Menighedens forvalterskab

I dag skal det handle om nådegaver. Vi skal kigge på Første Petersbrev kapitel 4, vers 10 til 11, under overskriften "Menighedens forvalterskab". Når mange hører ordet forvalterskab, tænker de måske på økonomi eller penge. Men Første Petersbrev 4, 10-11 taler om et forvalterskab af de nådegaver, vi har fået. Det er nådegaverne, det handler om — nogle vi har fået betroet af Gud, og det er det, vi skal zoome ind på i dag.

Før vi dykker ned i de præcise vers og forvalterskabet af nådegaverne, skal vi læse hele teksten sammen. For at få dannet rammen om, hvad det er, Peter underviser menighederne i her, gør vi klogt i at starte fra vers 1 i kapitel 4. Som overskriften så fint har det i 92er-oversættelsen, handler denne passage om "det nye liv efter Guds vilje". Før vi taler om nådegaver, så er der en aflægning af det gamle liv, en omvendelse fra de syndige vaner og mønstre, vi har. Derefter skal det kristne liv leves med et sundt og ordentligt forvalterskab af, hvad Gud har givet os hver især.

"Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje. For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse. Nu, da I ikke længere styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser, undrer de sig og spotter jer for det, men de skal stå til regnskab over for ham, der er rede til at dømme levende og døde. For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever. Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen."
Første Petersbrev 4, 1-11

Lad os lige oprispe, hvad vi ser her. Vers 1 til 3 taler om, at vi skal gøre os færdige med synd, ikke at leve et liv fuld af fester, begær og alkoholisme. Jeg tænker ikke, der er så mange, der gør det længere her, og pris Herren for det. Men det kan jo meget vel være, at man har gjort det før i tiden. Vers 4 og 5 taler om, at det her er noget, omverdenen ser, når tidligere ikketroende pludselig omvender sig fra deres syndige vej, så bliver der lagt mærke til det. Vers 6 taler om, hvordan evangeliet er det, som frelser de kristne. De som på Peters tid var døde som kristne, vil kun opleve døden som dom, altså det, at vi menneskeligt set i vores legeme dør, men de vil ikke møde dom i ånden — der vil de leve evigt. Vers 7 og 8 opfordrer den kristne til at være årvågen, altså aktiv i sit bønsliv, i den indbyrdes kærlighed og i handling ved gæstfrihed.

For at opsummere det, som sætter rammen for vers 10 og 11: Som kristen er man færdig med syndens vej. Man har omvendt sig, og nu er man villig til at leve det kristne liv aktivt. Man ved, at Jesus kommer igen, og man forstår, at morgendagen ikke er lovet. Vi må være aktive i bøn, i kærlighed til hinanden, i handling og i gæstfrihed.

Nu skal vi zoome ind på vers 10 og 11 for at kigge på det, som vi som menighed er givet af forvalterskab af Gud. Jeg siger menighed her, fordi nådegaver er noget, vi er blevet givet for at tjene hinanden, som vers 10 beskriver. Jeg har tre håndgribelige elementer, vi skal dykke ned i: nummer et, du har fået en gave; nummer to, du er en forvalter; og nummer tre, Kristus skal have ære.

Du har fået en gave

I vers 10 står der: "Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået." Enhver — det er alle. Det er meget tydeligt, at hver og en af os har fået mindst én nådegave. Det kan I være sikre på. Også selvom I måske ikke præcis ved, hvad den er endnu, så kan I vide: I har mindst én gave.

Lad os prøve at se på, hvilke nådegaver der er. Måske tænker du på nogle bestemte nådegaver og tænker, jamen jeg er jo hverken underviser, pastor, profet eller en, der vandrer i helbredelse og mirakler. Det er sådan nogle ting, vi læser om i Første Korintherbrev kapitel 12, hvor nådegaverne bliver beskrevet. Her kan jeg måske betrygge med, at Bibelen åbner op for mange andre nådegaver end dem, vi ser i Korintherbrevet. I dag kigger vi på Første Petersbrev, men der står også noget om nådegaver i Romerbrevet 12. Lad os prøve at kigge på vers 6 til 8. Som en lille bibemærkning, mens I slår op: Der står også noget om nådegaver i Efeserbrevet 4, 7-16. Det er meget af de samme nådegaver, som vi hører om i Korintherbrevet — embederne i Efeserbrevet, det her med at være pastor, underviser, evangelist og hyrde. Men Romerbrevet 12, 6-8:

"Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre det glad og gerne."
Romerbrevet 12, 6-8

Det er ikke de samme nådegaver, vi ser i de forskellige breve til de forskellige menigheder. Det er der mange, der er enige om er et udtryk for, at der ikke er en helt tydelig og specifik liste af nådegaver, vi kan være sikre på. Paulus gør det faktisk, og Peter gør det, at de bruger nogle forskellige nådegaver, når de beskriver det til menighederne — netop fordi der kan være mange forskellige nådegaver, som vi ikke nødvendigvis ser i spil alle steder.

