Tilstedeværelsens tjeneste

Jeg gætter på, at nogle af jer måske i dag, da I så titlen på prædikenen i mødeprogrammet, tænkte: "Okay, jeg tror måske jeg ved, hvad han skal tale om. Han skal tale om det der med, at man skal komme i kirke hver søndag." Hvis du har tænkt det, så tager du fejl. Men samtidig så har du også lidt ret. Som medlem af en menighed er det der med at deltage, det der med at deltage trofast, afgørende for menighedens fællesskab. Det er afgørende for tilbedelsen, for tjenesten, for det åndelige liv i enhver menighed.

Men sagen er den, at der kan være en væsensforskel mellem deltagelse og tilstedeværelse. Jeg må desværre indrømme, at min hustru nogle gange venligt gør mig opmærksom på, at jeg godt nok deltager til aftensmåltidet, men at jeg ikke er til stede. Deltagelse er en god ting, men det som er væsentligt for, at man også bidrager til fællesskabet, det er, at man er til stede. Man skal ikke undervurdere tilstedeværelse.

Til jer der skal optages som medlemmer i dag, så har I fået en medlemsmappe, I har haft en samtale, og i den mappe er et af spørgsmålene, der lyder: "Hvordan ønsker du at tjene Gud i Nordkirken?" Hvor mange af jer er allerede rigtig godt i gang med at tjene på forskellige måder, på forskellige områder. Det er bare herligt at se den tjeneste, der foregår her i menigheden. Men der er også nogle af jer, som samtidig har spurgt: "Jamen, hvordan kan jeg tjene i Nordkirken? Eller hvad skal min tjeneste være?" Det er et godt spørgsmål. Det er et legitimt spørgsmål. Det er et vigtigt spørgsmål at komme frem til et svar på: Hvordan kan jeg tjene?

Men der er en grundlæggende tilgang til det med tjeneste i menighedslivet, som ofte bliver overset. Det er tilstedeværelsens tjeneste. Igen, vi taler ikke her om en passiv deltagelse, at hvis man blot ved at dukke op, så har man gjort tjeneste. Nej, vi taler om den kvalitet, den værdi og den velsignelse det har for et menighedsfællesskab at være til stede med den, man er, at være til stede med det Guds liv, som man har i sig, at være til stede på en måde, som gør, at andre mærker, man er til stede, og at andre bliver opbygget, fordi man er til stede.

Mange gange gør din blotte tilstedeværelse, det at du er her, at nogen går hjem hver søndag med en følelse af, at de er blevet opmuntret, at de er blevet styrket, fordi du lige var der, fordi du lige sagde det, du sagde, fordi du lige gav den der opmuntring, fordi du lige gav det der hellige kys, eller oversat til dansk, det der varme kram. Det har stor betydning. Tilstedeværelsens tjeneste er en tjeneste, der udøves af tro, som forstår, at deres tilstedeværelse er et middel, Gud bruger til åndelig vækst, ikke kun for dem selv som troende, men for alle dem, som er omkring.

Det vil jeg gerne lige nævne igen: Tilstedeværelsens tjeneste er en tjeneste, der udøves af tro, som forstår, at deres tilstedeværelse er et middel, Gud bruger til åndelig vækst, ikke kun for dem selv som troende, men for alle dem omkring. Den menighed, hvis medlemmer i sandhed er til stede, er en menighed, som velsignes af tilstedeværelsens tjeneste.

For at forankre det her begreb og for at forankre den her idé omkring tilstedeværelse i Guds ord, vil jeg gerne invitere dig til at slå op med mig i Romerbrevet kapitel 12. Der skal vi læse sammen, og jeg vil gerne, at vi læser fra vers 9 til 21, og herefter skal vi zoome ind på vers 15. Romerbrevet kapitel 12, fra vers 9 til 21:

"Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode."
Romerbrevet 12, 9-21

Amen.

