Troens faktor - Oplevet kristendom i en vantroens tid

Jeg er ligesom et barn. Jeg er forundret over, hvor lidt jeg egentlig ved. Men det har været så overvældende for mig at opleve endnu mere af Kristus og at have det privilegium at se skønheden i Kristus.

Der er nogen, der har spurgt mig for nylig, hvad jeg egentlig mener med den oplevede kristendom. Jeg besvarede spørgsmålet med et spørgsmål: hvilken del af det her med at være ordets gører er det, du ikke forstår? Jeg tror på en praktisk kristendom. Hvis du sidder her i dag og bare hører sandhed, og hvis ikke det får dit hjerte til at danse, så har det faktisk en tendens til at lede dig i bedrag.

Du bliver nødt til at sætte dig for, at du vil adlyde, hvad Gud siger. Du skal ikke være tilfreds med bare at høre Biblen. Du skal indstille dit hjerte på at være ordets gører. Som jeg sagde, så er jeg som et barn. Måske kan du huske, da du var i børnehave. Mange gange ville læreren give dig en mulighed for at vise og fortælle. Så ville de små børn stå foran de andre og dele, hvad det var, de havde set. Nogle gange ville de bruge en genstand i deres lektion. Afhængigt af hvordan de oplevede den genstand, ville det betyde noget for de følelser, de havde.

Desto mere jeg ser Kristus disse dage, kan jeg ikke bare være stille og rolig omkring det. Det er noget, der virkelig skaber inderlighed i mit hjerte. Så jeg kommer her til morgen med en stor passion for at dele med jer det, som Gud gør i mig.

Jeg ved ikke, om I kender historien om Eric Liddell. Han var ham, der løb ved olympiaden, og som vandt guld i et løb, hvor han ikke var kvalificeret. Grunden til, at han ikke deltog i det løb, han var indstillet til, var, at han ikke ville løbe på Herrens dag. Men i hans forberedelsesdage var hans søster Jenny, som også var kaldet til at gå til Kina, bekymret over hans delte loyalitet. Hun følte, han brugte for meget tid på at forberede sig til at løbe ved olympiaden. Meget stille og roligt sagde han til sin søster Jenny og svarede det kyniske: "Jenny, Gud har gjort mig hurtig. Og når jeg løber, så mærker jeg hans gunst."

Det er også det, jeg ønsker. Jeg kan ikke lide en mat kristendom. Jeg vil have noget, som får mit hjerte til at danse. Den her Kristus, han kan kendes, og han kan mærkes. Det er det, jeg gerne vil dele med dig — den samme ånd.

Jeg vil gerne kigge på Lukasevangeliet kapitel 18 her. Bare for at give en start på, hvad det er, vi skal se på her til morgen.

"Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte."
Lukasevangeliet 18, 1

Den levende tro er vital for den oplevede kristendom

Først ser vi, at den levende tro er vital for den oplevede kristendom. Vi lever i en tid, hvor der er stort mørke og bedrag — en tid, som fremmer apati og ligegyldighed, og det fører til ugudelighed. Det virker, som om mange har mistet bevidstheden omkring Guds tilstedeværelse. Dem, som bekender, at de tror på Biblen, men i deres daglige liv er der meget lidt af den realitet. Som saddukæerne, der kendte skriften, men fornægtede dens kraft.

Det kan ses på noget meget almindeligt. Vi kan have Guds ord på en så almindelig måde, at det ikke længere får vores hjerter til at brænde. Men forstå, brødre og søstre, at når vi tager Guds ord ind, så vokser vores tro, og det bringer Gud i fokus.

Den synd, vi ser i samfundet, er, at de har menneskeliggjort Gud. Så har vi guddommeliggjort mennesket, og derfor har vi minimeret synden. Vi har brug for en stor Gud — ikke bare i vores forståelse for skriften, men også i den måde, vi tager det til os i vores daglige vandring.

