Overvej dine prioriteringer

I dag skal vi være i Haggaj. Haggaj er en lille bog i Bibelen, så den kan godt være lidt svær at finde, men den ligger i slutningen af Det Gamle Testamente — lige før Zakarias' Bog og efter Sefanias' Bog. Det er en kort bog med kun to kapitler, så vi tager hele bogen i den her prædiken. Når det er sagt, så vil jeg sige, efter at have nærlæst Haggaj, at den sagtens kunne have været delt op i flere sektioner, fordi der er så meget dybde og kobling til resten af skriften i Haggaj. Det er en fascinerende bog.

Vi starter med en introduktion for at kigge på konteksten for Haggaj, så vi finder ud af, hvor vi er i forhold til frelseshistorien, og hvor vi er henne i tiden. Efter introduktionen vil jeg dele Haggaj op i tre overskrifter. Den første er læg mærke til, hvordan det går jer, fra kapitel 1, vers 1 til 15. Anden overskrift er fat mod, fra kapitel 2, vers 1 til 19. Tredje overskrift er Zerubbabels ophøjelse, som er den sidste del af Haggaj — de sidste tre vers, vers 20 til 23.

Konteksten for Haggajs bog

Haggajs Bog foregår ved Jerusalem i år 520 før Kristus. Jøderne har været i eksil i 70 år i Babylon, og de kom tilbage til Jerusalem i år 538 før Kristus, altså 18 år før Haggajs Bog. Jøderne var nu endelig kommet tilbage til Jerusalem, deres hjem, efter 70 år i et fremmed land, og de går i gang med at bygge Guds tempel.

Kong Kyros, der var konge i Babylon, havde udstedt ordren til, at jøderne måtte rejse tilbage for at genopbygge templet. Han havde endda lovet dem midlerne til at udføre arbejdet. Sådan er Gud god — han sørger for det, der skal bruges. Folket kommer tilbage til en by, som er omringet af fjender. Særligt samaritanerne, som faktisk har nogle rødder med jøderne, presser jøderne til at stoppe med at bygge templet.

I Esras Bog 4 kan vi læse om det her tidspunkt, som vi befinder os i med Haggaj. Det er nemlig med til at vise os, hvad de her to kapitler har at gøre med, og hvor vi er i historien. I Esras Bog 4 læser vi fra vers 1 til 5:

"Men da Judas og Benjamins fjender hørte, at de, der havde været i landflygtighed, var ved at bygge Herren, Israels Gud, et tempel, henvendte de sig til Zerubbabel og til overhovederne for fædrenehusene og sagde til dem: 'Lad os være med til at bygge, for vi dyrker jeres Gud ligesom I. Ham har vi ofret til, lige siden assyrerkongen Asarhaddon bragte os hertil.' Men Zerubbabel, Jeshua og de øvrige overhoveder for Israels fædrenehuse svarede: 'Vi skal ikke i fællesskab bygge vor Gud et hus; vi alene skal bygge for Herren, Israels Gud, sådan som kong Kyros, Persiens konge, har befalet os.' Men landets folk tog modet fra judæerne og skræmte dem fra at bygge. De bestak nogle rådgivere til at kuldkaste deres planer, så længe perserkongen Kyros levede, til perserkongen Dareios' regering."
Esras Bog 4, 1-5

Det er her, vi lander i Haggaj kapitel 1. Det er nemlig ved perserkongen Dareios' andet regeringsår, som vi ser i vers 1 i Haggaj.

Læg mærke til, hvordan det går jer

Vi læser de første 15 vers i Haggaj sammen og ser på den her overskrift: læg mærke til, hvordan det går jer.

