Sandheden som gør fri

Vi kommer tilbage til Johannesevangeliet igen i dag. Vi er midt i det ottende kapitel, og vi skal se på seks enestående vers. Vi skal se på to enestående udtalelser fra Jesus, og vi skal se på et enestående evangelium.

Hvis man skulle vælge en bibeltekst at meditere på i den tid, vi befinder os i lige nu, så synes jeg, at den her tekst, vi skal se på i dag, er et rigtig godt valg. Vi skal tale lidt om frihed, som denne tekst kommer ind på. Frihed — det er der mange, der råber højt om i dag. Det kan være i den politiske kontekst, hvor der bliver råbt højt om frihed, og frihedsbegrebet fortolkes meget forskelligt alt efter, hvor man er på det politiske spektrum. Det kan være i forhold til social retfærdighed, spørgsmålet for eksempel omkring samfundets rolle i at sikre individets frihed. Der bliver talt rigtig meget omkring ytringsfrihed og tankefrihed, som uden tvivl også er under stort pres i vor tid.

De fleste er enige om — uanset hvad de tænker omkring frihed — at frihed er en god ting. Frihed er en nødvendighed for menneskelig trivsel. Man hører ofte mennesker citere Bibelen i et forsøg på at sætte ord på deres frihedsidealer. Et eksempel er et citat, jeg hørte for nyligt i et interview den anden dag med Jordan Peterson, som er en intellektuel tænker, der har taget verden med storm de senere år. I et interview med en kristen videnskabsmand, der hedder John Lennox, sagde han sådan her, citat: "Man må tro på, at sandhed skal gøre dig fri for at kunne være en videnskabsmand. Fordi hvis man tror, at sandhed ikke har nogen betydning for menneskelig trivsel, så vil hele den videnskabelige bedrift være nyttesløs," citat slut.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Peterson har fat i noget i forhold til sandhedsbegrebets betydning for videnskab og for menneskelig trivsel. Men umiddelbart rækker hans forestilling omkring frihed ikke ret meget længere ud end det, der kan gavne mennesket i det her liv.

Derfor må det egentlige spørgsmål, som man stiller i relation til, når man tænker på, hvad frihed er for noget — og særligt når man vover sig til at citere Bibelen i sine refleksioner omkring frihed — være: Hvad er det egentlig, Bibelen mener? Hvad er det, Bibelen siger? Og særligt: Hvad er de ord, Bibelen taler, når Bibelen citerer, hvad Jesus siger: "I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." Hvis ikke vi kan finde sandheden, så er der ikke rigtig noget håb for hverken sandhed eller frihed. Men vi kan netop finde sandheden i de ord, Jesus taler her i vores bibler, fordi de forkynder os et budskab om sand frihed.

Det er et budskab, som vi skal meditere på i dag ud fra vores tekst. Overskriften er "Sandheden som gør fri".

Som sagt hører vi ofte Bibelen blive citeret på kryds og tværs eller bibelvers her og der flittigt af mange, som faktisk ikke gør de store anstrengelser for i det hele taget at åbne den bog, som de citerer fra. Typisk bliver det citeret ud af kontekst og for ikke at sige helt ud af relation til den oprindelige betydning. Man siger på engelsk: en tekst uden en kontekst er en pretekst — eller et påskud. Så det, vi skal gøre i dag, er, at vi skal have konteksten med, vi skal have sammenhængen med her, inden vi dykker ned i vores tekst sammen.

Vi har set før i vores gennemgang af Johannesevangeliet i forhold til den bredere kontekst. Allerede fra det syvende kapitel indleder det med, hvordan jøderne søger at få slået Jesus ihjel. Sådan begynder hele den her del af Johannesevangeliet, som vi kigger på, og sådan slutter den også i slutningen af det ottende kapitel.

Det, vi ser, er, at Jesus er i Galilæa, og han drager op til tempelpladsen i Jerusalem til løvhyttefesten, hvor han underviser folket på tempelpladsen. Så giver han dem kaldet til at tro på ham, som er og som giver det levende vand, tro på ham, som er verdens lys. Hvem Jesus er, og hvor han kommer fra, bliver så også omdrejningspunktet for diskussionen med jøderne.