Der er ikke noget, som viser den oplevede kristendom så meget som en troende, der har overgivet sig til ivrig bøn. Hvis vi kigger på teksten, understreger Kristus behovet for ivrig bøn. Han siger, at mennesker altid må bede og ikke blive trætte. Man lægger mærke til, at lignelsen, der følger, understreger vigtigheden af den her bøn — bønnen, som bare bliver ved med at banke på, bliver ved med at søge, bliver ved med at råbe ud, indtil Gud besvarer.

Fortællingen handler om en uretfærdig dommer, som nægter at høre den her enkes bøn. Han ønsker ikke at blive chikaneret længere af den her enke. Så han bliver bevæget til at komme til hendes redning og hjælpe hende. Hvad er det så, der er så interessant ved det her? Det er den kontrast, som bliver fremført her fra Herren Jesus.

I kontrast har vi en kærlig Gud, som elsker, som glæder sig over at høre de bønner, vi beder. Selvom han nogle gange holder svaret tilbage, så glæder han sig ved at handle i tide som en nådig Gud. Hvorfor er det? Fordi hans børns vedvarende råb altid får hans opmærksomhed. Vores Herre fortsætter sin undervisning her med dette spørgsmål: når Menneskesønnen kommer, vil han så virkelig finde troen på jorden? Hvad er det, han leder efter?

Han leder efter en tro, som bliver udtrykt gennem ivrig bøn af et Guds folk. Det er interessant, at Kristus lærer, at når bønnen er ivrig, så er den virksom. Prøv at høre, hvad trosmanden George Müller sagde:

"Jeg lever i bønnens ånd. Jeg beder, når jeg går omkring, når jeg ligger ned, og når jeg står op." – George Müller

Svarene bliver bare ved med at komme. Vil det overraske dig, hvis jeg fortalte, at George Müller havde 85.000 bønner, som blev besvaret, og som er dokumenteret? Gud besvarer sit folks bønner.

Der er nogle af jer her til morgen, vi elsker jer, og vi er glade for, I er her. Men den eneste bøn, som Gud vil besvare, hvis du er udenfor Kristus, er bønnen om frelse for din sjæl. At Kristus tilfredsstillede fuldt ud Guds vrede imod dig på grund af din synd. Han led under Guds vrede og døde i dit sted og blev oprejst af Gud Faderen for din frelses skyld. Du må som et barn komme og omvende dig fra din synd og tro på Herren Jesus Kristus. Hvis du gør det, så vil han frelse dig. Du skal se på ham. Du skal ikke bekymre dig. Han er en trofast Gud, og alle, som kommer til ham ved Kristus Jesus, dem vil han ikke vise bort.

Vantroens lumske natur

Det er opmuntrende, brødre. Jeg vil bare give jer fire ting her til morgen. Jeg vil gerne, at vi tager vantroens lumske natur seriøst. Det er det her, som virkelig ødelægger vores liv. Det er det, som underminerer vores bønneliv og gør os til et bønneløst folk.

Vi ser i Jakobsbrevet kapitel fem, at der er det her med troens bøn, og så er der også en vantroens bøn. Mange formoder, at Gud ikke svarer på grund af deres vantro. Synden vantro er ligesom synden åndelig stolthed og bitterhed. Det er noget, som er svært at se. Der er nogen, der siger: "Jamen, jeg er ikke bitter. Jeg er bare såret." Men hvis du virkelig renser dig selv, så finder du ud af, at du faktisk er bitter. Der er en rod af bitterhed, men de kan ikke selv se det. Det er noget, som er dybt nede.

Det samme med åndelig stolthed. Du tænker: "Jamen, der er ikke noget i vejen med mig." Men alligevel er du et offer for, at det hele handler om dig, og alligevel kan du ikke se det. Det er derfor, du har behov for andre mennesker til at kunne pege på det. Det her med vantro er også noget, der ligger dybt nede. Du siger: "Jamen, jeg er ikke skyldig i vantro."