"I Kong Dareios' andet regeringsår, på den første dag i den sjette måned, kom Herrens ord ved profeten Haggaj til Judas statholder Zerubbabel, Shealtiels søn, og til ypperstepræsten Josva, Josadaks søn. Dette siger Hærskarers Herre: Dette folk siger: Tiden er ikke inde til at bygge Herrens hus. Herrens ord kom ved profeten Haggaj: Er det tiden til, at I selv bor under tag i jeres huse, når dette hus ligger i ruiner? Derfor siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer: I sår meget, men høster kun lidt, I spiser, men bliver ikke mætte, I drikker, men bliver ikke berusede, I klæder jer, men får ikke varmen; daglejerens løn går i en hullet pung. Dette siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer! Gå op i bjergene, hent træ, og byg huset, så vil jeg glæde mig over det og vise min herlighed, siger Herren. I ser frem til meget, men får kun lidt; I bringer til huse, men jeg blæser det væk. Hvorfor? siger Hærskarers Herre. Fordi mit hus ligger i ruiner, men I har travlt med hver sit hus. Derfor holder himlen duggen tilbage, jorden holder sin afgrøde tilbage. Jeg udråber tørke over landet og bjergene, over kornet, vinen og olien, over alt, hvad jorden lader vokse, over mennesker og dyr, over alt, hvad hænder frembringer. Zerubbabel, Shealtiels søn, og ypperstepræsten Josva, Josadaks søn, og alle, der var tilbage af folket, lyttede til Herren deres Gud og til profeten Haggajs ord, da Herren deres Gud havde sendt ham til dem, og folket blev grebet af frygt for Herren. Men Herrens sendebud Haggaj, som var sendt af Herren til folket, sagde: 'Jeg er med jer, siger Herren.' Og Herren vakte ånden i Judas statholder Zerubbabel, Shealtiels søn, og i ypperstepræsten Josva, Josadaks søn, og i alle, der var tilbage af folket, og de begyndte arbejdet på deres Gud Hærskarers Herres hus den fireogtyvende dag i den sjette måned."
Haggajs Bog 1, 1-15

Det var en længere passage, og vi er slet ikke færdige med at læse. Men det, vi ser her, er, at der er to ting i den første del, der springer frem. For det første prioriterer de deres egne huse, deres egne marker, deres egne gøremål i stedet for at prioritere Guds hus og de åndelige gøremål. For det andet høster folket ikke det, de ønsker. De høster ikke det, de ønsker.

Gud irettesætter dem. Han giver dem klar og tydelig kritik. Folket har i 16 år ladet arbejdet stå stille, og de har haft travlt med sig selv. De har haft menneskefrygt frem for gudsfrygt. Så gav de sig til at leve ligesom alle de andre — selvfølgelig stadigvæk med deres religiøse højtider og deres tro på Gud. Men de sætter komfort og selvetablering højt og gik i gang med at bygge huse til sig selv.

I de amerikanske oversættelser ser vi et andet ord blive brugt i stedet for det her ord, som beskrives i vers 4. Det her ord om, at de havde tag overhovedet — i vers 4 anvendes ordet "paneled". Altså de havde huse, der var luksuriøse i den forstand, at de kunne pynte dem med paneler, formentlig træpaneler. Der er en god grund til, at man har valgt at oversætte det sådan, fordi der er flere andre steder i Bibelen, hvor det her hebraiske ord netop bliver oversat på den måde, særligt med Salomos tempel. Han havde også midlerne til at lave smukke træudsmykninger til sit hus og lave paneler. Det er bare noget, der pynter — det er ikke noget, der har en reel praktisk årsag. Grunden til, man mener, at det har været paneler, er, at der er gået 16 år. Det giver ikke mening, at Gud er i gang med at sige, hvorfor har I tag overhovedet, når mit hus ikke har et tag? Nej, deres hus har formentlig haft tag i lang tid på det her tidspunkt. Der er gået 16 år, så de har brugt 16 år på at pynte deres egne huse.

Det ser Gud. Han ser, hvordan de har kredset om sig selv. De har gjort det hyggeligt og rart at være i, smukt at se på, måske endda. Samtidig står Guds tempel i ruiner, og det har det gjort i 16 år.

Templet skulle bruges til at være et samlingssted for Guds folk. Et sted, hvor Guds nærvær var. Et sted, hvor de kunne tilbede Gud, hvor de kunne give deres ofringer til Gud, og hvor de kunne bede sig til Gud.

