Tro på gerningerne - At se Gud gennem Kristus

I dag afslutter vi det 10. kapitel af Johannesevangeliet. Dermed er vi kommet cirka halvvejs i udlægningen af det her enestående skrift, som forkynder Kristus for os som Guds søn og verdens frelser. Undervejs har jeg fremhævet formålet med evangelieskriftet, som vi finder i Johannesevangeliet kapitel 20:

"Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn."
Johannesevangeliet 20, 31

Der er liv at finde i Jesu Kristi navn. Jesus er opstandelsen og livet, og det er det, vi fejrer her i påsken. Han giver liv til mennesker, døde i deres overtrædelser og synder. Selv de mest forhærdede mennesker, selv de værste modstandere, de største fjender af evangeliet, dem er der håb for. For Gud kan forvandle selv det hårdeste hjerte fra et hjerte af sten til et hjerte af kød. Er du en kristen, så ved du, det er sandt. Det gør du af personlig erfaring. En af de erfaringer, som vi har gjort os både personligt, men også når vi spejler vores erfaring i det bibelske vidnesbyrd, er, at det kræver et guddommeligt indgreb at opvække en død. Det kræver et opstandelsesmirakel at forvandle en synder, der hader Gud, til en efterfølger, der elsker Gud.

I vores tekst i dag ser vi Jesus tale med nogle mennesker, som har forhærdet sig selv i en sådan grad, at de ønsker at tage livet af ham, som kom for at give liv og overflod. De ser ham, som er sendt af Gud, den Gud, som de påstår at repræsentere. De ser ham som en fjende. Deres had er rettet imod ham, som Gud sendte af kærlighed til verden. Men selv midt i den forhærdelse, midt i den tilstand af fjendskab og had, som de har imod Jesus, er der et håb. Så stor er Guds nåde. Så stor er Guds kærlighed og barmhjertighed. Som Romerbrevet kapitel 5 vers 10 siger:

"For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever."
Romerbrevet 5, 10

I vores tekst møder Jesus sine fjender. Men vi må huske på, at vi selv var hans fjender engang. På grund af hans store nåde og barmhjertighed blev vi, som var hans fjender, hans venner. Vi blev forligt med Gud. Der er håb. I dag ønsker jeg med den her prædiken at fremhæve det håb, som vi har — håbet om at se Gud gennem Kristus ved tro på hans mægtige gerninger. Det, som han har gjort for os. Det, som er evangeliet — at han kom og gav sig selv hen for os, som vi også har læst om her i evangelierne. I Matthæusevangeliet kapitel 11 og vers 27 og Lukasevangeliet kapitel 10 og vers 22 læser vi det løfte, som Jesus giver om, at Faderen har overgivet alt til Sønnen, og at ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og dem, som Sønnen vil åbenbare ham for.

I vores tekst i dag skal vi se den dimension af vantro også i dem, som Jesus interagerer med. Vantro. Hvem er den her mand? Hvem tror han, han er? Han er jo bare et menneske, der ophøjer sig selv til Gud. Deres vantro vidner om, at de ikke kender Sønnen, sådan som Faderen kender Sønnen. Synden har på det her tidspunkt, hvor de ytrer disse anklager imod ham, ikke åbenbaret sig selv eller åbenbaret Faderen for dem. Med andre ord — de kender ikke Gud. Det er derfor, de taler sådan til Jesus. Det er derfor, de anklager Jesus for bespottelse. De kender ham ikke. De ser ikke, hvem han er. Som vi har set i kapitel 10, er der kun én vej ind i fårefolden, og det er gennem døren. Der er kun én vej ind i Guds rige. Der er kun én vej ind i et kendskab, hvor vi netop ser Gud, hvor vi ser Jesus, hvor vi forstår, hvem han er. Det er gennem ham, gennem troen på ham, som er den gode hyrde.

