Løskøbt af Jesus

I dag bliver det en prædiken ud fra Johannesevangeliet kapitel 19, vers 30. Vi kommer også til at være andre steder i Bibelen, men i dag skal vi fokusere på det, som samler os her i dag, og det, som generelt altid samler os kristne. Det er vores håb om, at Jesus kan frelse os, at han alene kan redde os.

For de fleste af os ved vi godt, hvorfor vi har brug for en frelser, en redningsmand. Men for dem, som ikke helt forstår, hvorfor vi skal reddes, hvad det er, der er så gruelig galt, vil jeg i dag prædike det bedste budskab, der findes: evangeliet om Jesus.

I evangeliet om Jesus hører vi om, hvorfor Jesus kom til jorden fra himlen. Vi hører om, hvorfor der er ondskab, hvorfor verden ikke er som himlen. Det sted, hvor alting er godt. Hvor der ingen ondskab er, ingen egoisme, ingen smerter, ingen ensomhed, ingen misundelse, intet begær, ingen vrede, ingen fattigdom, ingen sult eller tørst, ingen sygdomme, ingen kulde, ingen sorg, ingen ulykker, ingen træthed, ingen fjendskaber, ingen krige, ingen skænderier, ingen allergier, ingen arrogance og ingen mangler. Ingen mangler. Kan I mærke det? Himlen er et sted, vi alle sammen længes efter.

Vi længes efter et andet sted end her på jord. Mange af os har som børn måske haft de her store tanker og tænkt over: hvorfor er jeg her? Hvorfor er det lige den her familie, det her land og den her jord? Måske kom tankerne til dig, da du lå og kiggede op på stjernehimlen og følte dig utrolig lille. Måske inden du skulle sove, hvor følelsen af at have været lille og afhængig af hjælp har været svær at rumme, alt imens du måske krammer en eller anden lille tøjbamse, der gav dig lidt ro over de her store tanker i den her farlige verden.

Men for mange bliver de her tanker og refleksioner skubbet væk med tiden. De bliver parkeret bagerst i hovedet. Det sted, hvor vi aldrig rigtig går hen. Det mest støvede og forladte sted i hjernen. Pludselig er der alt muligt andet, der tager vores opmærksomhed: skole, venner, telefonen, sociale medier, politik, gaming, sport, mode, arbejde. I kender det. Aldrig har man et frirum med sine egne tanker, de store tanker.

Alt for mange mennesker tænker ikke længere på det faktum, at vi lever i en falden verden. Vi lever i en verden, hvor mennesker dør, og hvor vi også selv en dag skal dø. Det her liv er ikke evigt. Selvom vores hjerner og vores sjæl har sådan en oplevelse, en fornemmelse af, at vi faktisk er evige væsener, så er virkeligheden en anden på det her sted, på jorden.

Hvad sker der så, når vi dør? Bibelen har svaret, tror vi på. I dag skal vi se på det svar, og vi skal dykke ned i, hvordan det hele startede, og hvordan det hele slutter.

Syndefaldet i paradiset

Når man starter i sin Bibel i Første Mosebog, beskriver den, hvordan Gud skaber universet, jorden, dyrene og mennesket. Alt var godt. Gud lavede en kvinde til Adam, der var det første menneske. Adam var imponeret og glad. Imponeret og glad. Men vi hører også her om, hvordan der midt i Edens have, et paradis, befandt sig en fjende, der modarbejder Gud og frister Eva, Adams kvinde, til at begå højforræderi mod Gud. Det ser vi i Første Mosebog kapitel 3.

"Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: 'Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?' Kvinden svarede slangen: 'Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.' Men slangen sagde til kvinden: 'Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.' Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: 'Hvor er du?' og han svarede: 'Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.' Han spurgte: 'Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?' Adam svarede: 'Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.' Gud Herren spurgte så kvinden: 'Hvad er det, du har gjort?' Hun svarede: 'Slangen forledte mig til at spise.' Da sagde Gud Herren til slangen: 'Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.' Til kvinden sagde han: 'Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.' Til Adam sagde han: 'Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.' Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker."
Første Mosebog 3, 1-20

Det er utroligt, så store konsekvenser den her passage beretter om. Da først synden og ondskaben dukkede op i mennesker, har det siden været sådan en sygdom, der ligesom ren genetik har lagt i os og simpelthen ikke er til at slippe af med.