Sidste gang så vi på tre afgørende erkendelser, som er nødvendige for at undgå den dom, som Jesus udtaler over jøderne. Vi ser i vers 21, hvor han udtaler den her dom: "I skal dø i jeres synd," og i vers 23 med den tilknyttede betingelse: "Hvis ikke I tror, jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synd." Hvis ikke I tror — ego eimi — jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synd.

De tre erkendelser, vi så, som var nødvendige for at forstå det, var for det første: hvem de er i deres synd. Du må først forstå, hvem er du i din synd. Hvem Jesus er i Guds sandhed. Og endeligt: hvad Jesus gjorde i sin ophøjelse.

Så så vi frem til vers 30, hvordan mange, der hørte Jesu forkyndelse i den forbindelse, kom til tro på ham. Så fremstår de, der blandt jøderne oprigtigt kom til tro på Jesus og tog imod hans ord og tog imod ham som den, han er, som frelseren, som Messias. Ja, så blev de virkelig frelst. Så kom de til en frelsende tro på Jesus.

Men typisk var det de få blandt de mange, for hvem det skete. Det er faktisk noget, vi også ser igennem Johannesevangeliet, som vi har set indtil nu. For eksempel i slutningen af det sjette kapitel omtales de mange af Jesu disciple. Men hvad skete der med dem? Jo, de endte med at forlade ham, fordi de blev forarget over Jesu ord. Det var kun lige indtil, at de blev trådt over tæerne, så ville de ikke mere. Så forlod de ham. Så var de ikke længere hans disciple. Så de mange af hans disciple forlod ham. Hvem blev så tilbage? Det gjorde de få. Det var de tolv, der blev tilbage.

Vi kan nævne Nikodemus, en blandt mange. Vi kan nævne den samaritanske kvinde. Vi kan nævne den syge ved Betesda dam, en syg blandt mange syge, der blev helbredt. De mange blev brødfødt ved spisningsunderet, som vi så i det sjette kapitel. Hvor mange af dem var det egentlig, der tog imod det levende brød, kan vi så spørge? Ud af dem var det nok kun de få.

Så kommer vi til det ottende kapitel, og så ser vi, at mange kommer til tro på Jesus. Men som vi også så i det andet kapitel og vers 5, så jesus, hvad det var, der gemte sig i menneskers hjerter. Han kunne se, hvad de tænkte. Han kunne se, hvordan deres hjerter i virkeligheden var. Så igen var det nok kun i virkeligheden de få blandt de mange, som reelt troede på Jesus til frelse.

Det vi ser i vores tekst — for den målgruppe, vi ser det her i forhold til, den målgruppe som Jesus taler til, er dem, som bliver beskrevet i vers 30 som værende dem, der kom til tro på Jesus, da han talte til dem. Vi kan også genkalde ordene fra Johannesevangeliet kapitel 1 og vers 12, hvor der står om, at han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham. Det var de mange.

"Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn."
Johannesevangeliet 1, 12

Mange er kaldet, få er udvalgt.

Så lad os med det læse teksten sammen her igen fra Johannesevangeliet kapitel 8, vers 31 til 36:

"Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: 'Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.' De svarede ham: 'Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?' Jesus svarede dem: 'Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.'"
Johannesevangeliet 8, 31-36

I dag begrænser vi os til udlægning af de her vers. Men vi ser, når vi læser videre, at den gruppe, som beskrives som værende kommet til tro, også beskrives som dem, der ikke (vers 37) har Jesu ord i sig, som vil have slået Jesus ihjel (vers 37 og vers 40), som har Djævelen til fader (vers 44) og som ikke er af Gud (vers 47). Så vi kan rolig sige, at det er de mange, hvoriblandt der kan være de få, som Jesus taler til.

Det vi skal dykke ned i nu her i vores tekst, som vi fokuserer på her ud fra vers 31 til 36, det er tre grundlæggende sandheder, som vi kan udlede af Jesu to enestående udtalelser i de her vers. Det er sandhedens frigørelse fra vers 31 til 32, syndens fangenskab fra vers 33 til 34 og syndens frelse fra vers 35 til 36. Sandhedens frigørelse, syndens fangenskab, syndens frelse.

