Retfærdiggjort i Jesus

Gud er hellig, som vi lige har sunget om. Han er også retfærdig. Det kan få en til at tænke på, hvor det så efterlader sådan nogle som os. Det skal vi prøve at kigge på i dag.

Det bliver ud fra Romerbrevet kapitel 3, vers 23-24. Det er sådan et udgangspunkt, vi tager der. Men det er en tematisk prædiken, så vi kommer til at være lidt forskellige steder i Skriften for at få belyst det her med at være retfærdiggjort i Jesus. Man kan også sige retfærdiggjort af Jesus, men jeg tror faktisk, det er endnu mere korrekt at sige retfærdiggjort i Jesus.

Det her er en serie, jeg kører. Det er der egentlig ikke rigtig nogen, der ved udover Mikael. Jeg kører en serie på tre prædikener, der har lidt sammenhæng. Den første hed "Løskøbt af Jesus". Den her hedder "Retfærdiggjort i Jesus". Og så kommer der en, der hedder "Helliggjort i Jesus". Det her er nummer to i serien, så det kommer til at lægge sig lidt op ad det sidste, jeg talte om. Det første, vi oplever som kristne, er, at Kristus har betalt vores gæld, vores straf. Det gjorde han på korset. Det er helt fantastisk at tænke over denne her frelser, som kommer fra himlen. Jesus er Gud. Han kommer inkarneret ned som et menneske, lever det her liv, som vi ikke kunne leve, og tager straffen på korset for os, der tror på ham, os der er i ham.

Men det er ikke kun det, evangeliet handler om. Det handler også om, at Gud kigger på os med øjne, som var vi Jesus selv. Han kigger på os og ser ikke alt det skidt og møg, vi har lavet igennem vores liv. Det gør han ikke mere. Han kigger på os og ser Kristus. Det er det, vi skal dykke ned i i dag.

Hvad er retfærdighed?

For at tale om retfærdighed, ordet retfærdighed som begreb, vil jeg gerne have, at vi prøver til at starte med at grunde lidt over det. Hvad er det for en størrelse? Jeg tror ikke, det er et ord, vi bruger så meget mere. Eller i hvert fald ikke et ord, vi bruger så meget i hverdagstale.

Jeg tror, vi er ret vante til, at retfærdigheden ikke skal fyldes i dag. Det er nok også derfor, vi ikke normalt tænker så meget over retfærdighed som noget i retslig forstand. Langt mere tror jeg, at retfærdighed er noget, vi tænker på som et synonym til det engelske ord "fair", at noget kan være fair, eller det kan ikke være fair. I hverdagssituationer kan man måske tænke på sådan noget som fredagsslikken. Når den skal deles, så skal det være fair. Det skal være retfærdigt. Det er ikke retfærdigt, hvis der er en, der får mere end en anden. Det er meget det her med, at vi skal have lige meget. Det er retfærdighed i dag for rigtig mange mennesker. Også sådan med julegaver — det skal være lige mange penge, der bliver brugt på hver.

Børn kan i en ret tidlig alder synes, det er unfair, hvis der er en gave, der fysisk er større end andre. Og de aner ikke, hvad den har kostet, eller hvad der egentlig er inde i. Men bare det, at der er en, der har større gaver — åh nej, så kunne det jo godt være, vi var blevet snydt.

Retfærdighed i hverdagskontekst er langt mere det her med, har vi fået lige meget, end det er sådan noget med, at vi har at gøre med noget i retslig forstand. Vi møder det i alle mulige sammenhænge, ikke kun som børn. Vi møder det også som voksne. Der har vi i den grad også en retfærdighedssans, der er i spil. Mange har lige haft løntildelinger på arbejdspladsen, fordi de her nye lønninger i 2026 skal på plads, og nogle får mere end andre. Hvis vi virkelig vidste, hvor meget der bliver givet til den ene, og hvor meget der bliver givet til den anden, så ville der være ramaskrig over, at det her simpelthen ikke er retfærdigt. Hvorfor skal han eller hun have mere end mig? Jeg synes, jeg gør det lige så godt. Vi er igen ovre i det her med, hvor meget vi får hver især, og vi sammenligner os selv med hinanden.

Sådan en lille tidsbemærkning: Det bliver der snart kastet lys på, hvor meget vi får hver især, fordi der er et nyt EU-direktiv, som træder i kraft i sommeren 2026, hvor lønniveauer og tallene faktisk kommer til at komme frem. Det kan vi glæde os til i vores jantelov og danske kultur, at vi ender der.

