Trofast kærlighed - Fortid, nutid, og fremtid

Lad os slå op i Salmernes Bog 57. Mens I finder det, vil jeg fortælle lidt om, hvad det er, der sker i Davids liv på det her tidspunkt. To kapitler efter det, vi læste i Første Samuelsbog i dag, ser vi, hvordan Samuel salver David til at være den næste konge for Guds folk, fordi Saul har fejlet. Så David flygter for at redde sit liv. Han finder en hule, han kan gemme sig i. I Første Samuelsbog kapitel 24 kommer Saul med 4000 udvalgte mænd for at finde David og slå ham ihjel. Det er her, vi ser, at Salme 57 sker. Saul angriber, og David er på flugt. De ugudelige har fremgang. Guds udvalgte konge lider. David er, som titlen på salmen lyder, i en hule.

Hvis du skulle beskrive dit liv lige nu med en metafor, ville du så bruge en metafor som en kold hule? Eller ville du bruge et billede med en stor åben mark med solskin? Eller toppen af et bjerg med kold vind, der blæser? Eller at hakke dig igennem en jungle med sved, der løber ned? Hvilket billede vil du bruge? Måske alle sammen på en gang. For os alle sammen vil der være et tidspunkt i vores liv, hvor vi vil være i en hule. Hvor ugudelige mennesker får fremgang, men vi oplever lidelse.

Det, jeg ønsker at gøre, er ud fra den her salme at vise jer, hvordan I skal reagere, når I oplever den hule, og hvorfor I kan reagere på den måde. Vers et til tre taler om, hvordan Gud giver respons på vore bønner med redning. Fra vers fire til elleve ser vi vores respons på, at han redder os, med lovprisning.

Guds respons på vores bøn

Lad os starte med Guds respons på vores bøn i vers et til tre. David siger: Gud vil redde mig, når jeg råber til ham. Vers et viser, hvad det er, der sker i den her salme.

"Dengang han flygtede ind i hulen for Saul. Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, for hos dig søger jeg tilflugt; i dine vingers skygge søger jeg tilflugt, til ulykken er drevet over."
Salmernes Bog 57, 1-2

David råber til Gud om nåde. Man råber ikke til Gud om noget, hvis ikke man har behov for noget. David er i en hule, og han frygter for sit liv. Læg mærke til, hvor hans tilflugt er. Han siger ikke: "For min sjæl søger tilflugt i en hule." Han siger: "For hos dig søger jeg tilflugt." Det var ikke selve hulen, der beskyttede ham. Det var Gud.

Så siger han: "I dine vingers skygge søger jeg tilflugt." I Anden Mosebog kapitel 19, efter Gud udfrier Israel fra Egypten, siger Gud: "Jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig." David ekkoer de ord, fordi han var den mand, som Gud havde udvalgt til at være hyrde for sit folk. Men selvom han var Guds udvalgte konge, var han i fare for at blive ødelagt, som vi ser i sidste del af verset. Fordi Gud er hans tilflugt, og fordi han er i fare for ulykken, beder David i vers tre.

"Jeg råber til Gud den Højeste, til Gud, der fører min sag igennem."
Salmernes Bog 57, 3

Han kalder Gud den Højeste. Han mener ikke, at Gud er fjern. Han siger, at Gud er almægtig. Det er ligesom, da vi sang Fadervor under vores bedetid. Vi siger "Vor Far, du som er i himlen". Vi siger ikke "Vor Far, du som er virkelig langt væk". Vi mener: vores Far, som er suveræn. Det er ham, David råber til.

Han siger, at det er Gud, der fører hans sag igennem. Det, som Gud begynder at gøre for sit folk, fuldender han. Til David havde Gud lovet at gøre ham til konge. David tror, at Gud faktisk vil gøre det. Men i vers et og to ser vi ham stadig i hulen — samtidig er han under Guds beskyttelse.

Fordi David virkelig tror, ser vi, hvad han siger i vers fire.