Det er egentlig betryggende. Hvis du sidder og tænker, jamen de der nådegaver, jeg læste om i Første Korintherbrev eller Efeserbrevet, dem kan jeg ikke se mig selv i, så er det ikke ensbetydende med, at du ikke har fået en nådegave. Der er mange andre. Sådan noget som barmhjertighed og formaning er noget, vi alle sammen på et eller andet tidspunkt får lov at vandre i. Det her med at give er også noget, vi alle sammen får lov at vandre i. Vi kan se, at der faktisk er plads til flere — også flere, som Bibelen ikke nødvendigvis definitivt beskriver.

John MacArthur indkapsler det rigtig godt. Han har defineret en sætning omkring det her med nådegaver:

"Din gave er det, du gør, når du er fyldt med Guds Ånd for at tjene Kristi legeme, hvilket skaber en positiv indflydelse." – John MacArthur

Det synes jeg han indkapsler rigtig fint. Det giver også en forståelse af, at — ligesom Petersbrevet beskriver — en nådegave er ikke noget, du har fået til bare at anvende til dig selv eller din egen lille familie derhjemme. Nej, det er noget, du skal bruge til menigheden, for at det reelt set er en nådegave, der får lov at være i spil. Det er noget, du har for at tjene Kristi legeme, som MacArthur og Bibelen siger. Det kræver Guds nåde — det er jo en nådegave. Derfor er hans Helligånd nødt til at være involveret i det her.

Kan det være en nådegave at opmuntre dine brødre og søstre? Ja. Kan det være en nådegave at lave mad til nogen, der trænger? Absolut. Vi hører om, at hvis vi tjener, så er det Gud, der giver os kraften til at tjene i den nådegave. Så det at lave mad kan sagtens være hårdt, specielt hvis du skal lave de store mængder. Kan det være en nådegave at sende en kærlig besked til en bror eller søster? Det kan det også. Kan det være en nådegave at forsvare troen igennem apologetik? Ja, det kan det også. Vi blev givet de her gaver af Gud at vandre i.

Er du særlig god til at lave mad, eller nyder du at lave mad til andre, så kan du jo bruge gaven i menigheden, og så bliver det en nådegave. Nådegaven får et formål, og den får det formål opfyldt ved at være tjenende for de andre i menigheden. Det er det, nådegaverne er til.

Får du nogle gange en bror eller søster i tankerne? I sidder måske derhjemme og er i gang med noget andet, og lige pludselig dukker der en op i hovedet på jer. Man kan reagere på det, og man kan også vælge at lade være. Men måske var det faktisk en nådegave i sig selv, at du fik dem i tankerne. Måske kunne du formå at handle på det og ringe til dem, skrive til dem, opmuntre dem, lade dem vide, at du tænker på dem, og at du beder for dem. Det i sig selv er en nådegave, der også er i spil her.

Spreder du liv og glæde blandt børnene? Bruger du sådan en gave til andre børn end bare dine egne? Bliver det til menighedens opbyggelse, at du kan formå at sprede liv og glæde blandt børnene? Deler du den evne, så bringer du faktisk en positiv indflydelse på Kristi legeme. Er du en, der udfordrer dine brødre og søstre til større hellighed? Se, din egen radikale livsførsel og all-in-mentalitet er ikke kun for dig selv. Deler du dine tanker og dit rationale, så kan det udruste og forme vores menighed og de medlemmer, vi har her, til at vokse i troen sammen med dig — så længe det gøres med mildhed og forståelse for, at vi ikke er det samme sted åndeligt set, og at vi er forskellige.

Vers 10 i dagens tekst beskriver gaverne som mangfoldige. Det græske ord her, poikilos, betyder faktisk flerefarvet, en bred farvepalet. Vi er vidt forskellige. En person, der har en nådegave til barmhjertighed, kan se ud på én måde. En anden person med en barmhjertighedsnådegave kan se ud på en helt anden måde. Den måde, sproget egentlig er lavet på her, er flerfarvet eller broget. Vi er en broget flok, ikke? Vi er vidt forskellige, og Gud har givet os mange af de samme nådegaver, men det kan se vidt forskelligt ud i forhold til, hvordan det kommer til udspil.

Hvordan kan jeg tjene min menighed?

Selvom det er godt at have selvindsigt og måske vide, hvad det er for en nådegave, man har, så er der også mange, som måske ikke sidder og tænker, at de har styr på, hvilke nådegaver de får lov at vandre i. I stedet for at sidde og tænke over, hvad det er for nogle nådegaver, der findes, og hvor man er henne — og man tænker måske, man lige kan tage en eller anden test på nettet — så er et bedre spørgsmål: hvordan kan jeg tjene min menighed? Det er det, nådegaver er til for. De er til for at tjene menigheden. Når definitionen på, hvad en nådegave er, er så bred, så længe det handler om, at du tjener menigheden med en positiv indflydelse, så er det egentlig det, der er spørgsmålet. Hvordan kan jeg tjene min menighed? Så vandrer du i nådegaver, lige så snart du begynder på det.

