Se, Kongen kommer!

I søndags hørte vi et budskab af Mark ud fra Mikas Bog om profetien om fredsfyrsten fra Betlehem, om herskeren i Israel, som udgår fra Judas slægt, og hvis udspring er i fortiden, i ældgamle dage.

"Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage."
Mikas Bog 5, 1

Israel skulle se frem til denne fyrstes komme, fordi han ifølge Mikas Bog 5, 4 skal være fredens herre. Når han træder frem, bliver det i Herrens styrke og i Guds navns storhed med en magt, som når til jordens ender.

I dag, med budskabet ud fra Johannesevangeliet 12, 12-19, skal vi se denne fredsfyrste træde frem. Ikke blot som opfyldelsen på Mikas profeti, men som opfyldelse på mange andre gammeltestamentlige løfter om hans komme.

Profeterne indgød folket over lang tid en forventning om Messias' komme, om den lovede frelser, som skulle komme. Nu forvandles den forventning til jubel, da folket indser, at den længe ventede fyrste, hersker, konge og frelser må være Jesus af Nazaret.

Vi læser i vores tekst i dag, at de gik ham i møde med palmegrene og råbte: "Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!"

Forestil jer begejstringen, jubelen, glæden, mange århundredes venten og en lang historie bag sig. En historie om undertrykkelse i egyptisk trældom, i assyrisk ondskab, i babylonisk eksil, og nu også under romersk dominans. Er vores befrier nu virkelig kommet?

Det begejstrede rygte lød uden tvivl gennem Jerusalems gader. Er han kommet? Mens nogle folk svarer: "Ja, har du ikke hørt? Han har opvakt Lazarus fra de døde. Det er ham. Han er kommet. Er vores befrier virkelig kommet? Er vores redningsmand, Messias, vores frelser? Er han kommet?", tænkte mange. Vi kan se det på folkeskarernes begejstring og deres vidnesbyrd om ham.

Svaret er jo, at Messias er kommet. Israels konge er kommet i Herrens navn, som salmen lyder. Men alligevel er der noget, som både fuldstændigt er, som det skal være, og samtidig noget, som ikke er, som det skal være, når vi mediterer på denne tekst om det historiske indtog i Jerusalem.

Det, som var, som det skulle være, var selve begivenheden. Indtoget i Jerusalem var præcis sådan, som Gud havde forudbestemt, at alting skulle ske. Det var opfyldelsen på specifikke profetier, særligt profetien, som vi finder i Zakarias' Bog 9, 9. Det er den profeti, som vers 15 i vores tekst refererer til:

"Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl."
Zakarias' Bog 9, 9

Alt skete, som det skulle ske, efter Guds vilje i hans suveræne frelsesplan. Men der er også noget her, som ikke er, som det skal være. Det er folkeskarernes manglende erkendelse af, hvem Jesus virkelig er som Messias, og det virkelige formål med hans mission.

Selvom de kaldte ham herre og anerkendte ham som Messias, Israels håb, så forstod de ikke, hvad det i virkeligheden betød, og hvad det håb indebar for dem. Mange af dem havde tidligere udråbt Jesus til profeten, som skulle komme til verden, som vi ser i Johannesevangeliet 6, 14. Det var i forbindelse med bespisningsunderet, hvor de så det kæmpe tegn, at tusindvis af mennesker blev brødfødt på grund af det tegn, Jesus gjorde. De udråbte ham til den profet, som skulle komme, den, som skrifterne har talt om. Det, der skete der, var, at Jesus trak sig. Han trak sig fra det, fordi han forstod, at de som reaktion på hans tegn ville tvinge ham med sig og gøre ham til konge, står der.

Nu er det en anden sammenhæng her i kapitel 12, men parallellen er ikke til at tage fejl af. Det er ikke nødvendigvis dem, der udtrykker en højlydt begejstring for Jesus, fordi de ser ham som den, der vil befri dem fra romermagten, der frelses. Nej, det er dem, som i sandhed tror på ham. Tror på ham, som han virkelig er. Tror på ham som den, der er sendt af Faderen til frelse for fortabte syndere — dem, der hører hans ord, der tager imod hans ord, der hører hans røst som får, der hører deres hyrde, og som tager imod ordet og holder fast i det, som ikke forkaster ham. Det er dem, som frelses.

