Navnet over alle navne

Vi kommer igen til den her passage i Guds ord, i Paulus' brev til filipperne. Det er en passage, der er blevet kaldt for Kristus-hymnen. Og overskriften på mit budskab i dag, det er "Navnet over alle navne". Vi skal i dag se på teksten fra vers ni til 11.

Når vi betragter teksten her, så er det med ærefrygt, vi kommer til den her tekst. Det er med bøjet knæ, kan man sige, at vi kommer til den, fordi vi netop betragter en passage i Guds ord, som viser os enorme, store sandheder. Meget, meget stærk og dyb visdom og en klar forkyndelse af Kristus som Herre og som Gud.

Vi har set på den første del af det, man kalder hymnen, med de første fem vers som udgangspunkt, nemlig apostlen Paulus' formaning til menigheden omkring åndens enhed og det her med at have et ydmygt hjerte. For at illustrere, hvordan sand ydmyghed ser ud i et menneske, sætter Paulus, som man også ofte gør i flere af hans breve, fokus på det største eksempel, og det er Kristus. Han siger også til korinterne: "Jeg ønsker ikke at se andet end Kristus som korsfæstet." Han sætter fokus på Kristus. Det er Kristus.

Men her ser vi det på en helt unik måde, hvordan han sætter fokus på Kristus, i det han anvender en tekst. Meget sandsynligt var det her en tidlig kristen hymne, som blev sunget i den tidlige kirke. Måske var forfatteren Paulus — man ved det ikke. Men på den måde her, når han anvender den her passage, så relaterer passagen sig til apostlens pointe i sit budskab til filipperne. Samtidig har den her passage også sit eget helt unikke særpræg som et fantastisk og meget poetisk smukt stykke litteratur.

Men det, som er slående her, det er ikke så meget formidlingens form, men det er formidlingens indhold. Det er, hvad der rent faktisk står her. Indholdet i den her passage har meget stor betydning for vores forståelse af Kristus som menneske og som Gud.

Det var dette menneske, Kristus Jesus, den salvede Guds søn, om hvem loven og profeterne og salmerne omhandlede og talte om med forventning på en måde, som gjorde, at fædrene længtes efter det, som de talte om. De længtes efter at se opfyldelsen af det, der var blevet talt, det som de kun havde set og hilst i det fjerne. En af disse fædre var profeten Esajas, hvis profetiske ord vi kan høre en genklang af i vers syv, der taler om det, at Kristus gav afkald. Han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.

Det er meget muligt, at passagens forfatter tænkte på eller lod sig inspirere af profeten Esajas, hans ord i kapitel 42 om Herrens tjener og også det kendte kapitel i Esajas 53 om den lidende tjener. Måske havde han det i tankerne, dengang han skrev vers syv om, at Kristus tog en tjeners skikkelse på. Den lidende tjener gav afkald, som vi læser. Og som et menneske ydmygede han sig og gik lydig til korset. Esajas 53 siger, at han hengav sit liv til døden.

Når Paulus skriver de her ord til filipperne, så ønsker han, at de skal tænke på det, som Kristus gav. Hvad gør man, når man er selvisk? Det er det, som Paulus taler om i de indledende vers omkring, hvordan vi ikke skal være selviske og tænke på os selv. Hvad gør vi, når vi er selviske? Hvad gør vi, når vi tænker på os selv? Det, vi har, det holder vi for os selv.

Er det sådan et sind, vi skal have? Er det sådan en indstilling, vi skal have over for hinanden? Nej. Vores indstilling skal afspejle den sandhed, at vi som troende er i Kristus, som ikke holdt det, han havde, for sig selv, men gav sig selv indtil døden. Han gav sit liv for os på korset. Han gav. Han gav. Han gav. Det han gav i sin død, det sikrede for os livet. Paulus skrev til romerne:

"For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus."
Romerbrevet 6, 10-11

Når apostlen her i teksten sætter fokus på Jesu død, som vi talte om sidste gang, så er det for at rette filippernes opmærksomhed hen imod, hvad det var, hans død udrettede. Og det var evigt liv for dem, som Kristus med sin død havde til hensigt at frelse.