Du kan prøve at se efter de behov, du kan udfylde, for der er altid en masse behov i en menighed. Du kan se efter muligheder for at være en velsignelse. Helligåndens virke er ikke kun, at han har givet dig en permanent gave, som du altid vil skulle kunne tjene med. Helligånden udruster os også i specifikke situationer, hvor behovet er der.

Tænk på Peters mod til at tale frimodigt på pinsedagen. I Apostlenes Gerninger kapitel 4 læser vi om, at han er fyldt af Helligånden, og han svarer folkets ledere og ældste. Han går bare i gang med at tale til hele forsamlingen. Vi ved, at Peter tidligere havde været relativt bange for de jødiske ledere. Han havde døjet med menneskefrygt. Selvom Peter var relativt frimodig overfor Jesus og disciplene og var klar til at sige, jeg skal nok gå først, så er det alligevel Peter, der fornægter Jesus over for en lille tjenestepige. Men her bliver Peter fyldt med Helligånden, og det er en situationel nådegave. Peter får Guds kraft i den situation til at udfylde det behov, der er, og til at vandre i den opgave, som Gud ønsker, han skal være i.

Tilstedeværelsens tjeneste er udgangspunktet. Vi er nødt til at være der. Vi kan jo ikke vandre i en nådegave, hvis ikke vi er der. Vi kan ikke være til velsignelse for menigheden, hvis ikke vi er der. Det er første skridt. Men når vi så er der, så er det at huske på, at selvom du måske normalt ikke er super frimodig, selvom det måske ikke falder dig naturligt at være den, der siger "hej, det er mig, jeg skal nok være der", eller at være udadvendt, så kan Gud faktisk godt bruge dig i en specifik situation. Måske er du en af dem, der skal hilse på nogle nye, der kommer ind ad døren. Måske er det faktisk noget, der er rigtig svært for dig. Men hvis det er dig, der er der, så er det formentlig også dig, Gud bruger. Det her med at være åben over for, at jeg faktisk godt kan blive udrustet af Gud til noget, som ikke nødvendigvis falder mig naturligt — fordi de situationelle nådegaver er en reel ting.

Vi ser også, at det er en situationel nådegave, det her med Peter, fordi vi senere hen efter pinsedagen i Galaterbrevet 2, 11-14 ser, at Peter må irettesættes af Paulus, fordi han stadig har den her menneskefrygt. Han sidder sammen med de hedenske kristne, dem med hedensk baggrund, og lige pludselig vil han kun sidde sammen med de nye jødiske grupperinger, der kommer. Det bliver han irettesat for af Paulus, netop fordi han stadig kæmper med menneskefrygt og hvad de andre tænker om ham. Det var altså en situationel nådegave med den frimodighed, det mod til at tale direkte til de mennesker, han egentlig var bange for.

Vi ved også, at der er mennesker, der får lov at vandre med en nådegave hele livet. Jeg nævnte John MacArthur før. Han er et godt eksempel på en, der har fået lov at vandre i en hyrderolle og en undervisende rolle igennem hele sit liv. Formentlig får han lov til det, indtil han skal herfra. Han er i hvert fald ved at være oppe i årene. Jeg tror på, at Gud reelt set har givet os permanente nådegaver, og så giver Helligånden os også de her situationelle og sæsonbestemte nådegaver. Nogle af jer kan måske huske en tid, hvor I havde meget mere energi, og der brugte Gud det til hans ære. Nu er I måske i en tid, hvor I har knap så meget energi, men det er ikke ensbetydende med, at Gud ikke stadig arbejder i jer og bruger jer. Vi har forskellige sæsoner i vores liv, og Gud bruger de sæsoner til hans ære.

Ved I, hvad der er helt vildt betryggende? Kigger vi i 1689 London Baptist-bekendelsen, den bekendelse vi næsten hele vejen er med på her i menigheden og hæfter os ved, så ser vi det udtrykt, at Skriften vidner om, at vi som kirke har fået alt, hvad der skal til for, at vi kan være menighed, en rigtig kirke. I kapitel 26, paragraf 7, står der:

"Til hver af disse kirker, samlet på denne måde efter Herrens sind, som udtrykt i hans ord, har han givet al den magt og myndighed, som er påkrævet til at udføre den gudstjenesteorden og disciplin, som han har indstiftet for dem at holde. Han har også givet alle bud og regler for den passende og rette udførelse af denne magt." – 1689 London Baptist-bekendelsen

Det her beskriver både, at vi selvfølgelig ud fra ordet ved, hvordan vi skal være menighed. Hvis vi er en bibelsk menighed, en menighed der prioriterer ordet højt, så ved vi, at vi er på rette kurs. For Gud har vist os, hvad vi skal gøre. Men han har også givet os Helligånden til at vandre med og til at give os styrke til faktisk at kunne være sådan en menighed. Den her kombination handler ikke om at negligere ordet, men om at sige: Hvis vi er en bibelsk menighed, og vi ved, vi har fået Helligånden, så har vi vitterligt alt, hvad der skal til. Vi har de nådegaver, der skal til, for at vi kan være sådan en menighed, der er Gud til behag.

