Paulus for retten

Jeg har lavet en prædiken til jer, der hedder Paulus for retten. Vi kommer til at kigge en hel del på Paulus i dag. Det bliver ham, vi zoomer ind på, og den situation han står i. Titlen er Paulus for retten, men det er også Apostlenes Gerninger 26, som er der, vi tager vores umiddelbare afsæt. Vi skal se på to længere passager. Der er arrestation, der er mordplot, der er retssager, der er vold, der er en test. Det er ikke så lækkert. Heldigvis er der også en god portion evangelisation og apologetik.

Det lyder næsten som noget fra en krimi eller en actionfilm, men det er det ikke. Det er Apostlenes Gerninger kapitel 21 til 26, vi har at gøre med her. Vi læser selvfølgelig ikke alle kapitler 21 til 26 — så ville hele prædikenen jo nærmest bare være det. Vi skal særligt kigge på kapitel 23 og specielt 26, nok mest 26 her i dag.

Jeg vil prøve at starte med at give jer en indflyvning på, hvilken kontekst vi befinder os i. Altså hvad der er sket op til kapitel 21 vers 27, urolighederne på tempelpladsen, som er overskriften i bibelværket. Så skal vi ind i dele af teksterne, både parafrasering fra min side og konkret læsning af flere passager, så vi virkelig kommer i dybden med, hvordan og hvorfor Paulus er havnet over for en jødisk konge og en romersk statsholder. Paulus skal forsvare sig selv og sin tro i kapitel 26.

Derefter vil jeg zoome ind på tre elementer af teksten, som vi kan lære noget af, og som vi bør lægge mærke til. Mit første punkt vil være, at Paulus anvender sit vidnesbyrd og fordeler evangeliet. Andet punkt er, at Paulus tager højde for, hvem han taler med. Tredje punkt er, at næsten tro er ingen tro.

Optakten til urolighederne

Konteksten for passagen, vi snart kigger på, er, at Paulus lige har været på sin tredje og sidste missionsrejse, hvor han særligt har brugt meget tid i Efesos, cirka to et halvt til tre års tid, hvor mange hedninger omvendtes og blev troende. Men der var også meget modstand fra dem, som dyrkede de græske afguder. Det er her, vi hører om dem, som tjente penge på at lave afgudsstatuer, og hvordan de kunne mærke, at forretningen begyndte at gå rigtig dårligt, fordi Paulus og de kristne havde stor succes med at forkynde evangeliet og se omvendelser fra de lokale. De lokale gad jo ikke bruge deres penge på tomme afguder. Det er ligesom det, vi læste om i vores skriftlæsning tidligere. For de kan ikke noget, de her statuer.

Paulus har gennem flere år samlet ind til de kristne i Jerusalem i mange menigheder, da han ønskede at give en kærlighedsgave fra hedningemenighederne. Det er blandt andet Makedonien og Akaja, han har samlet ind fra. Han ønsker at give en kærlighedsgave til de trængende hellige i Jerusalem, til de kristne i Jerusalem. Gaven var teologisk vigtig, fordi den udtrykte den åndelige enhed mellem jødiske og hedenske kristne, enhed i Kristus, og dermed en konkret udlevelse af Efeserbrevet kapitel 2 vers 14 til 16, som vi også har haft i vores bibelstudie her i menigheden.

Hvis man ikke lige ved, hvilke menigheder der fandtes i Makedonien og Akaja, jamen så er det sådan nogle som Filippi, Thessalonika og Berøa, det er Makedonien. Akaja, det er sådan noget som Korinth, Kenkrea og muligvis Athen, vi har at gøre med her. Det menes også, at Paulus har været forbi Galatien og Asien og samlet ind i de menigheder, der var der, til Jerusalem. Så over flere år har han gået og forberedt det her.

Nu er Paulus så taget til Jerusalem for at give gaven på trods af, at han er blevet advaret af både medkristne og af Agabus, der profeterede hans tilfangetagelse i Jerusalem. Alligevel er han taget afsted.

Vi læser i kapitel 21 vers 27.

