, 1

Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os, står der i Salme 103. På dommens dag vil livets bog også blive taget frem. Alle, hvis navne er skrevet i livets bog — og det er dem, som er i Kristus — de vil blive reddet fra evig fortabelse og i stedet ind til Guds herlighed til evigt liv.

Men hvad skal vi så frygte som kristne? Vi skal frygte at komme til at tage let på det privilegium at kunne kalde Gud vores far. Vi skal frygte at komme til at glemme, hvor stor en pris Gud har betalt for at løskøbe os. Vi skal frygte at komme til at sætte vores håb til noget som helst andet end Kristus og ham alene.

Ligesom en soldat, der frygter at falde i søvn på sin vagt, så skal vores frygt for Gud også hjælpe os til at vandre årvågent, som han kalder os til i vers 13. Frygt hjælper en til at være opmærksom, til ikke at falde i søvn, til ikke at dø hen eller miste fokus. Frygt hjælper os til at fokusere og berede os, så vi er klar, så vi er klar til at adlyde Guds befaling.

En sund frygt er med til at sikre, at vi orienterer hele vores liv omkring den, vi frygter, eller ham, vi frygter. Hvis vi frygter mennesker først og fremmest, så vil vores liv være styret af dem. Vi vil tilpasse os dem, prøve at behage dem. Men hvis det er Gud, vi først og fremmest frygter, så er det ham, der vil have al vores opmærksomhed. Så er det ham, vi vil søge at behage og bringe ære og adlyde. Så er det ham, vi vil tilpasse os, ham vi vil — han, der vil fylde vores tanker både morgen og aften.

Det gode er, at når vi frygter ham, så har vi intet andet at frygte, fordi så er vi på hans hold. I Kristus tager han imod os, så vi ikke skal frygte at være tæt på ham. Vi skal kun frygte at komme bort fra ham.

Velsignelser for den der frygter Herren

Når vi frygter Herren, er der et utal af løfter og velsignelser i skriften, som gælder os. Jeg har lyst til at læse dem alle sammen for jer. Det skal jeg nok lade være med nu, men jeg vil bare tage et enkelt frem her til sidst. I behøves ikke at slå op, men det står i Salmernes Bog 25, vers 12-14:

"Den mand, der frygter Herren, ham belærer han om den vej, han skal vælge. Han selv skal leve i lykke, og hans afkom skal få landet i arv og eje. De, der frygter Herren, har fællesskab med ham, gennem sin pagt vejleder han dem."
Salme 25, 12-14

Amen.