Jeg vil prøve at stille jer et spørgsmål. Hvad er det egentlig, der dukker op i dit hoved, når jeg siger ordet retfærdighed? Er det de her hverdagssituationer — sammenligning med andre, at alle skal have lige meget, at vi skal være lige langt? At vi skal have det samme gode helbred, de samme muligheder? Eller er det et ord, du forbinder med moral og lov, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvor en dommer skal være den retfærdige i at bedømme, hvad der er rigtigt og forkert?

Vi lever i en tid, hvor man i Storbritannien kan komme i fængsel for kommentarer, man har skrevet på sociale medier som Facebook, Instagram og TikTok. Vi lever også i en tid, hvor man i Canada har arresteret og fængslet en far, der ikke ville tillade sin 13-årige pige at gennemgå nogle forfærdelige kønsoperationer, der ville ødelægge hans piges krop og fremtidige muligheder for at blive gravid og starte en familie. Vi lever også i en tid, hvor butikstyveri i Danmark er steget med op til 70% de sidste to år, og hvor 39% af danskerne ikke er fuldkommen imod, at butikstyveri er fint nok.

Den er god nok. Jeg kan godt forstå, hvis det ikke var retfærdighed i forhold til en dommer, I tænkte på. Vi kigger nemlig langt mindre på lov og moral i forhold til en højere magt i vores tid, og langt mere på sidemakkeren, naboen og de andre, når vi skal vurdere, hvor vi selv står i forhold til moral, hvad der er godt, og hvad der er ondt.

Det er ikke tit, jeg gør det her, men jeg tror i den her sammenhæng kan det være fint nok lige at forstå, hvad det er for et ord, vi har på dansk. Ordet retfærdighed defineres ud fra Den Danske Ordbog sådan her, og det er delt op i to punkter. Den første definition er det, "som er eller handler moralsk forsvarligt, som er rigtigt i forhold til loven". Der er et lille underpunkt: "berettiget, passende, rimelig". Det er den umiddelbare første vurdering — moralsk forsvarligt i forhold til loven.

Punkt to har en lille bemærkning: "religion", står der. Det er sådan nogle som os, vi er religiøse: "som lever et moralsk forsvarligt liv i overensstemmelse med den kristne lære". Det er fantastisk, at der stadigvæk er noget, der spiller ind her. Det er ikke bare sådan noget alle religion, alle trosretninger, men den kristne lære, at man lever et moralsk forsvarligt liv i overensstemmelse med.

Så her kommer vi til spørgsmålet: er du retfærdig?

Vi er ikke retfærdige

Hvis du blot kigger på sidemakkeren, naboen eller de andre, så kan du måske bilde dig selv ind, at du er retfærdig. Men vi skal kigge på definitionen og særligt ud fra del to, det her med religion, for der står: "Som lever et moralsk forsvarligt liv i overensstemmelse med den kristne lære." Den kristne lære er sådan et ret bredt term, men det betyder Guds love, hans 10 bud, der er blevet skrevet på stentavler af hans egen hånd. Det er også sådan noget som Jesu ord, fordi Jesus er Gud inkarneret. Han kommer ned og fortæller os, hvordan vi skal leve. Han fortæller os, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvad der er godt, og hvad der er ondt.

Det er Gud, der definerer, om vi er retfærdige eller ej. I lyset af hans bud, i lyset af hvad Jesus har sagt, så er det tydeligt, at ingen af os kan leve op til det.

Hør hvad Paulus siger om loven, altså de her 10 bud, i Romerbrevet kapitel 3, vers 19-20:

"Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse."
Romerbrevet 3, 19-20

Det vi ser her, og jeg nævnte det også i den sidste prædiken, er, at Guds lov bliver det her spejl, hvor vi får øjnene op for, hvordan det egentlig står til med os. Om vi er retfærdige.

Selvom vi er kristne, selvom vi er tilgivet, så vil vi stadigvæk opleve, at når vi holder det her spejl op og kigger på os selv, så er vi ikke retfærdige. Vi er ikke syndfrie. Vi er ikke moralske mennesker, der lever op til Guds standard.

