Marias sang

I dag fejrer vi den fjerde søndag i advent. Når vi tænker på advent, hvad er det så, vi tænker på? Vi tænker på Herrens komme. På latin: adventus Domini — Herrens komme. I den sidste tid under den gamle pagt var der på grund af Guds mange løfter om en frelser en stor forventning til Herrens komme.

Profeten Esajas havde mange århundreder forinden talt om et barn, der skulle fødes, en søn, der skulle gives, og han skulle blive den, som man ville kalde Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste — den med herredømmet over Davids trone.

Profeten Sefanias profeterede, at Israel skulle juble:

"Herren din Gud er hos dig, helten, der bringer frelse."
Sefanias' Bog 3, 17

Profeten Zakarias talte om det samme. Til Zions datter og Jerusalems datter — en gammeltestamentlig betegnelse for Jerusalem og dens indbyggere, byen som er centrum for Guds folk, for folkets tilbedelse, symbolet på Guds nærvær og symbolet på frelsen til Guds folk. De skulle ifølge Zakarias bryde ud i jubel og råbe af fryd. Og hvorfor skulle de gøre det?

"Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl."
Zakarias' Bog 9, 9

Zakarias går så videre med at tale om, hvordan denne konge skal udfri fanger for sit pagtsblods skyld. Vi kunne blive ved med at læse en hel masse forskellige andre profetier. Der er så mange messianske profetier i Det Gamle Testamente om denne konge, som skal komme. Efterhånden blev der i Israel og blandt folket opbygget en stærk forventning, en adventsforventning. Herren kommer snart. Man begynder at snakke sammen og tale sammen: Herren kommer snart. Herren kommer snart. Vi husker på Guds løfter. De læser skriften. De kan se det. Herren kommer snart.

Vi kan relatere til denne forventning som Guds folk i dag, blot med den forskel, at vi tilføjer et "igen" til sidst — for Herren kommer snart igen. Vi har også denne forventning om Herrens komme, denne adventsforventning. Med denne forventning bryder også vi ud i jubel og siger: Amen. Kom, Herre Jesus, som der står i Åbenbaringsbogen 22, 20. Ånden og bruden siger: Kom. Kom, Herre Jesus.

Forventningen om Herrens komme eller Herrens genkomst må være stærk i vores hjerter. Når vi kigger tilbage i historien, ser vi den her stærke forventning om Herrens komme. Hvorfor? Som sagt, fordi Herren havde givet sit folk så mange løfter. I Lukasevangeliet 2, 25 læser vi om Simeon, der i Jerusalem på sine gamle dage ventede Israels trøst. Da forældrene en dag kom ind i templet med barnet Jesus, tog Simeon barnet op i sine arme og lovpriste Gud med ordene: "For mine øjne har set din frelse."

I dag skal vi kigge lidt længere tilbage i tiden. Med julen fejrer vi Jesu fødsel — den begivenhed, som markerer begyndelsen af vores tidsregning. Den dag, hvor Gud blev menneske. Englene forkyndte: "I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren." Det var den dag, hvor hele himlen brød ud i lovsang, og der var lovprisning i Betlehem.

Men vi skal kigge lidt længere tilbage endnu og se på den lovsang, der lød ud fra Marias sjæl, efter at Guds engel havde bekendtgjort, at hun skulle blive med barn — en søn, som hun skulle kalde Jesus. Maria bryder ud i jubel og fryd og lovsang, som profeterne havde beskrevet det, fordi den søn, hun føder, ikke bare er hendes barn, men hendes frelser og herre.

Englens ord til hende var som et ekko af profeternes løfter om Guds søn. Englen sagde til hende:

"Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige."
Lukasevangeliet 1, 32-33

Sikket løfte. I Lukasevangeliet 1 læser vi, hvordan Maria tager imod dette løfte, disse ord fra englen. Hun tager imod dem i tro. Umiddelbart efter bliver det fantastiske budskab til Maria om, at hun skal føde en søn, der samtidig er Guds søn, bekræftet af hendes slægtning Elisabeth, som er gravid i sjette måned. Trods det, at hun både var ufrugtbar og oppe i en høj alder, havde også hun et mirakuløst under i sit moderliv. Maria besøger sin slægtning Elisabeth, og de er begge gravide — for begge er det mirakuløst. Som Lukasevangeliet 1, 37 siger: Intet er umuligt for Gud.