Mange af de begejstrede folk her ved indtoget i Jerusalem råbte: "Hosianna, velsignet være han, som kommer i Herrens navn." Mange af dem var de samme, der tilsluttede sig pøblen kort tid efter og råbte til Pilatus: "Ikke ham, men Barabbas, korsfæst ham."

Vi ser i vers 37, hvordan der står: "Skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham." De troede ham ikke.

Naturligvis var der også mange, der senere ville forstå og virkelig komme til at tro på sandheden sammen med Jesu disciple. De skulle gå fra en sløret forståelse til en klar forståelse af, at Jesus er mere end det, de havde gået rundt og forestillet sig, at han var. At hans rige ikke er af denne verden, og at hans frelse af sit folk ikke er gennem magt og erobring, men gennem ydmyghed og død.

Manges forestilling om Jesus dengang gav dem et håb. Det ser vi her med indtoget i Jerusalem. Der er en glæde, en begejstring, et håb, som bliver indgydt dem. Er det vores frelser? Men det afgørende spørgsmål her er, hvilken form for håb det er.

Det er i virkeligheden det samme spørgsmål, vi må stille os i dag. Hvilken form for håb er det, vi har? Mange kan have en forestilling om Jesus, der giver dem en følelse af håb. Det vil mange også på en særlig måde komme til at opleve heroppe til jul. I mange af de danske folkekirker, som bliver besøgt i forbindelse med julen, får man den følelse af håb, den følelse af varme. Men er det den rigtige forestilling? Er det et sandt håb? Er det en bibelsk erkendelse af den virkelige Jesus, der giver et evigt håb om frelse? Eller er det en fordrejet popkulturel forestilling om Jesus som en hyggelig fortælling, der i virkeligheden giver et falsk håb?

Det er ikke nok at have et håb i form af varme følelser og positive tanker. Hvis ikke vores håb er forankret i den Jesus, som skriften og evangeliet åbenbarer, så er det et falsk håb, der fører til fortabelse.

Det, vi skal fokusere ind på her i dag ud fra vores tekst, er denne konge, som folkeskarerne ser ridende på et æsel ind i Jerusalem, et æsels føl. Hvem er han? Hvem er denne konge? Og hvorfor er en ret forståelse af ham afgørende for, at det håb, du har, er et sikkert håb, et evigt håb, et sandt håb om frelse?

Overskriften for mit budskab i dag er: Se, kongen kommer. Men hvem er denne konge? Og hvad er det, han kommer med? Hvilket håb kommer han med? Jeg vil gerne pege på tre facetter af det håb, som kongen kommer med.

Se, kongen kommer med et håb sikret gennem lydighed. Se, kongen kommer med et håb opfyldt efter løfterne. Se, kongen kommer med et håb forkyndt til nationerne.

Lad os endnu engang læse vores tekst sammen, og så tager vi fat i det første kald til et sandt håb — det, som Jesus har sikret gennem sin lydighed.

"Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge! Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl. Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Skaren, som havde været med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og oprejste ham fra de døde, vidnede om det. Det var også derfor, skaren var gået ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette tegn. Da sagde farisæerne til hinanden: Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham."
Johannesevangeliet 12, 12-19

Et håb sikret gennem lydighed

Sidste gang så vi på den foregående passage og talte om det, der skete i forbindelse med Marias salving af Jesus i Betania. Det kærlighedsoffer, hun gav, var i virkeligheden en profetisk forberedelse på Jesu begravelse.

