Ve-råb over undertrykkerne og håb til de undertrykte

Titlen på prædikenen i dag er "Vé-råb over undertrykkerne og håb til de undertrykte" – en passende palmesøndagstekst. Mikas Bog kapitel 2 skal vi gennemgå.

Den verdenskendte britiske digter og skuespilforfatter William Shakespeare levede for cirka 400-450 år siden. Hans længste skuespil var ikke "Romeo og Julie", "Othello", "Macbeth" eller "Købmanden i Venedig". Det var "Hamlet". Fortællingen finder faktisk sted her i Danmark, i Helsingør. Den nok mest citerede sætning fra alle Shakespeares værker findes netop i "Hamlet". Med sikkerhed kender du scenen, hvor prins Hamlet holder skelethovedet i hånden og har en dyb filosofisk samtale nærmest med sig selv. Så siger han de velkendte berømte ord: "To be or not to be. That is the question."

Men i starten af stykket, i en af de første akter, møder man en af birollerne, en soldat ved navn Marcellus, som på et tidspunkt udtaler de meget tankevækkende ord: "There is something rotten in the state of Denmark." Der er noget råddent her i landet. Der er noget skævt. Der er noget forkert. Der er noget, der er ude af orden, noget fordærvet, på vildspor. Der er noget, der er helt forkert.

Når vi nu vender vores opmærksomhed mod Guds ord her i Mikas Bog, ser vi også en moralsk og åndelig rådenskab, som har fordærvet hele landet, både Juda og Israel. Guds folk var kommet på afveje. De havde forbrudt sig mod almægtige Gud, ham som var deres Gud, som havde frelst dem fra Egyptens slaveri og trofast ført dem gennem ørkenen og ind i løftets land. Han havde besejret deres fjender, værnet om dem, bevaret dem, givet dem sine løfter og sit ord, og igennem templet og offersystemet været dem nær. Han havde personligt kaldet dem til at være hans folk og leve retfærdigt og helligt for hans åsyn, til at tilbede ham og elske ham overalt og dernæst også elske hinanden og derigennem være et vidnesbyrd for nationerne omkring dem om, at Herren alene er den levende og sande almægtige Gud og skaber, hos hvem alene der er frelse at finde, og som alene er værdig til at blive tilbedt.

Guds folk skulle være et talerør for Gud til nationerne om at vende sig mod ham. Gud havde kaldet Abraham ud af et afgudsdyrkende folk, frelst ham, givet ham løftet om at gøre denne barnløse mand og hans kone Sara, som var langt udover den fødedygtige alder, til en stor nation, igennem hvem alle jordens slægter skulle velsignes, som der står i Første Mosebog 12, 3.

Men som vi så i det sidste budskab i Mikas Bog kapitel 1, havde folket – både det nordlige Israel med Samaria som hovedstad og det sydlige Israel, Juda, med Jerusalem som hovedstad – fejlet grufuldt i det kald og privilegium, de havde. De havde i stedet udvist et nærmest kontinuerligt mønster, generation efter generation, af foragt for deres frelser og Gud. Foragt og oprør mod Guds bestemmelser, mod hans gode og retfærdige lov og ord. De havde vendt sig væk fra Gud og mod afgudsdyrkelse. Derfor sendte Gud i sin store kærlighed for sit ejendomsfolk sine profeter igen og igen for at kalde folket til omvendelse og advare dem om den dom, der ville komme, hvis de forblev i deres oprør og synd imod ham.

Gud i sin barmhjertighed havde været ufattelig langmodig mod sit folk. Han havde strakt sig, været tålmodig, gået langt. Men nu var grænsen nået, og kommende dom var nu uundgåelig. Vi så i kapitel 1 og vers 3, hvordan Gud nu ville komme ned fra sin trone for at dømme sit folk. Gud måtte gribe ind med hårde, radikale midler for at rense rådenskaben ud af sit elskede folk.

En radikal renselse af et fordærvet folk

Der findes en sjælden, men ekstremt farlig infektionstilstand, der hedder nekrotiserende fasciitis. Det er en bløddelsinfektion. "Nekrotiserende" – nekrose betyder, at noget dør, at noget går til. Det er en tilstand, hvor ens underliggende væv bogstavelig talt rådner. Det dør. Det bliver ædt op af bakterier med en hastighed på op mod fem til ti centimeter i timen. Det er voldsomme sager. Så snart man får mistanken, skal der gribes ind aggressivt med kraftig bredspektret antibiotika og kirurgi. Man skærer simpelthen det døde, betændte væv bort. Mens patienten ligger på bordet, venter man og ser, om man har fået det hele med, eller om det begynder at blive rødt og betændt med spredning på ny igen. Skal der skæres mere? Nogle gange sker det, at man bliver nødt til helt at amputere lemmer for at redde liv.