Tænk sig — nu er de endelig frie efter 70 års eksil. De er endelig tilbage på deres eget område, og så bygger de ikke templet færdigt. De lader det bare stå, fordi de er bange for naboerne. De har lige set, hvordan Gud har overgivet dem til Nebukadnesar. De har hørt profetierne af Jeremias, der lover, at Gud vil udfri dem efter 70 års eksil. Når Gud så gør præcis det, han har lovet dem, hvad sker der så? Så er de bange for naboerne. Selvom der kan være et aspekt af frygt i det her, mener jeg også, at det er meget sandsynligt, at de er bukket under for deres egne kødelige ønsker om selvetablering og komfort efter et helt liv med eksil og begrænsninger.

Kender vi det? Ønsket om komfort og selvetablering. Det skal være rart, magt. Nogle af os er vokset op i familier, hvor sparemusklen er blevet trænet hårdt. Vi har måtte høre mange gange fra vores forældre, at det er der ikke råd til. Det koster mange penge. Nej, det kan vi ikke. Du kan få den her — den er lige så god som den, de andre har.

Det er før set, at dem, som har måttet leve sådan som børn, er meget optaget af velstand og komfort. Det skal være en tidlig del af deres voksne liv, og deres børn skal i hvert fald ikke mærke de begrænsninger, som de har mærket. De arbejder hårdt og bruger meget tid på at skaffe den her velstand, skaffe den her komfort, sådan at de ikke skal opleve de samme begrænsninger.

Men hvad er det i sidste ende på bekostning af, at man jager sådan noget? Det er på bekostning af vores primære arbejde, vores primære slid. Det går jo på vores eget rige i stedet for Guds rige. Som vi ser i teksten, bliver vi aldrig rigtigt tilfredsstillet af sådan en måde at leve på. I vers 6 står der: "I sår meget, men høster kun lidt. I spiser, men bliver ikke mætte. I drikker, men bliver ikke berusede. I klæder jer, men får ikke varmen." Det er ligesom en jagen efter noget, hvor Gud ikke kommer til at give en tilfredsstillelse ved sådan et liv.

Gud havde en aktiv rolle i at vise dem prioriteten ved Matthæusevangeliet 6, 33-34:

"Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage."
Matthæusevangeliet 6, 33-34

Folket søgte ikke Guds rige først, og derfor fik de ikke, hvad de havde håbet på, i tilgift. Herrens velsignelse var ikke over dem.

Sådan kunne det have fortsat i en lang ond cirkel, hvor Gud tilbageholder velsignelsen, fordi de ikke prioriterer Gud i deres liv og sætter ham på hans retsmæssige førsteplads. Men Gud er barmhjertig og nådig, og han sender Haggaj til dem for at gøre det klart for dem, hvilken vej de er på.

De bliver grebet af frygt — og det med rette. Det var Gud, som havde tugtet dem 70 år i Babylon. Frygten leder dem så til den her handling. Der står, at de lyttede, i vers 12.

Lytter vi i dag? Haggajs budskab om de rette prioriteringer er nemlig også et budskab, der formaner os i dag.

Guds folk greb til handling. Ved I hvad? Det var ikke i egen kraft, at de arbejdede. Se med i vers 13: "Men Herrens sendebud Haggaj, som var sendt af Herren til folket, sagde: 'Jeg er med jer, siger Herren.'" Læg mærke til, hvad der står der: "Og Herren vakte ånden i hvem?" Han vakte ånden i lederne, statholderen Zerubbabel, Shealtiels søn, og i ypperstepræsten Josva, Josadaks søn, og i alle, der var tilbage af folket. Det er vel at mærke dem alle sammen — det er lederne, og det er folket. Så begynder de arbejdet.

Det her er en vaskeægte omgang vækkelse, vi ser her. Det er hele folket og deres ledere, som mærker den her frygt, men nok også samvittighed i deres hjerte over, at hold da op — han ser os. Gud ser, hvad vi har gang i. Vi har ladet det stå i 16 år og haft travlt med os selv. Han ser lige præcis det. De mærker den her samvittighed, den her frygt, og Gud lader dem ikke være der i deres eget søl. Nej, han vækker ånden i dem, vers 14. Han giver dem kraften og styrken til at komme i gang.