Vi så på dette aspekt omkring tid, det med, hvor kostbar tiden egentlig er. Den er enormt kostbar i en verden, som er mørk. I en verden, hvor Jesu kærlighed trænges, er tiden kostbar. Maria udnytter det gunstige øjeblik og giver det enormt store offer til Jesus, som i virkeligheden er en forsmag på et langt større offer, nemlig hans offer for os i sin død.

Jesus havde en fuldkommen forståelse for tid og timing og for at udnytte det gunstige øjeblik. Vi har set det mange gange igennem Johannesevangeliet flere forskellige steder, hvor timingen er 100 % rigtig i forhold til det, Jesus gør. Han forstår at time alt og gøre det perfekt. Vi så det også i det forrige kapitel med Lazarus, hvordan han lige venter et par dage, før han tager afsted. Han holder lige lidt igen, og når han først kommer til Betania, hvor Lazarus lå syg, så er han død. Perfekt timing. Hele formålet med, at han skulle vente og først komme der, hvor han var død, var netop, at Guds herlighed skulle blive åbenbaret gennem Lazarus' opvækkelse. Det havde Jesus fuldstændig styr på.

Flere gange har jøderne forsøgt at få ham slået ihjel, har vi set igennem Johannesevangeliet. Men hans time var endnu ikke kommet. Nu er hans time så kommet, siger Jesus i vers 23. Den begynder så småt med hans indtog i Jerusalem.

Jesu færden, hans timing, hans rejse herinde i Jerusalem afspejler hans lydighed over for sin Fader. Som vi også har set i Johannesevangeliet 5, 19, gør Sønnen kun det, han ser Faderen gøre. Det, han ser Faderen gøre, det gør han. For hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen, står der. Sønnens fuldkomne enhed og lydighed over for Faderen er altafgørende i alt, hvad der er sket helt fra begyndelsen, i alt, hvad der er sket nu, og i alt, hvad der kommer til at ske indtil hans herliggørelse, med hensyn til at sikre det håb, vi kan have i ham.

Hans lydighed er altafgørende. Det er det, vi ser. Prøv at se med mig her — dette aspekt omkring hans lydighed her i den første del af vores tekst.

Vi ser den store folkeskare, som var kommet til festen. Det var på grund af påskefaring, som vi også bliver antydet eller bliver refereret til i vers et. De har hørt, at Jesus er på vej til Jerusalem. Bemærk her ordet "hørte". I vers 18 ser vi det samme ord: "havde hørt". Hvordan de havde hørt vidnesbyrdet om denne anden folkeskare. Der var egentlig to folkeskarer. Den folkeskare, der kom Jesus i møde, og så den folkeskare, som var der dengang, Lazarus blev opvakt, og som havde set det tegn, Jesus gjorde der. De vidnede om det til den anden folkeskare. Der var et vidnesbyrd blandt folket, og det var et vidnesbyrd, som de hørte, og så reagerede de på det, de hørte. De hørte, at Jesus var på vej til Jerusalem, og de var motiveret af det vidnesbyrd, de havde hørt om ham. Det indgød dem et håb, en tro, en begejstring. Vi læser, hvordan de udtrykker den begejstring ved at gå ham i møde med palmegrene.

Palmegrenene var kendt i jødisk kultur dengang som et symbol på triumf og sejr. Man har fundet jødiske mønter fra den tid med billeder af palmetræer på. Palmegrenene symboliserer på den måde i denne sammenhæng folkets hyldest til den triumferende konge. I de engelske bibler, hvor vi har indtoget i Jerusalem, står der typisk "the triumphal entry", altså den triumferende indtog. En meget passende overskrift.

Men igen, som vi har set, er deres eget motiv for at hylde Jesus ikke nødvendigvis ud fra en sand forståelse af Jesu identitet og mission. Samtidig ser vi også, hvordan deres handling rent profetisk, når de råber: "Hosianna, velsignet være han, som kommer i Herrens navn, Israels konge", er en profetisk handling. Det er noget, som er forudbestemt. Det var meningen, at de skulle råbe det her ud.