Med de første tre vers af passagen, som vi så på sidste gang, så er det som en guddommelig parabel eller en guddommelig illustration eller fortælling, en lignelse, kan man sige, af nedstigningen fra evig herlighed. Han kommer fra himlen, stiger ned fra evig herlighed, og så ser vi rejsen helt til korset.

I dag sætter vi fokus på de sidste tre vers af teksten, nemlig den del af den guddommelige fortælling, der beskriver det, som fulgte efter nedstigningen, nemlig opstigningen til evig herlighed. Lad os endnu engang læse teksten her sammen. Vi læser fra vers seks til 11:

"Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære."
Filipperbrevet 2, 6-11

Amen.

Hvad er koblingen mellem ydmygelsen og ophøjelsen?

Det centrale tema, vi ser i passagen her, det er naturligvis Kristus. I den første del af den guddommelige fortælling, som vi kiggede på sidst, taler teksten om den handling, som Kristus gjorde, der førte til hans ydmygelse i inkarnationen og ultimativt til døden på korset. Den næste del her af den guddommelige fortælling, som vi skal se på i dag, sætter fokus på den handling, som Gud gjorde, som førte til den universelle ophøjelse af Kristus som Herre over alt.

Vi ser koblingen mellem den første del, ydmygelsen, og så den næste del, ophøjelsen. Først ydmygelse og så ophøjelse. Det er derfor, vi også ser bindeordet "derfor" i vers ni. Vers ni begynder med "derfor". Bindeordet fører til det logiske ræsonnement, at det, som er gået forud, er årsagen eller grundlaget for det, som kommer efter. Med andre ord: Den handling, Kristus har gjort i sin ydmygelse, danner basis for eller danner grundlag for Guds handling i ophøjelsen af Kristus og hans handling i at give ham navnet over alle navne. Det er på grund af det, Jesus gjorde, fordi han ydmygede sig, at Gud ophøjer ham.

Det princip, som vi ser spille sig ud her, er det princip, som Kristus selv har lært os, at den, som ydmyger sig, skal ophøjes. Paulus bruger passagen som en måde at sige til filipperne specifikt i forhold til vers ni her, at når I ydmyger jer, når I lægger jeres eget ned, så følger I både det, Kristus har lært, samt det, som han også med sit eget liv har vist os. Med sit eget liv som eksempel har han vist os, hvordan I skal tænke, hvordan I skal være i forhold til at ydmyge jer. Vær ikke som de skriftkloge. Vær ikke som farisæerne og hyklerne, der søger at ophøje sig selv, lærte Jesus også i blandt andet Matthæusevangeliet kapitel 23, hvor han siger:

"Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Matthæusevangeliet 23, 12

Optjener vi fortjeneste hos Gud ved vores lydighed?

Når vi kigger på vers ni og tænker over den betydning, det har i relation til, hvad Kristus gjorde, så står der, hvad Gud til gengæld gjorde, nemlig at han ophøjede ham og skænkede ham navnet over alle navne. Kristus ydmygede sig. Det var det, han gjorde. Hvad gjorde Gud så? Han ophøjede ham.

Når man tænker på det, der sker, så kan man faktisk komme til at tænke nogle forkerte tanker og komme til nogle forkerte konklusioner, fordi man har en tendens til også at indlæse sin egen menneskelige logik ind i teksten. Et af de sidespor, som man kan komme ud på i forhold til en forkert læsning eller en menneskelig læsning af vers ni, det kunne være, at man med de forkerte briller læser det sådan, at siden Gud handlede i sin ophøjelse af Kristus på baggrund af, hvad Kristus gjorde i sin lydighed mod Gud, så betyder det, at jeg med mine lydighedshandlinger kan optjene fortjeneste hos Gud, der fører til, at han så til gengæld handler til min fordel. Med andre ord, et ræsonnement ud fra vers ni kunne gå i retning af gerningsretfærdighed.

Men er det sådan, vi skal læse det? Er det sådan, vi skal tænke? Absolut ikke. På ingen måde. Skal vi tænke om denne tekst, at det, den formidler, er et budskab om belønning for gerning? Nej. Vi kan selvfølgelig ikke komme udenom, at det at Gud ophøjede Kristus, var en form for belønning for, at Kristus handlede i lydighed mod Gud.