Anvisninger til det kristne liv

I de sidste kapitler af Romerbrevet ser vi, hvordan Paulus giver de her særlige anvisninger til menigheden om, hvordan de konkret skal leve det kristne liv som troende, på en måde hvor de ærer Gud i hverdagen. Her i kapitel 12 helt specifikt taler apostlen om, hvordan vi skal bruge de gaver, som Gud har givet os. Vi skal bruge de nådegaver, som han har givet hver enkelt troende. Fra vers 9 til 12 ser vi det, vi lige har læst her, passagen om hvordan det kristne liv skal leves efter Guds vilje. Det er nogle fantastiske vers, som vi også kan vejlede os efter, særligt når vi tænker på, hvordan det er, vi som medlemmer er kaldet til at relatere til hinanden i det kristne fællesskab, i menighedsfællesskabet. Mathias' prædiken i søndags går rigtig godt i tråd med disse anvisninger, og særligt på en særlig måde vers 10, som taler om og kalder os til at være hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.

Det som er fundamentet og hele ånden i den måde at relatere til hinanden på, det er det, der står i vers 9. Det er kærlighed. Kærligheden skal være oprigtig. Ordet oversat til oprigtig er det samme ord som ægte. Kærligheden skal være ægte. Det må være en ægte kærlighed, og det vil sige, det må ikke være overfladisk. Det må være en kærlighed, som gør, at når vi er sammen, foruden det at vi på grund af kærligheden glæder os til at være sammen, på grund af kærligheden glæder os til at mødes, jamen så er vi også til stede, når vi mødes. Så er vi nærværende. Så er vi engagerede. Så er vi givende. Så er vi omsorgsfulde og opmærksomme på hinanden.

Det er ikke altid, vi lykkes med det. Det er ikke altid, jeg lykkes med det, og det er også derfor, at vi har den her formaning i Guds ord, som minder os om det. Vi har den her formaning, som gør, at vi kan se det, som gør, at vi kan læse det og få øjnene op for det og begynde at stræbe efter netop at vokse i den her form for kærlighed til hinanden.

Paulus siger mere om den her kærlighed, blandt andet i kapitel 13 fra vers 8 til 10, hvor han taler om, hvordan kærligheden opfylder loven. Det vil sige, når vi udlever den her ægte form for kærlighed, jamen bryder vi så Guds lov? Nej, så opfylder vi Guds lov. Så gør vi det, som er hans vilje. Så lever vi efter hans vilje. Et meget stærkt eksempel på, hvordan det helt konkret ser ud i menighedsfællesskabet, finder vi faktisk i vers 15, hvor der står:

"Glæd jer med de glade, græd med de grædende."
Romerbrevet 12, 15

En af de grundlæggende ting, vi ser i det her vers, selvfølgelig drevet af kærlighed, det er tilstedeværelse. Det jeg gerne vil komme ind på, det er tre ting: tilstedeværelsens betydning, tilstedeværelsens muligheder og tilstedeværelsens tjeneste.

Tilstedeværelsens betydning

Hvad betyder det at være til stede? Hvis man slår ordet op, så betyder det at være fysisk til stede, men til den definition tilføjes der også nærvær eller nærværelse. Det er med den betoning, jeg taler om tilstedeværelse. Det er den nærværende tilstedeværelse. Det er der, hvor man kan mærke, at du ikke bare fysisk er til stede, men du også er nærværende. Jeg kan godt være fysisk til stede ved aftensmåltidet, men det gør ikke nogen positiv forskel for familien, hvis ikke jeg også er nærværende og opmærksom der.

Som en lille dreng vokset op i Zambia har jeg et særligt minde, som jeg gerne vil dele kort. Det var en søndag formiddag, og I ved, hvordan det er, når det er søndag formiddag. Så har man travlt, man skal gøre sig klar. Der er nogen, der er i bad. Der er nogen, der tager tøj på. Der er nogen, der gør morgenmaden klar. Der er travlt i hjemmet. Vi er klar til at begynde at være forberedt på: Nu skal vi i kirke, nu er det søndag formiddag, vi skal ind og være sammen med de hellige. Det var sådan en søndag formiddag, der var travlhed.