"Han sender mig hjælp fra himlen, gør den, der jager mig, til spot. Sela. Gud sender sin godhed og troskab."
Salmernes Bog 57, 4

Han har stor tillid til, at Herren vil handle fra himlen. Han er den Højeste, så han vil handle. Han har ubegrænsede ressourcer i himlen. Hvad er de ressourcer? I slutningen af verset står der, at han sender sin godhed og troskab. Hans trofasthed. Den godhed og nåde, som han ikke holder tilbage. Som David også siger i Salme 23: "Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever."

Det her er ikke noget, der kun er sandt for David. I Anden Mosebog 34 beskriver Gud sig selv som en Gud, der er rig på troskab og kærlighed. Her ser vi i de her vers, hvordan David råber ud til Gud i nød til sin Gud, med tro på Guds trofasthed.

Vores respons med lovprisning

Fra vers fem til tolv fremhæver David resultatet af sin bøn. Når Gud udfrier mig, vil jeg herliggøre ham. Det er overskriften.

I vers fem og seks giver David flere detaljer om sine kampe.

"Jeg ligger blandt løver, der hungrer efter menneskekød; deres tænder er spyd og pile, deres tunge er et skarpt sværd."
Salmernes Bog 57, 5

Det lyder ikke ret behageligt. Det lyder smertefuldt. Han taler om mennesker i slutningen af verset. Måske har du oplevet det — folk, der fortæller løgne om dig eller angriber dig for at være kristen.

Det er overraskende, hvordan David reagerer på den her fare. Prøv at se, hvad han siger i vers seks.

"Løft dig højt over himlen, Gud, lad din herlighed komme over hele jorden."
Salmernes Bog 57, 6

Han siger: Folk hader mig og skader mig — må Gud blive herliggjort og ophøjet. Det kan han gøre, fordi han har taget sin tilflugt i Herren, som vi har set. Han er lige så sikker som Daniel i løvekulen.

I første del fremhæver han Guds magt. Her betoner han Guds værdi. Gud må herliggøres. Det, som David er mest optaget af, er ikke, at han må være i sikkerhed. Det er, at Guds navn må blive løftet op.

Så bliver han mere specifik i vers syv til tolv. Nu bliver han involveret. Lad os læse vers syv.

"De lagde et net ud for mine fødder, men jeg undgik det; de gravede en grav for mig, men de faldt selv i den. Sela."
Salmernes Bog 57, 7

Kan I se, hvordan det går frem og tilbage her i salmen? Han er i nød, han stoler på Gud. Han er i nød, han stoler på Gud. Efter at han har udtrykt sit ønske om, at Herren må herliggøres i vers seks, taler han mere til Gud om sin nød. Han taler om det, som om det er noget, der er sket i fortiden. "De gravede en grav for mig," siger han. Men han er jo stadig i hulen. Måske udtrykker han bare sin tro på, at det her er noget, der vil komme til at ske.

Uanset hvad, så hans beretning om den redning, Gud har vist ham i vers syv, resulterer i et udbrud af pris. Ikke bare et vers — fem vers. Det starter i vers otte.

"Mit hjerte er trygt, Gud, mit hjerte er trygt, jeg vil synge og spille."
Salmernes Bog 57, 8

I vers syv ser vi, hvordan hans sjæl er nedbøjet. Men i vers otte ser vi, at hans hjerte er trygt. Her siger han ikke bare, at Herren må herliggøres. Han siger: Jeg vil herliggøre Gud. Det lagde jeg mærke til, da vi sang "Speak, O Lord". Verset taler om, at Herren må bygge sin kirke for sin herlighed, og vi vil stå på hans løfter. Når vi synger det, siger vi jo ikke bare, at du kommer til at herliggøre dig selv. Vi siger, vi vil gerne involveres i det. Det er det, David ønsker.

Så i vers ni kalder han sit hjerte til at fokusere.

"Vågn op, min sjæl, vågn op, harpe og citer, jeg vil vække morgenrøden."
Salmernes Bog 57, 9

Han slår sig selv i ansigtet og siger: Vågn op, syng. Så giver han udtryk for sin beslutsomhed i vers ti.