Paulus, den her meget disciplinerede apostel, der sled og arbejdede for troen, han siger sådan her i Romerbrevet kapitel 7, vers 18-25:

"Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov."
Romerbrevet 7, 18-25

Man hører nærmest aldrig sådan noget her andet end i de her skriftsteder. Derfor er det tit en måde, hvorpå man kan huske det her på. Paulus siger: "Jeg elendige menneske." Det siger han, fordi vi ved, og vi oplever det selv, at ånden og kødet ligger i strid med hinanden, som Galaterbrevet 5, 17 siger. Når Paulus så tydeligt viser os, at Guds lov, hans standard, er med til at give os syndserkendelsen, denne her erkendelse af at vi ikke selv kan formå at være retfærdige, så må vi også erkende det i dag.

Du må lige nu og her få øjnene åbnet for, hvis ikke du har det i forvejen, at du ikke er retfærdig, og du faktisk heller aldrig bliver det. Måske sidder du og tænker: "Hov, hov, bliver jeg aldrig retfærdig?" Nej, det bliver vi ikke i det her liv. Måske sammenlignet med naboen, men det er en falsk målestok, der blegner i lyset af den sande målestok, som er Guds.

Vi må som Paulus, når vi tænker på os selv i lyset af Guds perfekte lov og godhed, tænke, at vi er det her elendige menneske, når vi kigger på os selv og vores utilstrækkelighed.

Det her med at erkende vores tilstand, at vi er syndige væsener, at vi har en manglende retfærdighed — det er ikke noget, vi kan lide eller har lyst til. Det føles ikke rart at tænke over.

Religiøse forsøg på selv at fortjene retfærdighed

Se jer omkring. Tænk over den tid, vi lever i, det samfund vi lever i. Folk undertrykker den her sandhed, og det ved vi også ud fra Romerbrevet 1, at det er noget, Gud godt ved, vi gør. Folk undertrykker sandheden ved at tænke "alt er fint". Nogen tænker måske, der findes ikke nogen Gud. Hvis der gør — der findes jo mange agnostikere i Danmark — hvis der gør, så er jeg heldigvis et godt menneske, som Gud ville være fint tilfreds med. Folk kunne måske sige: "Jeg behøver ikke nogen frelser, fordi jeg forsøger at være et godt menneske. Det må være godt nok."

Hvis folk i Danmark havde en ægte erkendelse af deres egen manglende retfærdighed overfor Gud, så havde kirkerne været fyldte. Vi er tæt på at være fyldt her, og det er fedt at se noget fremgang på det område. Men I ved, hvad jeg mener.

Det er hovmod og selvretfærdighed, der faktisk er meget mere trendy for tiden end at forstå vores manglende retfærdighed. Se bare på den katolske kirke eller den østortodokse for den sags skyld. De har for tiden en fremgang, og det har de, fordi unge mennesker i den her turbulente tid, vi lever i — der lige har været coronakrise, og der er krige, og der er ikke rigtig nogen faste holdepunkter længere — folk aner ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Subjektiv sandhed er flydende, køn og normer og identitet, det er ligesom det, der råder for tiden. Så søger unge mennesker. De søger noget, der i hvert fald om ikke andet ved, hvad de vil og står på. Det har de ligesom sagt: sådan her er det. Sådan har det været de sidste 1500 år. Det er det, den katolske kirke eller østortodokse kan tilbyde. Det er tradition. Sådan har det altid været, og sådan bliver det ved med at være.

Men i de her traditionsbestemte kirker tror man, at Jesus, ved hans nåde vel at mærke, har sat en godt i gang på ens rejse mod retfærdighed, men at det er vores ansvar at få helt styr på resten af rejsen, så vi en dag rent faktisk bliver retfærdige i det her liv. Hvis du holder dig fra de dødelige synder, skrifter ved præsten, husker at gå til messe, deltager i nadveren — der i øvrigt helt fysisk menes at rense dig fra synder, ikke de dødelige, men de mere almindelige synder — ja, så er du godt på vej til at være retfærdig i den katolske kirkes syn.

Islam har også et andet syn på retfærdighed end den protestantiske kirke. De har sådan fem søjler, der skal gøre dig retfærdig overfor Allah. Det er tro. Det er bøn fem gange dagligt. Det er almisser til de fattige. Det er faste ved Ramadan. Det er en pilgrimsrejse til Mekka en enkelt gang, hvis du har råd. Du ved selvfølgelig aldrig helt, hvordan det står til med din retfærdighed. Om du har gjort nok, om du følger de her ting godt nok, men du håber på, at Allah synes, at du er retfærdig nok.