Hvad er sandhedens frigørelse?

Vi begynder med sandhedens frigørelse, vers 31 til 32: "Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: 'Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer fri.'"

I den første del her af vers 31 ser vi, som sagt, hvordan Johannes følger op på vers 30 med sin kommentar om, at de mange, som kom til tro på ham, det er den gruppe af jøder, som Jesus nu adresserer. Igen må vi udlede ud fra det mønster, som vi ser i Johannesevangeliet, at det er de mange, og så er der de få blandt de mange. Vi skal også tænke på den tjeneste — brød til evigt liv (kapitel 6, vers 27). Der er dem, som også kommer til erkendelse, ligesom vi så, hvordan Simon Peter kom til den erkendelse: "Du har det evige livs ord" (kapitel 6, vers 68). Og som vi også så med tempelvagterne i kapitel 7, vers 46, som kom til den erkendelse, at de måtte indse: "Aldrig har noget menneske talt sådan." Ergo: her er mere end et menneske, her er den, som ikke er af denne verden, men som kommer ovenfra (kapitel 8, vers 23).

De få blandt de mange ville netop indse de her sandheder ved tro, den tro som Faderen giver dem, som han drager til Sønnen. På den måde bliver den anden del af vers 31, som vi ser, faktisk også et løfte til de få, et løfte og samtidig en formaning til de få blandt de mange, at de virkelig kan komme til at betragte sig selv som Jesu disciple, så fremt de bliver i hans ord.

Hvis vi i første omgang bare stopper der og tænker over det, Jesus siger her: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple." Hvad er det, Jesus taler om her? Han taler om, at tegnet på, at man er en af de få blandt de mange, hvis tro er ægte, og hvis frelse er sand — tegnet på det er, om man bliver i Jesu ord. Det vil sige, at man holder fast. Man er ikke ligesom dem i slutningen af det sjette kapitel, der så snart de blev trådt over tæerne, så sagde de: "Vi giver op, det her gider vi ikke mere, vi forlader ham." Nej, de bliver dem, der er hans disciple. De bliver, de holder fast, de holder ud. Det er den læresætning, vi kalder for de helliges udholdenhed, som vi også ser forkyndt i Hebræerbrevet, det tredje kapitel og vers 14, hvor der står:

"For vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen."
Hebræerbrevet 3, 14

Vi har del i Kristus, hvis vi holder fast, hvis vi holder urokkeligt fast. Hvad er det for en tillid, vi holder urokkeligt fast ved? Det er tilliden til, at de ord, som Jesus har talt, er sandheden. Det er tilliden til, at han er den, han er, at det, som han har forkyndt, er sandheden om sig selv, at han er Kristus, at han er Messias.

Det er en tillid og en tro på hans ord, som ikke bare accepteres på det intellektuelle plan som objektiv sandhed, men det er en tillid til hans ord, som hører hans ord, og som tager imod hans ord, og som implementerer hans ord åndeligt ind i ens liv, så hans ord, det er det, vi bygger vores liv på, i det vi både modtager det og adlyder det.

Så Jesus siger her til de mange, som tilsyneladende var kommet til tro: "Okay, I siger måske, I kom til tro, men hvis ikke I beviser det ved at blive i mit ord, holde fast i mit ord, tage imod, adlyde og leve i mit ord, jamen så er det der med, at I tror, egentlig bare tomme ord. Det kan godt være, I følger lidt efter mig, I lytter til, hvad jeg siger, men i virkeligheden er I ikke virkelig mine disciple. I er ikke sande disciple. Nej, sande disciple, det er dem, der bliver i mit ord."

Så tilføjer Jesus dette fantastiske løfte, som vi altid må citere i sin sammenhæng: "Og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer fri" (vers 32).