Der er nogle kirker, som er alt for topstyrede. Nogle af jer har måske været en del af sådan en menighed før i tiden. Jeg ved, jeg har — hvor det næsten kun er ledelsen, der får lov at vandre og udfylde nådegaverne. Resten bliver til tilskuere. Sådan må det aldrig være, heller ikke her hos os. Men er man en menighed, som lever efter Guds ord, som prioriterer det højt, og som ikke tager noget udefra, så ved vi også, at man er en menighed, der forstår, at det her ikke er noget, som bare lever og står på de ledere, som er i menigheden. Sådan en menighed falder før eller siden sammen. Det er nok også derfor, vi ser så mange ledere i menigheder, der går ned med stress, fordi de tror, at de skal vandre i samtlige nådegaver og nærmest udfylde hele opgaven i det at være menighed selv sammen med to andre. Det holder man ikke til, fordi vi ved, at vi alle sammen er lemmer på legemet. Vi har alle sammen en vigtig rolle her for at få det her til at fungere.

Gud vil bygge sin kirke, det er helt sikkert, og det er rigtig betryggende. Vi er også nødt til at huske på, at vi har fået givet et ansvar, et forvalterskab, ved at holde os til Guds ord i det at være menighed. Det er afgørende.

Du har fået en gave — minimum én. Det er ikke usædvanligt, at man har fået flere gaver at forvalte, men det er ikke nødvendigvis sådan, at man er en person, der er stærkere i troen, fordi man har fået flere gaver. Her skal man måske tænke det lidt ligesom — ikke decideret, men lidt ligesom — at man kan sige, der er generalister og specialister. Der kan være en person, som har fået en stor nådegave i barmhjertighed, hvor den nådegave rækker langt ind i menigheden. Den sætter et stort aftryk og måske også i lokalsamfundet. På samme tid kan du se en anden, som vandrer i nådegaver som formaning, administration og måske givernådegaven. Sammenlignet er de til samme mængde velsignelse. Der er jo kun de 24 timer i døgnet. Hvis de vandrer i den ene nådegave eller de flere nådegaver og gør det trofast med godt forvalterskab, så er de til lige meget gavn og lige meget velsignelse i menigheden.

Det er ikke sådan, at man skal tænke, jeg har ikke fået så mange nådegaver, det er nok fordi Gud ser lidt ned på mig. Det forholder sig overhovedet ikke sådan. Nej, Gud har faktisk været personlig med dig og sagt, jeg betror dig det her. Så er spørgsmålet, hvordan du forvalter det derfra.

Det ser vi også i Matthæusevangeliet 25, 14-30, hvor Jesus fortæller lignelsen om de betroede talenter. Mange af jer har læst passagen, og her hører vi om, hvordan tre mænd får forskellige antal talenter — det er en slags penge — betroet af deres herre. Den første får fem talenter, den anden får to, og den tredje får kun én. Forvalterskabet lå i at håndtere talenterne fornuftigt. Når herren i husstanden kommer tilbage fra sin rejse, vil han blive positivt stemt over at se væksten af de talenter, at de har båret frugt, så at sige.

Der er to ting, jeg vil fremhæve: Man kan godt have flere nådegaver. Men det afgørende er — og det er det andet punkt — hvordan du forvalter de nådegaver. Du ville have fået en varm velkomst af Herren, hvis du havde forvaltet det ene talent godt. Det var ikke antallet, der i sidste ende var afgørende. Det afgørende var, at du var trofast i dit forvalterskab.

Bare lige for at opsummere: Bibelen giver os råderum for, at man kan have flere nådegaver, og for at noget er situationelt, og noget er permanent. Men det handler om at skabe positiv indflydelse i din tjeneste mod Kristi legeme — kirken, menigheden.

Du er en forvalter

Andet punkt: du er en forvalter. Hvis du sidder og tænker, jamen en forvalter, hvad er det lige for noget, så er det et ord, der stammer fra det græske oikonomos. Hvis nogen af jer sidder og tænker, det lyder lidt ligesom økonomi, så er det fordi, det er der, det stammer fra. Oikonomos er det græske ord, som økonomi egentlig stammer fra. Det er et ord, der betyder husbestyrer eller husadministrator — oikos (hus) og nomos, en der varetager noget, en der bestyrer noget.

Forvalterskab er, fordi du har fået noget betroet, som egentlig ikke er dit eget. Det giver en helt anden forståelse af det her med at være forvalter. For mange af os tænker, at den her gave, som vi har fået, jamen den er min, det er min gave, og jeg bestemmer selv, hvornår jeg lige tager den i brug. Problemet ved det er, at ja, du har fået en gave, men det er til at forvalte den. I sidste ende er det hverken dig selv, der formår det her, eller dig selv, der giver dig det her. Det er Gud, der giver dig det, fordi du skal forvalte det. Men han kommer til at drage dig til regnskab for, hvordan du faktisk forvaltede det. Det betyder, at det egentlig er hans gave, fortsat. Det er hans evner, fortsat. Han har at gøre med det her. Det ligger et ansvar på os.