Det, som vi derimod godt kan udelukke, det er, at belønningen var selve motivet for Kristi lydighed. At Kristus tænkte: "Okay, hvordan kan jeg blive ophøjet? Jeg må ydmyge mig." At det var hans motiv. Det kan vi udelukke. At Kristi lydighed med belønningen som resultat ligesom er det budskab om, at frelsen kan opnås som kompensation for vores lydighed — det er helt skævt og helt forkert.

Nej, det vi ganske enkelt lærer ud fra vers ni, det er, at Kristi lydighed i sin død på korset førte til Guds ophøjelse af ham til det højeste som den både logiske og bibelske konsekvens.

Hvad betyder det, at Kristus er den anden Adam?

Her er det en hjælp at tænke på Kristus som den anden Adam. Kristus er som os, men han er også ikke som os. Han er den anden Adam. Den første Adam var ulydig. Det førte til hans fald. Og hvad var konsekvensen for hans fald? Det var, at alle hans efterkommere, herunder du og jeg, falder. Vi er kommet ind under syndens forbandelse. Vi er blevet syndere. Og fordi vi er blevet syndere, så synder vi.

Men den anden Adam, Kristus Jesus, han var lydig. Den første Adam var ulydig, den anden Adam var lydig. Det førte til hans ophøjelse. Konsekvensen var, at alle hans efterkommere, det vil sige alle dem, som vil tro, er forenede med Kristus og dermed er blevet podet ind på Kristus og blevet en del af ham, er blevet forenet med ham. Dem som i kraft af deres enhed med Kristus er blevet Abrahams afkom — i Galaterbrevet 3, 29. De er blevet Guds børn. De er blevet modtagere af Guds velsignelse. De kommer under velsignelsen. De kommer under det, som Kristus tilvejebringer.

Her har vi, kan man sige, antitesen på den ene side: Adam, det var ulydighed, forbandelse, fortabelse. Så har vi på den anden side den anden Adam, Kristus, og det var lydighed, velsignelse, frelse. Vi ser en konsekvent konsekvens, fordi Gud er fuldkommen i sin konsekvens. Han er en hellig og en retfærdig Gud. Han er fuldkommen konsekvent i forhold til at handle ud fra det væsen, han er, de egenskaber, han har. Og heri ligger også vores håb, at Gud er konsekvent i sin enorme kærlighed til os.

Den kærlighed, der førte Kristus til korset:

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Johannesevangeliet 3, 16

Han elskede os. Det førte Kristus til korset. Men derfra, som vi ser i vores tekst, førte det også Kristus til det højeste sted. Han steg ned, og han gik igennem døden, og han opstod igen, og han blev ophøjet til det højeste. Som den højt ophøjede er han den, hvis autoritet som Herre er højest. Derfor er den frelser, som han med sin ydmygelse og ophøjelse sikrede for alle, som tror, fuldkommen og sikker. Paulus skrev til efeserne:

"Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt."
Efeserbrevet 4, 10

Hvis Kristus ikke blev ophøjet til det højeste, det højeste af det højeste over alle himle, så ville der være noget, der ville være højere end ham. Og så ville frelsen faktisk være tvivlsom. Men han er steget op til det højeste, det højeste over alle. Hans ophøjelse til det højeste forsikrer os om, at hans gerning som frelser er en fuldkommen frelsende gerning, og at vores frelse derfor er 100% sikker.

Amen. Er det ikke fantastisk, denne højt ophøjede universelle autoritet, Kristus har som frelser og Herre?

Hvorfor er navnet over alle navne så stort?

Det ser vi her i vers ni udtrykt i den handling, som Gud gør ved at skænke Jesus navnet, som er over alle navne. Som følge af Kristi nedstigning til det dybeste i sin ydmygelse ved døden på korset, så løftes han af Gud nu højt op til det højeste og gives navnet, som er over alle navne. Derfor — vers ni — har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

Som før nævnt ser vi inspirationen fra profeten Esajas. Meget sandsynligt — nogle slående paralleller ser vi i vores tekst her mellem teksten og profetens ord i Esajas 45 fra vers 18 til 25. Fra den sidste del af vers 18 i Esajas 45 står der:

"Jeg er Herren, der er ingen anden."
Esajas' Bog 45, 18

"Jeg har ikke talt i det skjulte."
Esajas' Bog 45, 19

Og så vers 20b:

"De forstår ingenting, de som bærer deres gudebillede af træ, og som beder til en gud, der ikke kan frelse."
Esajas' Bog 45, 20

Og så vers 21:

"Der er ingen anden Gud end mig, en retfærdig Gud, en Gud der frelser, der er ingen anden end mig."
Esajas' Bog 45, 21

Prøv bare at tænke på det. Det er Jahve, det her vi taler om. "Der er ingen anden end mig."

"Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden."
Esajas' Bog 45, 22

Vers 23b:

"Jeg sværger ved mig selv... For mig skal hvert knæ bøje sig, hver tunge skal sværge ved mig."
Esajas' Bog 45, 23

Det er Jahve, vi taler om her. Og så hører vi Kristus i Kristus-hymnen her, et ekko af profetens ord om Herren, om Jahve: "I Jesu navn skal hvert knæ bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Kristus er Herre."

Kristus — der er ingen anden. Kristus, hans identitet som Herren, han er Jahve. Han er Gud. Det bliver slået fuldstændig fast her. Og det understreges på en særlig måde i vers ni, hvor han skænkes navnet over alle navne. Prøv bare at tænke på det, som vi har set her. Vi ser strukturen i hymnen: inkarnationen. Jesus, Gud, han kommer ind i vores verden. Han tager kød på sig. Han ydmyger sig indtil døden, og så bliver han ophøjet til det højeste.

Ved inkarnationen, da Jesus blev menneske, fik Guds søn navnet Jesus. Men ved ophøjelsen gav Gud ham navnet "Herre". Eller rettere: Gud tillagde navnet og titlen "Herre" til Jesus, således at Jesu navn skulle æres som det højeste navn. Fordi som vers 11 siger: Jesus Kristus er Herre.

Det er det her perspektiv, der underbygges rigtig godt også af Efeserbrevet kapitel 1 og vers 20 til 23. Der må du gerne slå op, for jeg læser det nu. Efeserbrevet kapitel 1, vers 20 til 23:

"Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle."
Efeserbrevet 1, 20-23

Vi ser her, ligesom i passagen, at Jesus fik magt i sin ophøjelse over al myndighed og hvert navn, som nævnes kan. Med andre ord: Det navn, han fik skænket af Gud i sin ophøjelse til det højeste, det er det, som udtrykker den højeste autoritet. Og derfor er alt, som vi ser i Efeserbrevet kapitel 1, vers 22, under hans fødder. Alt er underlagt ham.

Betydningen af navne, som vi også har talt om i en tidligere prædiken, er nok større på Biblens tid, end den er i vor tid. En persons navn var en slags titel. Det var noget, som talte om og udtrykte noget omkring, hvem den person var, hans identitet på så stærk en måde, at man nærmest satte lighedstegn mellem navnet og selve personen. Og det er også det, vi ser på den måde, som Biblen bruger navnet.

På den måde ser vi her i skriften, at mange navne tillægges Gud, fordi de udtrykker, hvem Gud er. Hans kvalitet, hans egenskaber, hans væsen. "Den almægtige Gud" står der, "den hellige Gud", "Israels Gud" og så videre og så videre. Men der er blevet givet et navn, som var og som er over alle navne. Alle andre navne. Der er et navn, som er højere — for at hvert knæ skulle bøje sig for det navn. Vers 10. Og hver tunge bekende navnet: Jesus Kristus er Herre.

Med den bekendelse udtrykkes en anerkendelse af navnets betydning, nemlig at han er den højeste. Han er den største. Han er den almægtige. Han er, som Esajas sagde, "den retfærdige Gud, der frelser". Han som ikke talte i det skjulte, men som kalder hele den vide jord til at vende sig om til ham for frelse. Han som er den ene og sande og levende Gud, for hvem hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende. Han som er Kristus, Guds søn, der ydmygede sig og blev et menneske. Ydmygede sig i sin lydighed indtil døden på et kors. Han som ifølge Efeserbrevet 1, 20 blev oprejst fra de døde og sat ved Faderens højre hånd med myndighed og magt og kraft og herskermagt og hvert navn, som nævnes kan. Han fik navnet over alle navne. Halleluja. Amen.

Hvorfor er der kraft i Jesu navn?