På baggrund af den lovsang, som Maria bryder ud i — eller rettere baggrunden for det, det er jo det, der sker her, når disse to af Herren velsignede kvinder møder hinanden i Judæas bjergland. Lad os læse disse vers sammen først fra Lukasevangeliet 1, 39-45:

"I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: 'Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.'"
Lukasevangeliet 1, 39-45

Herren har talt til Maria først ved sin engel. Nu bekræfter Elisabeth for Maria, at det, hun har hørt fra Gud, skal gå i opfyldelse.

Læg mærke til måden, det sker på. Elisabeth bliver fyldt med Ånden. Det er tydeligt, at det er ved Guds Ånd, at hun forstår betydningen af sin egen reaktion og forklarer for Maria den realitet, at hun er velsignet. At hendes barn er velsignet. Og ikke mindst i vers 43, at Marias barn er Elisabeths herre. Wow.

Da hun hører Marias hilsen, springer barnet i Elisabeths mave. Ved Helligånden forstår hun med det samme, at det barn, Maria bærer, er hendes herre, som kommer til hende. Så bekræfter hun Marias tro og det Herrens ord, hun havde fået.

Maria havde måske bare forventet, at hun skulle besøge sin slægtning. Hun skulle besøge sin familie, og hun skulle måske sætte sig ned sammen med Elisabeth, kvinde til kvinde, snakke med hende og betro sig til hende og fortælle hende om det fantastiske, hun havde oplevet — det, som englen havde talt til hende — og hvor vildt det var bare at dele dette med sin slægtning. Men i stedet for bliver hun mødt med det samme af en Elisabeth, der siger: Maria, jeg ved det allerede. Det, du har hørt, det skal ske. Prøv at tænke på det. Wow.

Med hendes egen tro, Elisabeths tro og Helligåndens nærvær bliver det nu bekræftet for Maria. Maria bryder ud i lovsang til Herren. Vi læser igen versene fra vers 46:

"Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
– som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid."
Lukasevangeliet 1, 46-55

Sikke en salme, vi her hører fra Marias sjæl.

Maria venter sig, men hendes sang vidner om, at hun forstår, at hun venter den, hele hendes folk har ventet på. Prøv at tænke på intensiteten af denne adventsforventning. Jeg venter Herrens komme — både som i at vente og som i at vente sig. Maria, hun ventede, den ventede.

Når vi hører hendes sang, hører vi en lovprisning, som går op til Herren i det høje og på forunderlig vis også til Herren i hendes indre. Som Moses engang sagde til Israels folk, skulle de lægge sig det på sinde, at det er Herren, der er Gud oppe i himlen og nede på jorden. Der er ingen anden — Femte Mosebog 4, 39. Den Gud, som er Herren oppe i himlen, er den Gud, som ved inkarnationen, ved Marias jomfrufødsel, åbenbarer sig som den Gud, der er Herren nede på jorden. Herren Jesus Kristus. Han er den, vores lovprisning må gå til.

Her i juletiden er der på en særlig måde fokus på Herrens menneskelige skikkelse. At han blev som os. Han blev et menneske, for som menneskesønnen at blive den frelser, vi behøver.

Lad os med disse refleksioner kigge nærmere på Marias lovsang. Lad os bede om, at hendes lovsang må fremkalde i os en lovsang fra vores sjæl til Gud i denne juletid.

Marias lovsang er en salme

Marias lovsang er en salme. Dens litterære genre er ligesom salmernes i Salmernes Bog. Den er en af de få nytestamentlige salmer, også kaldet bebudelsessalmen. Den er den første af tre salmer, vi ser i Lukasevangeliet, hvoraf den næste er Zakarias' lovsang fra vers 67, og herefter Simeons lovsang, som jeg også har citeret fra, fra kapitel 2, vers 29-32.