Nationen Israel var, som Esajas siger det i kapitel 1 og vers 6, blevet syg fra isse til fod, og der skulle en guddommelig, radikal intervention til, for at Gud kunne redde sit folk – en rest – og derved ultimativt set sikre, at hans løfte til Abraham blev opfyldt: at alle jordens slægter måtte få del i Guds velsignelse, som skulle komme gennem Judas stamme, og mere specifikt gennem en, som skulle blive født af Davids slægt i Betlehem, som vi senere skal se i Mikas Bog kapitel 5.

Gud var villig til at gå så langt i denne tugt, denne dom og renselsesproces, at han først sendte assyrerne mod det nordlige Israel, som blev besejret og folket sendt i eksil i år 722 før Kristus. Senere, cirka 140 år senere, sendte han en anden verdensmagt, babylonerne, som i 586 før Kristus invaderede det sydlige Israel, Juda. Gud sender nu her en af sine talerør, en profet ved navn Mika. Mika fra Moreshet, som vi så i det første budskab, tjente i en lang periode under tre forskellige judæiske konger: Jotam, Akaz og Hizkija. Det gjorde han netop i den periode, hvor assyrerne var i fremmarch mod Israel og Juda.

Mikas Bog er højst sandsynligt et sammendrag af de mange budskaber, som Mika har forkyndt gennem årene – budskaber udvalgt og sammensat ved Helligåndens ledelse. I de syv kapitler i Mikas Bog finder vi tre cyklusser, ligesom tre porioner af budskaber, der alle starter med ordet "hør". Sidste gang så vi starten på det første budskab, som startede med ordet "hør" i kapitel 1 og vers 2. Det næste budskab starter i kapitel 3, og den sidste cyklus i kapitel 6. Alle disse budskaber indeholder stærke og klare, utvetydige budskaber om kommende dom og implicit også kald til omvendelse. Men hver cyklus slutter også af med et ord om håb.

Håb, ikke dom, skal og vil være det sidste ord, der skal lyde fra Herren gennem Mika. Ord om håb og frelse og genoprettelse. Ord, som vidner om den vidunderlige og nådige Gud, som Mika tjener. Med sit eget navn, Mika, som betyder "hvem er som Gud", ser vi også i disse budskaber det retoriske svar: Der er ingen som den Gud, som Bibelen forkynder, den levende, ene og sande Gud.

I dag skal vi netop afslutte den første cyklus af budskabet, som startede i kapitel 1 og vers 2, og som nu slutter med et ord om lys og håb for fremtiden i slutningen af kapitlet. Men kapitel 2 starter med vé-råb over undertrykkerne. I de første to vers ser vi Guds anklage mod sit folk, og helt specifikt mod disse undertrykkere.

"Ve dem, der planlægger ondskab, forbereder ondt på deres leje og udfører det ved daggry, fordi det står i deres magt. De begærer marker og røver dem, de begærer huse og tager dem; de undertrykker en mand og hans husstand, en mand og hans ejendom."
Mikas Bog 2, 1-2

Hvor vi i det første kapitel af Mikas Bog så nogle mere generelle referencer til folkets synd, nemlig afgudsdyrkelse – i kapitel 1 og vers 5 bliver ordene "overtrædelser" og "synder" anvendt – ser vi nu her i kapitel 2 disse synder udpenslet, udspecificeret. Rådenskab er frugten af et folk, der vender sig væk fra den sande tilbedelse af Gud og mod afgudsdyrkelse. Vi ser her udpenslet nogle af de helt specifikke overtrædelser og synder, som i den grad har vakt Herrens afsky og vrede.

Hvad er det for en konkret rådenskab?

Hvad er det for en konkret rådenskab og ondskab, der har infiltreret landet og folket? Vi læser her om begær, undertrykkelse, stolthed, udnyttelse og røveri. De to bud, som opsummerer hele Guds gode og retfærdige lov, og som Jesus gør klart i Markusevangeliet 12, 30, er, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Det andet bud er, at du skal elske din næste som dig selv.