Gennem Jesu forkyndelse har han ikke blot talt om, hvem Gud er. Han har også demonstreret gennem sine gerninger og bekræftet, at han er den, han siger, han er — at han er Messias. Han har tjent i den kapacitet at være, som Johannesevangeliet kapitel 1 og vers 18 udtrykker det, Faderens tolk:

"Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk."
Johannesevangeliet 1, 18

At være Faderens tolk vil sige den, som udlægger, illustrerer, demonstrerer og forklarer, hvem Gud er, og hvordan mennesker gennem troen på hans søn kan få fred med Gud og finde frelsen. Som Faderens tolk har han forkyndt, at de, der vil se Gud, må se hen til hans søn. Uden ham er der ingen adgang til Faderen. I vores tekst ser vi, hvordan jøderne ser noget helt andet end det, Jesus har forkyndt og demonstreret for dem. Hvorfor ser de noget andet? Fordi de ser gennem vantroens linser. De ser med vantroens øjne. Når dit hjerte er forhærdet, er dine øjne forblindet. Når dit hjerte ydmyges og bøjer sig, begynder dine øjne at åbne sig.

Sidste gang så vi i vers 24, hvordan jøderne ville have, at Jesus bare skulle sige det lige ud, om han var Messias. Men i virkeligheden var det ikke et spørgsmål om manglende klarhed, men et spørgsmål om manglende tro. Det var et spørgsmål om et manglende hjerte af ydmyghed, som kan høre hyrdens røst. Med et citat fra Tripp kan vi sige, at hjertet er problemet — problemet med hjertet. I Matthæus 5, 8 siger Jesus i en af saligprisningerne:

"Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud."
Matthæusevangeliet 5, 8

Men hvem er ren af hjertet? Ingen. Det er det, der er vores store problem. Ingen er ren af hjertet. Romerbrevet taler virkelig om det her: Der er ingen, der gør godt. Der er ingen retfærdige. Ikke en eneste. Ingen er ren af hjertet. Det var netop derfor, Jesus kommer. Som vi også læste, vaskede han disciplenes fødder netop for at symbolisere, at han var kommet for at vaske os rene. Det er det, vi har brug for — rene hjerter, så vi kan se Gud. Han kom for at forvandle hjerter, så vi ved Jesus, ved at se hen til Jesus i tro, kan komme til at se Gud. Som Jesus også gav løftet til Filip i Johannesevangeliet kapitel 14:

"Den, der har set mig, har set Faderen."
Johannesevangeliet 14, 9

Men jøderne ser ikke Jesus. De ser ham ikke. De forstår ikke, hvem han er. Den store blokade, den store forhindring, som de har i forhold til at kunne se ham og dermed se Gud, er en blokade og en forhindring, som befinder sig i deres hjerter.

Fire hindringer for at se Gud

Helt specifikt i vores tekst kan vi se på fire hindringer for at se Gud. Nummer et: hindringen at se Jesus blot som et menneske. Nummer to: at se Jesus uafhængigt af skrifterne. Nummer tre: at se Jesu ord adskilt fra hans gerninger. Nummer fire: at se Jesus uden tro. Det er de fire hindringer, som vi ser i vores tekst. Lad os dykke ned i disse aspekter. Men først, lad os endnu engang læse passagen sammen igen her fra Johannesevangeliet kapitel 10 og fra vers 31 til 42:

"Atter samlede jøderne sten op for at stene ham. Jesus sagde til dem: »Mange gode gerninger fra Faderen har jeg vist jer; hvilken af de gerninger vil I stene mig for?« Jøderne svarede ham: »Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud.« Jesus svarede dem: »Står der ikke skrevet i jeres lov: ›Jeg har sagt: I er guder‹? Når loven kalder dem guder, som Guds ord er kommet til – og Skriften kan ikke rokkes – siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du spotter Gud! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn? Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.« Så ville de igen gribe ham, men han slap fra dem. Han tog atter over til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt, og opholdt sig der. Og mange kom til ham, og de sagde: »Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt.« Og der kom mange til tro på ham."
Johannesevangeliet 10, 31-42

At se Jesus blot som et menneske

Den første hindring for at se Gud, som vores tekst belyser, er at se Jesus som blot et menneske. Bare for klarhedens skyld — når vi taler om det her med at se Gud, er det ikke bare et spørgsmål om at se ham i den forstand, at man erkender, at han eksisterer. Nej, det er i Johannesevangeliet kapitel 3's forstand at tro, at tage imod, at tage del i Guds åbenbaring af sig selv. I Johannesevangeliet kapitel 3 læser vi Jesus sige:

"Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."
Johannesevangeliet 3, 3

Kan ikke se Guds rige. Det vil sige kan ikke tage imod, kan ikke tro på, kan ikke tage del i, kan ikke træde ind i Guds rige. At se Gud kræver ikke bare nye øjne. Det kræver et nyt hjerte — et hjerte, som er fuldstændig forvandlet, hvor der er en total forandring, en total omvendelse og forandring af det indre menneske, som forvandler en fra en modstander til en efterfølger. Det er den dimension af at se Gud, som vi taler om her.

