Navnet Jesus

I anledning af højtiden vil jeg i dag ikke tale ud fra Johannes, men ud fra Matthæusevangeliet, den tekst vi lige har læst. Det er den her passage i Matthæusevangeliet, som beretter om Jesu fødsel. Det, som jeg på en særlig måde gerne vil fremhæve ud fra teksten, det er navnet Jesus. Således er titlen på min prædiken her i dag: navnet Jesus.

Vi skal sammen meditere over betydningen af navnet Jesus, noget som vores tekst gør meget klart i vers 21.

Navnes betydning på biblens tid

Navne i antikken og på Jesu tid var ikke helt på samme måde som i vores tid, hvor de fleste betragter et navn som et ord, man bruger til at udpege en person. Hej Rasmus, hej HP, hej Morten, hej William — det er et ord, som refererer til eller udpeger den person, man henvender sig til. Men navne på Jesu tid havde selvfølgelig også den funktion, at man kunne henvende sig til hinanden på den måde, men de havde en dybere betydning. Det er også den kontekst, vi skal huske på, når vi taler om navnet Jesus her i vores tekst. Vi skal huske på den her sammenhæng, hvor navnet havde en meget dybere betydning end den, vi har i dag.

Navne gav, kan man sige, en vis adgang til viden om den person, som bar navnet. Det var en slags dør, der blev åbnet op med navnet til en vis kendskab til personen. I antikkens kultur, ikke mindst i de hebraiske kulturer, investerede man rigtig meget betydning i personers navne. Så meget at gudfrygtige jøder ikke engang ville udtale Guds navn af hensyn til, hvor helligt hans navn er. Det havde meget stor vægt, meget stor betydning. Det er stik imod det, vi ser i vores verdslige kultur i dag — den måde, som Guds navn bare bliver slynget rundt som et skældsord af mange.

Pointen, som jeg vil understrege her indledningsvis, er, at på biblens tid lagde man rigtig stor vægt på navnes betydning, meget mere end vi gør i dag. En bibellærer ved navn Nathan Stone, som har skrevet en klassiker om Guds navne, forklarer, at det at kende nogens navn betød, at man fik kendskab til og indsigt i noget om personens karakter og skæbne.

Det vi ser i biblen, er eksempelvis mange navne. For eksempel kan vi nævne navnet Adam, som refererer til, at han var skabt af jord, var skabt af jorden. Og Eva, der betyder livgiver, der refererer til, at hun blev moder til alle, som har liv. I biblen ser vi også, hvordan Gud bliver beskrevet med mange forskellige navne. Alle de navne, som Gud bliver beskrevet med, taler om forskellige sider af, hvem han er. De taler om forskellige aspekter af hans karakter, af hans væsen, af hans egenskaber og den måde, som han handler med sine skabninger på.

Gud er for eksempel Jahve Elohim, herre over alle. Han er Jehova Jire, han som er Herren, der vil forsørge. Han er Adonai, ham som er herre over alle. Bare for at nævne nogle få eksempler.

Men det, der bliver fantastisk for os, og det der ved Guds nåde bliver en åbenbaring for os, er, når vi tænker på navnet Jesus. Vi tænker på, hvordan dette navn Yeshua på hebraisk, hvordan dette navn, som betyder Jahve frelser eller Jahve er frelse, hvordan det navn rummer det helligste af alle Guds navne — Jahve. Med det navn vidner det om, at Jesus både er frelser og Herren.

I dag, som en måde at fejre julehøjtiden på, er mit ønske med dette budskab, at navnet Jesus må blive æret. At navnet Jesus må blive løftet op og herliggjort. Amen.

I vores tid ser vi som sagt meget af det modsatte. Men vi er kaldet, som dem der er kaldet ved hans navn, til at ære hans navn, til at herliggøre hans navn, til at vidne om hans navn og til at gøre mennesker bekendt med hans navn. At der ikke er frelse i nogen anden — Apostlenes Gerninger 4, 12. Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan frelses ved. Det er navnet Jesus.

"Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."
Apostlenes Gerninger 4, 12

Det er i øvrigt også et vers i Apostlenes Gerninger 4, 12, som er en reference til vores tekst i dag. Lad os tage fat i teksten sammen. Vi læser den endnu engang, Matthæusevangeliet kapitel 1, vers 18 til 25.

"Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.« Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus."
Matthæusevangeliet 1, 18-25

Et tredje navn antydes

Vores tekst forsyner os med to navne, som tilskrives Jesus. Det ser vi helt eksplicit. Men jeg vil faktisk komme med et forslag om, at der er et tredje navn, som vi kan se ikke eksplicit, men implicit her i teksten. Det navn eller den titel, som jeg vil mene bliver implicit antydet af teksten, er navnet underfuld.

Grunden til at jeg siger det, er, at når vi tænker på Jesu fødsel og på, hvordan Det Gamle Testamente profeterer om og åbenbarer, at en søn skal fødes, så ser vi i Esajas kapitel 9 profetien om Jesu fødsel. Og heri finder vi navnet underfuld rådgiver. Vi læser i Esajas 9, hvor der står:

"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste."
Esajas' Bog 9, 5

Beskrivelsen "underfuld" i navnet underfuld rådgiver antyder, at der er noget ekstraordinært, noget mirakuløst, som også er det, vi ser beskrevet i forbindelse med Jesu fødsel. I Esajas 9, der hvor der tales om denne søn, der skal fødes, er det noget mirakuløst, der sker. I vores tekst omkring Jesu fødsel ser vi den mirakuløse jomfrufødsel af Jesus.

Jesus blev født ikke bare til at være en rådgiver ligesom andre lærde rådgivere på den tid, som havde visdom og kundskab til at rådgive og til at vejlede og til at forkynde. Nej, han blev født til at være underfuld rådgiver. Den som kom fra himlen og blev menneske og kunne rådgive og vejlede og tale til mennesker som den, der kommer fra himlen med Guds ord til mennesker. Han talte med guddommelig visdom og indsigt. Han var underfuld rådgiver.

Tænk på titlen eller navnet underfuld, når vi skal se på versene fra vers 18 til 20 i vores tekst.

I vers 21 ser vi navnet Jesus, som Josef skulle give det nyfødte barn. Som vi har set, betyder navnet Jesus, Jahve frelser. Jesus skulle gives netop dette navn, fordi vers 21 siger: han skal frelse sit folk fra deres synder.

I vers 23 ser vi navnet Immanuel, som betyder Gud med os. Et citat igen fra Esajas. Her er det Esajas 7, 14, der bliver citeret. Det er et citat fra den græske oversættelse af den hebraiske gammeltestamentlige tekst.

Med disse indledende tanker skal vi se på vores tekst med afsæt i tre overskrifter. Nummer et: hans navn er underfuld. Nummer to: hans navn er frelser. Nummer tre: hans navn er Immanuel.

Hans navn er underfuld

Mange af jer husker den her lovsang. Teksten lyder: Vi hylder Jesus, kongernes konge. For ham vil vi bøje knæ. Han er den største. Han er den højeste. Sendt fra Gud i kærlighed. Hans navn er underfuld. Hans navn er rådgiver, fredsfyrste og majestæt. Han er den største. Han er den højeste sendt fra Gud i kærlighed.

Det er bare bibelske sandheder, er det ikke det? Bibelske sandheder, som bare må strømme ud fra vores hjerte, når vi tænker på Jesus og tænker på hans vidunderlige navn. Vi hylder Jesus, og det gør vi blandt andet med bekendelsen, at hans navn er underfuld.

Lad os betragte vores tekst og en af årsagerne til, at netop det navn er så passende. Matthæus 1, vi læser fra vers 18 til 20 igen:

"Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.«"
Matthæusevangeliet 1, 18-20

Vi læser her en af de mest underfulde sandheder om, hvordan Gud valgte at komme ind i sit eget skaberværk på. Prøv at tænke: Jesus har skabt alt. Han er skaberen. Han har skabt denne jord. Så vælger han på forunderlig vis at træde ind i det skaberværk, han selv har skabt. Det gør han ved at iklæde sig kød og blod, at blive et menneske.

Når han bliver et menneske, er det jo ikke på almindelig vis, vi ser. Det er på forunderlig, vidunderlig, mirakuløs vis, at det her sker. Han bliver et menneske, men han bliver fuldt ud menneske ligesom du og jeg.