Folket havde forsømt det første bud, hvilket affødte, at de også uundgåeligt vil fejle og komme til kort i det andet bud. Det ser vi tydeligt ske her. Vi hører om en magtfuld elite af mennesker, de rige og indflydelsesrige – dem med magt og ledelsesansvar – men som grådigt begærer større og større, mere og mere rigdom, marker, land, huse, på bekostning af deres egne landsmænd. De ligger i deres senge, læser vi, og de kan ikke falde i søvn. Hvorfor kan de ikke falde i søvn? Fordi de ligger og begærer noget, der ikke retsligt tilhører eller tilkommer dem. De kan simpelthen ikke falde i søvn. De begærer bare den her mark, det her landområde. De vil have det, koste hvad det vil. De kan ikke slippe begæret. Det æder dem op indefra.

I stedet for ydmygt at omvende sig, forbliver de hårdnakkede og stolte i den kurs, de ikke vil vige fra. Så de planlægger, hvordan de kan komme i besiddelse af det, de begærer. Andre menneskers huse og marker. Andre menneskers eksistensgrundlag. Der bliver lagt onde planer. Planer, der vil medføre, at familiers liv som følge vil blive ruineret. Familier, der er dybt afhængige af deres lille stykke land, som er gået i arv gennem generationer, hvor jorden kan dyrkes og give afgrøder, der kan forsørge dem, og huse, som giver tryghed og sikkerhed.

Men disse onde og magtfulde, stolte, begærlige mennesker udnytter deres magt. De udnytter deres autoritet, deres indflydelse. Så snart det bliver morgen, sætter de deres uhyrlige plan i værk, og de tager, de røver, og de undertrykker en mand og hans husstand og efterlader dem uden hus eller ejendom, uden tryghed eller mulighed for forsørgelse, efterladt til en tiggertilværelse. I stedet for at elske folket, i stedet for at elske sin nabo, sin næste, og lede med retfærdighed, handler disse ledere med had og ondskab. Hvilken afskyelig og uhyrlig handling.

Du kan måske huske historien om kong Akab – kongen, den mest magtfulde og rige mand i nationen Israel, men som begærede sin nabos mark, som begærede Nabots vingård. Det kan man læse om i Første Kongebog 21. Akabs begær åd ham op, og det endte med, at kongen i ledtog med sin onde hustru Jezabel fik Nabot dræbt for derefter at kunne tage besiddelse af vingården. Kongen, som burde have beskyttet og værnet om sit folks tryghed og sikkerhed, udnyttede sin magt for at tilfredsstille sit eget begær.

Denne rige og magtfulde overklasse, disse ledere af landet, forbryder sig direkte mod Guds bud om ikke at begære eller stjæle. De erstatter tilbedelsen af den levende Gud med deres eget selviske og stolte ego. Derfor udråber Gud nu gennem sin profet Mika et vé-råb, en anklage, et ord om sikker dom mod disse undertrykkere.

Du høster, hvad du sår

I vers 3 til 4 kommer Gud med sin dom over disse mennesker. Dem, som planlagde ondt mod andre, vil Gud nu planlægge ondt imod. De skal høste nøjagtig det, de selv har sået. Det er et bibelsk princip. Man høster, hvad man sår. De, som tvang andre ud i fattigdom og fordrivelse fra hjem og marker, vil Gud nu tvinge i knæ. De vil ikke kunne få halsen fri, står der, bundet som slaver. Han vil gøre dem til spot og hån. Han vil til intet gøre dem. De, som stjal fra andre, vil selv miste alt, de ejer. De, som på uretfærdig og ugudelig vis misbrugte deres magt over andre, vil nu opleve andre tage magt over dem. Det er meget ironisk, ikke sandt? De stjal og blev selv bestjålet. De talentgjorde andre og bliver selv talentegjort.

Gud vil tage al deres ejendom og overdrage det – som der står i vores passage – til frafaldne, som er en reference til Assyrien, som var på vej for at indtage landet, og senere Babylon, som invaderede resten af Juda inklusive Jerusalem. Dom var uundgåeligt på vej.