Lige pludselig var der bare et eller andet, der ikke helt stemte, fordi Mark og Peter var jo små, men hvor var de? Normalt kan man høre dem pludselig et eller andet sted, men der var tavshed. Så kom bekymringen lidt, og så blev der ledt lidt rundt, og vi gik ud, og så udenfor min storebror, afrikanske storebror Chola — han havde taget søndagstøj på, hvid skjorte, sorte bukser så vidt jeg husker, det fine puds — og så var han bare sprunget med hovedet ned i swimmingpoolen, fordi der lå Mark og Peter nede på bunden, og han måtte fiske dem op. Det gjorde han, fordi han var til stede, fordi han lige var der, fordi han lige så det. Hans tilstedeværelse betød forskellen mellem liv og død.

Det er selvfølgelig et meget dramatisk eksempel, som jeg bringer her, for at understrege pointen om tilstedeværelsens betydning. Men det at han var der, det er at han var opmærksom, ikke bare at han var fysisk til stede, men at han var til stede med alle sanser og kunne se, der var et eller andet galt, og han blev opmærksom på, at Mark og Peter måske var der. Han sprang i, og han fiskede dem op, og Mark fortalte lige her til Morten, at han husker den der sorte arm, der kom ned og greb ham op.

Når vi er til stede med en opmærksomhed og en nærværende tilstedeværelse, så engagerer det vores hjerter i at glæde os med de glade, græde med de grædende, måske også være der med livgivende hjælp i situationer, hvor der er behov for det. Det er noget, som jeg også bare er enormt opmuntret over at se her i Nordkirken — at se netop den her form for engagement, der er i menigheden, når vi beder for hinanden, når vi er sammen med hinanden, når vi rækker ud til hinanden. Glæde kommer til udtryk, når der er bønnesvar, og det er der ofte, hvor vi oplever, at Gud har grebet ind, og vi kan glæde os sammen over det. Sorg er der også, og medfølelse og omsorg bliver udtrykt, når der er nogen, der kæmper og har det svært. Men igen, det her er et område, hvor vi alle sammen hele tiden må vokse.

Når vi taler om tilstedeværelse, er der et særligt ord, vi skal lægge mærke til i vers 15, og det er ordet "med": glæd jer med de glade, græd med de grædende. "Med" er en præposition eller et forholdsord, som er styrende for fraserne "de glade" og "de grædende" — med de glade, med de grædende. Det betyder rent grammatisk, at "med" er et adverbielt led, der angiver tilstedeværelse eller fællesskab i den handling at glæde sig, i den handling at græde sammen med dem, som er glade eller grædende. På den måde udtrykker forholdsordet "med" solidaritet, empati og indlevelse i, hvad andre oplever i deres liv. Er du med?

Det som vers 15 handler om, det er, hvordan Guds vilje for os er, at kvaliteten af vores relationer med hinanden i menigheden afspejler en indbyrdes kærlighed, som gør, at vi ikke blot deltager i aktiviteter, men at vi engagerer os i hinandens liv, både når der er fremgang, og når der er modgang. Der er nok hele tiden begge dele i forskellige liv.

I Romerriget på den tid, hvor Paulus levede, var der altså den her form for fællesskab, som vi taler om her. Det var ikke noget, som man så uden for den kristne kirke. Det var ikke naturligt i kulturen i Romerriget at tænke på den her måde. Mathias var også inde på det i søndags — en slaveejer ville aldrig glæde sig med sin slave eller græde med sin slave. Men det var noget, man så i kirken, og derfor skilte kirken sig så markant ud i samfundet som et fællesskab med en familiær kultur, bundet sammen med Kristi kærlighed. Det har en enorm betydning, fordi det er det, som også vidner om, at Kristus er der, at Kristus er til stede. Det er det, som vidner for verden om, at vi er hans disciple — det er, at vi elsker hinanden.