Når man læser Marias lovsang her, genkender vi nogle af de træk, vi også lægger mærke til, når vi læser salmerne i Salmernes Bog. Først er der en refleksion om, hvad Gud har gjort for salmisten. Dernæst Guds gerning i verden blandt sit folk. Endeligt er der en refleksion om, hvem Gud er, og hvad han gør som sit folks frelser og herre.

Den samme struktur finder vi i Marias lovsang. Det er en tilgang til lovsang og tilbedelse, som har inspireret bibelsk tilbedelse gennem kirkens historie, gennem generationer. Den er også vejledende for, hvordan vi må træde frem for Herren i bøn og i lovsang og tilbedelse. Tilgangen er meget enkel.

Hvad Gud har gjort for hende personligt

Først ser vi, hvordan Maria reflekterer over, hvad Gud har gjort for hende personligt. Og hvad har han gjort? Vers 48: Han har set til sin ringe tjenerinde. Vers 49: Den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Grundlaget for det, som Maria udtrykker her, ser vi i vers 46-47: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser. Hvorfor? Fordi han har gjort disse gerninger imod mig. Han har set til mig. Han har gjort store ting mod mig, og derfor fryder min sjæl sig.

Maria sætter ord på det, der sker i hendes indre menneske. Det, der sker i hendes ånd. Hendes sjæl, som også er et synonym for hendes ånd, er i taknemmelighed til Gud, fordi han har set til hende, fordi Gud har sørget for hende og gjort store ting for hende, givet hende den ære at bære Guds søn i sit moderliv.

Desværre er kirken i historien jo kørt fuldstændig af sporet i forhold til sin forståelse af det, der sker her omkring Maria, omkring implikationerne af Marias rolle som Jesu mor. Den katolske kirke har dyrket Maria-skikkelsen på en måde, som kun kan beskrives som afgudsdyrkelse. De har både erklæret hende syndfri og gjort hende til co-mediatrix — medformidler — med Kristus. Det vil sige en, der kan gå i forbøn for sit folk som en formidler mellem Gud og mennesker.

Det er ikke mindre end en vranglære af værste skuffe. For som skriften siger i Første Timotheusbrev 2, 5:

"For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus."
Første Timotheusbrev 2, 5

Maria var særligt udvalgt. Hun fik en enestående kald. Men læg mærke til hendes egne ord. Hun refererer til sig selv som Guds ringe tjenerinde — direkte oversat fra græsk: "den ydmyge slave". Hendes ringe tjenerinde — det er et udtryk for ydmyghed. Det at hun erklærer sig ringe. Hun erklærer sig ydmyg for Herren. Det vil sige, hun ser sig ikke selv som værdig eller kvalificeret i sig selv. Hendes hjerte er bøjet for Herren i en erkendelse af, at hun ligesom alle andre har behov for en frelser.

Hendes hjerte frygter Herren, fordi hun forstår, at hun har brug for Herren, ligesom hendes folk har kaldt på Herren og har brug for Herren og har brug for Herrens barmhjertighed.

Læg mærke til vers 49b til 50: Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Hun anerkender, at Gud er hellig. Når Gud er hellig, og vi er syndere, hvad er det så, vi har brug for? Jo, så har vi brug for Guds barmhjertighed.

For hvis vi blot får Guds retfærdighed, hvis vi blot får hans retfærdige dom, så er vi fortabte. Vi har brug for hans barmhjertighed, fordi Gud er hellig, og vi er syndere. Vi har brug for, at han viser os nåde og barmhjertighed.

Gud viser sin barmhjertighed. Det har han gjort i slægt efter slægt. Mod hvem? Mod dem, der frygter ham. Det har været en konstant og vedvarende egenskab i Guds væsen fra begyndelsen og til enden. I slægt efter slægt har de, som i tro har frygtet ham og sat deres lid til ham, modtaget Guds barmhjertighed.