"Da de syv dage næsten var gået, fik jøderne fra provinsen Asien øje på Paulus på tempelpladsen. De bragte hele folkeskaren i uro og greb fat i Paulus og råbte: Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted. De havde nemlig tidligere set Trofimos fra Efesos sammen med Paulus ude i byen, og de troede, at han havde taget ham med til templet. Hele byen kom i bevægelse, folk stimlede sammen, greb fat i Paulus og slæbte ham bort fra templet, og portene blev straks lukket. Da de ville til at slå ham ihjel, gik der melding op til kommandanten for garnisonen om, at hele Jerusalem var i oprør. Han fik straks fat i soldater og officerer og skyndte sig ned til dem. Ved synet af kommandanten og soldaterne holdt folk op med at slå Paulus."
Apostlenes Gerninger 21, 27-32

Sikke en omgang drama. Paulus bliver virkelig taget fat i her, og han bliver slået, som vi hører. Paulus er kommet til Jerusalem. Han befinder sig nu her i templet med fire jødiske mænd, ikke med en græker, som de anklager ham for. Nej, med fire jødiske mænd. Han bliver falsk anklaget for at have taget grækere med. De får gejlet en stemning op, sådan at folket nu vil slå ham ihjel. Så langt vil de gå, som vi ser i vers 31.

Kommandanten, som er en romerskledende soldat, arresterer Paulus for at beskytte ham fra at blive slået ihjel. Paulus holder lige herefter en forsvarstale til folket, den første af tre forsvarstaler, han holder igennem det her forløb. Talen er ærlig, og den holder sig til sagen, men det får faktisk kun jøderne til at fortsætte deres had, og deres respons hører vi i kapitel 22 vers 22.

"Indtil Paulus sagde dette, havde de lyttet til ham, men nu råbte de højt: Væk med ham fra jordens overflade! Sådan én burde ikke have lov at leve! Da de skreg og rev deres kapper af og kastede støv op i luften, befalede kommandanten, at Paulus skulle føres ind i borgen, og sagde, at han skulle forhøres under piskning, for at han kunne få at vide, hvorfor de råbte sådan mod ham."
Apostlenes Gerninger 22, 22-24

Men Paulus fik ikke nogen pisk, da han fortalte, at han var romersk statsborger. Det gav ham nemlig en særlig beskyttelse, at han var romersk statsborger. Vi fornemmer, hvordan kommandanten har været desperat for at vide, hvorfor de dog kunne være så oprørte på Paulus. Der måtte ligge et eller andet bag, som Paulus holdt skjult, og måske ville han røbe det, hvis han fik nogle pisk.

Paulus bliver ført væk herfra. Men dagen efter ville kommandanten have Paulus for rådet, det jødiske råd, så han kunne finde ud af, hvad det nu var, de anklagede ham for. Vi læser vers et i kapitel 23.

"Paulus så fast på Rådet og sagde: Brødre, med den bedste samvittighed har jeg til den dag i dag levet mit liv for Gud. Ypperstepræsten Ananias befalede dem, der stod ved siden af ham, at slå Paulus på munden. Da sagde Paulus til ham: Gud skal slå dig, din kalkede væg! Du er sat her for at dømme mig efter loven, og så overtræder du loven ved at befale at slå mig. Men de, der stod ved siden af ham, sagde: Skælder du Guds ypperstepræst ud? Paulus svarede: Brødre, jeg vidste ikke, at det er ypperstepræsten. Der står jo skrevet: Du må ikke forbande dit folks øvrighed. Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse! Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele."
Apostlenes Gerninger 23, 1-8

Nu pauser vi lige her. Prøv at lægge mærke til, hvad Paulus gør. Han er nemlig fuld af visdom. Paulus både forsvarer sig selv og sit håb på Jesus, imens han kapret flere af farisæerne til hans eget forsvar i blot en og samme sætning her. Vi læser videre fra vers ni.

"Der blev en voldsom råben, og nogle af de skriftkloge fra farisæernes parti rejste sig og gjorde indsigelse: Vi finder ikke, at den mand har gjort noget ondt. Tænk, hvis en ånd har talt til ham, eller en engel! Der blev sådan en strid, at kommandanten var bange for, at de ligefrem skulle rive både arme og ben af Paulus. Derfor befalede han mandskabet at gå ned og få Paulus væk fra forsamlingen og ført ind i borgen. Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom."
Apostlenes Gerninger 23, 9-11

Herren her, det er jo Jesus. Tænk sig, at Jesus kommer til ham midt i den her strid og tumult.

Paulus' kærlighed til sit folk

Mens I har fingrene her i Apostlenes Gerninger 23, vil jeg gerne have, vi lige har en finger på Romerbrevet kapitel 9. Romerbrevet er jo skrevet få år før, han er i den her situation. Det er ikke længe siden, han har skrevet det her i vers et til fire.

"Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne."
Romerbrevet 9, 1-4

Paulus er selv en del af det her folk. Han er vokset op som jøde. Han elsker dem. Han elsker de her mennesker, der lige nu har udvist ham så stor en mængde had. Han længes efter deres frelse, og han ønsker det så meget, at han ville tage deres plads, hvis han kunne.

Prøv at tænke på at opleve, at dem, man elsker, forfølger en på den her måde. De råber, de river nærmest armene og benene af dig. Det er jo ikke bare nogle få, der gør det her. Nej, det er hele byen. Det er et kollektivt forfølgelse og had fra dem, du elsker.

Sikke en sorg, han har måttet opleve midt i det her. Han må have været knust over det her oprør. Havde det ikke været for Guds opretholdelse og ledelse af Paulus, som vi også ser i vers 11, hvor Jesus kommer til Paulus, jamen så tror jeg ikke, han havde kunnet klare det her. Jesus siger jo til ham: vær ved godt mod. Hvorfor tror jeg, han siger vær ved godt mod? Det er, fordi han ikke har været ved godt mod. Han har brug for den her opmuntring.

Han siger: Vær ved godt mod, for ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom. Det er jo det, vi ved, hvad Paulus ønsker. Paulus ønsker at være et redskab for Gud, et redskab for Jesus. Derfor giver det ham glæde at vide, at han fortsat kan se frem til at være i Herrens hænder og være et redskab for ham.

To år i fængsel og rejsen mod Rom

Men det slutter ikke her. Det, der så sker, er, at over 40 jøder svor ikke at spise eller drikke, før de havde dræbt Paulus. Prøv at tænke over det. Sikke et had, at man siger: Jeg kommer ikke til at spise eller drikke, før jeg har slået et andet menneske ihjel. De aftaler med ypperstepræsterne, at kommandanten skulle lokkes til at føre Paulus til rådet, hvor de så ville dræbe ham undervejs. Men Paulus' søstersøn, altså hans nevø, hører om planerne. Han advarer Paulus om det her ved at gå til kommandanten. Den unge mand fortæller om bagholdet, og kommandanten beordrer ham til ikke at fortælle nogen om, at han har afsløret den her sammensværgelse.

Det, der så sker fra kapitel 23 vers 23 og frem til kapitel 26, er i grove træk følgende. På grund af, at jøderne ønsker Paulus død, og det kan vi jo så tydeligt høre, de gør, sender kommandanten Paulus til Cæsarea. For jer der ikke lige ved, hvor Cæsarea er, så er det en by, der ligger to til tre dages rejse til fods væk, en 100 kilometers penge. Han sender 470 soldater med ham for at beskytte ham. Det er så alvorligt, han tager det her. 470 mænd, ryttere imellem og spydkastere og det hele. Vi snakker ægte soldater her. Dem sender han med ham på den her rejse, en to til tre dages rejse, for at beskytte ham.

Fem dage efter Paulus er ankommet til Cæsarea, kommer ypperstepræsten Ananias derhen sammen med nogle ældste og en advokat, der hedder Tertullus. De anklager ham. Men Felix, der er statsholder, og en statsholder på det tidspunkt, det er sådan øverst ledende, han er leder for området, han lader ham være, og han henkaster sagen til senere. Han kan ikke rigtig finde hoved og hale i det her. Der går så to år, hvor Paulus er fængslet, og så får de en ny statsholder, og han hedder Festus. Så Felix og Festus. Festus er deres nye statsleder.

Festus kunne heller ikke finde frem til sagens kerne efter at have talt med jøderne, der stadigvæk efter to år var efter Paulus. Prøv at tænke på det had her. Det har været så stærkt i situationen. De vil ikke spise, de vil ikke drikke, de er klar på at gøre hvad som helst for at få ham slået ihjel. Det bliver bare ved med dem i to år.

Festus rejser til Jerusalem, og de tager kontakt til Festus. De her mænd har ikke glemt Paulus. Festus siger: Jamen det er fint, I kan tage til Cæsarea, den her to til tre dages fodrejse, med mig, og så kan vi tale om det. Det er de klar på. De er klar på at anklage Paulus igen og rejse en to til tre dages fodrejse.

Paulus forsøger selvfølgelig at beskytte sig selv i det her. Det Paulus gør, er, at han anker sin sag til kejseren. Han anker sin sag til kejseren, og det går Festus med til. Hermed går Jesu løfte til Paulus i opfyldelse om, at Paulus nu skal til Rom.