"Hosianna" er en omskrivning af det hebraiske ord, som vi læser i Salme 118, 25, hvor vi læser den direkte oversættelse: "Herre, frels dog!" Folket råber faktisk til Jesus. Tænk over det helt profetisk: Herren Jesus, Israels konge, frels os. Det er det, de råber. De tænker måske ikke helt over, hvad det betyder, fordi de egentlig bare citerer salmen. Men langt de fleste — hvis nogen overhovedet tænkte på dette i åndelig forstand — tænkte ikke på, at deres sjæl havde behov for frelse. Men det skulle senere stå meget klart, at den bøn, som folkeskarerne råbte, at Herren dog måtte frelse dem, med udtrykket "Hosianna", den bøn var præcis den bøn, Jesus kom for at besvare.

Men hvordan skulle den besvares? Hvordan skulle han sikre et frelsende håb til Guds folk? Det bliver antydet i vers 14 til 15, hvor vi læser: "Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl."

Det, der sker her, er ikke bare, at Jesus skaffer sig et transportmiddel til sin rejse i form af et æsel, når han nu skal ind til Jerusalem. Nej, det, der sker her, er, at Jesus gør det, som opfylder Faderens løfte. Han gør det i fuldkommen lydighed over for sin Far. Han gør præcis det, han ser Faderen gøre. Det gør også Sønnen.

Han gør det i lydighed. Et af aspekterne af hans lydighed, vi ser her, er hans ydmyghed.

Vi læste i profetien fra Zakarias 9, 9 indledningsvis, hvor der står: "Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig." Hvis verset stoppede der, ville vi tænke "retfærdig og sejrrig". Vi ville måske få billedet af en hest og en konge, der er retfærdig og sejrrig, som måske også er det billede, det Gamle Testamente giver af den sejrende konge. Men verset slutter ikke der. Verset fortsætter: "Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig", og så står der "sagtmodig". Sagtmodig. Ridende på et æsel. Ikke på en stor hingst. Nej, på et æsel, på en æselhoppes føl. Det er profetien — den sagtmodige, retfærdig, sejrrig, sagtmodig, ydmyg.

Ordet, som vi oversætter til "sagtmodig", bliver også brugt til at beskrive nogen, der er fortvivlet, nogen, der er trængt. Det passer meget med den sindstilstand, vi også ser Jesus befinder sig i. Vers 27, hvor han siger: "Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn." Vi ser hans lydighed over for sin Far, hans ydmyghed, hans sagtmodighed, hans trængsel.

Vi ved ikke, hvad Jesus tænkte. Vi kan måske kun forestille os, hvad Jesus tænkte, da han red på det æsel på vej ind i Jerusalem. Jeg tror ikke, han tænkte på folkeskarernes hyldest, så meget som han tænkte på den time, som var kommet. Det, som ingen anden tænkte på, det, som ingen anden vidste noget om, det vidste han. Han forstod, hvad timen indebar. Det er derfor, hans sjæl kommer i oprør. Læg også mærke til hans "nej" i vers 27. Nu går vi lidt udenfor vores tekst, men jeg tror, det hænger sammen. Han siger nej til fristelsen — fristelsen for at slippe eller frelses fra timen. Den siger han nej til, fordi han er lydig over for sin Far. Han følger ikke sine følelser. Han følger sin Far.

Så siger han ja til lydigheden mod sin Faders vilje, som er Esajas' Bog 53, 10. Hvad er Faderens vilje? Faderens vilje er at knuse ham og give ham som et skyldoffer. Et skyldoffer, der ifølge Esajas' Bog 53, 11 bringer retfærdighed til de mange og bærer på deres synder.

Brødre og søstre, hvilken konge er det? Du ser ham komme ridende på et æsel. Hvad er det, der former din forestilling? Mange af jøderne, som vi har set, havde en forestilling om en politisk konge, en befrier, en sejrherre, som kommer og befrier dem fra romermagten. I dag ser mange ham som en, der tilbyder mennesker en følelse af kærlighed, men uden egentlig at kræve noget af dem. Ingen af delene er sandt. Ingen af delene er den rette forestilling.