"Jeg vil takke dig blandt folkene, Herre, jeg vil lovsynge dig blandt folkeslagene."
Salmernes Bog 57, 10

Han vil ikke bare prise Gud til sine venner i hulen. Han ønsker, at alle nationer skal høre hans pris. Gud var jo ikke bare Israels Gud, men hele verdens.

I vers elleve giver han årsagen til sin beslutsomhed.

"For din godhed når helt op til himlen, din troskab til skyerne."
Salmernes Bog 57, 11

De samme ord så vi i vers fire — Guds nåde og hans sandhed, hans troskab. I vers fire råber han til Gud i sin beslutsomhed. I vers elleve råber han til Gud i stor glæde over, at hans godhed når helt op til himlen.

En sidste gang råber han i det sidste vers, hvor han kalder os til at slutte os til ham.

"Løft dig højt over himlen, Gud, lad din herlighed komme over hele jorden."
Salmernes Bog 57, 12

Salmen opfyldes i Jesus

Nu har vi set det flow, der er i salmen. Men det er ikke noget, vi endnu kan udleve, før vi ved, hvordan det bliver opfyldt i Kristus. Du ser ikke Jesu navn i den her salme, men det hele handler om ham. Da Jesus lærte sine disciple, lærte han dem, at Det Gamle Testamente handlede om ham. Da apostlene skrev Det Nye Testamente, læste de Jesus ud af Det Gamle Testamente, fordi Jesus læste sig selv ud af Det Gamle Testamente.

Augustin i det femte århundrede sagde, at Jesus på samme tid er nærværende og skjult i Det Gamle Testamente.

"Det Nye Testamente er skjult i Det Gamle, ligesom frugt er gemt i rødderne." – Augustin

Hvis du leder efter frugt i en rod, finder du den ikke. Men du finder ikke frugt på grene, hvis ikke de er kommet fra rødderne. Det Gamle Testamente er rødderne. Det Nye Testamente er frugten. Så alt det, du elsker i Det Nye Testamente om Jesus, kommer fra Det Gamle. Hvis du kender Det Nye Testamente, kan du se Jesus i Det Gamle Testamente.

Læg mærke til i begyndelsen af Salme 57, hvem det er, der skriver. Der står, det er en miktam af David. Men Paulus citerer et vers fra den her salme i Romerbrevet kapitel 15, og Paulus siger, at det er det her, Jesus har sagt. Så David er en profet, som skriver under Helligåndens inspiration Kristi ord, fordi Kristus er Davids søn. David var Guds salvede over Israel — en skygge af Jesus, som er Guds salvede over Guds folk i den nye pagt.

Vi ser lige på Romerbrevet kapitel 15, hvor Paulus siger, at Kristus kom for, at hedningerne måtte tro. I vers ni siger Paulus:

"Men hedningerne skal lovprise Gud for hans barmhjertighed — som der står skrevet: Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, jeg vil lovsynge dit navn."
Romerbrevet 15, 9

Paulus siger, det er Jesus, der taler. Så vi kan læse Salme 57, som om det er Jesus, der siger det. Når vi kigger på Salme 57, har vi Jesus, der beder Gud om at være ham nådig, der udtrykker tro om, at Gud vil hjælpe ham, der taler om den lidelse, han gennemgår, hvordan folk taler hårde ting imod ham, der udtrykker et ønske om, at hans Fader må herliggøres, at hans hjerte må være trygt, og at hans Far skal herliggøres ud over hele jorden. Det er præcis som den Jesus, vi ser i evangelierne. Fordi Jesus i evangelierne er Jesus i salmerne.

Salmen er også til os

Betyder det så, at Salme 57 ikke er for os? Hvis Salme 57 er om Jesus, og han taler disse ord — og hvis Kristus er hovedet for kirken — kan vi så sige, at det er Jesu hoved, der taler, og at det ikke har noget med hans legeme at gøre? Jesus taler disse ord på vore vegne, sådan at vi kan læse dem og sige det selv, fordi vi tror på Jesus.