Men inden han skal til Rom, så kommer kong Agrippa. Det er Herodes Agrippa. Her snakker vi et barnebarn af ham, som forfulgte Jesus. Kong Agrippa og Agrippas søster — hun er faktisk også nævnt i passagen. Det får I at se om lidt. De lever i en incest, Agrippa og hans søster. Så det er noget værre noget. Det vil vi ikke dvæle for meget ved, men så ved I det. Agrippa er konge over nogle mindre områder i Galilæa, så han er ikke super politisk magtfuld. Men religiøst har han super meget indflydelse, fordi han er den, der kan indsætte ypperstepræster på det her tidspunkt. Så det er ham, der bestemmer, hvem der egentlig bestemmer inden for de religiøse sammenhænge.

Det er så her, vi kommer til kapitel 26, som bliver det kapitel, vi særligt skal se på i dag. Vi læser fra vers et.

"Agrippa sagde til Paulus: Du har nu tilladelse til at tale din sag. Da løftede Paulus hånden og sagde til sit forsvar: Kong Agrippa! Jeg er lykkelig over, at det er for dig, jeg i dag skal forsvare mig mod alt det, jøderne anklager mig for. Du har jo et enestående kendskab til alle jødernes skikke og stridigheder. Derfor beder jeg dig om at høre tålmodigt på mig. Mit liv, som det har været siden min ungdom, ja, fra første færd, i mit folk og i Jerusalem, er kendt af alle jøder. De ved om mig fra tidligere tid – hvis de ellers vil vidne om det – at jeg som farisæer har levet efter den strengeste retning i vor religion. Og nu står jeg og skal dømmes for håbet om det løfte, som Gud gav vore fædre. Det løfte håber vort tolvstammefolk at få opfyldt, og derfor tjener vi Gud utrætteligt, nat og dag. Det er det håb, jeg anklages for af jøderne, konge! Hvorfor finder I det utroværdigt, at Gud oprejser døde? Vel har jeg selv været af den mening, at man burde gøre meget for at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, og det gjorde jeg i Jerusalem. Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det. I alle synagoger har jeg ofte med straf forsøgt at tvinge dem til bespottelse. Så voldsomt rasede jeg imod dem, at jeg forfulgte dem helt til byer i udlandet. Men under de forfølgelser rejste jeg engang til Damaskus med fuldmagt og bemyndigelse fra ypperstepræsterne. Undervejs, konge, så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens. Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender jeg dig til for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig. Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn. Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver. Det er grunden til, at jøderne anholdt mig på tempelpladsen og ville slå mig ihjel. Indtil denne dag har jeg da ved Guds hjælp kunnet træde frem og vidne for store og små, og jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den først opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne. På dette punkt i Paulus' forsvarstale siger Festus med høj røst: Du er vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid. Men Paulus svarede: Jeg er ikke vanvittig, højtærede Festus! Tværtimod, de ord, jeg siger, er sande og forstandige. Kongen er jo bekendt med dette, så jeg taler frimodigt til ham. Jeg tror nemlig ikke, at noget af det kan være undgået hans opmærksomhed. Det er jo ikke sket i en afkrog. Tror du på profeterne, kong Agrippa? Jeg ved, at du tror. Agrippa sagde til Paulus: Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen. Paulus svarede: Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker. Så rejste kongen sig og ligeledes statholderen og Berenike og hele deres følge. Og mens de gik ud, talte de med hinanden og sagde: Den mand har ikke gjort noget, som kræver dødsstraf eller fængsel. Og Agrippa sagde til Festus: Den mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren."
Apostlenes Gerninger 26, 1-32

En længere passage, men også en spændende passage.

Hvordan anvender vi vores eget vidnesbyrd?

Her kommer så første punkt af de tre punkter, vi skal kigge på i dag. Paulus anvender både sit vidnesbyrd, og så får han delt evangeliet i sit forsvar. Paulus har jo været fængslet i to år. Han er uskyldig, og han står her over for kong Agrippa, der selv er med til at udnævne de her strenge ypperstepræster. Hvad gør Paulus? Paulus skammer sig ikke ved evangeliet. Nej, han står fast og fører sin sag på netop hans overbevisning om, at Jesus er oprejst fra de døde.