Med andre ord, det der kommer til at ske for den, der i sandhed er kommet til tro, og som — fordi det er en ægte tro — bliver og forbliver i Jesu ord, det er, at den sandhed, som Jesu ord er, sandheden fra Gud, sandheden fra himlen, sandheden fyldt med ånd og liv og lys — den sandhed vil du efterhånden begynde at lære at kende. Ikke som sådan: "Okay, nu har jeg lært nogle vers udenad." Det er ikke det, vi taler om her. Vi taler om noget, som er langt dybere. Vi taler om at lære sandheden at kende som noget, der er personligt, noget der er inderligt. Det er et nært bekendtskab eller skal vi sige venskab med sandheden. Et venskab som har en sådan kvalitet, at det gør noget i dit liv. Det producerer noget i dit liv. Det producerer det, vi i den troendes liv kan kalde for frihed, sand frihed.

Hvad den frihed så konkret består af, det kan vi så også reflektere over i konteksten i vores tekst, fordi vi ser den i modsætning til noget andet. Det ser vi i vers 34: i modsætning til syndens trældom har vi sandhedens frihed. Sandhedens frihed, sand frihed. Det er altså ikke: "Jamen, jeg har frihed til at leve et godt liv, jeg har frihed til at leve i fred og fordragelighed med andre," eller ytringsfrihed, goder som den tidlige kirke overhovedet ikke kendte noget til. Ytringsfrihed i Romerriget — det var der ikke tale om. Lov og frihed — nej.

Den frihed, som vi ud fra de her vers kan kalde for sandhedens frigørelse, det er frigørelsen fra den dom, som Jesus jo har talt til jøderne om bare nogle få vers tidligere — den dom, at de som ikke ville tro, den dom, at de som forkastede Jesu ord, som forkastede Jesus, at de skal dø i deres synd.

Sand frihed, brødre og søstre, det er et levende håb, som Martin også har talt om ud fra Første Petersbrev. Det levende håb, at vi som tror og bliver i Jesu ord, kan undslippe Guds dom og modtage en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, som er gemt til os i himlen. Det er sand frihed.

De, som bekender tro til Jesus, gør sig klogt i at sikre, at det netop er den frihed, som de har fået i Kristus. Vores tekst vidner om — skal vi sige de mange blandt de få, nu er det de mange, vi fokuserer på her — de opererer faktisk med et helt andet frihedsbegreb. Det skal vi se nu her, hvordan de svarer Jesus på det, han siger her, og så ser vi på Jesu respons, hans anden udtalelse til jøderne. Det skal vi se på her under overskriften syndens fangenskab.

Hvad er syndens fangenskab?

Vers 33 til 34: "De svarede ham: 'Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?' Jesus svarede dem: 'Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.'"

Vi har set flere gange igennem Johannesevangeliet, at når Johannes anvender det her udtryk "jøderne", så er det ikke i bred forstand den almene jøde, men det er mere specifikt en hentydning til de religiøse ledere blandt det jødiske folk. Ud fra den bredere kontekst virker det naturligt også at antage, at de, som svarede Jesus her i vers 33, som Johannes ikke identificerer nærmere, ikke blot er sådan nogle tilfældige jøder iblandt folkeskaren, der siger det her, der svarer ham sådan her, men at det er de religiøse ledere, som træder frem og svarer ham. Dem som Jesus også har været i dialog med siden vers 12. Det er dem, som i vers 27 ikke forstod, hvad det var, Jesus talte til dem om, da han talte til dem omkring Faderen. Det er også dem, vi her i vers 33 ser tydeligvis ikke forstår, hvad det er, Jesus mener, når han antyder, at de ikke er frie.

Jødernes tankegang omkring frihed er, at de er Abrahams efterkommere, derfor er de frie. "Vi er Abrahams efterkommere, vi tror på Jahve, den ene sande Gud, vi er ikke ligesom de hedninger, som dyrker afguder. Hvis vi gjorde det, hvis vi bøjede os for ækle afguder, som de gør, jamen så ville vi jo ikke være frie, så ville vi være trælle, som de er. Men det gør vi ikke. Vi har aldrig trællet for nogen," siger de.

Her tænker de på deres forhold til Gud, ikke på deres politiske historie. For hvis det var tilfældet, så ville det første, man ville trække op og have, det ville være Egypten. Jo, vi har faktisk trællet for nogen.