Vi ser tydeligvis i vores tekst nogle markante forhindringer for at kunne se Gud. Den første, jeg gerne vil fremhæve, er forhindringen at se Jesus som blot et menneske. Det første, vi ser i vores tekst, er ordet "atter": "Atter samlede jøderne sten op for at stene ham." Det betyder endnu engang. Igen samlede jøderne sten op for at stene Jesus. Det er noget, de tidligere også har gjort. Nu gør de det igen. Hvorfor? Det gør de på grund af det, Jesus har sagt forinden, som de nu reagerer på. Hvis I kan huske min prædiken fra sidst, hvor min titel var "Faderen og Sønnen", var det et helt centralt tema — forholdet mellem Faderen og Sønnen og det at åbenbare, hvem Jesus er. Det sidste, vi ser i passagen, er, hvordan Jesus i vers 30 siger: "Jeg og Faderen er ét." De reagerer, fordi de godt ved, hvad det betyder.

Når man kobler det sammen med de ting, han ellers har sagt tidligere, for eksempel i Johannesevangeliet kapitel 8 og vers 58:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født."
Johannesevangeliet 8, 58

Også Johannes' konklusion omkring, hvorfor jøderne var blevet opsat på at få slået ham ihjel i kapitel 5 og vers 18, nemlig at han ved at kalde Gud sin far gjorde sig selv Gud lig. Vi kan tydeligt se her, at det er netop den samme konklusion, som jøderne når frem til i vores tekst. Derfor vil de stene ham for bespottelse i henhold til Moseloven. Den nærmere beskrivelse af den konklusion finder vi i vers 33, hvor jøderne forklarer, at fordi Jesus i deres øjne blot er et menneske, men samtidig gør sig selv til Gud, gør han sig selv skyldig i bespottelse og fortjener dermed at blive stenet.

De ville sådan set have ret i det, hvis Jesus blot var et menneske og ikke andet. Men de burde vide, at Jesus er meget mere end et menneske, fordi det har han bevist både med sine ord og med sine gerninger. Hvis det eneste, de havde at vurdere Jesus ud fra, var hans ord, kunne man måske sige, at der er større grund til skepsis. Men Jesus har igen og igen understøttet det, han har sagt, med sine gerninger — gerninger, som netop er i overensstemmelse med skrifterne, som de jo kender. Så de burde kunne genkende, hvad det er, der sker, når Jesus gør de her gerninger. Med dem har han bevist, at han er mere end blot et menneske. Jesus udfordrer dem på deres forfejlede antagelse med spørgsmålet i vers 32: "Mange gode gerninger fra Faderen har jeg vist jer. Hvilken af de gerninger vil I stene mig for?"

Jesus udfordrer dem på deres manglende evne og vilje til at lægge to og to sammen. Når vi læser Guds ord, bliver vi netop nødt til at lægge to og to sammen. Vi bliver nødt til at stykke hele det store billede sammen, når vi læser Guds ord. Hvis vi bare læser det overfladisk og usammenhængende og stykkevis og selektivt, kan man hurtigt komme til nogle forfejlede konklusioner. Det ser vi med mange bevægelser, der kører af sporet. Man så det faktisk også i den tidlige kirke — forskellige bevægelser, der kørte af sporet. Efter Jerusalems ødelæggelse var kirken spredt i mange egne og mange lande. De havde ikke hele biblen samlet, som vi har det i dag. De havde brudstykker, som cirkulerede, og som løbende blev kopieret, indtil man endeligt fik det samlet. I starten var det en udfordring. Men alligevel var Gud trofast. Han bevarede sit ord. Han bevarede sin kirke. Han bevarede sit folk. Han bevarede dem, som frygtede ham. Det er et mirakel i sig selv bare at se på kirkehistorien, hvordan han havde bevaret sin kirke og bevaret sit ord fuldstændig ufejlbarligt. Men der udviklede sig hurtigt nogle mærkelige tolkninger gennem kirkehistorien. Der var en kamp omkring sandheden — en kamp, som netop gjorde, at de kristne blev tvunget til at blive skærpet omkring sandheden. Det er endt med at blive en stor velsignelse.