Her i Danmark har vi ofte folk, der læser Salme 23 til begravelser. En masse, der ikke er troende, kender salmen. De siger: "Herren er min hyrde." Men det er faktisk ikke sandt. Hvem har Jesus som sin hyrde? Jesus sagde: "Jeg gav mit liv for fårene, og de hører min røst, og de følger mig." Det er dem, salmen er til. Gennem Jesus kan vi sige disse ord.

Læg mærke til verset: "Han sender mig hjælp fra himlen." Hvis vi er troende på Jesus, har Gud så ikke sendt fra himlen og frelst os? Men han gjorde mere end blot at sende fra himlen og frelse os. Han kom fra himlen og frelste os. Han gav mere end blot at sende sin trofaste kærlighed. Han kom som sin trofaste kærlighed til os.

Derfor kan vi anvende Salme 57 til os selv med den samme beslutsomhed som David. Det er ikke os, der er Guds salvede konge. Det er Jesus. Den her salme er for ham, og vi er i ham. Derfor er salmen til os. Vi kan råbe til Gud i vers tre: "Jeg råber til Gud den Højeste, til Gud, der fører min sag igennem" — med fuldstændig trofasthed. Ikke baseret på det faktum, at vi har haft en virkelig god dag i dag, men fordi det her er Jesu ord. Hvis Gud er for os, hvem kan så være imod os?

Vi kan tilslutte os David og Jesus i vers ti og sige: "Jeg vil takke dig blandt folkene." Jeg ønsker at ophøje dig.

Lovprisning midt i hulen

Vi ser, at vers tolv er en bøn. Gud er løftet op og herliggjort over hele jorden, over himlene. Hvis du og jeg ikke var født og aldrig priste Gud, ville han stadig blive løftet op over himlen. En bøn som i vers tolv siger ikke: Jeg håber, det her kommer til at ske, selvom det ikke er sket. Den siger: Jeg vil gerne involveres i det her.

Men hvordan er David involveret i den her salme? Titlen på salmen siger ikke, at det her er en salme af David, når han er i tryghed i sit palads. Det er en salme af David flygtningen, som har en pris på sit hoved.

Hvordan kan vi herliggøre Gud? Skal vi vente, til alt bare går godt? Min hustru og jeg har fire børn. Skal jeg vente med at herliggøre Gud, indtil de sover virkelig godt? Eller til al deres opførsel bare er perfekt? Eller indtil jeg har et vist antal penge på min bankkonto? Nej, i min hule kan jeg herliggøre Gud. Fordi nogle gange er det som at være i en hule, når man har børn, der ikke kan sove.

Der er flere af jer, som allerede har opdraget børn, og I siger, at de dage er hurtigt overstået. Det er sandt. Men når børnene er voksne, kan du stadig have problemer. Hele livet er fyldt med problemer. Er det ikke bare opmuntrende?

Men midt i vores problemer, som vi ser i vers tre — "Jeg råber til dig, den højeste Gud" — kan vi sige, at Gud vil sende fra himlen og frelse os. Ikke at han nødvendigvis vil fjerne problemerne. Men han vil give os alt det, vi behøver, for at herliggøre ham, for at forblive trofaste.

Nogle gange helbreder han os. Men der vil også komme tidspunkter, hvor vi vil blive syge, og Gud ikke helbreder os, og vi vil dø. Men døden er jo bare en åben dør til himlen. Det er Guds redning. Den endelige redning. En forfatter for længe siden sagde, at døden er vores sidste begravelse.

Så uanset hvad der foregår i dit liv, kan du tilslutte dig David. Du kan tilslutte dig Jesus i at sige: "Må Gud herliggøres." Vi kan sige som i vers otte: "Mit hjerte er trygt, Gud" — ikke fordi jeg er noget, men på grund af det værk, som Jesus har gjort. En dag vil vi løfte vores røst i himlen uden synd og uden problemer. Men vi skal ikke vente så længe. Ligesom David midt i sit liv af lidelse og Jesus i hans lidelser, kan vi begynde at synge nu.

Amen.