Så det er ikke i egen kraft, det her. Efter 16 års henlæggelse får de færdiggjort templet på fire år. På fire år. Det er utroligt, hvad vi som Guds folk kan udrette, når Gud selv har behag i det, og når han giver os kræfterne til det. Selv det første skridt er initieret af ham gennem hans formaning. De havde ikke gjort det her i egen vilje. De havde ikke selv lige sagt: "Hvad, skal vi ikke snart til at bygge lidt?" Nej, de havde haft travlt med sig selv og deres egne huse i lang tid.

Vi skal bygge internt og eksternt

Hvad kan vi lære af det i dag? Ligesom jøderne har vi også fået givet et ansvar af Gud. Vi har også et tempel, vi skal bygge og vedligeholde. I dag er kirken — ikke bygningen her, men medlemmerne — Guds tempel. Vi er hver især sten, der sammen udgør Guds tempel, som Peter beskriver det i Første Petersbrev 2, 5. Peter fik selv at vide, at hvis han elskede Jesus, skulle han vogte Guds får. Han skulle være nær. Han skulle tage sig af dem.

Johannes' Åbenbaring fortæller os om syv menigheder, som Jesus både havde ros og formaning til. Primært formaning, men også ros. Også her evalueres kirken på, hvordan de lever deres prioriteringer ud. Vi har selvfølgelig missionsbefalingen i Matthæusevangeliet 28, hvor vi får at vide, at vi skal gøre folk omkring os til disciple ved at lære dem om Jesus og hans undervisning. Ser vi på den første menighed i Apostlenes Gerninger, hører vi om, hvordan de var fælles om alt. De mødtes hver dag, og de gik langt fra hinanden.

For at sige det simpelt og koge vores ansvar ned til to dele, kan man sige, at vi har ansvar for at bygge internt og bygge eksternt. Det er bare termer, så vi nemmere kan skelne og huske det. Det er klart, vi bygger jo ikke eksternt som sådan — vi bygger templet, hvor der er sten og mørtel, der skal pudses, og så videre. Vi skal styrke og sørge for, at det, der allerede er, bliver stående og ikke vælter sammen. Derudover skal vi lægge på.

Vi bygger internt, når vi elsker hinanden. Jesus siger det sådan her i Johannesevangeliet 13, 34-35:

"Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden."
Johannesevangeliet 13, 34-35

Vi bygger eksternt, når vi rækker ud til dem, som er omkring os, dem som endnu ikke kender Jesus. Er det vores største prioritet at sikre byggeriet på Guds tempel i dag, og at det skrider fremad? Hvis vi skal elske hinanden, som Kristus har elsket os, så er det en kærlighed, der kræver, at vi er sammen, og at vi strækker os for hinanden.

Mærker du dig strakt for menigheden? Eller er menigheden mest noget, du bruger tid på søndag formiddag, som nu? Har du travlt med at komme ud af døren bagefter? Sådan lige en halvanden times menighed om ugen, og så vender vi tilbage til næste uge.

Guds folk på Haggajs tid blev ramt af gudsfrygten, og de ønskede alle sammen at sige: nu er det nok. Nu er det nok med at bruge tiden på os selv og vores eget lille hus, vores eget gøremål, vores egne marker, min lille familie og min lille hobby og mine gøremål. Nu vil vi bygge for Herren.

Det er godt at stoppe op og overveje: har jeg de rigtige prioriteringer? Bruger jeg mere tid på at pleje mig selv og mine egne end at pleje Kristi legeme, menigheden? Bruger jeg nok tid med mine brødre og søstre i troen? Deltager jeg i de anledninger, der er til at være sammen som menighed? Prioriterer jeg midtugesamlingerne, bønnemøderne — eller er jeg en af dem, som er med til at samle menigheden i noget?

Vi kan ikke opbygge hinanden og slibe hinanden i troen, hvis ikke vi er sammen. Det er ligesom man ikke kan være gift med en ægtefælle og så nærmest aldrig være sammen. Det holder ikke i længden. Det er det interne — der bygger vi internt, når vi er sammen. Det er her, vi gør bygningen stærk. Vi sørger for, at den er tæt knyttet, ikke bare til hinanden. Det er ikke bare os som sten, der skal være limet til hinanden. Nej, vi skal være tæt knyttet til hjørnestenen Jesus. Det er ham, der bærer hele bygningen.