I daværende tid var det ikke ualmindeligt, at det var en tjener — og en tjener var ikke bare en tjener, det var ofte en slave — som fik den opgave at være husbestyrer eller husadministrator, mens herren var væk fra huset. Du har at gøre med en person, som bor hos husbestyreren eller husejeren, og der er også en gæld, der skal betales af, så der er en eller anden form for tillid her. Jeg regner med, at du gør det her, fordi du står i forvejen i gæld til mig. Er det ikke også sådan, det er med os og Gud? Vi står i gæld til Gud. Vi står i stor gæld til Gud. Vildt nok, synes jeg, han har faktisk tillid til, at vi forvalter det her, han giver os. Han har givet os noget med den tillid, at vi faktisk bruger det. Det kræver stor tillid i de scenarier, hvor man overgiver noget, man selv ejer, til en anden, der skal forvalte det.

Det bør skabe en ærefrygt i os. Tænk sig at være betroet noget af Gud den almægtige. Han har kigget på dig og ikke holdt tilbage. Faktisk har han givet dig evner, ord og handlinger, der ikke er fra dig selv af, men som er fra ham af.

Mit indtryk er, at mange har ærefrygt for det at være lærere og undervisere. De hæfter sig ved de ord, som er i Jakobsbrevet kapitel 3, vers 1:

"Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom."
Jakobsbrevet 3, 1

Men hvor mange af os husker på, at det ikke udelukker alle de andre nådegaver i at dømmes? Vi kommer til at aflægge regnskab for, hvordan vi har forvaltet de nådegaver, vi har fået til at tjene menigheden med — til at styrke og opbygge Kristi legeme med.

Gud er suveræn, tror vi på. Kan han ikke bare sørge for, at vi er gode forvaltere, kunne man tænke. Her rammer vi ind i begrebet compatibilism. Det kan I smide ind i ChatGPT eller Google, hvis I vil vide lidt nærmere om det. Men i sin grund betyder det, at ja, Gud er suveræn. Det er ham, der har kræfterne. Det er ham, der har magten. Men samtidig har han givet os et ansvar til at vandre i den styrke, som han har givet os. Han har givet os nogle nådegaver, som vi aldrig ved egen kraft kunne formå at fremme. Den form for barmhjertighed, vi ser i nogle af jer, er ikke noget, der kommer fra jer selv af på nogen som helst måde. I ved det udmærket selv, fordi der er andre dage, hvor der overhovedet ikke er nogen barmhjertighed at finde i jer. Det kender jeg også selv. Lige pludselig opdager man den her — wow, Helligånden bruger mig lige nu. Jeg har bare en helt særlig kærlighed, en helt særlig omtanke for det her menneske. Jeg er nødt til at være der for vedkommende. Det er ikke noget, der kommer fra os selv af, men det er heller ikke noget, hvor vi nærmest bliver tvunget ind i det. Vi har stadig et ansvar selv her til at være gode forvaltere med de kræfter, Gud giver os. Det er det spænd, der er i det.

Man kan kigge tilbage på Edens have. Det var ikke Adam, der skabte haven. Det var ikke Adam, der fik det til at være skønt at være i Edens have. Han var slet ikke en, der var indehaver. Det kunne han ikke prale af. Men Gud gav ham et ansvar i at passe og pleje haven, at benytte sig af haven. Lidt det samme med nådegaverne. Vi kan ikke sige, at det er os, der skaber de her ting. Det er Gud, der giver os dem. Men vi har fået et ansvar i at passe og pleje dem og vokse i dem. Adam forvaltede desværre i sidste ende ikke det ansvar, han var blevet givet. Han var en ulydig tjener, da han gik imod sin herres befaling om ikke at spise af kundskabens træ. Vi så, at konsekvensen med synd indtrådte i verden heraf. Den har været der lige siden. Der er også konsekvenser for os, når vi negligerer vores ansvar med nådegaverne.

Selvom vi er dækket af Jesu blod, når der skal aflægges regnskab for vores forvalterskab, må vi stadig forvalte med ærefrygt og forståelse for, hvilken Gud vi har at gøre med. Jesus sagde det sådan her om tjeneren, der forvaltede rigtig dårligt — ham der kun havde fået én:

"Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren."
Matthæusevangeliet 25, 26-30

Det lyder ikke rart. Men det sidste er også et klart og tydeligt resultat af, at ham, vi hører om her, har ikke været frelst. Han blev kastet udenfor. Vi hører, at der skal være gråd og tænderskæren. Det er hver gang en reference til helvede, hver gang en reference til, at man ikke ender i en evighed med Gud. For havde han været frelst, så havde hans frugter været der, og lydighed og kærlighed til Herren havde været der. Så havde han ikke bare gravet talenten ned i jorden og ventet på, at Herren kom tilbage.