Vi læser, at Jesu Kristi fødsel gik sådan til, at Maria, hun bliver med barn ved Helligånden, inden hun har været sammen med sin forlovede Josef. Med andre ord, Maria, hun bliver med barn som jomfru.

I Lukasevangeliet, når englen åbenbarer for Maria, at hun skal blive med barn og føde en søn og kalde ham Jesus, så spørger Maria englen: hvordan skal det gå til? Hun har jo ikke været sammen med en mand. Hvordan skal det gå til? Englen svarer hende i Lukasevangeliet kapitel 1 og vers 35:

"Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn."
Lukasevangeliet 1, 35

I vers 20 i vores tekst siger englen til Josef, som er en retsindig mand, men tydeligvis også meget usikker på hele situationen. Det er meget naturligt at forstå, at han var meget usikker her, for hvad er det, der foregår? Englen siger til ham: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru, for det barn hun venter, er undfanget ved Helligånden."

Mere information får vi ikke. Vi får ikke flere detaljer. Vi har heller ikke brug for flere detaljer. Vi får lige præcis det, som vi har brug for at vide. Vi får ikke mere at vide omkring, hvordan menneskeliggørelsen af Jesus helt præcist finder sted. Men vi kan læse, og vi kan forstå, at Gud bringer sin søn Jesus ind i vores verden på underfuld og mirakuløs vis. Nemlig ved den jomfruelige undfangelse af Jesus ved Helligåndens kraft.

I dag bliver julen fremstillet i vores vestlige kultur, og også her i Danmark, på en måde, hvor man iscenesætter det tematiske omkring det eventyrlige og det magiske. Det er det, mange forbinder julen med — det her eventyrlige og magiske, som vi også ser i julekalendre og så videre. Men ofte er det uden et særligt fokus på Jesus.

Begivenheder, film og julesange iscenesætter julens stemning som et winter wonderland med snemænd og julemand og Rudolf med den røde tud og brændte mandler og hvad ved jeg. Rigtig hyggeligt og stemningsfuldt og børnevenligt. Det er det ikke altid faktisk. Men når man tænker over det, er det også meningsløst. Amen.

Hvori består det underfulde? Kan vi spørge os selv: hvori består det underfulde? Det er kunstigt fremstillede ting, som ikke giver håb. Det giver hygge, ja, absolut. Det giver stemning. Det er dejligt, men det giver egentlig ikke i sig selv håb og mening. Det, som giver virkelig håb og mening, det finder du kun i det autentiske wonderland, der beskrives i vores tekster. Det er det underfulde land af Guds mirakuløse entré ind i vores verden ved Jesu fødsel, hvor Gud bliver menneske for at frelse mennesker fra det tomme liv.

Der findes intet kunstigt fremstillet i denne verden, som appellerer til alle vores sanser, der kan erstatte det autentiske og sande, den autentiske og sande julefortælling om den, hvis navn er underfuld. Den, som blev født af jomfru Maria, som voksede op og blev den enestående frelser, hvorved vi finder sandt håb og sandt liv og sand frelse.

Sjovt nok ser vi jomfrufødslen og denne underfulde kendsgerning ved jomfrufødslen som noget, der af liberalteologer og skeptikere bliver ivrigt kastet stor tvivl omkring. Det kan da ikke passe. Det er jo bare en myte og så videre. Man kan da ikke tro på, at der reelt var en jomfrufødsel, siger skeptikerne og liberalteologerne og ateister og så videre.

Hvis ikke Jesus var født af en jomfru, hvis ikke han var undfanget ved Helligånden, så var han jo bare et almindeligt menneske. Men hvis Jesus bare var et almindeligt menneske, så kan han ikke være Gud. Amen. Hvis ikke Jesus var Gud, er Gud, så kan han ikke forsone os med Gud. Amen. Hvis ikke Jesus kan forsone os med Gud, så er der ikke nogen gode nyheder. Hvis ikke der er nogen gode nyheder, så er der ingen frelse, og så er der intet håb.