Jeg ved ikke, om I sidder og tænker det samme, som jeg har gjort i min forberedelse, men det må bare være opslidende. Det må være fortvivlende at skulle fortjene sig til sin egen frelse, at skulle få oparbejdet den her retfærdighed.

Bare for at give jer et indblik i islams verden, og hvordan retfærdiggørelse fungerer for dem, så hør et fortvivlet muslimsk spørgsmål angående bøn. Det er bare ét af punkterne, det her bøn. Og så svaret dertil fra en anden kyndig muslim. Prøv at fornemme, hvor diametralt modsat det her er til det, vi kender. Bliv taknemmelig over, at det ikke er det, vi lever under. Spørgsmålet går sådan her:

"Fred være med dig. Hvis nogen ikke udfører alle fem bønner på en dag, skal de så bede dem sammen med bønnerne en anden dag? For før har der været flere gange, hvor jeg ikke bad alle fem, og jeg endte ikke med at bede dem bagefter. Så det er dilemmaet."

Han får ikke lige bedt alle de her fem bønner, og så tænker han: "Skal jeg så bede 10 i morgen eller hvad?" Svaret kommer her:

"Hvis du går glip af en bøn på en dag, har den hellige profet foreskrevet, at du skal bede den bøn så snart du kan, hvis du glemte den eller sov fra den. Hvis du ikke når at indhente den den samme dag, så har du helt mistet den bøn. Dog bør du udføre nawafil — det er sådan en slags bøn, der ligesom kan kompensere lidt for det — dog bør du udføre nawafil for at kompensere for den og forsøge så vidt muligt ikke at gøre det igen. Selv at misse en bøn kan påvirke en persons spiritualitet, selv hvis de er på et højt niveau. Det bringer en ned. Så hvis du ønsker at forblive i Allahs gode bevågenhed, bør du fortsætte med at udføre alle fem daglige bønner til deres rette tid, hvis du allerede gør det. Hvis ikke, så fortsæt med at arbejde på at gøre det til en vane i praksis. I begyndelsen er det en kamp at opnå dette, men med tiden bliver det lettere. Hvis du snubler, så mist ikke modet, men fortsæt bare med at prøve at udføre nawafil den næste dag, hvis du har misset nogle bønner før. På dommens dag på Sirat-broen vil det første ud af otte ting, du bliver spurgt om, være dine bønner. Hvis du ikke har indhentet dem alle, vil dine nawafil blive brugt til at tælle i stedet for de missede bønner. Derfor er det under alle omstændigheder nødvendigt at udføre nawafil. Selv hvis du har udført alle dine bønner, så udfør stadig nawafil, når du har mulighed for det."

Da jeg læste det, tænkte jeg: "Er det virkelig det her, de tror på?" Det her er bare ét ud af otte punkter, de skal bedømmes ud fra. Det lyder vitterligt bare som om, han har et eller andet regnskab deroppe, hvor han siger: "Jamen, du missede jo i går, så skal der noget nawafil til ligesom at sætte et plaster på det her." Og så må vi håbe, du har lavet nok nawafil.

Det, I vil se — og det gælder både den katolske kirke, men også islam — det I vil se, hvis I studerer de forskellige verdensreligioner og kulturer for den sags skyld, og også sekter, det er, at der altid er en eller anden grad af retfærdighed, der skal opnås af den praktiserende troende, skal opnås i egen kraft.

Bibelen er den eneste kilde, den eneste tro, den kristne tro, der reelt set siger det lige ud, hvordan det står til med os. Den giver os den hårde sandhed, så den ikke er til at misforstå. I Romerbrevet 3, vers 10-12, siger Bibelen det sådan her:

"Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste."
Romerbrevet 3, 10-12

Retfærdiggjort ved Kristi gerning

Når man når til den her erkendelse, når man sidder her og tænker "jeg elendige menneske", så skal man gøre det, vi nu skal til, og kigge videre i vers 23-26 i samme kapitel. Jeg vil prøve at give jer nogle bemærkninger undervejs, så jeg kommer til at stoppe undervejs. Det er fordi, Romerbrevet er bare lidt kompliceret, og det her er en tematisk prædiken, så det kan være meget godt lige at komme med nogle kommentarer undervejs, når vi læser. Vers 23:

"For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus."
Romerbrevet 3, 23-24