Jesus er den konge, som red ind i Jerusalem for at lide en brutal død på et romersk kors i lydighed mod sin Faders vilje, for med sit offer at sikre et evigt håb om frelse til enhver, som sætter sin lid til ham og ham alene. Han fornedrede sig i menneskelig svaghed. Det gjorde han, som Filipperbrevet 2 også siger:

"Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors."
Filipperbrevet 2, 6-8

Han blev lydig indtil døden. Fordi han ydmygt og lydigt fornedrede sig for os, kan vi have et håb om frelse i ham. Er det ikke fantastisk? Har du det håb i dag? Se, kongen kommer. Se hen til ham i tro. Se hen til ham i tro. Han er kongernes konge.

Et håb opfyldt efter løfterne

Han er også kongen, der kommer med et håb opfyldt efter løfterne. Det er mit andet punkt.

Vi har været lidt inde på det her med de profetiske løfter i Det Gamle Testamente, og hvordan han opfylder dem. Men læg mærke til vers 16 i betragtning af det, vi har læst indtil nu, hvor der står: "Det forstod hans disciple ikke straks." Altså de ting, der var sket her. "Men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham." At det var skrevet om ham. De forstod det. Det var skrifternes opfyldelse.

Disciplene forstod ikke på det tidspunkt, hvor begivenheden fandt sted, den profetiske betydning — hvordan Jesus opfylder profetierne her, hvordan han opfylder Guds løfter.

Så kan man spørge: Forstod de mindre end folkeskarerne, som jo proklamerer ham som Israels konge? Nej. Lige så lidt som Kajfas forstod sine ord, da han selv på en måde profeterede og talte om, at Jesus skulle dø for folket — lige så lidt som han forstod, hvad hans ord egentlig betød rent profetisk — og lige så lidt som Maria forstod, da hun salvede Jesus ved festmåltidet i Betania, lige så lidt som hun forstod, hvad hendes offer egentlig betød i forhold til, at hun forberedte ham til hans død — lige så lidt forstod folkeskarerne, som vi også allerede har set, hvad det præcist indebar, da de råbte "Hosianna", som betyder "Herre, frels dog".

Men det gjorde ikke deres handling og deres ord mindre profetiske, at de ikke forstod det. Det var stadigvæk det, som Gud havde forudbestemt skulle ske, og det, som de skulle sige og råbe, fordi det var en opfyldelse af løfterne.

Disciplene og folkeskarerne står forståelsesmæssigt sådan set samme sted med hensyn til at begribe den profetiske opfyldelse, som sker her ved indtoget i Jerusalem. Forskellen mellem folkeskarerne generelt og disciplene specifikt er, at disciplene ikke bare følger Jesus, fordi de ligesom har hørt om ham og set et tegn og er blevet begejstrede og så er begyndt at følge ham. Nej, de fulgte ham, fordi Jesus havde kaldt dem.

Vi kan måske huske tidligere i Johannesevangeliet i det sjette kapitel, hvor vi læste omkring de store skarer, der bliver beskrevet som disciple, som følger Jesus. Det, der skete, var, at Jesus begynder at forkynde for dem, og rigtig mange af dem bliver på grund af hans forkyndelse forarget, og så forlader de Jesus. Men så ser vi, hvordan hans nærmeste disciple bliver tilbage. De holder fast. Alle bliver forarget over det, Jesus forkynder. Men hans nærmeste disciple bliver tilbage, læser vi i det sjette kapitel. Du kan måske huske Simon Peters ord: "Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige."

Selvom de ikke altid — faktisk for det meste slet ikke — forstod den dybere betydning af Jesu ord og handlinger, så kendte de deres hyrdes røst, og de fulgte ham. De kendte ham, og de fulgte ham, og de holdt fast ved ham, samtidig med at han også holdt fast i dem, indtil de fik tingene fuldt ud åbenbaret.

Som vers 16 siger: De forstod ikke straks, men senere, efter Jesus var herliggjort, kom de til at forstå det.