Det er fordi, han er Herre, og han har magt over alle. Og det har han både i himlen og på jorden og under jorden. Du kan se, det er en altomfattende magt. Det er ikke kun en magt i himlen. Det er også en magt på jorden. Og det er en magt under jorden. Det vil sige, det er altomfattende. En altomfattende magt og autoritet. Og derfor er der ikke frelse i nogen anden, fordi der er ikke nogen anden, som har den magt. Det er kun ham, som har den magt. Som Apostlenes Gerninger 4 siger:

"Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."
Apostlenes Gerninger 4, 12

Der er kun det navn. Der er kun det ene navn. Der er kun denne ene frelsesvej. Det er en frelse, som begynder med bøjede knæ i omvendelse fra synden og i en anerkendelse af, hvem Kristus Jesus er — at han er Herre. Det er en frelse, som kalder os som troende til et liv kendetegnet ved bøjet knæ. Et liv, som er kendetegnet ved, at vi underordner os og ydmyger os under ham i en sand tilbedelse af, hvem han er som den levende Kristus, den opstandne Kristus.

Var det ikke også det, apostlen Paulus ville sige til filipperne med de her ord i teksten, at det liv, vi lever — jævnfør kapitel 1, vers 27 — det er et liv, som I må leve, ikke ved at sætte jer selv højere end andre. Nej, men ved at have bøjet knæ — vers 10 — under Gud i Kristus, jeres Herre. Og ved således at ydmyge jer over for hinanden og tænke på hinandens vel i kærlighed til hinanden.

Hvad udtrykker det bøjede knæ?

"I Jesu navn hvert knæ skal bøje sig", står der. Hvad udtrykker den handling? Når vi tænker på det her med bøjet knæ — man bøjer sig for nogen — så tænker man i antikken også på slaverne, som gjorde det. De bøjede sig for deres herre for at vise, at de var underordnet og underkastet dem i tjenestevillighed. Det er en handling, hvormed vi udtrykker, at vi underkaster os under Guds store autoritet i Kristus. At han er den, der bestemmer. At vi er hans tjenere. Vi er hans slaver — slaver af retfærdighed.

Og det er en tilbedelseshandling, når vi bøjer os for ham, når vi kaster os ned for ham. En tilbedelseshandling, som ikke blot må kendetegne, når vi kommer her på Herrens dag og bøjer vores hjerter for ham, men det er noget, som må kendetegne vores liv alle dage. At vi er nogen, hvis holdning, hvis indstilling, hvis hjerte er, at vi bøjer os for Gud. Vi bøjer os for ham hver eneste dag.

Når teksten siger "hvert knæ skal bøje sig", så er det ikke kun de troendes. Faktisk er det altomfattende, det her. Udtalelsen er en universel og altomfattende udtalelse, fordi når vi kigger på den i teksten, så modificeres udtrykket "hvert knæ skal bøje sig". Hvem tales der så om her? Jo, alle dem i himlen og på jorden og under jorden. Det betyder, at der kommer en dag, hvor hvert knæ — det vil sige alle knæ, hvert eneste knæ — skal bøje sig. Der er ikke nogen knæ, som ikke kommer til at bøje sig. Alle kommer til at bøje sig. Alle kommer til at anerkende, hvem Gud er.

Nogen kommer til at gøre det i modstrid, fordi de ikke vil anerkende ham, men de kommer til at anerkende ham. Dem som forkastede Jesus, dem som fornægtede Jesus, dem som ikke ville følge ham — deres knæ kommer også til at bøje sig for ham, når de ser ham på dommens dag. De skal se ham i øjnene, ham som de ikke ville bøje sig for, ham som de forkastede, ham som de ikke ville anerkende i en undertrykkelse af sandheden i deres egen uretfærdighed. De vil komme til at anerkende, at han er Herre, han er Mester. Han er Kristus Jesus, frelseren.

Som Jesus også selv lærer i Matthæus 10, 28: Når deres knæ er blevet bøjet uvilligt, så vil de efterfølgende gå fortabt i helvede, både sjæl og legeme. Vi mærker på den måde også virkelig alvoren omkring det her.