Vi som menigheder og kristne er også kaldet til at række ud med evangeliet og gøre de her gode gerninger omkring os. Mikael, du nævnte Thirsty Grounds her tidligere, og hvordan de rækker ud til de muslimer, som er flygtninge, og som flygter væk fra trusler og forfølgelse. Se her — der bygger de eksternt. Her rækker de ud til nogen, som ikke er en del af templet. De er ikke en del af bygningen endnu — det kan de blive ved Guds nåde.

Vi kan blive inspireret af Matthæusevangeliet 5, 13-16, hvor vi er i bjergprædikenen. Jesus siger her, at vi er jordens salt og verdens lys. Hvis vi tænker os godt om, når vi læser det, finder vi ud af, at det faktisk ikke bare har noget at gøre med, at vi skal lyse for os selv:

"I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene."
Matthæusevangeliet 5, 13-16

Det er tankevækkende, at mennesker — bare mennesker generelt, ikke bare troende — ser de gode gerninger, og så priser de vores far, som er i himlen. Det er klart, de kan ikke prise Gud, før de er nået til et sted, hvor de er blevet omvendt. Det her er i sidste ende noget, der leder til omvendelse. Tit kan det starte med, at der er nogen, der møder en vaskeægte kristen, som har en levende Helligånd boende i sig, som elsker — ikke bare os her i vores lille osteklokke, men selv vores fjender. Dem, som er omkring os.

Jeg synes, det er vildt med dem, der kommer som flygtninge fra Syrien — de tror på islam. Hvis man ser på, hvordan islam anskuer jøder og kristne, så er det altså ikke med venlige øjne. Det er derfor, der er så meget forfølgelse af de kristne — fordi der er islamister derude, som forfølger de kristne. Tænk sig, at de åbner deres hjem op for lige præcis sådan et folkefærd for at sige: ved du hvad, vi kan også elske jer. Selv med jeres våben og i jeres had kan vi elske jer. Det er der, det tit starter. Det starter med, at de ser de her gode gerninger, og så bliver de nysgerrige, og så tænker de: hvor kommer det derfra?

Det er ikke sådan, at de ser jeres gode forkyndelser og jeres stærke kendskab til skriften, og så er de overbevist. Jesus siger, at de ser deres gode gerninger, og derved på sigt priser de vores far, som er i himlen.

Vi kan spørge os selv: hvordan bidrager du eller jeg til, at mennesker omkring os kan se de her gode gerninger? At de kan se vores indbyrdes kærlighed? De er nødt til at se vores fællesskab helt personligt, helt tæt, for at de kan se vores indbyrdes kærlighed og de her gode gerninger.

John Funnell, en pastor — og hans kirke Notfirken ovre i Wales — gik fra at være en menighed på otte gamle hoveder, sådan nogle der snart skrider i svinget, til at være en 150-200 mennesker hver eneste søndag — og langt flere, hvis du tæller alle de andre dage på ugen med — så er vi måske oppe på 300 mennesker på 10 års tid. Det er en reformeret menighed, som ikke går på kompromis med evangeliet, og de prædiker det trofast. Men de begynder at invitere nærmiljøet og byen ind i lokalerne på alle mulige andre dage end søndag.

Hvad inviterer de så til? Jo, gode gerninger imod byen og evangeliet. De forkynder stadig evangeliet, når de mødes. Når der er fælles spisning, og de har inviteret folk, som trænger til et godt måltid ind, folk som er trængende — hvad gør de så? Inden vi spiser, er der lige bøn, og så er der lige et kort ord fra pastoren eller hvem der nu står for det. Så hører de faktisk evangeliet. De hører: det her er det, der samler os som fællesskab. Det er det her, vi tror på. Det er det, vi lever og ånder for. Det her er vores hjørnesten. Det er ham, der bærer det hele. Det er ham, der er årsagen til, at vi er her og tilbyder jer mad og fællesskab og de her gode gerninger.