Så ufortjent gøres vi retfærdige. Vi kan ikke fortjene os til gaven, til hans retfærdighed. Det er det, vi lige hører her. Vers 25:

"Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem."
Romerbrevet 3, 25

Vi pauser lige her igen. De her jøder, der stolede på Gud, og som troede på, at der ville komme en Messias, som kunne redde dem — de kunne også være frelst. Det er ikke fordi, man sådan før i tiden ikke kunne være frelst, før Jesus kom. Vi læser videre:

"For i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus."
Romerbrevet 3, 26

Den, som tror på Jesus, gør Gud retfærdig. Vi kan spørge os selv: hvordan gør han det?

Vi kiggede sidst i min prædiken på det her med, at vi er løskøbt — at Jesus har løskøbt os ved at bære vores synder på korset. Så hvorfor har vi stadigvæk brug for at blive gjort retfærdige? Er vi ikke umiddelbart klar til at komme ind i himlen efter sådan et offer?

Selvom Jesus har taget vores straf og betalt vores gæld, så står vi stadigvæk tilbage med det samme ry, den samme baggrund, den samme uselighed, der på ingen måde vil gøre os egnet til et himmelsk sted med Gud og hans engle. Det er lidt ligesom, hvis man ønsker at omlægge sit liv efter en længere fængselsdom, hvor man har været skyldig i flere forbrydelser. Selvom straffen er taget, man ligesom har betalt gælden, så kan det være svært at få en fod indenfor nogle steder, og ens straffeattest er plettet.

Vi kunne pege på Jesus og sige: "Bare rolig, han har betalt min gæld og taget min straf." Men himlens borgere ville stadigvæk kunne sige noget i stil med: "Det er rigtigt, at han har taget din straf, men du hører ikke til her. Du har ikke levet et retfærdigt liv. Og du vil heller ikke kunne leve et retfærdigt liv her i himlen." Himlens borgere ville have fuldstændig ret i det her, havde det ikke været fordi, at Jesus ikke kun har taget vores straf og betalt vores gæld, men han har også levet et retfærdigt liv for vores skyld.

Han blev menneske. Han lod sig føde ind i denne verden for at leve for os. For at leve det retfærdige liv, som vi ikke kunne leve. Han kom faktisk helt fra begyndelsen, ligesom vi gør. Han kom fra livets begyndelse i maven, indtil han hang på korset og genopstod i en alder af cirka 30 år.

Hvis du sidder og tænker, hvordan kan en mands livsførsel blive krediteret os, alle de mennesker, der tror på ham og lever for ham, så lad os prøve at kigge på det ud fra Romerbrevet 5, vers 12-19. Jeg vil gøre lidt det samme igen, fordi det er Romerbrevet, og lige give et par kommentarer ind imellem.

Hvis I tænker over, hvor det starter med "derfor": Hvad kom der før det? Vi har lige haft den overskrift, der hedder "Fred med Gud", hvor vi lige har fået at vide, at vi er blevet forligt med Gud. Vers 12:

"Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede."
Romerbrevet 5, 12

Her har vi det igen — ingen er retfærdige på grund af syndefaldet og Adam. Vers 13:

"For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam. Han er et billede på ham, der skulle komme;"
Romerbrevet 5, 13-14

Vi pauser lige igen, sådan overordnet for at se, hvad der sker her. Adam tjener faktisk et formål i at være et billede på ham, det hele handler om. Vers 15:

"men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus."
Romerbrevet 5, 15

Det her kan man godt grunde lidt over, når man læser det. Det vi ser, er, at Adam havde et godt liv, tæt med Gud, og mistede det. Men kontrasten fra vores liv, der er influeret af synd, til den nye himmel og jord med vores treenige Gud og en utællelig skare af søskende, vil være større end den kontrast, Adam oplevede. Det liv, vi går fra og til, kommer til at være endnu federe, endnu større, endnu mere mægtigt, endnu mere yndefuldt og smukt end den kontrast, Adam oplevede.