I vers 5 ser vi både den yderste og grufulde konsekvens, som vil ramme disse ugudelige og onde ledere, og indirekte også resten af landet. Men vi ser samtidig også en lille forsmag, et glimt af håb. I vers 5 i vores passage står der:

"Så har du ikke nogen i Herrens forsamling til at kaste målesnoren med loddet."
Mikas Bog 2, 5

Igennem sine profeter havde Gud gentagne gange advaret folket om kommende dom på grund af deres synd og oprør mod ham. Gud vil sende, som sagt, først assyrerne og senere babylonerne, og landet, Jerusalem, selv templet vil blive invaderet og ribbet. De bedste og stærkeste fra alle lag vil blive sendt i eksil ud af landet.

Men Gud lovede, at en rest ville få lov at vende tilbage igen. De ville få landet i eje igen. Et profetisk ord, der blandt andet lød fra Jeremias, som man kan læse om i for eksempel Anden Krønikebog kapitel 36 og i Jeremias' Bog kapitel 25. Det profetiske ord lød, at efter 70 års eksil ville de få lov at vende tilbage igen. Den hjemvenden, den hjemtur, kan man læse mere om i for eksempel Nehemias' Bog og Ezras Bog. Som da de med Josva i sin tid – efter at Gud havde befriet dem ud af Egypten, og de krydsede Det Røde Hav, og Gud gav dem løftets land Kanaan, og de indtog landet – fik landet opdelt, målt ud med målesnor og lod, og land og ejendom blev fordelt blandt folket. Gaver fra Gud til sit folk, Herrens forsamling. Sådan skulle det ske igen efter deres hjemvenden til landet.

Men ordet her er, at disse onde ledere ingen del vil få i Herrens forsamling. De er blevet afskåret fra fællesskab med Guds folk, og i forlængelse af det afskåret fra fællesskab med den levende Gud. Det var med andre ord et vé-råb om evig dom og adskillelse fra Guds nærvær. Men samtidig ser vi også et glimt af håb, fordi ordene "Herrens forsamling" netop bliver omtalt. Der er her et hint om, at land der igen en dag i fremtiden skal måles og udstykkes til en rest af hjemvendte familier. Målesnoren med loddet skal i brug igen en dag. Gud vil ikke fejle på sine løfter. Han vil frelse en rest og gøre rent og ret det, der før var råddent og fordærvet.

Hør, hvad der står i Første Petersbrev 5: Gud står de hovmodige imod. De hovmodige har ingen del i hans rige, i Herrens forsamling. Der er kun dom og evig fortabelse i vente for enhver, som ikke vil bøje sit hjertes knæ for kongernes konge og herrenes herre. Men som der også står i den sidste del af verset: De ydmyge viser han nåde. De ydmyge, dem der erkender deres synd og deres behov for frelse, dem som i tro vender sig mod Gud, de vil få et nyt og rent hjerte, der vil elske ham, længes efter at være i hans nærvær og tilbede og tjene ham og elske sin næste. De vil for evigt og altid være en del af Herrens forsamling.

Hvornår skal man prædike, og hvornår skal man tie?

Apostlen Paulus i Andet Timotheusbrev kapitel 4 og vers 3 siger til sin åndelige søn, at der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men de vil skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, Timotheus, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste.

Profeten Mika befandt sig i en tid, hvor folket ikke ville finde sig i den sunde lære. De gad ikke lytte, når Guds ords sandhed lød fra de sande profeter – fra Esajas og Jeremias og Mika og Sefanja og alle de andre gode profeter. Folket med dets ledere havde vendt sig væk fra den sunde lære. I stedet skaffede de sig profeter og lærere i massevis efter deres eget hoved, som profeterede budskaber, der kildrede i deres ører, behagede deres sjæle, gav dem en falsk tryghed og en religiøs blåstempling af alle deres ellers syndige livsstil og levevis, så de kunne retfærdiggøre deres handlinger, deres begær, deres undertrykkelse og udnyttelse af hinanden. De vendte det døve øre til sandheden, og deres respons var modstand, som vi læser det i kapitel 2 vers 6 og 7.

Hvis det skulle siges en smule parafraseret, vers 6 og 7, så var deres svar i bund og grund til Mika: "Mika, sådan skal du ikke tale til os. Du og din gruppe af medprofeter – sådan skal I ikke profetere over os. Den slags gider vi ikke høre på. Alle de der vé-råb og domme, de skændsler, du taler om, Mika – det skal da ikke nå os. Det kunne Gud da aldrig finde på. Vi er hans udvalgte folk på jorden, Abrahams afkom. Herren er da tålmodig med os og altid overbærende. Hans handlinger vil da aldrig være i tråd med det, du siger, Mika."