Så lad mig begynde at stille det her spørgsmål i relation til bøn. Er du en bedende person? Beder du mere ud af krise end ud af overbevisning? Når der er noget, der kører galt? Hvis du går gennem en mørk tid, og lige pludselig falder det sammen økonomisk eller følelsesmæssigt, og så begynder du at råbe ud til Gud. Men jeg spørger dig: er du en virkelig bedende person? Fordi en bedende person beder altid. Han beder gennem svære tider, og han beder gennem gode tider.

Det, som Gud gør ved sin nåde, er, at de også beder i de gode tider. Prøv at tænke her for et øjeblik. Det er muligt for en troende at være så overgivet til skriften, og alligevel tilegner de sig det aldrig. En person kan være ivrig i at studere Biblen og så være ligegyldig overfor dens anvendelse. Så de har et specifikt behov for genoprettelse i at indoptage sandheden.

Den britiske forkynder Martyn Lloyd-Jones sagde det sådan her: jeg bruger halvdelen af min tid på at fortælle kristne, at de skulle studere teologi, og den anden halvdel af min tid på at fortælle dem, at teologi er ikke nok. Han siger, at kirken må forstå realiteten af Helligånden. Vores kirke må få en virkelig oplevelse med Helligånden.

Det er ikke noget, jeg overdriver, brødre og søstre. Bibeleksegese er godt, og det er virkelig nødvendigt. Vi skal ikke spekulere omkring, hvad Biblen siger. Hver tekst har en betydning. Vi har ikke råd til bare at spekulere. Vi må kende sandheden. Men jeg tror, at vi må skabe en rytme i forhold til vores forståelse af skriften og så vores anvendelse af skriften. Hvis Gud taler til dit hjerte ved sin nåde i dag, og han bringer overbevisning til din sjæl, så må du med det samme handle på det i tro. Fordi hvis du drager dig tilbage, så er det i virkeligheden bare vantroen, der kommer til. Du siger: "Jamen, jeg tror ikke, at det, jeg lige har hørt, er nok til at tale til min sjæl." Det er der nogen, der tænker.

Hvad leder Kristus efter, når han kommer igen?

Lad mig give dig en anden ting her til morgen. Jeg vil gerne, at du betragter, hvad Kristus vil se efter, når han vender tilbage. Jeg vil gerne, at du ser, hvordan troen ser ud, når Herren vender tilbage — hvad det er, han leder efter.

Prøv at gå tilbage til vers syv og otte. Jesus forsikrer os om opfyldelsen af Guds løfter:

"Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?"
Lukasevangeliet 18, 7-8

Mænd og kvinder — sådan som jeg forstår den her tekst — jeg tror, at den tro, som frelseren vil finde, er den tro, som kommer til udtryk i ivrig bøn. Fra begyndelsen til slutningen, så er det, som om det er temaet for den her passage. Den sande natur er åbenbaret igennem en passion og en udholdenhed. Hør disse ord fra en kommentator. Han trækker på den frase, hvor der står, at de råber til ham dag og nat:

"Det er en rammende karakteristika ved Kristi ord, at de beder, og de beder ofte. Det er deres livsstil. De holder kursen ved tro, indtil de får et svar." – Albert Barnes

Jeg vil erklære for jer, at det her er den oplevede kristendom, når den er bedst. Det her er karakteren af den tro, som Gud længes efter, og som han vil se efter, når han kommer igen. Er Kristus så snæversynet? Nej, han er sådan en nådig frelser. Men han siger til os, at det her er hans hjerte — et folk, der beder. Det er ikke bare, når de kommer i kirke, at de beder. Nej, de beder på vej hen til, hvor de skal hen. Om aftenen beder de. Gennem natten beder de. Deres liv er karakteriseret ved bøn. Tænk over det.