Det er sagt sådan her:

"Hvis Jesus ikke både er menneske og Gud, er der intet evangelium. Jesu Kristi inkarnation er kristendommens centrale faktum. Hele den kristne teologis grundlæggende struktur hviler på den. Evangeliets essens og kraft består i, at Gud blev menneske, og at ved at være fuldt ud Gud og fuldt ud menneske var han i stand til at forsone mennesker med Gud. Jomfrufødslen, hans stedfortrædende forsonende død, opstandelsen, hans himmelfart og hans genkomst er alle uadskillige aspekter af hans guddommelighed."

Dem, der påstår, at jomfrufødslen ikke er afgørende, at det bare er sådan en eller anden ting, som man ikke nødvendigvis behøver at tro på, og at den sagtens kan undværes — de har overhovedet ikke forstået evangeliet. Der er faktisk mange, der tror, at den kristne lære er ligesom sådan en bygning. Hvis du bare tager en mursten ud, som for eksempel jomfrufødslen, så falder bygningen da ikke helt sammen. Problemet er, at man ikke har forstået, at den sten er grundstenen, som gør, at hvis du fjerner den, så falder huset sammen.

Hvorfor egentlig fjerne den? Hvorfor egentlig betvivle eller sætte tvivl omkring det mest smukke, et af de mest underfulde elementer ved den kristne fortælling? Hvorfor gør det? Det giver ingen mening. Faktisk ødelægger det hele meningen og fjerner substansen og kraften i evangeliet. Det fører til, som vi har set, en kristendom uden en frelser. En kristusløs kristendom. Det er ikke en kristendom overhovedet. Amen.

Nej, brødre og søstre, lad ikke verdens tanker få plads i dine tanker. For det barn, som blev født, og som profeten Esajas forkynder — hans navn er underfuld. Halleluja. Hans navn er underfuld. Esajas forkynder det. Hans navn er underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste. Amen.

Hans navn er frelser

Vers 21:

"Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Matthæusevangeliet 1, 21

Der er en lille detalje, vi lige skal se i vers 20 først. Englen henvender sig til Josef og siger: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru, for det barn hun venter, er undfanget ved Helligånden." Josef, Davids søn.

Det er interessant ved den her beskrivelse, Davids søn, at titlen kobler den her passage sammen med den foregående passage, hvor vi læser fra vers 1 til 17 omkring stamtavlen fra Jesus, der fremhæver Jesus som Davids søn, som den davidiske Messias, som vers 16 kalder Kristus.

Med beskrivelsen Davids søn bliver Josef gjort opmærksom på og bevidst om, at han skal spille en betydningsfuld rolle i forhold til Jesu fødsel. Derfor skal han ikke være bange for at tage Maria til sig som hustru, fordi vers 21 — hun skal føde en søn.

Hun skal føde en søn. Så Josef, Davids søn, Maria skal føde en søn. Hvad skal du gøre? Du skal give ham navnet Jesus. Grunden til, at du skal give ham det navn, er, at denne søn skal frelse sit folk fra deres synder. Maria skal føde en søn, og den søn er frelser for sit folk.

Går vi til Lukasevangeliet, det første kapitel, kan vi se, hvordan englen siger til Maria i vers 31 til 32. Englen fortæller, at hun skal føde en søn og give ham navnet Jesus, og han skal blive stor og kaldes den Højestes søn.

"Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone."
Lukasevangeliet 1, 31-32

Endnu et navn — den Højestes søn.

Det englen siger til Josef i vers 21 i vores tekst er ikke bare, at Maria skal føde en søn i modsætning til en datter. Nej, det han siger, er, at hun skal føde den lovede søn. Hun skal føde sønnen. Hun skal føde den Højestes søn. Hun skal føde Guds søn. Det er fordi, at han er sønnen, faderens søn, undfanget ved Helligånden, himlens søn.

Det er derfor, han kan få navnet Jesus, som betyder Jahve frelser eller Jahve er frelse. Prøv at forestille jer, hvad Josef må have tænkt, da han hørte disse ord fra englen. Bare det at få besøg af en engel i det hele taget måtte have varslet om, at her sker en historisk begivenhed i Guds frelseshistorie. Men det måtte da være et meget, meget stærkt bevis for Josef, at her sker der noget helt fantastisk.