Her i vores tekst har vi faktisk ordet i kød og blod. De har ordet hos sig, og ordet åbenbarer sig for dem — Jesus Kristus. Det gør han med sine ord, og han gør det med sine gerninger, som netop bekræfter skrifternes vidnesbyrd. De har Messias foran sig. Men trods det kan de ikke lægge to og to sammen. Trods det kan de ikke se det. De vil ikke se det, fordi deres problem er problemet med et forhærdet hjerte. Som vi ser i vers 33, afkobler de hans gerninger fra hans ord og antyder, at de to ting slet ikke har noget med hinanden at gøre. "Du er bare et menneske. Derfor spotter du Gud."

Den afkobling, den adskillelse af ord og gerninger, som vi også kommer tilbage til i mit tredje punkt, udgør faktisk i sig selv en bespottelse af Gud. Fordi jøderne anklager Gud, som åbenbarede sig for dem i Jesus, for at være utroværdig, selvom han har bevist sin troværdighed med sine gerninger. Dermed bespotter de faktisk Gud i deres anklage om bespottelse imod ham. Kære ven, hvis du ser Jesus som blot et menneske, fordi du ikke anerkender, at han har gjort tegn og under og mirakler, kommer du aldrig nogensinde til at se Gud. Jesus var menneske, absolut, men han var mere end blot et menneske. Han var og han er Gud og menneske — en sandhed, som også bekræftes af de gammeltestamentlige skrifter. Jesus pegede på Det Gamle Testamente hele tiden og vidnede om, hvordan de vidner om ham.

At se Jesus uafhængigt af skrifterne

Det leder mig til mit andet punkt — den anden forhindring for at se Gud, at se Jesus uafhængigt af skrifterne. Det er en hindring, som jøderne havde i deres hjerte. Men det er faktisk også en hindring, som vi ser, at mange skeptikere i dag har i deres hjerter. De ser på Jesus, men de ser ham uafhængigt af skrifternes vidnesbyrd. De ser ham som en historisk person, men de kobler ham ikke til skrifterne.

Det første, vi ser her, er, at jøderne ser bort fra Jesu gerninger og fortolker hans ord som en påstand om at være guddommelig. Det er sådan set en rigtig fortolkning. Men fordi de ser bort fra Jesu gerninger, ser de ham som blot et menneske, og så konkluderer de, at han spotter Gud. Igen anholder Jesus deres afkoblede tolkning og deres forfejlede antagelse, der ikke kan lægge to og to sammen. Det gør han i forhold til det, de siger om, at Jesus gør sig selv til Gud. Lad os læse fra vers 34 til 36:

"Jesus svarede dem: »Står der ikke skrevet i jeres lov: ›Jeg har sagt: I er guder‹? Når loven kalder dem guder, som Guds ord er kommet til – og Skriften kan ikke rokkes – siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du spotter Gud! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?"
Johannesevangeliet 10, 34-36

På jødernes anklage om, at Jesus gør sig selv til Gud, hvor går Jesus hen? Han går direkte til Guds ord. Det er det, vi altid skal gøre — gå til ordet. Det gør han her. Grunden til, at han netop gør det, er, fordi det er der, autoriteten ligger. Det er også der, det fælles fundament ligger. De har den samme bibel, han har den. Det er den samme bibel. Det er den samme åbenbaring. Det er den samme kanon. Det er det, som vi er enige om er vores højeste autoritet. Sola Scriptura. Det er her, det som vers 35 kalder det, der ikke kan rokkes — loven. Her bliver ordet "loven" brugt som et synonym på Guds ord, på skriften. Jesus siger "jeres lov". Hvorfor siger han "jeres lov"? Var det ikke også hans? Jo. Men han siger det for retorisk at lægge bevisbyrden over på dem. "Det er jo jer. Hallo. Det er jeres bibel. Hvad er det, biblen siger?"