Sådan er det også med os og de nådegaver, vi har fået, at der er et forvalterskab, der skal vandres i. Hvis du er sådan en free grace-type, der vil indvende, at den ægte tro ikke bør bære frugt med sig i form af gode gerninger — der også beskrives som lys og salt i bjergprædikenen — så lad os kigge i Jakobsbrevet 2, 14-17:

"Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: 'Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,' men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død."
Jakobsbrevet 2, 14-17

Det er tankevækkende, at det, som Bibelen illustrerer som en død tro, en falsk tro, det er, når en i gåseøjne kristen afviser en bror eller søster i troen og de behov, de har. Troen havde været ægte og levende i scenariet, som Jakob opridser her, hvis den kristne hører behovet og helt naturligt ønsker at opfylde det og tjene ved at pleje deres søster og bror.

Godt forvalterskab er et tegn på, at du er frelst. Det er et udtryk for, at der virkelig er liv i de rødder, som din sjæl hviler på. For den kristne, som er i gang med at forvalte, som anvender sine nådegaver til at tjene de andre i menigheden, er der stadig for os alle plads til at vokse i det at være en forvalter af nådegaverne. Det er vigtigt, at vi med ærefrygt forstår, at det har en reel effekt, hvordan vi vokser med opgaven.

Lad mig prøve at illustrere det med en allegori, jeg har kaldt for legemets værksted. Forestil dig menigheden som et stort værksted. Ikke et showroom, hvor alting bare står flot og udstillet, men et arbejdssted, hvor hver enkelt arbejder med det, han har fået betroet. I det her værksted har mesteren — altså Kristus — delt redskaber ud til alle sine medarbejdere. Nogle har fået en skruetrækker, andre en sav, andre igen en loddekolbe eller en pensel. Hvert redskab har sin særlige funktion, og ingen er unødvendige.

Men hvad sker der, hvis halvdelen af medarbejderne lader deres redskaber ligge ubrugt i værktøjskassen? Arbejdet går i stå. Byggeprojektet, opbygningen af Kristi legeme, skrider ikke fremad. Ikke fordi redskaberne mangler — nej, de er blevet givet — men fordi de ikke bliver brugt. Nogle forsøger måske at bruge deres redskaber til helt andre projekter, egne små hobbyprojekter uden for værkstedet, og så bliver arbejdet i huset forsømt. Andre bruger godt nok deres redskab, men ikke med flid og møje, og de holder alt for mange pauser, så de bliver aldrig dygtige til at mestre det redskab, de har fået.

Mesteren kommer en dag og spørger: "Hvordan har du forvaltet det redskab, jeg betroede dig? Er du en af de medarbejdere, der bruger dit redskab på hobbyprojekter i stedet for menigheden, Kristi legeme? Er du en af de medarbejdere, der holder for mange pauser og kun anvender dit redskab en gang imellem? Eller er du slet ikke kommet i gang med dit redskab? Ligger det i skuffen og venter på at blive taget i brug?"

Jeg håber det ikke. Hvis det er dig, så er i dag et wakeup-call. Det er et budskab om, at vi her i menigheden har brug for dig og det, Gud har givet dig. For dig, som er i gang med dit redskab, din nådegave, og tjener Herren med villighed: nu skal vi kigge på, hvad det er for et fokus, vores tjeneste skal have. Hvad resultatet af vores arbejde i menigheden gerne skal være.

Kristus skal have ære

Det leder mig til mit tredje og sidste punkt: Kristus skal have ære. Vers 11 i Første Petersbrev kapitel 4. Lad os læse den igen:

"Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen."
Første Petersbrev 4, 11

Når vi forvalter vores gaver godt ved at tjene menigheden med dem, så herliggør vi Gud ved den ære, vi bringer Jesus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder. Kan I mærke den her begejstring, som Peter har for Jesus? Han bryder ud i sådan en doksologi, en slags tilbedende lovprisning midt i anvisningen omkring nådegaver. Det kommer sådan lidt ud af det blå. Det har vi også set før med Paulus i Romerbrevet, og det er fedt.

Når vi bruger vores nådegaver til at tjene hinanden med, indebærer det faktisk det her med, at Kristi legeme begynder at ligne Kristus mere. Det lyder lidt sjovt, ikke? At Kristi legeme begynder at ligne Kristus mere. Men det er faktisk det, der sker. Vi er hans lemmer, og han er hovedet. Men vi kæmper jo stadig med kødet. Vi er stadig synd i vores liv. Mon ikke det er derfor, det er en nådegave? For i os selv kunne vi ikke gøre det. Men når nådegaverne kommer i spil, og vi anvender dem over for hinanden, så begynder den barmhjertighed, Jesus selv viste, at skinne frem. Så begynder den frimodighed, Jesus selv viste, at lyse frem. Så begynder den formaning, Jesus selv viste, at salte i vores omgivelser. Så begynder den undervisning, omsorg, det giverhjerte, den forbøn, selvopofrelse, ydmyghed, visdom og tjenende tilgang, som Jesus viste, at dukke frem.

Ikke i fuldkommenhed. Vi er ikke fuldkomne som ham, men som månen reflekterer solen, så får vi lov at være det mindre lys, når vi gennem hans kraft, hans gaver, kan reflektere en del af det lys, han er, ved de nådegaver, han har givet os til aktivt at bruge det rette sted.