Men de tog grufuldt fejl. Jo, Gud er uendelig god og kærlig og omsorgsfuld. De velkendte vers fra Anden Mosebog 34 forkynder, at Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd. Men hvad Mikas modstandere her havde glemt, var slutningen af det, som Moses sagde: "Men han lader ikke den skyldige ustraffet." Han lader ikke den skyldige ustraffet. Folket, med deres ledere i spidsen, stod strafskyldige foran en hellig Gud, som elsker retfærdighed, men som står synd og hovmod og oprør imod.

Mikas forkyndelse var radikal. Den var gudfrygtig, og den var spotteren. Den ramte plet i at eksponere den løgn og det mørke og den synd og det bedrag, som havde et kvælende greb om nationen. Den skar og gjorde ondt i disse ugudelige mennesker.

Disse ledere havde som sådan intet imod religiøsitet og prædikener om godt helbred og velstand og lykke – sådan nogle tynde, verdslige budskaber, der ikke rigtig konfronterede deres syndige liv, deres onde handlinger og deres afgudsdyrkelse med et kald til omvendelse. Men når en forkyndelse endelig konfronterede deres synd, når et budskab ikke kildrede dem i ørerne eller nussede dem i håret, så kom der modstand. De ville hellere tro på en løgn, på myter, som Paulus sagde, end på Guds ord. De undertrykte sandheden med uretfærdighed, og de ville have, at Mika skulle tie stille. "Stop med at profetere, Mika. Stop. Hold din mund."

Men hvornår skal man prædike, og hvornår skal man tie? Spørger man Paulus, vil han svare som han gjorde i verset før i Andet Timotheusbrev 4: "Timotheus, prædik ordet, stå frem i tide og utide." Mika måtte gøre, som Paulus rådgav Timotheus – holde sit hoved koldt, være villig til at lide for evangeliets skyld, for Guds æres skyld, gøre sin gerning som en evangelist eller rettere, i Mikas tilfælde, som en profet, og fuldføre den tjeneste, Gud havde givet ham. Han måtte derfor prædike. Han kunne intet andet.

Det er jo faktisk det helt store Shakespeareske spørgsmål. Det er ikke "to be or not to be", men derimod "to preach or not to preach. That is the question." Skulle Mika bøje sig i menneskefrygt for disse indflydelsesrige, ugudelige, onde mennesker, som var eksperter i at planlægge ondt mod andre om natten og udføre deres planer ved daggry? Mikas liv var på spil. Hans forkyndelse gav ham fjender. Eller var han drevet af en gudsfrygt og en nidkærhed for at se Gud blive herliggjort gennem ordets forkyndelse, ved at se sandheden afdække løgn og mørke?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Mika fuldt ud kunne tilslutte sig hans kollega Jeremias' bekendelse, Jeremias' Bog 20, 9, hvor han siger, at hvis han ikke mere kunne tale i Herrens navn, ville det være som en brændende ild i hans hjerte, som rasede i hans knogler – en tilstand, han hverken kunne bære eller holde ud. Nej, han måtte prædike Herrens ord.

Guds ord er verdens håb

Guds ord er verdens håb. Evangeliet er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, som vi læser i Romerbrevet 1. Der er stor modstand mod det. Mørkets rige hader lyset og sandheden. Men ordet, som der står i Ordsprogenes Bog 4, 22 – ordet er liv for dem, der finder det og tager imod det. Ordet må og skal derfor lyde. Det er det, Mika fastslår her i kapitel 2 i slutningen af verset i vores tekst, at Guds ord er gode for dem, der lever retskaffent.

Guds ord er godt. Når folket levede i lydighed mod Guds ord, når de troede det, når de overholdt det og ærede deres pagtsaftale med Herren Gud – som havde frelst dem fra Egypten og givet dem løftets land og kaldet dem til at elske og tjene og adlyde og ære ham – ja, så ville det gå dem godt. Guds velsignelse ville være over dem.

Men i stedet for at vende sig mod Guds ord, tro det, handle på det, i stedet for at gå Guds vej og leve retskaffent, i stedet for – som der står i Mikas Bog kapitel 6 – at handle retfærdigt og vise trofast kærlighed og vandre ydmygt med sin Gud, valgte folket at gå deres egen vej. En vej og en levevis markeret af fjendskab, som der står i vers 8. Fjendskab mod hinanden, mod dem, man burde vise næstekærlighed imod. De gik så langt i deres fjendskab mod hinanden, at de river kappen af de fredelige, af dem, som intet ondt havde i sinde. De bliver strippet for deres værdighed.