Jesus som hovedet af legemet er større end den intime start, Adam oplevede. Det er egentlig det, vi ser her. Vers 16:

"Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed. Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus."
Romerbrevet 5, 16-17

Nu opsummerer han her i vers 18 og 19:

"Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed."
Romerbrevet 5, 18-19

Det var en længere passage, men jeg håber, I kan se det, der egentlig sker her. Det er en klar, tydelig forklaring på, hvorfor Jesus en og alene gennem hans retfærdige liv kan blive til vores alles retfærdighed, når vi er i ham, når vi tror på ham. Det er ligesom forklaringen med, at Adam, en og alene en mand, har den konsekvens, at vi alle sammen står i synd. Og Jesus, en alene, én person, kan sørge for, at vi alle os, der tror på ham, er retfærdige. Vi får hans retfærdighed.

Skriften har på en eller anden måde taget det her spørgsmål, det her man kan sidde med — hvordan kan det lade sig gøre? Og så får vi svaret her i Romerbrevet kapitel 5. Det er herligt.

Stedfortrædende lydighed

Adam var årsagen til, at vi alle er i den her syndige tilstand, separeret fra Gud. Ligesom han kunne være årsag til, at vi står i den her situation, så kan Jesus jo også for os, der er i ham, der tror på ham, være årsag til det modsatte.

Adam tog nogle valg, og mange har sikkert været fine, men han tog et valg, der ikke var særlig godt, og det var nok det ene valg. Jesus stod i en lignende situation. Han stod i en situation, hvor Satan også kom og forsøgte at friste ham, forsøgte at forlede ham. Men i modsætning til Adam så sejrer Jesus.

Det er ikke sådan et spørgsmål om, hvorvidt Jesus måske kunne have fejlet. Nej, Jesus er Gud. Satan havde ikke en chance. Men det er fantastisk, at han alligevel viser os det. Han viser os: sådan her skulle det have været, sådan her skulle det gøres, når fristeren kommer.

Lad os se på det sammen i Lukasevangeliet kapitel 4. Vi skal se på, hvordan Jesus sejrer over Satan. Hvordan han viser, at i modsætning til Adam er han en, der virkelig kan leve det her retfærdige liv, som Adam ikke kunne, og som vi heller ikke kan. Lukasevangeliet kapitel 4, vers 1-13:

"Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djævelen. Han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult. Da sagde Djævelen til ham: 'Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød.' Men Jesus svarede ham: 'Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene.' Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: 'Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.' Men Jesus svarede ham: 'Der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' Derpå førte Djævelen ham til Jerusalem, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: 'Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling om at beskytte dig, og: De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.' Men Jesus svarede ham: 'Der er sagt: Du må ikke udæske Herren din Gud.' Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid."
Lukasevangeliet 4, 1-13

Det her viser, hvor stærk og retfærdig Jesus er. Vi ser virkelig tydeligt, at Jesus for det første har fuldstændig styr på Skriften. Det er klart — han er jo Ordet selv. Men han har ikke fået noget at spise i 40 dage. Hvis vi tænker på Adam, så havde han altså rigeligt at spise, kan jeg fortælle jer. Han bliver endda fristet med mad også, ligesom Jesus gør. Prøv at se sammenhængen — Jesus bliver fristet med at spise noget. Djævelen kommer her til Jesus og siger: "Lav det om til brød, så du kan få noget at spise." Jesus har ikke spist i 40 dage.

Jesus viser, hvor overlegen han er her i den her sammenhæng, og hvor retfærdig og god han er. Uanset hvor hårdt det bliver, så står han fast der, hvor vi ikke kan. Satan prøver friskt at få ham til at underordne sig og følge hans ord. Men som jeg nævnte før, så er Jesus Ordet selv. Jesus har bedre styr på Skriften end nogen som helst. Han lader sig ikke manipulere eller forlede.

Jesus har været stedfortrædende. Stedfortrædende ikke bare i, at han tog straffen for os, den vi skulle have haft, men også at han er stedfortrædende i hans lydighed og retfærdige livsførsel.

Når Gud Fader ser på os, så ser han Jesus. Vi er i Kristus. Os, der har sat vores håb og lid til ham — der ser han Jesus.

Forenet med Jesus

Tænk jer, det her med, at vi er i Kristus, det beskriver Bibelen mange steder. Vi er i Kristus. Vi er forenet i ham, i troen. Det gør faktisk det, at Gud Fader elsker os, ligesom han elsker Jesus.

I Johannesevangeliet kapitel 17 — det er i Jesu sidste bøn til Faderen, hans kendte bøn — der siger han i vers 22-23 sådan her:

"Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig."
Johannesevangeliet 17, 22-23

"Du har elsket dem, som du har elsket mig." Det er sådan nogle som os, det her drejer sig om. Det kan være svært at forstå og rumme, at Gud Fader virkelig kan elske os med den samme kærlighed, som han elsker hans søn Jesus med.