Tilbage i det andet kapitel taler Jesus til jøderne. Her ser vi det samme i forhold til disciplenes erkendelsesproces. Jesus taler til jøderne omkring templet og siger til dem: "Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage." Kan I huske det? Med "templet" refererede Jesus til sit eget legeme. Der står i vers 22 i kapitel to: "Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt." De troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.

Guds ord vender ikke tomt tilbage. Det vender ikke tomt tilbage til dem, han kalder.

Det er, som om disciplene gennem deres mange år med Jesus, hvor de har fulgt ham og vandret sammen med ham, har alle disse puslespilsbrikker af sandhed. Indimellem er der lige så har der været et glimt af reel åbenbaring, som da Peter pludselig forstår, at han er Kristus, Guds Søn, og Faderen åbenbarer det for ham. Men ellers er det en masse små brikker af sandhed, som er rodet rundt i deres lære, kan man sige, et eller andet sted i deres sjæl.

Men efter Jesus har fuldført sin mission, efter han har opfyldt det ultimative af Faderens løfter om at frelse sit folk som den lidende tjener, efter Jesus opfylder al retfærdighed, efter han har råbt det ud på korset: "Det er fuldbragt", efter han opstår fra graven og senere sender sin Ånd som opfyldelsen af Joels profeti — så falder brikkerne på plads.

Så begynder tingene at falde på plads. Så begynder de at tænke tilbage og sige: "Ah, nu forstår vi, nu giver det mening. Nu ser vi billedet. Nu ser vi mønsteret. Nu er brikkerne begyndt at falde på plads. Nu forstår vi, at alt, hvad Gud har lovet i sit ord, det har Jesus opfyldt i sit liv og sin død og sin opstandelse. Nu ser vi kongen. Nu ser vi kongen. Nu ser vi ikke bare en triumferende konge, men vi ser kongen i skrifternes lys."

Nu ser vi kongen, som han virkelig er. Den, der giver håb til fortabte. Den, der har opfyldt alle Guds løfter om frelse for sit folk.

Ser du kongen, min ven? Ser du ham? Ser du ham komme med håb til dig i dag? Han er den eneste, der har opfyldt alle Guds løfter om frelse, og derfor er han den eneste, som kan give dig håb.

Han er vor frelser og Kristus Jesus, vort håb, som Første Timotheusbrev 1, 1 siger. Han er Kristus i jer, herlighedens håb, som vi læser i Kolossenserbrevet 1, 27. Han er opfyldelsen af vort salige håb, når vor store Gud og frelser Jesus Kristus kommer til syne i herlighed, ifølge Titusbrevet 2, 13.

Han er det håb, som er urokkeligt og sikkert som et anker for sjælen, som Hebræerbrevet 6, 19 siger. Han er den, som for os, der tror, har genfødt os til et levende håb på grund af sin opstandelse, ifølge Første Petersbrev 1, 3.

Det er den konge, du må se. Hans håb er sikkert, for han har opfyldt løfterne. Han alene har opfyldt løfterne. Jesus siger i Johannes' Åbenbaring 1, 8:

"Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige."
Johannes' Åbenbaring 1, 8

Brødre og søstre, den konge, som kom ridende ind i Jerusalem, han har stadigvæk lige et par løfter, der skal opfyldes. For som han var, sådan kommer han også. Han kommer igen. Når han kommer igen, bliver det ikke på et æsel. Så bliver det på en hvid hest. Det læser vi om i Johannes' Åbenbaring kapitel 19, til et løfte, som kommer til at blive opfyldt, når han kommer igen:

"Jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner, og han har et navn indskrevet, som ingen kender undtagen han selv. Han er klædt i en kappe dyppet i blod, og hans navn er Guds Ord. Hærene i himlen fulgte ham på hvide heste og var klædt i lysende rene linnedklæder. Ud af hans mund står et skarpt sværd, som han kan slå folkeslagene med, og han skal vogte dem med et jernscepter og træde Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse. På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre."
Johannes' Åbenbaring 19, 11-16

Halleluja. Er du klar til at møde den konge, når han kommer? Er du klar?