De får at vide, at hvis de spiser af det ene træ, er det, at de skal dø. Det går i opfyldelse på to måder, ser vi. De dør rent åndeligt set med det samme. Rent åndeligt set dør de med det samme. Deres hjerter blev hårdere over for Gud, og med det samme ser vi, at de gemmer sig fra Gud. Rent fysisk dør de senere i livet ligesom alle os andre. Døden er sådan set både åndelig og fysisk i den her verden.

Synd og ondskab bliver nu fremtrædende i os mennesker, hvilket giver god mening i og med, at vi nu har fået hårde hjerter over for Gud, og at vores tilbøjelighed er at gemme os for ham og tage afstand til ham.

Adam og Eva får til at starte med to sønner. Her ser vi for alvor syndens konsekvens, da Kain dræber Abel af ren og skær jalousi og misundelse. Den her ondskab, selviskhed og vold ser vi fortsætter derfra. Faktisk bliver det kun værre. Hvis I slår op med mig i kapitel seks, vers fem, kan vi læse om det her:

"Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt."
Første Mosebog 6, 5

Natten der breder sig over jorden

Når døden og ondskab træder ind i verden, er det som at gå fra lys til mørke. Det lys, der er i de levendes øjne, slukkes, og nu er mørket her. Natten er kommet, og den er kommet for at blive i lang tid. Havde det ikke været for Jesus, Guds søn, så havde natten stadig været her fuldt ud uden tegn på noget som helst lys. Uden tegn på, at dagen nærmer sig. Prøv at slå op med mig i Romerbrevet kapitel 13. Vi skal læse her i vers 11 og 12. Det er Paulus, der skriver herefter, at Jesus er draget til himmels, og han skriver netop sådan her:

"I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på."
Romerbrevet 13, 11-12

Natten er fremrykket, dagen er nær. Hvad betyder det? Det betyder, at siden synden kom ind i verden og gennemsyrede vores eksistens, har det været mørkt åndeligt set. Mennesker har kollektivt dyrket ondskab i utrolig størrelsesorden.

Vi må ikke bare tro, at det er en enkelt kultur eller et enkelt tilfælde, at mennesker rent kollektivt har været onde. Nej, der har været masser af det igennem historien. Det er heller ikke længe siden, at vi sidst har hørt og set og berettet — kan man sige, mærket — beretninger om den her utrolige ondskab, der findes i os mennesker. Vi kunne gå tilbage til Anden Verdenskrig med Hitler, men der findes også utrolig meget ondskab den dag i dag. Vi ved, der er så mange krige. Gennem tiden har vi også set det, at assyrerne, dem som var i krig med Israel på kong Hizkijas tid, dem som profeten Jonas skulle tage over til Nineve og advare, var kendt for at anvende nogle af de mest forfærdelige metoder til at torturere og dræbe deres fjender. De rev huden af dem til døde. De spiddede folk på pæle til afskræk.

Kana'anæerne, naboerne, ofrede babyer i et til tre måneders alderen til en afgud, der hedder Molok. De havde tempelprostituerede, og det har ikke været godt. Det har været grusomt.

Perserne før Kristus var også kendt for deres grusomme måde at afstraffe forbrydere på. Havde man bare begået tyveri, så kunne man blive spiddet til døde.

Det vi skal forstå i forhold til Bibelens billede af nat og dag er, at det først rigtig bliver dag, når Jesus kommer igen for at dømme verden. For at dømme os alle sammen. Det er der, dagen kommer.

Loven afslører vores hjerter

Han, som er skaberen af os alle, har selvfølgelig autoritet og al ret til at bestemme og definere, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Gud har givet os hans lov på stentavler gennem Moses i år 1446 cirka før Kristus. De ti bud viser os, hvordan vi som mennesker bryder netop de her ti love igen og igen.

Prøv at tænk at være Moses. Prøv at tænk at være Moses og være sammen med Gud i hans nærvær oppe på bjerget, og så får han leveret de ti bud. Prøv at overvej, hvor stor en mavepuster det må have været. For han vidste jo godt, at hverken han selv eller hans folk kunne leve op til de her bud. Det kunne han jo godt se. Værre var det, da Moses kommer tilbage fra bjerget med de her tavler og møder hans folk, der i fuld gang med at bryde det første bud: "Du må ikke have andre guder end mig." De havde bygget en kalv af guld, og så var de ellers gået i gang med at tilbede den i stedet for Gud, som jo lige havde reddet dem fra 100 års slaveri i Egypten. Mange siger, det er 430 års slaveri, men det er reelt set 100 års slaveri under den nye farao efter at Josef dør.