Tilstedeværelsens muligheder

Den anden ting, det er tilstedeværelsens muligheder. Hvilke muligheder giver det her også som menighed? Hvilke muligheder kan der opstå, når vi er til stede i fællesskabet? Det er spørgsmål, som man kan svare på på rigtig mange forskellige måder, og man kan give rigtig mange forskellige eksempler på, hvordan det ser ud, men det som jeg tror er overskriften for dem alle sammen, det er Guds forsyn.

Når vi er til stede, så gør vi os selv tilgængelige som midler, Gud kan bruge i sit forsyn på mange forskellige måder. Når man læser om, hvordan Gud på forskellige tidspunkter, i forskellige perioder i historien har valgt at udgyde sin Ånd til vækkelse, hvor vi ser, at mange mennesker drages til Herren, mange mennesker omvender sig, kommer til tro, så ser vi, at det altid begynder med, at Herren begynder at kalde sit folk til at søge ham i bøn. De bliver tilskyndet til bøn, de bliver tilskyndet til at råbe til ham, med en oprigtig kærlighed og med hjerter, som bare råber til Gud om hans nåde. Så griber Gud ind, fordi han bruger det som et middel i sit forsyn. Amen.

I Guds forsyn har Gud brugt gennem historien — og bruger i dag — Guds menighed som midler til netop at udfolde sin vilje om at kalde mennesker, om at frelse mennesker, om at opbygge mennesker, som kan bære frugt for hans rige. Når vi læser Guds ord, er der flere beretninger, som illustrerer det her princip omkring Guds forsyn i menighedens tilstedeværelse, som inspirerer os til netop at se mulighederne. En af dem, som jeg gerne vil fremhæve, det er beretningen om Paulus og Silas.

Vi skal ikke læse hele beretningen — det er i Apostlenes Gerninger kapitel 16 — men jeg vil opmuntre dig til at læse hele det her kapitel efterfølgende i detaljer. Jeg vil bare oprids, hvad der sker her. Paulus er på rejse, han er på rejse i provinsen Asien, og han er sammen med sin bror Silas, og de forkynder evangeliet. I kapitel 15, vers 41, står der, hvordan de er med til, når de rejser rundt, at styrke menighederne. De sejler så sammen fra Troas i Asien til Filippi i Makedonien.

I Filippi, på sabbatten, ved et bedehus nede langs floden, møder de nogle kvinder, som er forsamlet, og de deler Guds ord med disse kvinder. En af dem, Lydia, en gudfrygtig kvinde, en purpurhandler — jamen lige pludselig sker det, at når hun hører evangeliet, så bliver hendes hjerte åbnet, så tager hun imod evangeliet, hun bliver frelst. Det der sker sidenhen, det er, at hele hendes husstand bliver frelst. Brødrenes tilstedeværelse lige præcis der, lige præcis på det tidspunkt, hvor de fik den her anledning, hvor de fik den her mulighed — det blev begyndelsen på menigheden i Filippi.

En dag skulle de så ned til bedehuset igen, og så var der en pige med en spådomsånd, og hun begyndte at råbe højt og sige alt muligt, også sige rigtige ting om, at de var kaldet af Gud og så videre. Men hun plagede dem simpelthen i flere dage. Det endte med, at altså i starten ignorerede Paulus hende bare, men efter flere dage sagde han: "Okay, nu er det nok," og så kastede han den dæmon ud af hende. Hun blev fri. Men selvfølgelig var det noget, der generede ham, som tjente penge på, at hun netop gav spådomsord til folk. Det gjorde, at han skabte en masse problemer for dem og tilkaldte myndighederne, og myndighederne kom og tog fat i Paulus og Silas. De gav dem mange piskeslag, og så kastede de dem i fængsel, og de endte inde i det inderste fangehul, lænket.