Vi kan som kristne generelt kæmpe med at rumme og forstå, at vi er blevet retfærdiggjort af Jesus. Jeg tror, mange af os har prøvet i det her liv at forsøge at vinde Guds kærlighed og anerkendelse med nogle gerninger, vi sådan forsøger at komme i spil med. Jeg ved ikke, om I også kender det, men når man så fejler, når det går op for én, at man ikke kan leve op til det her, og hele korthuset vælter, så kan det føles så ubærligt. For det er jo ligesom det, man har bygget hele sit fundament på. Det var det, man troede, kunne gøre, at Gud elskede en. Jeg har i hvert fald prøvet det, det kan jeg fortælle jer.

Jesus hader de her systemer, der producerer sådan nogle selvretfærdige mennesker. Det er derfor, han var sådan efter farisæerne. Jesus siger, at salige er de sagtmodige og de fattige i ånden — dem som forstår, at de ikke selv kan.

Når vi ser os selv, som vi som kristne kan have de her udfordringer, så er det vigtigt, at vi kommer til den her erkendelse af, at vi ikke kan leve op til det. Det er der, der virkelig kan begynde at ske noget med os. Det er der, at Guds kærlighed i den grad rammer os, og vi begynder at kunne mærke, at han arbejder med os. At vores hårde hjerter, dem der troede, at vi selv kunne skaffe hans kærlighed — de bliver brudt. Han begynder at arbejde på indersiden.

Det er derfor, vi begynder at have en større afhængighed af Jesus. Vi ved godt, vi er nødt til at søge ham for at kunne leve helligt, for at kunne leve ret. Vi er nødt til at søge ham, fordi det er ham, der er nødt til at give os evnen til det. I vores egen stræben kan vi ikke. Vi er nødt til at åbne op for ham og lægge vores byrder på ham, modtage hans kærlighed uden at forsøge at købe os til den med vores gerninger.

Jeg ønsker at opmuntre dig i dag, min bror og søster, til at lægge byrderne ned for ham. Ikke at forsøge at købe dig til hans kærlighed, men at lægge dine byrder, dine mangler, dine fejl, din synd hos ham. Han kan godt rumme dig, som du er. Han kan godt rumme, at du ikke er perfekt. Det var derfor, han kom med sin søn og levede det liv, som du skulle have levet.

Hellighed er en frugt af vores kærlighed til ham. Det er ikke midlet til at købe hans kærlighed.

Den her enhed, vi har med Jesus, er, at vi er forbundet med ham. Det betyder, at vi er lemmer på hans legeme. Det taler Skriften om i Efeserbrevet 4, men også mange andre steder. Han er hovedet. Jesus er hovedet. Vi er hans lemmer. Det betyder virkelig noget i praksis. Det er ikke bare sådan et flot billede, der gør det smukt at tale om, og som er lidt poetisk. Nej, det har helt konkrete betydninger, og det ser vi i Skriften.

Jeg blev ret forundret, da min skønne kone kom og viste mig en A.W. Pink-bog, der hed "The Atonement", hvor han udfolder noget af det her med, hvad det betyder. Han har så læst Augustin, som er en gut for mere end 1000 år siden, en kirkefader, der har tænkt nogle tanker omkring det her: hvad betyder det egentlig?

Jeg vil lige læse et citat fra bogen fra Augustin, til dansk vel at mærke. Jeg håber, I kan gribe det — ellers må I ind og genlytte eller tale med mig bagefter. Jeg læser:

"Så ubeskrivelig er den inderlige nærhed i denne transcendentale forening, at vi hører stemmen fra lemmerne, der lider, når de led i deres hoved Kristus og råbte gennem hovedet på korset: 'Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?' Og på lignende måde hører vi stemmen fra hovedet, der lider, når han led i sine lemmer og råbte til forfølgeren på vejen til Damaskus: 'Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?'" – Augustin

Den kan måske være lidt svær at forstå, det her med, at når Jesus opfylder profetier ud fra salmerne om, at han på korset siger: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" — at det faktisk er os, der gennem Kristus, fordi vi er forbundet til ham, oplever, at vi er forladt af Gud, og at Jesus gennem det ytrer den her forbundethed til os. Men det er ikke desto mindre det, Augustin ser her.