Her er noget, jeg tror, vi som menighed kan vokse i. Det tror jeg på. Det er et område af Guds hus, hvor der stadig skal bygges. Ligesom jøderne, der nu sagde: nu er det nok med alt det der overflødige, det som ikke har evighedskarakter, vores eget — nu vil vi prioritere Gud og hinanden.

Sidder du her og tænker: ja, jeg har måske haft prioriteringerne lidt skævt, og jeg kan også godt se, at der virkelig er behov for mere tid sammen, mere udræk til de fortabte? Så er det nemmeste at gøre til at starte med at komme og deltage i det, som allerede er. Kan det ikke passe jer, så prøv at tænke nyt. Vi har de her lokaler hele ugen, og de står tomme det meste af tiden. Gud kunne starte noget nyt her i menigheden.

Kunne det være fedt, hvis folk lagde mærke til, at hver gang man kører forbi Nordkirkens lokaler, så er der næsten altid biler herude, og lyset er tændt derinde? Det må være et levende fællesskab. Et sted, hvor de virkelig kan lide at komme og være.

Fat mod

Fælden er at blive modløs lige nu, mens jeg siger de her ord. Så prøv at lytte godt efter i punkt to nu og holde fast i den her formaning og inspiration, du måske også sidder med — for nu går vi over til overskrift nummer to: fat mod. Der er vi i kapitel 2, vers 1 til 19. Haggaj har igen et ord fra Gud. De har været i gang med byggeriet i en måned cirka, og Gud, som den gode far han er, vil opmuntre dem midt i det hårde og svære arbejde. Der er ikke nogen, der siger, det er let det her.

Vi læser fra vers 1 i kapitel 2:

"I Kong Dareios' andet regeringsår, på den enogtyvende dag i den syvende måned, kom Herrens ord ved profeten Haggaj: Sig til Judas statholder Zerubbabel, Shealtiels søn, til ypperstepræsten Josva, Josadaks søn, og til dem, der er tilbage af folket: Er der nogen af jer, der er tilbage, som har set dette hus i dets tidligere herlighed? Hvordan er det, som I nu ser? Ser det ikke ud af ingenting? Men fat mod, Zerubbabel! siger Herren. Fat mod, ypperstepræst, Josva, Josadaks søn! Fat mod, landets folk! siger Herren. Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers Herre. Det var den pagt, jeg sluttede med jer, da I drog ud af Egypten, og min ånd bliver hos jer. Frygt ikke! Dette siger Hærskarers Herre: Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med deres skatte; jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre. Mit er sølvet, og mit er guldet, siger Hærskarers Herre. Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre. På dette sted giver jeg fred, siger Hærskarers Herre."
Haggajs Bog 2, 1-9

Vi pauser lige her, inden vi læser vers 10 til 19. Hvis du var lidt modløs før, fordi du tænkte: hvordan skal jeg få ændret mine prioriteringer? Hvordan får vi mødtes oftere, og hvordan får vi rakt ud — så vil jeg opmuntre dig og minde dig om, at Gud giver os ikke opgaver og ansvar uden at love os, at han er med os. Han er med, som vi ser i kapitel 1, vers 13, og igen her i kapitel 2, vers 4.

Vi kan se og høre om kirker som Grace To You i Californien eller Notfirken i Wales og tænke: hvordan skulle vi nogensinde kunne gøre det, som de gør? Hvordan skulle vi kunne bygge det, som de har gang i? Men ligesom Gud siger fat mod til folket i vers 3 til 4 og fortæller dem, at de ikke skal sammenligne sig med det tempel, der tidligere var — altså Salomos pragtfulde tempel — så bør vi også fatte mod og vide, at Gud gør noget andet her. Han gør noget nyt her.

Vi tjener en mægtig Gud, der er fuld af kreativitet og visdom. Derfor er der ikke sådan en IKEA-vejledning til, hvordan du bygger kirke. Vi har Guds ord, vi har redskaberne, vi har evangeliet, åndens frugter, nådegaverne. Men kreativiteten i, hvordan de skal forvaltes, hvor de skal anvendes og præsenteres — det kan se forskelligt ud fra menighed til menighed.