Karakteren af den bøn, som Jesus ser efter, er karakteriseret ved tålmodighed, passion og udholdenhed. Teksten lærer os, at Guds folk beder. De beder i tro. De beder i forventning. Igen så holder de kursen i forhold til bøn. En bøn, som ikke har nogen kvalitet i forhold til at holde ud, vil fejle. Det er den form for bøn, som desværre karakteriserer den evangelikale kirke i dag.

Jeg har en kær ven, som er evangelist. Han har været i tjeneste så længe, som jeg har. Han har set mange bevægelser af Helligånden. Nogle gange ringer han til mig på telefonen og siger: "Bror Don, den her uge var jeg til et glødende varmt bedemøde." Jeg undrede mig over, hvad han mener. Jeg havde sådan en idé om det. Så spurgte jeg ham en dag: hvad er et glødende varmt bedemøde? Det er et bedemøde, hvor folk samles, og så beder de i forventning. De beder ivrigt. De beder med en ivrighed i sig. De beder med tårer i øjnene. De har en forventning om, at Gud kommer og svarer.

Jeg fortalte pastoren her til morgenen, at jeg er en del af HeartCry Society, og grundlæggeren er Paul Washer. For det meste rejser jeg, så jeg tuner ind via Zoom til vores bedemøder om morgenen. Mandag til fredag har vi bedemøder, og om tirsdagen beder vi i lang tid. Jeg vil bare fortælle jer noget — ikke for at fremhæve HeartCry. For det meste er vores bedemøder glødende varme. Det er Paul Washer, der sætter kursen for det. Han græder. Han råber ud til Gud.

Den her overgivelse til bøn taler om tro — den tro, som Kristus vil se efter, når han vender tilbage.

Lad mig stille dig et spørgsmål: hvordan går det med dit bønneliv? Jeg skulle tilbage til Detroit, Michigan og blev transporteret af en pastor. Han sagde: "Hvordan kan jeg bede for dig?" Jeg gav ham seks ting, og nogle af dem var personlige ting i forhold til synd og så videre. Efter jeg delte det med ham, forsikrede han mig om, at han ville bede. Så kiggede han på mig og sagde: "Hvad vil du gøre ved det?" Nogle gange kræver Gud, at du besvarer din egen bøn. Han kalder dig til at dræbe synden til Guds ære.

Begrænser vi Gud?

Her er en tredje ting, som jeg vil have, at du skal se her til morgen: begrænser vi Gud? Prøv at se på en tekst i Salme 78 her til morgen. Jeg kommer ikke til at læse hele teksten, men fra vers 38 til 43. Det er kontekst. Men jeg vil gerne have, du bare ser et vers her — i vers 41. I vers 40 står der, hvor ofte de trodsede Gud i ørkenen, i reference til israelitterne. De fristede Gud. I vers 41 står der, at de udæskede Gud — eller begrænsede Israels Gud.

Jeg stiller dig spørgsmålet her: er det muligt for dig og mig at begrænse Gud? Er det her en relevant tekst for i dag? Er det muligt at efterligne Israels folks vantro og begrænse Gud? Svaret er et højlydt ja. Vores vantro taler imod os.

Hvad er vantro? Vantro er ikke, hvad du ikke har troet. Det er, hvem du ikke har troet. Nogen har sagt, at hvis vi begår en synd, så slår vi imod Guds hånd. Men når du begår vantroens synd, så slår du ved selve Guds hjerte. Tror vi Gud? Det bliver afspejlet i vores bønneliv. Vi kan identificere os med Israels fald her, ikke bare ved at begå den samme synd, men ved at betragte et bønneløst liv som respekterbart — at se det som noget, man kan respektere. Alle har jo det her problem, men det gør bare ikke skylden mindre. Det her er noget, som Guds folk må engagere sig i.