Meddelelsen til Josef om dette navn Jesus, at han skulle give navnet til sønnen Yeshua, Jahve frelser, og formålet — alle de tanker, der måtte have gennemgået hans hoved, da han fik at vide, hvad formålet også var med, at han skulle give ham dette navn, at han skulle frelse sit folk fra deres synder. Denne søn, Josef. Jeg kan forestille mig, hvordan han uden tvivl var begyndt at tænke på, hvad skrifterne har talt, og koblet det til skriften, koblet det til den åbenbaring, som Gud har givet gennem profeterne indtil nu.

Måske har han tænkt på de sidste to vers af Salme 130:

"Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld."
Salme 130, 7-8

Måske har han tænkt på de ord, som stemmer overens med det, som englen siger her. Herren skal udfri Israel for dets skyld. Herren skal frelse folket fra deres synder.

Brødre og søstre, Jesus er Herren. Han er Herren, hos hvem nåden findes. Vi læser i Johannesevangeliet kapitel 1 og vers 17:

"For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus."
Johannesevangeliet 1, 17

Han er Herren, der ved sin store nåde forløser eller frelser sit folk fra al skyld, for alle deres synder. Hans navn er frelser. For Jesus Kristus er Herre og frelser for enhver, som tror på ham. Det betyder også, at enhver, som tror på ham, er og bliver en del af den gruppe mennesker, som vores tekst kalder for Guds folk. Amen.

Apostlenes Gerninger kapitel 13 vers 23 siger:

"Af hans slægt har Gud givet Israel en frelser, som han havde lovet, Jesus."
Apostlenes Gerninger 13, 23

Igen, Apostlenes Gerninger 4, 12: der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. Det er kun dette ene navn, navnet Jesus, hvorved vi kan blive frelst.

Er du ikke glad, brødre og søstre, for at du lærte det navn at kende? Er du ikke glad for, at du hørte det navn? Er du ikke glad for, at du blev kaldet af det navn? At du blev draget til det navn, at det navn blev åbenbaret til frelse for dig, at du nu er glad. Halleluja. Det er det værd at sige pris Gud for.

Er du ikke glad for, at du blev tilgivet på grund af det navn? At du blev frelst og døbt i det navn? Hvis ikke du er døbt, så skal du døbes, hvis du tror på hans navn. Døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Amen. Amen.

På grund af hans navn og på grund af det, som han har gjort, hans frelse, det han har gjort i vores liv, kan vi nu som hans folk bekende hans navn. Vi kan forkynde hans navn. Vi kan bede i hans navn. Vi kan ophøje hans navn og herliggøre hans vidunderlige navn. Hans navn er underfuld. Hans navn er frelser.

Hans navn er Immanuel

I vores tekst ser vi også en anden eksplicit titel, han får. Det navn ser vi i den sidste del af vores tekst. Hans navn er Immanuel. Vers 22 til 23:

"Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os."
Matthæusevangeliet 1, 22-23

Som vi så med vers 20, hvor Davids søn-titlen forbinder begivenheden med slægtshistorien og slægtstavlen og Guds løfter i Det Gamle Testamente, så gør Gud det klart her i vers 22 til 23, at Jesu fødsel skete som opfyldelsen på det, som Herren havde lovet gennem profeten — i dette tilfælde profeten Esajas. Herren brugte mange profeter gennem tiden til at åbenbare sin vilje, til at åbenbare sin dom over folket og til at åbenbare sin frelse for folket. Han brugte mange profeter til at forkynde sin vilje for dem.

Men her er det profeten Esajas. Esajas bliver brugt på en særlig måde til at varsle Guds folk mange, mange århundreder før, at Kristus bliver født. Varsle dem om, at Herren vil frelse sit folk. At Herren vil sende denne frelser. Sende denne Messias til dem, som skal frelse dem.

På grund af alle de løfter, som er blevet givet gennem historien, blev der også blandt folket opbygget en forventning om, at han skulle komme. Det var ikke sådan, at da han kom, var de fuldstændig sådan, hvad sker der? Nej, der var en forventning i forvejen til, at Gud skulle sende en frelser. Den forventning blev bygget op gennem tiden af profeterne, som talte om det.

Den forventning ser vi også blandt andet føre til, som vi læser om i det andet kapitel i Matthæusevangeliet, at de vise mænd kommer til Jerusalem rejsende hele vejen fra østen, fordi de formentlig havde studeret Esajas, måske havde de også studeret profeten Daniels skrifter. De var kommet frem til, at nu var tidernes fylde kommet, og jødernes konge skulle fødes.