Det kommer vel heller ikke bag på os, at vi som lovbrydere også står strafskyldige for en hellig Gud. Vi kan heller ikke leve op til de ti bud.

Lovbrydere i et himmelsk perspektiv vil jo ikke passe ind. Der er ikke nogen lovbrydere, der passer ind i et perfekt paradis. Et sted, hvor der kun er godhed, kærlighed og renhed. Vi tænker at gøre onde ting, vi er selviske, vi lyver, vi begærer, og vi misunder. Havde Gud lukket os ind i sin himmel lige nu, så havde vi forpestet himlen. Vi ville bringe vores ødelæggende synd med derind, hvis vi var der lige nu.

Sandheden er, at selvom vi ikke torturerer andre, dræber andre eller ofrer babyer til afguder, er vi stadigvæk langt væk fra Guds standard. Vi er langt fra at kunne passe ind i himlen, som det er lige nu.

I kender godt det der med, at man ligesom kan mærke: ah, jeg passer vist ikke rigtig ind her. Der er et eller andet, der gør, jeg ikke hører til. Det kan være sociale lag eller kulturer, traditioner, geografiske forskelle. Der er årsagen til, at man har den her oplevelse af, at her passer jeg bare ikke rigtig ind. Den her sociale setting er bare ikke... jeg passer ikke ind her. Sådan vil det være i himlen gange 1000, hvis vi kom ind, sådan som vi er der lige nu.

Gud lukker os ikke ind, hvis bare vi er venligere end vores nabo, eller hvis vi kan bryste os med, at vi ikke er kriminelle eller bevidst skader andre. Nej, for vi bryder Guds ti bud, hans lov om, hvad vi bør gøre og ikke gøre, igen og igen og igen. Vi ville være lovløse forbrydere i himlen, havde han lukket os ind, som det er lige nu. Det er derfor, Bibelen i Romerbrevet kapitel 3, vers 10 til 12, siger:

"Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste."
Romerbrevet 3, 10-12

Videre i vers 19 til 20 står der:

"Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse."
Romerbrevet 3, 19-20

Det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. Syndserkendelse.

Det går ud på, at da Gud viste os hans standard, himlens standard, var det som om, at han bragte et spejl foran os, foran nogle mennesker, som aldrig har set sig selv før. Det, som spejlet viste, var, at vi alle sammen er beskidte. Vi er ikke rene. Vi er onde. Vi er ikke gode. Vi er selviske. Vi er ikke næstekærlighed. Erkendelsen af, at vi er syndere, forbrydere i Guds øjne, bliver klart, når vi ser det her spejl. Når vi ser Guds lov.

Det er her, vi som mennesker forstår, at der er en evighed. Der er et fængsel, vi som forbrydere havner i med alle de forbrydelser, vi har gjort. Det her, at vi bør skælve ved tanken om at stå over for Gud, en retfærdig dommer. Det her gør op for os, at vi ikke kan redde os selv. Gode gerninger kommer ikke til at fikse de onde gerninger, vi gjorde i går eller tidligere på dagen.

Vi kender det jo fra vores eget retssystem, som vi i øvrigt generelt finder retfærdigt og i orden, at selvfølgelig kan vi ikke komme udenom en dom, bare fordi vi efter forbrydelsen gik ud og gav penge til Røde Kors eller hjalp nogle udsatte igennem noget frivilligt arbejde. Dommeren vil sige: "Jamen det er da også godt, at du gør nogle gode ting, men det ændrer altså ikke på, at du ugen før både stjal, begik svindel og var voldelig." Det ændrer ikke på det. Så vi kan ikke redde os selv med vores gode gerninger. Vi står til at modtage en evig dom fra en evig Gud.

Jesus tager vores straf på sig

Hvis — og ja, der er et "hvis", tak Gud, at der er et "hvis" — hvis ikke der er en anden, der vil og kan tage straffen for os, betale den gæld, som vi ikke kunne betale, og vi ikke kan betale. Det er her, at de kristnes håb, vores håb, træder frem. Jesus.