I salme 78 spurgte Martyn Lloyd-Jones sine lyttere om dette spørgsmål: var deres kristne erfaring en, hvor de glædede sig? Jeg var så velsignet for nogle få uger siden. Jeg tunede ind på John Piper. Ved du, hvad han sagde? Han sagde, det, som Gud brugte mest til at skabe en interesse i ham i forhold til at blive kristen, var den glæde, han så i sin far. Han sagde, hans far var den gladeste mand, han kendte. Hans mor og far ville sidde der på forsædet og bare bryde ud i sang. Han sagde: "Jamen, der må være noget om det her med kristendommen."

Lloyd-Jones spurgte sine lyttere, om deres kristne erfaring var kendetegnet ved en glæde, en kærlighed, et håb og en sikkerhed i troen — om deres liv var kendetegnet ved en glæde i Guds befalinger og løfter. Han sagde til dem, at mens Guds løfter handlede om glæde og håb til de troende, så følger troende ofte israelitternes vej i deres tvivl og i deres beklagelser i et liv, som er konstant usikkert. Men den her britiske tjener formanede forsamlingen: når kristne følger vantroens vej, så begrænser de Guds kraft, hans nåde og hans herlighed. I stedet for at vise hans fuldkommenhed.

Hvad betyder det her med at vise? Det betyder, at jeg viser Kristi skønhed frem for jer. De fleste kirker, jeg går ind i, er som at gå ind på en kirkegård. Der er ingen glæde — specielt i reformerende kirker. En af mine venner sagde, at de er deformerede baptister, ikke reformerede baptister. Det er en sandhed, og jeg griner med jer, men det er sandt. Jeg kan ikke se så mange glade kristne, og det afspejler deres vantro. Lloyd-Jones siger, at en kristen, som ikke er glad, er en dårlig anbefaling for den kristne tro.

Troens kamp i en vantroens tidsalder

Lad mig bevæge mig videre her. Jeg vil gerne give dig en fjerde og sidste pointe her til morgen. Betragt med mig den her troens kamp i en vantroens tidsalder. Jeg vil først minde dig om, at det kristne liv er en åndelig kamp. Jeg kan ikke identificere mig med ham på den anden side af havet, som siger, det her er dit bedste liv nu. Der er meget glæde at have, brødre og søstre. Vi kan være begejstrede omkring Kristus, men jeg kan fortælle dig, at der kommer hårde tider. Vi kommer til at blive prøvet, og det er bare realiteten, som Biblen bekræfter og fortæller os, at det er det, vi skal forvente.

Hvis vi tager beslutningen om at gå til kamp imod verden og Djævelen og kødet, så bliver du ramt. Fjenden kommer til at gå efter dig. Han kommer ikke bare lige for at bide, men han kommer for at sluge. Hør, hvad Charles Spurgeon, baptistpræsten fra London, siger. Han siger, jeg har aldrig vundet en millimeter af himlen uden at kæmpe for den. Vi taler ikke om noget fysisk her med vores arme og vores knytnæver. Vi taler om troens kamp — at Gud, jeg må tro dig.

Det var ligesom John Piper, da han kom ud af John MacArthurs kontor. Han så den her statue. Han så bare den her mand med smerte i hans ansigt. Hans øjne kiggede mod himlen, og hans knytnæver var knyttet. Han tænkte, da han gik ind på kontoret, at ordene var: "Gud, vær mig synder nådig." Piper sagde, da han forlod MacArthurs kontor, så stoppede han og kiggede på statuen, og han kunne se smerten i ansigtet på manden. Så kiggede han ned på ordene, og her var det, at manden prøvede at stole på Gud. Det er det, Gud kalder os til at gøre. Han kalder os til at blive ved med at stole på ham.

Den tro er noget, som bliver bevist gennem vores bøn. Jeg er overbevist om, at de hårdeste kampe, vi kommer til at kæmpe, bliver kæmpet på græsplænen af vores hjerte. Jeg finder det interessant, at den her troens vandring i Biblen oftest kommer til udtryk i forhold til aggression. Militant. Noget militant. Offensivt. Noget, der er på offensiven. Biblen fortæller os det igen og igen.