Stefanas og Lydia

Lad os afslutningsvis se på nogle gode eksempler. Skriften viser os en mand og en kvinde, som fik nådegaverne i spil det helt rigtige sted, så det blev til velsignelse og Kristi ære.

I Første Korintherbrev hører vi, at de bliver formanet til at opføre sig som mænd. Jeg ved ikke, om I nogensinde har hørt en prædiken omkring det vers — vers 13 i Første Korintherbrev 16. Måske skal vi have det på et tidspunkt her i menigheden. De skal være mandige og stærke, bliver det nævnt i vers 13. Det er efter, at Paulus virkelig har måttet irettesætte dem i menigheden. En logisk sammenslutning, som flere har gjort, er, at den formaning, Paulus kommer med — om at de skal være mandige, eller som ESV siger act like men, opfør jer nu som mænd — den kommer, fordi der var mange i menigheden, der ikke gjorde det. Ellers var det ikke nødvendigt at sige.

Hvem bruger Paulus så til at fremhæve, hvad en rigtig mand er? Måske er det pastoren i deres menighed. Måske er det en af disciplene, en apostel, eller en, som Paulus selv vil bruge som eksempel. Det kunne man tænke. Men det overraskende er, at det, Paulus bruger som eksempel på en rigtig mand i vers 15 kort efter, det er Stefanas. Jeg ved ikke, hvor mange af jer der har hørt om Stefanas eller lige kan huske ham. Han nævnes ikke meget i Bibelen. Det er kun her.

Stefanas var en tjenende mand, en menighedstjener. Han og hans hus havde indviet sig til at tjene menigheden, og det var de faktisk trofaste i — selv midt i en tid, hvor synden havde fået bugt med flere i menigheden, som de trofast betjente. Han har uden tvivl været eksempel på en mand, der anvendte de nådegaver, Herren havde givet ham, trofast. Han har arbejdet og slidt i tjenesten, som vi ser i vers 16. Han har anvendt de redskaber, det værktøj, Gud har givet ham. Han havde fået hård hud på fingrene af alt det slid og møje, han havde gjort sig. Han er vokset med opgaven. Han tog sig ikke en pause, bare fordi det begyndte at blive lidt hårdt i menigheden under de stridigheder, raperier og synd, vi læser om i Første Korintherbrev. Han kastede sig ikke over et andet projekt, fordi der var modstand i menigheden. Nej, han var trofast i tjenesten.

Stefanas er en rigtig mand. Paulus viser os her, at åndelig mandighed, det handler ikke om dominans, men om selvfornægtende tjeneste. Ligesom Kristus. Kristus var selvfornægtende i sin tjeneste, selvopofrende i sin tjeneste. Han bliver faktisk kaldt for diakon — Jesus. Diakonos. Det betyder tjener. Det anvendes faktisk om Jesus i Romerbrevet 15, 8. Så mænd i menighederne: lad os stræbe efter at være rigtige mænd ligesom Stefanas. Ivrige og trofaste i at anvende vores nådegaver tjenende for vores menighed. Lad os stå sammen med vores hustruer — jer, der har hustruer — i det. Det var nemlig ikke kun Stefanas. Det var Stefanas' hus, der havde indviet sig i tjenesten. De fleste af os ved, at når vi tjener, så er vi nødt til at gøre det sammen. Det kan ikke kun være en af os, der tjener. Når en af os tjener, så tjener den anden også.

En kvinde, der skal fremhæves, er Lydia. Hende hører vi om i Apostlenes Gerninger kapitel 16, vers 14 til 15:

"Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus' ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig. Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: 'Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér.' Hun nødte os til det."
Apostlenes Gerninger 16, 14-15

Hun var en gudfrygtig kvinde, bliver der beskrevet, og det er vel at mærke før, hun har fået troen. Vi ved, at hun var en hedning, som var kommet til at frygte Israels Gud uden nødvendigvis at være blevet en reel proselyt. En proselyt er en, der omvender sig til jødedommen og egentlig var hedning. Det gør hende til en af de her mange gudfrygtige hedninger, som Bibelen nævner ind imellem. En af de andre, vi kan læse om, er Kornelius i Apostlenes Gerninger kapitel 10. Han var også en af dem, som frygtede Herren — en gudfrygtig mand, som var hedning.

Vi læser også, at det var Herren, som åbnede Lydias hjerte. Det er ikke nyt for os her i en reformeret menighed, at det er Herren, der giver troen. Det er Herren, der åbner hjertet, så vi kan forstå, hvad ordet er, og hvad det handler om. Det er Guds suveræne nåde i frelsen, som vi får lov at se. Paulus' forkyndelse alene overbeviste hende ikke. Men Gud virkede i hendes hjerte. Efter hendes omvendelse bliver hun selv og hendes husstand døbt. Husstanden kan inkludere tjenere, familie og medarbejdere, men teksten er neutral omkring, hvem og hvor gamle de var. Det vigtige er, at hele hendes nærmeste cirkel bliver præget af hendes tro, og de modtager evangeliet.