Jesus var blevet profeteret om i årvis, før han kom. Da han så kom, var det jo ikke for at redde jøderne fra deres undertrykkere. Det var der mange af jøderne, der troede, at det var det, han kom for. Det var det, Messias skulle komme for, ham der blev profeteret om, at han skulle redde dem fra deres undertrykker. Dem har der nemlig været mange af igennem tiden for israelitterne, for jøderne. Det er lige fra egypterne til babylonerne, til perserne, grækerne, romerne, ja, også assyrerne, som vi hørte om tidligere. Nej, det var ikke dem, han kom for at redde dem fra. Han kom for at redde mennesker. Ikke kun jøder, mennesker, fra den straf og den dom, de alle sammen havde ventet på dommens dag.

Guds ord fortæller os, at Jesus blev født af en jomfru. Herved ser vi, at Gud er hans far. Han har ikke nogen jordisk far. Han har en himmelsk far. Så siger han om sig selv i Johannesevangeliet kapitel 8, vers 58:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født."
Johannesevangeliet 8, 58

Skriften siger, at Jesus har sagt om sig selv: "Jeg er, før Abraham blev født." Enten siger han her, at han er ældre end 2000 år, eller også siger han, at han er Gud inkarneret som et menneske på jorden. Som Gud inkarneret er Jesus i sandhed menneske og i sandhed Gud.

Jesus, vores håb, levede sit liv efter loven. Med andre ord levede han uden at synde, uden at forbryde sig imod hans egen lov. Tænk sig at møde sådan et menneske. Et menneske, der kunne placeres direkte ind i himlen, hvor himlen stadigvæk ville være lige så perfekt og skønt et sted at være. Et menneske, der aldrig var selvisk, og som altid elskede Gud Fader og Helligånden i alt, hvad han gjorde.

Derfor er det ikke nogen overraskelse, at Jesus' egen halvbror anskuede ham og anerkendte ham som Gud. Hvis der er nogen, der kan se de der småfejl, de der synder, som de andre ikke lægger mærke til, så er det da ens egen familie. Men Jesus' egen halvbror — det ser vi i Judasbrevet — anerkender, at Jesus virkelig er Gud. Han skal tilbedes.

I og med at Jesus opfylder alle profetierne om den frelser, der skulle komme, altså alle de her messianske profetier, som står i Det Gamle Testamente, og han lever uden at bryde Guds lov, kan han med rette gå ind og tage vores straf på sig. Havde han ikke været syndfri, skulle han jo tage sig af sin egen straf, og der ville han ikke kunne træde ind i nogen andres sted. Men Jesus var syndfri.

Prøv at slå op med mig i Johannesevangeliet kapitel 19. Nu skal vi prøve at læse om, hvordan Jesus tog menneskers straf på sig. Vi skal læse fra vers et af. Jeg vil indimellem de her vers lige pause op, komme med nogle kommentarer og så læse videre for jer.

"Pilatus tog så Jesus og lod ham piske."
Johannesevangeliet 19, 1

Hvad tror I englene havde tænkt, da de så det her? Jeg tror, de har tænkt noget i retning af det her: "Hvor længe vil du bære over med de her onde mennesker, Gud? Hvorfor giver du ikke ordren til, at vi udsletter dem? De pisker jo din søn. De håner herlighedens herre. De spytter på ham. De vanærer den allerhelligste. Giv nu ordren."

Vi ved jo, at bare en engel kunne udslette 185.000 mennesker. Det ser vi under Hizkijas tid, da assyrerne angreb Jerusalem. En engel kunne udslette 185.000 mennesker, og de har bare måtte vente. Gud har ikke givet ordren.

Vi læser videre:

"Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: 'Hil dig, jødernes konge!' og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: 'Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.' Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: 'Se, her er manden!' Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: 'Korsfæst ham, korsfæst ham!' Pilatus sagde til dem: 'Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.' Jøderne svarede: 'Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.' Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus: 'Hvor er du fra?' Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus sagde så til ham: 'Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?' Jesus svarede ham: 'Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.' Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte: 'Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.'"
Johannesevangeliet 19, 2-12

Det her er fjerde gang, at Pilatus ønsker at løslade Jesus, fordi han ikke kan finde nogen som helst skyld ved Jesus. Det er fjerde gang. Her forsøger de at manipulere Pilatus med at henvise til Cæsar, til kejseren, da Pilatus havde en historik med nogle fejltagelser og noget oprør blandt jøderne. Han var lidt i bad standing i forvejen, ham Pilatus her. Derved tænker de, at de kan skabe frygt i Pilatus for de konsekvenser, der kunne ske, hvis han nu var årsag til endnu et oprør, til endnu en fejltagelse.