I vers seks står der: "Og nu står jeg og skal dømmes for håbet om det løfte, som Gud gav vore fædre. Det løfte håber vort tolvstammefolk at få opfyldt, og derfor tjener vi Gud utrætteligt, nat og dag. Det er det håb, jeg anklages for af jøderne, konge! Hvorfor finder I det utroværdigt, at Gud oprejser døde?"

Hvis de skulle være i tvivl om, hvem det er, han mener Gud har oprejst, jamen så kommer det jo lige i verset efter i vers ni, der nævner han, at det er Jesus. Det er nazaræeren, Jesus. Der går han i gang med at fortælle, hvordan han er i samarbejde med dem, der nu retsforfølger ham, før i tiden havde forfulgt de kristne. Han bekender det. Han fortæller detaljeret sin egen historie, sit vidnesbyrd, i hans forsvar.

Prøv at lægge mærke til, hvordan Paulus inkluderer detaljer, der klart og tydeligt præsenterer evangeliet. I vers 15, hvor Jesus taler til Paulus på vejen til Damaskus, læser vi:

"Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender jeg dig til for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig."
Apostlenes Gerninger 26, 15-18

Hvor mange af jer har fået jeres øjne åbnet? Så de vender om fra mørke til lys. Hvor mange af jer har oplevet det? Fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse. Hvem har brug for syndsforladelse? Få samme lod som alle de andre, der er helliget — ved hvad? Ved troen på mig. Det er ved troen på Jesus.

Dykker man ned i, hvad Jesus siger her, hvad Paulus nævner, at Jesus siger, så har du faktisk evangeliet lige der.

Det at fortælle om sit eget liv, sin egen respons på evangeliet, det indeholder ofte en beskrivelse af evangeliet og en beskrivelse af, hvad det vil sige at reagere på evangeliet, når evangeliet forvandler en.

Brødre og søstre, når vi taler med mennesker, der endnu er fortabte, uden håb, så lad os fortælle om Kristus i vores liv, ligesom Paulus gør her. Lad os gøre det ærligt og autentisk. Før var mit liv sådan her, og så hørte jeg Jesu røst. Så hørte jeg Guds ord. Jeg fik evangeliet. Jeg mærkede min anger over synden i mit liv. Jeg var selvisk. Jeg var doven. Jeg var fuld af begær.

Fortæl folk, hvad du har været igennem, og vis dem, hvordan Jesu lys gjorde, at du gik fra mørke til lys.

I, der er vokset op i kristne familier ligesom mig, ved, at det kan være svært at sætte sådan en specifik dato, ligesom Paulus kan her, hvor skællene falder fra vores øjne, og hvor vi bliver omvendt og bliver født på ny. Men du kan sikkert ligesom mig se, hvordan der på et tidspunkt i dit liv, i din kristne vandring, begyndte at ske nogle drastiske ryk i din tro og i dit liv. Du begyndte at tage det meget mere alvorligt. Der var synd i dit liv, som du ikke længere kunne leve med, og som du begyndte at føre krig imod. Ånden og kødets kamp kunne nu mærkes på en stærkere måde. Er der nogen af jer, der kender det?

Det kan du fortælle om. Du kan vise evangeliets kraft i dit liv ved et vidnesbyrd om det her. Det kan de ikke angribe. Det kan de ikke pille fra hinanden. Det kan de aldrig tage fra os. Her kræves der ingen stærke apologetiske evner eller overflod af bibelstudie. Nej, du kan bare fortælle om, hvad Jesus har gjort for dig. Det kan du.

Hvem taler du med?

Så til det andet punkt. Paulus tager højde for, hvem han taler med. I vers to hører vi:

"Kong Agrippa! Jeg er lykkelig over, at det er for dig, jeg i dag skal forsvare mig mod alt det, jøderne anklager mig for. Du har jo et enestående kendskab til alle jødernes skikke og stridigheder."
Apostlenes Gerninger 26, 2-3

Synd, frelse, Adam og Eva, Moses, de 10 bud, hellighed, helvede, Satan. De her ord er ord, som mange i dag ikke aner, hvad betyder. De aner det ikke. Hvis de tror, de ved, hvad det betyder, så tager de ofte fejl, fordi deres forståelse er dannet af alt muligt andet end det, biblen egentlig siger om de her ord. Derfor kan der være meget, der skal forklares, før vi kan anvende de her ord i relation til evangeliet med mennesker.