Maria erklærer samtidig ved Helligåndens inspiration, at noget nyt er ved at ske i den måde, Gud relaterer sig til sit folk på. Guds frelsesplan har foldet sig ud gennem tiden, gennem Guds pagter. Men nu er en ny pagt på vej, som Jeremias også talte om — en pagt, som ikke er som den gamle pagt.

Det er ikke noget, Maria siger eksplicit her, men hun hentyder til et skifte, som rent frelseshistorisk har den her betydning, når man kobler det sammen med profeternes løfter. Når hun i vers 48b siger: "For herefter skal alle slægter prise mig salig" — for herefter, efter hvad? Efter det, som Gud har gjort i Marias moderliv. Det, som Gud har gjort i Marias moderliv, skaber et før og et efter.

Det, som sker i Maria, er begyndelsen på inkarnationen, som vi fejrer her i julen. Inkarnationen, det er, at Gud kommer til os som Immanuel — Gud med os. Han tager på sig kød og blod. Han fornedrer sig. Han bliver som en tjener, for som en tjener at blive en forsoner, en frelser. Det er det, der forandrer alting for altid og markerer opfyldelsen på Guds frelsesløfter. Det er alt sammen det, som følger dette "herefter".

Herefter skal alle slægter prise mig salig. At alle slægter skal prise Maria salig betyder, at alle slægter skal anerkende den velsignede rolle, Maria fik betroet i virkeliggørelsen af Guds frelse på jorden.

Læg mærke til, i hvilken grad du og jeg rent faktisk kan relatere til Marias lovsang. Hvad er det, Gud minder os om, når vi lovpriser hans navn som troende? Han minder os om, at han har set til os. Han har set til mig — en ringe synder. Han har gjort store ting i mit liv. Det kan vi alle sammen sige som troende. Vi kan alle sammen erklære: Gud har gjort store ting i mit liv. Han har frelst mig. Han har fyldt mig med sin Ånd. Han har givet mig fred. En fred, som overgår al forstand. Han har givet mig en glæde. Han har gjort mig fri af syndens tyranni.

Det er grunden til min sang. Det er grunden til, at jeg kan bryde ud i jubel og lovsang for Herren. Som Davids salme lyder:

"Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud."
Salme 40, 2-4

Fordi Gud trak mig op af undergangens grav, fordi han førte mig ud af mørket, lagde han en ny sang i min mund. Nu bryder jeg ud i en lovsang til vor Gud. Lovsang begynder med en refleksion over, hvad Gud har gjort i mit liv.

Guds gerning i historien blandt sit folk

Brødre og søstre, sand lovsang og tilbedelse vælder ikke kun ved Guds gerning i mit liv, i dit liv, i vores liv. Blikket vendes også ud, og det ser vi nu også i Marias lovsang, en refleksion over Guds gerning, ikke kun i hendes liv, men Guds gerning i verden, Guds gerning i historien blandt sit folk.

I virkeligheden ligger det i tilbedelsens natur at forundres over spørgsmålet: Hvem er som Gud? Vi kender svaret: Ingen er som Gud. Ingen er som ham. Men det er et forundrende spørgsmål: Hvem er som dig, Gud?

Vi kan mærke også i Marias salme den samme forundring. Hun vender blikket udad i en tilbedende forundring over den her Gud, som er enestående. Den Gud, som er den ene sande og levende Gud.

Han har — vers 51 — øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker. Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe. Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.