Vi læser videre på vers 13:

"Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne: 'Her er jeres konge!' Da råbte de: 'Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!' Pilatus sagde til dem: 'Skal jeg korsfæste jeres konge?' Ypperstepræsterne svarede: 'Vi har ingen anden konge end kejseren.' Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet."
Johannesevangeliet 19, 13-16

Efter de har hånt ham, spyttet på ham, flænset hans hud med pisk, slået ham i ansigtet, banker de store søm ind i Jesu hænder og fødder. De knuser hans kød.

Jeg tænker altid på det her, når vi deler nadveren, og vi spiser brødet. Hver gang jeg tygger på brødet — jeg ved ikke, om der er andre af jer, der gør det her — men hver gang jeg tygger på brødet, er det som om, jeg mindes hvert eneste slag på de her søm, som de banker ind i Jesus.

Jesus, den barmhjertige, den kærlige, den tålmodige, den hellige, den reneste. Det er vores Jesus, der hænger på korset.

Det er fuldbragt

Hvad siger han så til allersidst, i vers 30? "Det er fuldbragt." "Tetelestai" på græsk.

Prøv at slå op med mig i Kolossenserbrevet kapitel 2. Lyt til nogle vers her i vers 13 til 15 om, hvad det betyder, at det er fuldbragt:

"Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus."
Kolossenserbrevet 2, 13-15

Amen. Amen.

Jesus betalte gælden lige der på korset. Han tog straffen på sig for alle dem, som hører ham til. Dem som er hans får, hans disciple, de kristne, dem som elsker ham. Det betyder, at vi er frie. Vi er frie. Vi kan gå evigheden i glæde uden at frygte. Uden at frygte, hvis vi stoler på Jesus.

For Jesus tog straffen for os, der tror på ham. Han døde for os. Så opstod han igen på tredjedagen, ikke også? Halleluja. Han lever. Amen. Vi ved, han lever.

Vi har virkelig liv i Jesus. Vores synder kan virkelig blive tilgivet. Vi har en mægtig frelser. En frelser, som er konge. Kristus er konge. Forhænget hører vi om i templet. Det bliver revet i to fra top til bund. Det var det, der adskilte jødernes adgang til fællesskab med Gud. Gud river det i stykker. Nu har vi adgang til Gud. Vi har en vej til himlen. Vi har en vej til fred mellem os og Gud.

Lad i dag være dagen

Hvis du er her i dag, og du ikke har taget skridtet og erklæret Jesus som din herre, som din frelser, så lad i dag være dagen. Lad nu i dag være dagen. Du ved ikke, om du lever i morgen. Du har ikke morgendagen lovet. Det her liv er kort. Evigheden er, åh, så lang.

Det her evige fængsel, som jeg talte om tidligere, for forbrydere, som ikke hører til i himlen, det er det, der bliver kaldt for helvede. Jeg ønsker virkelig, virkelig ikke, at der er nogen, der ender der, men det ved jeg, der er, men jeg ønsker det ikke. Så lad i dag være dagen, hvor du kigger på Kristus, du kigger på Jesus, og så siger du: "Jeg vil stole på ham. Jeg tror på, han har taget min skyld på korset."

For dig, som er en kristen ligesom mig, mine brødre og søstre: du vil komme til at bryde Guds lov i den kommende uge. Det vil du. Der er ikke nogen af os her, der kommer til at leve i syndfri perfektion den næste uge desværre. Men lad os have Jesu ord med os i den kommende uge som et våben mod fjenden, vores anklager, når vi falder i synd: "Det er fuldbragt." Det kan vi stå fast på. Kristus har sonet den synd også. Gælden er betalt, og vi er frie fra al fordømmelse. Romerbrevet 8, 1 siger:

"Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus."
Romerbrevet 8, 1

Lad os gå i Kristi sejr og huske på, at slangens hoved virkelig er blevet knust. Må vi aldrig tage evangeliet for givet. Må vi aldrig være som menigheden i Efesos i Johannes' Åbenbaring, som vi hører om har svigtet deres første kærlighed.

Evangeliet om Jesus. Det er der, det hele starter. Det er det, som driver vores liv og vores løb, indtil vi en dag skal se ham ansigt til ansigt strålende, som han er, og mærke himlens glæde og storhed.

Amen.