Så fat mod, kære brødre og søstre. Vi skal blot starte byggeriet og deltage flittigt. Hvis vi har et billede af, hvordan det skal se ud, når det er færdigt, og vi først er ved at lægge de første sten — det er pionerarbejde, det her i Nordkirken — så kan vi blive modløse lynhurtigt. Men hvis vi bare holder øje med den næste sten, den lille næste ting, vi kan gøre her i menigheden for at bygge det her rige, Guds rige, så er det meget mere overskueligt.

Vi ved, at det er ham, der vækker ånden i os, som vi ser i kapitel 1, vers 14. Vi ser det også i Filipperbrevet 2, 13:

"For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje."
Filipperbrevet 2, 13

Læg så lige mærke til vers 9 i kapitel 2. Det er et af de skønne guldkorn i Det Gamle Testamente, der peger på Jesus. Det her nye tempel, som de var ved at bygge, var ikke et prangende tempel. Men det var netop det tempel, som Jesus ville træde ind i. Det er kød og blod. Derfor var det netop det her tempels herlighed, der havde en herlighed, der ville overgå det tidligere. Det var det, at Jesus ville træde ind i den her bygning, der gjorde, at herligheden her ville overgå, hvad der har været tidligere.

Vi fortsætter, hvor vi slap i teksten fra vers 10 i kapitel 2. Der er nu gået to måneder mere, siden Gud sagde fat mod tre gange til dem. For jer der kender lidt hebraisk, så ved I, at når man siger noget tre gange, så mener man det. Så I skal virkelig fatte mod, ligesom de skal.

"Den fireogtyvende dag i den niende måned, i Dareios' andet regeringsår, kom Herrens ord til profeten Haggaj. Dette siger Hærskarers Herre: Bed præsterne om belæring: Hvis man bærer helligt kød i sin kappefold, og kappefolden rører ved brød eller en kogt ret, ved vin eller olie eller ved anden mad, bliver det så helligt? Præsterne svarede nej. Haggaj spurgte: Hvis én, der er blevet uren ved berøring med lig, rører ved noget af dette, bliver det da urent? Præsterne svarede: Ja, det gør. Da sagde Haggaj: Sådan er dette folk, ja, sådan er dette folkeslag i mine øjne, siger Herren. Sådan er deres hænders værk og det, de bringer som offer dér: Det er urent! Men læg nu mærke til, hvordan det går fra i dag. Før sten var lagt på sten i Herrens tempel, hvordan gik det jer da? Kom man til en korndynge på tyve efa, så var der kun ti; kom man til vinpersen for at øse halvtreds bat, så var der kun tyve. Jeg ramte jer med kornbrand og rust og hagl i alt, hvad I frembragte; men I vendte ikke om til mig, siger Herren. Læg mærke til, hvordan det går fra i dag, fra den fireogtyvende dag i den niende måned, fra den dag grunden blev lagt til Herrens tempel; læg mærke til det: Ligger såsæden stadig i laden? Bærer vinstokken og figentræet, granatæbletræet og oliventræet endnu ikke frugt? Fra i dag vil jeg velsigne."
Haggajs Bog 2, 10-19

Gud minder dem igen om, at det var slemt før. Det stod slemt til. Men han har også set, at de er i gang med at lægge sten på sten. De er i gang med at bygge. Nu vil han velsigne folket. Han minder dem om, at deres dårlige høst er på grund af ham. Samtidig fortæller han dem, at de godt kan begynde at glæde sig til vinstokken, figentræet, granatæbletræet og oliventræets høst, fordi nu vil Herren velsigne dem.

Hvorfor vil han det? Fordi nu er de begyndt med de rigtige prioriteringer. Lad os også fatte mod og glæde os over, at med lydighed følger der velsignelse, og der følger kraft fra det høje til at gøre det.