Maria har i sin lovsang reflekteret over Guds hellighed. Hun har reflekteret over Guds barmhjertighed. Nu ser vi, hvordan hun anerkender Guds almagt. Hun vender blikket ud, og hun siger: Gud, du har ikke bare været i stand til at se til en ringe tjenerinde som mig. Nej, du kan gøre alt din hellige vilje. For når vi tænker på, hvem du er i din almagt, når vi tænker på dine gerninger i historien, så ved vi, at intet er umuligt for dig, Gud — som vi også læste fra vers 37: Intet er umuligt for Gud.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm, synger hun. Det er et gammeltestamentligt udtryk, som vi ser i Mosebøgerne, kongebøgerne, Esajas' Bog. Det er en metafor for Guds kraft, hans styrke og hans magt til at frelse. Han har magt til at frelse. Med sin frelse også at udfri sit folk fra sine modstandere og onde magthavere. Det vil sige med frelsen af de gudfrygtige følger der også en dom over de hovmodige.

Det er også et tema, vi ser i Marias lovsang. Dommen over de hovmodige bliver også et tema. Ikke kun i Marias lovsang her, men det bliver tema i hele Jesu tjeneste. Som vi har læst i Johannesevangeliet 5, har Faderen overdraget magten til at dømme over til Sønnen.

De hovmodige — hvem er det? Det er dem, som sætter sig selv op på en piedestal og ser ned på andre. De hovmodige, det er dem, som kun kan se andres fejl. De ser splinten i deres broders øje, men de ser ikke bjælken i deres eget. De gør sig selv til mere, end de er. De er rige i deres egne øjne. De har ikke behov for nogens hjælp. De er gode til at dømme, men Herren ser deres hjertes tanker. Han styrter dem fra deres trone. Han sender dem tomhændet bort.

Jesus siger til de skriftkloge og farisæerne i Matthæusevangeliet 23, 12:

"Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Matthæusevangeliet 23, 12

Maria siger i sin lovsang om Gud, at han er en Gud, som ser hjerterne. Han ser deres hjerte. Han ser vores hjerte. Han er almægtig, og ingen kan skjule sig for ham. Han ser, om du i hovmod ophøjer dig selv, eller om du i ydmyghed bøjer dig for Herren. Han så til sin ringe tjenerinde Maria. Han så til hende, idet hun ydmygede sig for Gud.

Som vers 52 siger, har han ophøjet de ringe. Han ophøjer de ydmyge. Dem, som ydmyger sig. Han ser til dig og mig, når vi ydmyger os for Gud og for hinanden. Det er den ånd, der er i sand tilbedelse. Det er en ånd, der ydmyger sig. Det er en ånd, der bøjer sig for Gud. Apostlen Peter sagde, at I skal være klædt i ydmyghed over for hinanden:

"Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde."
Første Petersbrev 5, 5

De ydmyge er de sultne. Vers 53. De sultne, det er dem, som i modsætning til de hovmodige erkender, at de har behov. De er sultne. De har behov. Salige er de sultne. Det var ikke sådan, Jesus sagde det, men tæt på. Han sagde:

"Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes."
Matthæusevangeliet 5, 6

Det er jo de sultne. Hvad er det, de sulter efter? Er det bare mad? Nej, de hovmodige trænger også til mad. Det er ikke det. Nej, efter retfærdighed. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes, siger Jesus. De skal mættes. Maria genkalder Salme 107 om, hvordan Gud mætter den sultne med gode gaver.

Nu er det jul, hvor der både er mad til at mætte vores sult og gaver under juletræet til at glæde hinanden med. Men må vi som Guds folk have den rette sult i vores hjerter. En sult efter Herren. En sult efter hans retfærdighed. En sult, der gør, at vi søger hans rige først og hans retfærdighed. En sult, der gør, at vores hjerter længes efter Gud, fordi det er ham, vi tørster og sulter efter. Med den længsel — at vi som Maria bryder ud i lovsang til ham. For han er en trofast Gud. Han er en barmhjertig Gud. Han er en almægtig Gud. Han er en Gud, for hvem ingenting er umuligt.

Med en refleksion også over, hvad han har gjort for os i vores liv. Over hvem han er som den almægtige Gud. Almægtig til at frelse. Almægtig til at vise barmhjertighed.