Et håb forkyndt til nationerne

Indtil han kommer, brødre og søstre, indtil han kommer, har han givet dig og mig en opgave, og det er at give det håb til andre — at forkynde frelsens håb til nationerne. Det er mit tredje og sidste punkt.

Tilbage i vores tekst, vers 17: "Skaren, som havde været med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og oprejste ham fra de døde, vidnede om det. Det var også derfor, skaren var gået ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette tegn. Da sagde farisæerne til hinanden: Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham."

Som vi har set, er der i princippet to skarer her. Den skare, der vidnede om Jesus, fordi de var der i Betania dengang, Jesus opvakte Lazarus fra de døde. De havde set det, og nu vidner de om det. Så har du den anden skare, der gik Jesus i møde, fordi de netop havde hørt den første skares vidnesbyrd. De var blevet begejstrede. De var blevet fyldt af håb, og de ville gerne se Jesus. De ville gerne møde Jesus.

Man kan tydeligt se denne dynamik her — at det er en forsmag på det, der senere vil blive til udbredelsen af evangeliet i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, og ja, lige til jordens ende, som vi også ser beskrevet i Apostlenes Gerninger 1, 8. De så, og så vidnede de om det, de så. Når de vidnede om det, de så, var der folk, der hørte deres vidnesbyrd, og så troede de det vidnesbyrd, og så fortalte de også det vidnesbyrd, de troede på, som de havde hørt. Når de fortalte om det, var der andre, der hørte det, og sådan blev det ved. Kan I se dynamikken? Det er en steppebrand.

De hørte, de troede, og som Johannes også beskriver i starten af sit første brev: "Det, vi har set og hørt, det forkynder vi også for jer." Det er det, der sker her. Håbet bliver udbredt.

Det går stærkt. Det går rigtig stærkt. Det går faktisk så stærkt, at det også bliver indikeret her i vers 19, at farisæerne, som ellers havde lavet en rigtig god plan — det så vi med det historiske krisemøde — havde lavet planen, og den var klappet og klar til at eksekvere. De skulle have Jesus stoppet. Planen var klar, men de blev simpelthen nødt til at kaste håndklædet i ringen, fordi de siger: "Det nytter ikke noget. Det nytter ikke noget. Nu kan vi bare se her, hele verden følger efter ham."

I Johannesevangeliet er betydningen af ordet "verden" meget interessant. Kosmos på græsk. Det er et ord, som typisk ikke betyder alle mennesker i hele verden uden undtagelse, altså alle mennesker på hele kloden uden undtagelse. Det er typisk ikke det, ordet "verden" betyder i sin sammenhæng. Men det betyder typisk hele verden eller alle mennesker uden skænen — det vil sige alle slags mennesker, alle mennesker uden skænen mellem køn og etnicitet og så videre, alle mulige forskellige slags mennesker.

Man kunne omformulere det, farisæerne siger her, til: "Se bare, der er ikke dem, der ikke løber efter ham. Der er ikke dem i verden, der ikke løber efter ham. De løber alle sammen efter ham."

Igen, ligesom Kajfas' ord, Marias offer og folkeskarernes hyldest, er farisæernes ord her, "hele verden løber efter ham", egentlig også på en måde profetiske. Det, som de med deres ord utilsigtet forudsiger, er forkyndelsen og udbredelsen ved forkyndelsen af frelsens håb til nationerne.

Er det ikke fantastisk? Evangeliet om Jesus Kristus er det, de egentlig her proklamerer. Hele verden løber efter ham. Evangeliet kommer til at blive bredt ud i hele verden. Wow.

De ser kongen komme. De ser folkeskaren. De kommer ham i møde. Med denne konge kommer han ikke bare med frelsens håb til Jerusalem. Han er på vej ind til Jerusalem, men det er ikke kun til Jerusalem. Hans håb er et håb til nationerne. Hans håb er til folkeslagene, som vi også egentlig ser i vers 20, hvor der kommer grækere til påskefesten. Der kommer hedninge. Folkeslagene strømmer til Jerusalem.