Jesus går til Salme 82. Lad os gøre det samme. Salmernes Bog 82:

"Salme af Asaf. Gud træder frem i gudeforsamlingen, blandt guder holder han dom: Hvor længe vil I dømme uretfærdigt og tage parti for de ugudelige? Sela. Skaf de svage og faderløse deres ret, frikend de hjælpeløse og arme, udfri de svage og fattige, red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet, de vandrer i mørke, jordens grundvolde rokkes. Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste. Dog skal I dø som mennesker, og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden, for du har alle folkene som ejendom."
Salmernes Bog 82

I salmen ser vi, at de, som i vers 6 kaldes guder, er de samme som dem, der i vers 2 dømmer uretfærdigt og tager de ugudeliges parti. Det, vi taler om her, er Israels uretfærdige dommere. Jesu argument til jøderne er, at hvis de her uretfærdige dommere kan blive kaldt guder — dem, som havde modtaget Guds ord, dem, som havde fået mandatet med Guds ord at dømme folket retfærdigt, men det gjorde de så ikke — hvis de kunne kaldes guder, hvad er jeres problem så med, at ham, som Faderen har sendt, ham, som Faderen har helliget, kalder sig Guds søn? Ham, som i øvrigt i kapitel 5 vers 22 har overdraget hele dommen til sin søn:

"Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen."
Johannesevangeliet 5, 22

Hvad er problemet med, at han kalder sig Guds søn, hvis disse uretfærdige dommere bliver kaldt for guder? Hvordan kan det være Guds bespottelse? Det er argumentet. I sammenhængen i Salme 82 er det at blive kaldt guder et udtryk for, at man får tildelt magt og autoritet og myndighed for Gud. De havde fået betroet det af Gud, men de fejlede i det embede, som de fik. Derfor kommer de til, som Salme 82 vers 7 siger, at dø som mennesker. Ligesom de slette hyrder, som vi talte om ud fra Ezekiel i starten af kapitel 10 — ligesom de svigtede deres får, refererer Jesus her til de slette dommere, som svigtede deres ansvar. Men Jesus er kommet som den gode hyrde. Han er kommet som en god dommer, en retfærdig dommer. Den, som Faderen har helliget. Den, som Faderen har sendt til verden.

Hvis jøderne bare vil læse deres bibler, hvis de bare vil reflektere over løfterne, se på Jesu gerninger, reflektere over loven, se på, hvordan Jesu ord, hvordan det hele bare stemmer, og lægge to og to sammen og se det samlede billede, så ville deres konklusion være en anden end det, de kommer frem til. Meget af det, som underminerer kristendommen i dag, og som har gjort det i hele den vestlige verden i flere hundrede år nu siden oplysningstiden — det, som mange har købt ind på — er den ide, at Jesus blot er et symbol på vores evne til at overvinde det onde. Man afkobler ham fra historien og tænker bare på ham som noget symbolsk. Det er en ide, som kommer fra sådan nogle som Immanuel Kant, en tysk filosof fra 1700-tallet, som netop fremlagde den ide, og som var med til at designe hele det, som endte med at blive til liberalteologien, som har undermineret kristendommen meget i den vestlige verden. Han fornægtede Jesu historiske eksistens og afkoblede ham på den måde fra skrifternes historiske vidnesbyrd. Teologien skulle være en autonom og rationel tilgang, ikke baseret på guddommelig åbenbaring. "Det kan vi ikke have med at gøre. Nej, det skal være noget, vi selv regner ud. Vi må leve, som om Gud eksisterer." Hvis vi bare lærer at tænke rigtigt med Kant, kan vi lære at leve lykkeligt, fordi det handler bare om at have den rigtige tankegang. Biblen kan inspirere os til det. Men om det reelt skete, det er sådan set underordnet.

Problemet med den form for pragmatisme, afkoblet fra virkeligheden, som Gud har åbenbaret for os i Kristus — hvis Jesus bare var en arketype, hvis han bare var et symbol eller et ideal, så er han jo ikke virkelig. Hvis Jesus ikke er virkelig, så er han ikke opstanden. Hvis Jesus ikke er opstanden, så er han ikke en frelser. Så ender man med en Kristusløs kristendom, som er det, vi ser meget her i vesten. Afkobler du Jesus fra den virkelige verden, fra historien, fra skrifternes åbenbaring om Guds søn, kommet til verden, helliget af Gud, sendt til verden som en frelser til os, så afkobler du dig selv fra livet, fra det evige liv og fra adgangen til Guds rige. Med en sådan hindring i sindet, med en sådan hindring i hjertet, kan man ikke se Gud. For at se Gud må vi se Jesus som opfyldelsen på det, som Gud har åbenbaret i historien — historien, som vi finder i skriften.