Zerubbabels ophøjelse

Nu går vi over til tredje overskrift, som er Zerubbabels ophøjelse. Det er det, der følger nu i vers 20 til 23. Her er det en bredt anerkendt ting, at det her er en klar profeti om Jesus. Det er en klar profeti om Jesus, og at Zerubbabel agerer som en skygge for Jesus. Vi ved, at Zerubbabel er en efterkommer af David, og han er faktisk i Jesu slægtsbog, som man kan se i Matthæusevangeliet 1, 12. Der står Zerubbabel nævnt i Det Nye Testamente i slægtsbogen.

Lad os læse i vers 20:

"Herrens ord kom for anden gang til Haggaj på den fireogtyvende dag i måneden: Sig til Judas statholder Zerubbabel: Jeg vil få himlen og jorden til at skælve. Jeg omstyrter kongetroner, jeg tilintetgør folkenes stærke riger. Jeg vælter vognene med deres mandskab, hestene med deres ryttere styrter, de falder for hinandens sværd. På den dag, siger Hærskarers Herre, tager jeg dig, min tjener Zerubbabel, Shealtiels søn, siger Herren, og gør dig til en seglring, for dig har jeg udvalgt, siger Hærskarers Herre."
Haggajs Bog 2, 20-23

Det er nærmest sådan en mini Johannes' Åbenbaring, vi har at gøre med her. Haggaj afslutter med et stærkt fokus på Jesus. Stærkt fokus på Jesus. På det løfte, at Gud vil passe på sit folk og på sin menighed.

Kan I se strukturen i Haggaj? Det er ikke sikkert, I lige har tænkt over det, men det minder rigtig meget om Det Nye Testamente i sin struktur. Haggaj er kun to kapitler, og alligevel minder det faktisk om Det Nye Testamente på de to kapitler. Først sender Gud en profet, der beder folket omvende sig fra deres selviske og gudsforladte veje. Så omvender folket sig, og de begynder at følge Guds anvisninger. Helligånden vækker folket på pinsedagen, og de går i gang med at bygge templet. Undervejs får menighederne breve fra Gud og fra apostlene eller profeterne, der både formaner og opmuntrer til at klø på. Til sidst har vi Johannes' Åbenbaring, der peger på vores håb om, at Jesus vil komme igen med forløsning og med dom.

På den måde har vi her i Haggaj en skygge — ikke bare på Jesus, men faktisk lidt af hele Det Nye Testamente og evangeliet deraf.

Evangeliet driver det hele

Evangeliet er det, vi må have for øje i vores byggeri. Det er Guds kraft til frelse. Derfor må vi aldrig gå på kompromis med evangeliet, når vi søger at være et lys til verden omkring os. Jeg tror også på, at det er derfor, det går så fint ovre ved dem i Wales — fordi de ikke går på kompromis med evangeliet.

Ja, gode gerninger er et lys for de fortabte, og vores kærlighed til hinanden vil helt sikkert få nogen til at måbe. Men budskabet om Jesus, der blev menneske som os, levede et syndfrit liv, ofrede sig selv på korset, opstod på tredjedagen — han bar vores skyld, han bar vores synder, han blev begravet, og ja, han opstod på tredjedagen — det er hele drivkraften i det her. Bag al vores kærlighed og alle de gode gerninger, vi kan frembringe, er det evangeliet i sidste ende, der driver det her.

I Første Johannesbrev 3, 16 står der:

"Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene."
Første Johannesbrev 3, 16

Haggajs Bog er for mange en bog, der udfordrer, og som sætter en i gang med selvrefleksion, hvor man gør status på sit liv for Herren. Er vores prioriteringer i orden? Søger vi Guds rige først? Bruger vi tid nok med vores brødre og søstre? Bruger vi vores primære kræfter og tid på Guds rige, eller er det som folket — vores eget, der fylder mest i vores liv? Er vi klar til at sige: nu er det nok, nu vil jeg have styr på mine prioriteringer. Guds rige kommer først.

Hvad kan vi gøre for både at bygge internt og eksternt, så vi alle hjælper til? Lad os slutte af med Guds ord til korintermenigheden i Første Korintherbrev 15, 58, der minder os om, at vores arbejde for Herren aldrig er spildt. Det er aldrig spildt:

"Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren."
Første Korintherbrev 15, 58

Amen.