Lydia brugte straks sit hjem og sine ressourcer i tjenesten for de troende. Når man åbner sit hjem for rejsende på Bibelens tid — og vel måske også i dag — så er det noget, der koster. Mon ikke det også er derfor, Bibelen formaner os til at være gæstfri uden tværhed, som der står kort før i Første Petersbrev. Det kan godt være krævende at sørge for mad til så mange, når man får en masse på besøg, og at give plads og sørge for overnatning til folk, hvis de er rejsende. Her er der rig mulighed for at få de nådegaver i spil, som Gud har givet dig — både situationelt og permanent.

Lydia mener man har været en meget velhavende kvinde. Hun var handler af de her purpurtekstiler, og det var en meget dyr vare, en luksusvare på daværende tidspunkt. Mon ikke det også var derfor, hun måtte insistere på en respektfuld måde på, at Paulus, Silas og de andre skulle tage ophold hos hende. Hvis I ser et meget fint og fornemt sted, og man kommer der som rejsende og er lidt svedig — måske har man ikke været i bad et par dage — og så står hende den fine purpurhandler med de fine tekstiler og siger "kom ind i mit hjem og spis", så kunne man jo tænke, "ej nej, det er vi ikke fine nok til, vi finder et andet sted". Men hun var ivrig. Hun nødte dem — altså insisterede er jo egentlig ordet her. Hun insisterede på, "nej, kom". Alligevel er hun ydmyg i det. Hun siger samtidig: "hvis I vurderer, at jeg er oprigtig i min tro, så kom, så lad mig tjene jer".

Tænk, hun åbner sit hjem ikke bare for Paulus og Silas, men hun har sit hjem åbent for andre i området. Det ser man i vers 40, hvor der var brødre i troen ved Lydias hus, da Paulus og Silas kom for at sige farvel, inden de rejste videre. Hendes hjem blev et centrum for kristen aktivitet i Filippi. Muligvis var det faktisk det første mødehus for den første europæiske menighed.

Kvinder, jeg håber, I kan finde inspiration i Lydia. Jeg håber, I kan se, at det at hun bruger, hvad hun har, til at være hjælp, til gavn og til støtte, det er prisværdigt. Hun var med de andre kvinder klar til at høre Paulus' undervisning. De kommer til sådan et bedehus for de interesserede kvinder, dem som beder til Gud, men faktisk slet ikke hører ham til oprindeligt. Hun var villig til at lytte til Paulus. Hun var åben over for ordet, og det forvandlede hende. Vi har at gøre med nogle kvinder, der har haft ivrige ører til at høre. De har været villige til at sidde og lytte til Paulus' undervisning. Det er også en stærk egenskab ved hende — gæstfrihed og selvopofrelse.

Brug, hvad du har, stort eller småt. Du behøver ikke være rig som Lydia, der måske havde et stort sted at tilbyde. Du kan bidrage med præcis det, du har. Tænk på, hvordan Lydia insisterede. Lad os være en menighed, hvor vi leder efter måder at tjene hinanden på. Det handler ikke bare om at byde ind, når der bliver spurgt om det. Lad os være proaktive i at finde muligheder for at tjene menigheden.

Har du gaver, som Gud har givet dig, som du ikke får i spil i menigheden, så gå ikke og vent på, at nogen spørger, om ikke du vil bruge dem til noget. Vi har lidt en kirke- og måske også jysk kultur med at være tilbageholdne og sige "ah jo, Gud har vel nok givet mig lidt". Men prøv at høre: Gud har givet dig noget stort, fordi hvis det kommer fra ham, så er det stort, og det skal bruges, fordi vi andre går glip af noget, hvis ikke du får det i brug. Kristus får ikke den ære, han skal have. Gud bliver ikke herliggjort, som han skal.

Tænk på, hvordan du kan byde dig ind eller igangsætte noget. Tænk på, hvordan du kan få din nådegave i spil, når du er sammen med os. Har du en gave til barmhjertighed, så opsøg dem, der ser nedtrykte ud. Vent ikke på, at de kommer til dig og fortæller, hvordan de har det. Ser de nedtrykte ud, og du kan mærke, der er noget i hjertet, der banker, så gå hen til dem og tal med dem. Har du en gave til at hjælpe og tjene, så giv en hånd med, uden at der er nogen, der spørger dig. Har du en visdomsgave eller en formaningsgave, så søg at komme i snak med nogen om de større emner. Byd selv ind. "Har du tænkt over det her? Hvad synes du om det her?" Man kunne blive ved, men det handler om at søge de her muligheder.

Forvalterskabet ligger hos os. Det er os, det ligger hos. Lad os ikke forsømme det ansvar. Lad os pleje det, så det spirer, så det vokser, så det gror, så det bliver stærkt. Det får stærke rødder, og det bliver noget, som bringer Kristus ære. Det herliggør Gud. Det vil være til vores alles gavn og velsignelse. Men vigtigst af alt: så vil det herliggøre Gud. Det vil herliggøre Gud.

Amen.