Der er forskellige ting, vi vil gøre, som vil karakterisere vores vandring med Gud. Prøv at tænke på, hvad Biblen siger omkring den her militante aggression. Paulus siger i Første Timotheusbrev 6, 12:

"Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør."
Første Timotheusbrev 6, 12

I Andet Timotheusbrev kapitel 4 vidner Paulus omkring sin egen erfaring:

"Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen."
Andet Timotheusbrev 4, 7

I Andet Timotheusbrev kapitel 2 siger han: "Vær med til at lide ondt som Kristi Jesu gode soldat." Hvad med Første Petersbrev kapitel 5? Peter taler om relationen til Djævelen. Han siger:

"Stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden."
Første Petersbrev 5, 9

I Jakobsbrevet kapitel 1, vers 12 står der:

"Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham."
Jakobsbrevet 1, 12

Der er en kamp involveret i det. Vi må vågne op til det. Det er normal kristendom. Du må ikke lade dine brødre og søstre bedrage dig til at tro, at det hele bare er, at du er i comfortzonen hele tiden, fordi det er du ikke. Du kommer til at blive prøvet, og din udholdenhed vil blive prøvet.

Biblen fortsætter. I Første Korintherbrev kapitel 9, vers 24 lyder det: "Løb sådan, at I vinder den." Vers 25 siger: "Stræb efter det." Hebræerbrevet kapitel 12, vers 14: "Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren." Ordet for at stræbe efter er ikke sådan, at man bare går stille og roligt hen. Det har en idé om det her rovdyr, som er på jagt for at søge fred med mennesker. Det er det, vi må forstå her.

Der er forskel mellem at kæmpe og så at kæmpe for at vinde. Der er nogle af os, vi vil bare gerne snakke om at kæmpe. Der er ligesom noget respektabelt omkring det. "Jamen, jeg er en kæmper." Men kæmper du? Kæmper du i tro? Jeg taler ikke om at bekæmpe andre. Vi kæmper ikke mod kød og blod. Nej, jeg taler om at kæmpe i tro. Prøv at høre her. Der er mange, der bliver trætte i deres fokus, når de er i deres vandring med Gud — når de mister villigheden til at kæmpe.

Puritaneren William Gurnall sagde sådan her — jeg ved godt, det er et citat. Hør efter her. Det er så vigtigt. Han sagde, vi må ikke betro os til Guds rustning. Hvad? Efeserbrevet seks taler om, at vi skal tage Guds fulde rustning på. Det betyder da vel, at vi skal tro på det. Men prøv at høre resten af udtalelsen her. Han siger:

"Vi må ikke betro os til Guds rustning, men til rustningens Gud. For vores våben er kun mægtige gennem Gud." – William Gurnall

Biblen taler om, at fjenden er en nådesløs rovmager. Den primære måde, han får Guds folk ned på, er, at han angriber deres tro — og særligt troens bøn. Jesus adresserer det her i sin formaning til Peter. Kan I huske beretningen i Lukasevangeliet kapitel 22? Jesus siger til Peter:

"Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre."
Lukasevangeliet 22, 31-32

Der er mange, der siger til dig: "Jeg beder for dig, Don og Cindy." Jeg ved, at alle sammen har en god mening med det. Men der er nogle gange, vi bliver distraheret, og så følger vi ikke igennem med det. Hvis alle dem, som har lovet, at de vil bede for mig, ikke opfylder deres løfte, så er min store trøst, at Kristus beder for mig. Han lever for at gå i forbøn for mig. Prøv at tænke på, at Jesus beder for mig. Jeg tror på det af hele mit hjerte.

Men prøv at høre. Af alle de kneb, som Satan får, så er den mest udtalte strategi, at han går efter vores tro. "Simon, jeg har bedt for, at din tro ikke skal svigte. Når du bliver omvendt, så skal du styrke dine brødre. Simon, Simon, jeg vil gøre noget i dit liv. Jeg kommer til at lade Satan sigte dig som hvede, så du må tjene." Det er det, han gør i mange kristnes liv i dag. Du bliver sigtet. Før eller senere så vil alle gå gennem en tid, hvor du bliver sigtet. Men du skal ikke holde det for dig selv. Det er, for at du kan være en velsignelse for mennesker — at være en trøst, en opmuntring, et håb til andre mennesker.