De profetiske ord og forventningen i folket — alle sammen var de med til at bekræfte, at Jesus er den lovede Messias.

Men mere end det, og helt specifikt med Esajas profeti i Esajas 7, 14, så er Jesu fødsel med til at bekræfte, at nu gør Gud det, som han har lovet. Han kommer nu selv til sit folk. Han kommer selv til sit folk, og han tager bolig iblandt dem. Wow.

Herren siger i Tredje Mosebog kapitel 26 vers 12:

"Jeg vil vandre midt iblandt jer, og jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk."
Tredje Mosebog 26, 12

Prøv at tænke på det. I Tredje Mosebog siger han: "Jeg vil vandre midt iblandt jer. Jeg vil være jeres Gud, og I skal være mit folk."

Jesus skulle gives navnet Immanuel, som betyder Gud med os, fordi han opfylder løftet om, at Gud vil komme og være midt iblandt sit folk og vandre midt iblandt dem som opfyldelse på det, der står i loven og profeterne, at han skulle komme og være midt iblandt sit folk og være vores Gud, og vi hans folk.

Det er fantastisk, at Gud i en periode kom til sit folk. Det ser vi jo, hvordan, når vi læser Det Gamle Testamente, han åbenbarer sig på forskellige måder. Han kommer jo til sit folk og fylder templet med sin herlighed. Efter han har udfriet folket Israel fra trældommen i Egypten, viser han sig som en røgsky om dagen og som en ildsøjle om natten. På forskellige måder manifesterer han sig for folket. Men det var ikke noget vedvarende. Det var noget, som skete i perioder, og der var lange perioder, hvor han ikke vandrede blandt sit folk.

Alle disse ting var egentlig bare skygger af det, som skulle komme. Det er derfor, at Johannesevangeliet i det første kapitel og vers 14 faktisk bruger gammeltestamentlig terminologi, når Johannes taler om, at ordet, som er Jesus, der bliver kød. Så står der: og tager bolig iblandt os.

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
Johannesevangeliet 1, 14

Det er gammeltestamentlig terminologi — "og tager bolig iblandt os." Det var det, profeterne talte om, at Herren skulle gøre, at han skulle tage bolig iblandt sit folk.

Referencen er til Anden Mosebog kapitel 33 vers 18, hvor Moses længes efter at se Gud. Han udtrykker sin længsel over for Gud: Gud, jeg ønsker at se dig. Men Gud siger til ham: du får ikke lov at se mig. Du får ikke lov at se mig fuldt ud. Du får lov at se mig delvis. Han kunne få lov at se ham fra ryggen, men ikke fuldt ud, fordi intet menneske ville kunne overleve, hvis de så Gud fuldt ud. Amen. Han er en hellig og en almægtig Gud. Det ville ikke kunne lade sig gøre på det tidspunkt.

I Det Gamle Testamente ser vi, at det er delvist, det er stykkevist. Vi kan kun se lidt af Gud, men ikke helt og fuldt åbenbaret. Det kommer først senere. Så kommer Jesus, så bliver det fuldt ud åbenbaret. Så kommer han og tager bolig iblandt os. Vi ser hans herlighed fuld af nåde og sandhed, som Johannesevangeliet siger.

Jesus bliver født. Han træder fysisk ind i vores verden som et menneske. Derfor kaldes Jesus, Jahve frelser, også Immanuel — Gud med os. Det er derfor, han får dette navn. Fordi nu kommer Gud og er med os. Han bor blandt sit folk nu.

Det er klart, at Jesus tager til himlen igen. Men hvad var det, han sagde til sine disciple? Han sagde: jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Fordi han sendte sin ånd, Helligånden, på pinsedag. Kristi ånd. Så han er med os. Jesus er her nu. Han bor midt iblandt os. Han bor i vores hjerter. Han har taget bolig i os. Vi som er hans tempel. Er det ikke fantastisk? Amen. Halleluja.

Kurt Daniel skriver i sin bog 100 beviser, at Jesus er Gud:

"Teksten siger ikke — altså i Matthæus 1, 23 — teksten siger ikke 'Gud er med os', selvom det er sandt. Den udelader 'er' for at identificere den, som bliver navngivet."