Det virker tydeligt, at deres tanke omkring frihed er knyttet til deres identitet som Guds eget folk, som Abrahams efterkommere. Med andre ord: definitionen på frihed for jøderne, det var at bære det guddommelige og det pagtsmæssige navn — Abrahams efterkommere. Siden det jo er tilfældet, siger de så til Jesus: "Hvordan kan du så sige: I skal blive frie? Som om vi ikke er frie? Vi er jo frie, vi er Abrahams efterkommere, vi er jo frie."

Prøv lige at tænk over det, brødre og søstre. Den her tanke, som mennesker har i dag — "jeg er fri" — det er i virkeligheden en tankegang, som holder folk i fangenskab. Har I tænkt over det? "Jeg er fri, jeg har det godt, jeg har det fint, alt er vel med mig og min sjæl, jeg er forsynet, jeg har det godt, jeg har det fint." Hvad siger det? Det siger: "Jeg har ikke brug for hjælp. Alt det, jeg har brug for, både i det her liv — og hvis man tror på det næste liv — det næste, det har jeg allerede. Jeg har det fint."

Det er en tankegang, der gør, at om du så er dødssyg, så går du ikke til lægen, fordi du har det jo fint. Lukasevangeliet kapitel 5 og vers 31 til 32, der siger Jesus sådan her:

"De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse."
Lukasevangeliet 5, 31-32

De raske — hvem er det, de raske? Det er dem, der siger: "Jeg har det fint." "Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige," siger Jesus. Retfærdige — hvem er det, retfærdige? Det er dem, der siger: "Jeg er god nok i mig selv. Jeg har ikke brug for at ændre noget overhovedet. Jeg har det fint, jeg er god nok i mig selv." "Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige," siger Jesus, "men syndere til omvendelse."

Alle mennesker har syndet. Skriften siger det helt klart og tydeligt: alle mennesker har syndet. Men hvem er det så, der lyder kaldet om at omvende sig fra synd? Ja, det er jo dem, som erkender sig selv som syndere. Det er dem, som forstår: "Jeg er en synder." Det er ikke dem, der siger: "Jeg har det fint." Det er dem, der forstår: "Jeg er en synder, som har brug for Guds nåde og barmhjertighed. Det er ikke vel med min sjæl. Der er noget galt med mig. Jeg har brug for hjælp."

Men det er ikke den ånd af erkendelse, som vi ser hos de religiøse ledere. Men Jesus forkynder dem sandheden. Hvad? Vers 34: "Jesus svarede dem: 'Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.'"

Jesus forklarede jøderne, at i virkeligheden er det dem, der ikke forstår, hvad frihed er. Det er, fordi de ikke forstår, hvad trældom er. Trældom er nemlig ikke bestemt af ens slægt, men af ens synd. Trældom er ikke bestemt af din slægt, men af din synd. Du er ikke en træl, fordi du har det forkerte stamtræ. Du er en træl, fordi du har et hjerte, som er fuldt af synd, og fordi du handler på dit hjertes syndige tilbøjeligheder.

At være frigjort og være frisindet — i virkeligheden er det kodeord for at udleve ens syndige begær. Folk bilder sig selv ind, at de er frie, fordi de kan gøre, hvad de har lyst til. Men det er en illusion. Det er et bedrag. Fordi mennesker er ikke autonome væsner. Efeserbrevet 2, 2 siger, at mennesker, når de lever i deres synd, så lader de sig bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd der stadig virker i ulydighedens børn.

"som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn."
Efeserbrevet 2, 2

De lader sig bestemme af noget andet. Det vil sige, når de tror, de handler frit, så er det et bedrag. De er slaver af deres synd. Apostlen Peter siger det sådan her i Andet Petersbrev 2, 19:

"de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af."
Andet Petersbrev 2, 19

Det, du ligger under for, er du slave af. Så sandheden er, at enten ligger du under for Gud og er en træl for retfærdighed, eller også ligger du under for djævelen og er en træl for synd, bundet af syndens fangenskab.