For mange bliver hus og land pludselig revet væk af disse onde mennesker. Kvinder, mødre, hustruer er blevet drevet bort fra deres elskede hjem, som vi læser i vers 9. Børnene – det er jo dem, det går hårdest ud over: deres tryghed, deres sikkerhed, deres fremtidsudsigter fuldstændig ruineret. Ved at gøre dette mod hinanden frarøvede man børnene, den næste generation af blomstrende samfundsborgere og kommende ledere og familiestiftere, nationens fremtid og håb. En generation skabt i Guds billede for at reflektere Guds herlighed i verden – knust og ødelagt. Jeg tror, det er det, der menes med, at de tager Guds herlighed fra disse børn i slutningen af vers 9.

En lakmusprøve for god ledelse, for dem der er ressourcestærke med ledelsesansvar og indflydelse, er, hvordan de behandler og drager omsorg for de svage – for enkerne, for de forældreløse, for flygtningene og de fattige. Vi læser igennem både det gamle og det nye testamente, at Gud havde et helt særligt ømt punkt i sit hjerte for denne gruppe af sårbare mennesker. Det kan man for eksempel læse i Jakobs Brev kapitel 1 og vers 27. Gud havde et ømt hjerte for disse sårbare grupper af mennesker. Derfor har han ondt af at se den behandling, han ser finde sted imellem og iblandt sit eget folk.

Der er noget råddent, der skal gøres op med. Gud er på vej for at gribe ind. På grund af alt den her urenhed – vers 10 – som havde besmittet landet, afgudsdyrkelse og korrupte og onde ledere og et folk, som ikke længere elskede Gud og udviste næstekærlighed, var en voldsom ødelæggelse på vej, som der står. Guds tugtinstrumenter i form af assyrerne og senere babylonerne var på vej. Løftets land, Israel, ville for en tid ikke længere være et sted, hvor de kunne blive, som der står. Det ville ikke længere være et land, hvor der er hvile og fred at finde.

Men folket gad ikke høre på Mikas vé-råb om dom og ødelæggelse. Vers 11. De ville hellere lytte til løgn og høre profetiske ord om gode tider, om velstand og fremgang, om vin og øl, om fest og glæde. "Der er ingen fare på færde." Sådanne budskaber ville de gerne høre. Tragisk.

Den gode hyrde der bryder igennem

Det ser sort og dystert ud for Guds folk. Spørgsmålet er: er der håb? Er der lys forude? Svaret er ja. Der er håb for de undertrykte. Der er håb forude. Lad os læse de afsluttende og opløftende vers fra denne første cyklus af budskabet, som Mika her bringer. Vers 12 og 13, hvor Herren taler:

"Jeg vil samle dig, Jakob, jeg vil samle Israels rest; jeg bringer dem sammen som får i en fold, som en hjord på en græsgang, en larmende mængde mennesker. Foran dem går gennembryderen, de bryder igennem og går ud ad porten. Deres konge går foran dem, Herren går i spidsen for dem."
Mikas Bog 2, 12-13

Der hvor folket og dets korrupte ledere, de falske profeter, de selviske religiøse hyrder og selv kongerne igen og igen fejlede og kom til kort og gjorde landet urent og modent til ødelæggelse og kommende dom – der vil Gud Herren, den gode hyrde, den retfærdige konge, ikke lade sit folk gå helt til grunde, men han vil personligt samle Jakob. Han vil samle Israels rest. Han vil i sin nåde og barmhjertighed frelse en rest. I stedet for at udnytte og undertrykke vil han som den gode og mægtige hyrde bringe dem sammen som får i en fold, som en hjord på en græsgang. En stor skare af larmende mennesker. To gange gentager Gud: "Jeg vil. Jeg vil."