Jeg tror ikke, der kan være nogen tvivl om forståelsen og fortolkningen af, at når Jesus kommer til Saul og siger til ham: "Hvorfor forfølger du mig?" Det er ikke "hvorfor forfølger du mine disciple" eller "hvorfor forfølger du dem, der elsker mig", eller "hvorfor forfølger du..." — så kunne han nævne 10 navne eller et eller andet. Nej, han siger: "Hvorfor forfølger du mig?"

Det viser os, at det her billede — at han er hovedet, vi er lemmerne, at vi er forenet — det er ikke bare et eller andet skønt billede, som er smukt at tale om. Det er faktisk noget, Jesus tager dybt alvorligt. Han tager det så alvorligt, at når der er nogen, der forfølger os, så siger han: "Jeg bliver forfulgt." Jeg synes, det er så vildt. Jeg synes, det er så vildt.

Hvis du er i Kristus, hvis du er troende, og du lider, hvis du går igennem svære tider, så kan du være sikker på, at Jesus ved det. Han ved det virkelig, fordi det er en del af ham. Du er en del af hans legeme. Han mærker det.

Jesus passer og plejer kroppen. Det er os. Ligesom han som den hyrde, han er — det ved vi også af Skriften — plejer han hans får. Han sørger for mad til dem. Han sørger for vand, grønne græsgange. Han jager ulvene væk. Han beskytter os. Vi hører også om i Skriften, at vi er hans brud.

Vi er hans brud

Vi er hans brud. Ligesom vi aldrig hører om Eva — vi hører kun om Adam i forhold til, hvem der har ansvaret for, at det her er gået, som det nu er. Vi hører ikke om Eva som ansvarsbærer, der altså egentlig var den første til at tro på Satans løgne. Det er nu Kristus som brudgom, der bærer ansvaret for os.

Tænk på, hvilken beskytter og forsørger vi har i Jesus. Tænk på det her navn. I kender det her med, at man kan gifte sig ind til et navn. Tænk hvilket navn vi som hans brud kan tillægge os. Vi som er slumfolk — vi kommer fra slummen sammenlignet med ham. Vi blev gift ind i en adelig familie, hvor det mest pragtfulde gods venter os. Han dækker os, og han erklærer, at vi er hans, at vi er elsket, og vi er beskyttet. Uanset hvor tilsølet og beskidt vores navn og ry var, før vi blev hans, så er det nu fortid.

Det er det, retfærdiggørelse handler om. Selvom han har taget straffen, så har han også fjernet det her dårlige ry, vi havde ud fra al den synd, vi har. Det er ikke sådan, de kommer og peger på os i himlen, når vi kommer dertil, og siger: "Ja, jeg ved godt Jesus tog din straf, men du gjorde jo alle de der ting. Hvordan kan vi stole på dig?"

Nej, det er fortid. Vi hører ham til. Vi er hans brud. Vi har fået et nyt navn. Der er ingen pletter mere. Vi får hvide klæder. En bolig, en bryllupsfest. Det er, hvad vi har i vente. Vi i Nordkirken her, vi er alle inviteret. Vi er på listen, når vi hører ham til.

Jeg synes, det er sådan en glæde. Det er en fantastisk glæde. Teologi og doktrin og det her med "jamen, så er vi retfærdiggjort, vi er helliggjort"... det kan virke som sådan nogle begreber, man ikke altid kan forstå. Hvad betyder det egentlig for mig? Hvad betyder det her? Det lyder fedt, men hvad betyder det? Det betyder, at vi ingen pletter har på straffeattesten. Det betyder, at vi kan komme i himlen uden at nogen peger fingre. Det betyder, at Jesus virkelig har taget det ansvar. Han har levet hele sit liv på den måde, vi skulle have gjort. Han dækker os som brudgom.

Det er det, der gør retfærdiggørelse så intimt. Det er ikke bare, at en går ind og tager en straf for nogen og løskøber os fra, at vi bliver givet straf og smerte og pinsel. Nej, det er en, der går ind og lægger armen omkring og kappen om og dækker os. Vel at mærke efter at han har hængt der og taget vores straf, så går han over til os. Kappen omkring, dækker os. Han tager også skylden med. Så er der ikke nogen pletter mere.

Han var retfærdig igennem det hele for at dele hans retfærdighed med os, sådan at vi kan være forenet med ham i evighed.

Skal vi ikke takke ham for det?