Hvem er det barn, som bliver født ved den første jul? Han er Gud med os. Han fortsætter:

"Herligheden ved Kristi jomfrufødsel går fuldstændig tabt, hvis ikke vi indser, at han er Gud. Hvis han blot var et menneske, så ville der ikke være behov for en jomfrufødsel. Josef kunne have været hans far, men biblen siger alle vegne, at Gud er hans far. Det jomfrufødte barn i krybben var i sandhed Gud med os."

Brødre og søstre, Jesu navn er underfuld. Det betyder, at vi har en frelser. At vi ved at kende ham kender Gud. Fordi Gud er nu med os. Han er Gud med os. Han er Gud med dig lige nu.

Er det ikke fantastisk at tænke på det, at han er Immanuel? Det betyder, at han kan komme dig helt nær. Han kan være hos dig midt i dine kampe, midt i din smerte, midt i dine sorger, midt i dine trængsler. Han kan komme dig helt nær. Han er hos dig i dit nederlag. Han er hos dig i dine sejre. Han er hos dig, når du føler, han er langt borte. Han er hos dig, når du mærker, at han er så nær.

Han er hos dig, brødre og søstre, som den eneste, der allerbedst forstår alt det, som du gennemgår. Fordi han kender dig. Han kender dig bedre, end du kender dig selv. Han kender dig bedre end nogen anden, og han er hos dig. Prøv at tænke på det. Han er hos dig.

Som Hebræerbrevet kapitel 4 vers 15 siger, så har han stor medfølelse med dig, fordi han forstår, hvad det er, vi kan gennemgå som mennesker. Han forstår, hvor du er lige nu, fordi han også selv er blevet prøvet og selv er blevet fristet i alle ting. Dog har han sejret. Dog har han overvundet al synd.

"For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd."
Hebræerbrevet 4, 15

Derfor har vi i ham en stor ypperstepræst. Den, som vi virkelig har brug for. Han kommer os nær. Fuldstændig nær. Han er vores Immanuel. Gud med os.

For nogle af jer kan julen måske være tung. Jeg ved det ikke. Men det kan den for mange. Måske oplever du også det. Til dig, som har det sådan, vil jeg bare sige: tænk på hans navn. Tænk på det vidunderlige, underfulde navn, som han har. Tro på hans navn. Bekend hans navn. Pris hans navn denne jul. Amen. Han vil være og er dig nær.

Tænk på, hvorfor han kom. Han kom for at frelse dig. Han kom for din skyld. For din frelses skyld. Han lader dig ikke i stikken. Han vender dig ikke ryggen.

Pris hans navn

Derfor har Gud ophøjet ham, står der i Filipperbrevet kapitel 2 og vers 9, og givet ham navnet, som er over alle navne.

"Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære."
Filipperbrevet 2, 9-11

Halleluja. Tænk på det også ud fra det, vi har set i dag. Hans navn er over alle navne. Tænk på, hvor stort det er. Navnet Jesus.

Teksten slutter her fra vers 24:

"Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus."
Matthæusevangeliet 1, 24-25

Navnet Jesus. Halleluja. Tænk på det navn. Der er frelse i det navn. Amen. Halleluja.

Jeg vil gerne slutte her med nogle få vers fra en salme af Per Nordsletten. Det er en salme, der hedder "Jeg kender et navn". Lad disse ord være vores bøn og vores bekendelse i dag.

"Når mørke og tvivl vil omtåge mit sind, og engstende tanker vil trænge sig ind, der hvisker dog navnet så mildt i min ånd: å vent efter Herren, du er i hans hånd.

Når tusind farer omkring mig jeg ser, og ved, at mit hjerte så skrøbeligt er, jeg græder og sukker: hvor, hvordan vil det gå? Mon himmelens dejlige strand jeg skal nå?

Der skuer jeg for mig et vidt åbent favn, der hører jeg af dig det dejlige navn. Det hvisker så inderligt klyngende til mig: jeg er dog den samme endnu imod dig.

Å navn, du forunderlige dejlige navn, å favn, du forunderlig trofaste favn. Engang skal jeg prise og ophøje dig for, hvad du har været og gjort imod mig."

Amen.