Når vi taler om profetisk timing, så prøv bare at overveje Jerusalems geografiske placering og Romerrigets meget effektive, historisk effektive udbygning af veje, effektive handelsveje til de omkringliggende nationer, der flyder ind i Jerusalem.

Profeten Ezekiel profeterer om det i Ezekiels Bog 5, 5, hvor der står: "Dette siger Gud Herren: Dette er Jerusalem! Jeg lagde den midt iblandt folkene, med lande rundt om." Jeg lagde den midt iblandt folkene. Gud har i sin suveræne visdom placeret Jerusalem lige præcis der, hvor der er de mest optimale betingelser for, at de omkringliggende nationer kan komme til Jerusalem — også i forhold til timingen med romernes udbygning af vejnettet — og at evangeliet kan gå ud til nationerne fra Jerusalem.

Tal om timing. Tal om profetisk timing. Det, som allerede i Ezekiel bliver profeteret om: Jerusalem ligger lige præcis der midt blandt folkeslagene.

Det er hertil, kongen kommer ridende på et æsel. Det er her, hans time er kommet. Det er her, han tørste til fange. Det er her, han dør. Det er her, han opstår. Det er der, hvor han sender sin Ånd 50 dage efter påske og kalder sine disciple til at gå ud som vidner. Gå ud fra Jerusalem som vidner til hele verden, til at gå ud til nationerne med frelsens håb, som han har givet til dem. Det er her, det sker.

Er det ikke fantastisk? Tænk denne konge. Ham, som skabte himlen og jorden. Ham, som satte stjernerne på deres plads, og som placerede Jerusalem midt blandt folkene. Han er den selvsamme konge, som nu kommer ridende ind i Jerusalem på et æsel. Prøv bare at tænke over det. Er det ikke vildt? Ved tidens fylde kommer denne konge, som har skabt alle ting, som har sat Jerusalem lige der, ridende ind i Jerusalem på dette æsel for at opfylde løfterne og frelse sit folk fra deres synder.

Hvis ikke det giver dig håb, så ved jeg ikke, om noget kan. Han kalder os til at se ham som den konge. Han er den konge, som har sikret sejren. Den konge, som har sikret vort håb gennem sin lydighed og sin ydmyge overgivelse til sin Faders vilje. Den konge, som skænker os et sikkert håb opfyldt efter løfterne. Den konge, hvis håb nu udgår til nationerne, til hele verden, til alle folkeslag i alle nationer.

Ser du kongen i dag?

Ser du den konge i dag? Ser du den konge? Fyldes du med hans håb i dag?

Hvis ikke, så gå ham i møde. Gå ham i møde, ligesom folkeskarerne gjorde. Gå ham i møde med tro. Med en sand tro. Forstå, at han lever, og at han kommer til mennesker også i dag. Han kalder mennesker ud af mørket og ind i sit underfulde lys, ind i sit evige rige af lys. Han kalder mennesker til at vende om og tro til evigt liv.

Lad Guds ord forme din forestilling. Lad Guds ord forme din forestilling. Lad skrifterne forme din forestilling om, hvem denne konge er. Lad det være det bibelske billede og ikke det verdslige billede. For uden bibelsk sandhed er der ikke sandt håb.

Det er hans ord, oplyst af Ånden, der afmonterer falske forestillinger og tankebygninger. Lad hans ord udruste dig til at tage alle de falske forestillinger til fange og gøre dem til en lydig fange. Så ser du kongen, som han virkelig er.

Må evangeliets ord gennemtrænge dit hjerte og fylde dig med håb. Det er min bøn i dag til dig. Må du blive fyldt med håb, når du ser denne konge. Det er Jesus Kristus, som er kongernes konge, håbets Gud. Se hen til ham i dag.

Amen.