Det er det sidste, som er tilfældet for jøderne her. Fordi de har allerede bevist, at de med deres had imod Jesus og deres intentioner om at få Jesus slået ihjel har begået drab i deres hjerte. De har allerede brudt det sjette bud, den lov som de agter så højt — i hvert fald udadtil. Når de følger deres hjertes tanker, så gør de ikke bare det, de selv vil. Så gør de (vers 41) deres faders gerninger. Hvem er deres fader? Vers 44: Djævelen. De er lovbrydere, og deres identitet som Abrahams efterkommere kan ikke frikende dem på dommens dag.

Det hjælper ikke, at du er en Abrahams efterkommer. Menneskers identitet i dag som anstændige mennesker med frigjorte og frisindede værdier — det hjælper ikke. Det hjælper ikke på dommens dag. Det kan ikke frikende dig. Lad dig ikke bedrage. Du lever i syndens fangenskab, hvis ikke at du har lært sandheden at kende og er blevet gjort fri. Hvis ikke du har anerkendt din synd og omvendt dig fra den, har sat din lid alene til Kristus, så er du en syndens træl under Guds vrede og dom.

Men hvorfor var det, Jesus kom? Han kom for at sætte fanger fri. Han kom for, som Hebræerbrevet kapitel 2 vers 15 siger, at:

"og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom."
Hebræerbrevet 2, 15

Han kom for at sætte dem fri. Han kom for at sætte fanger fri, dem som var bundet i deres synd, og som erkendte: "Jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for Guds nåde og barmhjertighed." Dem kom han for at frigøre.

Så det vi har set her omkring syndens fangenskab — den er så udgangspunktet for det, vi nu skal se her fra vers 35 til 36, som er det tredje punkt, som er syndens frelse.

Hvad er Sønnens frelse?

Sandhedens frigørelse, syndens fangenskab og nu Sønnens frelse — det er mit tredje og sidste punkt her. Jesus siger sådan her fra vers 35: "Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie."

Vers 35 her fungerer som en illustration, der følger op på det, som Jesus har talt i vers 34 om, at synd skaber trældom. Nogen mener, at det oprindeligt var en decideret lignelse, men det er en illustration. Formålet, som Jesus har med den her illustration, er at beskrive, så alle kan forstå det, forskellen mellem en træl i et hus og en søn i et hus. Det er en metafor, som jøderne virkelig kan forstå — det her billede af trællen på den ene side og sønnen på den anden.

Der er nemlig en væsentlig forskel på, hvor du står med hensyn til frihed, om du er trællen i huset eller sønnen i huset. Trællen står med en meget uvis og usikker fremtid. Han kan blive solgt, han kan blive foræret væk, der kan ske meget med den træl. Han får det heller ikke at vide, hvis mesteren lige pludselig finder ud af, hvad han vil med den træl. Han får ikke sådan tre måneders varsel: "Nu kommer det til at ske sådan og sådan." Nej, hans fremtid den er usikker. Han ved ikke, hvad der kommer til at ske.

Men sønnen derimod står et helt andet sted. Han står et sikkert sted. Han har en klar fremtid. Han hører til, han har arveret, han har ejerskab. Så på den måde er sønnens situation en god situation — han bliver i huset for evigt — hvor trællens situation er en mindre god situation. Han kommer ikke til at blive der.

Spørgsmålet er så: okay, hvem er så den her søn i den her illustration, som Jesus giver? Hvem er sønnen, hvem refererer han til? Jøderne vil mene, at de som Abrahams sønner må være dem, som sønnen repræsenterer i eksemplet her. Det er den tankegang, de har: "Vi er sønnen, vi er dem, der har fordelen, vi er det."

Men i virkeligheden er Sønnen Jesus selv. Han er den, der har magt og autoritet til at gøre med slaverne i huset, som han vil, for han er Sønnen. Det kan vi se også i kapitel 3 vers 35, hvor der står, at Faderen elsker Sønnen, og alt det vil sige al magt, al myndighed har han lagt i hans hånd.

"Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd."
Johannesevangeliet 3, 35

Så han har givet Jesus magten til at gøre med husets slaver, som han vil, i henhold til den autoritet, som han har fået af Faderen.

Hvad er det så, Jesus vil med de her slaver? Jamen, vers 36 kunne ikke sige det mere klart: "Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie."