Men det de bare ikke tænkte over, det var, at når Paulus og Silas er sammen, så er der et menighedsfællesskab. Amen. Så er der et menighedsfællesskab med en enestående tilstedeværelse. Hvad gør de? Jo, de gør som alle andre kristne, der er fyldt med Guds Ånd. De begynder at synge lovsang, halleluja. De begynder at synge lovsangen til Gud, og deres tilstedeværelse gør jo, at fangerne lytter med. De hører sangen, de hører lovprisningen, og i Guds forsyn kom der et jordskælv, som rystede hele fængslet, som rystede det hele, og dørene sprang op, og fangevogteren ville begå selvmord. Men menigheden var til stede, og de forkynder ham med evangeliet, og han kommer til tro på evangeliet, og siden han kommer hele hans husstand til tro. De ender med at blive løsladt og kan rejse videre og forkynde evangeliet andre steder. Halleluja, herligt, amen.

Jeg vil opfordre jer til igen at læse kapitel 16 her i detaljer. Læg mærke til, hvordan Herren bruger sin tjeners tilstedeværelse til at gøre store ting i andre menneskers liv. Meget ofte, bror og søster, er det ikke planlagt. Så er det noget, der sker spontant. Så er det, når de der muligheder opstår, så er det netop, fordi vi er der, vi er til stede med de gaver, som vi har, så opstår der muligheder, fordi du netop er der. Du må ikke undervurdere tilstedeværelsens betydning — betydningen af det, at du er til stede, og de muligheder, der kan opstå, fordi du er til stede i Guds forsyn.

Tilstedeværelsens tjeneste

Det bringer os så til den tredje og den sidste ting, jeg vil komme ind på her i forhold til tilstedeværelsens betydning, den betydning det har. Det er netop det, at det faktisk er en tjeneste at glæde sig med de glade og at græde med de grædende. Det er ikke bare noget, som vi gør, fordi lige pludselig opstår der en situation, hvor der er nogen, der er kede af det, eller der er nogen, der er glade, og så er det, at vi så glæder os med dem. Jo, det sker også, men det vi kan lægge mærke til, det er, at det er hele tiden — det er hele tiden noget, vi kan gøre, fordi det vi taler om her i menighedslivet, det er et spektrum af menneskelig erfaring, der spænder fra glæde til sorg. Vi er alle sammen et eller andet sted hele tiden i det spektrum, og nogle gange har vi begge dele i vores liv, både glæde og sorg. Det giver os anledning til hele tiden at kunne tjene og kunne betjene hinanden på forskellige måder, hvor vi er til velsignelse for hinanden.

Læg mærke til det første vers i kapitel 12 i Romerbrevet. Lad os prøve lige at læse det sammen. Paulus skriver:

"Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste."
Romerbrevet 12, 1

Her ser vi faktisk, at vores tilstedeværelse eksplicit bliver beskrevet som en tjeneste — vores åndelige gudstjeneste. Den tjeneste udfolder sig, når vi giver os selv, når vi bringer os selv, når vi fysisk bringer os selv med dem, vi er, og møder op og er der — ikke kun åndeligt, men legemligt, at vi bringer vores legemer. Det er en tilstedeværelse, der beskrives som et levende og helligt offer, der behager Gud.

Brødre og søstre, det er en tjeneste, som vi alle sammen er kaldet til. Det er blandt andet, fordi det er en tjeneste, der har så stor betydning i menighedslivet, at forfatteren til Hebræerbrevet skriver i Hebræerbrevet kapitel 10, vers 24 til 25:

"Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig."
Hebræerbrevet 10, 24-25

Vers 24 beskriver tilstedeværelsens tjeneste i det vers — at agte på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger. At agte på hinanden, at agte på dem, der glæder sig over noget, som Herren har velsignet dem med, og deltage med dem i den glæde, fejre den velsignelse, som de oplever. At agte på dem, at agte på dem, der græder, fordi de har oplevet en sorg i deres liv, og deltage med dem i deres sorg med medfølelse og omsorg og opmuntring. Svigter man sin egen forsamling, vers 25, jamen så kan den tilstedeværelsens tjeneste ikke finde sted. Men det kan den, kan finde sted, hvis du er der.