"Hvert knæ skal bøje sig." Det minder os ikke blot om, hvordan vores egen holdning må være som troende, men det minder os også om at bede for alle mennesker, alle de, hvis knæ endnu ikke er blevet bøjet, ikke har ladet sig bøje for ham, og råbe til Gud om noget for deres sjæle — at de må komme til at bøje sig på den rigtige side af evigheden, at de må anerkende, at Jesus er Herre. At de må forstå det, at deres øjne må blive åbnet. Vi tænker på vores ikke-frelste familie. Vi beder, vi længes, vi græder over, at deres knæ ikke er bøjet. Vi beder: "Herre, må du gribe ind, så deres knæ må bøje sig, for vi ved, hvad konsekvensen er. Vi kender dit ord, Herre. Vi ved, hvad du har talt, at det er bestemt for alle mennesker en gang at dø og derefter at stå for dom. Herre, må du frelse dem i tide, så de må bøje deres knæ."

Som ordene fra Hebræerbrevet 4 beder vi indtrængende:

"Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde."
Hebræerbrevet 4, 7

Med et pastoralt hjerte for menigheden siger Paulus med disse ord for passagen: Gør ikke jeres hjerter hårde ved at tænke på jeres eget. Se på Kristus. Se, hvad han har gjort i sin ydmygelse til døden, og se hvilken ære han fortjener af os som sine tjenere i lyset af Guds ophøjelse af ham til det højeste sted. Må vores knæ bøjes, brødre og søstre, for kongen. Må vores hjerter være bøjet for ham. Må vi ydmyge os. Må vores tunger bekende: Jesus Kristus er Herre. Og det til Gud Faders ære.

Hvad betyder det at leve til Guds Faders ære?

Det er den sidste linje i passagen — "til Gud Faders ære" her i vers 11 — som opsummerer på sin vis budskabet, som teksten formidler. Det som Kristus Jesus har gjort i sin ydmygelse ved at blive et menneske, i sin ydmygelse ved at dø på det forbandede træ, i sin ophøjelse til det højeste over al magt og myndighed og hvert navn, som nævnes kan — han gjorde det ikke for sig selv, som vi har set. Han gav afkald, og ultimativt gjorde han det til sin Faders ære.

Hvorfor ærede det Faderen? Fordi det, som Kristus i lydighed over for sin himmelske far gjorde efter sin Faders fuldkomne vilje — han sagde ikke "min vilje ske, men din vilje ske" — hans Faders vilje, det udtrykker selve karakteren af, hvem det er, Gud er. Gud er kærlighed. Guds væsen er ren og hellig og fuldkommen, selvopofrende kærlighed. Da Kristus handlede fuldt ud i overensstemmelse med sin Faders vilje og karakter ved at tilsidesætte sin egen menneskelige vilje og følelser og det, der ligesom kunne trække ham i den anden retning, den kamp han selv havde, da han sagde: "Jeg overgiver mig, det din vilje ske, Fader" — så ærede han Gud, så ærede han sin Far i himlen.

Er det her også et princip, som vi må leve efter? Absolut. Det er det. Det er også det, teksten kalder os til. Paulus siger til kolossenserne:

"Hvad I end gør, gør det af hjertet — for Herren og ikke for mennesker."
Kolossenserbrevet 3, 23

Det er for Herren. Det er for Herrens ære. Det er for, at han må blive herliggjort. Med andre ord, alt det vi gør, må vi gøre til Herrens ære, ikke for at søge belønning hos mennesker. Som Kristus ærede Gud Fader med sit liv, så må vi ære Kristus med vores liv. Det er et kald til et liv, der giver afkald på selviskhed. Det er et kald til et liv, hvor vi anerkender vores egen synd, vores egen tilkortkommenhed, vores eget fald. Vi bekender vores svagheder. Et liv, hvor vi søger at ligne Kristus og den karakter, som han viste som et menneske, der lydigt fulgte sin Fader. Som Jesus siger i Johannes 5, 30:

"Jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig."
Johannesevangeliet 5, 30

Præcis dette ser vi eksemplificeret på exceptionel vis, på en så stærk måde i den her Kristus-hymne, som vores tekst også bliver kaldt. Hvilket sind, hvilken indstilling, hvilken holdning kaldes vi til at have over for hinanden? Svaret er den indstilling, som Kristus havde:

"Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære."
Filipperbrevet 2, 6-11

Amen.