Kristus er kommet for at sætte fanger fri. Når han får fangerne sat fri af syndens trældom, så er det ikke sådan en midlertidig frihed, hvor du bliver sat fri, og så kan alt ske, så kan det være, at der er nogen, der køber dig igen og så sætter dig i fangenskab. Nej, når du bliver sat fri, så bliver du sat virkelig fri. Det er en frihed, som gør, at de frigivne bliver virkelig fri.

Den synd, som holdt dem i trældom, den magt er totalt brudt, fordi Jesus har brudt den magt med sit dyrebare blod. Han har købt fanger fri med sit dyrebare blod. Han ofrede sit eget liv, for at fanger kunne blive sat i frihed.

Prøv at tænk på det, brødre og søstre. Er det ikke fantastisk? Når vi kigger på jøderne her i den her tekst, så er det deres lov-retfærdighed, som de roser sig af. Det er loven, som de søgte, at det skulle være den vej, hvormed de kunne arve evigt liv. Men den lov-retfærdighed bidrog kun til at fremhæve deres trældom og egentlig deres behov for Messias. Problemet var bare, at jøderne ikke så det. De kunne ikke forstå og havde ikke det perspektiv, så længe de i hvert fald så sig selv som sønnen i huset frem for trællen i huset.

Så længe de har den mentalitet, ja, så bidrager den lov, som de agter så højt — i hvert fald udadtil — kun til en fortsat forhærdelse af deres hjerter.

Det er et universelt princip her, brødre og søstre: så længe du fastholder et billede af dig selv om, at du har det fint, om at du er rask, jamen, så vil du aldrig søge hjælp. Du vil aldrig gå til lægen. Hvis du fastholder et billede af dig selv som fuldstændig selvtilstrækkelig, så vil du aldrig komme til at bøje dine knæ og ydmyge dig for Herren, fordi så er du jo god nok i dig selv.

Men brødre og søstre, det første skridt henimod at blive virkelig fri, det er at forstå, at man er virkelig fanget. Det første skridt henimod at blive virkelig fri, det er at forstå, at man virkelig er en træl, at man er bundet i slaveri. For hvis ikke man forstår det, så bliver du aldrig fri og forstår, at det er synden alene, at det er Jesus Kristus, som har magt og autoritet til at gøre slaver til sønner.

Sønnens frelse er en sand frelse, for det er Sønnen, som har magt til at bryde syndens magt, den synd som holder mennesker i trældom. Når den syndens magt er brudt, ja, så taler vi om sand frihed, sand frihed.

Men så længe synden forbliver i dit liv som noget, du ikke har bekendt, som noget du ikke har angret, så råder den i dit liv, så rødder den i mennesket. Så er det den, der har herredømmet og holder det menneske, som holder fast i sin synd, i trældom under frygten for døden, som er syndens løn, under syndens skyld, som er Lovens forbandelse.

Men det menneske, som forstår sig selv som syg, det menneske som forstår sig selv som utilstrækkelig, som skyldig og fortabt uden Gud, det menneske som forstår sig selv som en træl bundet under syndens fangenskab, og som anerkender Sønnen Jesus Kristus som herre og som frelser, vender om for sin synd og sætter sin lid alene til ham for sin frelse — det menneske får det løfte opfyldt, som Jesus giver os her i vers 36, at den, som altså Sønnen får gjort fri, skal være virkelig fri.

Det løfte bliver opfyldt for den, som virkelig omvender sig og tror på Kristus til frelse. Nu er du ikke længere en træl, nu er du en søn. Ikke fordi du kan rose dig af din slægt, men fordi du har fået tilgivelse for din synd. Du er nu en søn i huset. For det er ikke nok med, at du er blevet sat fri af trældom. Så har du fået status som søn — en søn eller en datter af din himmelske Fader.

Bibelen kalder det for barnekår. Du får barnekår. Med barnekår kan du nu i kraft af, at du har ved troen på Guds Søn er blevet forenet med ham, så kan du (vers 35) blive i huset for evigt.

Hvad betyder det? Jøderne havde en helt anden forestilling. Jøderne havde en forestilling om templet i Jerusalem og tanken om — også den tanke som hedder Kong David ytrer i Salme 27, 4: ønsket om at bo i Herrens hus, så længe jeg lever.