At se Jesu ord adskilt fra hans gerninger

I vores tekst ser vi en tredje hindring for at se Gud. Vi har berørt det lidt, nemlig det her med at se Jesu ord adskilt fra hans gerninger. Jesus siger i vers 37 til 38:

"Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig. Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen."
Johannesevangeliet 10, 37-38

I dette vers ser vi det, som jeg var inde på indledningsvist — at der er håb. Der er håb selv for det hårdeste og mest forhærdede og ubodfærdige hjerte. Som skriften siger, der er håb. Jesus rækker ud til dem. Er det ikke fantastisk at se? Han rækker ud til dem her, som angriber ham, og som vil ham til livs. Han rækker ud til dem og siger: "Hey, det kan godt være, at I ikke vil tro på de ord, jeg har talt, men lad nu være med at lukke øjnene for mine gerninger. Det er jo dem, der bekræfter mine ord." Vers 37: "Gør jeg ikke min faders gerninger, skal I ikke tro mig," siger Jesus. Han siger: "Hey, se på beviserne. Se på det, der bekræfter, hvad jeg har sagt." I vers 33 sagde jøderne, at det ikke er for nogen god gerning, at de vil stene ham. Så de anerkender, at Jesus har gjort gode gerninger. De skal bare lige forbinde dem med hans ord.

Ligningen er: Jesu ord plus Jesu gerninger plus skrifterne er lig med Messias, Guds søn. Det er ligningen. Kom så, kære alle. Regnestykket er ikke så kompliceret. Jeg ved godt, I gerne vil pille gerningerne ud af den her ligning. Prøv nu bare at se på gerningerne. Prøv bare at tænke over det. Vers 38: "Gør jeg mine faders gerninger, så tro gerningerne, selvom I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig, og jeg er i Faderen." Jesus inviterer sine modstandere. Han inviterer dem til at tro på det synlige bevis, der er på enheden mellem Faderen og Sønnen. Han inviterer dem til at anerkende det samme, som deres kollega anerkendte — Nikodemus i kapitel 3 i sin samtale med Jesus om natten, hvor han kom til ham og sagde: "Jesus, ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham." Der koblede han gerningerne sammen og sagde: "Ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham." At forstå, okay, de gerninger, det kan kun betyde, at Gud er med ham. Kom nu, kære jøder. Tænk nu, som Nikodemus, jeres kollega også gjorde, koble det nu sammen rigtigt.

Åh, hvis I bare ville se det, som er så indlysende i gerningerne alene. For gerningerne er faktisk Faderens gerninger. Kapitel 5 vers 19:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen."
Johannesevangeliet 5, 19

Jesus kalder jøderne til at se, hvad det er, Gud gør, hvad Faderen gør, og erkende, at det her er Guds værk. Det her er Gud, der gør det. At genkende Gud i gerningerne. Genkende Gud i det, Jesus gør. Ligesom Jesus får, så får også vi det i vers 14 i kapitel 10, hvor de genkender deres hyrde. De hører hans røst. Det er ham. Vi oplever det ofte som kristne, når vi søger Gud. Vi genkender hans røst. Vi læser hans ord. Det bekræfter os bare. Det her er Guds rene ord. Vi ved det bare. Der er den genkendelse. Man ser det.

Evnen til at se og genkende det tydeligt og indlysende i de tegn, som Jesus gør, når han åbner de blindes øjne, for eksempel — at se, det her er Gud. Når han helbreder den lamme — at se, det her er Gud. Når han giver mad til folkeskaren — at se, det her er Gud. Som vi skal se næste gang med Lazarus, når han opvækker de døde — at se, det her er Gud. Se Faderens kærlighed til sit folk. Se, hvordan han rækker ud. Se, hvordan han giver liv. Hvordan han giver glæde. Hvordan han giver genoprettelse. Guds navn er bare skrevet hen over alle de her gerninger. Det er ham. Kære jøder, følg nu den logiske konklusion af det, som alle beviserne lægger op til. Se sandheden i det, som jeg sagde i vers 30: "Jeg og Faderen er ét." I vers 38: "Jeg er i Faderen. Faderen er i mig."