På den måde, som jeg også indledte med at sige, er der en logisk sammenhæng mellem deltagelse og tilstedeværelse. Man kan deltage uden at være til stede, for eksempel hvis man sover. Men man kan ikke være til stede og være nærværende og engageret uden at deltage.

Så, bror og søster, tak fordi du er til stede. Tak fordi du er til stede. Tak fordi du er her med den, du er. Tak fordi du er her med det Guds liv, der er i dig, med de gaver, som du har, som du giver, og som du deler af. Tak fordi du lader mig være en del af dit liv. Tak fordi du også er en del af mit liv, og at vi er en del af hinandens liv på kryds og tværs af alle de relationer, vi har her i menigheden. Tak. Hvor er det fantastisk. Hvor er det skønt at se, hvad Gud gør, når det er, at vi netop er sammen i tilstedeværelsens tjeneste på den her måde.

Det er det, der betyder. Det er netop det, som gør, at man kan tale om et sundt medlem af en kirke. Alle kan vi bidrage til at gøre menigheden sund. Alle kan vi bidrage til at gøre menigheden til et sted, som er stærkt og fyldt med Guds kærlighed. Men vi må være til stede, og vi må vokse i forståelsen af, hvilken betydning vores tilstedeværelse netop har for den åndelige vækst i menigheden.

Det ypperste eksempel i evangeliet

Det ypperste eksempel på det her finder vi i selve evangeliet. Du og jeg var fortabte. Du og jeg var døde i vores overtrædelser og synder, uden Gud og uden håb. Men hvad gjorde Gud i sin nåde? Han kom til os, og han blev en af os. Han blev et menneske. Han udnyttede ikke det at være lige med Gud til sin egen fordel — Filipperbrevet kapitel 2, vers 6 — men han gav afkald på det, og han tog en tjeners skikkelse på, ind i vores verden. Han engagerede sig i vores liv. Han engagerede sig i vores kamp. Han engagerede sig i vores udfordringer, i vores smerte, i de ting vi kæmpede med.

Hebræerbrevet 4, 15 siger, at han havde medfølelse med os i vores skrøbelighed, og for vores skyld blev han også fristet i alle de ting. Prøv at tænke over det: i alle de ting, vi bliver fristet i, blev han også fristet i, dog uden at synde, for at han med sin uskyld kunne tage vores skyld på sig.

Hebræerbrevet 2, 14 siger, at Jesus måtte blive som du og jeg, et menneske af kød og blod, for at han med sin død kunne gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri dem, vers 15 — altså du og jeg — befri os, som af frygt for døden hele livet igennem har været holdt nede i trældom.

Det var, fordi Gud selv kom til os. Det var, fordi han opsøgte os, han var til stede og nærværende hos os som den gode hyrde, han er, hvor han kaldte på os. Det var, fordi han gjorde det, at vi kunne komme til ham, og vi kunne blive forligt med Gud. Du og jeg er gået fra døden til livet på grund af Jesu tilstedeværelses tjeneste iblandt os.

Husk på også, hvad han sagde, inden han rent faktisk fysisk drog til himlen igen. Hvad sagde han? Matthæus 28, 20. Han sagde:

"Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Matthæusevangeliet 28, 20

Jeg er med jer. Jeg sender min Ånd, og min Ånd vil være nærværende, så jeg er hos jer. Han sendte sin Ånd til os, så han altid kunne være til stede iblandt os, altid fuld af kærlighed, altid nærværende, altid fuld af omsorg og kærlighed til os.

Ved du hvad, bror og søstre, hans tilstedeværelse hos os og i os er netop det, som inspirerer os, og som bekræfter os i, hvor meget det betyder, at vi er til stede i hinandens liv. Amen. Når vi forsamles og søger ham sammen, så er han der, og så gør han sin gerning iblandt os. Når Gud gør sin gerning i os, så gør han det sjældent, hvis ikke aldrig, uafhængigt af en bror eller søsters tilstedeværelse i vores liv. Må Herren give os nåde til at vokse i denne tjeneste og se den bære frugt i vores menighedsliv.

Amen.