"Kun ét ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg efter: At bo i Herrens hus, så længe jeg lever, så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed og søge svar fra ham i hans tempel."
Salme 27, 4

Men den her tankegang, som også var forankret i det fysiske, som var forankret i det jordiske tempel, som var forankret i den her tanke omkring det fysiske og den jordiske slægt, som var det, der ligesom er afgørende for vores frelse og fremtid — det var aldrig Guds frelsesplan. Det var faktisk aldrig Guds fuldendte frelsesplan, at det skulle være det fysiske og det jordiske. Det var kun midlertidigt, og det var knyttet til den mosaiske pagt.

Selv Abraham så det. Selv Abraham ventede noget mere end det fysiske. Hebræerbrevet kapitel 11 vers 10 siger, at han ventede på byen med de faste grundvolde — og det er altså ikke en by med faste grundvolde bygget af mennesker — han ventede på den by, hvis bygmester og skaber er Gud.

"for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud."
Hebræerbrevet 11, 10

Vi taler om et evigt rige. Vi taler om det nye Jerusalem. Vi taler om den nye himmel og den nye jord, det evige liv ved troen på vor Herre Jesus Kristus. Det er det, vi taler om. Det er det, som Sønnens frelse tilvejebringer for enhver, som tror på ham.

Hvor står du i forhold til de tre kategorier?

Sandhedens frigørelse, syndens fangenskab og Sønnens frelse. Hvor står du i forhold til de tre kategorier? Hvor står du henne? Har du lært sandheden at kende, og har den gjort dig fri? Eller lever du under syndens fangenskab, bundet af de ting, du har givet efter for, af verdslige begær i denne verden?

Hvis det er tilfældet, så kalder evangeliet dig i dag ved løftet om Sønnens frelse. Den kalder dig til at give slip på din synd. Den kalder dig til at give slip på det, som du har holdt fast i. Giv slip på synden. Vend dig om fra den. Bekend den. Forstå, at det eneste, den kan tilbyde dig udover kortvarige glæder, det er et liv i trældom og en evighed i fortabelse.

Jesus Kristus tilbyder dig frihed og evig frelse. Den frihed, Kristus tilbyder, er ikke en frihed, som nødvendigvis indebærer menneskelig trivsel, minimal modgang og masser af medvind. Nej, du skal nok snarere være forberedt på det modsatte.

Men den frihed, Kristus tilbyder dig ved Guds nåde, når du er klar til at give slip på din synd, det er en frihed, som indebærer et urokkeligt håb om frelsen fra den dom, som kommer, et urokkeligt håb om en inderlig, en evig fred, fordi du har fået fred med Gud ved Jesus Kristus. Det er en frihed, som består af en ny lyst til at gøre det, som behager Gud, en frihed til at lære sandheden at kende, som er et synonym for at lære Kristus at kende. For som vi også ser bare seks kapitler senere, Jesus siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet" (kapitel 14, vers 6).

"Jesus sagde til ham: 'Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.'"
Johannesevangeliet 14, 6

Det er en frihed, som giver dig en åndelig bevidsthed om, at du nu virkelig er fri, og det er ikke en frihed, som er bestemt af dine omstændigheder i den her verden, fordi han, som nu er i dig, er større end den, som er i verden. Det er en frihed, som gør dig i stand til at leve i frihed for Gud og ikke for dig selv. Nu lever du ikke længere for dig selv, nu lever du for Gud. Du lever for at ære ham, du lever for at tjene ham. Det er et liv, hvor der ikke længere er nogen fordømmelse, fordi nu er du i Kristus Jesus, forenet med ham ved troen.

Har du ikke den frihed, så søg den nu. Nu er det den nådige tid. Se, nu er det Frelsens dag.

Til dig som har denne frihed, brødre og søstre: lev i den. Du har fået barnekår. Kristus har befriet dig til frihed (Galaterbrevet 5, 1). Stå derfor fast, og lad dig ikke atter tvinge under træl. Gå ikke tilbage til det gamle. Lev i det nye, og lad dig fortsat forvandle ved sindets fornyelse.

"Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!"
Galaterbrevet 5, 1

Amen.