Guds trofasthed

Endeligt — det er som om Maria i sin lovsang, hvor hun jo vidner om Guds frelse i hendes liv, vidner om Guds frelse blandt Guds folk, nu løfter sit blik op mod himlens Gud. Det er, som om hun gør det her til sidst i lovsangen. Det er, som om hun løfter med det sidste vers her sit blik op til himlen, og så synger hun om Guds trofasthed.

Prøv at lægge mærke til det her. Vers 54 — her læser vi faktisk implicit om Guds trofasthed:

"Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid."
Lukasevangeliet 1, 54-55

Gud er en hellig Gud. Gud er en barmhjertig Gud. Gud er en enestående Gud. Gud er en almægtig Gud. Og Gud er en trofast Gud.

Det at Gud er trofast, betyder, at han ikke glemmer sit folk. Det at Gud er trofast, betyder, at han ikke glemmer sine løfter, men husker på sin barmhjertighed.

Som Josvabogen 23, 14 siger, så hverken har eller vil et eneste af Guds gode ord, som Herren har talt, falde til jorden. Indtil nu er alt gået i opfyldelse. Det, som endnu venter, vil gå i opfyldelse. For Gud er trofast. Gud er trofast.

Bibelkommentatorer kommer altid — eller mange af dem kommer ind sådan rent teknisk på sprogbruget også og kigger på, hvordan det udtrykkes på græsk. Her i Marias lovsang er der nogle interessante ting i det græske sprog i forhold til den grammatik, der er. Det er noget på græsk, der hedder en aorist bøjningsform, som man ikke bare kan kalde datid eller nutid, men udefineret tid. En bibelkommentator siger om salmen her, at det er en særlig profetisk aoristbøjningsform, fordi den er med til at understrege, at når der står, hvad Gud har gjort, så indbefatter det også, hvad Gud vil gøre.

Han har taget sig af sin tjener Israel — han vil tage sig af sit folk gennem sin udvalgte tjener, Jesus Kristus. Maria lovsynger Gud med vished om, at det "herefter", som hendes graviditet indebærer — dette skæbnesættende punkt — dette "herefter" betyder, at Gud i sin trofasthed vil gøre det, som han tilsagde vore fædre — mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Referencen til Abraham er en reference, ikke blot til en historisk person, men til Guds pagt i historien. Hvad var det, der var med denne Abrahams pagt? Guds folk skulle velsignes, og velsignelsen ville komme gennem Abrahams afkom. Hvad er det, Det Nye Testamente siger? Jo, det siger, at Kristus er Abrahams afkom. Alle, som tror på Kristus, alle som vil tro, bliver forenet med Kristus, bliver Abrahams afkom — arvinger til Guds løfter, arvinger til velsignelsen, det vil sige til frelsen. Galaterbrevet 3, 29.

Rent teologisk havde Maria i virkeligheden nok mere et nationalt fokus i tankerne. Det havde de fleste jøder på det her tidspunkt snarere end et åndeligt. De kunne jo ikke se det fulde perspektiv. De havde ikke den fulde åbenbaring endnu. Men udfoldelsen af betydningen af hans ord skulle vise sig gennem åbenbaringen af den nye pagt i Jesu blod, som åbenbarer netop disse ting.

Centrum for vores lovsang

Hvad er det, Maria lovsynger Gud om? Hun lovsynger Gud om og for den, han er. Den Gud, som er trofast. Den Gud, som holder sin pagt. Den Gud, som viser sin nåde og sin barmhjertighed og sin kærlighed mod sit folk. Det er en form for lovsang, hvor vores hjerters øjne kan rettes en vej, og det er mod himlens Gud og mod ham, som sidder på den højre side af tronen i himlen. Det er Jesus Kristus, vor Herre.

Må han være centrum for vores lovsang og vores tilbedelse også i denne juletid. Når vi tænker på det år, som er ved at være gået, må vi da tænke på Guds gerninger. Guds gerning i vores liv. Guds gerning blandt Guds folk og Guds trofasthed imod os. Må vi af hele vores sjæl synge hans pris om Immanuel — Gud med os.

Rigtig glædelig jul, og Gud velsigne jer.