Praktiske tanker til en kriger

Så jeg slutter med det her. Jeg vil gerne efterlade dig med nogle tanker, som vil styrke din sjæl og din tro. Hvis du gerne vil se det kristne liv blive produktivt, og du vil gerne se, at dit bønneliv vokser, så vil jeg bare give dig nogle få ting her.

Først, hvis du er interesseret her til morgen, så vil jeg opmuntre dig som en kriger til krigere med denne tanke: først og fremmest så skal du sætte kampen i formation. Hvad er det, jeg mener med det? Kan du huske det gamle testamente, når krigerne ville gå i krig med hinanden? Lige før de gik ind i kampen, står der, at de ville sætte kampen op i formation. Det er et billede på nogen, som ikke kender noget til at sætte kampen i formation. Her er et billede af de fleste moderne troende — bare sådan stille og rolig ligegyldighed.

Da de der folk gik i krig, var det sådan her, de skabte formationen. De var i en offensiv stilling. De var apostle af aggression. Tag rugby for eksempel. Forestil dig de store fyre, der står der. De går ikke i en defensiv stilling. Hvis ikke de gør det, så bliver de slået ned. De starter sådan her. De kommer til at tage den fyr af fødderne foran sig. De går efter blod. Det er det her, vi må have i det kristne liv. Det giver os håb.

Her er en anden ting, jeg vil give dig her til morgen — en anden ting, som jeg tror vil hjælpe dig: du må lære at tænke og handle bibelsk. Du må ikke gå på følelserne. Følelserne er ikke en guide, som du kan stole på. Ligesom jeg har sagt de sidste par dage her på konferencen — jeg ved godt, det virker piperagtigt, det lyder som Piper — men du beslutter at adlyde Gud, om du føler det eller ej. Når du gør det, udgyder Gud fremtidig nåde ind i dig. Hvad betyder det? Han giver dig længslen efter at gøre Guds vilje.

Så i det jeg adlyder og vælger at adlyde Gud, selv når jeg ikke føler det, vælger jeg at bede. Jeg vælger at søge Gud i skriften, selv når jeg ikke har det sådan, jeg har lyst til det. Så går jeg gennem lydigheden, og så begynder Gud at skabe lysten. Jeg er så glad for, jeg læste min Bibel. Jeg er så glad for, jeg søgte Kristus. Jeg er så taknemmelig for, at jeg bad igennem. Nu kan jeg mærke det. Gud har hjulpet mig. Men du må vælge at tro uanset, hvordan du føler det.

Her er en tredje ting: øv en levende tro. Jeg sagde en levende tro. Vi går tilbage til teksten i Lukas 18, vers 7. Han siger: "Skulle Gud ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?" Jeg er overbevist om, at mange mennesker mister modet, fordi de har sådan en stille og rolig nede-på-jorden-tro — en tro, som antager en masse ting. Men det er en, som er uden frelsende kraft. Fordi når troen frelser, så er der et potentiale for, at den er ivrig. Du kender mere og mere til en tålmodig udholdenhed, fordi i det du venter på, at Gud svarer, så glæder du dig over kongens skønhed.

Du må ikke tage det som en kritik af min kære hustru. Hun bliver nogle gange træt af at rejse. Jeg ved, at nogle gange er hun træt. Men så siger jeg til Cindy, at vi kører hen over Danmark for eksempel. Prøv at se den kirke derovre. Prøv at se på landskabet. "Jamen, det er dejligt." Men jeg nyder rejsen, turen. Hør, hun nyder den også. Det bliver jeg nødt til at sige, fordi ellers så bliver jeg virkelig konfronteret. Nej, sådan er hun ikke. Mens du venter på Gud, så nyd rejsen. Han er sådan en vidunderlig frelser.