Jøderne har en massiv barriere i deres hjerter, fordi de har forhærdet sig over for Jesus. De adskiller hans ord fra hans gerninger. De adskiller beviserne fra vidnesbyrdet. De afkobler elementerne i ligningen, som kan få regnestykket til at gå op. Det var ikke, fordi de ikke kunne regne. Det var bare, fordi de ikke kunne lide resultaterne. Vi ser det også med den sekulære verden i dag. De elsker alt det, der vil sætte tvivl omkring kristendommen. Det synes de er meget fascinerende. "Jeg vil gerne tro på det der med, at der var en mand, der hed Jesus. Ja, vi anerkender, det er historisk, fordi man kan ikke komme uden om det. Selv de mest forhærdede ateistiske historikere anerkender, ja, Jesus eksisterede. Han døde på et kors, men det der med, at han opstod efter tre dage, ah, det er en god historie." Men kære ven, du kommer aldrig nogensinde til at se Gud, hvis du plukker det ud af den bibelske fortælling, som du ikke lige bryder dig om, fordi du ikke rigtig tror på det her med mirakler. Hvis Gud eksisterer — det ved du faktisk, han gør, fordi du kan bare kigge på skaberværket omkring dig. Det er beviset i sig selv. Alt det, han har skabt ved sit ords magt. Skriften vidner om, at du ved, han er der. Hvorfor så ikke følge den bibelske historie til dørs og se, hvor den leder dig hen? Jeg kan fortælle dig, hvor den leder hen. Den leder dig hen til et blodstænkt kors og en tom grav.

Det er der, den leder hen. Enhver, som tror på ham, vil ikke gå fortabt, men de vil få evigt liv ved troen på ham — det liv, som kun han kan give. Modstå den konstante indre fristelse til vantro, og tro på Jesus Kristus. Det er det, evangelierne leder os til. Tro på ham. Åbn dit hjerte. Ydmyg dit hjerte. Lad ikke dit hjerte blive hårdt som oprør, men blødgør det. Bøj dig. Han er påskens gode nyheder. Han giver liv. Han giver frelse til enhver, som påkalder hans navn i tro. Men det, vi ser i vores tekst i dag, er, at Jesu modstandere valgte at fastholde deres modstand. Vi læser i vers 39, at de som respons på Jesu udrakte arm til dem igen ville gribe ham, men han slap væk fra dem.

De så Jesus, de observerede ham, de hørte hans ord, de hørte ham tale. De reflekterede over hans forkyndelse. Det gjorde de. Med den konklusion, de så kom frem til — at han gjorde sig selv Gud — den rigtige konklusion, ja. Men absolut den forkerte konklusion ud fra det, nemlig at han bare var et menneske, der sagde de her ting. Derfor måtte han være en, der bespottede Gud. De hørte, hvad han sagde. De så ham, men de troede ham ikke. Det er den ultimative hindring, brødre og søstre. Det er ikke-tro.

At se Jesus uden tro

Det leder os til det sidste punkt — at se Jesus uden tro. Jeg så for nylig en debat mellem en, der hedder David Wood, og en, der hedder Alex O'Connor, som også bliver kaldt den kosmiske skeptiker. Jeg ved ikke, om nogle af jer har set debatten. Hvis ikke I har, kan den anbefales — hvis I har to timer og 22 minutter til rådighed. Overskriften for debatten var: "Hævdede Jesus at være Gud?" Det, man lægger mærke til i sådanne debatter, er, at uanset hvor mange beviser der bliver lagt frem ud fra biblen i forhold til det, som Jesus sagde, det, som Jesus gjorde, som bare udgør et stort ja til spørgsmålet, om Jesus påstod at være Gud — vi ser også blandt andet i vers 33 ét af bevisemnerne her — uanset hvor meget man præsenterer og lægger frem, vil man altid møde det "ah, kan det nu også passe?".

Den manglende overbevisning kommer sig af, at man læser biblen, man læser evangelierne, man søger skrifterne, men man gør det uden tro. Hvis du gør det, kommer du ikke frem til det, som er indlysende. Så kan man ikke se skoven for bare træer. Vi bliver nødt til at have tro. Jesus konfronterede jøderne med det tilbage i kapitel 5 og vers 39 til 40:

"I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. Og dog vil I ikke komme til mig og få liv."
Johannesevangeliet 5, 39-40

Man kan ikke se Gud eller finde Gud eller finde livet i Guds ord, hvis ikke man ser Jesus med tro. Som vi læser i Hebræerbrevet kapitel 11:

"Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses."
Hebræerbrevet 11, 1

Troen er det, som åbner ens hjerte op, åbner sindet op, åbner tankerne op, åbner ens åndelige øjne, så man kan begynde at se det, man ikke før kunne se. Man er villig til at begynde at følge beviserne, hvorhen de leder en. Det vidnesbyrd, vores tekst afslutter med, er faktisk et vidnesbyrd om håb. For selvom jøderne, som Jesus talte med, forkastede ham på trods af hans ord og hans gerninger, var der alligevel mange, der kom til tro. Vers 42. Hvem ved, om der måske blandt dem også var nogle af de farisæere, som havde været Jesu værste modstandere? Vi ved i hvert fald ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 9, at en af de meget hardcore farisæere pludselig blev omvendt. Hvem ved, om en af de virkelig forhærdede farisæere, som Jesus taler med her, ender med at vende om?

Det er ikke så sjældent, at man hører om skeptikere i dag, som bare har sat alt ind på at bevise, at Jesus ikke er Guds søn. Alligevel ender de med at bøje knæ for kongernes konge og herrernes herre og anerkende, at han er Guds søn. Netop fordi de begynder at kigge ind i beviserne, begynder at søge skrifterne, begynder at se Guds åbenbaring, og Gud gør noget i deres liv. For når troen kommer, er det et under. Når troen kommer, er det noget, Gud gør. Det er et mirakel, der sker inde i menneskets hjerte. Det sker ved evangeliets kraft. Vi læser fra vers 40, hvordan han tog atter over til den anden side af Jordan, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt, og opholdt sig der. Mange kom til ham, og de sagde: "Ganske vist gjorde Johannes intet tegn, men alt, hvad Johannes sagde om denne mand, er sandt." Der kom mange til tro på ham.

Vers 41 understreger pointen om, at det, der gør forskellen, ikke er tegnene i sig selv. Det er ikke gerningerne i sig selv. Nej, det, der gør forskellen, er at tro på vidnesbyrdet om Jesus. Det inkluderer naturligvis tegn og under. Man tror på evangeliet om, at Jesus er Guds søn, om at han er Messias og verdens frelser. Hans tegn og under og gerninger, herunder den største af dem alle, som er hans opstandelse, gør, at vores tro ikke er en blind tro. Nej. Vores tro er en tro, som er fast forankret i historien, om det, der reelt skete — det, som Det Nye Testamente troværdigt er et vidnesbyrd på. Guds ord siger, at troen kommer af det, der høres, og ikke af det, der ses. Troen kommer af det, der høres. Vi må høre evangeliet. Vi må høre Guds ord. Så kommer troen. Det er Guds ord. Det er ikke de fysiske tegn, der i sig selv har kraften til at give mennesker overbevisning. Nej. Når ordet går frem, kan troen opstå. Når troen opstår, åbnes blinde øjne, åbnes åndelige øjne. Når de åndelige øjne åbnes, kan man begynde at se Jesus med tro. Når man begynder at se Jesus med tro, begynder man at kunne se Gud.

Kære ven, kan du ikke se Gud i dag? Kender du ham ikke som Herre og Frelser, så se hen til Jesus i tro i dag. Påkald hans navn. Søg ham. Det er hos ham, der er liv og frelse at finde. Brødre og søstre, i dag, når vi fejrer påsken, lad os huske på, hvor vi selv engang var — at vi var hans fjender, at vi var formørket i sind og tanke, at vi ikke kunne lægge to og to sammen engang. Men Jesus kom til os, og han mødte os midt i vores mørke og fortabthed og uvidenhed, og han lod sit lys skinne ind i vores hjerter. Han gav os tro. Han gav os det, som er nødvendigt for, at vi kan gribe ud efter ham og overkomme de barrierer, overkomme de forhindringer, som kan være i vores hjerter, når vi har forhærdet os på grund af synd og det, som skaber afstand til Gud. Han kom til os, og med sit offer på korset for os og sin sejr i sin opstandelse kom han, og han rensede os, og han gav os rene hjerter. Med den renselse blev vi salige. Som der står: "Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud." Lad os takke Gud, fordi han ved Jesus Kristus er kommet til os og har renset vores hjerter og har ladet os se Gud, har ladet os komme ind i hans rige og givet os et evigt håb. Må han ved sin store nåde fortsat lade dig se ham mere og mere gennem Kristus, så du kan formes efter det billede, du ser, fra herlighed til herlighed.

Amen.