Lige så sikkert som dommen over de ugudelige vil komme, lige så sikkert vil frelsen komme til de undertrykte, til den rest, som Gud vil frelse og bringe tilbage til landet. Gud vil overkomme enhver barriere. Han vil gøre det, der menneskeligt set er umuligt. Han vil gøre det, som ingen anden kan gøre. Han vil være, som der står, gennembryderen, som går foran sit folk. Han vil bryde igennem det, der står i vejen for sit folks frelse. Ligesom han brød igennem Det Røde Hav og delte det, så hans folk kunne undslippe egypterne og vandre over til sikkerhed, sådan vil han bryde igennem enhver forhindring, enhver barriere, enhver fjende, indtil ingen kunne stå ham imod. Han vil bryde igennem og føre sin rest ind i frihed og sejr. Han vil være, vers 13, deres konge og deres herre, som går i spidsen foran dem. Han vil være den, som går foran dem og i spidsen for dem.

Opfyldelsen af disse profetiske ord fandt sted, tror jeg, på tre forskellige måder eller i tre grader. Første gang var, da assyrerne havde invaderet hele Israel og efterfølgende var rigtig godt i gang med at invadere Juda. De havde nu nået Jerusalems bymur. På det tidspunkt var det Hizkija, der var konge, og alt så fuldstændig sort og håbløst ud. Men kongen vendte sig i desperation og bøn mod Gud. Hvad gjorde Gud? Han bønhørte ham. Gud sendte en engel, som dræbte 185.000 af den assyriske hær og gav Juda og Hizkija en kæmpe sejr. Folket kunne bryde ud af Jerusalems porte med fjenden besejret. Den beretning kan man læse i Anden Kongebog kapitel 19.

Den anden måde, hvorpå vi ser opfyldelsen af Mikas profeti, er, når Gud lader jøderne vende tilbage til deres land efter 70 års eksil i Babylon. Hizkijas sejr over assyrerne var kun kortvarig, men Guds dom over landet blev kun udskudt. Cirka 140 år efter fuldførte babylonerne det, som assyrerne ikke fik lov til. De indtog hele landet, inklusive Jerusalem, og de ødelagde templet. Så tog de en kæmpe gruppe – alle de bedste af folket – i eksil med sig tilbage til Babylon. Men 70 år efter, præcis som Gud havde lovet blandt andet igennem Jeremias, fik det jødiske folk lov at vende tilbage til deres land. De fik lov at bryde ud af deres fangenskab i eksilet, vende tilbage som får til deres egen fold.

Den tredje er nok den mest mægtige måde, hvorpå vi ser disse ord komme i opfyldelse. Det er den sejr, som den hersker, der skulle komme fra Betlehem, som Mikas Bog kapitel 5 og vers 1 taler om – ham, hvis udspring er i fortiden, i ældgamle dage, som der står. Denne hersker er ingen anden end gudmennesket Jesus Kristus, den gode hyrde, den gode og almægtige konge og hersker og frelser. Han er den, som gennembrød den ultimative fjende, syndens og dødens magt, som adskilte mennesker fra Gud.

Jesus, den anden person i guddommen, lod sig inkarnere, og han blev menneske. Han kom til denne verden for som den gode hyrde at opsøge og frelse det fortabte, som der står i Lukasevangeliet 19, 10. Som den gode hyrde, der netop ikke udnyttede og undertrykte sit folk, var han ikke blot villig, men målrettet. Han gik i spidsen og foran. Målrettet kom han for at lide og dø for sine får.

Markusevangeliet 10, 45 fortæller os, at han kom for at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Han gik i lydighed til sin fader, til Gud Fader. Han gik i lydighed hele vejen til korset for at dø i synderes sted. I sit eget legeme tog han imod straffen, som vores synder fortjente. Ved sin død på korset sonede han. Han døde i vores sted. Han sonede vores skyld, og han tilfredsstillede Herrens retfærdige og hellige vrede, som var rettet imod os, for at Gud kunne tilgive os, retfærdiggøre os, gøre os til sine børn, en del af hans himmelske fold, tilgivet og frelst.

Fordi Kristus, den ultimative gennembryder, brød dødens og syndens magt ved selv at opstå fra døden og bryde ud af den grav, han var lagt i, derfor kan han også – som der står her i det sidste vers – være netop den konge, der går foran, og den herre, der er i spidsen, og føre dig og mig sikkert til sin frelse, hvor dødsrigets porte aldrig vil få magt over det.

Lad mig slutte af igen med at citere Første Petersbrev kapitel 5 og vers 5, som ligesom fanger essensen af Mikas Bog her, kapitel 2:

"Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde."
Første Petersbrev 5, 5

Hvilken af disse to grupper tilhører du? Er du i den første, så er i dag en god dag at vende dig i tro og omvendelse mod den gode hyrde Jesus Kristus.

Amen.