Når Paulus møder Agrippa, ved han, at han kan gå dybt med ham, fordi han kender til skrifterne. Det er ikke nyt for ham. Han er rodfæstet i skrifterne. Han kender profeterne, og han ved, hvad termerne betyder. Når Festus, som også er til stede her, ikke ved det, som Agrippa ved, jamen så giver det god mening, at Festus udbryder i vers 24: "Du er vanvittig, Paulus. Den megen lærdom driver dig til vanvid." Paulus svarer roligt: Jeg er ikke vanvittig, højtærede Festus. Tværtimod. For Festus er det her for meget. Det er for meget til, at han kan begribe det. Men for Agrippa er det helt tilpas.

Det kan vi tage lære af, fordi det kan være utrolig gavnligt at stille spørgsmål, inden vi går i gang med en masse ord, som de ikke kender til. Vi kunne stille et spørgsmål som: Kender du til, hvad synd det er for noget? Har du hørt om Adam og Eva, og hvordan synd kom ind i verden? Kender du til de 10 bud og Moses? Ved du, hvem Jesus er? Få lagt en føler ud, inden du giver dig i kast med at fortælle om alle mulige detaljer og åndelig visdom, som de slet ikke er klar til.

Troen beskrives i skriften som et frø, der plantes og får lov at vokse ved at spire og vandes. Men brødre og søstre, hvis vi overvander planten, så drukner den. Så drukner den. Paulus skriver til korintherne, at han gav dem mælk og ikke kød rent åndeligt set, billedligt for at vise, at børn også starter med mælk, før de kan fordøje mad med fibre i. Man læser også om det i Hebræerbrevet. Vi må være betænksomme, når vi taler med folk, der vil lytte, folk som er søgende.

Shemini talte på et tidspunkt med en jævnaldrende, hun lige havde mødt, og hun spurgte ham, om han kendte til evangeliet, hvortil han spurgte, om det var en podcast. Det er til Danmark det her. Så I forstår, hvad jeg mener.

Næsten tro er ingen tro

Punkt tre, det er, at næsten tro er ingen tro. I vers 28 står der:

"Agrippa sagde til Paulus: Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen. Paulus svarede: Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker."
Apostlenes Gerninger 26, 28-29

Det er lige ved. Så tæt på.

Det hjælper dem ikke, at de er positivt stemt over for evangeliet, at de er positivt stemt over for jeres vidnesbyrd, eller positivt stemt over for Jesus. Det eneste, der kan hjælpe dem og redde dem, er en oprigtig, ægte tro på Jesus som frelser og herre.

Hvis du har venner, der synes, at det her med din tro, det er spændende nok, og det er meget fint, men som ikke ønsker at omvende sig fra deres synd, som ikke vil følge Jesus i det, han beder os om, som ikke vil erklære ham som herre i deres liv, så er det afgørende, at du ikke giver op. De er ikke i mål endnu.

Bed for dem. Tal fortsat om troen. Giv ikke op. Slap ikke af, bare fordi de virker positive omkring din tro. Bliv ved, og hold ikke igen med at fortælle om biblen som den eneste kilde til visdom. Stå fast på din tro over for dem. Fald ikke i relativisme. De skal ikke have indtrykket af, at du har det fint med, at de tænker anderledes om Guds ord, og hvad det betyder for deres liv. Det er ikke okay.

Sola scriptura, alene skriften. Vi er den eneste større trosgren, der kan have frelsesvished. De andre håber bare på, at det går dem godt i efterlivet. Vi har Guds ord, der klart og tydeligt fortæller, hvad det vil sige at være frelst, hvad kriterierne er for en ægte og levende tro på Jesus, ham der alene kan frelse os. Enten er du hans, eller også er du ikke.

Hvis du ved, at din ven endnu ikke er hans, endnu ikke tror med en ægte tro, en tro der leder til omvendelse fra synd og til et nyt liv, hvor Jesus er herre — det vil sige, at Jesus dirigerer og bestemmer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad du skal prioritere og vælge fra, hvad du skal elske, og hvad du skal hade — hvis din ven ikke er der endnu, så træd ikke på bremsen, men fortsæt med at bede og dele med dem, mens der stadig er tid, og mens de stadigvæk vil lytte.

Må vi få nød for vores medmennesker som Paulus, så vi også kan sige som ham: Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg.

Lad os indvie os nu for Herren til, at han bruger os som redskaber til at så og til at vande, til at tale om vores vidnesbyrd og dele troen på Gud med dem, vi møder, om det er fremmede, eller om det er venner. Prøv allerede nu at tænke på, hvem det er, du kan dele din tro og dit vidnesbyrd med.

Amen.