Husk det her — vi taler om en levende tro. Charles Spurgeon sagde, at ordet må blandes med tro. Befalingerne og Guds løfter må blandes med tro. Han siger, der er mange stoffer, som ikke har nogen værdi, medmindre det bliver blandet med noget andet. Han siger, at ordet forkyndt bliver af ingen værdi, indtil den bliver blandet med tro i den time, vi har brug for at høre det.

Jeg ved, at det tager lang tid på grund af oversættelsen, men bær over med mig her. Jeg vil bare give dig et par ting mere her. Nummer fire: vær målrettet. Jeg kan ikke sige det nok. Du bliver nødt til at indsnævre din interesse. Du må indsnævre din interesse. Mobiltelefonerne kan være noget ødelæggende i forhold til din søgen efter at kultivere et liv med Gud. Paulus siger i Første Korintherbrev kapitel 9, vers 26:

"Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften."
Første Korintherbrev 9, 26

Vi må nægte at være en, der laver multitasking. Det er en nobel ting. Verden kigger på os og siger: "Prøv at se, hvor mange jern de har i ilden." Men de troende, som gør det, kan for det meste ikke holde ud. Så bliver de sårbare overfor modstanderen. Albert Barnes sagde den her udtalelse: når døden kommer, de mennesker, som er løbet rundt uden noget mål i livet, uden at have et enkelt fokus på Kristus — måske har de aldrig slået et slag imod nogle af de virkelige modstandere af evangeliet. Så det, der står på deres gravsten, det bliver disse ord: her ligger en, som har brugt hele sit kristne liv bare på at slå ud i luften.

Der er ikke nogen bedre måde for dit liv til at betyde noget. At ikke spilde dit liv. At være en person, som beder.

Her er den sidste ting: hold ud i løbet. Vers syv og otte siger: skulle Gud ikke udfri sine egne udvalgte, som råber til ham? Han lader dem ikke vente. Jesus siger, jeg vil komme og hjælpe hurtigt. Ifølge Korintherbrevet er alle hans løfter ja og amen i Kristus Jesus. Apostlen Peter siger, det er store og dyrebare løfter. Det, vi gør, er, at vi udtrykker vores behov i henhold til hans løfter. Når vi gør det i Guds timing, så vil han besvare bøn. Ja. Nej. Eller vent. Nogle gange besvarer han bøn på en måde, som vi ikke havde forventet. Vi ser ikke svaret på bønnen, men alligevel har Gud besvaret det. Disse løfter er bevist. Paulus siger, som et resultat siger vi: "Ja, amen." Det er sandt, fordi Gud er trofast.

Vi må ikke være troløse, når vi beder. Vi må tro på, at Gud Faderen har behag i at udfri sine børn. Bøn vil udrette meget mere, når det bliver givet i tro — en tro, som ikke bare er ingenting. Vi må fokusere vores syn på Kristus og holde ud i kursen. Det vil Gud ære. Husk det her. Det bedste argument for den oplevede kristendom i vores tid er den her ivrige tro, som råber ud til Gud både dag og nat.

Har du givet Gud dine nætter? Jeg talte til en pastors hustru i New York. Hun sagde: "Jeg gav Gud mine nætter. Jeg var forbløffet over, hvor mange gange han vækkede mig om natten og bød mig at begynde at bede. Så fik jeg et behov i mine tanker — eller jeg blev mindet om en person. I det jeg bad, ville byrden bare blive endnu mere intens, indtil til sidst det blev sværere, indtil jeg bad den her byrde væk fra mit hjerte foran Gud. I det jeg gjorde det, kom søvnen, og jeg gik tilbage til sengen. Så sov jeg så sødt. Gud hørte min bøn." Jeg kan ikke fortælle dig, hvor meget hendes bønneliv voksede på grund af den overbevisning.

Amen.