Mattias Beck Madsen

Det viser os en orden, den her måde, salmen er opbygget på. Det viser os, at vi til at starte med må have fokus på Gud og taksigelse til ham. Vi må først og fremmest prise Gud for, hvem han er, før vi priser ham for, hvad han har gjort.

Mange af jer har måske, ligesom jeg tænkt: Ej, vi stammer altså ikke fra aberne, men måske er der noget med, at jorden kunne have taget længere tid at skabe end 6 dage. Måske er den i virkeligheden milliarder af år gammel? Måske var det Gud, der satte Big Bang i gang for milliarder af år siden?

Når Jesus nævner, at vi skal tage vores kors op og følge ham, så fortæller han os, at livet som kristen er en kamp, og at det er hårdt. Han fortæller os, at vi er nødt til at vide, at troen kommer til at koste, når det er en kæmpende tro.

Så det, at Jesus han gjorde os rene og rensede os, og han fjernede al vores skyld, det var det, der gjorde det muligt, at Gud han så kunne sige: "Kom, nu er du mit barn".

Det er et kontroversielt emne. Et emne, der på grund af vores samvittighed og graden af alvor, det omfatter, kan være ømt og tungt og måske endda grusomt at tale om. Men jeg vil prøve at belyse det ud fra, hvad Guds Ord siger om de ufødte, og om, hvad vi som kristne er nødt til at gøre.

Gennem lidelse holdes vi tæt til hyrden, fordi vi oplever, at vi har brug for ham. Meget oftere end vi måske havde før lidelsen. Med andre ord leder han os til større afhængighed af ham.